Boganmeldelse: Fruen - en datters historie om kærlighed og frihed af Malene Lei Raben

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Fruen - en datters historie om kærlighed og frihed

Forfatter: Malene Lei Raben

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 285

Forlag: Gyldendal

Med Fruen beskriver Malene Lei Raben et kompliceret, inficeret og letantændeligt mordatterforhold. Spændingen er så intens, at man nærmest lister sig ind i næste kapitel – velvidende, at eksplosionen venter lige om hjørnet.

I 2014 læste jeg første gang, Søren Ulrik Thomsens digtsamling Rystet spejl. Det hører til sjældenheder, at jeg husker årstal for mine læseoplevelser. Men lige netop denne rumsterede i mig året ud – måske endda længere. Og Malene Lei Raben har muligvis haft samme oplevelse, for hun indleder sin bog med:

Den gådefulde tid

jeg lige netop ikke har kendt

som andet end dufte og svimmelhed

i klædeskabe og dansemusik

men hvis lys som gennem en tonet rude

faldt på mig fra dit blik

og nu for anden gang er forsvundet

så jeg resten af livet

aldrig mere skal være et barn.

Med disse ord er stemningen sat, og jeg forbereder mig på, at vi nu skal derind, hvor det gør allermest ondt.

Vi lander midt i betændt relation mellem mor og datter, som bygger på et fundament af bebrejdelse, skyld og dårlig samvittighed. Malene og hendes storesøster vokser op i en tid, hvor man gør et ihærdigt forsøg på at udviske konventionelle familieformer og nedbryde de indbyggede hierarkier, forældretitlerne skaber. Mor hedder derfor Birgit, men i samtaler søstrene imellem, hedder hun Fruen. Fruen er en stærk og intelligent kvinde. Hun bruger kløgt og styrke til at nå til tops i livet, men det er også disse egenskaber der sikrer, at hun har overhånden i enhver relation. Særligt den til sin datter.

Søstrene vokser op i 70’erne, hvor fri leg synes at kendetegne hverdagen. Fruen bestiger hastigt karrierestigen, og det ene prestigefyldte job erstatter det næste. Hun er alenemor og har været det, siden den yngste datter blev født. Forældrenes skilsmisse har været fjendtlig og hadsk, og de to søstre lærer at hade deres far og have ondt af den stakkels mor, han svigtede. Selvom der er en far i billedet, tager han ikke over, når fruen skal på en af sine utallige forretningsrejser.

Fra pigerne er helt små lærer de at være alene hjemme og passe sig selv. Store dele af hverdagen og det liv, de fleste kender, er så omvendt, at det minder læseren om en tragisk Pippi Langstrømpe-fortælling. Malene opdager sin anderledes hverdag, når hun leger med jævnaldrene, der skal sidde pænt ved bordet, har faste sengetider og får børstet tænder af en voksen.

“For mig var det som at være på besøg i et fremmed land beboet af mystiske mennesker, af forældre i par, dyr smag og gode manerer.”

Med undren og foragt betragter hun alt det, hun har lært at forkaste som småborgerlighed og kvælende lænker.

Friheden er stor, men det er utrygheden også. Børnene ses som voksne, selvstændige individer, og derfor svigtes de ofte, for deres behov for en voksen anerkendes ikke.

Da Malene bliver teenager, ændres deres relation. Det er svært for Fruen, som altid har været i stand til at sejre, at hendes datter er nået en alder, hvor hun ikke lader sig kontrollere. Malene bliver lige så stærk, intelligent, viljefast og selvstændig som sin mor, men trods deres ligheder møder hun ikke accept og anerkendelse. Det bliver begyndelsen på en livslang kamp og uendelige regnskaber over, hvem der har flest point på hengivenheds og opofrelses-kontoen. Følelser er ikke gratis i deres betændte relation, og hvis du skal elskes, så koster det.

Da Malene er voksen, bliver Fruen syg med kræft, og sygdommen bliver hendes endelige trumfkort. Med den vinder hun magten tilbage, for når man er døende, er man i en særlig position, hvorfra det er tilladt at herske, kræve og være en hjælpeløs stakkel på samme tid. Manipulationen og den følelsesmæssige afpresning fortsætter, men relationen bevares til det sidste.

Fruen skriver sig ind i en lang tradition af mordatter-skildringer, og Malene Lei Raben tilfører en historisk ramme, som forklarer – men aldrig undskylder – svigtet af en forsømt børnegeneration.

