Boganmeldelse: Noget du ikke ved om længsel af Karen Strandbygaard

Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Noget du ikke ved om længsel

Forfatter: Karen Strandbygaard

Udgivelsesår: 2021

Sideantal: 300

Forlag: People’s Press

’Noget du ikke ved om længsel’ undersøger og kortlægger en kvindes længsel efter at få børn. Den beskriver, hvor galt det kan gå, når forventningen til livet ikke stemmer overens med virkeligheden, og når kroppen pludselig bliver en kampdygtig modstander for den drøm, der gemmer på livets mening.

Udadtil kører livet på skinner for 32-årige Maria. Hun er en dygtig forsker og har gang i en lovende karriere i en privat virksomhed, hvor hun arbejder som kemiker. Hun bor sammen med sin kæreste David i indre København, og de to ønsker at blive forældre. Men her falmer glansbilledet, for Maria bliver ikke gravid. Parret starter på fertilitetsbehandling, men de gentagne mislykkede forsøg begynder at tære på forholdet. Maria konfronteres med følelser og sider af sig selv, som føles fremmede både for hende og for David. Hun går fra at være en ambitiøs kemiker til kun at kunne tænke på at få et barn. Langsomt ser hun alting smuldre, parforhold, karriere og venskaber glider ud som sand mellem hendes hænder.

’Noget du ikke ved om længsel’ undersøger og kortlægger en kvindes længsel efter at få børn. Den beskriver, hvor galt det kan gå, når forventningen til livet ikke stemmer overens med virkeligheden, og når kroppen pludselig bliver en kampdygtig modstander for den drøm, der gemmer på livets mening. Det psykologiske drama udspiller sig særligt i Marias indre, mens intetanende kolleger ser måbende til på hendes deroute og David forvirres over forandringen. Jeg vil så gerne elske den, og jeg prøvede virkelig også. Den er velskrevet, dialogerne er skarpe og troværdige, men følelseslivet vækkede intet i mig. Der mangler bøger om fertilitetsbehandling, så mine forventninger var tårnhøje, og måske er problemet netop, at jeg ved alt for meget om Marias længsel. Jeg var Maria på 32, som hellere ville forlade verden end at leve i den barnløs. Men jeg kunne ikke spejle mig i denne Maria, og det ødelagde desværre læseoplevelsen. Det er en umådeligt vanskelig disciplin at slette sig selv og egne erfaringer, når man læser om det, der på bagsiden lyder som ens liv.

Jeg håber sådan, du vil dele din egen erfaring med bogen her i kommentarfeltet – særligt hvis du også har erfaring med fertilitetsbehandling.

Boganmeldelse: Bogen du ville ønske dine forældre havde læst af Philippa Perry

Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget

 

Titel: Bogen du ville ønske dine forældre havde læst

Forfatter: Philippa Perry

Oversætter: Ole Lindegård Henriksen

Udgivelsesår: 2021

Sideantal: 288

Forlag: Svane & Bilgrav

 

Perry brillerer med sin evne til at vende enhver konflikt til barnets perspektiv, og forældrebogen står stærkest i analysen af, hvordan egen opvækst ubevidst påvirker forældrerolle og handlingsmønstre. Desværre er forfatteren ramt af privilegieblindhed, og denne brist bliver tydelig i hendes overklasseeksempler på aktiviteter og støtte udefra.

Psykoterapeut Philippa Perry tilbyder værktøjer til, hvordan du kan gøre op med den arv, du ubevidst bærer med dig fra din barndom og dine forældres opdragelsesstil. Perry lægger ud med et afsnit, hvori hun udfolder flere eksempler på uhensigtsmæssig adfærd, som man ubevidst kan have taget med sig fra sin egen barndom. Dette afsnit danner grundlag for de refleksioner, der lægges op til, når relationen til dit barn skal endevendes. Og det skal den, for der findes ikke en forælder i verden, som kan sige sig fri fra at begå fejl, som kan sætte den gode relation på prøve. Og med Perrys tilgang er der gjort plads til de fejl, her handler det nemlig snarere om at stå ved dem og lære sit barn, at mor/far også kan fejle og også bør undskylde, når de gør det. Som eksempler på uhensigtsmæssig forældreadfærd nævner hun bl.a. manglende anerkendelse af barnets følelser, hvis forælderen føler noget andet. Det kan fx være barnet, der bliver ked af at skulle have overtøj på til stor frustration for den travle forælder, som synes barnet skaber sig. Her vil Perrys tilgang være at gå i øjenhøjde og spørge ind til barnets følelser. Anerkendelsen af barnets følelser er i det hele taget omdrejningspunktet hele vejen igennem, og hun problematiserer også tendensen til at distrahere et ulykkeligt barn eller forsøge at fikse følelsen fremfor at tale om den og give barnet plads til at være i den. Behovet for at fikse den ulykkelige følelse opstår ikke kun i forælder/barn-forhold, men også i romantiske relationer, hvor det er lige så problematisk.

Bogen hjælper dig uden tvivl med at forstå, hvordan din egen opvækst påvirker din forælderstil, og den kan dermed bidrage til at bryde negative mønstre.

