Bloggermøde med Jeffrey Archer

Som jeg skrev i går, slog det mig pludselig, at jeg aldrig fik postet indlæggene fra de to events, jeg deltog i til Bogforum – YA-eventet (som blev postet i går) og mødet med Jeffrey Archer som følger herunder.

Archers tre oversatte romaner

Hvordan forbereder man en gruppe engagerede og ivrige bogbloggere på, at de nu skal møde en stor og særlig forfatter, som måske også selv synes, han er lidt stor og særlig vigtig? Det er svært at svare på, men jeg skal love for, at de søde forlagsfolk fra Lindhardt og Ringhof gjorde deres allerbedste, da vi skulle drikke eftermiddagste med Lord Jeffrey Archer søndag eftermiddag på Bogforum. Det var sætninger som; “han er lidt øhm … brysk”, “han kan godt virke lidt sur …” eller “I må ikke blive bange for ham”, som gjorde mig særligt spændt på at møde forfatteren, baronen, den tidligere eliteløber, politiker og – for en stund – fængselsindsatte, Jeffrey Archer. Og jeg blev ikke skuffet!

Jeg sad i modsat ende af Mr. Archer og jeg havde tidligt under mødet et spørgsmål, som jeg gerne ville have besvaret. Jeg var den første ikke-forlagsansatte til at stille et spørgsmål, og jeg blev mødt med et rungende, lettere vredt “SPEAK UP!”, som hang i luften til gru og advarsel for næste villige spørger. Jeg lader mig sjældent holde tilbage, så hans udbrud kom enormt bagpå mig, fordi jeg netop ikke er en fåmælt og mumlende type – men en oplevelse, det var det! Det forhindrede mig da heller ikke i at stille flere spørgsmål, og det var lige før, jeg tog mig selv i at finde hans reaktioner lige så interessante som hans svar på spørgsmålene.

Archer fortalte at han er “a very driven person”, og det var tydeligt for enhver, at han er tilhænger af streng disciplin og stram struktur. Den tidligere eliteløber står op 5.30 hver morgen og sætter sig og skriver i et par timer i sin badekåbe før han går i bad og spiser morgenmad. For ham handler det om at ”get up and beat those others”. Men han er også bevidst om sine privilegier i form af personalet i huset på Mallorca, hvor han arbejder på sine skriverier. Personalestaben består både af privatkokke, stuepiger og personlige assistenter, og huset er blot ét af Archers mange overdådige ejendomme. Huset på Mallorca hedder ironisk nok “Writer’s Block” – en tilstand forfatteren ikke selv kender til, hvilket han selv tilskriver sin arbejdstilgang. Han har kun tre-fire håndskrevne siders historie oppe i hovedet, når han sætter sig og arbejder, resten udfolder sig under skrivninger og derfor er hans arbejdsredskab også altid pen og papir;

“I handwrite every word. I like to see the pen move across the paper”.

Han fortalte også, at han ved at skrive i hånden, har tid til at tænke over sætningen og sin histories udvikling undervejs, fordi det tager længere tid at skrive i hånden end på computer. Selve skrivningen og opbygningen af sætninger er så betydningsfuld for ham, at et enkelt ord eller kan holde ham oppe om natten, fordi han finder det altafgørende, at hver eneste sætning i hans bøger er af enestående kvalitet. Han kan pludselig vågne om natten og være kommet i tanke om netop det ord, der kan gøre sætningen stærkere, og når det sker, står han op og arbejder, for som han selv siger;

“I’m never satisfied!”

Mr. Archer er i allerhøjeste grad en interessant karakter. Hans forfatterskab er imponerende – det ved han godt! Og hans adfærd er på sin vis også imponerende – eller måske snarere interessant. Han holder ikke igen med at sige sin mening, og han gør absolut intet for at præsentere den på høflig vis. Den succesfulde forfatter er decideret uforskammet, når han henvender sig til andre mennesker og de forlagsfolk, der havde været så ’heldige’ at få ansvaret for Archer, blev da også nærmest revset af forfatteren, som vekslede mellem at vække fascination, afsky og nysgerrighed i mig. Den eneste, der undslap sig Archers bryske irettesættelser var smukke Rikke fra Paperback Castles, og man kan jo kun gisne om hvorfor. 😉

Ser han ikke bare rar ud? 😜

Archer slutter af med at se sig om i lokalet og fastslå;

“There are no men in this room, cause men are pathetic. Women are going to rule the world.”

