Viser opslag med etiketten Feminisme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Feminisme. Vis alle opslag

søndag den 28. april 2019

Boganmeldelse: Små mennesker, store drømme (Amelia Earhart og Simone de Beauvoir)


Bøgerne er anmeldereksemplarer, som jeg har modtaget fra forlaget.
Titel: Små mennesker, store drømme (Amelia Earhart og Simone de Beauvoir)
Forfatter: Ma Isabel Sanchez Vegara
Oversætter: Luna Svane Rodríguez
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 36
Forlag: Forlaget Albert

Så er der to nye kvinder i serien Små mennesker, store drømme, som nu består af otte bøger fyldt med kvinder, der har haft stor indflydelse på den verden og det samfund, vi kender i dag.

Jeg har allerede skrevet om seriens første kvinder, så hvis du er fast læser, så har du sikkert allerede en god fornemmelse af, hvilken serie vi har med at gøre (jeg har bl.a. skrevet om dem her, her og her). Men hvis det er dit første møde med serien, så kan jeg fortælle, at det er en række biografier, som formidler kvindehistorie for de mindste. De kan karakteriseres ved deres simple sprog og enkle fortællinger, som billedsiden udgør en væsentlig del af.
Denne gang er det piloten, Amelia Earhart, og feminist og filosof, Simone de Beauvoir, der er hovedpersoner i hver deres bog.
Fortællingen om Amelia Earhart starter med en lille pige, som drømmer om at flyve. I modsætning til tidligere udgivelser i serien, er det ikke meget, vi hører om hendes barndom og opvækst. I stedet suser vi direkte til himmels med den frygtløse kvinde hvis drøm en dag gik i opfyldelse. Her kan man (som voksen læser) godt savne en lille historie om, hvordan Earhart rent faktisk fik vinger, men logikken i årsag/virkning er ikke nær så vigtig som de eventyr, hun med mod og frygtløshed begiver sig ud på.
Simone de Beauvoir er nok den, jeg har glædet mig mest til at læse om. Det er en noget større udfordring at skabe en levende fortælling for børn om en akademisk karriere end om eventyret på vingerne og i kunsten. Vi møder familien de Beauvoir ved middagsbordet i deres hjem i Paris. Familien er en del af borgerskabets overklasse, og hendes far er vældig stolt af sin datter, som kan tænke som en mand. Udsagnet skabte ambivalente følelser i den unge Simone, som selvfølgelig blev stolt af at blive anerkendt for sit intellekt men også fornærmet på sit køns vegne. Efter mange års studier udgiver hun en bog, som bliver grundlaget for feminismen og den moderne opfattelse af køn som kulturel konstruktion.
Bøgerne er som altid illustreret af udvalgte kvindelige kunstnere, som bidrager til at formidle den helt rigtige stemning. Amelia Earharts fortælling beriges med himmelblå toner af Mariadiamantes og Simone de Beauvoir ledsages af en skitseagtig kladdebogslignende illustration, som går godt i spænd med hendes akademiske liv.
Som altid er de oplysende og samtaleindbydende, og jeg vil endnu en gang give serien mine varmeste anbefalinger til små og store drømmere.




fredag den 8. marts 2019

Kvindernes kampdag: Fejring med feministiske fortællinger for de mindste


Så blev det endnu engang tid til at fejre kvindernes internationale kampdag, og sidste år var jeg klar med listen Fem feministiske værker, som der heldigvis var stor interesse for. 

I år gør jeg næsten det samme, men denne gang tager jeg udgangspunkt i fremtidens feminister – alle dem, der skal sørge for, at der også er en kampdag at fejre om 50 år. Så i dagens anledning anbefaler jeg fem feministiske fortællinger for de mindste (om de ligefrem kan kaldes feministiske kan helt sikkert diskuteres, men de rummer en række stærke pige/kvindeskikkelser). 

Det har været skønt at følge den tendens, der har været de seneste år, hvor flere og flere forlag udgiver kvindehistorie for både store og små, og der er sikkert udgivet mange flere perler end blot de få, jeg har listet her. Kommentér endelig, hvis der er oplagte bøger, jeg har overset.