Men den har også sine minussider. Det bliver flere steder tydeligt, at Perry ikke kan sige sig fri fra den position, hun skriver fra. Når hun fx foreslår, at man tager et weekendophold på hotel med sit barn for at fokusere på nærvær, kan man da godt få følelsen af, at hun rammes privilegieblindhed. Samme følelse opstår, når hun foreslår læseren at overveje, hvorfra denne kan få støtte i sit forældreskab. Her nævner hun som eksempel, at man kan få sin mor til at betale huslejen i et år og sin søster til at sørge for sine måltider. Forestillingen om at nogen i min familie skulle have mulighed for at dække min husleje i et helt år er så langt fra min verden, at det faktisk bliver helt komisk. Der er også en tendens til at det er kvinderne, hun bringer i spil med sine eksempler. Og det kan virke forældet, at det nødvendigvis må være familiens kvinder, der skal springe til med hjælp og omsorg, når der kommer en lille ny til verden.

Nogle af rådene giver sig selv, men dér hvor Perry virkelig brillerer, er hendes evne til at vende enhver konflikt til barnets perspektiv. Ved at starte med at vække læserens erindringer om egen barndoms konflikter, bliver det let at se på situationen med barnets øjne og forstå, at en konflikt eller et hysterisk anfald heller ikke er sjov for det barn, som man måske synes ”skaber” det.

Det er en spændende forældrebog, som har sine gyldne øjeblikke, men den er helt sikkert stærkest i de første afsnit og i analysen af, hvordan egen opvækst ubevidst påvirker forældrerolle og handlingsmønstre.

Den anbefales selvfølgelig særligt til forældre, men også til dig, som bare gerne vil blive klogere på, hvordan din opvækst spiller ind, når du som voksen skal danne relationer eller havner i konflikter.

Boganmeldelse: En moderne familie af Helga Flatland

Titel: En moderne familie

Forfatter: Helga Flatland

Oversætter: Karen Fastrup

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 261

Forlag: Turbine

 

I ’En moderne familie’ bliver familiebegrebet med ét meningsløst, og i denne meningsløshed må tre søskende forsøge at finde sig selv og hinanden. Romanen er elegant komponeret, og de skiftende fortællestemmer giver historien filmisk karakter og dybde.

Udgangspunktet for fortællingen er Torill og Sverres umiddelbart uproblematiske skilsmisse efter 40 års ægteskab. Parret vælger at præsentere nyheden til deres tre voksne børn på en familietur til Italien, hvor de skal fejre Sverres 70-års fødselsdag. For børnene er skilsmissen dog alt andet end uproblematisk. Nok er de voksne, men de er stadig børn af de forældre, der nu vil skilles. De er en tætknyttet familie, som rejser sammen og værner om de fælles værdier, der udgør grundlaget for deres familie, og de voksne børn finder det bekymrende og misforstået, at deres forældre nu vil leve nye liv og dermed også ødelægge den nostalgi, der følger med, når man besøger mor og far i sit barndomshjem.

Historien fortælles af de tre søskende, som skiftevis er jegfortællere i hver deres kapitler. Liv er den ældste datter. Hun er gift med Olaf, som hun har to børn med. Liv er en typisk storesøster med hang til planlægning, lister og kontrol. 

“Men livet kan ikke planlægges i detaljer, sagde far, du er nødt til at acceptere, at du ikke kan have kontrol over alt hele tiden.”

Ellen er midterbarnet. Hun er kæreste med Simen, som hun forsøger at få et barn med. Men deres drøm om et barn er ikke længere fyldt med håb og glæde. For efter at have prøvet i et år, er det nu angst og usikkerhed, der præger drømmen om et lille liv.

“Der er ikke længere noget håb, vores barn skal undfanges i et plasticbøger i et laboratorium. Jeg har googlet, fundet billeder, den skarpe modsætning til en varm seng med varme kroppe og varmt håb: mundbind, plastichandsker og sprøjter.”

Håkon er familiens yngste. Han er en efternøler, og lever et utraditionelt og frisindet liv. Han tror på uafgrænset kærlighed og åbne forhold.

“Jeg har sagt det her hundrede gange, jeg tror sikkert mere på det, du kalder kærlighed, end både du, Ellen, mor og far og alle andre tilsammen, men jeg tror ikke på at regulere den, jeg tror på, at den skal eksistere uden regler, og uden at den skal presses ind i former, andre har bestemt for os.”

Vi følger de tre søskendes meget forskellige reaktioner på deres forældres nyhed, og vi er med i de tanker, der ligger til grund for deres håndtering af den nye situation. Selvom de reagerer vidt forskelligt, bliver de alligevel alle tvunget til at tage stilling til de samme spørgsmål om, hvad der egentlig skaber en familie, og hvornår man ikke er en familie længere. Disse tanker sætter gang i tre vidt forskellige livskriser, og selvom de er en tætknyttet familie, er der alligevel så meget, som de slet ikke forstår eller ved om hinanden.

“Jeg kan ikke huske, at jeg dengang oplevede os så fremmede overfor hinanden, som jeg gør nu. (...) Nu er der ingen, der ved, hvordan de skal opføre sig, indrette sig, hvilken rolle de skal indtage.”

Helga Flatland skriver som en ægte fortæller. Romanen er elegant komponeret, og de skiftende fortællestemmer giver den filmisk karakter og dybde. Karaktererne er troværdige, og deres konflikter og følelser er genkendelige og lette at spejle sig i. Livs frustration over ikke at kunne fikse sine forældre eller sætte sin bror i en kasse, er både levende fortalt og genkendeligt, når vi prøver at inddele verden i kategorier, vi kan forstå. Ellens drøm om at blive mor er knusende hård at følge, og Helga Flatland rammer intensiteten i et fertilitetsforløb, når Ellens tanker får frit løb.

