Børn af bøger: Elena Leah, bogblogger og psykolog

Denne måneds Barn af bøger er Elena Leah, som er psykolog og formidler af litteratur på Litteraturhuset og @litteraturhusetdk. Her er der særligt fokus på litteraturens terapeutiske potentiale.

Hvor meget jeg end ville ønske, at mine første erindringer med litteratur var et hjem fyldt med bøger fra gulv til loft, hyggelige aftener i skødet på en højtlæsende voksen og spændende biblioteksture.. så starter min fortælling et andet sted.

Selvom (boglige) uddannelser og det at læse bøger, altid har været forbundet med respekt, klogskab og økonomisk stabilitet i mit barndomshjem, kommer jeg ikke fra et hjem med særlig mange bøger. Udover et indbundet eksemplar af H.C Andersen, nok mest for at vise at mine forældre da havde lidt interesse i dansk kultur, var der ikke meget andet end Lademanns matbrune leksikon og et par anonyme og uinteressante bøger.

Mine første minder med bøger er umiddelbart min mor, som læste højt af Pinocchio på russisk, ved siden af min seng. Jeg mindes også, at hun sang og fortalte digte for at få mig til at sove, hvilket jeg nød meget. Hendes blide stemme lullede mig i søvn, til billeder af funklende stjerner og rolige himmelstrøg. Men Pinocchio står nu alligevel klarest for mig. Det var ikke en letlæst Disney udgave med store og farverige billeder. Det var i stedet en tyk og ældre bog med tætpakket tekst og enkelte detaljerede billeder. De eventyrer og forhindringer Pinnochio skulle igennem, var lige dele spændende og skræmmende, og måske netop derfor gjorde de indtryk på mig. Disse stunder blev dog med tiden erstattet af en anden slags.

Jeg husker, at min mor satte sig for at jeg skulle lære at læse russisk. På trods af, at jeg fra barnsben har været videbegærlig, klaret mig godt i skolen og været et nemt barn, var russisk-”undervisningen” alt andet end sjovt for mig. Min mors utålmodighed og temperament stod i vejen for hendes pædagogiske evner, og jeg husker læsningen som pinefuld. Det endte ofte med, at jeg græd og følte mig som en fiasko. Doven og helt igennem utaknemmelig over at have denne store mulighed for at kunne lære et svært fremmedsprog af en indfødt.

Som det så ofte er med erindringer, har de det med at vokse, forsvinde eller helt ændre karakter. Derfor kan jeg ikke sige med sikkerhed, hvor længe denne pinsel egentligt stod på. Men jeg husker det som, at jeg hurtigt fik en fintfølt fornemmelse for, hvornår seancen skulle begynde. Jeg fornemmede straks, når min mor satte sig i lædersofaen i stuen med en uinteressant børnebog med alt for store bogstaver, langt under mit abstraktionsniveau, og forsøgte at ligge op til en hyggelig stund.

Heldigvis opgav min mor med tiden, og jeg kunne få ro.

Min bror og Harry Potter gjorde mig til barn af bøger

De fleste ville måske have groet en aversion for bøger efter sådan en omgang, men heldigvis blev min bror, i ledtog med selveste Harry Potter, min redningsmand.

Jeg læste med glæde det vi fik for i skolen, men den personlige interesse for bøger, for egen fornøjelses skyld, kom i takt med min storebrors voksende læselyst. Det startede med, at han fik job som bogopsætter på vores lokale bibliotek. Han var en rod i mange af livets aspekter, men dette job værnede han om. Selvom han vidst brugte lidt flere timer på at kigge i bøgerne, end at sætte dem på plads. Han fik stor glæde for fantasy, og selvom skolen ikke sagde ham så meget andet end piger, venskaber og slagsmål, kom der også plads til de selvudvalgte bøger. Min bror stødte en dag på Harry Potter og blev hurtigt begejstret for ham og det dertilhørende fantastiske univers. Han prøvede at overtale mig til også at begynde på serien.

Harry Potter kommer til verden i en alder af 11 år. Jeg begyndte at læse ham da jeg selv var deromkring. Fra start var jeg fuldkommen fortryllet. Det talte direkte ind i mine drømme, længsler, sorger og besvarede flere af mine spørgsmål og matchede mange af mine værdier og livsforståelser. Jeg følte, at jeg var kommet hjem i takt med at magien voksede i mig. Jeg lå ofte over sengetid, gemt under dynen og med en lygte rettet ned på det hvide papir. Om dagen drømte jeg om at få mit Hogwarts brev, fantaserede om en fjern slægtninge der var troldmand/kvinde, og havde snakke med mig selv om, hvilket kæledyr jeg ville have når jeg en dag kom på Hogwarts. Jeg tilskrev mig skiftevis Ravenclaw og Gryffindor og dyrkede universet så meget jeg kunne. På trods af, at jeg som barn trivedes ud ad til, klarede mig godt i skolen og var social vellidt, følte jeg mig ofte ensom og misforstået derhjemme. Set i bakspejlet havde jeg tanker af eksistentiel karakter, som ingen børn bør have, men Harry Potter omfavnede mig og gav mig håb. På den måde har Harry Potter serien betydet meget for mig. Ikke kun for min læselyst.

