Når filmen ødelægger læseoplevelsen

Billedet er hapset fra Bog & Idé Blog, som jeg håber vil skåne mig for sagsanlæggelse for at stjæle deres billede. ;) Det er lidt af en udfordring med bogbilleder, mens jeg bor i Tokyo.

Den 6. oktober udkom Jussi Adler Olsens nyeste bog i Afdeling Q-serien; Selfies. Jeg har læst de fleste af forfatterens bøger, herunder Afdeling Q-serien, og i mine øjne er Adler Olsen en eminent krimiforfatter med sans for uventede plots og cliffhangers, som lokker læseren ud i endnu et kapitel. Fælles for de bøger, jeg har læst af ham var, at siderne vendte sig selv og at jeg afsluttede dem med længsel efter mere – bortset fra én. Det vender jeg tilbage til.
Ved alle Adler Olsens bøger har jeg aktivt holdt øje med udgivelsesdatoer og været klar til at købe, så snart de udkom, fordi de har været den ultimative pause fra daglig stress og jag. Da jeg så, at Selfies var udkommet, gik det op for mig, at jeg denne gang slet ikke havde fulgt bogens rejse og at jeg egentlig heller ikke havde travlt med at få den bestilt. Den sidste bog jeg læste var således Den grænseløse, men noget var helt forkert.
Forinden læsningen havde jeg set Zentropas filmatisering af Kvinden i buret og Fasandræberne, hvor Nikolaj Lie Kaas spiller Carl Mørck og Fares Fares spiller Assad. Jeg tror, de fleste læsere har oplevet skuffelse over filmatiseringen af en bog, som de har læst med stor fornøjelse. Og for mit vedkommende har Afdeling Q-filmene sprængt alle rekorder for dårligt filmatiseret litteratur. Udover at flere af bøgernes væsentlige karakterer er udeladt, er et af mine store problemer med filmatiseringen castingen. Tag ikke fejl; jeg elsker Nikolaj Lie Kaas, men han er jo ikke i nærheden af at være den Carl Mørck, Adler Olsen beskriver i sine bøger. Han er simpelthen for poleret og lækker til rollen som udbrændt vicekriminalkommisær. Assad er ligeledes castet helt forkert, han er gået fra at være en halvkikset, renhjertet karakter med utallige sjove kamel-lignelser til at være stilet, sej og afdæmpet.
Jeg anmelder jo ikke film, og jeg ved heller ikke meget om, hvad der kendetegner en god film eller hvordan den bør opbygges. Men jeg ved, at filmatiseringen har ødelagt min læseoplevelse med Afdeling Q-bøgerne. Jeg nævnte i starten, at en enkelt bog ikke vækkede begejstring hos mig, og denne bog var Den grænseløse. Jeg læste den efter at have set filmene, og jeg kunne simpelthen ikke vende tilbage til mit eget indre billede af Carl Mørck og Assad. Jeg blev hele tiden forstyrret af Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares, som i mine øjne slet ikke hører hjemme i de historier. Af samme grund har jeg ikke haft travlt med at få anskaffet Selfies, da jeg tvivler på, jeg overhovedet kan nyde læsningen af den. Det ærgrer mig helt vildt, for Adler Olsen har uden sammenligning givet mig nogle af mine bedste krimi-læseoplevelser.
Jussi Adler Olsen har selv været utilfreds med Zentropas filmatisering, hvilket er årsagen til, at de ikke har fået rettighederne til de følgende film. Istedet har Nordisk Film fået lov at overtage, men jeg tror umiddelbart, at de holder fast i Zentropas casting. Jeg tror bare, at jeg fremover nøjes med bøgerne.

Hvad har jeres oplevelser være med bøgerne og filmatiseringen?

Læsevaner og manglende tid

Jeg kan ikke huske, hvornår i mit liv – hvis nogensinde – jeg har måtte nedprioritere læsning i samme grad, som jeg gør det lige nu. Og jeg hader det!

