tirsdag den 28. marts 2017

Boganmeldelse: Mærket for livet af Emelie Schepp

Bogen kan købes på Saxo til en flad hund.

Titel: Mærket for livet
Forfatter: Emelie Schepp
Udgivelsesår: 2013
Sideantal: 374
Forlag: Politikens Forlag

Bare lige ét afsnit mere sagde jeg til mig selv efterhånden som natten skred frem
Da afdelingschef for Udlændingestyrelsen, Hans Juhlén bliver fundet dræbt i sit eget hjem, får Norrköpings politiafdeling pludselig travlt, og det bliver under politianklager, Jana Berzelius ledelse opklaringsarbejdet iværksættes. Den 35-årige chefanklager og hendes kolleger bliver imidlertid lettere forvirrede, da en lille dreng også bliver fundet myrdet, og efterhånden som holdet forsøger at finde frem til drengens identitet, sammenvæves hans fortid med Janas mærkelige drømme – eller er det erindringer?  

Vi følger også vicekriminalkommissær, Mia Bolander og kriminalkommissær, Henrik Levin. Mia lever fra dag til dag, hun har aldrig penge nok og prioriterer byturen fremfor mad og voksenlivets forpligtelser, såsom regninger. Henrik er familiefar til Felix og Wilma, som han har med sin kone, Emma. Han kæmper med at få jobbet som kriminalkommissær og rollen som familiefar til at gå op i en højere enhed, og er plaget af en konstant dårlige samvittighed over for sin familie.
Selvom historien skrider frem ved at fortælles af alle tre karakterer, hvis tanker og private liv, vi har adgang til, må Jana Berzelius være vores hovedperson. I takt med opklaringsarbejdet på jobbet, forsøger læseren i samarbejde med Jana at opklare hendes egen fortid. Jana er benhård og kan til tider virke følelseskold. Læseren får det indtryk, at det har noget at gøre med hendes underlige forhold til sin far. Et forhold, som forfatteren lader hænge til yderligere afklaring i bogens opfølger Hvide spor.
Undervejs er der indsat små kursiverede afsnit, og vi forstår, at vi overværer en lille piges oplevelser i en anden tid, som selvfølgeligt sammenfiltres med bogens øvrige historie efterhånden som handlingen skrider frem.

Jeg synes virkelig Emelie Schepp har formået at skrive en krimi, som kan det hele. Jeg følte lidt, at jeg læste en film, for billederne stod knivskarpt i mit indre, og både settings og karakterer var lyslevende. Tempoet er højt, chokeffekterne mange og vigtigst af alt; jeg kunne ikke regne ud, hvad der foregik før forfatteren lod mig indvie. Jeg fik alt for lidt søvn, mens jeg læste Mærket for livet, fordi det var vaskeægte page-turner, som jeg bare ikke kunne slippe. Bare lige ét afsnit mere sagde jeg til mig selv efterhånden som natten skred frem. Jeg var allermest draget af Janas egen historie, og derfor er jeg også nødt til at læse bogens opfølgere, for hendes historie kan på ingen måde siges at være afsluttet her.

Der var dog en enkelt ting, der irriterede mig (meget faktisk). På siderne 146-148 beskrives en hændelse med en dreng, som hedder Minos eller Milos. Når jeg skriver ”eller” skyldes det, at han på side 146 hedder Minos fem gang. På side 147 hedder skiftevis Minos, Milos og Minos igen og på side 148 er han blevet til Milos fem gange. Så hvad hedder han? Det irriterede mig altså en del – dog ikke nok til ikke at sætter stopper for min trang til at læse videre og bidrage til opklaringsarbejdet. Ej heller nok til, at jeg ikke allerede er begyndt at undersøge nærmere på Jana Berzelius’ fortid – anmeldelse følger. ;)


lørdag den 25. marts 2017

Boganmeldelse: Oplev Japan af Lonely Planet (Turbulenz)

