Boganmeldelse: Fra Libanon til Lærkevej af Abdel Aziz Mahmoud og Souad Taha

Sponsoreret linksamarbejde med Bog & idé, som sælger bogen her.

Titel: Fra Libanon til Lærkevej – Samtaler vi aldrig har haft

Forfatter: Abdel Aziz Mahmoud og Souad Taha i samarbejde med Gitte Løkkegaard

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 296

Forlag: Politikens forlag

Der er noget livsbekræftende ved samtalen mellem Souad og Abdel, og at læse deres bog føles mest af alt som at samles med nære venner – måske endda familie. Souads beskrivelser er rørende, og hendes virkelighed serveres ufiltreret og med al den ægthed, kærlighed og taknemlighed, som man fornemmer er kernen i hendes sjæl. Bogen er et vedkommende bidrag til integrationsdebatten, og enhver bør åbne sit hjerte og sit hjem for familier som deres.

Fra Libanon til Lærkevej – Samtaler vi aldrig har haft kom dumpende i min postkasse som en overraskelse fra forlaget, og jeg modtog den med en blanding af glæde og skepsis. Det skal mærkes at vi lever af Benny Andersen og Johannes Møllehave, som også står på min bogreol, satte godt gang i samtalebøgernes opblomstring, men siden da har lidt for mange mennesker, fundet deres samtaler interessante og udgivet dem, hvis du spørger mig. Jeg kan dog med det samme sige, at Fra Libanon til Lærkevej ikke er endnu en overflødig samtalebog – tværtimod – den er en historisk indføring i Den Libanesiske Borgerkrig og den tilbyder en menneskelig indsigt, som er så nærværende og personlig, at jeg næsten ikke kan begribe, at jeg ikke sad med ved køkkenbordet hos Souad og Hamad. Det eneste der trak mig tilbage til min egen virkelighed var, når jeg greb ud efter lidt falafel eller pitabrød og indså, at jeg måtte nøjes med den lunkne kop kaffe, stod på mit sofabord.

Abdel Aziz Mahmoud er søn af Souad Taha og Hamad Mahmoud, som kom til Danmark i 1984. Samtalen er primært mellem mor og søn, men far-Hamad må indimellem trækkes ind fra sit vandpiberygende iPad-skjul på terrassen, selvom han har ”meget travlt”, for at bidrage til familiens historie.

Abdel gør stor brug af sine journalistiske kompetencer, og han interviewer nærmest sin mor, men på en måde kun han kan, fordi han er hendes søn. Bogens ærinde er at få alle de samtaler, familien aldrig har haft, og derfor er det også dér samtalen starter – med snakken om, hvorfor så meget har været fortiet eller undgået. Da det er på plads, kan historien starte. Vi følger Souads liv kronologisk og starter med fortællingen om, hvordan hun fandt kærligheden i Beirut. Det er en kærlighed, som opstår med krig og ødelæggelse som sit bagtæppe, og inden længe må det nyforlovede par på hver deres flugt ud af landet, først Hamad og senere Souad. Vi hører om den lange rejse til Danmark og om de tidlige år som den nye familie på Merianvej i Middelfart og senere Lærkevej i Ølstykke. Souads beskrivelser er rørende, og hendes virkelighed serveres ufiltreret og med al den ægthed, kærlighed og taknemlighed, som man fornemmer er kernen i hendes sjæl. Der er noget ganske livsbekræftende ved samtalen mellem Souad og Abdel, og at læse deres bog føles mest af alt som at samles med nære venner – måske endda familie. Den er dertil et vedkommende bidrag til integrationsdebatten, og der er en god balance mellem facts, det nære liv, den politiske krig og både den store og lille historie. Nu kan det måske komme til at lyde meget rørstrømsk alt sammen, men sjældent har jeg set så meget humor på skrift, og det er en familie fyldt med selvironi og evnen til at grine af egne fejl og sjove vaner. Hvis man har fulgt familien i tv-programmet Familien fra Lærkevej, så vil læsningen udspille sig filmisk, for læseren ved præcis, hvordan det lyder, når Abdel driller sin mor, eller når Souad sætter sin søn på plads.

Opbygningen er genkendelig for dem, der har læst Hvor taler du flot dansk, og der er indsat løbende facts om Palæstinas politiske historie og dansk udlændingepolitik samt private billeder, gamle facebookstatusopdateringer og andet, der bidrager til familiens fortælling.

Sikke en dejlig og nærværende oplevelse. Tak fordi I bød mig indenfor, Souad og Abdel.

PS: Jeg kan altså ikke anmelde noget som helst af Abdel objektivt, jeg har elsket ham lige siden, han var bad boy ’Ali’ i Kald mig bare Aksel, det var en kærlighed, som kun voksede sig stærkere, da han optrådte som vært i Smæk for skillingenog senere som nyhedsvært og andet godt ... Hej, jeg hedder Maria, og jeg er fan af (og ikke så hemmeligt forelsket i) Abdel.