Rigtig glædelig kampdag!☺


OBS: Dele af denne liste må markeres som reklame. Alle bøger er naturligvis udvalgt af mig.


Bogen om Pippi Langstrømpe af Astrid Lindgren
Jeg fik denne bog tilsendt af Bog & Idé, som sælger den her.
Behøver hun overhovedet en præsentation? Verdens sejeste Pippi er indbegrebet af  anarkisme, feminisme og stålvilje. Astrid Lindgren erklærede sig jo aldrig selv for feminist, men hun gav alligevel børn i hele verden flere kvindelige hovedpersoner at spejle sig i, deriblandt Pippi. Pippi kan læses som en feministisk karakter, fordi hun stritter imod alle kønskonventioner. Hun står i skarp kontrast til den traditionelle opfattelse af en “god pige”, og jeg vil til enhver tid argumentere for, at hun inspirerer piger til at være modige, vilde og selvsikre – på samme måde som drenge har lært det i bøger og historier siden tidernes morgen. Denne udgave indeholder 24 skønne Pippi-historier, og den er oplagt til højtlæsningen.


Fantastisk seje kvinder der forandrede verden af Kate Pankhurst
Jeg fik denne bog tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.
Tretten forbilledlige kvinder er hovedpersonerne i denne kompakte fortælling om nogle af de personligheder, der har været med til at forme den verden, vi kender i dag. Bogen bliver udgivet hos Forlaget Albert, som også står bag serien Små mennesker, store drømme. Serien og denne bog har en del ligheder, men i serien er der naturligvis plads til at udfolde hver personlighed i højere grad.  Fantastisk seje kvinder der forandrede verden tager os på en vandring gennem tid og sted, og vi starter ved skrivebordet i 1800-tallets England, hvor Jane Austen er i færd med at udtænke karaktererne til sine romaner. Jane Austen bliver blandt andet efterfulgt af Gertrude Ederle (svømmeren), Marie Curie (fysikeren), Amelia Earhart (piloten) og Rosa Parks (borgerettighedsaktivisten). Der er derfor en forbilledlig kvinde for ethvert barn uanset interessefelt.
Jeg har i øvrigt anmeldt bogen her.


Godnathistorier for rebelske piger af Elena Favilli & Francesca Cavallo
Denne bog gav jeg mig selv i fødselsdagsgave. :-D
Denne samling af indsigtsfulde godnathistorier består af intet mindre end 100 portrætter af stærke kvinder, der har haft indflydelse på deres tid og på den måde, vi oplever verden i dag. De udvalgte kvindeskikkelser spænder vidt, og de har udmærket sig inden for hver deres felt fra kunstmiljøet til videnskaben og fra sportsverdenen til den politiske scene. De fleste fortællinger indledes med det genkendelige ”Der var engang”, som netop understreger, at en kvinde kan skabe sit eget eventyr uafhængigt af prinser og hvide heste. Der præsenteres kvinder som for eksempel Astrid Lindgren (forfatteren), Aung San Suu Kyi (politikeren og frihedskæmperen) og min egen favorit, Coy Mathis (skoleeleven), som i en alder af seks kæmpede for sin ret til at være den pige, hun altid har følt sig som, trods maskuline genitalier. Bogen er et opbygget som ethvert andet opslagsværk og hver kvinde har en side med tekst og en side med et tegnet eller malet portræt, som alle er så smukke, at jeg ville ønske de kunne fås som plakater. Der er en tilgængelig rollemodel for alle børn i denne bog.


Ronja Røverdatter af Astrid Lindgren
Jeg fik denne bog tilsendt af Bog & Idé, som sælger den her.
Lige som Pippi behøver Ronja Røverdatter næppe en præsentation (men den kommer selvfølgelig alligevel). Ronja Røverdatter er en stædig, uafhængig og stærk pige, og som navnet lyder, er hun datter af en røver. Ronja og Birk, som er søn af lederen i den rivaliserende røverbande, udvikler et venskab, og sammen forsøger de at stoppe krigen og fjendskabet mellem de to røverbander. Ronja Røverdatter er en voldsom fortælling, som tager læseren tæt på naturen og på menneskets urinstinkt. Hovedpersonen Ronja bryder med traditionelle opfattelser af pæne piger, og hun tager føringen, når hende og Birk lægger planer for at forene deres to familier. Denne specifikke udgave er en meget smuk  gavebog med både guldkant, omslag og læsebånd, og bogen er velegnet fra omkring seksårsalderen.


