Boganmeldelse: Piecing Me Together af Renée Watson

Titel: Piecing Me Together

Forfatter: Renée Watson

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 320

Forlag: Bloomsbury Publishing

 

Piecing Me Together er en relevant, nutidig og meget nærværende historie. Titlen henviser til Jades kunst, hvor hun med udklip fra blade og magasiner sammensætter nye helheder og forsøger at få greb om de mange dele, der udgør hendes egen identitet.

 

16-årige Jade har netop startet sit junior-year på en helt ny high school. Hun har fået et stipendium til en privatskole, som ellers primært består af hvide elever fra den finere middelklasse. Jade er ikke hvid, og hun er ikke fra middelklassen. Hun er enebarn og bor sammen med sin mor, som via sit husholderskearbejdet, både forsørger Jade og sin egen bror, som bor hos dem. Jade drømmer om et liv væk fra det fattige kvarter, hun er opvokset i, og om at tage en uddannelse på et fint universitet, så hun engang kan købe sin mor et lille hus. Hun er klar over, at hendes drømme kun kan realiseres ved hjælp af hårdt arbejde og stålfast vilje – særligt når man er en fattig afroamerikaner. Det var hendes mors ide at få hende ind på den anerkendte privatskole, St. Francis. Jade frygtede at forlade sine venner på nordsiden, men

hver morgen tager hun bussen væk fra det fattige kvarter i Portland, hun så brændende ønsker at undslippe, til et pænt, hvidt område, hvor hun føler sig malplaceret og udenfor.

 

“At school I turn on a switch, make sure nothing about me is too black. All day I am on.”

 

På skolen får hun sin første hvide veninde, men selvom den nye veninde kommer fra et hjem med samme trange kår, er de to teenageres udgangspunkt vidt forskelligt. Og det skal vise sig at være en udfordring at se verden med hinandens briller på.

 

I don't know what's worse. Being mistreated because of the color of your skin, your size, or having to prove that it really happened.”

 

Jade bliver konstant mindet om, hvor hun kommer fra, når hun ikke forstår de sociale koder eller må takke nej til frokost på den lokale café, fordi det koster det samme, som hendes mor bruger på at brødføde tre mennesker dagligt.

 

“Why do people who can afford anything they want get stuff for free all the time?”

 

Da hendes lærer tilbyder en plads i et mentorprogram, bliver hun for alvor opmærksom på den position, der er til rådighed for hende i verden. Jade klarer sig godt i skolen, så hvorfor får hun tilbudt en plads i et program, hun ikke har brug for?

Hun føler, at hun har så meget at give til verden, men hun bliver mødt af en verden, der tilsyneladende ikke er interesseret i hendes gaver.

Jade er lige så farverig og sammensat som sine collager. Hun bruger meget tid på at tænke over sin egen plads i verden og på de samfundsstrukturer, der gør det svært for hende og andre unge afroamerikanere at rykke sig.

 

“I am like those girls. I am the Kool-Aid–drinking, fast food–eating unhealthy girl she wants to give nutrition classes to. I know all about food stamps and dollar menus and layaway. Know how to hold my purse tight at night when walking down dark streets, know how to duck at the sound of a shooting gun. I do. I am the girl who walks down the hallway, hoping for at least one boy to notice me. But the boys at school don’t like me because I look nothing like their mothers, look nothing like the Dream. The boys over here, well, to them I am good for tutoring and friendshipping and advice giving. I am.”

 

Læseren falder for Jade og hendes tørre humor ved første møde. Man accepterer hende straks som den gode veninde, man kan betro sig til, og læser intensivt med, når hun åbner sit sind og tanker.

Piecing Me Together er en relevant, nutidig og meget nærværende historie. Titlen henviser til Jades kunst, hvor hun med udklip fra blade og magasiner sammensætter nye helheder og forsøger at få greb om de mange dele, der udgør hendes egen identitet. Vi lærer Jade at kende som en reflekteret ung kvinde, der forstår – men stiller spørgsmålstegn ved – samfundets magtstrukturer, og hvordan disse kan udfordres via tankevækkende og bevægende kunst.