Jeg læser primært af to grunde; den ene grund er, at det er den ultimative afslapning for mig – en slags kilde til indre ro. Den anden grund er, at den levede hverdag naturligvis ikke altid kan være et eventyr, et drama eller en kærlighedshistorie, men med en god bog, kan jeg alligevel komme hele følelsesregistret igennem på en enkelt dag og flygte lidt, når det virkelige liv bliver trivielt.

Efter jeg er flyttet til Tokyo, har jeg været nødsaget til at ændre på mine læsevaner, som I Danmark var en fast rutine med læsning om morgenen på udvalgte, stile dage, om eftermiddagen på udvalgte dage og hver aften (jeg ser stort set aldrig TV, så det giver god læsetid). Aftenlæsning har især været vigtigt for mig, fordi jeg hele mit liv har haft svært ved at sove, og læsningen hjælper med at blokere for tankemylder, fordi jeg kan ligge og tænke på bogens handling, fremfor morgendagens gøremål eller dagens uløste opgaver.

Sidst, men ikke mindst, var der selvfølgelig også weekenderne, hvor jeg kunne bruge en hel søndag under et tæppe på sofaen, med en varm kop kaffe og en god bog.

Min nuværende mødetid hedder 9-17, så eftermiddagen er i hvert fald udelukket. Og jeg prioriterer selvfølgelig så vidt muligt at komme ud og opleve, så snart jeg har fri. Derfor bliver der heller ikke læst det store i weekenderne, fordi jeg får lidt dårlig samvittighed, hvis ikke jeg tager ud og oplever Tokyo, når muligheden er der.

Imidlertid har jeg udviklet nye læsevaner, som dog ikke er af samme rutinemæssige karakter, som dem i Danmark. I Tokyo har jeg altid en bog i tasken og den ryger fluks op, når jeg venter på toget, står i toget eller drikker en kop kaffe. Der er ingen tvivl om, at læsning har en anden funktion her eller at det i hvert fald bruges som en flygtig afledning i den typiske japanske 70-timers arbejdsuge. Jeg ved selvfølgelig godt, at pendlere i Danmark også læser, men her hiver folk deres bog frem, læser en halv side eller et par linjer, for så at stå af på næste stop, og det er altid muligt, fordi ingen taler, når de sidder i togene, Nu er jeg selv begyndt at gøre det samme, hvilket betyder, at jeg kommer til at savne fordybelsen i min læsning. Jeg er sikker på, I ved, hvad jeg mener. Den oplevelse, der først opstår, når man lige har læst et par kapitler og har svært ved at stoppe igen. Det savner jeg! En anden ting, som virkelig krævede indre overtalelse var, at læsningen oftest må foregå stående med én hånd, hvilket betyder, det oftest er nødvendigt at bøje bogryggen. Oh, rædsel! Oh, jammer! Oh, klage! (gæt en bog!). Hvordan har I det med bøjede bogrygge?

Vind billetter til Bogforum 2016

Billedet er tyvstjålet fra Bogforums egen hjemmeside.

BogForum 2016

Hvor? Bella Center Copenhagen
Hvornår? 11. - 13. november 2016

Som I sikkert allerede ved, afholdes BogForum 2016 d. 11. - 13. november i Bella Center Copenhagen.

Da jeg er bosiddende i Tokyo frem til februar, kan jeg desværre ikke selv deltage. MEN derfor skal I jo ikke snydes for muligheden for et fantastisk program med en lang række spændende interviews og foredrag. Derfor kan to heldige læsere vinde 2 entrebilletter til en valgfri dag.

Det eneste I skal gøre for at deltage er at skrive i en kommentar, hvad I glæder dig mest til at opleve. Opgiv også en mailadresse, så jeg kan kontakte den heldige vinder.