Magien fortsatte

Efter jeg havde læst de første bøger i Harry Potter serien 4-5 gange, utålmodig efter den næste udgivelse, tog min mor bøgerne fra mig. Jeg måtte til at læse noget andet. Inspireret af min bror tog jeg på biblioteket og spurgte efter bøger med hekse og magi i dem. Retrospektivt havde jeg behov for noget at spejle mig i og blive inspireret af, samtidig med at jeg kunne forblive i et fortryllet univers. Jeg elskede Mary – heksens datter samt Troldkvinden af Cecilia Rees. Dragens Kys af Josefine Ottesen udvidede min forståelse for køn og seksualitet, og Hvid Heks af Lise Blomquist fik mig til at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor man nogensinde skulle ønske IKKE at være en heks. En bibliotekar forsøgte at pege mig i retning af bøger der var beregnet min aldersgruppe, og som drejede sig om (realistiske) pigeliv med fokus på drenge, venskaber og kæledyr. Dem fandt jeg hurtigt kedelige og uinspirerede.

Da jeg i 6.klasse skiftede skole til en mere ambitiøs skole, matchede min dansklærers store engagement min litteraturinteresse. Jeg var én af dem der rent faktisk læste Bjarne Reuter, Klaus Lynggaard og Hans Scherfig med stor glæde, mens jeg fortsatte med at låne bøger ved siden af lektierne. Min dansklærer var samtidig skolens bibliotekar, så der var masser af inspiration at hente. Selvom jeg fandt de fleste fag interessante, fik dansk en særlig plads i mit hjerte. Udover at læse en masse skønlitteratur, fik jeg her mulighed for at få min livlige fantasi og mange tanker ned på papir. Samtidig anerkendte min lærer mine fortællerevner og kreativitet. Det var uden tvivl med til at jeg fik en kærlighed for at udtrykke mig gennem det skrevne og at jeg drømte om at blive forfatter. Tak Lene.

Fortællingerne lever videre - litterære terapisaloner og praktiserende psykolog

Både min læse- og skrivelyst har siden fortsat. Og selvom jeg stadig har til gode at søge ind på forfatterskolen, så har jeg allerede beskæftiget mig med fortællinger i mange år. Jeg valgte at studere psykologi for at blive klogere på mennesker og dermed kunne hjælpe dem. I slutningen af studiet koblede jeg min kærlighed til litteratur med psykologi i min afhandling Jeg føler den forstår mig! - Skønlitteraturens terapeutiske potentiale.

Siden da har jeg anmeldt bøger for de fleste forlag i Danmark via hjemmesiden Litteraturhuset.dk Her skriver jeg også diverse artikler og reportager om samme. Til daglig fører jeg Litterære Terapisaloner og er privat praktiserende psykolog i indre København. Det hele føles enormt meningsfuldt og er koblet på kryds og tværs. Det er lige så fantastisk, som det lyder og jeg er lykkelig over at alt mit arbejde giver pote. Sidst men ikke mindst, er jeg aktivt skrivende igen. Min drøm er stadig at udgive en dag.

Selvom jeg er lykkelig over, hvor jeg er i dag, er jeg nysgerrig på, hvad der kunne være blomstret, havde jeg en litteraturglad voksen ved min side. Jeg fandt meget af mit læsestof på egen hånd, og kan i dag se, at jeg læste forud for min alder. Jeg holdte mig ikke tilbage med hverken at læse eller skrive, men velvidende om hvor mange muligheder der i dag – ville jeg så have været et andet sted? Der findes skrivelinjer på både efterskoler og højskoler, der findes kurser og workshop for skrivende børn. Og der findes rent faktisk en anerkendt uddannelse for forfattere, i kontrast til hvad jeg fik fortalt dengang.

På en eller anden måde virker det alligevel til, at jeg fik samlet puslespilsbrikkerne ret godt, og har fået skabt mig det liv jeg ønsker. Nemlig et liv i fortællingernes univers.

Børn af bøger: Per Jean Johansen, Scottys far og dedikeret læser

Mit navn er Per Jean Johansen, jeg er født i de tidlige 60’ere og opvokset i Hvalsø, nærmere bestemt Hvalsø Bio og Cafetten. 

Min første erindring om bøgernes verden ligger mange år tilbage – det er vel også en naturlig følge af, at min barndom blev udspillet for, nå ja … mange år siden.

Det er en mørk aften, fire af os fem unger ligger i køjesenge på vores fælles soveværelse, vi venter – venter på vores mor får tid til at komme, og endelig kommer hun. Hun har pommes frites med og den tunge lugt af fritureolie breder sig i soveværelset, nu er det tid til eventyr og pommes.

Nogle vil måske undres over natlæsning og pommes, men det gik vi ikke så meget op i, vi havde heller ikke fine ting som tandbørster og varmt vand.

Det var min mor, som bragte historier ind i mit liv eller i hvert fald læste historier, og med dem blev min fantasi og evne til, at forestille mig sluppet løs.

Det lå ikke i kortene, at jeg skulle komme til at bruge en hel del af min tid på bøger og læsning, alene af den årsag, at jeg ikke havde lyst til at lære bogstaver – det var for kedeligt.