Renée Watson har skabt en nuanceret og moderne fortælling om race, identitet, privilegier og selvforståelse. Den er kategoriseret som ungdomsbog men ikke oversat til dansk. Jeg anbefaler den til alle unge, som har de sproglige kompetencer til at læse den. Den er særligt velegnet til engelskundervisningen i 9. klasse, hvor den med fordel kan kombineres med samfundsfag eller historie. Selvom man finder bogen på hylden med ungdomslitteratur, taler den lige så meget til den voksne læser, og Jades tankevirksomhed bliver aldrig ensidet eller naiv.

 

“When I watch the news and see unarmed black men and women shot dead over and over, it’s kind of hard to believe this world is mine.”

 

Det er et friskt pust med en ungdomsroman, hvor romantisk kærlighed og forelskelse er udeladet. I stedet spiller venskab og fællesskaber en stor rolle i Jades liv, og hun lærer os en masse om, hvordan det er at være en udsat minoritet.

 

“I tell him sad because I think white people can handle black sadness better than black anger. I feel both. But sadness gets sympathy, so I stick with that.”

 

Boganmeldelse: Der går min klasselærer af Jacob Skyggebjerg

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Der går min klasselærer

Forfatter: Jacob Skyggebjerg

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 265

Forlag: Gladiator

Jacob Skyggebjerg er en eminent prosaist, og han tvinger læseren til at tage alle sanser i brug, når der dufter af skolepigeparfume og brændt motor, når det smager af doven øl og kebab og - mest af alt – når bassen pumper derudaf med 666, DJ Alligator, Barcode Brothers og Gigi D'Agostino.

Mellem Vejle og Horsens ligger den lille by Løsning. Markerne er mange, det samme er traktorerne. Grusgraven og Daka-fabrikken er byens kerne. De gamle går i træsko og lytter til Creedence Clearwater Revival, mens de unge ifører sig buffalo-sko og skruer op for technomusik og eurodance. Generationerne mødes på byens skole, når den ene generation forbereder den anden til livet og til afgangseksaminerne. Og hvert år til byfesten forenes de i ølteltet, når det fyldes med god stemning, øl og musik. Vi befinder os i år 2000.

Skolelæreren Erling er midt i en krise. Han har fået øjnene op for niendeklasseseleven Mira, som får hans tanker til at vandre og hjerte (og lem) til at banke. Til sammenligning vækker hans egen hustru, Irma, mest af alt afsky i ham, og når hans puls stiger med hende i rummet, skyldes det vrede og irritation. Deres forhold blev tilfældigt indledt på lærerseminariet med hendes interesse og hans accept eller overgivelse. Og siden har hun sørget for, at han ser præsentabel ud og får varme måltider, og sammen har de opbygget et langt forhold på disrespekt, foragt og afsky.

Irma er også lærer i niendeklasse. Skolen har selvfølgelig en antimobbestrategi, som hun forsøger at håndhæve. Det kræver lidt, for i klassen går Stig, som er hele skolens mobbeoffer. Og skolens populære bad boy, Kasper Nielsen, går altid forrest, når hierarkiet endnu engang skal fæstnes. Det ville være så nemt at positionere sig selv som den friske lærer, der er med på lidt sjov, hvis man ikke altid skulle forsvare det skvat, som ikke er er i stand til at forsvare sig selv.

