Boganmeldelse: Pigen fra det store hvide skib af Jesper Bugge Kold og Mich Vraa

Reklamelink: Bogen kan købes hos Bog & Idé lige her.

Titel: Pigen fra det store hvide skib

Forfattere: Jesper Bugge Kold og Mich Vraa

Udgivelsesår: 2021

Sideantal: 400

Forlag: Lindhardt og Ringhof

 

I dag er det præcis 70 år siden, hospitalsskibet Jutlandia lagde fra kaj i København. Og denne ofte oversete del af dansk historie er udgangspunktet for Jesper Bugge Kold og Mich Vraas fortælling om den unge Molly, som er sygeplejerske på det store hvide skib.

27-årige Molly er blandt de få udvalgte, der skal gøre tjeneste på hospitalsskibet Jutlandia. Hun er blevet antaget på trods af sin unge alder, fordi hun har flotte anbefalinger med fra sit arbejde på operationsgangen på Odense Sygehus. Molly blev færdig som sygeplejerske i 1943, så hun har behandlet mange patienter i forbindelse med befrielsen og føler sig klar til at sejle ind i krigszonen i Korea. Molly har stor faglig stolthed og drager afsted for at yde sit ypperste som sygeplejerske, men hun længes også efter forandring efter en hård tid under besættelsen både privat og i arbejdssammenhæng.

“Jeg arbejder så meget som muligt. Når jeg er på arbejde, giver alting mening, og mine tanker ophører med at kredse om fortiden.”

I Korea bliver 11-årige Yuns tilværelse ændret på et splitsekund. Napalmbomber udvisker hendes landsby mod nord og med det forsvinder også de mennesker, der bor i den. Nu vandrer hun sulten og fortabt fra den ene ende til den anden for at finde et sted at være.

Både Molly og Yun har kurs mod Sydkorea, den ene til fods og den anden til havs, i håbet om nye bedre tider. Rejsen byder for begges vedkommende på uforudsigelige møder og oplevelser, som tvinger dem til at se deres fortid – og fremtidige skæbne – i øjnene.

Pigen fra det store hvide skib er en fantastisk historisk beretning. Der er skruet op for de filmiske kvaliteter og både historien og dens karakterer fremstår levende og nuancerede. Mollys tankevirksomhed afslører en strukturel og kulturel ulighed blandt køn, politiske paradokser og absurditeten i et ubrugt hospitalsskib midt i fattigdom, sult og død:

“I netop disse dage er der så lidt at lave på Jutlandia at det virker nærmest grotesk. Langt de fleste senge står tomme, operationsstuer og andre faciliteter er lukket ned. Vi har et af verdens mest moderne hospitaler liggende ved en by der er fuld af syge og underernærede børn.”

Det nære drama er baseret på et vigtigt stykke danmarkshistorie og de historiske fakta afslører en grundig research og interesse for Danmarks rolle i verdenshistorien. Detaljerigdommen og de historiske fakta står ikke i vejen for den medrivende historie, og særligt de brutale scener beskrives med så stor sans for den levende fortælling, at læseren må besinde sig for at undgå et knust hjerte.

“Yun begynder at ryste, hun kan ikke lade være, hun er så bange, men soldaten er ligeglad. Han presser sin krop mod hendes og snuser til hende som om han var et dyr. Hendes gråd er ved at tage magten fra hende. Han lugter ækelt, og nu begraver han næsen i hendes hår mens hans hånd glider ned ad hendes ryg og klemmer sammen om hendes bagdel, holder fast. Hun vil rive sig fri, men tør ikke.”

Fortællingen om Jutlandia er et bemærkelsesværdigt stykke danmarkshistorie, som for manges vedkommende – af uforståelige årsager – starter og ender med en Kim Larsen-sang (en fantastisk sang,  men alligevel). Kold og Vraa tydeliggør, hvilken indflydelse Jutlandia og dets besætning har haft for Danmark i perioden, og man kan undre sig over, at dét der nær blev starten på 3. verdenskrig ikke er en del af historieundervisningen i folkeskolen – og dermed en del af vores kollektive hukommelse. Det bliver det måske nu.