“(..) det er mig, der er problemet – du har desværre en krop, som ikke er forenelig med at skabe nyt liv, og er dermed overflødig her på jorden, en fejlleverance.”

                                                                        (...) 

“I morgen er der en uge til, der er gået år, siden vi begyndte at prøve, og jeg husker aftenen i den gamle lejlighed, den gamle seng, den voldsomme lyst og glæde, der blev udløst af det samme ønske, som nu dræber den.”

                                                                        (...)  

“Simen kommer op, registrerer ikke, at jeg græder – eller måske gør han, men er holdt op med at reagere eftersom det er lige så lidt sensationelt, som hvis jeg havde hostet (…).”

Romanen efterlader læseren med tanker om, hvad der udgør en familie, og hvornår – hvis nogensinde – man stopper med at være et barn, når man for evigt vil være barn af sine forældre. Med referencer til ’Et Dukkehjem’, rejses også spørgsmålet om, hvor godt man egentlig kan kende hinanden. Både dem man lever sammen med, og også dem, man er vokset op med. Familiebegrebet bliver med ét meningsløst, og i denne meningsløshed må de tre søskende forsøge at finde sig selv og hinanden. Helga Flatland leverer et fremragende bud på en moderne familie.

Boganmeldelse: Et barn at føde af Kristina Sandberg

Titel: Et barn at føde

Forfatter: Kristina Sandberg

Oversætter: Anne Marie Bjerg

Udgivelsesår: 2017

Sideantal: 478

Forlag: Modtryk

 

Et barn at føde skildrer livsvilkårene for en ung kvinde i 1930’erne, og fortællingen indkapsler fint 30’ernes markante klasseskel. Men man skal være en særligt pertentlig læser for at fastholde fornemmelsen af, hvad der er tanke, hvad der er dialog, og hvem der egentlig taler.

20-årige Maj har netop taget hul på et nyt kapitel i livet. Da hun en våd aften i byen bliver forført af den ældre Thomas vil skæbnen, at hun bliver gravid, og så er der ikke andet for end at blive gift og starte en ny tilværelse sammen. Som ung og gift kvinde i 1930’erne er det nu ganske naturligt, at hun skal indtage sin plads som husmoderen, der varetager hus og hjem med godt humør og oprejst pande.

Maj kommer fra fattige kår, men Thomas’ familie er velhavende, og deres anseelige sociale status betyder også, at de begår sig vel i sociale sammenhæng, som er ukendte for den unge usikre Maj. Maj kæmper for at slå til, hue og behage i alle de huslige gøremål såsom bagning, rengøring, madlavning og barnepasning. Men er det virkelig det, livet går ud på? Hun forsøger at være en god hustru, mor, svigerdatter og svigerinde, men selvom besøgene fra Thomas’ familie er mange, oplever hun en overvældende ensomhed, som ikke mindskes af Thomas’ tiltagende drikkeri. Det bliver Majs mål i livet at slå til på alle parametre, men hun længes efter mere og hendes usikkerhed sørger altid for at holde hende i skak.

Et barn at føde skildrer livsvilkårene for en ung kvinde i 1930’erne, og fortællingen indkapsler fint 30’ernes markante klasseskel.

På overfladen er det en bog, der taler til mig; indblikket i dansk historie, endda dansk kvindehistorie og en hovedperson, der netop er blevet mor. Desværre må mine roser stoppe her, for jeg kan simpelthen ikke med sproget og kompositionen. Nutid og datid blandes mere end hvad godt er, og ofte opstår der tvivl om, hvem der taler. De indre monologer er fremhævet med kursiv, men de er så mange og så indskudt, at man virkelig skal have den skarpe læsebrille på for at fange dem alle, og under dialogerne bliver det ofte rent gætværk. Det irriterede mig og trak læsningen i langdrag, og jeg måtte tvinge mig selv til at færdiggøre romanen. Det er netop disse sproglige og kompositionelle virkemidler, Kristina Sandberg har modtaget stor ros for, så måske er jeg bare en enlig svale, men jeg kommer ikke til at læse videre i trilogien.

Samtidig er Majs usikkerhed så overskyggende, at jeg endte med at foragte hende og blive irriteret på hende. Det siger sikkert mere om mig end om Maj/romanen, men hun udvikler sig aldrig fra sin offerrolle som andres dørmåtte, og jeg havde en bydende trang til, at hun skulle vise mig et minimum af styrke eller vilje – altså udover den, hun mønstrer, når hun sætter sig for at blive den bedste til at bage, så hun kan behage.

En fin skildring af kvindeliv i 30’erne, men man skal edderbukkeme arbejde hårdt for den.

Boganmeldelse: Min mørke Vanessa af Kate Elizabeth Russel

Anmeldereksemplar tilsendt af forlaget.

 
Titel: Min mørke Vanessa

Forfatter: Kate Elizabeth Russel

Oversætter: Karsten Nielsen

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 390

Forlag: Lindhardt og Ringhof

 

Min mørke Vanessa er en intens, bitter, fascinerende og væmmelig roman. Den er på én gang en dybt ubehagelig læseoplevelse og samtidig en bog, der skriger på at blive læst færdig. Den tager dig med steder hen, hvor du ikke har lyst til at være, og den får dig til at væmmes ved din egen fascination og gejst over at blive lukket ind alligevel.