Der går min klasselærer er et portræt af to generationer og en komplet skildring af en genkendelig tid for ethvert 80’er-barn. Alle skoler havde en Kasper Nielsen, og desværre havde de fleste nok også en Stig, som måtte lade sig underkaste for fællesskabet og de stærkestes vilje. Jacob Skyggebjerg er en eminent prosaist, og han tvinger læseren til at tage alle sanser i brug, når der dufter af skolepigeparfume og brændt motor, når det smager af doven øl og kebab og - mest af alt – når bassen pumper derudaf med 666, DJ Alligator, Barcode Brothers og Gigi D'Agostino. Musikken, beklædningen og transportmidlerne er redskaber, der sikrer læserens forståelse af stemningen i rummet og tempoet på begivenheden. Den unge generations fart står i stærk kontrast til den søvnige by, som Erling og Irma synes at være indbegrebet af.

Pssst … gad vide om forfatteren har lagt tanker i de kvindelige hovedrollers navne, Mira og Irma. De to fungerer som et anagram af hinanden, og måske er det ikke helt tilfældigt? Måske vil Mira opdage, når hun når sine 50’ere, at hun er blevet en Irma, og måske var Irma en Mira, da hun selv gik i niendeklasse. Eller måske forsøger Jacob Skyggebjerg blot at drille en gammel dansklærer, som så frygteligt genre vil finde skjulte skatte og symboler i alle tekster. Læs den og bedøm selv. 😅

Boganmeldelse: Maria af Malou Aamund

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Maria

Forfatter: Malou Aamund

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 250

Forlag: Gyldendal

Maria vækker tanker om de valg, vi træffer, og om hvor nemt det er at få skubbet til sine grænser og værdier, både overfor sig selv, men i særdeleshed i behandlingen af andre mennesker. Men der er også noget irriterende over de to karikerede kvindetyper, som kommer til at fremstå en smule utroværdige.

I Maria følger vi to kvinder med samme navn, som netop er fyldt 40 år. Vi hører indledningsvist om hver kvindes barndom og om det nære forhold til hver deres far. Den nutidige fortælling tager afsæt i morgenen på deres 40-års fødselsdage, som er meget forskellige. Den første Maria, vi lærer at kende, er en altopofrende kvinde, som bor sammen med sin utro mand og to disrespektfulde børn. Hun har siden, hun lærte sin mand at kende, accepteret en underdanig tilværelse, hvor hun har rollen som husholderske og tjener. Hun går en fødselsdag i møde, hvor hun bliver overset og længes efter fejring eller en lille tegning fra sine børn.

I bogens anden halvdel får vi fortællingen om karrierekvinden, Maria. Hun ofrer gerne alt på sin vej for at nå til tops i det firma, hun er ansat i. Hun bor sammen med sin underdanige mand, som hun er utro, og deres to ængstelige børn. På hendes fødselsdag vågner hun til uanede mængder kærlighed, morgenmad og børnetegninger. Både mand og børn gør en solid indsats for at behage Maria, som tilsyneladende ikke er i stand til at føle en eneste varm følelse.

Der er noget irriterende ved fremstillingen af de to kvinder – de tenderer til en karikatur på ”kvindetyper” og giver indtryk af, at en kvinde kun kan vælge mellem to positioner; kold karrierekvinde eller kærlig familiemor. Den karikerede fornemmelse gør karaktererne en smule utroværdige – særligt Maria nr. 2, som er så følelseskold, at det er svært at genkende og tro på hende som menneske.

Samtidig er der noget dragende i selve opbygningen, og det er interessant at følge livets gang for to kvinder, som havde samme udgangspunkt. Bogen vækker tanker om de valg, vi træffer, og om hvor nemt det er at få skubbet til sine grænser og værdier, både overfor sig selv, men i særdeleshed i behandlingen af andre mennesker.

Boganmeldelse: Mit ansigt ud mod verden af Alfred Hayes

Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Mit ansigt ud mod verden

Forfatter: Alfred Hayes

Oversætter: Bente Kastberg

Udgivelsesår: 2019

Sideantal: 184

Forlag: Den Franske Bogcafés Forlag

“Hun gik ned til vandkanten og tog meget bevidst en ordentlig slurk af sin drink og drejede hovedet en anelse for at se på stjernerne. Det var noget af et syn: havet, hendes shorts, hendes cocktail, og jeg gik ud fra, at hun var helt bevidst om kompositionen; men det var jeg sådan set også, som jeg stod der på verandaen i mine egne tanker og røg en velovervejet cigaret.”

