Boganmeldelse: Hyldest til lediggang af Bertrand Russell

Bogen var en julegave fra min yndlingsbror, så han er den gavmilde sponsor, om man vil.

Titel: Hyldest til lediggang

Forfatter: Bertrand Russell

Oversætter: Line Bahner

Udgivelsesår: 2016 (originalt fra 1932)

Sideantal: 88

Forlag: Atlas

I Hyldest til lediggang rejser Bertrand Russell nogle af de mest fundamentale spørgsmål til den måde, vi driver samfund på. Han minder sin læser om, at alting kunne have været anderledes og om at forholde sig kritisk til forestillede sandheder om, hvordan et samfund skal indrettes.

Bertrand Russells essay Hyldest til lediggang fra 1932 er titlen på den lille lommebog fra Atlas, som udover titelessayet, indeholder essaysne Det gode liv og Frelse. Alle tre essays er en kritik af et fortravlet arbejdersamfund, hvor travlhed, tidsnød og stor arbejdsbyrde er en statusindikator, som udelukkende gavner arbejdsgiveren. I Hyldest til lediggang præsenterer Russell ideen om en bedre fordeling af arbejdsbyrden, så alle kan få en firetimers arbejdsdag. Han kalder det tåbeligt, at man trods moderne produktionsmetoder, ikke har valgt at sænke menneskets arbejdsbyrde. Russell mener, at mindre arbejde ville give overskud til fritidsaktiviteter og skabe gladere mennesker, som dermed også har større overskud til at behandle hinanden godt og ordentligt.

“Da folk ikke vil være trætte i deres fritid, vil de heller ikke kun kræve passiv og tom underholdning. Mindst en procent vil sandsynligvis bruge den tid, hvor de ikke arbejder, på aktiviteter, der bidrager til samfundet, og da de ikke vil være økonomisk afhængige af disse aktiviteter, vil deres kreativitet være uhindret, og der vil ikke være behov for at opfylde krav fremsat af bedagede eksperter. Men det er ikke kun i disse exceptionelle tilfælde, at fordelene ved fritid vil vise sig. Almindelige mænd og kvinder vil få mulighed for at leve et lykkeligt liv og vil derigennem blive mere venlige, mindre plagsomme og mindre tilbøjelige til at se mistænksomt på andre.

[…]

Godhed er den af alle moralske kvaliteter, som verden har mest brug for, og godhed er et resultatet af bekvemmelighed og sikkerhed, ikke af et slidsomt liv. Moderne produktionsmetoder har givet os mulighed for at give alle bekvemmelighed og sikkerhed; men vi har i stedet valgt overanstrengelse for nogle og sultedød for andre. Indtil nu er vi fortsat med at være lige så energiske, som vi var, før der var maskiner. Her har vi været tåbelige, men der er ingen grund til at fortsætte med at være tåbelige for evigt.”

Som nuværende ledig kan jeg se tilbage på en hård tid hos en privatejet virksomhed, hvor det ikke var usædvanligt med 12-timers arbejdsdage, og jeg undrer mig over, at Russells budskab endnu ikke er trængt igennem. – Hvis arbejdet fordeles, så alle bridrager til samfundet, kan vi undgå, at en lille del skal slæbe det store læs og (ofte) ende med stress. Han tegner billedet af et samfund, som til forveksling kunne være det nuværende, hvor hårdt arbejde ses som ethvert menneskes moralske forpligtelse. Den pligtbetingede tilgang til lange arbejdsdage og store arbejdsbyrder har ifølge Russell været et middel,

“(…) som magthaverne har brugt til at få andre til at leve for deres herrers interesser snarere end for deres egne.”

Og han beskriver den som en irrationel ufornuft. Uanset ideologisk overbevisning, er alle tre essays værd at gøre sig bekendt med – Russells grundsyn er selvfølgelig ikke helt uproblematisk, men det sætter væsentlige tanker i gang. Ved at stille spørgsmål til den måde, vi driver samfund på, minder han sin læser om, at alting kunne have set anderledes ud, og at det er vigtigt at forholde sig kritisk til forestillede sandheder om, hvordan et samfund skal indrettes.

Jeg vil varmt anbefale den lille lommebog, og den skal måske særligt gives til unge, ambitiøse mennesker, der står overfor beslutningen om, hvilket liv der skal leves.

Russell definerer selv det gode liv således …

Det gode liv er et liv

inspireret af kærlighed

og styret af viden.

Boganmeldelse: På vej hjem af Sverre Henmo

Jeg modtog bogen som et anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: På vej hjem

Forfatter: Sverre Henmo

Oversætter: Rasmus Klitgaard Hansen

Udgivelsesår: 2019

Sideantal: 244

Forlag: Turbine

På vej hjem er letlæst og ubesværet, men der ligger så meget usagt mellem linjerne, og det er formentlig noget af det stærkeste, mest indsigtsfulde og rammende litteratur, der findes til at beskrive parforholdets dynamik.

