tirsdag den 8. august 2017

Min europæiske kanon af Knud Wentzel

Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar af C&K Forlag, men den kan også købes til DKK 68,- hos Wiliamdam lige her.
Titel: Min europæiske kanon – 26 litterære fyrtårne
Forfatter: Knud Wentzel
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 154
Forlag: C&K Forlag

Fra Odyseen til Doktor Faustus præsenterer Knud Wentzel ikke blot en række klassiske og læseværdige værker, men giver også et indblik i en litteraturhistorie og med nedslaget i store værker sættes fokus på tidstypiske træk og karakteristika.

I Knud Wentzels litterære kanon præsenteres læseren for 26 værk, som hver beskrives på omkring fire sider, hvori der også indgår Wentzels refleksioner over, hvad værket kan og hvorfor det er repræsentativt for dets samtid og bør kanoniseres. Der er valgt en kronologisk gennemgang, og vi starter 800 år f.v.t. med Homers Odyssé og slutter i 1947 med Doktor Faustus af Thomas Mann. Undervejs præsenteres vi for bibelhistorier, islandsk saga, eventyr og traditionelt udråbte klassiske værker som for eksempel Dickens’ Oliver Twist, Dostojevskijs Forbrydelse og straf og Joyces Ulysses.
Knud Wentzel er dr. phil. og tidligere lektor i dansk litteratur, og der er ingen tvivl om, at han ved, hvad han taler om; har en helt særlig fagspecifik viden og tilgang til litteratur og litteraturhistorie og formidler i et fagkyndigt sprog. Måske netop derfor bærer gennemgangen også præg af en indforståethed i forhold til litterære begreber og tidstypiske træk eller karakteristika, og indimellem forekommer den en smule spidsborgerlig og højtravende. Det er finkultur i reneste form, og bogen synes i særlig grad at henvende sig til litterater eller akademikere.
Det er klart, at når man læser en gennemgang som Wentzels, så skal man i forvejen abonnere på selve ideen om kanonlæsning, og selvom jeg synes, den slags kan virke hæmmende og ligefrem begrænse i skoleregi, så er jeg meget begejstret for forskellige former for kanon og klassikerlister, som kan følges (eller udvælges fra) på eget frivillige initiativ. Hvad jeg derimod har svært ved at forstå, er Wentzels beslutning om at fravælge alle kvindelige forfattere og deres værker (han har i øvrigt også fravalgt danske værker). Det er ikke fordi, denne anmeldelse skal blive en vred feministisk bebrejdelse – forfatteren har jo trods alt valgt at kalde den Min europæiske kanon – men hans begrundelse for fravælgelsen, som fremgår i forordet, synes bare en smule vag. Wentzel har under udvælgelsen af de 26 værker anvendt det, han kalder udskiftningsprøven. For prøven gælder spørgsmålene; hvilket værk skal ud til gengæld og hvorfor? Denne prøve har han foretaget ved samtlige løbende indskydelser om manglende litteratur, som eksemplificeres med den fravalgte Balzac. Jeg kan bare ikke undgå at have en personlig undren over, at Wentzel ikke finder et eneste værk forfattet af en europæisk kvinde stærkt nok til at udskifte et af de valgte eller evt. lave 26 om til 27. Men som allerede nævnt, så er det Wentzels egen kanon, hvilket endda understreges i bogens titel med ordet min. Jeg ærgrer mig bare over, tendensen til at udelade og dermed også negligere værker af kvindelige forfattere, når de store klassikere skal udråbes af den hvide mandlige litterat. Men lad nu det ligge. Nogle af Wentzels udvalgte værker var allerede på min egen klassikerliste, som kan ses her, men det lykkedes også forfatteren at vække min appetit på andre værker, bl.a. Voltaires Candide, hvorfor bogen jo også må siges at opfylde sit formål. Jeg vil anbefale den til læseren, som færdes vel i et hav af litterære begreber og akademisk formidling, og som ønsker en overskuelig introduktion til en række klassiske værker, der er overkommelige at nå igennem for de fleste. Tre kopper kaffe skal Wentzel have med herfra.

Hvad er jeres forhold til kanonlister?


Ingen kommentarer:

Send en kommentar