Som inspiration kan jeg fortælle, at hvis jeg selv havde mulighed for at deltage, ville jeg prioritere en blanding af spændende forfatterinterviews og forelæsninger med de mange oplæg om formidling af litteratur og kultur til børn. Hvis I finder det lige så svært at vælge (og værst af alt - fravælge!) som jeg, så er I velkomne til også at være lidt ukonkrete i kommentarerne herunder. ;)

I finder hele det imponerende program lige her.

De to vindere trækkes tilfældigt blandt alle kommentarerne fredag d. 4. november.

Held og lykke!

Tak for jeres stemmer!

Billedet er et screenshot, jeg hapsede direkte fra Plusbogs egen hjemmeside.

Tusind, tusind tak!

Jeg er så overvældet af taknemlighed og glæde over at være gået videre til at blive vurderet af en professionel jury.
Jeg ved slet ikke, hvordan jeg kan takke alle jer, der har brugt tid på at stemme. Men I skal vide, at jeg er så taknemlig (og overrasket over, at nogen rent faktisk læser med. ;) ).

Af hjertet tak.

Boganmeldelse: Undervejs af Tobias Larsen

Digtsamlingen kan købes ved forlaget lige her for DKK 179,- uden porto.

Titel: Undervejs

Forfatter: Tobias Larsen

Udgivelsesår: 2016

Sideantal: 110

Forlag: Copenhagen Storytellers

Forlagets beskrivelse:

’Undervejs’ er en debutdigtsamling af Tobias Larsen, som udspiller sig et sted mellem dreng og mand, et sted ude i nattens jazzede vildskab og inde i det skrøbelige selv. Det er et nutidigt billede af den flyvske kærlighed, skrevet i et beatpoetisk univers, sat til saxofonernes zig-zag mod månen, når man er fanget undervejs i livet.

Tobias Larsen (f. 1991), bosat i København V. Hans tekstunivers er en rytmisk kælen jazz, som er kogt ind med byens lamper, lys og røg. De skildrer på den ene side den helt jordnære levede skrift, men er samtidigt et indblik i sjælens skrøbelighed og lyst til både fordybelse og fortabelse.

Indledende tanker

Jeg blev kontaktet af Michael Fra Copenhagen Storytellers som spurgte, om jeg ville være interesseret i at anmelde Undervejs. Skæbnen ville, at jeg tidligere samme dag havde arbejdet med 150-års jubilæet for diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Japan, hvor et af de mange events i 2017 er Jazzhouse, som tager danske artister med til Tokyo for at skabe venue-swap. Derfor var det naturligvis vanskeligt at sige nej til at modtage et eksemplar af en jazzet digtsamling fra Tobias Larsen, som i perioder er fast inventar på scenen i Jazzhouse.

Anmeldelse

Tobias Larsen inviterer på en rejse, som allerede starter i første sætning. I stedet for at kassere sine egne indledende tanker og frustrationer, bruger han dem som en begyndende beskrivelse af kampen for at komme i gang – kampen for at udfylde de tomme sider og fange den første sætning.

Udvikling, overgange, forstyrrelser og savn synes at være digtsamlingens essentielle temaer, og nogle af digtene er skrevet med så enormt nærvær, at man som læser rammes der, hvor det gør allermest ondt. Det lyder måske ikke som en god læseoplevelse, men tag ikke fejl – enhver tekst, der er i stand til at fremkalde stærke følelser hos sin læser; hvad enten det er glæde, vrede eller sorg, har i allerhøjeste grad lykkedes med at udfylde sin primære funktion.

Der var digte, som jeg hurtigt læste og ikke tog yderligere notits af, men der var heldigvis også digte, som satte deres spor og nægtede at forlade mine tanker i dagevis. Jeg vil især fremhæve digtet; For sent. For sent er beskrivelsen af alle de ting, man kunne have gjort anderledes i forsøget på at holde fast i den, man elsker. Her vil den umiddelbare tanke måske være, at det er set før, og temaet med alle hvis’erne er selvfølgelig ikke noget nyt, men der er noget helt særligt og anderledes ved Tobias Larsens måde at beskrive den hjerteknusende ”hvis bare jeg"-tilstand, som de fleste nok har oplevet. Alene det at forfatteren har valgt at vende fortællerperspektivet, så fortælleren ikke er den forladte, men den der forlod giver digtet noget helt særligt:

