Boganmeldelse: Min geniale veninde af Elena Ferrante

Jeg fik tilsendt bogen som et anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Min geniale veninde

Forfatter: Elena Ferrante

Oversætter: Nina Gross

Udgivelsesår: 2017

Sideantal: 383

Forlag: C&K Forlag

Min geniale veninde er en sansemættet og detaljeret beskrivelse af napolitansk kultur, og læseren træder direkte ind i en tidslomme af lidenskab, brolagte gader og gedigne håndværk. Ferrante lader dig smage pizzaen, dufte læderet i skomagerbutikken, høre de vrede mamaer råbe og mærke den sitrende fornemmelse af nye forelskelser, lystfølelse og skam, når hun inviterer til Napoli.

Sjældent har jeg haft så høje forventninger til en bog, som jeg havde til Min geniale veninde. Ferrante-feberen har raset, siden forfatterens debut, og man kan roligt sige, at der stadig er kog i gryden. Al den ståhej kan vel ikke udelukkende skyldes mystikken omkring pseudonymet, så jeg havde skruet forventninger maksimalt op, og til en vis grænse blev de også indfriet.

Historien om de to veninders venskab fortælles af den kløgtige og hårdtarbejdende Lenú (Elena), som er ældste barn i den fattige portnerfamilie Greco. I en fattig provins i Napoli vokser hun op med sin veninde Lila, som ligeledes er en dygtig studerende, men Lila går sine egne veje og de to piger står i stærk kontrast til hinanden. Lenú er en let omgængelig, behagesyg og usikker pige. Lila er derimod en ubekymret, modig og selvstændig pige, som ikke spilder tid på at spekulere over, hvad andre mener om hende.

Fortællingen tager afsæt i en nutid, hvor Lenú modtager et opkald fra Lilas søn som fortæller, at Lila er forsvundet. Opkaldet bliver indledningen til Lenús erindringer om de to pigers barndom og ungdomsår i et fattigt og temperamentsfuldt Napoli, hvor familiens ære altid er på spil. Langsomt udfoldes fortællingen om pigernes skæbne og et malerisk portræt af 50’ernes Napoli træder frem.

Det er en sansemættet og detaljeret beskrivelse af napolitansk kultur, og læseren træder direkte ind i en tidslomme af lidenskab, brolagte gader og gedigne håndværk.

Jeg kunne med lethed smage pizzaen, fornemme varmen, dufte læderet i skomagerbutikken, høre de vrede mamaer råbe, mærke studiebøgernes tyngde og den sitrende fornemmelse af nye forelskelser, lystfølelse og skam.

Min største indsigelse – og den er jeg altså nødt til at nævne, for det tog mig et par hundrede sider at vænne mig til – er de mange indskudte sætninger, som for mit vedkommende påvirkede det flow, handlingen og det iltre liv i Napoli ellers lægger op til. Til tider blev den lige lovlig langtrukken for mig – primært i romanens første halvdel. Men sproget er poetisk, og den ene nævneværdige passage erstattes af den næste.

“Voksne venter på i morgen, bevæger sig i en nutid bag hvilken der er i går eller i forgårs eller højst sidste uge: Resten vil de ikke tænke på. Børn kender ikke betydningen af i går, af i forgårs eller sågar af i morgen, alt er lige nu; gaden er den, døråbningen er den, trapperne er dem, det er mor, det er far, det er dagen, det er natten.”

Lila forbliver et lige så stort mysterium for sine omgivelser, som Ferrante gør for sine læsere.

Boganmeldelse: Voldsomme bånd af Vivian Gornick

Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Voldsomme bånd

Forfatter: Vivian Gornick

Oversætter: Niels Lyngsø

Forord af Leonora Christina Skov

Udgivelsesår: 2018 (oprindeligt fra 1987)

Sideantal: 240

Forlag: Den Franske Bogcafés Forlag

Voldsomme bånd er Vivian Gornicks beskrivelse af det relationelle (voldsomme) bånd mellem hende og hendes mor. Et bånd, som på én gang er skrøbeligt og altid på grænsen til at blive slidt op, men samtidig helt og aldeles ubrydeligt.