I år 2000 tager 15-årige Vanessa Wye hul på sit andet år som high school-studerende på en kostskole. Kort efter semesterstart indleder hun et romantisk forhold til sin 42-årige engelsklærer Jacob Strane, som hun beundrer for sit intellekt, og som hun får en ubændig trang til at behage. 17 år senere anklages Strane for at have begået seksuelt overgreb på en tidligere studerende, og Vanessa spoler tiden tilbage, mens hun forsøger at sammenstykke sin historie om den mand, hun har været hengiven overfor i 17 år. Vanessa er ikke længere en ung high school-pige, men fascinationen af Strane har aldrig sluppet sit tag, og hun er villig til at gøre hvad som helst for den nu 59-årige engelsklærer. Han er hendes livs kærlighed og kan umuligt have forbrudt sig mod en ung uskyldig pige. Som sagen skrider frem, tvinges Vanessa til at genoverveje deres forhold og pludselig står hun med spørgsmålet om, hvorvidt hun selv var udsat for et overgreb? Hun ville jo gerne. Hun tiggede og bad endda til tider. Men hvor går grænsen? Hvem har ansvaret? Og hvordan kommer man videre?

Min mørke Vanessa er en intens, bitter, fascinerende og væmmelig roman. Den er på én gang en dybt ubehagelig læseoplevelse og samtidig en bog, der skriger på at blive læst færdig. Den tager dig med steder hen, hvor du ikke har lyst til at være, og den får dig til at væmmes ved din egen fascination og gejst over at blive lukket ind alligevel. Du vil have mere, men du vil også virkelig gerne væk derfra.

Kate Elizabeth Russell excellerer i sine skift mellem 15-årige Vanessas nutidsfortælling og 32-årige Vanessas tilbageblik og refleksioner. Konstruktionen er knivskarp, og det samme er dialogerne, som understreger den ulige magtbalance mellem lærer og studerende, der gør det umuligt at tale om frivillighed og selvvalg. Den spiller bold med Nabokovs Lolita, og tilbyder helt ny læsning af den gamle klassiker.

Forfatteren drysser nuancer og kompleksitet ned over en vægtskål, som på den ene arm bærer forelskelse og hengivehed og på den anden bærer på udnyttelse og overgreb. Hvad der vejer tungest, er op til læseren.

Det var den første bog jeg læste efter at have født min datter, og det vil jeg nok ikke lige anbefale andre nybagte mødre til små piger at gøre, men derudover er det bare at komme i gang med at væmmes, forfærdes og fascineres. God fornøjelse.

Boganmeldelse: Måske skulle du snakke med nogen af Lori Gottlieb

Anmeldereksemplar tilsendt af forlaget

Titel: Måske skulle du snakke med nogen

Forfatter: Lori Gottlieb

Oversætter: Ingeborg Christensen

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 447

Forlag: Svane & Bilgrav

 

Terapi og psykologhjælp er stadig et stort tabu, men Lori Gottlieb afmystificerer terapirummet og viser os, at alle kan have godt af at snakke med nogen.

Hvis du nogensinde har været klienten i et terapilokale, så har du sikkert;

1. Spekuleret over, hvad terapeuten egentlig synes om dig
2. Googlet din terapeut i håbet om at finde tegn på, at vedkommende også er et menneske med et liv og en familie
3. Ubevidst forsøgt at fremstille dig selv som lidt bedre, end du egentlig er

Og under læsningen af Måske skulle du snakke med nogen finder du ud af, at du langt fra er den eneste. Lori Gottlieb er ikke kun forfatteren bag bogen; hun er også psykolog med praksis i Los Angeles, og så er hun klient hos Wendell, en anden psykolog i byen. Hun havner i Wendells praksis efter et pludseligt brud med den mand, hun så sin fremtid sammen med. Lori beskriver sit forløb hos Wendell med en klients ofte usikre og behagesyge perspektiv. Sideløbende beskriver hun sine egne klienters forløb med en psykologs professionelle faglighed og indblik i menneskets kompleksfyldte natur.

Historierne bæres frem af samtaler fra terapirummet, som læseren lander midt i, og hver klient fremstilles med dyb respekt og omsorg, men samtidig med afsløringer af klienternes inderste, afsløres også jegets fejl. Det afsløres, hvordan hendes klienter kan vække hendes sympati og medfølelse, men også afsky og vrede, når de udbasunerer deres følelsesliv i hendes praksis.

Dialogerne er sjove og velkonstruerede, og hvis man nogensinde har sat sine ben i et terapilokale, får man vækket minder om gamle samtaler og spekulationer over, hvordan den professionelle modpart mon analyserede dig og dine handlinger. Terapi og psykologhjælp er stadig et stort tabu, men Lori Gottlieb afmystificerer terapirummet og viser os, at alle kan have godt af at snakke med nogen.

God fornøjelse!

Boganmeldelse: Bob af Helle Helle

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Bob

Forfatter: Helle Helle

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 156

Forlag: Gutkind

 

Helle Helle fastholder den stramme nøgterne stil, som karakteriserer hendes værker, og allerede i første sætning står det klart for læseren, at man nu er trådt ind i Helle Helles banale hverdagsunivers.