For sent

Hun sagde:

Hvis du havde bedt mig om det

  var jeg blevet

Hvis du havde turdet sige dét

  der kogte indeni

i stedet for at gemme dig

  bag din umenneskelige stolthed

og din psykotiske angst

  for at føle noget som helst

Digtet er fem sider langt, så jeg kan ikke gengive det til fulde her, men dét digt alene er grund nok til at spæne ud og anskaffe sig et eksemplar af Undervejs. Selvom der var digte, som ikke rigtig ramte mig, så ramte dem der fungerede for mig med så stor kraft, at det var fuldstændig ligegyldigt med de, der ikke gjorde.

Tobias Larsen ender sin digtsamling der, hvor han startede. Han vender tilbage til sin kredsen om den første svære sætning, samler op på den lange rejse, som læseren har ledsaget ham på og slutter af med en selvironisk kommentar – og jeg er vild med det! 

Sidste strofe i digtet lyder således:

Gennem det hele

  runger en evig dedikation til dig

men ligesom hele verden

  skal den sidste sætning

    handle om mig

Faktisk er der to blanke sider efterfulgt af det, der i virkeligheden er digtsamlingens sidste digt. Jeg kan ikke helt lure, hvad meningen med det er – måske er det netop at forvirre læseren?

Hvorom alting er, så er Undervejs en varm anbefaling værd. Og jeg tager mig selv i at genlæse flere af mine favoritdigte igen og igen.

Følelser på skrift er svært at mestre, men det lykkes i allerhøjeste grad for Tobias Larsen.

Boganmeldelse: Tidens væsen af Ruth Ozeki

Bogen kan købes på plusbog.dk til DKK 234,- uden medlemskab (DKK 199,- med medlemskab).

Titel: Tidens væsen

Forfatter: Ruth Ozeki

Udgivelsesår: 2015 (dansk udgave)

Sideantal: 442

Forlag: Gyldendal (Samlerens bogklub) med tilladelse fra Tiderne Skifter

Bagsidetekst:

Tidens væsen er historien om to kvinder på hver sin side af et ocean, der både er geografisk og mentalt. Den ene er Nao, en 16-årig pige som bor i Tokyo, der har skrevet dagbog som optakt til sit selvmord. Den anden hedder Ruth og er forfatter bosat i British Columbia, i Canada. Nao har pakket sin dagbog ned i en forseglet madkasse og sat den til havs – og Ruth, på den anden side af verdenshavet, finder den gemt som et eksemplar af Prousts På sporet af den tabte tid. Det bliver startskuddet til en udveksling mellem de to, teenageren og den midaldrende kvinde, hen over afstande, der på én og samme tid er fysiske, personlige, mentale og spirituelle – en kommunikation der måske netop derfor bliver meget intim.

Anmeldelse

Jeg fik anbefalet at læse Tidens væsen af et familiemedlem, da vi fandt ud af, at jeg skulle til Tokyo. Hun fortalte, at det var en god bog, og at jeg sikkert ville finde det sjovt, at meget af handlingen finder sted i Tokyo.

Generelt holder jeg meget af at læse bøger, hvor handlingen udspilles der, hvor jeg selv befinder mig, så jeg syntes selvfølgelig, at det var en god ide.

Bogen er opdelt i to sideløbende historier, og kapitlerne er personlige tilhørende henholdsvis Nao og Ruth. Første kapitel tilhører Nao. Alle Naos kapitler er dagbogsskriverier, og derfor fortalt i jeg-person i en meget uformel og teenageagtig tone. Jeg skulle virkelig lære Nao ordentligt at kende for at kunne holde hendes kapitler ud. Hendes sprog irriterede mig og det samme gjorde hendes umiddelbare fjendtlighed over for alt og alle i denne verden. Men jeg læste videre fordi hun beskrev en by og et land, som jeg selv var ved at lære at kende. (Dét og så fordi jeg altid læser en bog færdig, når jeg først er startet. Det skylder man den ligesom, føler jeg).

