lørdag den 29. september 2018

En drøm går i opfyldelse – se min indbyggede bogreol fra 3Unika


→ Reklame for 3Unika


Sådan ser det ud, når en bogelsker endelig får den bogreol, hun altid har drømt om.

Jeg har drømt om en indbygget bogreol, lige siden alle omkring mig begyndte at tale om walk-in closets, og endelig er drømmen gået i opfyldelse. Nu er det jo ikke fordi min blog skal til at være én stor reklamesøjle, men når man får mulighed for at lave et samarbejde med en dansk virksomhed som 3Unika, der har mere end 10 års erfaring med indbyggede bogreoler i høj kvalitet, ja, så er jeg altså den første til at springe ombord!


I følgende indlæg kan I læse om processen fra opmåling til montering, og jeg vil også vise jer, hvordan min bogvæg havde set ud, hvis jeg havde beholdt mine gamle reoler – en slags før/efter-ansigtsløft for en sand bibliofil, om man vil. ;-)


Det indledende møde
Jeg fik besøg af Jakob, som ejer 3Unika i slutningen af august. Vi brugte en times tid på at tale om mine ønsker og han tog mål til reolen og fortalte om processen, materialer og anden væsentlig information. Det var tydeligt, at Jakob er passioneret omkring sit arbejde, og stod det til ham, havde vi nok lavet en sjovere løsning på en større væg, da han hurtigt kunne konstatere, at væggen var alt for lille til de mange bøger. Han fik fuldstændig ret, men min kæreste kunne ikke helt forlige sig med tanken om, at vi for evigt skulle indrette os efter en bogreol. Desværre. Vi valgte en endevæg i stuen, som også er ydervæg, og derfor foreslog Jakob at undlade bagbeklædning. 3Unika leverer både indbygningsreoler med og uden bagbeklædning, men til en ydervæg er det, af hensyn til fugt, smartest at undlade den.


Første udkast
Efter mødet fik jeg tilsendt et udkast til, hvordan reolen kunne se ud. Jeg var en smule i tvivl, om jeg ønskede variation i modulerne, men på Jakobs anbefaling valgte jeg moduler, som alle har præcis samme mål. Til gengæld foreslog han, at vi kunne lave det sådan, at hver anden hylde kan fjernes, hvis jeg skulle ønske at have en høj vase eller bog stående i et modul. Hans første udkast blev faktisk præcis den reol, jeg endte med. Efter lidt mails frem og tilbage, fandt vi en dato, hvor de ville komme og sætte min helt nye indbyggede bogreol op (ventetiden føltes uendelig!). De oplyser i øvrigt, at der sædvanligvis skal påregnes 4-5 uger fra bestilling til montering.


Montering
På monteringsdagen kom Jakob med en lærling, og de blev naturligvis mødt af en ivrig bogelsker, der glædede sig til at kunne give sine bøger et nyt hjem. Det første de gjorde var (til min store tilfredshed) at afdække gulvet. Dernæst satte de soklen op og hentede modulerne, som de havde med i to separate dele og løse hylder til midterdelen. Det var ret imponerende at følge med i opsætningen af et møbel, som var fuldstændig skræddersyet til mit hjem. Selve opsætningen tog faktisk ikke ret lang tid, men det gjorde deres detaljearbejde med den afsluttende finish til gengæld.






Afsluttende finish
De var hos mig i omkring 5 timer, og selve monteringen tog nok kun en times tid. Det der virkelig tog tid var deres detaljearbejde, og de havde både fugemasse og maling med, så der ikke ville være spor efter samlinger i loft og sider. Ingen sprække var for lille til at blive korrigeret, og jeg var virkelig glad for at opleve, at de gik så grundigt til værks. I øvrigt sørgede de for at rydde fuldstændig op efter dem selv, inden de gik. De både støvsugede og tørrede hylderne af, så da de var gået, var der kun tilbage for mig at få fyldt reolen op.



