Boganmeldelse: Vaniljehuset af Mich Vraa

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Vaniljehuset

Forfatter: Mich Vraa

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 446

Forlag: Lindhardt og Ringhof

Mich Vraa bruger ord med samme naturlighed, som man trækker vejret. Hans sans for sprog og billeder vækker Odense til live i en gedigen slægtshistorie om store ambitioner, stålfast vilje og afgørende relationer.

Markus Dusinius Dick har fået sit særegne navn, fordi han er 12. barn i en stor søskendeflok. Han er nu en velhavende fabrikant, som fortæller sin historie fra Hareskov Kuranstalt, hvor han opholder sig efter et hjertetilfælde. Han er vokset op på Vesterbro i Odense som søn af en hårdtarbejdende skomager i en stor familie, hvor pengene altid var små.

Dusinius er ikke ret gammel, da han bliver opmærksom på livets realiteter: At det ikke nødvendigvis – måske endda sjældent – er den der arbejder hårdest, der tjener mest. Allerede som 8-årig begynder den lille dreng at handle. Han sælger sprællemænd på torvet, og lærer om grundlæggende købmandsskab; at købe billigt og sælge dyrt, men hans far, den hårdtarbejdende skomager, har kun foragt overfor denne form for uærlige og dovne levevej. Købmandsskab er ikke hæderligt arbejde.

Erkendelsen rammer ham med en kraft som havde malermester Jakobsen kastet den tunge malerkost i hovedet på ham: De arbejder for borgerskabet, disse mænd, både Jakobsen og hans sjak af øldrikkende, muligvis åndssvage malere. Uden den velstand som borgerskabet akkumulerer og bruger til blandt andet malere, ville alle være fattige. Dusinius ved at det er en vigtig indsigt, selv om han ikke kan forklare hvorfor.

Farens holdning ændrer ikke på Dusinius’ ambitioner om at blive en anseelig og velhavende handelsmand, og allerede som 8-årig lægger han grundstenene til sit store handelseventyr.

Tilbage i Odense sidder Jonna. Hun er Dusinius’ hustru og fortæller gennem sine dagbøger om parrets forhold, deres familierelationer og sin egen barndom. Hun reflekterer over tiden, der er gået og de mange valg, der har ført til, at hun blev hjemmegående, selvom hun havde forstand til – og håbet på – mere.

Ægteparrets minder suppleres med nedslag i fra en alvidende fortæller, som dykker ned i slægtsforhold, opvækst og tidligere romancer. Fortællestemmen er overbevisende og hvirvler læseren rundt i byen og ind og ud af barndommens drømme og ungdommens virkelighed. Byen er romanens ramme, men den er ikke alene baggrundstæppet, den er levende og spiller en afgørende rolle for historien og forståelsen af menneskers status.

I alle de år Dusinius har boet i villaen i Læssøegade, er han altid, når han har haft tid til det, spadseret gennem parken fra sit hjem til Vaniljehusets domicil på Albani Torv. Det er ikke nogen lang tur, ikke engang halvanden kilometer, men alligevel er det som at gå fra én verden til en anden. Syd for åen skærer vejene hinanden i rette vinkler med rektangulære felter imellem, bebygget med borgerskabets bedre villaer i røde mursten eller med pudsede, hvide mure og sorte, glaserede teglsten. Bag hver facade udfolder sig pæne, diskrete liv, man nikker til hinanden og letter på hatten når man mødes, men ingen blander sig mere end højst nødvendigt.

Det er tydeligt, der er gravet dybt under arbejdet med romanen. Det dybdegående researcharbejde bærer frugt og giver læseren et detaljerigt og vægtigt tidsbillede af Odense anno 1878-1930.

Karen går ad byens stræder og over dens pladser, Gråbrødre og Flakhaven ved rådhuset, og kommer til domkirken. Tårnet virker unaturligt højt og stort i sommermørket. En fakkel brænder i et fyrfad foran den store egetræsdør; det ligner ikke Guds hus, men snarere indgangen til et hedensk tempel. Hun går ned langs kirkeskibet; også det virker alt for stort til byen; det er som om en kirke af denne størrelse burde ligge i en langt mægtigere by end Odense, måske i hovedstaden.