To navnløse eksistenser indleder en flygtig relation. Han er forfatter bag store hollywoodproduktioner og hun er den lille, håbefulde skuespillerinde. Han er indflydelsesrig, hun er ikke. Vi befinder os i Hollywoods 50’ere, og allerede ved første møde defineres deres ulige forhold. De møder hinanden på en strand, hvor hun ganske upåvirket begiver sig ud i de mørke bølger, mens festen ser til. Om hun er i færd med at drukne sig selv eller fremføre en dramatisk scene, ved han ikke, men han beslutter sig for a redde hende fra druknedøden.

“Hun gik ned til vandkanten og tog meget bevidst en ordentlig slurk af sin drink og drejede hovedet en anelse for at se på stjernerne. Det var noget af et syn: havet, hendes shorts, hendes cocktail, og jeg gik ud fra, at hun var helt bevidst om kompositionen; men det var jeg sådan set også, som jeg stod der på verandaen i mine egne tanker og røg en velovervejet cigaret.”

Redningen bliver startskuddet til deres forhold – den stakkels kvinde og den store redningsmand. Han er gift, og hans hustru bor i deres hjem i New York, mens han arbejder på produktionerne i Hollywood. Affæren i Hollywood er passionsløs og uden fremdrift – mest af alt udlever de klicheen om den indflydelsesrige gifte mand og den håbefulde skuespillerinde, som bare gerne vil ses af verden.

“Det her var åbenbart noget af det, hun virkelig holdt af: en væddeløbsbane, en loge med et privat bord og mennesker, der kiggede på hende.”

Ingen af dem synes at være drevet af lyst, alligevel fortsætter de med at ses, som var der ingen alternativer, hvis man vil klare sig i LA. Det er ikke kun deres forhold, der er lidenskabsløst, begge lever uden lidenskab, som fulgte de blot et hollywoodmanuskript.

“Alene; det var den eneste aktive lidenskab, jeg havde tilbage, min eneste egentlig fikse idé.”

Der er en dyster, fordærvet stemning, som vi kender den fra film noir. Hayes' Hollywood er overfladisk, usympatisk og kynisk, og vores hovedpersoner bevæger sig apatisk gennem livet i den glamourøse by.

Hollywoods fortæring af hovedpersonerne formidles fuldstændig fejlfrit af Bente Kastberg, som har gjort et formidabelt stykke arbejde med sin smukke oversættelse. Romanen er oprindeligt fra 1958, men trods sine tres år i verden, er den lige så (hvis ikke mere) aktuel som da den udkom – præcis som en sand klassiker altid er det!

Boganmeldelse: På vej hjem af Sverre Henmo

Jeg modtog bogen som et anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: På vej hjem

Forfatter: Sverre Henmo

Oversætter: Rasmus Klitgaard Hansen

Udgivelsesår: 2019

Sideantal: 244

Forlag: Turbine

På vej hjem er letlæst og ubesværet, men der ligger så meget usagt mellem linjerne, og det er formentlig noget af det stærkeste, mest indsigtsfulde og rammende litteratur, der findes til at beskrive parforholdets dynamik.

Thale og Magnus er taget op i den gamle fjeldhytte, som Thale står til at arve. De er taget afsted uden Thales 16-årige dreng, Georg, som er til baskettræning i weekenden. Parret sover ikke sammen længere, og det er som om, at forsøget på at få et fælles barn, har skabt en afstand mellem dem, som synes umulig at mindske. Magnus ønsker sig brændende sit eget barn, og Thale har da også indvilliget i projektet, men da det skal vise sig at kræve hjælp fra en fertilitetsklinik, begynder hun at bakke ud. Børn og graviditet bliver et emne, som er svært for parret at nærme sig, og efterhånden bliver emnet en elefant i rummet, som ingen adresserer.