You said it, Archer. Tak for en fantastisk eftermiddag til Lindhardt og Ringhof og selvfølgelig til the man himself, Lord Jeffrey Archer.

Siri Hustvedt til Authors in Aarhus

Det var intet mindre end fantastisk at opleve Siri Hustvedt til Authors in Aarhus på Aarhus Universitet. Seancen blev ledet af professor, Andreas Roepstorff som, i tråd med Hustvedts videnskabelige passioner, har forsket tværvidenskabeligt i menneskelig kultur og biologi.

Uden omsvøb fik Roepstorff åbnet for ballet med spørgsmålet: “Hvordan kan litteratur hjælpe os med at forstå verden?” –Værsgo at svare Hustvedt. Og det gjorde hun, godt endda. Svarene var mange, men de to formåede at fastholde det indledende spørgsmålet som aftenens overordnede tema.

I følgende indlæg vil jeg forsøge at gengive nogle af de mest interessante udsagn, jeg tog med mig fra aftenen, og jeg kan ærligt sige, at jeg ramte Odense ved 23-tiden i en tilstand af ren eufori. Euforien udsprang naturligvis først og fremmest af mødet med en stor rollemodel, men også af, at jeg savner at studere. Og med udgangspunkt i en akademisk forfatter som bliver interviewet af en professor på et universitet, kan det ikke undgås, at aftenen får en sød duft af forelæsning og universitetsliv.

Din egen indre fortæller udfordres

Hustvedt lagde ud med at fortælle, at alle mennesker har en indre fortæller. Det er ikke nødvendigvis store fortællinger, der udspilles i vores indre, men bare den lille stemme, der hjælper os med at forstå verden, for eksempel ved at sortere folk i kasser. Når vi læser, åbnes en verden, som ikke nødvendigvis ligner vores, og når det sker, erstattes læserens egen indre fortæller med bogens fortæller. Af samme årsag argumenterede Hustvedt for, at det er vigtigt, at læseren indimellem vælger den litteratur som ligger langt fra dennes egen hverdag, fordi det kan udfordre et ofte fastgroet livs- og verdenssyn. Hun tilføjede yderligere, at det kan være interessant tyve år efter at genlæse en bog, man for eksempel stiftede bekendtskab med som 18-årig, fordi det så ofte vil være en helt anden historie, man læser. Om det sagde hun:

“When I read, what do I bring to the text?”

Hendes interesse for perception blev således mulig at identificere allerede i den indledningsvise samtale.

Litteratur er erkendelse

En anden måde litteratur kan hjælpe os med at forstå verden på er, ifølge Hustvedt, at litteratur, en specifik bog eller et særligt citat, kan være vejen til erkendelse. Forfatteren oplever selv, at en bog kan være åbningen til en erkendelse, som hun ikke mener havde været mulig uden. Sådan har jeg det også, og når det lykkes, kan jeg næsten ikke undgå at elske bogen, og så er det egentlig mindre væsentligt, om selve historien var altopslugende eller karaktererne identificerbare.

En anden erkendelse, som Hustvedts dobbelte rolle som både forfatter og læser har medført er, når hun indimellem genlæser en bog og opdager, at hun ubevidst er blevet inspireret af den, om hvilket hun sagde:

“Did I steal it? –No, but I definitely found the source.”

Hun tilføjede yderligere, at kunst, uanset om vi taler litteratur, malerier, skulpturer eller noget fjerde, er som collager. Vi er ikke renvaskede, blanke tavler og verden er ikke ny og uberørt, så alt, hvad vi beskæftiger os med er en overbygning eller tilføjelse til det, der allerede er – et lag af collager.

Forfatter eller kvindelig forfatter?