Oplev Japan kan købes til her til DKK 199,-.
Titel: Oplev Japan – Lonely Planets Guide til de største oplevelser
Forfatter: Lonely Planet
Udgivelsesår: 2016
Sideantal: 413
Forlag: Turbulenz

Modebloggerne taler om must-haves, og jeg kan nu konstatere, at der altså også eksisterer must-haves for bogbloggere (og alle andre), som rejser til Japan.”
Da jeg i sin tid (august 2016) fandt ud af, at jeg skulle på praktikophold i Japan, måtte jeg straks granske nettet for god rejselitteratur. I min søgen fandt jeg hurtigt ud af, at Lonely Planets rejsebøger bliver udgivet på dansk af Forlaget Turbulenz, og jeg var ikke mange minutter om at skrive til dem for at høre, om de ville sponsorere lidt rejselitteratur. Det ville de heldigvis gerne og derfor har jeg både haft Oplev Japan og Pocket Tokyo med på min rejse.
Oplev Japan er opdelt i kapitlerne; ’Planlæg turen’, ’Oplev Japan’, ’Fokus på’ og ’Overlevelsesguide’. Første kapitel ’Planlæg turen’ er en overskuelig oversigt over de bedste oplevelser, rejseruter og events. Kapitlet ’Oplev Japan’ er en introduktion til de største byer og bedste øer med guides til gode spisesteder, hoteller og turistattraktioner. I tredje kapitel ’Fokus på’ er der fokus på Japans historie, landets skikke og kultur. Sidste kapitel ’Overlevelsesguide’ er – ikke overraskende – en guide til at overleve i Japan.
Jeg har læst hele bogen, og efter at have boet i Japan i et halvt års tid, føler jeg mig ganske godt klædt på til at anmelde den med udgangspunkt i mine bedste (og værste) oplevelser. Da jeg ikke har rejst overalt i Japan, vil anmeldelsen tage udgangspunkt i den generelle info om landet og den info, der knytter sig til Tokyo og Japans sydvestlige øer.
Informationen om Tokyo er både overskuelig og brugbar, og bogen kommer med bud på, hvordan den rejsende kan få mest muligt ud af sin tur ved at komme med forslag til, hvad man skal nå på to, tre og fire dage eller en hel uge. Derudover er der brugbare forslag til, hvornår det er smart at rejse alt efter, om den rejsende søger varme, kirsebærtræer i fuldt flor eller festivaller.
De bedste og mest brugbare afsnit for mig var uden tvivl ’Fokus på’ og ’Overlevelsesguide’. Japans kultur adskiller sig meget fra den danske, og der er mange småting, som den rejsende med fordel kan være opmærksom på hjemmefra. Vidste du for eksempel, at du hverken må gå i svømmehal eller onsen (japansk bad), hvis du har tatoveringer? Eller at det anses som decideret uhøfligt at efterlade drikkepenge på en restaurant? Den slags små informationer er der mange af, og de er altså nyttige, når man er i et fremmed land og gerne vil vise, at man respekterer deres kultur.
Der er også et kapitel om sikkerhed i Japan. Her nævnes problemerne med japanske mænd, der tager på kvinder i togene, når man bliver stuvet tæt sammen. Og man står tæt, så tæt at man hverken kan løfte sin hånd for at klø sig i panden eller finde noget i sin lomme. Jeg oplevede dog ingen ubehagelige ting, og det var mit (og mine kollegers) generelle indtryk, at der er en tendens til at lægge meget stor vægt på de få gange, den slags er sket, netop fordi Japan er så sikkert et land, at de tager alle forbrydelser meget alvorligt og sætter hårdt ind for at stoppe ethvert lovbrud.
Derudover var jeg meget begejstret for den store mængde information om Japans historie. Jeg har altid elsket historie, og viden om et lands historie gør det jo unægteligt lettere at forstå, hvorfor landet ser ud som det gør i dag, og hvor det, der for en dansker kan synes at være kulturelle ”særheder”, kommer fra.
En anden ting, som er værd at fremhæve er bogens størrelse, som var helt perfekt. Jeg synes ofte, at Lonely Planets bøger bliver for tykke og tunge, og jeg vil gerne have mulighed for at have dem med i tog, bus mm. Denne kunne være i min taske, den var lidt tung, men jeg ville helst ikke have undværet nogle af dens informationer, og til den lille håndtaske havde jeg min Pocket Tokyo.
Alt i alt var det en letlæselig og uundværlig rejsemakker, som jeg kun kan anbefale alle at medbringe på deres rejse til Japan.

