|
Reklamelink: Bogen kan købes hos Bog & Idé her. |
Titel: Jeg løb mod Nilen
Forfatter: Alaa a-Aswany
Oversætter: Victoria Westzynthius
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 508
Forlag: Hr. Ferdinand
I Jeg løb mod Nilen beskriver Alaa al-Aswany begær,
undertrykkelse, hykleri og magtmisbrug på fuldstændig opslugende vis. Med denne
velskrevne og modige roman demonstrerer han sit imponerende talent for at skabe
nuancerede og intense menneskelige portrætter.
2011 er et voldsomt år i Egypten. Cairos gader er fyldt med aktivister,
som kræver præsident Mubaraks afgang, og selvom de er indstillet på fredelige
protester, bliver de mødt af alt andet end fred og viljen til at gå i dialog.
Vi hører om den egyptiske revolution gennem et mangfoldigt
persongalleri, skolelæren Asma og aktivisten Mazen sender hinanden mails med
kærlighedserklæringer, frustrationer og vidnesbyrd fra demonstrationerne.
Sideløbende følger vi Khalid og Danias umulige kærlighed – han er søn af en
fattig vognmand og hun er datter af en magtfuld general.
Ashraf er en skuespiller – og nu også aktivist – som aldrig nåede til
tops, fordi han ikke ville bukke under for korruption. Hans hustru forstår ham
ikke, men det gør hans tjenestepige Ikram, som han indleder et forhold med, da
hustruen flygter fra urolighederne i Cairo ved at flytte hjem til sin familie.
Issam er tidligere kommunist, og han er klar til at ofre hvad som
helst, for at få en bedre udsigt fra den sociale rangstige.
Den gudfrygtige Nurhan har banet sig vej til toppen hos landets største
tv-selskab, og herfra rapporterer hun om aktivisternes løgne og idioti – også
når han selv må være lidt kreativ for at (op)finde disse løgne.
Det rige, mangfoldige persongalleri kan måske synes vanskeligt at få
greb om, men hver karakter er lige så levende som de mennesker, du møder i
hverdagen, og de indtager lynhurtigt deres pladser i læserens indre.
Jeg løb mod
Nilen er en roman fyldt med nuancer. Samtidig med
vi får serveret den ene brutalitet efter den anden – dele er så brutale og
visuelle, at jeg måtte læse dem, som var de en gyserfilm; med hånden for øjnene
og små sprækker jeg kunne se igennem – viser Alaa al-Aswany også, at han har en
formidabel humoristisk sans:
"Det er vigtigt
at slå fast, at general Alwani aldrig har udnyttet sin stilling til at
opnå et eneste privilegie til sig selv eller sin familie … Hvis hajja Tahani
eksempelvis informerer ham om, at hendes virksomhed forsøger at erhverve
sig en grund i et bestemt guvernement, skynder general Alwani sig at ringe til
den pågældende guvernør:
“Hr. guvernør,
jeg vil gerne bede Dem om en tjeneste.”
Guvernøren
svarer straks:
“Javel, hr.”
Så meddeler
generalen med beslutsom stemme:
“Zamzam-selskabet
har udvist interesse for en grund i Deres guvernement. Dette selskab tilhører
min svoger , hajj Nasir Talima. Den tjeneste, jeg gerne vil bede Dem om,
hr. guvernør, er, at De behandler hajj Nasir som alle andre entreprenører. Min
bøn til Dem er, at De holder Dem til loven og ikke gør forskel.”
Efter en kort
tavshed svarer guvernøren så:
“Deres
Excellence lærer os om upartiskhed og uegennytte.”
Hvorefter
generalen afbryder ham og siger:
“Gud
forbyde korruption. Jeg er egypter, og jeg elsker mit land. Jeg er muslim,
og jeg accepterer intet, der går imod religionen.”
Når
Zamzam-selskabet bagefter får tildelt grunden, føler general Alwani ingen skam.
Han henvendte sig til den ansvarlige og bad ham om ikke at give ham om
ikke at give ham særbehandling. Hvad mere kunne han have gjort?"
Disse tragikomiske passager der afslører, hvordan korruption
kan affejes som retskaffenhed, er nødvendige afbræk fra læsningen om den massakre
og de lemlæstelser, der foregår overalt i Cairo. Alle ønsker friheden til at
leve det liv, de drømmer om, men de rige og magtfulde har ikke brug for en revolution.
De kan købe sig til livets gaver, hvad end det drejer sig om social status,
rangtitel eller sågar mellemmenneskelige relationer såsom begær. Den rige får,
hvad den rige ønsker, og frihed er elitens privilegie.
Ved at inddrage ægte vidneudsagn fra de aktivister,
der deltog i den egyptiske revolution, får Alaa al-Aswany skabt en knusende sorgfuld
stemning og vist, at det til stadighed er nødvendigt at kæmpe for
menneskerettigheder.
Bogen er forbudt i Egypten. Selvfølgelig er den det
– den er gennemsyret af kritik og foragt over for det militære styre og eliten,
med andre ord over for alle dem, der har en stemme i landet.
Det er en modig og vanvittigt velskrevet roman, og Alaa
al-Aswany beskriver begær, undertrykkelse, hykleri og magtmisbrug på
fuldstændig opslugende vis.
Alle bør læse Jeg løb mod Nilen.