I ’Bob’ følger vi Bob, hvis historie fortælles af en jeg-fortæller, som vi kender fra ’de’. Hende fra ’de’ er nemlig flyttet sammen med Bob, og hun fortæller om hans liv – det nuværende, og det der var før hende.

Bob ved ikke helt, hvad han skal i livet. Han vil gerne have et studierelevant studiejob, men det er lidt svært, når han endnu ikke ved, hvad han skal studere. Der er jo mange muligheder. I stedet finder han arbejde på Sømandshotellet, hvor han hilser gæster velkommen i receptionen. Her får han mange timer til at gå, både når han er på arbejde, men også når han bare ikke lige ved, hvad der skal ske. Hans kæreste, som fortæller historien, hat travlt med sit studie. De er netop flyttet sammen, og mens han drømmer om deres fælles fremtid, indretter han den lille lejlighed og fikser stort og småt.

Bob er meget optaget af ord og sætninger, og han kan bruge timer på at overveje, om han skal sige hej eller velkommen, når nogen træder ind i lobbyen. Han kan falde i staver over gadenavne og stednavne, og hans interesse for sproglige konstruktioner afspejler forfatterens talent for samme. Helle Helle fastholder den stramme nøgterne stil, som karakteriserer hendes værker, og allerede i første sætning står det klart for læseren, at man nu er trådt ind i Helle Helles banale hverdagsunivers:

Flytter Bob og jeg så til Vanløse, vores hjem var der oven på tanken, og vi fik stavparket. Op og ned ad trappen gik det, Bob bar næsten alt.

Det lyder måske kedeligt, men det er det aldrig. Tempoet snegler sig afsted, men under overfladen lurer dramaet. Det uforløste, usagte indre drama er forfatterens helt store talent. Hun har gjort det til sit varemærke at fortælle store historier med et minimum af ord. Det skrevne drama er måske en løs skrue, en vissen plante eller et forkalket badeværelse. Men i små samtaler åbenbares universelle, eksistentielle temaer såsom rådvildhed og ensomhed:

– Det må være svært at flytte til storbyen helt alene, sagde Kola.

– Nåh, sagde Bob. – Jeg er jo ikke alene.

– Er du ikke?

– På en måde er jeg måske, sagde Bob.

Selvom jeg brugte lang tid på bogen – sideantallet taget i betragtning – sidder jeg alligevel tilbage med følelsen af, at der er mere at komme efter. Og er det i virkeligheden ikke også bare det bedste? At der er god grund til at tage den ned fra reolen igen snarest for lige at få de sidste brikker på plads. Jeg glæder mig i al fald allerede til gensynet med denne pragtfulde sproglige og stilsikre perle. 

’Bob’ er i øvrigt en uafhængig fortsættelse af ’de’ og kan læses udenom sin forgænger, men man snyder sig selv for en masse referencer, hvis man springer ’de’ over. Så hermed en anbefaling om at læse begge.

Det føles passende at slutte anmeldelsen af med dette pragtfulde citat:

Programmet sluttede. Vi havde valgt tres grader kulørt til det hele.

Boganmeldelse: Blå, blå øjne af Toni Morrison

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget. Den flotte model er min kæreste, som indvilligede i at stille op, fordi han også drømte om blå øjne og kridhvid hud som barn.

Titel: Blå, blå øjne

Forfatter: Toni Morrison

Udgivelsesår: 2019 (oprindeligt 1970)

Sideantal: 203

Forlag: Politikens Forlag

 

Toni Morrison leger med sprog og synsvinkler, og sørger derved for at stille krav til sin læser, som må holde fokus ved de mange skift. De kaotiske skift bidrager til den samlede fortælling, hvor vi betragter en ung sort pige, som forsøger at finde mening og accept i en hvid verden.

I 40’ernes raceopdelte Ohio bor 11-årige Pecola Breedlove. Hun har en lille dukke, som hun elsker. Den er smuk med sin lyse hud, blonde hår og klare blå øjne. Pecola drømmer selv om at få smukke blå øjne, men hendes sorte krusede hår falder tungt på de mørke skuldre, og de brune øjne har slet ikke den udstråling af ynde og elegance, som dukkens blå øjne har. Pecola er fattig. Hun bliver mobbet af de andre børn, og de voksne taler grimt om hende og hendes familie. Hun lærer i en tidlig alder, at hun ikke er meget værd og hendes selvhad æder hende langsomt op indefra

Blå øjne beskriver om Pecolas triste skæbne og hendes evindelige tro på, at blå øjne ville forvandle og forbedre hendes liv. Som de andre sorte børn i kvarteret ved Pecola, at med hvidhed og blå øjne, kommer forfordeling, privilegier og det gode liv. Bogen er Toni Morrisons debutroman, og den var med til at cementere hende som stor amerikansk forfatter.

Hun leger med sprog og synsvinkler, og sørger derved for at stille krav til sin læser, som må holde fokus ved de mange skift. Skiftene kan synes kaotiske, men bidrager alligevel til den samlede fortælling, hvor vi betragter en ung sort pige, hvis verden lige netop er indbegrebet af kaos og mangel på sammenhæng i de hvides verden. Hun bliver behandlet skidt, men selv de ondskabsfulde handlinger begås af velopbyggede flersidede karakterer, som skaber et realistisk billede af ægte mennesker med både godt og ondt iboende. Det er en fantastisk roman, som giver et ubarmhjertigt indblik i, hvad der sker, når den internaliserede racisme får minoriteter til at betragte sig selv på samme måde som udøveren af racisme.

