Boganmeldelse: Den Underjordiske Jernbane af Colson Whitehead

Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar af Politikens Forlag, men Bilka sælger bogen ret billigt (DKK 199,-) lige her.

Titel: Den Underjordiske Jernbane

Forfatter: Colson Whitehead

Udgivelsesår: 2017 (på dansk)

Sideantal: 300

Forlag: Politikens Forlag

Colson Whitehead har skabt et værk med afsæt i en historie, der er så gennemtærsket og velkendt, at man kunne frygte at blive præsenteret for den samme gamle sang. Sangen er måske nok velkendt, men den har både fået ny krølle på melodien og et tekstmæssigt indhold, som stråler af poesi og lægger op til refleksion.

I Den Underjordiske Jernbane introduceres læseren til tre generationer af stærke kvinder. Indledningsvis hører vi historien om, hvordan den nu afdøde Ajarry og befolkningen i hendes landsby i Benin, Vestafrika, blev bortført og fragtet nordpå, hvor de blev solgt som slaver. Ajarry sælges flere gange undervejs, men ender som slave på en bomuldsplantage i Georgia, USA, hvor hun får datteren Mabel. Hendes historie fortælles af barnebarnet, Cora, som er fortællingens hovedperson, og som også er slave på bomuldsplantagen i Georgia. Cora lever med den daglige angst for tortur og ydmygelse, som kendetegner slavernes plantageliv, og indimellem vækkes tankerne om hendes mor, Mabel, for hvem det lykkedes at flygte. De to kvinder, Ajarry og Mabel, sidder på hver deres skulder af Cora, men hvor Ajarry hvisker, at overlevelse er at blive på plantagen og arbejde hårdt, hvisker Mabel at flugt er overlevelse og vejen til frihed. Da medslaven, Caesar, tilbyder, at han og Cora kan flygte sammen, lyder Ajarrys stemme højest, og Cora takker nej. Tre uger senere får Mabel dog alligevel overdøvet sin mors stemme, og Cora og Caesar begiver sig ud på en lang og livsfarlig flugt mod nord. Plantageejeren, Randall, frustreres over flugten – i særlig grad Coras – fordi han stadig er bitter over, at det i sin tid lykkedes Coras mor at flygte; en succes Cora har måtte betale prisen for under adskillige vredesudbrud fra Randall. Allerede morgenen efter nattens flugt, udsendes et eftersøgningshold, en klækkelig dusør udloves og Cora og Caesar fortsætter deres farefulde færd mod nord.

“Når sort blod var penge, vidste den kløgtige forretningsmand, hvordan åren skulle åbnes.”

Bogens titel hentyder til det faktiske hemmelige netværk, der under slaveriet etablerede flugtruter og safe houses til bortløbne slaver i deres færd mod nord. Den underjordiske jernbane blev drevet af frivillige sjæle, der satte livet på spil i drømmen om et frit og ligeværdigt USA. I Whiteheads fortælling er den underjordiske jernbane dog ikke blot et netværk af frivillige, men også en faktisk jernbane med rigtige lokomotiver. Jernbanens dobbeltbetydning er et eksempel på forfatterens succes med at blande historiske fakta med fiktion, og et andet vellykket eksempel er de mange ordret gengivne dusørudlovninger, som giver læseren et indblik i datidens mentalitet og den måde, man både opfattede og beskrev den afrikanske krop.

“På forskellen i størrelsen af hovedskallerne kunne man jo se, at en nigger havde større hjerne end en fugl.”

Cora spørger gentagelsesvist, hvem det er, der bygger denne jernbane, og da hun spørger første gang, er svaret: “Hvem bygger noget her i landet?”. Ligesom Cora blev jeg nysgerrig efter at finde ud af, hvad svaret rent faktisk var, og jeg håbede at blive klogere under læsningen. Forfatteren tilbyder ikke et konkret svar, men med tanke på bogens titel, kunne man forestille sig, at hans ærinde i virkeligheden er at minde læseren om, at frihed og lighed aldrig kan ’færdigbygges’ af enkeltindivider, men at det snarere er tilstande, som er i kontant forhandling og må skabes og opretholdes i fællesskabet af den frie verdens tilhængere.

“En plantage var en plantage. Man kunne sagtens opfatte sin onde skæbne som noget særligt, men den sande gru lå i dens universelle karakter.”

Af andre inddragne faktuelle hændelser kan der nævnes de konkrete medicinske forsøg på den afrikanske krop. Cora erfarer, at læger i al hemmelighed foretager forsøg med  syfilis på afrikanske mænd, og at samme læger steriliserer afrikanske kvinder.

“Stjålne kroppe, der dyrkede stjålen jord. Det var et lokomotiv, hvis forslugne kedel blev fodret med blod, og som aldrig stoppede. Med de indgreb, som dr. Stevens beskriv, tænkte Cora, var de hvide for alvor begyndt også at stjæle deres fremtid.”

Ovenstående er blot ét eksempel på, hvordan forfatteren gentagelsesvis problematiserer den konstante forhandling om den sorte krop, og hvordan denne kan værdisættes i en hvid verden.

“Det kunne jo faktisk være hendes fødselsdag i dag. Men hvad fik man ud af det, af at vide, hvilken dag man var blevet født ind i den hvide mands verden? Det forekom ikke som noget, man ville huske. Mere som noget, man helst ville glemme.”

Colson Whitehead har skabt et værk med afsæt i en historie, der er så gennemtærsket og velkendt, at man kunne frygte at blive præsenteret for den samme gamle sang. Sangen er måske nok velkendt, men den har både fået ny krølle på melodien og et tekstmæssigt indhold, som stråler af poesi og lægger op til refleksion. Forfatteren minder os om faren ved at forveksle kultur med natur og udover at være smuk skønlitterær læsning, er Den Underjordiske Jernbane også påmindelsen om skadelige menneskeskabte sandheder. Der var en tid, hvor man ikke stillede spørgsmålstegn ved ’sandheden’ om det farlige og dyriske i den afrikanske krop, og måske eksisterer lignende ’sandheder’ i dag, som vi bør minde os selv om er menneskeskabte og hverken har rødder i natur eller biologi.

Jeg vil slutte anmeldelsen af med mit eget personlige yndlingscitat, som jeg forestiller mig vil tale til enhver dedikeret læser. Citatet beskriver Caesars indre, da han indser, at han vil blive tortureret og slået ihjel, hvis han bliver opdaget med en bog:

”Men hvis han ikke læste, var han en slave.”

Bogen Caesar læser er Gullivers rejser, og med denne klassikers skarpe kritik af ’menneskets natur’, er det svært ikke at stå tilbage med spørgsmålet om, hvorvidt den skal forstås som en lille kommentar fra Den Underjordiske Jernbanes forfatter, Colson Whitehead.

Jeg kunne blive ved i en evighed, for der er så mange benævnelsesværdige symboler, historiske beskrivelser og passager. Men jeg må hellere afslutte og blot sige fri dig selv fra slaveriet og læs den!