Det er en barsk fortælling, og hverken Malene eller hendes mor skånes i fremstillingen af deres relation. Den brutale ærlighed fører os dybt ind i de mørkeste kroge af menneskets sind. Imens forsøger læseren at skabe en form for logik i de absurde og destruktive handlinger, der bliver ved med at sabotere deres forhold og også relationen til andre familiemedlemmer. Men til trods for deres usunde relation elsker de hinanden og de er forbundet, som mødre og døtre måske altid er det.

Man behøver ikke en betændt relation til sin mor for at finde genkendelse i Fruen – de mønstre deres konflikter følger er almenmenneskelige: Vi angriber, når vi føler, vi er udsat eller i fare. Og faren kan være mange ting.

Både opbygning og indhold trækker stærke tråde til klassikeren Voldsomme bånd, og jeg tør garantere, at hvis man elsker den ene, vil man også elske den anden. Jeg selv elsker dem begge, og jeg kan kun anbefale at man læser dem og bliver klogere på sig selv og dem, man elsker.

Boganmeldelse: Hvor flodkrebsene synger af Delia Owens

Reklamelink: Bogen kan købes hos Bog & Idé her.

Titel: Hvor flodkrebsene synger

Forfatter: Delia Owens

Oversætter: Anders Juel Michelsen

Udgivelsesår: 2019

Sideantal: 273

Forlag: Gyldendal

Hvor flodkrebsene synger er en smuk og hjerteskærende fortælling om, hvordan et menneske i isolation bliver skolet af naturen. Det er fortællingen om menneskers ondskabsfulde og ekskluderende adfærd og dyrenes og naturens evigt accepterende og inkluderende cyklus.

Kya Clark kender alt til at blive forladt. Da hun var en lille pige forlod hendes mor og fire søskende deres hjem, som består af en beskeden hytte ude i marsken. Én efter én udvandrede de i håbet om et bedre liv langt væk fra den mand, der terroriserede hjemmet. Tilbage stod Kya med sin voldelige far, lige indtil den dag, hvor han også forlod hende. I en tidlig alder må hun lære at klare sig selv, hun går ikke i skole, og hun tjener penge til at bage majsbrød ved at samle muslinger. Hun omgås ikke andre mennesker, og hun er kendt i byen som en beskidt og underlig pige, som de kalder ’Marskpigen’. De fleste holder sig på afstand af Marskpigen, men hendes brors barndomsven trodser dog byens sladder, og de to udvikler et ubrydeligt bånd til hinanden. Kya vokser op og bliver en smuk kvinde med stor kærlighed til naturen og poesi. Hendes skønhed overses ikke af byens unge mænd, der begynder at opsøge hende, og da byens quarterback, Chase Andrews, bliver fundet død i marskens mudder, befinder Kya sig pludselig i uvante omgivelser fyldt med mennesker, der vil have hende til at tale.

Hvor flodkrebsene synger er en smuk og hjerteskærende fortælling om, hvordan et menneske i isolation bliver skolet af naturen. Det er fortællingen om menneskers ondskabsfulde og ekskluderende adfærd og dyrenes og naturens evigt accepterende og inkluderende cyklus. De maleriske beskrivelser af den vilde natur sætter scenen for Kyas ensomhed, og hendes handlekraftige og stærke karakter, fremstår akkurat lige så levende og troværdig verden udenfor.

På underfundig vis, vækker Hvor flodkrebsene synger associationer til flere af litteraturens store værker såsom Dræb ikke en sangfugl, Den blinde morder og Den grønne mil, og Kya besidder en stædighed og handlekraft, som vi kender fra Laura Ingalls. Det stærke kvindekøn og den amerikanske natur er i fokus, når historien om Kya udfoldes, og det er ikke svært at forestille sig romanen som fremtidig klassiker. Det er en vidunderlig, sansemættet læseoplevelse.

Boganmeldelse: Sille 1 – En lille hvid løgn. En kæmpe katastrofe af Annegerd Lerche Kristiansen

Jeg modtog bogen som et anmeldereksemplar.

Titel: Sille 1 – En lille hvid løgn. En kæmpe katastrofe

Forfatter: Annegerd Lerche Kristiansen

Udgivelsesår: 2019

Sideantal: 228

Forlag: Gyldendal

Fortællingen om Sille er rendyrket falde på halen-komik. Det er autentisk teenagesprog, hvor man giver en fuck for syntaks, og jeg er slet ikke i tvivl om, at bogen – formentlig hele serien – vil gå rent ind hos de yngste teenagere.

