lørdag den 22. april 2017

Det Store Bogshow 2017


Aftenens program

I går blev Det Store Bogshow afholdt på Magasinet i Odense. Bogshowet er blevet til efter mange års hårdt arbejde fra de dygtige og litteraturentusiastiske mennesker på OdenseBibliotekerne, for hvem det er lykkes at skabe et samarbejde med Ugeavisen Odense, TV2-Fyn og Kjærs Bøger og fynske forlag*.

Aftenens program bød indledningsvis på forskellige små pindemadder – den opmærksomme (eller madglade?) observatør bed selvfølgelig mærke i de mange måder, der var anvendt Fynsk rygeost (haps!), og med sulten tilfredsstillet, kunne showet begynde.

MAD!


Showet startede med en velkomst, præsentation af programmet og et interview/forfattersnak med Vibeke Marx og Morten Vittrup, som er aktuelle med henholdsvis ”Havhesten” og “Argentineren der kom sejlende på encedertræsplanke”. De to blev interviewet af Jan Johansen fra Odense Bibliotekerne, og deres snak var både spændende og indsigtsfuld – og det gav en god dynamik, når den debuterende forfatter reflekterede over hvor mange og hvilke bøger, der lå i vente og den garvede forfatter reflekterede over de mange (50!) værker, der er skrevet.

De tre konferencierer fra Odense Bibliotekerne og Vittrup og Marx i stolene.


Efterfølgende blev Årets Læser-prisen overrakt, og den gik til en ung kvinde, som læste 69 bøger i 2016. Der er ingen tvivl om, at vinderen er en entusiastisk og passioneret læser, men jeg synes, det store fokus på hvor mange bøger og hvor mange sider, der var blevet læst, var lidt ærgerligt. I mine øjne kan en god læser lige såvel læse en enkelt eller to bøger om året. Og jeg havde egentlig foretrukket, at der i stedet var lagt vægt på vinderens store begejstring og ikke kvantitativ målbarhed. Men det er jo bare min holdning. Uanset, var det velfortjent, og jeg tror, hun har kværnet sin præmie i løbet af næste uge (omkring 20 bøger, vil jeg tro). ;) 

Dernæst fortalte de Fynske forlag om hvilke bøger, de udgiver og det lød som om de alle er på jagt efter forfatterspirer, så tøv ikke med kontakt! I modsætning til de store forlag, ser de også gerne på dit ufærdige materiale eller tager en løs snak om dine ideer.

Herefter stod den på bogsnak mellem By- og Kulturrådmand, Jane Jegind og forfatter og politiker, Anders W. Berthelsen – snakken blev modereret af Signe Ryge, som med sin indledningsvise anekdote skabte rum for litterære indrømmelser. Med et glimt i øjet beskrev hun, at hendes: ”begær efter bøger, var så stort, at det startede en kriminel løbebane”. Da Signe Ryge gik i 6. klasse, ville hun enormt gerne læse skolebibliotekets 7. klasse-hylde, hvor de slibrige sager om krop og sex hørte hjemme. Det ville skolebibliotekaren imidlertid ikke gå med til og en dag, da selvsamme bibliotekar mødte på arbejde, var alle bøgerne væk. Den lille Signe havde altså valgt at stjæle de spændende bøger, men da presset blev tilpas stort, gravede hun dem alle ned i familiens have, og ved ikke, om de stadig ligger i den jyske muld.

Forhal og sal


Afslutningsvis var forfattersamtalen mellem Leif Davidsen og Mich Vraa, som blev administreret af litteraturkonsulent, Michael Linde Larsen, og det var (for mig) her aftenen for alvor peakede! De to herrer forstår virkelig at underholde og deres dynamik var helt fantastisk! Jeg skal altså have læst Haabet – især efter at have hørt Mich Vraa live, hvis han kan underholde og fænge bare halvt så godt i sin bog, som han gør det live, jamen så må det være den bedste læsning længe. Af sjove og interessante anekdoter kan det fortælles, at Mich Vraa mener, at hans oversættelser af Dan Brown er bedre end originalerne, at han skriver sine bøger bedst i kaos med larmende teenagere, en miavende kat og rod overalt og at han faktisk debuterede med egen bog for mange år siden, men priser sig lykkelig over, at alle tilsyneladende har glemt, hvad han selv beskriver som ”elendigt”.  
Leif Davidsen havde ligeledes mange sjove anekdoter, han skriver også gerne i kaos og for ham, er lufthavne især forbundet med produktivt skriveri. Da han bliver spurgt, om han snart går på pension fortæller han, at han har kæmpet en hård kamp for at få udsat sin folkepension, hvilket var langt mere krævende end at få visum til sit researcharbejde i Rusland. Leif Davidsen, som er fra Bogense, kan i øvrigt forvente at få rejst en statue af sig selv, hvilket var til stor morskab for Mich Vraa.
De to forfattere lavede meget sjov med hinanden og skabte latter, løssluppen stemning og en rigtig god afslutning på showet.

Mich Vraa, Leif Davidsen og Michael Linde Larsen

 

Vi ses næste år, Store Bogshow!



-------------------------------------
*De repræsenterede forlag var:



2 kommentarer:

  1. Jeg ville så gerne have været med - jeg var dog i Skagen den weekend :)
    Men det lyder til at have været en skøn aften!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var en rigtig god aften, og jeg tror, det har stort potentiale fremover – især hvis man forsøger også at fange et lidt yngre publikum (jeg tror nok, jeg vandt prisen som den yngste). ;)
      Jeg håber, du havde en dejlig weekend i Skagen – det lyder heller ikke helt tosset!

      Slet