Mine forældre delte ikke min ubekymrethed. I tredje klasse ansatte de en lærerstuderende til at komme hver eftermiddag, og så faldt bogstaverne på plads.

Jeg holder meget, af gode bøger – Jeg kan også holde, af mindre gode bøger – nogle gange kan jeg gribe mig selv i at holde af en halvdårlig bog.

------- 

Af Richard Adams ”Kaninbjerget” lærte jeg om, at være nødt til at skifte omgivelser og forsøge at tilpasse sig på trods af modgang. 

Richard Wrights ”Søn af de sorte” lærte mig om overgreb og uretfærdighed mod mennesker der har en anden hudfarve end den herskende klasse.

Af Sjöwall og Wahlöös ”Politimorderen” lærte jeg at forholde mig kritisk til pressen.

Af Aldous Huxleys ”Fagre nye verden” lærte jeg om masse påvirkningens rædsler eller velsignelser alt efter hvilke øjne der læser.

George Orwells ”1984” lærte mig om masseovervågning, tankekontrol og det menneskelige behov for frirum.

George Orwells ”Kammerat Napoleon” lærte mig, at magt og indflydelse meget let kan føre til tyranni og ikke mindst: ¨Alle dyr er lige, men nogle dyr er mere lige end andre¨.

------- 

Et ¨Barn af bøger ¨ er jeg – at være det har givet mig et intellektuelt rum til eftertænksomhed og åbnet mine øjne, ører og mund og jeg kan se, at det er givet videre til næste generation og det kan du, som følger af denne blog også (Book me up, Scotty! – alias min datter, Maria).

Børn af bøger: Mich Vraa, forfatter og oversætter

Denne måneds Barn af bøger er forfatter, Mich Vraa, som ud over at stå bag den anmelderroste trilogi om Dansk-Vestindien også har oversat over tusinde engelske bøger til dansk.

Okay, jeg er måske mere en far til bøger end et barn af dem. Men når man så tænker tilbage, er der alligevel nogle klokker der bimler ...

                      Jeg husker en sommer på Thurø da jeg var seks, den anden af to som min lille familie tilbragte i røgeriet ved Mårodde, en uendelig række af vidunderlige dage (sikkert nok hele syv), i vidunderligt vejr (småregn og overskyet, men ganske lunt de fleste dage). Med lyden af småbådes dieselmaskiners tøftøf i ørerne og udsigt til det blikstille sund mellem Troense og Blåby lyttede jeg og min søster til min mors stemme der læste Hector Malots Frændeløs. Jeg husker de utroligste detaljer fra den sommer, men så godt som intet fra bogen. Men jeg tror den var den første rigtige bog jeg fik læst højt.

Mit navn er Remi, og jeg er et hittebarn ...

                      I det statelige, palælignende hus bag røgeriet boede en gammel skibskaptajn, komplet med hvidt fuldskæg, træben, søkikkert i vindueskarmen, udstoppede kolibrier, koraller og sømandsskrøner. Jeg lyttede med tilbageholdt åndedræt til skrønerne, og dem husker jeg langt bedre end Frændeløs. Historier om hvordan hans skib ”Karise” frøs inde i Beringstrædets ismasser, og koldbranden tog hans ene ben. Han viste mig et album med fotografier af motorskonnerten, fanget i skrueisen. Mændene sprængte dynamit under isen for at lette trykket på skibsskroget. Da de slap fri, gik de i havn i Sibirien og lastede i tusindvis af huder og pelse. I sin ungdom havde han sejlet på Sydamerika; han havde set vulkaner og isbjerge, palmestrande og kæmpehvaler; ja, han havde rejst overalt, men han var altid vendt hjem. Nu fandt han et taknemmeligt publikum i en dreng på seks, og drengen fandt - ja, hvem ved? - begyndelsen på sit livs historie.

Kaptajnen i hans velmagtsdage

                      For næsten tres år senere var det ham jeg tænkte jeg på da jeg skrev Haabet om Marias far, den hårdhudede skibskaptajn der var vendt hjem til Thurø efter et liv som sømand på de syv have. Og som slavekaptajn.

Thurø 1959, kaptajnens hus på bakken bag bræddehytten hvor vi boede det første år de var der. Jeg sidder sammen med min mor som nu er 94.

                      Da jeg blev en smule ældre, læste jeg romaner om dyr. Grum af Svend Fleuron lærte mig alt hvad der er værd at vide om de ferskvandsfisk som jeg brugte al min fritid på at fange da jeg var syv, otte … ti år. Og Kong Gråbjørn hvis hovedperson er en vældig grizzly i Rocky Mountains.

                      Det var bøger som jeg fandt i min bedstemors og mine forældres bogreoler. Glemte, støvede værker som en overgang forekom langt mere spændende end nutidens forudsigelige fortællinger om drengedetektiverne Kim og Jan, dydsmønsteret Flemming eller spasmageren Tykke-Niels.

Thurø 1960, jeg sidder ved siden af min far, bankmand og gammel kaproer, på badebroen ved røgeriet.