Det er en gedigen og stilsikker historisk roman med historisk refleksion, der ikke benægter den samtid, den er blevet til i:

“ (...) jeg møder to grupper amerikanske soldater som begge bryder ud i de sædvanlige ulvehyl da jeg har passeret dem. I mit stille sind tænker jeg på om der mon kommer en dag hvor kvinder kan gå i fred på gaden. Jeg ved at de fleste mænd vil forsvare deres udbrud med at de jo bare komplimenterer kvinderne, men sådan oplever jeg det ikke (...)”

Det er svært ikke at tænke samtidens #metoo-debat ind i Mollys tanker, og det er en forfriskende lille kommentar, som både fortæller også noget om, hvem Molly er og om, at der har siddet to velreflekterede forfattere og skabt en helstøbt, stærk karakter.

Kold og Vraa har skabt en velskrevet roman om en verden i opbrud, og man kan kun håbe, at det frugtbare forfattersamarbejde gentages.

5 gode grunde til at læse George Orwells 1984

Jeg modtog bogen som gave fra forlaget.

1984 er netop blevet genudgivet i en nyoversættelse af Rasmus Hastrup hos Lindhardt og Ringhof. Romanen blev skrevet i 1948, men trods dens mange år i verden, er den stadig lige så relevant – måske endda mere – som da den oprindeligt udkom. I en verden, hvor det er muligt at blive en del af den mest magtfulde elite ved at fordreje sandheden, forkaste fakta, lyve sig igennem enhver debat og afvise enhver kritik med nye løgne, bliver 1984 mere aktuel og end nogensinde. Det er naturligvis Donald Trump, jeg har i tankerne, hvis succes med at indtage præsidentembedet kom som et chok for de fleste. Så i anledning af romanens nyoversættelse og vedvarende aktualitet har jeg samlet 5 gode grunde til at begive sig i kast med denne dystopiske og alligevel skræmmende forudseende bog.

1. Forståelse for Big Brother-begrebet

Alle ved, hvad vi taler om, når vi nævner Big Brother. Men de færreste ved, at begrebet blev opfundet af George Orwell, da han skrev 1984. Det berømte citat 

”Big Brother holder øje med dig” sprænger allerede i øjnene på s. 1, hvor det er skrevet med versaler. Det er teksten på en af de mange plakater, der hænger i Oceania og minder borgerne om, at de aldrig er alene.

2. Fortiden sættes i perspektiv

Et andet kendt citat fra 1984 lyder:

“Den, der kontrollerer fortiden, kontrollerer fremtiden; den, der kontrollerer nutiden, kontrollerer fortiden.” (s. 35).

Citatet beskriver, hvordan fortidens levn og dokumenter redigeres, så de passer til den politik Partiet fører.

Fortiden er aldrig objektiv. Den er farvet af politiske og kulturelle strømninger i nutiden, som er i konstant udvikling. Men i 1984 er vores hovedpersonen ansat i Ministeriet for Sandhed, hvor han hver dag redigerer fortiden, så den er i overensstemmelse med det samfund, magthaverne ønsker.

Det er sætter selvfølgelig egen fortid i perspektiv og i særdeleshed dén, der er en del af en kollektiv hukommelse.

3. 1984 advarer om faren ved totalitærstater

Oceania er en rendyrket totalitærstat. Det betyder, at der kun er ét parti (Partiet) og at alle andre politiske holdninger er ulovlige og betragtes som forræderi. I en sådan stat kan der naturligvis ikke være plads til ytringsfrihed eller drømme om et bedre/alternativt samfund. Da Orwell skrev romanen, var det med Stalins Sovjetunion i tankerne: Mange af de skræmmende, fiktive elementer fra 1984 er slet ikke så fiktive igen. For eksempel er de To Minutters Had (som består af 2 min. dagligt, som afsættes til at udtrykke had for Partiets modstandere) en fuldstændig beskrivelse af det fjendebillede, man dyrkede og brugte aktivt under Stalins regime.