Hoppebillede in the making

Før og efter
Min tidligere bogreol var klassikeren fra IKEA, Billy. Jeg tror, det er den bogreol, de fleste har, og jeg har længe været ked af, at hylderne simpelthen ikke kunne holde til vægten af mine bøger. Jeg har ikke et ondt ord at sige om IKEA, for jeg synes absolut, det er en fin reol til prisen, men det ser bare langt bedre ud, at der ikke er dobbeltsider, synlige hyldebærere/de der huller i siderne og så selvfølgelig at hylderne ikke buer. Min nye bogreol er i 19 mm. MDF-plader, og én af disse hylder vejer ca. det samme som to af de lange fra IKEA. De nye kan også bære op til 50 kilo, og jeg måtte naturligvis lige teste ved at hænge mig i en hylde. Den var god nok (heldigvis!). ;-)
En anden stor forskel er naturligvis også den tilpassede afslutning mod gulv og loft med en sokkelhøjde, der flugter resten af stuens sokkel og stuk.

IKEA BILLY      vs. INDBYGNINGSREOL FRA 3UNIKA
Som I kan se på billede 2, er afslutningen så fint udført, at det er vanskeligt at se, hvor reolen slutter og loft/væg starter.


Min reol i mål og pris
Reolen måler 2,50 meter i bredden og 2,35 meter i højden. Modulerne måler 47,7 cm i bredden og 26 cm i højden, og den er 25 cm dyb.
Den er, som allerede nævnt, resultatet af et samarbejde med 3Unika, men hvis der var tale om en regulær bestilling, ville den have kostet DKK 21.800,- inkl. alt.

Indbygningreolen i sin helhed


Praktisk info og priser
3Unika leverer indbygningsreoler i hele Danmark. Indbyggede reoler bygges sædvanligvis fra både gulv til loft og væg til væg, men der er meget stor kreativitet gemt i Jakob, og jeg er overbevist om, at han kan finde fleksible løsninger til alle hjem (faktisk tror jeg, han synes de vanskelige opgaver er de sjoveste). De tilpasser gerne til døre, vinduer, rør, radiatorer mm., og i mit tilfælde sagde han også, at vi kunne bygge uden om tv’et. Den var min kæreste dog ikke med på. Reolerne kan leveres med og uden låger, og der kan ses massevis af eksempler på deres Instagramprofil.
De har lokation i Ebeltoft, hvor de håndbygger reolerne selv, men de leverer til hele Danmark, og Jakob rejser landet rundt for at måle op forinden montering. Man kan sende dem et billede af den væg, der ønskes en indbygget reol monteret på, og så vil man modtage et uforpligtende tilbud. Det kan der læses mere om her.
Her kan man tydeligt se vigtigheden af det afsluttende detaljearbejde. Høje side har fået fugemasse og venstre side mangler.

Du kan læse meget mere på deres hjemmeside lige her, eller du kan besøge deres Instagram her. Men jeg advarer på forhånd, det er meget lokkende at se deres flotte løsninger!

PS: Møffe bidrog naturligvis med sin uundværlige arbejdsindsats, og han overvejer nu at søge jo hos 3Unika.


onsdag den 19. september 2018

10 gode børnebøger om sorg


Da jeg i sin tid bad om hjælp fra mine følgere til at genfinde koncentrationen og læselysten efter tabet af min farmor, kom der mange gode råd, som alle kan læses her. Et af rådene var at begive sig i kast med bøger, der ikke er teksttunge eller ikke kræver så meget af sin læser. Her kom børnebøgerne på banen og samtidig foreslog mange mig at læse bøger, der kunne sætte mig i kontakt med mine følelser og skabe mening. Det fik mig til at gå på jagt i børnebøger om sorg, og derfor har jeg lavet denne liste med 10 gode børnebøger om sorg, som kan bruges i forbindelse med tab, savn og sygdom, men også til at komme alle disse livets uundgåeligheder i forkøbet. Jeg tror bestemt, at ethvert barn vil have godt af at have mødt sorgen i litteraturen, før det møder den i livet. God fornøjelse.