Det kunne selvfølgelig ikke undgås at ordet autobiografi (selvbiografi) kom op. Hustvedt problematiserede det velkendte faktum, at hver gang en kvindelig forfatter bruger bidder af sig selv eller egne erfaringer i sine tekster, bliver hun beskyldt for at være en selvcentreret navlepiller, hvilket sjældent bliver sagt om mandlige forfatteres tekster. Hun er bevidst om, at den kritik eller de spørgsmål, der har været rejst om, hvorvidt lige netop hendes værker er selvbiografiske, opstår fordi hun som oftest skriver i første person ental, et sprogligt greb, som hun nægter at gå på kompromis med, fordi hun gennem jeg’et føler, at hun kommunikerer med sin læser. Hun tilføjede endvidere, at hun altid har undret sig over, at der aldrig er plads til jeg’et i akademiske tekster. Hun forstår ikke behovet for distance mellem forfatter og tekst – heller ikke i den akademiske verden.

Samtidig understregede hun, at ingen (god) forfatter kan skrive et værk uden at bruge sig selv, for så ville værket være dødt, det ville ikke røre nogen. Hun tilføjer dog, at selv i en bog som Kvinden der rystede eller historien om mine nerver, som rent faktisk tager udgangspunkt i Hustvedt selv som jeg’et, kun rummer ti procent Hustvedt og derfor består de resterende 90 procent af alt muligt andet (Freud, Kierkegaard, neurovidenskab mm.). I relation hertil fortalte hun, at hun er træt af at blive fremhævet som kvindelig forfatter, fremfor blot forfatter, om det sagde hun:

“I feel like I’ve earned my stripes”

Det kan der selvfølgelig ikke være tvivl om, at hun har, og jeg måtte selv sidde og gemme mig lidt, fordi jeg netop gør ekstra ud af at fremhæve, når de kraftfulde passager og geniale værker er skrevet af en kvinde. Hvis jeg havde haft mulighed for det, skulle jeg da også gerne forklare, at jeg (desværre) finder det nødvendigt at tydeliggøre, når store værker er skrevet af en kvinde, fordi kvindelige forfattere netop stadig ikke får den anerkendelse, de fortjener, som for eksempel bare det, at blive læst af mænd. Hustvedt selv påpeger faktisk også det triste faktum, at kun et fåtal af mænd har læst Sommerenuden mænd (jeg kan stolt afsløre, at min bror er på listen!), hvilket hun forklarer med, at mænd ikke er interesseret i at læse en bog uden en mandlig karakter, de kan identificere sig med, og så selvfølgelig også, at de kun sjældent læser bøger af kvindelige forfattere (der findes utallige interessante artikler om køn i litteratur, tjek eksempelvis den og den og den).  At mænd ikke læser kvindelige forfattere er naturligvis en grov generalisering, men ikke desto mindre kan undersøgelser bekræfte, at det altså er det, der oftest er tilfældet. Kvinder læser derimod bøger skrevet af begge køn og også med begge køn som hovedpersoner.

En forfatter må være skuespiller

Hustvedt undrer sig over mænd, der har modstand over for at læse bøger af kvindelige forfattere. Hun beskriver, at en god forfatter må være som en skuespiller, der i sine værker formår at spille alle roller, både mandlige og kvindelige. Hun beskriver tilblivelsen af en karakter som en proces, hvor hun bliver ét med sin karakter. Om det siger hun:

“I embody the character”

[…]

“I like becoming others. I like that play, I like that dance.”

Hun beskriver endvidere, hvordan hun kan mærke karakteren i sit inderste også selvom dennes livssyn eller forståelse af verden ligger langt fra hendes eget. Som læser af mange af hendes bøger, kan jeg bekræfte, at hun lykkes med sit skuespil, og jeg har ligefrem udviklet had til visse karakterer i hendes bøger – bl.a. en kunstkritiker i Den flammende verden. Jeg tror heller ikke, at nogen vil være uenig med mig i, at hun mestrede den mandlige hovedrolle i Det jeg elskede.

Kunst er som sex

Hun påtager sig sit ansvar som forfatter, som efter hendes mening kræver, at hun legemliggør sine karakterer, men hun stiller også krav til læseren. Hun fortæller, at hun år tilbage blev citeret for – og tilføjer at dette citat er hendes mand, Paul Austers, favoritcitat – at sige:

“Art is like sex. If you don’t relax, you won’t enjoy it.”