Thale og Magnus er taget op i den gamle fjeldhytte, som Thale står til at arve. De er taget afsted uden Thales 16-årige dreng, Georg, som er til baskettræning i weekenden. Parret sover ikke sammen længere, og det er som om, at forsøget på at få et fælles barn, har skabt en afstand mellem dem, som synes umulig at mindske. Magnus ønsker sig brændende sit eget barn, og Thale har da også indvilliget i projektet, men da det skal vise sig at kræve hjælp fra en fertilitetsklinik, begynder hun at bakke ud. Børn og graviditet bliver et emne, som er svært for parret at nærme sig, og efterhånden bliver emnet en elefant i rummet, som ingen adresserer.

Til middagen finder Thale en vin frem, for hun vil fejre, at hytten snart er hendes. Faktisk ønsker Magnus slet ikke, at de overtager hytten, men som med så meget andet for tiden, tier han. Pludselig får Thale en opringning fra Georgs træner, som fortæller, at Georg faldt om med hjertestop under træningen og nu er på vej på sygehuset. Med en uforsvarlig alkoholpromille, haster parret afsted mod Ullevål Sygehus, som de befinder sig 215 kilometer fra.

For læseren fyldes turen med Thales ydre frustration og angst og Magnus’ indre dialog. Det er Magnus, der har fortællestemmen, men Thales perspektiv udtrykkes i hendes handlinger og udsagn. De har dannet par i over ti år, så efterhånden som de når tættere på sygehuset i det ene spor, spoler det andet spor tilbage i tiden og fortæller os, hvordan Magnus faktisk har et barn i Georg, eller i hvert fald kunne have haft det, hvis han havde formået at se alt det, der blev givet ham i livet.

Romanen lægger ud med et adstadigt tempo, men intensiveres til hjertet næsten springer ud af sin læser, og det er en berigende – og samtidig fortvivlende – læseoplevelse. Magnus er så ægte, at man næsten føler hans tilstedeværelse under læsningen, og han fremstår som et helt menneske støbt på omsorg og sympati, men også på bitterhed og jalousi. Den er letlæst og ubesværet, men der ligger så meget usagt mellem linjerne, og det er formentlig noget af det stærkeste, mest indsigtsfulde og rammende litteratur, der findes til at beskrive parforholdets dynamik.

Boganmeldelse: Det Røde Lyn af Estrid Dyekjær

Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar

Titel: Det Røde Lyn

Forfatter: Estrid Dyekjær

Udgivelsesår: 2019

Sideantal: 147

Forlag: Byens Forlag

Må man have det sjovt, når far er død? Må man blive forelsket, når far er død? Må man være ked af de små ting, såsom drengeproblemer, når far er død? Det er sådanne spørgsmål, Vera tumler med i Estrid Dyekjærs nye børneroman, Det Røde Lyn.

Vera går i sjette klasse, hun bor i et helt almindeligt kvarter med sin helt almindelige familie, som består af mor, far og storebror, Valdemar. Til næste år skal hun konfirmeres, og hendes far er opsat få at få Det Røde Lyn klar til at hente Vera i kirken og køre hende til konfirmationsfesten. Men sådan skal det ikke gå. En formiddag, da far går i garagen og roder med bilen som sædvanlig, hører familien et langt dyt, som ikke stopper. Først griner de lidt, men lyden bliver irriterende, så de går ud for at se, hvad den tossede far har gang i. De bliver mødt med synet af en bevidstløs far, som ligger foroverbøjet ind over bilens horn. Med ét bliver konfirmationsforberedelser og spæde teenagefølelser erstattet med en altoverskyggende sorg. Vera skal nu navigere i en verden, hvor alle er bange for at sige noget forkert, hvor mor altid er ked af det og hvor det føles lidt forkert at grine eller have det godt. Må man have det sjovt, når far er død? Må man blive forelsket, når far er død? Må man være ked af de små ting, såsom drengeproblemer, når far er død?

Det Røde Lyn er en børneroman, hvis kæmpe styrke ligger i beskrivelsen af det virvar af følelser, der er i Vera. Beskrivelsen af Veras indre og af hendes møde med omverdenen efter at have mistet sin far er rammende, og både børn og voksne vil kunne genkende den usikkerhed, der opstår, når vi ikke ved, hvordan vi skal møde hinanden efter et stort tab. Hvad skal man sige, hvad skal man ikke sige, hvad er det rigtige at gøre, og hvad er det forkerte at gøre? Fordi det spørgsmål er så svært at besvare, vælger mange af Veras klassekammerater i stedet at undgå hende og bidrage til en indre ensomhed.