Pigen på tårehavet af Pernille Brun Andersen
Når der foregår alt for meget inde i os, er det ikke altid, vi har ord, der kan rumme det hele. Pigen på tårehavet handler om en lille vred pige, som ikke vil med på stranden, som ikke vil spise eller lege, for hun vil bare have sin far. Mor skal holde op med at stille alle de spørgsmål, og i sin vrede forlader pigen spisebordet og går i gang med at bygge det skib, der skal sejle hende rundt på tårehavet i sin søgen efter sin far. Bogen er ikke kun til børn i sorg, den er også en miniguide til de voksne, som må huske at have tålmodighed med det barn, der arbejder bedst med stilheden.



Hjertet og flasken af Oliver Jeffers
I Hjertet og flasken rejser en lille pige rejser land og rige rundt, når bedstefar sidder i sin stol og fortæller gode historier. En dag er stolen tom og væk er de mange historier og landskaber, de sammen har skabt i fantasien. Tabet gør ondt og for at sikre sig selv mod lignende smerte i fremtiden, tager hun sit hjerte og lægger det i en flaske, som hun bærer i en snor om halsen. Den lille pige bliver ikke længere ramt af smerte, men efterhånden som hun bliver ældre, går det op for hende, at hun ej heller rammes af glæde og begejstring. Hendes sikring mod verdens uretfærdigheder har været afhængig af følelsesmæssig isolation, men da et lille barn minder hende om den nysgerrighed og begejstring for livet, hun engang selv besad, kan hun pludselig ikke få hjertet ud af flasken. I Hjertet og flasken leverer Oliver Jeffers eksistentielle temaer med et poetisk og kunstnerisk udtryk, som taler til både børn og voksne. Bogen er en smuk genvej til refleksion og til den dialog, som kan være svær at få hul på.



Hils far af Hanne Dagmar Raaberg
Mor og Anna er i Tivoli, og der er mange ting i Tivoli. Der er duer, ligesom fars duer. Der er forlystelser, som kan få én til at flyve højt – næsten helt op til far. Der er balloner, som kan sende en besked op til far om, at Anna og mor savner ham og hans røde pandekager. Men der er ingen far. Anna har nemlig mistet sin far, og mor gør hvad hun kan for at sørge for, at livet fortsætter med sjove stunder. Anna oplever, at alting i det ene øjeblik kilder i maven og suser sjovt i ørene, men det næste øjeblik kommer sorgen svævende som de duer, der flyver rundt ved fars grav. Hils far er historien om et lille barn, der mister sin far og prøver at tackle den sorg, der hele tiden dukker op midt i alle de gode stunder.



Så blev farfar et spøgelse af Kim Fupz Aakeson og Eva Eriksson
Esbens farfar hedder farfar, og han er blevet til et spøgelse. Egentlig havde Esbens mor sagt, at farfar blev en engel og far havde sagt, at han blev til jord, men som det jo ofte er med voksne, så tog de begge fejl, for farfar er blevet til et spøgelse. Det ved Esben, fordi han vågner hver nat, når farfar dukker op på hans værelse. Farfar og Esben har læst, at man bliver til et spøgelse, hvis der er noget man mangler at ordne. Så sammen forsøger de to at komme i tanke om, hvad det er, farfar har glemt, for han er faktisk lidt ked af at være et spøgelse. Så blev farfar et spøgelse er en typisk Fupz-historie, så selvom emnet er tungt, så er der alligevel gjort plads til den humor, vi elsker forfatteren for. Der er en fin balance mellem rørende minder, familiens  sørgmodige tilstand og farfars morsomme forsøg på at efterligne de spøgelser, vi ser på film. Derfor er bogen særdeles velegnet som højtlæsning både for børn i sorg, men også for at imødekomme den sorg, som endnu ikke er oplevet, men som naturligvis venter derude i livet.