Se alle Turbulenz' Lonely Planet oversættelser lige her.

.




lørdag den 18. marts 2017

Boganmeldelse: Brev til en nybagt forælder af Chimamanda Ngozi Adichie

Jeg var så heldig, at mit eksemplar kom som en overraskelse fra Gyldendal, men den kan købes til DKK 70,- på Saxo. Og når man nu er i gang, så kan man da ligeså godt klikke Vi burde alle være feminister til DKK 50,- med hjem. ;)
Dansk Titel: Brev til en nybagt forælder – Et feministisk manifest i femten punkter
Original titel: Dear Ijeawele, or A Feminist Manifesto in Fifteen Suggestions
Forfatter: Chimamanda Ngozi Adichie
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 94
Forlag: Gyldendal

”Madlavningsevner er ikke forudinstalleret i vaginaen. madlavning er noget, man lærer.”
I Brev til en nybagt forælder får Adichie på uhøjtidelig vis givet femten gode råd til sin veninde, som har efterspurgt, hvordan hun kan opdrage sin datter til at blive feminist. Den lille bog opvejer for sin størrelse i de mange slagkraftige udsagn, som beskriver væsentlige problematikker, vi alle kan være opmærksomme på i kampen for ligestilling – både i forældreskabet og i verden. Selvom de femten punkter indeholder vidt forskellige forslag, synes mange af dem alligevel at kunne koges ned til spørgsmålet om, hvordan vi taler om ting. Og her har Adichie, efter min opfattelse, fat i selveste essensen af udfordringen med kønspolitikken. Som eksempel nævner hun, at veninden skal være opmærksom på, ikke at udtrykke farens deltagelse i datterens liv som ”hjælp”; forudsætningen for, at en far kan ”hjælpe” med pasningen af sit eget barn er, at man antager, at opdragelse som udgangspunkt er morens domæne. En måde af teste vores dagligdagsretorik på, kan være ved at bytte ordet far ud med mor. Man kan næppe forestille sig faren sige, at moren er god til at hjælpe til med den lille ny. Og som jeg tidligere har skrevet om, er italesættelser med til at skabe kulturskabte sandheder. I den forbindelse nævner Adichie også, at veninden ikke bør kalde sin datter for en prinsesse – selvom ordet i sig selv er uskyldigt, så tillægger vi det bestemt mening med antagelser om, at en prinsesse er skrøbelig, sart og smuk (og vil højst sandsynligt blive reddet fra sin elendighed af en tapper ridder).
Jeg kan selvfølgelig heller ikke se mig fri for at blive begejstret over at femte forslag lyder således:

”Lær Chizalum at læse. Lær hende at elske bøger.”

Men med udgangspunkt i den feminisme, Adichie skriver sig ind i, så er essensen af det hele, i min optik, at finde i hendes tiende forslag (selvom det faktisk ikke er det forslaget handler om). Forslaget handler egentlig om, at veninden skal være sig bevidst, hvordan hun beskæftiger sig med datterens ydre. Men i det forslag ligger selve essensen af feminisme. Adichie skriver:

”Hvis hun kan lide makeup, så lad hende gå med det. Hvis hun er interesseret i mode, så lad hende dyrke det. Men hvis hun ikke er interesseret i nogle af delene, så lad hende være.”