Mich Vraa skriver i et sprog så let og elegant som var hvert ord et åndedrag eller et pulsslag og de færdige sætninger livets naturlige gang. Han trækker vejret langsomt, indsnuser, indprenter, mærker efter og ånder så ud med den ene poetiske perle efter den anden. Sproget er overbevisende og tager læseren med tilbage i tid, og det er vanskeligt at begribe, at bogen er blevet til i 2020 (/19).

Vaniljehuset er en slægtsroman på niveau med de store klassikere, og ligesom Lykke-Per er blevet symbol på eventyr i 1800-tallets København, har Dusinius potentiale til at blive tilsvarende i Odense. Og der er da heller ikke lang vej mellem navnene, Sidenius og Dusinius.

Det er folkesjæl, åndsliv og danmarkshistorie. Det er ganske enkelt eminent litteratur.

Læseliste: Black Lives Matter (bøger om race, kultur, historie og ligestilling)

 Det er ved at være længe siden (i al fald i et SoMe-tidsperspektiv), at jeg postede et opslag på Instagram, hvori jeg bad om jeres hjælp til at udvide min horisont og læsekatalog med flere sorte forfattere og flere sorte fortællinger.

Jeg kunne, som jeg altid kan, regne med jer. Hold nu op, hvor sætter jeg stort pris på at have sådan et vidende, kompetent og hjælpsomt netværk, der altid stiller op. Tak.

Jeg har brugt meget tid på at dykke ned i jeres anbefalinger og på selv at lede videre.

I den forbindelse har jeg oprettet en læseliste, som jeg vender tilbage til om et øjeblik.

For allerførst vil jeg fortælle om noget, der slog mig undervejs. Mange af jeres anbefalinger og ca. 90 % af de bøger, jeg selv fandt frem til, er aldrig oversat til dansk. Mange er ikke at finde på landets biblioteker og de der er, har ventetider på flere måneder. Jeg hader at læse på engelsk, så jeg ville se, om ikke jeg kunne lytte til dem i stedet. Også her bliver det en vanskelig opgave at få adgang. Bibliotekerne tilbyder dem ikke, det gør boghandlerne heller ikke, og min egen bog-streamingtjeneste har dem heller ikke. Hvis det ikke er en øjenåbner, så ved jeg ikke, hvad er. Manglende adgang til litteratur er i allerhøjeste grad en del af et strukturelt problem. Vi forstår verden gennem bøger, og derfor skal vi have alle perspektiver til rådighed. I mange år har jeg kæmpet for at skabe en form for ligevægt i min bogsamling og i min horisont ved at sikre mig, at kvindelige forfattere er velrepræsenteret. Imens har jeg lukket mine øjne for det faktum, at perspektivet er så hvidt, at det blænder mit syn. Jeg vidste ikke, at adgangen til bøger om race var begrænset. Jeg vidste ikke, at adgangen til bøger af sorte forfattere var begrænset. Jeg vidste ikke, at jeg igen og igen og igen tillader, at 80 % af mine fortællinger skabes af hvide, privilegerede mennesker. Jeg kommer måske altid til at læse flest bøger af hvide forfattere, fordi jeg læser mange danske forfattere, og blandt dem er der en overvægt af hvide. Men det faktum, at jeg nu er langt mere bevidst om mine læsemønstre muliggør forandring og forbedring. Og det er der brug for. For Black Lives Matter og Black Authors Matter og Black Stories Matter.

 

Hvis du er nået hertil i mit “lille” skriv, så tillykke. Du har vundet en chokoladekiks, som kan afhentes I Odense. Og nu må jeg hellere vende tilbage til læselisten, som måske er den eneste grund til, du har læst hele den lange smøre. Jeg har oprettet en liste på Goodreads med titlen: Black Lives Matter: Educating Myself. Den vil jeg løbende opdatere, og du kan du bruge den, som du ønsker. Der er direkte link til den, du skal blot klikke her.

 

Hvad læser du lige nu? 

Og er jeg alene med min blindhed over for alle de hvide historier, jeg har fyldt reolen og sindet med?