Glemmer du af Mette Vedsø og Kamila Slocinska
Cement, præsident, talent og dement. Susi er god til at rime, og hun leger løs med ordene, da hun besøger farmor på plejehjemmet. Indtil for nylig var farmor ellers aktiv med at grave kartofler op, bage muffins og dyrke fitness, men nu er farmor flyttet på plejehjem, og det synes far vist er lidt svært. Farmor kan ikke længere svare på alle Susis spørgsmål, og hun har heller ikke altid styr på, hvem far og Susi er. Heldigvis behøver man ikke huske noget som helst, når man rejser med præsident Susi til Kina, Amerika og Grønland. I modsætning til de voksne, forsøger Susi ikke at vække farmors erindringer eller gårsdagens hændelser, for sammen kan de to rejse lige hvorhen de vil, og i fantasien er der ikke brug for en god hukommelse.
Det kan være skræmmende for et barn at opleve, når en voksen bliver dement. Den ellers så skarpe rollefordeling mellem den alvidende voksne og det nysgerrige barn forskydes, og oplevelsen af at en en tryghedsskabende voksen er forvirret og desorienteret kan påvirke både store og små. Derfor kan det være en god ide at forberede barnet forinden et besøg hos en nær, der er blevet dement, og jeg vil uden forbehold anbefale alle at læse denne fine billedbog forinden.


Drømmehulen af Jacob Riewe og Otto Dickmeiss
På sygehuset får mor, far og lillebror at vide, at storebror ikke kan komme med hjem. Det er ret svært at forstå, og mor græder så meget, at far ikke kan trøste hende. Det hele er så hvidt, maskinerne puster og alt er faktisk ret uhyggeligt. Ikke engang kufferten med sjove legesager er noget værd lige nu. Det føles som om, der er en stor sten inde i maven, som gør ondt på en helt anden måde end hvis man har slået sig, og alligevel giver den lyst til at græde.
Drømmehulen er smuk og hjerteskærende fortælling om en lille drengs forsøg på at tackle nyheden om sin storebrors død. Han opfinder drømmehulen, som bliver det rum, hvor han og storebror kan være sammen på tværs af tid og sted. Her kan de lege både i haven og i køkkenet, og selvom det er hårdt at se storebror ligge livløs under de hvide lagener, så kan han glæde sig til at lukke øjnene og drømme om ham hver nat. Drømmehulen er ikke kun til børn, den er også velegnet til enhver voksen, som trænger til at mindes om det sted, vi alle har adgang til, når livet er allersværest. Det er en af de smukkeste og mest velbeskrevne fortællinger om sorg, jeg har læst.



Himmelby af Lene Østergaard
Himmelby er lidt i en kategori for sig. Det er nemlig ikke en højtlæsningsbog men en mindebog, som er oplagt at tage i brug, når sorgen rammer de mindste. Opbygningen kan bedst sammenlignes med de velkendte barnets bog, hvor der er gjort plads til noter, fortællinger, billeder og farvelægning. I bogen er der grundige beskrivelser af, hvordan den kan bruges, og hvert kapitel indledes med en lille introduktion til den voksne, som hjælper barnet med at udfylde. Indledningsvis udfyldes barnets informationer og relationen til den afdøde, som suppleres med et lille stamtræ, og dernæst er der gjort plads til at skrive lidt om begravelsen og gravstedet. Undervejs er der tegninger, som barnet kan farvelægge imens der tales om den afdøde eller om barnets oplevelse af begravelsen, og der er løbende hjælp til den voksne så der opnås en god og åben dialog. Under afsnittene Savnet og Oplevelserne kan man mindes de gode oplevelser og de egenskaber der savnes hos den afdøde, de er et godt afsæt for samtale om barnets minder og tanker.
Mindebogen er lavet til børn, men jeg kan kun anbefale, at den også bruges af de voksne, der føler et behov for at mindes. Det kan være så befriende at skrive ned, men ofte kan det være svært at finde et sted at starte, og her hjælper bogen godt på vej.



