Boganmeldelse: Tidens væsen af Ruth Ozeki

Bogen kan købes på plusbog.dk til DKK 234,- uden medlemskab (DKK 199,- med medlemskab).

Titel: Tidens væsen

Forfatter: Ruth Ozeki

Udgivelsesår: 2015 (dansk udgave)

Sideantal: 442

Forlag: Gyldendal (Samlerens bogklub) med tilladelse fra Tiderne Skifter

Bagsidetekst:

Tidens væsen er historien om to kvinder på hver sin side af et ocean, der både er geografisk og mentalt. Den ene er Nao, en 16-årig pige som bor i Tokyo, der har skrevet dagbog som optakt til sit selvmord. Den anden hedder Ruth og er forfatter bosat i British Columbia, i Canada. Nao har pakket sin dagbog ned i en forseglet madkasse og sat den til havs – og Ruth, på den anden side af verdenshavet, finder den gemt som et eksemplar af Prousts På sporet af den tabte tid. Det bliver startskuddet til en udveksling mellem de to, teenageren og den midaldrende kvinde, hen over afstande, der på én og samme tid er fysiske, personlige, mentale og spirituelle – en kommunikation der måske netop derfor bliver meget intim.

Anmeldelse

Jeg fik anbefalet at læse Tidens væsen af et familiemedlem, da vi fandt ud af, at jeg skulle til Tokyo. Hun fortalte, at det var en god bog, og at jeg sikkert ville finde det sjovt, at meget af handlingen finder sted i Tokyo.

Generelt holder jeg meget af at læse bøger, hvor handlingen udspilles der, hvor jeg selv befinder mig, så jeg syntes selvfølgelig, at det var en god ide.

Bogen er opdelt i to sideløbende historier, og kapitlerne er personlige tilhørende henholdsvis Nao og Ruth. Første kapitel tilhører Nao. Alle Naos kapitler er dagbogsskriverier, og derfor fortalt i jeg-person i en meget uformel og teenageagtig tone. Jeg skulle virkelig lære Nao ordentligt at kende for at kunne holde hendes kapitler ud. Hendes sprog irriterede mig og det samme gjorde hendes umiddelbare fjendtlighed over for alt og alle i denne verden. Men jeg læste videre fordi hun beskrev en by og et land, som jeg selv var ved at lære at kende. (Dét og så fordi jeg altid læser en bog færdig, når jeg først er startet. Det skylder man den ligesom, føler jeg).

Nao er født i Tokyo, men opvokset i Californien, hvor hendes far arbejdede for en succesfuld IT-virksomhed. Den officielle forklaring lyder, at faren mistede jobbet, som følge af IT-boblens brist, men sandheden viser sig at være af en mere nobel karakter. Uden nogen indkomst ser familien sig nødsaget til at flytte tilbage til Tokyo, og 16-årige Nao må vende ryggen til alt det, hun kender og forsøge at passe ind i hendes nye japanske tilværelse.

Ruths kapitler er noget anderledes, og fortalt i 3. person. Faktisk lykkedes det mig at blive forvirret over dette fortællerskift stort set hver gang et nyt kapitel blev påbegyndt.

Ruth lever et stille liv i British Columbia i Canada, hvor hun bor med sin mand, Oliver og deres kat, Pesto. Ruth er oprindeligt fra New York, hvis pulserende liv hun ofte længes efter og hendes egen beskrivelse af hendes nuværende liv er, at det ”passerer forbi”.

På en af hendes vanlige gåture langs stranden, finder hun en madkasse, som er skyllet ind på bredden. Madkassen viser sig at indeholde en ung piges dagbog, et ur og en stak gamle breve. Ruths fund bliver optakten til en nærmest sjælelig forbindelse mellem den hende selv og teenageren, Nao i Tokyo.

Dagbogen er historien om Naos noget usædvanlige teenageliv i Tokyo, som ikke blot er den sædvanlige kamp for at passe ind, men snarere kampen for at komme helskindet gennem dagen.

Selvom jeg lærte at leve med Naos udtryksform, så kom jeg aldrig til at holde af den. Hendes kapitler blev en kilde til irritation for mig og trods bogens mange dybe og smukke passager om tid, væren og det frie menneske, sad jeg tilbage med en følelse af, at jeg havde kedet mig med læsningen. De eneste tidspunkter jeg for alvor nød læsningen var under de mange, grundige beskrivelser af Tokyo (det skyldtes nok primært, at jeg selv var i færd med at udforske samme by under læsningen) og når der blev filosoferet over tid og frihed. Passagerne om tid og frihed fortjener dog massevis af ros. De var dybe, velskrevne og indbød til refleksion. Jeg fæstnede mig særligt ved følgende passage:

”Gamle Jiko er ekstremt omhyggelig med sin tid. Hun gør alting meget, meget langsomt, også selv når hun bare sidder på verandaen og kigger på guldsmedende, som svirrer doven rundt omkring havedammen. Hun siger, at hun gør alting meget, meget langsomt  for at sprede tiden ud, sådan så hun får mere ud af den, og dermed kan leve længere, hvorefter hun ler (…)” 

                                                                                                                                                           

Selvom den gamle Jiko laver sjov, når hun fortæller, hvordan hun får mere tid ved at gøre alting langsomt, så blev passagen siddende i mig, fordi jeg – som så mange andre – netop gør det modsatte. Jeg forsøger at gøre alting hurtigt og effektivt, for at få mere tid, men i virkeligheden har det måske modsat effekt, fordi tiden så netop forsvinder, uden jeg bemærker det.

Jeg ved, at bogen har fået flotte anmeldelser både her i Danmark, men absolut også i internationalt regi. Men sandheden er, at jeg ikke helt forstår hvorfor og jeg må indrømme, at det var en lettelse, da jeg nåede sidste side.

Afslutningsvis bør jeg måske nævne, at jeg tror en bog og dens forfatter kommer på overarbejde, når det virkelige liv pludselig bliver et vaskeægte eventyr, og det er svært at vide, om jeg havde haft en anden læseoplevelse, hvis jeg havde siddet i vante rammer i Odense.