                      Jeg husker hvordan jeg engang da sommervarmen blev for trykkende, søgte ned i kælderen under mine forældres hus i Fruens Bøge og finkæmmede en gammel reol. Jeg læste de første linjer i en falmet bog med titlen Den graa klippes hemmelighed. Forfatteren hed Jan Peiter. I dag ved jeg at det var et af den mageløst produktive Ellen Duurloos pseudonymer.

                      Den bog, denne eventyrligt forvrøvlede fortælling om unge Jackie fra New York hvis familie emigrerer til Brasilien i søgen efter lykken, åd jeg på et par hurtige timer i den kølige kælder.

Jackie maatte bide sig i Læberne for ikke at komme til at tude som en anden Tøs …

                      Bagefter ledte jeg videre i reolen. Og ved et sært tilfælde var den næste bog som jeg tilfældigt valgte, nummer to i denne serie om Jackie. Mandedræberen. Om Jackies oplevelser med indianeren Chakito og det lidet imødekommende Grå Folk der har levet i en skjult dal i århundreder.

                      Hans oplevelser nærede min tørst efter selv at opleve eksotiske eventyr, og de åbnede mine øjne for bøgernes verden, men nogen glubsk læser var jeg ellers ikke, i hvert fald ikke i forhold til hvor stor en rolle bøgerne senere kom til at spille i mit liv. Jeg har oversat og skrevet flere titler end jeg har læst for sjov. Noget over et tusind.

                      En sikker klassiker var Anders And som blev leveret i abonnement i postkassen hver tirsdag og indtaget sammen med fire halve pålægsmadder. Jeg tør knap tænke på hvor mange penge sådan et mint eksemplar af Walt Disneys Anders And & Co. Nr. 6. 11. februar 1964 16. årgangmåske kunne indbringe på en samlerauktion i dag. Det var det år Walt Disney døde, og vi gyste ved rygterne om at hans lig ikke var blevet begravet, men i stedet frosset ned et sted i Californien, så tegneserie- og filmmagnaten en dag ville kunne genopstå og fortsætte sit værk.

Oh, skænk mig en grav ved det isgrønne hav / hvor kun bølgerne hører min gråd …

                      I et af sine overmodige overdrivelse-fremmer-forståelsen-moments sagde Dan Turell engang at alt hvad han vidste, havde han lært af Anders And.

                      Da jeg var ti, var jeg tilbøjelig til at mene noget lignende. Hvad er grå ambra? Wienerschnitzel? Kan man hæve et skibsvrag ved at pumpe det fuldt af bordtennisbolde? Hvordan reagerer kvinder når man glemmer deres fødselsdag?

                      Der var en længere periode hvor Anders And vistnok var det eneste jeg læste ud over tegneserien Carlt og Blondie på bagsiden af Fyns Tidende (den avis hvor jeg senere fik mit første journalistjob). Men så lærte jeg ad andre kanaler. Jeg kunne skille en knallertmotor ad og sætte den sammen (det første er, som alle ved, betydeligt nemmere end det sidste); jeg kunne brygge en anstændig ballon risvin til de evindelige weekendfester; jeg kunne blande oliefarver til en ønsket nuance. Jeg begyndte at male på lærreder. Og så fandt jeg igen nogle bøger i forældrenes bogklubforsynede reol.

                      Jeg læste Renoir, min far af kunstner-ikonets søn, filminstruktøren Jean Renoir. En bedre indføring i impressionisternes storhedstid i Paris findes næppe: maleriets filosofi, solspættede eftermiddage og lune sommeraftener på Moulin de la Galette på Montmartre, forhånelsen af de første udstillinger, gennembrud og storhed. Det er en historie der rummer det hele.

                      Jeg var teenager, og sideløbende med maleriet (som jeg ved gud aldrig udviklede noget stort talent for) opdagede jeg en bogserie der var så fjern fra Renoirs verden som tænkes kan: Ian Flemings romaner om Agent 007, James Bond. Jeg har læst dem alle sammen adskillige gange. Bortset fra at de på alle planer er mere interessanteend filmene, lærte de mig også – jamen det passer! – en hel del om fortælleteknik. Ian Fleming var ingen Hemingway, men min fascination af Caribien begyndte dér. I et solbagt horehus på Love Lane nummer 3½ i fiskerflækken Savanna la Mar på Jamaica.

”Mister, the undertaker is right here. You care to feel his wind?”

Ian Fleming og Sean Connery

Senere igen havde jeg en veninde som læste murstensromaner, og en tid lang fulgte jeg hende ind i Verden ifølge Garp,En mand, Savannah, Sophie’s Choice, Øst for Paradis … Men da var jeg i hvert fald ikke længere et barn; jeg var begyndt at skrive selv, for alvor, og havde faktisk allerede fået udgivet min første roman, i en alder af 27.

                      Således bugter der sig en rød tråd fra Frændeløs på Thurø til Claude Monet der i kunstens tjeneste sætter trafikken i stå på Gare St.-Lazare i Paris, over koldkrigstidens spionromaner og 80’ernes mest læste litterære bestsellere til Faith, det sidste bind i min vestindiske trilogi som udkommer 16. august.