Boganmeldelse: Kan jeg stole på dig af Mette Egelund Olsen & Margrethe Schmidt

Jeg modtog bogen son anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Kan jeg stole på dig

Forfattere: Mette Egelund Olsen & Margrethe Schmidt

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 130

Forlag: Vild Maskine

 

De voksne sætter grænser for børn og unge. Men hvem skal sætte grænser for de voksne? Kan jeg stole på dig er en bog om følelser, grænser, teenageliv, forvirring, svigt, tillidsbrud og kynisk udnyttelse af autoritet og voksenrolle.

 

Jeg skal for god ordens skyld starte med at nævne, at den ene forfatter er min kollega, men det har selvfølgelig ingen indflydelse på anmeldelsen.

 

Sofie skal starte i 7. klasse på en helt ny skole. Hun og hendes familie er flyttet fra Glostrup til en lille ø, hvor de vil forsøge at starte forfra, efter fars sygemelding med stress. Mor skal starte i sit nye job som ledende sygeplejerske og Sofie og hendes storebror starter i den lokale folkeskole, selvom ingen af dem rigtig havde lyst til at flytte. Pengene er små efter fars langvarige sygdomsforløb, så det er meget heldigt, at Sofie ikke vil konfirmeres. Den slags er jo dyrt.

Det varer dog ikke længe, før Sofie opdager, at hendes klasse går til konfirmationsforberedelse ved den unge og spændende præst Andreas, som hele byen synes at være betaget af – særligt byens kvinder. Da Andreas spørger Sofie, om hun vil passe hans børn, bliver hun beæret over tilliden og ser frem til opgaven. Der er noget sært ved relationen mellem hende og Andreas. Han er voksen, men han er også ung og tiltrækkende, og en gang imellem er det svært at vurdere, om han ser på hende med samme øjne. Andreas skal jo vise interesse for alle sine konfirmander, og han gør meget ud af, at de får et tillidsfuldt og tæt forhold. Men hvor går grænsen? Da han lægger sig helt tæt op ad hende, føles det både rart og forkert på samme tid. Men det kan man vel ikke fortælle helt nye veninder om. Eller en mor, som er mindst lige så betaget af den flotte, unge præst.

De mange modstridende følelser er svære at navigere i for en ung pige, og den voksne præst udnytter Sofies forvirring og misbruger hendes tillid.

Kan jeg stole på dig er en bog om følelser, grænser, teenageliv, forvirring, svigt, tillidsbrud og kynisk udnyttelse af autoritet og voksenrolle.

Romanen er trykt i stor skrift, så de 130 sider forsvinder hurtigt – måske også for hurtigt. Den kunne sagens tåle flere detaljer og længere dialoger uden at miste sin læsers interesse, og det ville jeg personligt have foretrukket. Men det er en snedig beslutning at gøre den tempofyldt, skabe et ultimativt point-of-no-return-plot, korte den ned og anvende større skrift, når den skal ud og arbejde hos de unge mennesker, der er dens målgruppe. Den lander dog i en kløft, hvor indholdet kalder på udskolingen, men formen taler mere til mellemtrinnet. Derfor er det svært at give et klokkeklart bud på brugen af den: Jeg har haft en 6. klasse (jeg er tidl. skolelærer), som den ville være grænseoverskridende for, men jeg har også haft en 6. klasse, som ville elske en debat om grænser og teenageliv. Samtidig har jeg haft en 7. klasse, hvor det sproglige niveau ville ramme helt perfekt, men jeg har også oplevet 7. klasseelever, som sluger Twilight og Hunger Games på engelsk. Jeg vil helt bestemt anbefale, at man arbejder med den i folkeskolen som afsæt til en vigtig snak om grænser og tilladt voksenadfærd. Men man er nødt til – som man selvfølgelig gør med alle sine materialevalg – at overveje den specifikke klasses danskfaglige og mentale niveau. Jeg vil også anbefale, at man får den hjem til sit eget unge menneske, så den også derhjemme kan være afsættet til samtaler om grænser. Det er en ekstremt vigtig snak, og bøger er ofte et nemmere afsæt for samtaler end virkeligheden er det.

En god og tankevækkende teenageroman, som jeg håber bliver indkøbt til landets skoler og biblioteker.