Romanen minder os om, at man altid skal reagere, når man ser samfundet tage en undertrykkende, ensporet og unuanceret retning. Og den er da også rasende realistisk med et land som Kina i tankerne.

4. 1984 er en påmindelse om, at overvågning og censur er farligt

Når man først har læst 1984, vil den for evigt sidde som en påmindelse, der popper op i erindringen hver eneste gang ord som overvågning og censur er i spil. I Oceania bliver enhver handling og ytring overvåget, 

Den peger på, hvor afgørende det er at insistere på et samfund og en verden, hvor debatter og diskussioner er en selvfølge og grundlaget for alle beslutninger. Samtidig belyser den vigtigheden af at være i stand til at stille kritiske spørgsmål og udfordre magthaveres holdninger og endegyldige sandheder.

5. Teknologiens muligheder sættes i relief

I 1984 bruges teknologi overalt til at overvåge og dokumentere borgeres aktiviteter og ytringer. Man straffes for ulydenhed, når man modsætter sig Partiets vilje, men man straffes også kontinuerligt ved aldrig at være fri for andres øjne. Romanen trækker derved skarpe linjer til i dag, hvor vi ved – og i overraskende høj grad – accepterer, at vi overvåges i vores online handlemønstre, SoMe-aktiviteter, på gaden (i visse byer) og nogle endda i telefonsamtaler. Den danner grundlag for vigtige diskussioner om teknologiens mange muligheder for at følge med i vores færden.

Rigtig god læselyst!

Boganmeldelse: Bob af Helle Helle

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Bob

Forfatter: Helle Helle

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 156

Forlag: Gutkind

 

Helle Helle fastholder den stramme nøgterne stil, som karakteriserer hendes værker, og allerede i første sætning står det klart for læseren, at man nu er trådt ind i Helle Helles banale hverdagsunivers.

I ’Bob’ følger vi Bob, hvis historie fortælles af en jeg-fortæller, som vi kender fra ’de’. Hende fra ’de’ er nemlig flyttet sammen med Bob, og hun fortæller om hans liv – det nuværende, og det der var før hende.

Bob ved ikke helt, hvad han skal i livet. Han vil gerne have et studierelevant studiejob, men det er lidt svært, når han endnu ikke ved, hvad han skal studere. Der er jo mange muligheder. I stedet finder han arbejde på Sømandshotellet, hvor han hilser gæster velkommen i receptionen. Her får han mange timer til at gå, både når han er på arbejde, men også når han bare ikke lige ved, hvad der skal ske. Hans kæreste, som fortæller historien, hat travlt med sit studie. De er netop flyttet sammen, og mens han drømmer om deres fælles fremtid, indretter han den lille lejlighed og fikser stort og småt.

Bob er meget optaget af ord og sætninger, og han kan bruge timer på at overveje, om han skal sige hej eller velkommen, når nogen træder ind i lobbyen. Han kan falde i staver over gadenavne og stednavne, og hans interesse for sproglige konstruktioner afspejler forfatterens talent for samme. Helle Helle fastholder den stramme nøgterne stil, som karakteriserer hendes værker, og allerede i første sætning står det klart for læseren, at man nu er trådt ind i Helle Helles banale hverdagsunivers:

Flytter Bob og jeg så til Vanløse, vores hjem var der oven på tanken, og vi fik stavparket. Op og ned ad trappen gik det, Bob bar næsten alt.