På det tidspunkt blev det sagt lidt i sjov, men efterfølgende har hun spekuleret meget over den sandhed, hun finder i det. Læseren er nødt til at gå til litteraturen med et åbent sind, der er klar til at modtage. Hvis læseren allerede forinden læsningen har besluttet, hvilken bog hun har med at gøre, så vil hun ikke være modtagelig over for det, den har at byde på, som ligger ud over det, hun forventede.

Hustvedt og hendes nye præsident

Der kan næppe være tvivl om Hustvedts holdning til USA’s nye præsident, men spørgsmålet om hendes ståsted og tanker om valget kom alligevel op, og hun var rimelig klar i mælet, da hun både erklærede, at:

“I’d like to fly him out of the world”

[…]

“With Trump, the revenge fantasy is really strong”

Hun beskrev, at for hende var det ikke så meget overraskelsen over, at sådanne mennesker (som Trump) eksisterer, men snarere var overraskelsen, at så mange mennesker kunne sympatisere med hans holdninger. Om det sagde hun:

“We’ve all seen these horrible men in bars, we know they exist. What’s horrible is that millions of people voted for him.”

Hun tilføjede dog, at det væsentlige nu er, at rejse spørgsmålet om, hvilke tilstande, der medførte, at man lader et sådant menneske få titlen som verdens mest magtfulde mand, og sagde:

“We have to ask ourselves; ‘what is this about?’ and not turn the Trump voter into evil human beings.”

Hun har været meget vred og beskriver vrede som en produktiv og kraftfuld følelse, men afslutter alligevel med at erklære, at der selvfølgelig er håb. Der kan læses mere om forfatterens holdning til præsidentvalget her.

-----------------

Efter den spændende snak mellem Hustvedt og Roepstorff var det tid til signering, og jeg spænede ud i kø. Jeg havde medbragt otte bøger, og sagde til Hustvedt, at jeg altså sagtens kunne prioritere (jeg havde naturligvis lavet en prioriteret rækkefølge hjemmefra), hvis det var for meget. Det skulle dog vise sig at være en smart beslutning fra min side, for med otte bøger til signering, blev der en god rum tid til snak. Hun sagde, at når jeg havde slæbt så mange med, skulle de da også signeres, og så tilføjede hun i øvrigt, at hun var smigret over de mange post-its, de var fyldt med. Jeg fortalte, at hendes bøger vrimlede med kraftfulde citater, som jeg ofte noterede til efterrefleksion, og at et af dem faktisk indgik i mit speciale. Så spurgte hun, om jeg havde læst litteraturvidenskab. Det har jeg jo ikke, og da jeg fortalte, at mit speciale overhovedet ikke havde et litterært afsæt, men var en kulturanalytisk undersøgelse af moderrollen, fik vi en (meget kort) snak om, hvordan moderrollen opfattes og repræsenteres offentligt. 

Skal jeg prioritere?

Her griner hun af, at der sidder 27 post-its i Den flammende verden. Man kan også fornemme, at jeg SÅ gerne vil tættere på,  men at jeg alligevel blev så tilpas star strucked, at jeg ikke turde bede om et billede med hende.

Som det lange indlæg formentlig afslører, var det en fantastisk aften fyldt med guldkorn til den Hustvedt-elskende læser.

Tak til Authors in Aarhus for at have sponsoreret billetter til mig og min bedre halvdel, som nød en hyggelig aften i Aarhus (og fortsatte debatten om mænd der ikke læser kvindelige forfattere hele vejen hjem til Odense).

Boganmeldelse: Lily Dahls fortryllelse af Siri Hustvedt

Jeg fik tilsendt Lily Dahls fortryllelse som et anmeldereksemplar fra Bog & Idé, som sælger den til DKK 179,- lige her. 

Titel: Lily Dahls fortryllelse

Forfatter: Siri Hustvedt

Udgivelsesår: 1998

Sideantal: 288

Forlag: Lindhardt og Ringhof

I tråd med Hustvedts andre romaner vækker fortællingen om Lily Dahl spørgsmålene om, hvordan noget overhovedet kan defineres som rigtigt og virkeligt og om ikke alting altid afhænger af øjnene der ser. 