Vulkanknæ forbudt siger Krudt af Lene Larn
Smerte er et grimt ord, synes Anton. For det er nemlig det ord, der ofte er med til at bestemme, om Anton kan deltage i alle de spændende ting, der sker, som for eksempel Emmas fødselsdag. Anton har nemlig en sygdom i sine knæ, som Doktor Juhl har fortalt ham er næsten lige som små vulkaner, og det gør altså rigtig ondt, når der sådan går udbrud i ens vulkanknæ. Mor siger, at det er djævelens værk og far siger, at det er livet, og at livet er uretfærdigt. En dag kommer Krudt på besøg. Krudt er en skytsengel, og sådan en har man brug for, når man har syge knæ. Med Krudt kan man nemlig lege alle de lege man vil, og hvor man vil. Vulkanknæ forbudt siger Krudt er en finurlig og humoristisk fortælling om at have kroniske smerter, som står i vejen for alt det sjove. Den handler om at finde et sted, hvor man kan få et øjebliks pause fra sin sygdom, og den er også oplagt at læse med de børn, som kender en, der lider af kroniske smerter.



Pigen med den sorte kuffert af Christine Lund Jakobsen
Pigen med den sorte kuffert har mistet sine forældre. Sammen med bedemanden skal hun finde et nyt sted at være, men det er lidt svært, for de tre tanter, tante Lunia, tante Marvilla og tante Wilda kan ikke rigtig opfylde det tomrum der er inde i pigen. Først kommer hun hjem til tante Lunia. hun bor i et højt stentårn med tomme vægge, få møbler og med tomme glas, der er parate til at blive fyldt op med noget stort. Det går ikke Hos tante Lunia, så bedemanden kører pigen hjem til tante Marvilla. Hos tante Marvilla er der fyldt med ting. Der er springvand, swimmingpool, overflod af mad og der er firkantede glas, som er fyldt op med pengesedler. Men det går ikke Hos tante Marvilla, så bedemanden kører pigen hjem til tante Wilda. Hos tante Wilda er møblerne slidte og væggene er fyldt med gamle fotografier. Tante Wilda har også glas stående, og hendes er fyldt med fjer, grankogler og glasskår, som er minder fra hendes liv. Tante Wilda giver pigen tre tomme glas, som hun selv kan fylde. Pigen med den sorte kuffert er en borg om sorg og savn, men det er også en bog, som viser, hvordan man kan skabe nye minder – også midt i sorgen. Den er oplagt til dialogisk læsning, hvor den voksne går i dialog med barnet om, hvorfor tanternes glas har forskelligt indhold, og hvordan vi selv er med til at vælge, hvad vi fylder i livets glas.



Døden i æbletræet af Kathrin Schärer
Ingen af de andre dyr er længere bange for den gamle ræv, så de spiser hans æbler. Det vil den gamle ræv ikke finde sig i, så han sætter en fælde op, der fanger en pjusket men måske magisk væsel. Væselen påstår, at den kan trylle og tilbyder den gamle ræv et ønske, hvis han lader ham leve. Den gamle ræv ønsker, at alle de dumme dyr, der stjæler æbler, vil sidde fast i æbletræet for evig tid, når de kravler der op. Som det jo er, når man er en gammel ræv, kommer døden en dag forbi. Den gamle ræv har ikke mistet sin snedighed og får døden lokket op i æbletræet, hvor den sidder fast. Ræven er stolt over sin egen bedrift, men som årene går, mister den gamle ræv sine nære, sit gode helbred og lysten til at leve. Nu må døden gerne komme.
Døden i æbletræet er en smukt illustreret fortælling om alderdom og døden. Den indledes med en humoristisk fortælling om den frustrerede gamle ræv og tager nænsomt hul på det svære emne døden er. Den lægger op til samtale om det evige liv og om hvorfor, der er tilfælde hvor døden faktisk er ønskværdig for et menneske. Den er oplagt at læse højt med de børn, der har mistet en nær på grund af alderdom, og inddragelsen af dyrenes verden skaber en afstand, som kan gøre det svære emne lettere at få hul på.