Sille på 14 er netop startet i 8. klasse på Havrevejen Skole i Kolding. Hendes forældre er blevet skilt, så hun er flyttet med sin far og lillebror til Kolding, hvor hendes morfar er kommet på plejehjem. Det er morfarens gamle, hus de tre er flyttet ind i, og der er langt fra ”den ruin”, der udgør deres hjem i Kolding til det liv, de havde i København. Silles mor er en ambitiøs og karriereminded kvinde, som arbejder det meste af døgnets timer, og hun er blevet i familiens hjem i København. Sille var ikke særlig glad for sin klasse i København, hun havde ikke mange venner, så hun er lykkelig over, at Maiken fra hendes nye klasse vil være hendes ven. Det venskab skal æres og værdsættes. Derfor laver de to piger en pagt, hvor de sværger, at de altid vil være loyale og vælge hinanden fremfor enhver dreng. Det med drenge er ikke altid helt nemt, og da slet ikke, når man er så genert som Sille. Hun får hurtigt øjnene op for Ruben fra parallelklassen, men det skal selvfølgelig ikke være helt nemt for Sille at gøre og sige alt det rigtige.

Jeg skal gerne indrømme, at jeg indledningsvis blev så grænseløst irriteret på Sille. Men som historien skred frem, lærte jeg at holde af den usikre teenager og hendes dumheder – for fortællingen om Sille er virkelig rendyrket falde på halen-komik. Der kan ikke være tvivl om, at bogen – formentlig hele serien – vil gå rent ind hos de yngste teenagere. Det sprog der kan genere den voksne læser, er formentligt samtidig det der vil medføre, at Sille-bøgerne bliver en ny go-to-serie for mellemtrins og start-udskolingselever, når de skal på skolebiblioteket.

Det er lige før, man kan kalde Sille for en moderne, kvindelig pendant til Krumme med sit rene hjerte og sine ustyrligt dumme beslutninger, med sin pinlige far, som endda fortæller, at Silles bror er i en vanskelig alder (husker I andre ikke også, da Krummes far siger sådan om Stine? (Og Krumme endda tilføjer, at det har hun været i 17 år – totalt yndlingscitat)).

Hvis jeg nu alligevel lige skal finde de kritiske briller frem, og det gør jeg jo gerne, så ville jeg påpege min irritation over, at når der endelig er en karriereminded og ambitiøs kvinde, som Silles mor, så skal hun nødvendigvis også være en dårlig, ufølsom mor, som ikke er der for sine børn. Øv altså, her kunne jeg godt have tænkt mig, at vi lige kunne få fastslået, at en kvinde både kan være travl og ambitiøs OG en god mor. Men det må blive et andet projekt. Ikke desto mindre er jeg vis på, at Sille og hendes pinligheder vil gå rent ind hos målgruppen.

Boganmeldelse: Helle Erobreren af Anders Morgenthaler og Marie Louise Tüxen

Titel: Helle Erobreren

Forfatter: Anders Morgenthaler og Marie Louise Tüxen

Udgivelsesår: 2019

Sideantal: 284

Forlag: Gyldendal

Helle Erobreren er årets overraskelse, og de mange uventede og vanvittige plotdrejninger gør læsningen til en underholdende affære fra start til slut.

Helle Anja Janning satte barren højt for sine slagterkollegaer, da hun med drømme og gåpåmod sigtede mod skyerne og blev en af de bedste slagtere Nykøbing Falster havde set. Der var bare lige lidt misforståelser, som andre kaldte svindel og pludselig var den kreative og handlekraftige slagter arbejdsløs. Hun står nu til rådighed for arbejdsmarkedet, og jobcentret har besluttet at sende hende i aktivering i en børnehave. Men børn skal ikke håndteres på samme måde som svineskank eller lammekøller, og inden hun får set sig om, er hun på hospitalet med lille Kaj og afskediget fra sin aktivering. Hun vender hjem til sin vrede 18-årige datter som meddeler, at hun flytter hjem til sin kæreste indtil hendes mor får styr på sit liv. Kort efter bliver Helle indkaldt til aktivering på Nykøbing F. Sygehus, og – som det er gældende for Helles liv og væren – går intet efter planen. Den ene løgn tager den anden, og på en måde er det vel i den gode sags tjeneste, at hun påtager sig rollen som den sygemeldte polske kirurg, Natalia Nowak. Der er travlt på hospitalet, og Helle blev jo næsten dyrlæge, før hun droppede ud. Hun får vævet sig ind i et spind af løgne, og som de tager til, synes tanken om at gå til bekendelse både ødelæggende og umulig.