                      Så litteraturen former os, både vi børn af bøger som skriver, og I børn af bøger som læser ...

Mich Vraa

Børn af Bøger: Kathrine fra Bibliotekattens Bøger

Denne måneds Barn af bøger er Kathrine Bach Pachniuk, som er børnebibliotekar og digtital formidler af litteratur på Bibliotekattens Bøger og @bibliotekat. 

----

Mit navn er Kathrine, og jeg har været et barn af bøger - og tegneserier - siden jeg lærte mig selv at læse, fordi jeg var træt af ikke at kunne læse Anders And-blade.

Jeg blev til et barn af bøger, fordi der altid var bøger omkring mig

Jeg læste Anders And bladenes billeder, før jeg læste ordene, men til sidst ville jeg ikke vente længere. Mine forældre læste højt, jo jo, men det var jo når de havde tid og var i nærheden. Jeg ved ikke hvordan jeg lærte det, men en dag var koden knækket, som man siger nu. Og så læste jeg alt. Jeg læste billedbøger til langt op i teenageårene og voksenbøger, før jeg sikkert burde. Jeg følte mig aldrig pinlig over det jeg læste. Selvom jeg altid var lidt bange for bibliotekaren ikke ville lade mig låne Stephen King-bøgerne fra voksenbiblioteket (Børn, dengang var der ikke udlånsautomater. Det var et rigtig menneske på biblioteket, der stemplede bøgerne ud til dig)

Jeg tror aldrig, jeg var blevet den læser jeg er uden min far

Min far er ufaglært og har aldrig taget en decideret uddannelse, men han læste altid. Dickens, Wordsworth, Austen, alle klassikerne. Og Lord of the Rings, Hitchhikers Guide og tegneserier. Fagbøger om rummet og stjernerne. Og lige så vigtigt, så sagde han aldrig nej, hvis jeg ønskede mig en bog. Det var ikke noget, der var afgrænset til jul og fødselsdage. Hvis jeg så en bog, jeg gerne ville have, prioriterede han at købe den, selvom han ikke havde ret mange penge, og jeg misbrugte det aldrig. I en periode var jeg dybt fascineret af opslagsværker med insekter og planter og den slags. Der gav ham mig løbende Politikens Hvad finder jeg-serie. Hvad finder jeg i sø og å, I skov og krat. Sammen med den med fugle fik jeg en rigtig kikkert. Det er en af de bedste gaver jeg har fået. Ikke fordi jeg er ornitolog eller biolog nu, men fordi han opmuntrede mine interesser uden at sige voksenting som: “Kommer du nu også til at bruge den?” Han stolede på mig og gav mig plads og mulighed til at udforske. Børn er ekstremt videbegærlige og det er de voksnes opgave at vedligeholde det videbegær. Selv når organiseret læring i skolen truer med at slå det ihjel.
Senere da jeg lærte at læse på engelsk blev det en del billigere for ham, fordi brugte paperbacks i England koster mellem 10 og 50 pence. Og måske handlede det mindre om den egentlige bog og mere om at jeg så at det var vigtigt for ham. Det var noget, der betød noget. Min storebror gav mig også altid bøger i gave, selvom han altid har været mere gamer. Jeg tror, at det var fordi han ikke vidste, hvad han ellers skulle give mig, når vi holdt jul sammen, men jeg så op til ham, så hvis han gav mig en bog, så læste jeg den og elskede den. Simpelthen fordi den var fra ham - og han havde ret god smag. Det var ham, der introducerede mig for Erik Menneskesøn og Shannaras Sværd, og jeg elsker stadig de bøger selvom de kopier han gav mig dengang desværre er gået tabt i flytninger.

Kathrine har desværre ikke billeder af sig selv som læseføl, men til gengæld har hun massevis af billeder, der illustrerer, hvordan hendes egen søn opdrages som et barn af bøger.

Men i virkeligheden var jeg i højere grad et barn af biblioteket - og specifikt Arden Bibliotek

Jeg havde faktisk ikke en særlig stor bogsamling (udover mine Stephen King paperbacks) - det kom først senere. Så den bibliotekar som måske nok misbilligede mine valg af litteratur (som regel horror, Virkelighedens Verden og fantasy), men aldrig dømte mig eller sagde noget, som ville gøre mig flov eller bange for at låne flere bøger har også en stor del af æren. Jeg advokerer selv meget for højtlæsning, men som jeg husker det var det ikke en stor del af min barndom, fordi jeg lærte at læse så tidligt. Det var det til gengæld at sidde i stilhed med min far, mens vi læste i hver vores bog. Eller høre min mor dø af grin over Kærlighed ved første hik og bare sidde og vente utålmodigt på, at hun blev færdig med den, så jeg kunne læse den åbenbart vildt sjove bog! (Og det var den!).

Stormy did not see that plot twist coming.