søndag den 16. september 2018

REPOST af boganmeldelse: Agathe af Anne Cathrine Bomann



Godmorgen
Jeg har tilbragt en stille morgen i selskab med Anne Cathrine Bomann, som er i denne uges bogtillæg i Politiken, hvor hun fortæller om Agathes vej til udlandet. Jeg spoler lige tiden en anelse tilbage. For den 5. maj 2017 modtog jeg en mail fra Anne Cathrine, hvori hun beskrev sin bog som: "en lille, eksistentiel roman om nogle af tilværelsens helt store temaer: ensomheden, meningsløsheden – og kærligheden" og spurgte, om jeg var interesseret i at anmelde den. Jeg takkede ja, og man kan roligt sige, at de store temaer bliver behandlet på fineste vis i Agathe, og af samme årsag kaldte jeg den "en af mine bedste læseoplevelser i 2017". Samtidig skrev jeg, at "jeg skal gerne være den første til at spå den som en fremtidig klassiker, hvis den evner at få nok omtale af dem, der sædvanligvis sætter den litterære dagsorden".
Sidstnævnte gav anledning til en række spørgsmål fra forfatteren om, hvordan hun kunne nå bredere ud, og nu har jeg simpelthen ikke ord for, hvor meget det varmer mit hjerte at se, at hun husker mig – en lillebitte bogblogger – når hun skal fortælle om Agathes rejse til udlandet.
I anledning af artiklen, har jeg genpostet min anmeldelse herunder, hvis I skulle få lyst til at læse med på ordene fra en forårsdag i 2017. I kan i øvrigt læse artiklen online her.

Tak til dig Anne Cathrine – for at huske mig mens du stiger til tops!😎

Og rigtig glædelig søndag til jer alle.

________________


Jeg fik tilsendt Agathe som anmeldereksemplar, men den lille fine bog kan erhverves til DKK 165,- lige her.
Titel: Agathe
Forfatter: Anne Cathrine Bomann
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 112
Forlag: Forlaget Brændpunkt

“Jamen Doktor, hvordan kan de bruge Deres tilværelse på at lindre andres lidelse uden at have blik for Deres egen?”