Helle Erobreren har fået en øretæve eller to af store litterater, der ved hvad de taler om, men fælles for hvert slag er, at de jo ikke accepterer og anmelder bogen på dens egne præmisser. Det er fuldstændig selvfølgeligt, at bogen ikke er et stort litterært værk (her må man gerne dømme bogen på coveret, og en god tommelfingerregel er, at når et cover viser en kvinde, der rider rodeo på en gris, så er der som udgangspunkt tale om satire eller komedie), og det eksistentielle spørgsmål »Hvad gør man, når man er faret vild i sit eget liv, og man pludselig får chancen for at blive en anden?« fra pressemeddelelsen skal nok læses med et skævt smil, og ikke tillægges kierkegaardske betydninger. Phew, så fik jeg det ud af mit system. Og det var altså nødvendigt, for jeg havde nemlig slet ikke forventet, at jeg kunne lide den, og jeg gik derfor tøvende til læsningen. Min forestilling var, at nu ville det blive rigtig plat og for meget. Men det må simpelthen være årets overraskelse, for jeg blev blæst omkuld og var underholdt hele vejen igennem. Det er en af de bøger, jeg vil betegne som et frikvarter. Den er nem at læse, den underholder og kræver absolut intet af sin læser, og ved I hvad? (spørger hun retorisk) – Den slags skal der også være plads til! Så mangler du en god weekendbog, så tag denne (van)vittige bog i hånden og begiv dig ud på rejsen som forhenværende slagter, falleret pædagog, uansvarlig mor og lovende kirurg.

Boganmeldelse: Kattemenneske – og andre fortællinger

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Kattemenneske – og andre fortællinger

Forfatter: Kristen Roupenian

Udgivelsesår: 2019

Sideantal: 253

Forlag: Gyldendal

Kristen Roupenian fastholder sin læser i tolv modbydeligt frastødende noveller med sex, magt og menneskelige relationer i centrum, og hun udnytter til fulde det faktum, at det frastødende også altid tiltrækker.

Kristen Roupenian blev hurtigt lidt af en stjerne inden for amerikansk popkultur, da hendes novelle Kattemenneske, som blev publiceret i The New Yorker, blev delt og læst af flere millioner mennesker. Novellen landede midt i debatten om magt, seksualitet og #metoo, og med sin evne til at kravle helt ind i et skamløst, udsvævende sind får Roupenian skabt troværdige og komplekse karakterer. Kattemenneske består af tolv noveller, som alle kan kategoriseres som moderne essays med temaerne lyst, foragt, perversitet og magt. De tolv noveller er meget forskellige, og vores hovedpersoner er både børn, voksne, mænd og kvinder, men fælles for dem er de overordnede temaer og det kontradiktoriske i, at det grimme, foragtelige og modbydelige forfører og fastholder læseren.

I Slemme dreng møder vi et beregnende par, som får deres hjerteknuste ven indvævet i deres sadistiske og egoistiske leg. Fuldstændig nådesløst forfølger parret deres drifter uden evne eller lyst til at tage hensyn til den bedrøvede ven. De har åbnet deres hjem for vennen, og derfor er magtforholdet i ubalance og vennen – må man konkludere – føler sig nødsaget til at imødekomme eller i det mindste overse parrest modbydeligheder.

I en anden novelle, Drengen i poolen, ser en flok teenagepiger deres yndlingsvoksenfilm i smug. Da pigerne er blevet voksne, og den ene af dem skal giftes, finder Kath frem til deres fælles teenage crush og “giver” ham i gave til den kommende brud. Men venindernes crush formår slet ikke at leve op til teenageforelskelsen fra skærmen, og der må tys til yderligheder i forsøget på at vække lidt af den lyst, der var en gang – igen uden hensynstagen til det menneske, der blot er objektet for venindernes teenagebegær.

Kristen Roupenian leverer en af de stærkeste novellesamlinger, jeg har læst i nyere tid. Hun skriver meget mellem linjerne og peger på de største sociale tendenser i det senmoderne samfund; som for eksempel behovet for at opretholde et nøje udtænkt ydre og tendensen til at ønske eller begære noget, som måske i virkeligheden bare er en efterligning af andres ønsker eller fortidens begær. Hendes noveller er gribende intense, og hun demonstrerer en beundringsværdig fornemmelse for relationelle forhold. Hun dyrker magtbalancer og tror tilsyneladende ikke på ligeværdige forhold – i al fald i litteraturen – og fordi alle kynisk forfølger deres eget begær, ender det faktisk aldrig godt. Og jeg er vild med det!

Jeg fandt tre storfavoritter i samlingen, men i modsætning til den oplevelse, jeg oftest har med novellesamlinger, var der ikke én eneste historie, jeg havde lyst til at springe over. De er alle fuldstændig opslugende. Jeg nød kreativiteten og min egen forargelse i hver eneste novelle, og jeg vil anbefale samlingen til enhver voksen læser. – Måske særligt den popkulturelle, for det er som at læse en psykologisk og sarkastisk tv-serie som – bare lige for at gøre det endnu bedre – foregår i 90’erne. Jeg ser frem til at læse meget mere fra Roupenians hånd!