Mange bøger gjorde mig til et barn af bøger

Men dem jeg husker tydeligst er Peddersen og Findus billedbøgerne, som jeg stadig elsker og læser - helt for min egen skyld. Skrumpen af Gunnar Wille. Dennis Jürgensens Dystopia, som var min introduktion til min livslange besættelse af fantasy. Erik Menneskesøn og Shannaras Sværd som jeg nævnte før. Og så nærmest hele Stephen Kings forfatterskab. Jeg ved ikke, hvad det var ved horror, der talte til mig, men jeg elskede det fra starten. Jeg kan ikke engang huske min første King-bog, men jeg lånte og læste mine favoritter igen og igen. Jeg må have læst Opgøret mindst 10 gange, hvis ikke flere. Og det var også her, jeg blev træt af det begrænsede udvalg af de bøger jeg gerne ville læse på dansk. Så jeg lærte at læse på engelsk. Jeg havde allerede læst mange af King-bøgerne gentagne gange på dansk, så jeg begyndte bare at læse dem på engelsk i stedet. Jeg kendte en del ord allerede, fordi min far er vokset op i England og vi besøgte vores familie derovre hvert år og resten kunne jeg slå op i en ordbog. Og det åbnede en hel ny verden af bøger.

Det er svært at sige, hvad har det betydet for mig, at jeg var et barn af bøger

Jeg ved jo ikke hvor og hvordan jeg ville have været hvis jeg ikke var. Mange begynder først rigtigt at læse som voksne og jeg tror såmænd ikke at jeg er et bedre menneske end dem. Måske havde jeg endda stadig været bibliotekar, hvis jeg ikke havde været et barn af bøger. Men jeg kan sige, at jeg ikke kunne forestille ikke selv at opdrage et barn af bøger. 
Nu har jeg fået mit eget menneske og jeg kan ikke lade være med at købe bøger. Bøger han først kan læse om 3 år, om 5 år, om 10 år. Jeg kan ikke forestille mig at han skulle voksne op uden de oplevelser bøger er. Film og computerspil er også fremragende medier og oplevelser, men bøger kan noget særligt. Og jeg vil gerne have at mit barn får alle oplevelserne med og den opgave at gøre et barn til et barn af bøger er for vigtig til at jeg vil overlade den til skoler og institutioner. Læsning er ikke lektier. Læsning er en familieaktivitet og hygge på linje med Disney Sjov og børnetime. Skoler, daginstitutioner og biblioteker er supervigtige, men at gøre vores børn til læsere er et fælles ansvar, der også ligger hos forældrene. Kærlighed til bøger og den gode fortælling var en gave jeg fik af mine forældre i vuggegave og nu giver jeg den videre - både til mit eget barn og til alle de børn hvis forældre og lærere der følger min blog og instagram, hvor jeg gør mit bedste for at inspirere til læsning hver eneste dag.

Jeg mærker i dag, at jeg var et barn af bøger, fordi jeg kender vigtigheden af at have adgang til dem

Både i hjemmet, men i højere grad i det frirum biblioteket er. Et sted hvor man som barn kan gå hen og låne og læse helt frit uden at ens forældre blander sig eller ved at man låner bøger om sex eller tordenøgler. Man kan udforske sine interesser uden indblanding. Det kræver naturligvis gode og dygtige bibliotekarer til at formidle litteraturen og jeg håber at vi snart ser en ændring i prioriteterne og får litteraturformidlerne tilbage i biblioteksrummet.
Man kan naturligvis også finde en masse information på internettet, men der er en særlig viden at hente i skønlitteraturen. Den er er ikke så målbar som den man får fra internettet og faglitteratur. Man kan ikke sige at ‘nu ved jeg det og det’, men alle de små bidder fra andres virkeligheder, man absorberer gennem bøgerne samler sig og er med til at danne ens verdenssyn. Skønlitteraturen kan vise os verden fra hvor andre står. Jeg kan aldrig opleve, hvordan det er at være farvet i dagens USA eller kvinde i 1700-tallet. Men jeg kan læse en fortælling, der kan vise mig aspekter af det. Det er en stor del af at udvikle sin empati og sit verdenssyn og blive et helt menneske.

Børn af bøger: Julie Fønskov, bogblogger på Lit Comprimé

-

Min læselyst er ikke medfødt

Jeg var aldrig et barn af bøger

-

”Jeg forsvandt ind i bøgerne som lille, var barn blandt drager og tryllestave, svøbt i en puppe af ord.”

Man hører det så tit blandt bogelskere: De voksede op med bøger, hvis historier flød sammen med deres egen barnlige fantasi. Det lyder så eventyrligt. Jeg har bare ikke de minder selv. Jeg var intet barn af bøger. Jeg var heller ingen teenager af bøger. Jeg var knap nok ung voksen af bøger. Jeg har helt sikkert læst mere end gennemsnittet. Men flugten ind i alternative verdener, følelsen af at være hjemme i selskab med sidernes skrevne ord husker jeg ikke.

En uklædelig følelse af antipati ulmer i min mave, når jeg hører en lidt for pladdersentimental beretning om nogens lyksalige børnebogsminder. Egentlig er jeg bare misundelig og lader bitterheden over andres tilsyneladende magiske litterære barndomsoplevelser tage over.