----------------------------------------
Jeg er nødt til at starte denne anmeldelse med en form for litterær bekendelse af noget, jeg skammer mig over at have opdaget ved mig selv. Jeg håber, at italesættelsen af min ucharmerende fordom kan være med til at bevidstgøre andre (nu antager jeg lige, at jeg ikke er det eneste fordomsfulde menneske ;) ) om deres litterære fordomme.
Da forfatteren til Agathe skrev og spurgte, om jeg havde lyst til at læse og anmelde hendes nye bog, læste jeg selvfølgelig den vedhæftede information og så, at romanen behandler temaer, som sædvanligvis optager mig både i bøger og i livet. Men jeg så også, at bogen var af en (for mig) ukendt forfatter og udgivet af et lille forlag, som jeg aldrig havde hørt om. På den baggrund konkluderede jeg i mit indre, at selvom Agathe måske skulle vise sig at være udmærket læsning, så ville den formentlig ikke kunne spille i ligaen med de store drenge. Mine fordomme skabte tanker såsom ”der er sikkert ikke læst ordentligt korrektur”, ”gad vide om de store forlag afviste den”, ”hvorfor har jeg aldrig hørt om forfatteren eller forlaget før?” og så videre og så videre. Og jeg skammer mig! Heldigvis kunne jeg ikke retfærdiggøre at afvise en roman med et tilsyneladende interessant indhold på baggrund af mine fordømmende tanker om små forlag og ukendte forfattere. For havde mine fordomme fået lov at vinde, var jeg gået glip af en af de bedste læseoplevelser 2017 indtil nu har budt på. 
Anne Cathrine Bomann og Agathe har på alle måder gjort mine fordomme til skamme, og jeg håber at bogen vil få uendelig meget omtale, for jeg er slet ikke i tvivl om, at havde den været udgivet på et af de store forlag, ville der ikke gå mange år, før den ville opnå klassikerstatus på baggrund af dens gennemført sparsomme og præcise sprogbrug, dens eviggyldige relevans og behandlingen af filosofiens og eksistentialismens største tanker. 
Og nu kan anmeldelsen begynde!
----------------------------------------
Agathe befinder vi os i 1940’ernes Frankrig, hvor vi følger en aldrene psykiater, som er begyndt at nedtælle dagene eller nærmere konsultationssamtalerne til sin snarlige pension og allerede på første side, erklærer doktoren, at han har 800 samtaler tilbage. Han lever et isoleret liv, hvor de eneste kilder til sociale forbindelser og indblik i andre menneskers liv er de samtaler, der finder sted i konsultationsrummet og de lyde og rutiner, han kan identificere hos sin nabo. Doktorens isolerede tilværelse understreges på bogens første sider, hvor han fra sit stuevindue observerer, at en lille pige kommer til skade, men beslutter ikke at gå ud til hende, da han ikke har talt med et barn siden, han selv var et. Det rutineprægede liv forstyrres imidlertid, da en tysk kvinde en dag henvender sig i konsultationen og insisterer på at få en tid. Selvom han indledningsvis modsætter sig hendes ønske, ender kvinden alligevel med at få sin vilje, og som om denne uventede drejning ikke er nok til at forstyrre doktorens vaneprægede liv, finder han kort tid efter et brev fra sin trofaste sekretær, hvori hun skriver, at hun på baggrund af personlige årsager ikke kan møde på arbejde i nogle uger. Det skal vise sig at sekretærens mand er alvorligt syg, og derfor beder hun indtrængende sin chef – den menneskesky psykoterapeut – om samtalehjælp til sin syge mand.
Agathe er på overfladen lige til at gå til. Den er fortalt i en dagbogsagtig form, den er letforståeligt, handlingen synes simpel og sproget bærer præg af en glidende og elegant rytme. MEN når der læses mellem linjerne, udspilles en handling, som trækker på en af filosofiens helt store tænkere; Jean-Paul Sartre. Da vi indledningsvist hører om pigen, der kommer til skade ude på vejen, får vores fortæller, som var det en ganske ligegyldig sidebemærkning, nævnt, at La nausée (Sartres debutroman, som på dansk er oversat til Kvalme) ligger ved hans side, men at han aldrig har fået den læst. Der kan næppe være tvivl om, at det er meningen læseren skal fange denne henslængte bemærkning, og vores fortæller i Agathe har slående mange ligheder med hovedpersonen i Kvalme. De lever begge en ensom og meningsløs tilværelse, hvorfra de både længes efter, men også frygter friheden og dens opløsning af det velkendte. Jo tættere de kommer friheden, des mere kvalme overmandes de begge af, for med friheden i sigte rejses også spørgsmålene om, hvad det hele skal gøre godt for og bevidstheden om egen eksistens betyder også bevidstheden om livets eneste absolutte sandhed, døden. Selvom tilværelsen har skuffet, er døden alligevel angstfremkaldende, og efterhånden som tiden går, synes vores hovedperson at blive bevidst om, at nedtællingen af arbejdsdage og konsultationstimer også er nedtællingen af livet. Alligevel kan han ikke identificere sin egen ubevidste stræben efter ’den gode’ tilværelse og ’meningen’ med livet netop fordi, Kvalme og filosofien bag er tanker, han “havde forsøgt at komme i gang med i årevis.” Bogen ligger og skriger på at fortælle doktoren, at hans jagt på frihed også er det, der fremprovokerer hans angst og den Sartre-interesserede læser kan nærmest ikke lade være at råbe: ’Jamen doktor, kan du ikke se det? Din angst kan overvindes, hvis du engagerer dig i dit liv og i samværet med andre mennesker!’ og ’Kan du da slet ikke se det paradoksale i, at du lever af at samtale og være tæt på andre mennesker, men evner det ikke, når du har fri?!’. De gentagne intertekstuelle referencer til Sartres tanker om eksistens er simpelthen en fryd for læseren, som langsomt tilfredsstilles af at erfare, hvordan de to romaner; Kvalme og Agathe danner en form for skjult historie mellem linjerne. Og mon ikke også Anne Cathrine Bomanns beslutning om at skrive i dagbogsagtig form ligeledes er inspireret af formen i Kvalme.
Indledningsvis fortalte jeg om mine fordomme i forhold til korrektur, men som det jo oftest er med fordomme, kunne denne heldigvis heller ikke bekræftes. Der er ikke en finger at sætte på hverken indhold eller korrektur, og faktisk står Agathe som en af mine bedste læseoplevelser i 2017, og jeg skal gerne være den første til at spå den som en fremtidig klassiker, hvis den evner at få nok omtale af dem, der sædvanligvis sætter den litterære dagsorden.
Jeg kan ikke anbefale den nok, og hvis du er bare den mindste smule interesseret i Sartre, filosofi og eksistentialisme, så er du selvskrevet til at læse den!