Til middagen finder Thale en vin frem, for hun vil fejre, at hytten snart er hendes. Faktisk ønsker Magnus slet ikke, at de overtager hytten, men som med så meget andet for tiden, tier han. Pludselig får Thale en opringning fra Georgs træner, som fortæller, at Georg faldt om med hjertestop under træningen og nu er på vej på sygehuset. Med en uforsvarlig alkoholpromille, haster parret afsted mod Ullevål Sygehus, som de befinder sig 215 kilometer fra.

For læseren fyldes turen med Thales ydre frustration og angst og Magnus’ indre dialog. Det er Magnus, der har fortællestemmen, men Thales perspektiv udtrykkes i hendes handlinger og udsagn. De har dannet par i over ti år, så efterhånden som de når tættere på sygehuset i det ene spor, spoler det andet spor tilbage i tiden og fortæller os, hvordan Magnus faktisk har et barn i Georg, eller i hvert fald kunne have haft det, hvis han havde formået at se alt det, der blev givet ham i livet.

Romanen lægger ud med et adstadigt tempo, men intensiveres til hjertet næsten springer ud af sin læser, og det er en berigende – og samtidig fortvivlende – læseoplevelse. Magnus er så ægte, at man næsten føler hans tilstedeværelse under læsningen, og han fremstår som et helt menneske støbt på omsorg og sympati, men også på bitterhed og jalousi. Den er letlæst og ubesværet, men der ligger så meget usagt mellem linjerne, og det er formentlig noget af det stærkeste, mest indsigtsfulde og rammende litteratur, der findes til at beskrive parforholdets dynamik.

Seks anbefalinger til vinterlæsningen

Alle bøger bortset fra Sne er modtaget som anmeldereksemplarer.

Jeg kan ikke komme i tanke om noget bedre end at krybe under et uldent tæppe med en varm kop kaffe og en god bog, når det er mørkt og koldt udenfor. Men det er også vigtigt for mig, at bogen matcher mit vintersind, hvis jeg skal skabe den helt rigtige vinterhyggestemning (lækkert ord, hva’?). Derfor har jeg samlet nogle af de bøger, der særligt har kunne bidrage til hyggelige vinterstunder hos mig. Fælles for dem er, at de alle har formået at skabe en stemning og vækket en særlig følelse under læsningen. Nogle har budt på bidende og intens vinterkulde, andre har skabt magiske stunder eller lagt sig som tunge tæpper af melankoli. God fornøjelse!

Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr

Alt det lys vi ikke ser er en historisk roman, som er et oplagt valg til læseren, som trænger til at svæve på skyer af smukke formuleringer.

11-årige Marie-Laure bor i Paris med sin far, da byen besættes af nazister. Sammen flygter de til Saint-Malo, hvor de gemmer sig hendes onkels afsidesliggende hus. I Tyskland bor den forældreløse Werner, som bliver hvervet til Hitlerjugend, fordi han har talent for at bygge og reparere radioer. Denne tekniske evne skal bruges til at opspore modstandsfolk, og inden længe befinder Werner sig i Saint-Malo.

Romanen er fyldt med referencer til Jules Vernes klassikere, som på elegant vis flettes ind i fortællingen og giver den et ekstra strejf af magi. Det er en helt særlig smuk, sansende og eventyragtig fortælling, og den rummer uden tvivl noget af det smukkeste sprog, jeg nogensinde har læst. Den må være svaret på den perfekte vinterbog! 

Jeg anmeldte den her, hvis du vil læse mere.

Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø af Tove Ditlevsen

(digte udvalgt af Olga Ravn)

Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø er til den samfundskritiske læser, som nyder at dykke ned i en tilstand af melankoli og nærer stor kærlighed til poesien. Vinter kalder på melankoli, og jeg tør godt kalde Tove Ditlevsen for melankoliens mester. I Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø, har Olga Ravn udvalgt de digte, der særligt understreger det modsætningsfyldte forhold, der er mellem kvindens bør og gør. Samlingen er perfekt til en våd og kold eftermiddag, hvor de daglige gøremål tilsidesættes og de mange ”jeg burde” ignoreres, så melankolien kan dyrkes og nydes under tæppet.

Jeg anmeldte den her, hvis du vil læse mere.

De dage med dig af Julie Badura

De dage med dig er både en klassisk ulykkelig kærlighedshistorie, men også en moderne fortælling om frygten for at give sig hen og lade sig omslutte af en altoverskyggende forelskelse.

Vi er med, når vores hovedperson overmandes af en hæsblæsende rutschebanetur af en forelskelse. Hun møder manden, som synes at fuldende hende og i en form for biologisk mekanisme, sammensmelter deres kroppe og gør dem til en helhed. Men med frygt og usikkerhed i bagagen varer deres fjerlette forelskelse ikke ved, og pludselig står hovedpersonen ansigt til ansigt med livet uden for den turbulente forelskelse. Den lille bog er hurtigt læst, men stemningen bliver i kroppen længe efter og kulden fra bænken i Frederiksberg Have er svær at ryste af sig igen.

Jeg anmeldte den her, hvis du vil læse mere.

Hjemve af Louise Kringelbach

Hjemve er en fortælling om det senmoderne menneskes længsel og søgen efter ro og stabilitet. Romanen er oplagt til den refleksive læser, som søger svar på eksistentielle spørgsmål i litteraturen.

Hovedpersonen, Anne, lever en kaotisk tilværelse i München. Hun er indstillet på at leve i nuet, glemme alt om fortiden og ikke bekymre sig om fremtiden. Da hun en dag modtager meddelelsen om, at hendes bror i Danmark er forsvundet, indleder hun

sin søgen, ikke blot efter sin bror, men også efter sig selv, og rejsen tilbage til Danmark tvinger hende til at se den fortid i øjnene, som hun i mange år er flygtet fra.

Hjemve er historien om at længes, det er beskrivelsen af det senmoderne menneskes konstante søgen efter liv, efter svar, efter ro, efter at finde hjem og finde sig selv.

Jeg anmeldte den her, hvis du vil læse mere.

Sne af Orhan Pamuk

Sne er en oplagt vinterroman. Den kræver god tid, lægger op til refleksion og kræver lidt ekstra af sin læser.

Digteren Ka vender hjem til sin mors begravelse i Tyrkiet efter at have levet i eksil Tyskland i tolv år. I byen Kars er kommunalvalget i gang, og Ka indvilliger i at rapportere derfra. Romanen udspilles over få dage, og det vedvarende snevejr får både stor betydning for bogens stemning og for historiens udvikling. Det er ikke en bog for alle, da den kan synes tung og ’langsom’, men den er perfekt til den klassiske litterat eller litteraturelsker, som trænger til at lade sig dække af melankolske snedynger.

Svøm med dem som drukner af Lars Mytting

Svøm med dem som drukner er en klassisk og solid slægtsroman, hvor hovedpersonen forsøger at løse det mysterium, som er årsagen til fortielser i en ellers traditionsbunden familie. 

Vi følger vores hovedperson, Edvard, i sin jagt efter svar på fortidens mysterier. Edvards (norske) forældre bliver dræbt i en skov i Frankrig, da han er ganske lille, og han vokser derfor op på bedsteforældrenes gård. Da hans bedstefar dør forstærkes trangen til at finde ud af, hvad der skete dengang i Frankrig. Romanen er spækket med detaljerede beskrivelser af frostklare nætter og vild natur, som gør den til en vaskeægte vinterfortælling.

Jeg anmeldte den her, hvis du vil læse mere.

Hvilke bøger kan du særligt anbefale til vinterlæsningen?