Jeg har dog også indvendinger: Vera går til dans, men hun vil gerne gå til karate. Det vil hun gerne, fordi søde Victor med de blå øjne går til karate. Veras mor mener ikke, at karate er en sport for piger, og det bliver der talt om med største selvfølgelighed. Vera er tilbøjelig til at være enig, men hun vil jo bare gerne starte alligevel, fordi Victor går der. Veras veninde påpeger, at det trods alt er bedre, hvis Vera starter til karate, end at Victor starter til dans, og så griner de lidt af det (en dreng, der danser, høhø. Det er vel nok komisk). Den del gør mig en smule træt og trist, må jeg indrømme. Når vi serverer den slags fastlåste kønsroller og stereotyper for vores børn i litteraturen, så er det dem, de møder verden med. Og det værste er næsten, at Vera ikke ønsker at starte til karate for at bryde normerne for, hvad piger kan – hun vil sådan set bare gerne være tæt på en sød dreng, hvilket er fuldt ud relaterbart (det var sådan, jeg startede til spejder), men det irriterer mig, at det skal være en underlig eller upassende sport for en pige.

Der er også nogle enkelte fejl, som sikkert ikke bemærkes af den unge læser (så meget desto værre), som fx I der bliver til i, eller forfatterens navn, der er stavet forkert på bogryggen. Men det er ikke noget, der vælter læseoplevelsen.

Summa summarum, Det Røde Lyn er en flot beskrivelse af en ung piges følelsesliv efter en fuldstændig omvæltning i tilværelsen, og den er velegnet fra omkring 5. klasse.

Vind et gavekort til Plusbog.dk

❁ 𝚁𝙴𝙺𝙻𝙰𝙼𝙴 ❁

Plusbog.dk kører kampagne på deres medlemskab, som lige nu er ekstra billigt. Men hvor billigt er det egentlig?

Hvis du kender svaret, kan du deltage i konkurrencen om et gavekort på 500 kr. til Plusbog.dk på min Instagram-profil, @bookmeupscotty.

Boganmeldelse: Mine klassiske musikinstrumenter og Min lille Mozart

Begge bøger er anmeldereksemplarer fra forlaget

Titel: Mine klassiske musikinstrumenter og Min lille Mozart

Forfatter: Emilie Collet

Illustrator: Séverine Cordier

Oversætter: Fanny Bruun

Udgivelsesår: 2019

Sideantal: 12

Forlag: Forlaget Bolden

Mine klassiske musikinstrumenter og Min lille Mozart er kraftige pappegebøger fyldt med musik og leg. Ideen er god – børn elsker musik, og de elsker at trykke på knapper, der kan sætte noget i gang.

Forlaget Bolden udgav i sommers to musikbøger; Mine klassiske musikinstrumenter og Min lille Mozart, som skal introducere klassisk musik for de mindste. Begge bøger er bygget op om deres lydknapper, som byder på et nyt stykke musik på hver dobbeltside (seks stykker musik i alt). I Mine klassiske musikinstrumenter stifter vi bekendtskab med seks klassiske instrumenter; violinen, tværfløjten, guitaren, trompeten, paukerne og klaveret. Vi møder instrumenterne i uddrag af kendte klassiske værker, såsom Brahms violinkoncert og Griegs Morgenstemning.

De tilhørende tekstbidder er korte, og jeg har svært ved at forestille mig, at de rent faktisk vil blive brugt. De fleste børn har nok for travlt med musikken til at høre de små historier om lille Mozart. Men det betyder ikke så meget, det væsentlige er, at der er noteret, hvilket værk der afspilles, så mor og far også kan blive lidt klogere. Der er dog et enkelt men. På Min lille Mozarts bogryg, har man skrevet Miin. Det betyder måske nok ikke så meget for barnet, men det generer altså mit øje en smule, og det irriterer mig, hvis børn har bøger med stavefejl.

Illustrationerne taler ikke til min egen æstetiske sans, med de udført i pangfarver, som gør det lettere for barnet at skelne mellem dem, og jeg er vis på, at de for et barn er både fine og sjove.

Det er kraftige pappegebøger, og hvis det lykkes at undgå savl eller saftevand i nærheden af batteri og højtaler, så er de bestemt robuste nok til at overleve tiden hos en tumling. Ideen er god – børn elsker musik, og de elsker at trykke på knapper, der kan sætte noget i gang. Knapperne er følsomme, så de motorisk utrænede fingre skal ikke kæmpe længe for at finde den gyldne musikknap, man behøver blot at strejfe den (her er det måske relevant for den voksne at vide, at musikken også kan stoppes ved at strejfe selv samme knap). Der er som bekendt mange fordele ved at lytte til klassisk musik for både børn og voksne, for eksempel kan det bidrage til bedre søvn og stimulere kognitive egenskaber. Og bøgerne kan sagtens anskaffes allerede under graviditeten, så kan mor og far trykke på knappen i starten.

Fine, fine musikbøger til både hjemmet, dagplejen, vuggestuen og børnehaven!