Boganmeldelse: Den, der lever stille af Leonora Christina Skov

Titel: Den, der lever stille

Forfatter: Leonora Christina Skov

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 374

Forlag: Politikens Forlag

 

Leonora Christina Skov holdt mig i en trancelignende tilstand med sin milde stemme, der steg og faldt i intonation som scenerne skiftede. Jeg var fikseret af dybden af følelser og lamslået af intensiteten, når ondskaben mest af alt mindede om plottet fra en gruopvækkende thriller. Den, der lever stille sætter markante spor og efterlader læseren brugt og skrøbelig.

 

Leonora Christina Skovs selvbiografiske fortælling tager afsæt i hendes mors død. Den nu voksne Leonora er ved sin mors side og ser til, mens kræften langsomt suger livet ud af hende. Leonora har til det sidste stået på pinde for sin mor. Hun har efter morens ønske undersøgt alle muligheder for at forlænge den sidste tid og gjort sig selv til ekspert i forskellige former for kræftbehandling. Det ville de fleste døtre måske have gjort for deres mødre, men Leonora har ikke haft rollen som den typiske datter, og hendes mor har aldrig været som mødre er flest.

Leonora – som hedder Christina indtil sit voksne liv – vokser op som som enebarn i et parcelhuskvarter i Helsinge. Udadtil syner de af at være en lille kernefamilie. Begge forældre arbejder. Huset er rent. Haven er velholdt. Alle er velsoignerede og iført rent tøj. Og Christina klarer sig godt i skolen. Punkterne på en socialrådgivers tjekliste ville uden yderligere undersøgelse kunne krydses af hos familien Skov. Der er ingen tegn på vold eller misrøgt, men inden for hjemmets fire vægge hersker en bizar familiedynamik, som er så svær at begribe, at jeg knap nok kan gengive den. Fra Christina bliver født, sørger hendes forældre for, at hun ved, hvilket vanskeligt barn hun er.

 

“Jeg var seks år, da min mor fortalte mig, hvor forfærdeligt det havde været at føde mig. Vi sad og spiste aftensmad ved det kvadratiske køkkenbord i Helsinge med udsigt til Bjørn Wiinblads månedsplatter arrangeret i et symmetrisk mønster omkring køkkenuret (…)”

 

[…]

 

“I sagde, at jeg skreg så meget, at mors liv blev et mareridt derhjemme, og at jeg ikke fik nogen søskende, fordi jeg havde været sådan et frygteligt spædbarn.”

 

Det var en forfærdelig fødsel, og det blev ikke bedre, da den lille familie skulle bygge rede. Moren udvikler tilsyneladende ikke varme følelser for sin datter, og det lugter af ubehandlet fødselsdepression og svigt overfor det lille barn.

Forfatteren beskriver en symmetri og orden i det lille hjem, som står i skærende kontrast til det mareridt der udspiller sig hver gang, hr. og fru Skov (det kalder de hinanden) henvender sig til datteren (det kalder de hende). Deres henvendelser er sjældent direkte. Oftest taler de om hende i 3. person, selvom hun står lige foran dem.

 

“Har du hørt, hvad datteren siger? sagde hun, henvendt til min far, og til mig: – Dig! Det kan due da ikke finde ud af. Du aner jo ikke engang, hvad en liter mælk koster.”

 

Det er et forældreskab, der er svært at forestille sig, og den psykiske terror, undertrykkelsen og nedgørelsen fortsætter helt indtil morens død.

 

–Ja, det tror jeg også, hr. Skov, sagde hun. – Jeg tror, at datteren er helt gennemsnitligt begavet.

Jo højere karakterer jeg fik i alle fag, jo mere jævnt begavet var jeg derhjemme.

– Men så er det godt, at du er flittig, for flid kan man komme langt med, sagd min far. – Ikke noget med at springe over, hvor gærdet er lavest, eller går den, så går den. Slendrian, sløseri og sjuskedorte bruger vi ikke her hos os, og så længe du bor her hos os, er det vores regler, der gælder.

 

Da Christina bliver gammel nok, rejser hun til København, hvor hun bliver til Leonora som en del af frigørelsen fra sine forældres stramme lænker. Det forhindrer dog ikke forældrene i at fortsætte den systematiske mobning af deres datter, og de bruger flittigt kneb som ydmygelse og manipulation til at fastholde kontrol og begrænse hendes livsudfoldelse og positive udvikling. Hun er ved at finde sig selv og klarer sig godt, men moren lever efter deviser såsom man skal ikke udstille sit beskidte vasketøj, man skal ikke gøre stads af sig og den, der lever stille, lever godt. Og det går ikke godt i spænd med en homoseksuel datter i 90’erne, som endda figurerer i de danske medier fra tid til anden. Men det var ikke Leonoras homoseksualitet, der antændte morens had, selvom den måske nok bragte brænde til bålet. Hadet eller aversionen opstod ved første øjekast og man fristes til at tro, at moren har været jaloux over at måtte dele sin mand med sin datter, som havde brug for en far. Men hr. Skov står på pinde for at neddæmpe jalousien, og han gør sit bedste for at hele husholdningen forstår, at han til enhver tid vil vælge sin hustru, fremfor datteren. Og han står ikke i vejen for at tage del i nedgørelsen af hende, så fru Skov kan mærke, at der kun er én kvinde i hans liv. Det er en hakkeorden, der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved, og hensynet til den skrøbelige mor lever videre, selv efter hendes død.