Nao er født i Tokyo, men opvokset i Californien, hvor hendes far arbejdede for en succesfuld IT-virksomhed. Den officielle forklaring lyder, at faren mistede jobbet, som følge af IT-boblens brist, men sandheden viser sig at være af en mere nobel karakter. Uden nogen indkomst ser familien sig nødsaget til at flytte tilbage til Tokyo, og 16-årige Nao må vende ryggen til alt det, hun kender og forsøge at passe ind i hendes nye japanske tilværelse.

Ruths kapitler er noget anderledes, og fortalt i 3. person. Faktisk lykkedes det mig at blive forvirret over dette fortællerskift stort set hver gang et nyt kapitel blev påbegyndt.

Ruth lever et stille liv i British Columbia i Canada, hvor hun bor med sin mand, Oliver og deres kat, Pesto. Ruth er oprindeligt fra New York, hvis pulserende liv hun ofte længes efter og hendes egen beskrivelse af hendes nuværende liv er, at det ”passerer forbi”.

På en af hendes vanlige gåture langs stranden, finder hun en madkasse, som er skyllet ind på bredden. Madkassen viser sig at indeholde en ung piges dagbog, et ur og en stak gamle breve. Ruths fund bliver optakten til en nærmest sjælelig forbindelse mellem den hende selv og teenageren, Nao i Tokyo.

Dagbogen er historien om Naos noget usædvanlige teenageliv i Tokyo, som ikke blot er den sædvanlige kamp for at passe ind, men snarere kampen for at komme helskindet gennem dagen.

Selvom jeg lærte at leve med Naos udtryksform, så kom jeg aldrig til at holde af den. Hendes kapitler blev en kilde til irritation for mig og trods bogens mange dybe og smukke passager om tid, væren og det frie menneske, sad jeg tilbage med en følelse af, at jeg havde kedet mig med læsningen. De eneste tidspunkter jeg for alvor nød læsningen var under de mange, grundige beskrivelser af Tokyo (det skyldtes nok primært, at jeg selv var i færd med at udforske samme by under læsningen) og når der blev filosoferet over tid og frihed. Passagerne om tid og frihed fortjener dog massevis af ros. De var dybe, velskrevne og indbød til refleksion. Jeg fæstnede mig særligt ved følgende passage:

”Gamle Jiko er ekstremt omhyggelig med sin tid. Hun gør alting meget, meget langsomt, også selv når hun bare sidder på verandaen og kigger på guldsmedende, som svirrer doven rundt omkring havedammen. Hun siger, at hun gør alting meget, meget langsomt  for at sprede tiden ud, sådan så hun får mere ud af den, og dermed kan leve længere, hvorefter hun ler (…)” 

                                                                                                                                                           

Selvom den gamle Jiko laver sjov, når hun fortæller, hvordan hun får mere tid ved at gøre alting langsomt, så blev passagen siddende i mig, fordi jeg – som så mange andre – netop gør det modsatte. Jeg forsøger at gøre alting hurtigt og effektivt, for at få mere tid, men i virkeligheden har det måske modsat effekt, fordi tiden så netop forsvinder, uden jeg bemærker det.

Jeg ved, at bogen har fået flotte anmeldelser både her i Danmark, men absolut også i internationalt regi. Men sandheden er, at jeg ikke helt forstår hvorfor og jeg må indrømme, at det var en lettelse, da jeg nåede sidste side.

Afslutningsvis bør jeg måske nævne, at jeg tror en bog og dens forfatter kommer på overarbejde, når det virkelige liv pludselig bliver et vaskeægte eventyr, og det er svært at vide, om jeg havde haft en anden læseoplevelse, hvis jeg havde siddet i vante rammer i Odense.