Små mennesker, store drømme af Isabel Sanchez Vegara
Bøgerne er anmeldereksemplarer fra forlaget.
For trofaste følgere vil det ikke komme som et chok, at jeg har intet andet end kærlighed til den her børnebogsserie. Serien består i skrivende stund af seks bøger, som hver især har en forbilledlig kvinde som hovedperson. Den henvender sig til børn fra femårsalderen, men jeg kender efterhånden mange voksne – undertegnede inklusiv –, som også har udviklet stor kærlighed til seriens (og historiens) stærke kvinder. Alle startede de som små med en stor drøm, og en første bog i rækken er om maleren Frida Kahlo. Serien lærer børn, at man kan komme langt med en drøm og målrettethed, og den lærer både børn og voksne, at køn ikke definerer muligheder og at historien er fyldt med stærke kvinder, som har trodset fattigdom, racisme og kønsdiskrimination.
Jeg har anmeldt bogen om Frida Kahlo her, Coco Chanel her og Ella Fitzgerald her.

Hvilke feministiske værker skal I fejre dagen med?

mandag den 4. marts 2019

Boganmeldelse: Fantastisk seje kvinder der forandrede verden af Kate Pankhurst


Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.
Titel: Fantastisk seje kvinder der forandrede verden
Forfatter: Kate Pankhurst
Oversætter: Eva Mosegaard Amdisen
Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 32
Forlag: Forlaget Albert

Fantastisk seje kvinder der forandrede verden er et farverigt og legende pragteksemplar af en historiebog. Bogen skal vendes og drejes, når læseren vandrer ad snørklede stier eller læser skæve avisudklip. Den er et oplagt afsæt til børns egne fortællinger om, hvordan deres historie skal se ud, og hvordan de vil forandre verden.
Tretten forbilledlige kvinder er hovedpersonerne i denne kompakte fortælling om nogle af de personligheder, der har været med til at forme den verden, vi kender i dag. Bogen bliver udgivet hos Forlaget Albert, som efterhånden må siges at være børnelitteraturens kvindesagsforkæmpere, da de også står bag serien Små mennesker, store drømme, som i skrivende stund består af seks bøger om seks stærke kvindeskikkelser.
Fantastisk seje kvinder der forandrede verden tager os på en vandring gennem tid og sted, og vi starter ved skrivebordet i 1800-tallets England, hvor Jane Austen er i færd med at udtænke karaktererne til sine romaner. Allerede her bliver det tydeligt hvilket flerartet mesterværk Kate Pankhurst har kreeret med sin brug af forskellig font, farvestrålende billeder og talebobler. Al tekst præsenteres i bittesmå bidder, så den synes overskuelig, men lixtallet sørger alligevel for, at bogen bliver en fælles læseoplevelse mellem barn og voksen, da den kræver en ret stærk læser. Men det er også en bog, der bør tales om, så den er selvfølgelig oplagt til højtlæsningen.
Jane Austen bliver blandt andet efterfulgt af Gertrude Ederle (svømmeren), Marie Curie (fysikeren), Amelia Earhart (piloten) og Rosa Parks (borgerettighedsaktivisten). Der er derfor en forbilledlig kvinde for ethvert barn, og det må siges at være bogens allerstørste styrke ­– at børn med alle interesser kan finde en kvinde at spejle sig i. De i alt tretten kvinder præsenteres ikke kronologisk, og opsætningen tydeliggør, at de udvalgte kvinders historie ikke er afhængige af hinanden. Illustrationerne er farverige og legende, og bogen skal vendes og drejes, når vi skal vandre ad stier og læse avisudklip. Her på falderebet er jeg næsten nødt til at nævne, hvor oplagt den er som undervisningsmateriale. Den kan blandt andet bruges som afsæt til elevernes egne historier om, hvordan deres fortælling skal se ud – hvordan de vil forandre verden. Den er vigtig, vedkommende og øjenåbnende.