Lily Dahls fortryllelse handler om den 19-årige Lily, som bor i den lille bondeby, Webster i Minnesota. Her ved alle, hvad de andre laver, og sladderen cirkulerer som bakterier på pengesedler. Lily er servitrice på den lokale diner, hvor kunderne er de samme ensomme mænd, som også kom i går og hvor den sædvanlige bestilling foretages med et simpelt grynt eller et nik. Hun er ikke just imponeret over sin egen lille flække og længes efter eventyr og en vaskeægte Monroe-forvandling fra almindelige servitrice-Lily til filmstjerne-Lily. Hun er forlovet med den lokale politibetjent, Hank, men da New York-kunstneren, Ed Shapiro, indlogerer sig på hotellet overfor hendes vindue, vækkes hendes nysgerrighed og hun fortrylles af hans skønhed og mystik. Det varer ikke længe før hun bryder sin forlovelse med Hank og indleder et romantisk forhold til den mystiske Shapiro.

To af dinerens stamkunder er Filthy Frank og Dirty Dick. De to herrer har fået deres charmerende kælenavne, fordi de altid er ildelugtende og beskidte som resultat af deres hverv som byens skrothandlere. Tvillingernes skrot og skrammel er placeret ude foran deres hjem, og byens beboere kommer ind imellem forbi for at se, om der er noget, de kan bruge. Da Lily en dag er forbi skrotpladsen, lokker hendes nysgerrighed hende ind i brødrenes garage, hvor hun finder en tung læderkuffert. Hun åbner kufferten og ser, at den indeholder sirligt nedpakket dametøj som indikerer, at nogen skulle ud at rejse, men aldrig kom afsted.

Herfra tager fortællingen fart (læs: der sker meget på handlingsfladen, men selve læsningen gik langsomt for mig) og læseren hvirvles ind i en mystisk fortælling, hvor de virkelige hændelser er umulige at skelne fra fantasi og indbildning.

I tråd med Hustvedts andre romaner vækker fortællingen om Lily Dahl spørgsmålene om, hvordan noget overhovedet kan defineres som rigtigt og virkeligt og om ikke alting altid afhænger af øjnene der ser. Perception synes at være et gennemgående tema for Hustvedts forfatterskab, men trods fokusset på perception og gensynet* med både karakterer (Barometeret nævnes ganske kort) og kunstneriske skabelser (fortællekasser), var det svært at genkende hende i fortællingen. Jeg vil sædvanligvis betegne mig selv som storfan af Hustvedts romaner; jeg elsker hendes sproglige finesse og hendes evne til at inddrage humaniora og de sociale og neurologiske videnskaber i sine karakterers refleksioner, men Lily Dahl blev jeg simpelthen bare ikke venner med. Jeg fik ikke et særligt forhold til hende eller de andre karakterer, og jeg oplevede heller ikke en iver efter at læse mere eller få løst mysteriet. Det er svært at sætte en finger på, hvad det helt præcist var, der ikke fungerede for mig. Men jeg vil tro, det var blandingen af, at handlingen finder sted i en by, der er så bondsk, at den næsten bliver utroværdig og hvor den ene indbygger er dummere end den anden, og at jeg oplevede, at historien simpelthen bare blev lidt for underlig for underlighedens skyld. Der hvor jeg dog kan genkende Hustvedt er i selve den originale måde, hun skaber fortællingen om Lilys transformation fra pige til kvinde – det er både kreativt og lettere abstrakt, men det var altså ikke nok til, at jeg lod mig fortrylle af den unge Lily Dahl.

*Strengt taget kan det ikke kaldes et gensyn. Når jeg kalder karakteren og de kunstneriske skabelser for et gensyn skyldes det, at jeg læste Den flammende verden forinden læsningen af Lily Dahls fortryllelse, og derfor oplevede jeg det som et gensyn, men eftersom Lily Dahls fortryllelse er skrevet først, må man jo spørge sig selv, om ikke det virkelige gensyn opstår i Den flammende verden? (det her understreger i virkeligheden Hustvedts ærinde om altid at minde sin læser om, at alt afhænger af øjnene, der ser og måden de opfatter det sete på).