Der er mange forventninger forbundet med mor som begreb – en mor forventes for eksempel at være selvopofrende, opmuntrende og kærlig, men Gornicks mor er langt fra den gængse opfattelse af, hvordan en mor bør agere og sende sine unger ud i verden. Vi møder første gang de to kvinder, når jeget afslører en række barndomserindringer fra det jødiske boligkompleks i Bronx fyldt med karakteristiske kvinder. Erindringerne suppleres med de mange samtaler mellem mor og datter som finder sted, når de vader gaderne tynde i New York på deres daglige gåture i en periode på tre år.

Efter at have mistet sin mand for omtrent tredive år siden, har moren påtaget sig en offerrolle, som hun synes at finde en vis tilfredsstillelse ved at befinde sig i. I stedet for at leve længes hun, og selv siger hun “Her er hvad du skal skrive på min gravsten: Lige fra begyndelse var det alt sammen fortid.”. Denne længsel efter fortiden og manglende evne til at leve i nutiden er med til at definere de to kvinders forhold. Deres relation kompliceres yderligere med tiden og udfordres særligt af jegets intellekt. Ligesom med alt andet længes moren efter dengang hendes datter ikke stillede så mange kritiske spørgsmål til samfundet og kvinders rolle, og efterhånden som datterens viden og sproglige kundskaber overgår morens bliver det vanskeligt at opretholde deres roller som mor og datter.

“Nej, dét der drev hende, og som skilte os ad, var dét at jeg tænkte. Hun havde ikke forstået at dét, at tage en uddannelse betød at jeg ville begynde at tænke: tænke sammenhængende og tænke højt. Hun blev voldsomt overrasket over det. Mine sætninger blev længere allerede efter en måneds undervisning. Længere, mere indviklede og med ord hvis betydning hun ikke altid kendte. Jeg havde aldrig før sagt ord, hun ikke kendte. Eller frembragt en sætning hvis logik hun ikke kunne følge. Eller forsøgt at fremsætte et synspunkt, der var resultatet af en abstraktion. Det gjorde hende vanvittig. Hendes ansigt fik et udtryk af dyrisk snedighed når jeg påbegyndte en sætningskonstruktion som umuligt kunne afsluttes før der var blevet fyret tre bisætninger af. Snedigheden førte til vrede, vreden flammede op og blev til raseri. “Hvad er det du snakker om”? Råbte hun ad mig. “Hvad er det du snakker om? Tal engelsk, tak! Vi forstår alle sammen engelsk her. Så tal engelsk!”

Bogen bærer præg af en tung melankoli, og morens grundlæggende holdning til livet synes at være, var det her virkelig alt, hvad jeg kunne få?Der gøres ingen indsats for at komme videre, tværtimod bliver sorgen en del af hendes identitet. Og spændingen mellem de to kvinder er så intens, at det nærmest slår gnister og starter brand.

“Min mors sorg var primitiv og altomfattende: Den sugede ilten ud af luften. En tung, bedøvet fornemmelse fyldte mit hoved og min krop hver gang jeg kom hjem. Ingen af os – hverken min bror eller jeg selv, og da slet ikke min mor – fandt trøst i hinandens selskab. Vi var bare i eksil sammen, fanget i en fælles lidelse. For første gang var jeg bevidst om, at jeg blev grebet af åndelig ensomhed, og jeg kiggede ud på gaden, vendte mig mod de drømmende og melankolske indre anelser, der var blevet den eneste lindring fra det jeg hurtigt opfattede som en tilstand af tab og nederlag.”

Der er en særlig stemning i erindringsværket og troværdigheden er åbenbar, når læseren mærker den genkendelige ambivalens – som for de fleste er et grundvilkår i livet – når jeget ikke er helt klart defineret. Netop fordi jeget er ægte, kan det ikke afrundes eller få slebet kanter. Det betyder også, at forfatteren hverken skåner sin mor eller sig selv i sit memoir, som serveres ærligt og bevæger sig ind i alle de kroge og snørklede gange, det menneskelige sind består af. De er kun to, men alligevel er der en form for treenighed, når relationen består af vi, hun og jeg. Viet er altid dem i deres symbiotiske og komplekse forhold.