Bonusinfo:
Siden jeg skrev anmeldelsen har jeg læst den igen. Og det bliver ikke sidste gang! Jeg elsker, når jeg opdager nye ’skjulte’ referencer, og dem er der altså mange af. 

I kan i øvrigt besøge forfatterens hjemmeside her.

torsdag den 13. september 2018

Børn af bøger: Per Jean Johansen, Scottys far og dedikeret læser


Mit navn er Per Jean Johansen, jeg er født i de tidlige 60’ere og opvokset i Hvalsø, nærmere bestemt Hvalsø Bio og Cafetten. 
Min første erindring om bøgernes verden ligger mange år tilbage – det er vel også en naturlig følge af, at min barndom blev udspillet for, nå ja … mange år siden.


Det er en mørk aften, fire af os fem unger ligger i køjesenge på vores fælles soveværelse, vi venter – venter på vores mor får tid til at komme, og endelig kommer hun. Hun har pommes frites med og den tunge lugt af fritureolie breder sig i soveværelset, nu er det tid til eventyr og pommes.
Nogle vil måske undres over natlæsning og pommes, men det gik vi ikke så meget op i, vi havde heller ikke fine ting som tandbørster og varmt vand.



Det var min mor, som bragte historier ind i mit liv eller i hvert fald læste historier, og med dem blev min fantasi og evne til, at forestille mig sluppet løs.

Det lå ikke i kortene, at jeg skulle komme til at bruge en hel del af min tid på bøger og læsning, alene af den årsag, at jeg ikke havde lyst til at lære bogstaver – det var for kedeligt.
Mine forældre delte ikke min ubekymrethed. I tredje klasse ansatte de en lærerstuderende til at komme hver eftermiddag, og så faldt bogstaverne på plads.

Jeg holder meget, af gode bøger – Jeg kan også holde, af mindre gode bøger – nogle gange kan jeg gribe mig selv i at holde af en halvdårlig bog.

------- 
Af Richard Adams ”Kaninbjerget” lærte jeg om, at være nødt til at skifte omgivelser og forsøge at tilpasse sig på trods af modgang. 

Richard Wrights ”Søn af de sorte” lærte mig om overgreb og uretfærdighed mod mennesker der har en anden hudfarve end den herskende klasse.

Af Sjöwall og Wahlöös ”Politimorderen” lærte jeg at forholde mig kritisk til pressen.

Af Aldous Huxleys ”Fagre nye verden” lærte jeg om masse påvirkningens rædsler eller velsignelser alt efter hvilke øjne der læser.

George Orwells ”1984” lærte mig om masseovervågning, tankekontrol og det menneskelige behov for frirum.

George Orwells ”Kammerat Napoleon” lærte mig, at magt og indflydelse meget let kan føre til tyranni og ikke mindst: ¨Alle dyr er lige, men nogle dyr er mere lige end andre¨.
------- 



Et ¨Barn af bøger ¨ er jeg – at være det har givet mig et intellektuelt rum til eftertænksomhed og åbnet mine øjne, ører og mund og jeg kan se, at det er givet videre til næste generation og det kan du, som følger af denne blog også (Book me up, Scotty! – alias min datter, Maria).