 

– Hun var det bedste, jeg havde, sagde han, og jeg så en bunke sorte brikker for mig. Han havde satset dem alle sammen på hende og ingen af dem på mig. Jeg havde ingen anelse om, hvordan han ville reagere nu, hvor døden havde ryddet brættet.

 

Den, der lever stille er en opslugende og intens skildring af en traumatisk barndom. Der veksles elegant mellem tilbageblik og nutid. Og forfatteren drysser om sig med små detaljer fra hjemmet i Helsinge, hvor alt det som intet betyder er placeret i perfekt symmetrisk orden og udstråler en balance, som kun eksisterer på overfladen.

 

Den var min første positive oplevelse med en dansk lydbog, og Leonora Christina Skov holdt mig i en trancelignende tilstand med sin milde stemme, der steg og faldt i intonation som scenerne skiftede. Jeg var fikseret af dybden af følelser og lamslået af intensiteten, når ondskaben mest af alt mindede om plottet fra en gruopvækkende thriller. Den, der lever stille sætter markante spor og efterlader læseren brugt og skrøbelig.

Den anbefales til alle med forældre (læs: alle), men vil særligt krybe ind under huden hos dem, der lader sig fascinere og forundre af det komplekse bånd mellem mor og datter. Læsere af Voldsomme Bånd af Vivian Gornick og Fruen af Malene Lei Raben, vil helt sikkert også betages af denne.

Boganmeldelse: Børn i andre lande af Sofie Maria Brand og Rasmus Juul

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget.
Hvis der skulle herske tvivl, så er jeg en lille pige fra Frankrig og Møffe er en lille pige fra Afghanistan.

Titel: Børn i andre lande

Forfatter: Sofie Maria Brand

Illustrator: Rasmus Juul

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 64

Forlag: Gyldendal

Sofie Maria Brand og Rasmus Juul er et særdeles harmonisk makkerpar. Med hendes ord og hans billeder får de skabt en bog, som vækker begejstring, underholder og underviser på samme tid.

Som barn var jeg medlem af en bogklub, hvor jeg fik Lademanns børneleksikon med posten. Og jeg husker tydeligt mit favoritbind, Verden omkring os. Det var favoritten fordi, den viste mig, hvordan livet så ud i andre lande, og jeg var især optaget af, hvordan andre børn gik i skole. Jeg har stadig nogle af de bøger, og de er selvfølgelig forældet nu. Men noget, der aldrig forældes, er børns nysgerrighed og begejstring ved at opdage, at der findes børn, der lever helt andre liv end dem selv. Det er en nysgerrighed, vi som voksne bør blive ved med at anspore til og opretholde. En måde at dyrke nysgerrigheden og bevare den er selvfølgelig at udfolde verden, og gøre den lettilgængelig. Her gør Sofie Maria Brand og Rasmus Juul med Børn i andre lande et fantastisk stykke arbejde.

Vi besøger 13 børn i 13 forskellige lande: Brasilien, Kina, USA, Tanzania, Tyskland, Afghanistan, Litauen, Cuba, Storbritannien, Grønland, Rusland, Nepal, Frankrig. Opbygningen minder om makkerparrets tidligere udgivelse Jul i andre lande, som jeg med stor begejstring hiver frem hver jul. I hvert land møder vi to børn, som geografisk eller sociokulturelt er placeret langt fra hinanden. De fortæller om deres hjem, deres skolegang, om vejret i deres område og om de måltider, de spiser. De fortæller også, hvad deres lande er særligt kendt for, så det bliver muligt for læseren at sætte børnefortællingerne ind i den typiske referenceramme for det enkelte land.

Jeg har nævnt det før, men jeg er nødt til at nævne det igen, for det skinner klart igennem, at Sofie Maria Brand har en fortid som skolelærer. Hun viser både didaktisk og pædagogisk indsigt i sine valg og formidler hvert land og hvert liv med en naturlighed, der nærmest kommer læserens undren i forkøbet. I de små faktabokse kan der læses om indbyggertal, religion, levealder, mad, skolegang og meget mere. Og man kan også lære at tælle til ti på hvert sprog.

Bagest i bogen er en ordforklaring, som beskriver folkefærd, krige, styreformer, titler og meget mere (så er den voksne også godt klædt på, når de yngste læsere spørger, hvad det var for noget med Den kolde krig).

Rasmus Juul sørger for en appetitlig og indbydende billedside, spækket med flotte farver og små detaljer fra hvert land. Illustrationerne giver lyst til at læse teksten, og sammen får de skabt en bog, som vækker begejstring, underholder og underviser på samme tid.

Jeg kunne på den ene side have ønsket mig en bredere repræsentation af verdens kontinenter – vi har vel alle vores yndlingslande, som bare lige præcis er det vigtigste land til så prægtigt et værk – men på den anden side er antallet af lande også helt tilpas. Bogen har en god længde, størrelse og tykkelse, og det har hvert lands afsnit også, så det passer med et land til godnathistorie. Mine egne præferencer vil jeg derfor lade passere, men jeg satser på en spændende opfølger, hvor vi får lov at dykke ned i rismarker, bushen eller cricket efter skole.