Det er ikke uden grund, bogen har fået kultstatus i USA, og den kan anbefales til enhver som ønsker indsigt i relationer mellem mennesker – særligt mellem mor og datter. Samtidig er den oplagt til den New York-begejstrede læser, fordi forfatterens beskrivelse af de mange slentreture indrammer New Yorker-stemningen til perfektion.

Boganmeldelse: Lad os håbe på det bedste af Carolina Setterwall

Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Lad os håbe på det bedste

Forfatter: Carolina Setterwall

Oversætter: Nete Harsberg

Udgivelsesår: 2019 (på dansk)

Sideantal: 359

Forlag: Hr. Ferdinand

Lad os håbe på det bedste er en knytnæve lige i solar plexus. Den rammer der, hvor det gør allermest ondt, og den slår luften ud af sin læser. Carolina Setterwall fortæller med en hjerteskærende ærlighed om at miste, om at føle skyld og om at være et menneske med fejl.

30-årige Carolina er en ubekymret, livsglad kvinde. Hun er projektleder med et sprudlende gemyt, mod på livet og glæder sig til alt det, det vil bringe hende – og hun gør sit til at planlægge det bedst. Hun forelsker sig i den mere tænksomme og forsigtige Aksel, og han forelsker sig i hende, men deres forskelligheder giver dem sommertider sammenstød, når den ivrige og utålmodige Carolina har svært ved at forstå sin tøvende kæreste og vice versa. Hun har så travlt med at livet “skal begynde”, og han er ofte tilfreds med tingenes tilstand. Carolina presser på, og hun er henrykt, da graviditetstesten en dag viser to streger. Aksel deler ikke umiddelbart begejstringen, men da Ivan kommer til verden, er Aksels kærlighed til sin søn ikke til at tage fejl af.

En morgen i 2014, da Ivan er 8 måneder gammel, vågner Carolina til et kæmpe chok. Hun har sovet på Ivans værelse, og da hun går ind i soveværelset finder hun Aksel kold og livløs. Den altid så målrettede og foretagsomme kvinde må nu finde sit ståsted i verden som enke og enlig mor. Det var ikke en del af planen.

Romanen foregår i to krydsende spor – et tilbageblik til tiden, hvor Carolina og Aksel møder hinanden, flytter sammen og bliver forældre og et nutidigt spor, som tager afsæt i Aksels dødsdag og i Carolinas forsøg på at genfinde sig selv i det nye liv. 

Lad os håbe på det bedsteer en knytnæve lige i solar plexus. Den rammer der, hvor det gør allermest ondt, og den slår luften ud af sin læser. Carolina Setterwall fortæller med en hjerteskærende ærlighed om at miste, om at føle skyld og om at være et menneske med fejl. 

“Undskyld, Aksel. Undskyld, at det er endt sådan her. Undskyld, at jeg var den, jeg var til sidst i vores forhold. Undskyld, at vi gled fra hinanden. Undskyld, at jeg gled fra dig. Undskyld, at jeg ikke kunne gøre dig lykkelig. Undskyld, at jeg ikke særlig tit sagde, jeg elskede dig. Undskyld, hvis du ikke følte dig værdsat. Undskyld, hvis jeg fik dig til at føle dig som et værdiløst menneske. Undskyld, at jeg stressede dig. Undskyld, at jeg ville bestemme alting. Undskyld, at jeg aldrig ventede på dig. Undskyld, at det ikke blev, som du ønskede. Undskyld, at jeg skældte ud. Undskyld, at du døde. Undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld.”