I forlængelse heraf skriver hun også, at en kvinde ikke skal tage en mands navn ved et eventuelt ægteskab, hvis ikke hun ønsker det, men at hun heller ikke skal lade være med at tage det, hvis hun gerne vil have det. For mig sætter hun her ord på den største udbredte misforståelse af feminisme. En feminist behøver ikke vise bryster, undgå makeup eller lade pubeshårene gro, men en feminist gør det, hvis hun har lyst og lader være, hvis hun ikke har lyst.
Der er ingen tvivl om, at Adichies lille, lettilgængelige og simple feministiske manifest var et skønt afbræk fra den hardcore kønsteori, som specialeskrivningen byder på. Hun forstår at formidle et seriøst emne med små humoristiske guldkorn, som for eksempel ”Madlavningsevner er ikke forudinstalleret i vaginaen. madlavning er noget, man lærer.”. Det er både sjovt og sandt!

Selvom jeg ikke havde store aha-oplevelser, så nød jeg læsningen til fulde, og jeg vil faktisk anbefale den (sammen med Vi burde alle være feminister, som jeg anmeldte her) til alle, som gerne vil introduceres til feminisme, og alle der ikke vil burde læse den alligevel!

Litteraturmaskinen: Kirsten Thorup og Vibeke Marx

Foto: Kirsten Thorup af Lærke Posselt og Vibeke Marx af Zenani Photografphy

Der kan stadig bestilles billetter til mor/datter-snakken i Litteraturmaskinen, når Kirsten Thorup og fynske Vibeke Marx interviewes af journalist og tv-vært, Signe Ryge.

Om forfatterne:
Begge forfattere har et langt forfatterskab bag sig. Vibeke Marx udkom i 2016 med sin bog nummer 50 Havhesten, og samme år udkom Kirsten Thorup med den meget læste og roste Erindring om kærlighed, som er nomineret til DR Romanprisen 2017. Begge har i deres bøger beskæftiget sig med relationer særligt i familien.

Tid og sted
Tirsdag den 21. marts 2017 i Kulturmaskinen, Farvergården 7, 5000 Odense C.
kl.18.30 - billetpris med spisning
kl.19.30 billetpris uden spisning

Billetpris uden spisning: DKK 75,-

OBS! Alle spisebilletter er udsolgt, men der er stadig billetter til selve forfattersnakken.

                                  Klik her for at læse mere.

fredag den 17. marts 2017

Den læsendes forbandelse og en hyldest til Maria Gerhardt

Billedet er lånt fra Berlingske - Foto: Christian Liliendahl
Det værste ved at være læser er, at man kender så utroligt mange mennesker. De sætter alle fodspor i læserens liv enten på den ene eller den anden måde, og det kan være svært at give slip, når en karakter kun optræder i en enkelt bog eller ligefrem dør. Men endnu værre er det, hvis en dygtig forfatter vælger at stoppe sit skriveri eller værst af alt; går bort.
Jeg har tidligere skrevet om den sorg, der kan følge, når en stor forfatter går bort (her), og denne gang føles sorgen endnu tungere, fordi det kan være svært at finde retfærdigheden i at en 39-årig kvinde skal forlade sin familie.
Maria Gerhardts Transfervindue var en personlig og hudløst ærlig fortælling, og hun efterlod mig med følelsen af, at kende hende. Det er utroligt så nær man – i det mindste i tankerne – kan komme et andet menneske gennem deres ord.
Jeg håber du har fred, hvor du er og at du lykkes med at blive oversat til alverdens sprog, så du kan læses uden begrænsninger. Og jeg håber ”The place that scares you” slet ikke er så skræmmende endda.
Mine varmeste tanker går til din familie, og jeg kan kun håbe, at minderne om søndagshygge med morgenmad og LEGO i sengen vil varme og give trøst, når tiden er til det.

Tak for ordene, musikken, poesien.