Boganmeldelse: Piecing Me Together af Renée Watson

Titel: Piecing Me Together

Forfatter: Renée Watson

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 320

Forlag: Bloomsbury Publishing

 

Piecing Me Together er en relevant, nutidig og meget nærværende historie. Titlen henviser til Jades kunst, hvor hun med udklip fra blade og magasiner sammensætter nye helheder og forsøger at få greb om de mange dele, der udgør hendes egen identitet.

 

16-årige Jade har netop startet sit junior-year på en helt ny high school. Hun har fået et stipendium til en privatskole, som ellers primært består af hvide elever fra den finere middelklasse. Jade er ikke hvid, og hun er ikke fra middelklassen. Hun er enebarn og bor sammen med sin mor, som via sit husholderskearbejdet, både forsørger Jade og sin egen bror, som bor hos dem. Jade drømmer om et liv væk fra det fattige kvarter, hun er opvokset i, og om at tage en uddannelse på et fint universitet, så hun engang kan købe sin mor et lille hus. Hun er klar over, at hendes drømme kun kan realiseres ved hjælp af hårdt arbejde og stålfast vilje – særligt når man er en fattig afroamerikaner. Det var hendes mors ide at få hende ind på den anerkendte privatskole, St. Francis. Jade frygtede at forlade sine venner på nordsiden, men

hver morgen tager hun bussen væk fra det fattige kvarter i Portland, hun så brændende ønsker at undslippe, til et pænt, hvidt område, hvor hun føler sig malplaceret og udenfor.

 

“At school I turn on a switch, make sure nothing about me is too black. All day I am on.”

 

På skolen får hun sin første hvide veninde, men selvom den nye veninde kommer fra et hjem med samme trange kår, er de to teenageres udgangspunkt vidt forskelligt. Og det skal vise sig at være en udfordring at se verden med hinandens briller på.

 

I don't know what's worse. Being mistreated because of the color of your skin, your size, or having to prove that it really happened.”

 

Jade bliver konstant mindet om, hvor hun kommer fra, når hun ikke forstår de sociale koder eller må takke nej til frokost på den lokale café, fordi det koster det samme, som hendes mor bruger på at brødføde tre mennesker dagligt.

 

“Why do people who can afford anything they want get stuff for free all the time?”

 

Da hendes lærer tilbyder en plads i et mentorprogram, bliver hun for alvor opmærksom på den position, der er til rådighed for hende i verden. Jade klarer sig godt i skolen, så hvorfor får hun tilbudt en plads i et program, hun ikke har brug for?

Hun føler, at hun har så meget at give til verden, men hun bliver mødt af en verden, der tilsyneladende ikke er interesseret i hendes gaver.

Jade er lige så farverig og sammensat som sine collager. Hun bruger meget tid på at tænke over sin egen plads i verden og på de samfundsstrukturer, der gør det svært for hende og andre unge afroamerikanere at rykke sig.

 

“I am like those girls. I am the Kool-Aid–drinking, fast food–eating unhealthy girl she wants to give nutrition classes to. I know all about food stamps and dollar menus and layaway. Know how to hold my purse tight at night when walking down dark streets, know how to duck at the sound of a shooting gun. I do. I am the girl who walks down the hallway, hoping for at least one boy to notice me. But the boys at school don’t like me because I look nothing like their mothers, look nothing like the Dream. The boys over here, well, to them I am good for tutoring and friendshipping and advice giving. I am.”

 

Læseren falder for Jade og hendes tørre humor ved første møde. Man accepterer hende straks som den gode veninde, man kan betro sig til, og læser intensivt med, når hun åbner sit sind og tanker.

Piecing Me Together er en relevant, nutidig og meget nærværende historie. Titlen henviser til Jades kunst, hvor hun med udklip fra blade og magasiner sammensætter nye helheder og forsøger at få greb om de mange dele, der udgør hendes egen identitet. Vi lærer Jade at kende som en reflekteret ung kvinde, der forstår – men stiller spørgsmålstegn ved – samfundets magtstrukturer, og hvordan disse kan udfordres via tankevækkende og bevægende kunst.

Renée Watson har skabt en nuanceret og moderne fortælling om race, identitet, privilegier og selvforståelse. Den er kategoriseret som ungdomsbog men ikke oversat til dansk. Jeg anbefaler den til alle unge, som har de sproglige kompetencer til at læse den. Den er særligt velegnet til engelskundervisningen i 9. klasse, hvor den med fordel kan kombineres med samfundsfag eller historie. Selvom man finder bogen på hylden med ungdomslitteratur, taler den lige så meget til den voksne læser, og Jades tankevirksomhed bliver aldrig ensidet eller naiv.

 

“When I watch the news and see unarmed black men and women shot dead over and over, it’s kind of hard to believe this world is mine.”

 

Det er et friskt pust med en ungdomsroman, hvor romantisk kærlighed og forelskelse er udeladet. I stedet spiller venskab og fællesskaber en stor rolle i Jades liv, og hun lærer os en masse om, hvordan det er at være en udsat minoritet.

 

“I tell him sad because I think white people can handle black sadness better than black anger. I feel both. But sadness gets sympathy, so I stick with that.”