Det lyder måske kedeligt, men det er det aldrig. Tempoet snegler sig afsted, men under overfladen lurer dramaet. Det uforløste, usagte indre drama er forfatterens helt store talent. Hun har gjort det til sit varemærke at fortælle store historier med et minimum af ord. Det skrevne drama er måske en løs skrue, en vissen plante eller et forkalket badeværelse. Men i små samtaler åbenbares universelle, eksistentielle temaer såsom rådvildhed og ensomhed:

– Det må være svært at flytte til storbyen helt alene, sagde Kola.

– Nåh, sagde Bob. – Jeg er jo ikke alene.

– Er du ikke?

– På en måde er jeg måske, sagde Bob.

Selvom jeg brugte lang tid på bogen – sideantallet taget i betragtning – sidder jeg alligevel tilbage med følelsen af, at der er mere at komme efter. Og er det i virkeligheden ikke også bare det bedste? At der er god grund til at tage den ned fra reolen igen snarest for lige at få de sidste brikker på plads. Jeg glæder mig i al fald allerede til gensynet med denne pragtfulde sproglige og stilsikre perle. 

’Bob’ er i øvrigt en uafhængig fortsættelse af ’de’ og kan læses udenom sin forgænger, men man snyder sig selv for en masse referencer, hvis man springer ’de’ over. Så hermed en anbefaling om at læse begge.

Det føles passende at slutte anmeldelsen af med dette pragtfulde citat:

Programmet sluttede. Vi havde valgt tres grader kulørt til det hele.

Boganmeldelse: Blå, blå øjne af Toni Morrison

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget. Den flotte model er min kæreste, som indvilligede i at stille op, fordi han også drømte om blå øjne og kridhvid hud som barn.

Titel: Blå, blå øjne

Forfatter: Toni Morrison

Udgivelsesår: 2019 (oprindeligt 1970)

Sideantal: 203

Forlag: Politikens Forlag

 

Toni Morrison leger med sprog og synsvinkler, og sørger derved for at stille krav til sin læser, som må holde fokus ved de mange skift. De kaotiske skift bidrager til den samlede fortælling, hvor vi betragter en ung sort pige, som forsøger at finde mening og accept i en hvid verden.

I 40’ernes raceopdelte Ohio bor 11-årige Pecola Breedlove. Hun har en lille dukke, som hun elsker. Den er smuk med sin lyse hud, blonde hår og klare blå øjne. Pecola drømmer selv om at få smukke blå øjne, men hendes sorte krusede hår falder tungt på de mørke skuldre, og de brune øjne har slet ikke den udstråling af ynde og elegance, som dukkens blå øjne har. Pecola er fattig. Hun bliver mobbet af de andre børn, og de voksne taler grimt om hende og hendes familie. Hun lærer i en tidlig alder, at hun ikke er meget værd og hendes selvhad æder hende langsomt op indefra

Blå øjne beskriver om Pecolas triste skæbne og hendes evindelige tro på, at blå øjne ville forvandle og forbedre hendes liv. Som de andre sorte børn i kvarteret ved Pecola, at med hvidhed og blå øjne, kommer forfordeling, privilegier og det gode liv. Bogen er Toni Morrisons debutroman, og den var med til at cementere hende som stor amerikansk forfatter.

Hun leger med sprog og synsvinkler, og sørger derved for at stille krav til sin læser, som må holde fokus ved de mange skift. Skiftene kan synes kaotiske, men bidrager alligevel til den samlede fortælling, hvor vi betragter en ung sort pige, hvis verden lige netop er indbegrebet af kaos og mangel på sammenhæng i de hvides verden. Hun bliver behandlet skidt, men selv de ondskabsfulde handlinger begås af velopbyggede flersidede karakterer, som skaber et realistisk billede af ægte mennesker med både godt og ondt iboende. Det er en fantastisk roman, som giver et ubarmhjertigt indblik i, hvad der sker, når den internaliserede racisme får minoriteter til at betragte sig selv på samme måde som udøveren af racisme.