Det er nok den mest ægte kærlighedsberetning, jeg endnu har læst. Forfatteren simplificerer ikke sig selv eller sine relationer til andre. Vi får hele mennesket med alle de fejl og mangler, der er. Selv den boblende forelskelse er nuanceret og ikke det mindste idylliseret. For i modsætning til de fleste fortællinger om forelskelse, så oplever Carolina, at både indre og ydre konflikter opstår, når man skal hengive sig til et andet menneske og hun formår at påpege både egne og den nu afdøde Aksels fejl.

Jeg sank helt ind i hovedpersonens store sorg og hendes kamp for at få en almindelig hverdag, og kun sjældent har jeg kunnet genkende mig selv så meget i en roman.

“En anden kommentar, jeg får, er, at folk bliver “ramt” af min skæbne. De bliver ramt og mindet om livets skrøbelighed. En del af dem siger, at de i aften vil holde ekstra længe om deres mand og børn. Jeg forstår ikke, hvorfor de fortæller mig det. Jeg kan ikke se, hvad jeg skal med den oplysning, ud ud over over at blive mindet om, at jeg ikke selv kan gøre det samme. Jeg kan ikke holde ekstra længe om dig i aften, jeg holdt ikke ekstra længe om dig den sidste aften for to uger siden, og jeg vil vædde med, at alle dem, der nu tager hjem og krammer deres elskede ekstra hårdt, får lov at vågne op med dem i morgen også. For livet er ikke retfærdigt.”

Jeg har heldigvis aldrig oplevet et tab som Carolinas, men jeg kunne følge hendes evige tankemylder, hendes tendens til at analysere på verden og de mennesker, der omgiver hende og sidst men ikke mindst hendes behov for kontrol og vane med at tage styring. Vi får lov at følge hende i hendes ydmygelse, når hun desperat rækker ud efter andre mennesker, venner hun havde engang, for at undslippe den altoverskyggende ensomhed.

“Jeg har hverken råd eller kræfter til at være stolt lige nu. Jeg er så uendeligt træt af det her. Jeg ruller med resolutte skridt mit sovende barn hen mod caféen, hvor min veninde drikker kaffe. Jeg overvejer at lade som om, jeg ikke har set hendes billede på Instagram, men simpelthen bare er kommet herhen for at drikke kaffe. Jeg tænker, at det alligevel nok er bedst, hvis jeg giver lyd først. Jeg skriver overdrevet henkastet, at jeg er på vej, jeg kunne se på hendes billede, at hun sad ved vandet, at jeg alligevel skulle den vej og er der om et øjeblik. Jeg går så hurtigt, jeg kan. Da jeg er halvvejs, kommer der svar. Hun skriver, at der er ved at gå, hendes barn skal sove, han sover bedst derhjemme.”

Hun klinger sig fast til de relationer, hun kan, og frygten for at miste de nærmeste er lige så ubærlig, som det tab, hun allerede har lidt. Jeg mærkede klumpen i halsen og øjnene fugtedes, når jeg læste om hendes forhold til sin bror, som minder så meget om det, jeg selv har til min bror, at det næsten var skræmmende.

“Det er trygt at have ham der. Vi kan befinde os i hinandens nærhed i timevis uden at tale sammen. Han læser mig bedre end nogen anden, og vores kommunikation er ofte helt ordløs. Jeg sætter lige så meget pris på hans tilstedeværelse som på hans evne til ikke hele tiden at ville tale om alting. ”

[…]

“Der dufter af kaffe i entreen, og min bror, min elskede bror og bedste ven, tager imod mig med et kram. Jeg forsvinder i hans favn et øjeblik, lukker øjnene, græder, hulker, snøfter, vil ikke ud derfra.”

[…]

“Det går ikke, at I flytter. I må ikke. Det kan I ikke. Alting må forsvinde, alle kan forsvinde, bare ikke min bror. Ikke også ham. Nu har jeg ikke nogen tilbage. Nu er jeg helt alene.”

Der kan vist ikke være tvivl om, at jeg allerede har fundet første bog til dette års liste over de bedste læseoplevelser. Tak til Carolina Setterwall for at sætte ord på sin tragedie.