 

Julie: “Er jeg den eneste, der ser plakaten på væggen og hører en stemme sige … og Disney-DVD!´ "

Læste jeg? Ja da. Læsning var altid et fagligt felt, hvor jeg brillerede. Det kom legende let til mig. Jeg husker en dag i starten af første klasse, hvor hver elev fik uddelt et ord, som skulle læses højt for de andre på tur. Mit ord var ”JEG”, og mens de andre børn tvivlede på deres og fik hjælp, læste jeg højt uden anstrengelser. Jeg fik øjeblikkeligt ros for at klare ordet så ubesværet, for det var et af de sværeste i bunken, sagde min lærer: Både det mærkelige J og det bløde G var ikke lige til at gennemskue.

Det var altid læsningens tekniske dygtighedsaspekt, som satte en ild i mig. Senere brystede jeg mig i hemmelig stolthed af at læse røde dingobøger, mens mine kammerater stadig kæmpede med de grønne. Når jeg i mine præ-teenageår læste hele bøger på en dag, var det oftere for tilfredsstillelsen ved at kunne, end for indlevelsesfølelsen af bare ikke at kunne give slip.

Som ung læste jeg ikke. Gymnasietiden bød på langt vigtigere ting at tage sig til (pizzaer skulle spises, drenge skulle kysses, øl skulle drikkes), og jeg undgik endda så vidt muligt at læse for mange lektier til dansk- og engelsktimerne. Først i starten af mine tyvere, begyndte en spirende passion at tage form, da en boghandel tilbød 3 hardbacks for 100 kroner, og der (for en gangs skyld) lå smukke, forførende titler iblandt. Ironisk nok var der her, jeg købte De Sataniske Vers, som jeg seks år og tre forsøg senere, stadig ikke har gennemført.

Jeg forsvinder stadig ikke ind i bøger. Har jeg postyr omkring mig, eller distraheres jeg af indre uro, kan jeg umuligt holde fokus. Jeg glemmer sjældent, at jeg læser, mens jeg gør det, og jeg må aktivt tvinge mig til at læse dagligt for ikke at ende i en reading slump. Alligevel ville mit liv føles tomt uden litteraturen. Jeg var ikke et barn af bøger, men jeg er blevet en inkarneret voksen af bøger. Det kan virke mærkeligt skamfuldt at erkende. Som om jeg er den ”forkerte” form for bogelsker, når min kærlighed til litteraturen er udviklet og ikke medfødt. Når min læselyst stadig skal fremelskes og plejes for ikke at smuldre.

Kun én læseoplevelse fra min barndom, satte sig så stærkt i min lille krop, at den sidder der endnu: Bent Hallers Ispigen var noget af det mest bedrøvelige og rædselsvækkende, jeg havde læst. Tænk hvis alle mine læseoplevelser havde haft så intens en effekt.

Julie Fønskov blogger på Lit Comprimé og deler også sine læseoplevelser på Instagram under profilnavnet @litcomprime.

Børn af bøger: Nanna Lundgaard Arbøl, forfatter

Mit navn er Nanna, jeg er 28 år gammel. Jeg kan ikke lade være med at lege med ord, forsvinde ind i bøger og drømme. Jeg studerer dansk tegnsprog til dagligt, hvilket også giver mig rig mulighed for at dykke ned i sprogets mange facetter.

Identitetsløs

Som så mange andre børn, blev jeg heldigvis introduceret til bøgernes verden af mine forældre i en tidlig alder. Men det var ikke dem, der viste mig, hvad bøger kan gøre ved sjælen. Det skulle jeg først selv senere opdage.
Jeg voksede op med harpiks på fingrene og duften af pomfritter fra hallens cafeteria. Jeg brugte al min tid på en håndboldbane, helt frem til jeg blev 19 år. Da blev jeg anbefalet at lægge sporten på hylden, fordi de skader jeg blev ved med at pådrage mig, ødelagde min krop. Alting stoppede. Min verden gik i stå, kort sagt. Hvad skulle jeg nu? Hvem var jeg, når jeg ikke var håndboldspilleren Nanna?Jeg var ulykkelig, og jeg var bitter. Og jeg var identitetsløs. Men så gik jeg på biblioteket. Så læste jeg digte. Så begyndte jeg selv at skrive digte. Og så blev jeg langsomt, men sikkert trukket ind i dét, som bøgerne kan bedst. Jeg vidste ikke, at det ville få så stor betydning for mig, som det viste sig at skulle få. Jeg forsvandt ganske simpelt ind i sproget. Jeg dykkede ned i hvert enkelt lille detalje, hver mindste metafor. Jeg slog op i synonymordbøger for at møde nye ord, jeg skrev ned og forsøgte at bruge ordene i dagligdagen. Jeg brugte timer på at læse, på at skrive og på at opdage. Senere hen gik det op for mig, at jeg var i gang med at finde mig selv. I ordene, i bøgerne. Jeg var i gang med at genopfinde mig selv, og det var enormt interessant.Jeg gik fra at være et barn, der nød godnathistorier og højtlæsning i mor og fars seng, til pludseligt at være en ung, følsom kvinde på jagt efter mening. På jagt efter noget at holde fast i, da alting forandredes. Og det blev bøgerne og sproget.

Fotograf: Cecilie Sund Svendsen fra forlaget Copenhagen Storytellers.

