 |
| Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget. |
Forfatter: Marie Aubert
Oversætter: Thomas Korsgaard
Udgivelsesår: 2020
Sideantal: 168
Forlag: Lindhardt og Ringhof
“Andres
børn, altid, overalt. Det er værst i bussen, når jeg ikke kan slippe væk.”
Sådan lyder de indledende sætninger til Voksne mennesker, og med
imponerende præcision indkapsler de 40-årige Idas tilstand som barnløs, enlig
og ensom.
I
Voksne mennesker følger vi med Ida op til familiens hytte, som de
har haft, siden Ida og hendes søster Marthe var helt små. Her skal familien
fejre, at mor fylder 65. Hytten er overdraget til Marthe og Ida, men det er
mest Marthe der bruger den sammen med hendes egen lille familie, som nu består
af Kristoffer og hans datter fra et tidligere forhold.
Ida
er arkitekt og har skabt en sig selv en flot karriere, men hun er begyndt at
registrere, at hendes biologiske ur tikker højere og højere. Det har fået hende
til at opsøge en fertilitetsklinik med henblik på nedfrysning af æg, så hun har
muligheden for at blive mor, hvis behovet skulle opstå eller den rette mand
dukke op.
I
hytten venter Ida på svar fra den gynækolog, der foretog forundersøgelsen, men
før hun når at få indblik i sine ægs tilstand, afslører lillesøster Marthe, at
hun er gravid. Denne lykkelige nyhed bliver enden på den hyggelige familieferie
i hytten.
Voksne
mennesker er en hverdagslig og
meget intens beskrivelse af relationer og familiedynamik – særligt af
søskendeforholdet. For Ida er livet blevet et kapløb, hvor hendes lillesøster
har overhalet hende indenom, og Idas følelse af nederlag vækker en
overskyggende og destruktiv jalousi i hende.
“Jeg holder om mig selv, huden er ligesom vissen og
tør, kroppen er ingenting, og ingen vil have noget at gøre med mig længere, som
om jeg ikke eksisterer mere. Jeg har aldrig haft nogen med her op til hytten,
det har aldrig varet længe nok til det. Marthe har siddet her med kærester,
siden hun var femten, og altid fået det største soveværelse, altid langsomme,
hjælpeløse fyre, som mor og jeg har himlet med øjnene af, før hun endelig fandt
sammen med Kristoffer og fik Olea med i købet. Og jeg, hvad har jeg?”
Det
drama, der udspilles i Idas indre, er romanens største styrke og hendes overskyggende
behov for selvhævdelse femhæver bogens ironiske titel. Jo ældre Ida bliver, des
større bliver hendes retfærdighedssans. Følelsen af at hun er blevet snydt, og
der ikke har været ligelig fordeling mellem de to søstre, skærper vores
forståelse af, at voksne mennesker også kan være små børn, særligt når
voksenlivet bliver en konkurrence. Idas sorg bæres af fortvivlelse og afmagt,
og den står i stærk kontrast til de forskønnede barndomsminder hun har fra
ferierne i hytten.
“Jeg skal ikke være nogens mor, der kommer ikke til
at være nogle voksne børn, som synger fødselsdagssang for mig, når jeg bliver
femogtres, jeg kommer ikke til at være nogens bedstemor og have børnebørn, som
fejrer jul med mig. Det åbner sig i mig som et dybt hul, jeg stirrer ind i
noget tomt og sort og stort, og jeg synger, happy birthday, kære mor, happy
birthday to you, det her kommer aldrig til at ske for mig, det er for sent.”
Marie
Aubert er et sandt talent til at skildre den banale hverdag og beskrivelser af
det menneskelige sind. Hun byder på et solidt nordisk drama med realistiske og
nærværende dialoger, som demonstrerer hendes sproglige overskud og indsigt i
psykologiske mekanismer. Voksenlivet præsenteres som et paradoks, og overgangen
mellem (eller overvejelserne om) at være nogens barn og nogens mor vækker
genkendelighed hos læsere, der har passeret tyverne.
Det
er en meget aktuel roman, som tegner et tidstypisk billede af nutidens store
spørgsmål om infertilitet, biologi og nye forståelser af familieformer og
voksenhed. Den får belyst spændet mellem forventninger og reel virkelighed. Der
er langt mellem de familie- og voksenlivsforestillinger og -forventninger Ida
har, og den virkelighed hun oplever.
“Jeg sover alene,
og jeg vågner alene, og jeg er alene, når jeg tager på arbejde, og alene,
når jeg kommer hjem igen, jeg skal ikke klage over det, man skal ikke blive
sådan en, der klager. Men ensomheden er en cirkel, som bliver større og
større, og hvis der ikke kommer nogen
kæreste, hvis der ikke kommer nogen, jeg kan bruge æggene i banken sammen med,
så kan det fortsætte præcis sådan i yderligere fem år og ti år og tyve og
tredive år og hele resten af livet.”
Tilstedeværet
er stort og bidende intenst, og jeg skal helt sikkert læse med på alt, hvad vi
får lov at få oversat fra Marie Auberts hånd.