Bagsidetekster og sidste-linjer
Lidt efter lidt begyndte jeg at samle. Jeg begyndte at købe de bøger, jeg gerne ville læse. De bøger, jeg blev nødt til at stifte bekendtskab med og ikke kun på biblioteket. Alle mine hårdt tjente penge blev brugt på at købe bøger. Det var sjældent, at jeg havde andet indholdsmæssigt kendskab til bøgerne end blot bagsideteksterne. Dé kan til gengæld også noget! De skal kunne noget. Jeg er typen, der griber ud efter en bog, vender den om og håber på, at bagsideteksten er fangende. Derfor er jeg nok gået glip af mange velskrevne bøger, alene fordi bagsideteksten ikke har talt til mig.
Dernæst skal nævnes, at jeg er en sucker for sidste-linjer. Sidste-linjer er noget af det allervigtigste for mig, når jeg læser en bog. En fortælling skal have en god sidste-linje, den fortjener det. Den skal være så god, at det gør ondt i maven, når hjernen opfanger det allersidste trykte punktum. Det behøver ikke at være noget voldsomt filosofisk eller en lang svada, der opsummerer hele bogens forløb. Tværtimod. Det kan være en ganske kort replik eller en sætning, der er så velformuleret, at du ville ønske, at du selv havde fundet på den. Den skal samle bogen, men behøver nødvendigvis ikke at være konkluderende eller afrundende. Sommetider er det sidste-linjer, som overlader slutningen til læseren, der er de allerbedste.
Jeg har en notesbog, hvori jeg skriver sidste-linjer, hver gang jeg har færdiglæst en bog. Der er egentlig ikke rigtig nogen særlig grund til, at jeg gør det, andet end at jeg godt kan lide at blive mindet om, hvad den specifikke linje gjorde ved mig, da jeg læste den første gang. Det er hyggeligt at slå op i notesbogen, og jeg gør det faktisk jævnligt. Nogle gange giver det mig endda lyst til at genlæse bøgerne.

Fotograf: Cecilie Sund Svendsen fra forlaget Copenhagen Storytellers.

Hjertebøger
Jeg elsker bøger. Jeg elsker at møde nye karakterer og nye universer. Men der er nogle bøger, der gør større indtryk end andre. Til at starte med vil jeg nævne min yndlingsbog, Min mor siger af Stine Pilgaard. Jeg bliver ved med at vende tilbage til den. I skrivende stund har jeg læst den ni gange. Pilgaard har en helt særlig omgang med ordene, hendes persongalleri er farverigt og humoristisk, på kanten til det tragikomiske, og så formår hun simpelthen bare at sige så meget ved brug af få ord. Det er virkelig interessant at være Pilgaards læser.

En anden bog, der har gjort stort indtryk på mig, er, Naja Marie Aidts nyeste bog Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Denne bog har jeg kun læst én enkelt gang, og der går lang tid før, jeg vil læse den igen. Den gjorde simpelthen så ondt at læse. Den var så brutal, men den var samtidig også smuk. Jeg har altid holdt af Aidts digte, fordi hun mestrer sproget til en grænse, hvor jeg altid sidder med åben mund og nikker genkendende til følelserne. Og med denne hjerteskærende beretning, om hendes døde søn, er jeg mindst lige så måbende.
Morten Brasks bog En pige og en dreng læste jeg for to år siden, men den sidder stadigvæk i mig. Den gjorde ondt, men det gjorde ikke noget, for Brask er dygtig, når det kommer at fortælle om kærlighed og smerte.
En digtsamling, der gennem tiderne har sat sit præg på mig, er, Philip Tafdrups Cat loves Sean. Det er en digtsamling skrevet ud fra gravstene på en australsk kirkegård. Tafdrup giver gravenes beboere en fortælling; han giver dem det liv, han tror, de har levet. Og det er både smukt og trist.
Hvis jeg skal vælge én bog, én fortælling, der gjorde mig til et barn af bøger, skal jeg en tur tilbage til min folkeskoletid. Længe før, jeg begyndte at interessere mig for skønlitteraturens verden. Min dansklærer gav os Naja Marie Aidts novellesamling Vandmærket, og i den faldt jeg over novellen Som englene flyver. Den barske fortælling gjorde mig det klart, at sproget og bøger altså kunne noget ganske særligt. Også når man er 14 år og bare gerne vil spille håndbold eller sætte hår.

Glæden ved at have været forsvundet

Hvorom alting er, så forsvandt jeg. Og den dag i dag, har jeg aldrig været mere glad for at være forsvundet dengang. For når man på magiskvis lander i en verden af ord, stemninger og følelser, så behøver dét at forsvinde ikke altid at betyde, at man ikke er tilstede. I sidste ende fandt jeg vejen videre, og jeg fandt ikke mindst mig selv.

Fotograf: Cecilie Sund Svendsen fra forlaget Copenhagen Storytellers.

  

Nanna er forfatter til novellen Træk vejret som udkom i novellesamlingen Oprør oprør/11 i 2011. I 2013 debuterede hun med sin første digtsamling, Under Cassiopeia og hendes seneste værk, Pulsens koordinater udkom i 2016 (jeg anmeldte den her).