Boganmeldelse: Den, der lever stille af Leonora Christina Skov

Titel: Den, der lever stille

Forfatter: Leonora Christina Skov

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 374

Forlag: Politikens Forlag

 

Leonora Christina Skov holdt mig i en trancelignende tilstand med sin milde stemme, der steg og faldt i intonation som scenerne skiftede. Jeg var fikseret af dybden af følelser og lamslået af intensiteten, når ondskaben mest af alt mindede om plottet fra en gruopvækkende thriller. Den, der lever stille sætter markante spor og efterlader læseren brugt og skrøbelig.

 

Leonora Christina Skovs selvbiografiske fortælling tager afsæt i hendes mors død. Den nu voksne Leonora er ved sin mors side og ser til, mens kræften langsomt suger livet ud af hende. Leonora har til det sidste stået på pinde for sin mor. Hun har efter morens ønske undersøgt alle muligheder for at forlænge den sidste tid og gjort sig selv til ekspert i forskellige former for kræftbehandling. Det ville de fleste døtre måske have gjort for deres mødre, men Leonora har ikke haft rollen som den typiske datter, og hendes mor har aldrig været som mødre er flest.

Leonora – som hedder Christina indtil sit voksne liv – vokser op som som enebarn i et parcelhuskvarter i Helsinge. Udadtil syner de af at være en lille kernefamilie. Begge forældre arbejder. Huset er rent. Haven er velholdt. Alle er velsoignerede og iført rent tøj. Og Christina klarer sig godt i skolen. Punkterne på en socialrådgivers tjekliste ville uden yderligere undersøgelse kunne krydses af hos familien Skov. Der er ingen tegn på vold eller misrøgt, men inden for hjemmets fire vægge hersker en bizar familiedynamik, som er så svær at begribe, at jeg knap nok kan gengive den. Fra Christina bliver født, sørger hendes forældre for, at hun ved, hvilket vanskeligt barn hun er.

 

“Jeg var seks år, da min mor fortalte mig, hvor forfærdeligt det havde været at føde mig. Vi sad og spiste aftensmad ved det kvadratiske køkkenbord i Helsinge med udsigt til Bjørn Wiinblads månedsplatter arrangeret i et symmetrisk mønster omkring køkkenuret (…)”

 

[…]

 

“I sagde, at jeg skreg så meget, at mors liv blev et mareridt derhjemme, og at jeg ikke fik nogen søskende, fordi jeg havde været sådan et frygteligt spædbarn.”

 

Det var en forfærdelig fødsel, og det blev ikke bedre, da den lille familie skulle bygge rede. Moren udvikler tilsyneladende ikke varme følelser for sin datter, og det lugter af ubehandlet fødselsdepression og svigt overfor det lille barn.

Forfatteren beskriver en symmetri og orden i det lille hjem, som står i skærende kontrast til det mareridt der udspiller sig hver gang, hr. og fru Skov (det kalder de hinanden) henvender sig til datteren (det kalder de hende). Deres henvendelser er sjældent direkte. Oftest taler de om hende i 3. person, selvom hun står lige foran dem.

 

“Har du hørt, hvad datteren siger? sagde hun, henvendt til min far, og til mig: – Dig! Det kan due da ikke finde ud af. Du aner jo ikke engang, hvad en liter mælk koster.”

 

Det er et forældreskab, der er svært at forestille sig, og den psykiske terror, undertrykkelsen og nedgørelsen fortsætter helt indtil morens død.

 

–Ja, det tror jeg også, hr. Skov, sagde hun. – Jeg tror, at datteren er helt gennemsnitligt begavet.

Jo højere karakterer jeg fik i alle fag, jo mere jævnt begavet var jeg derhjemme.

– Men så er det godt, at du er flittig, for flid kan man komme langt med, sagd min far. – Ikke noget med at springe over, hvor gærdet er lavest, eller går den, så går den. Slendrian, sløseri og sjuskedorte bruger vi ikke her hos os, og så længe du bor her hos os, er det vores regler, der gælder.

 

Da Christina bliver gammel nok, rejser hun til København, hvor hun bliver til Leonora som en del af frigørelsen fra sine forældres stramme lænker. Det forhindrer dog ikke forældrene i at fortsætte den systematiske mobning af deres datter, og de bruger flittigt kneb som ydmygelse og manipulation til at fastholde kontrol og begrænse hendes livsudfoldelse og positive udvikling. Hun er ved at finde sig selv og klarer sig godt, men moren lever efter deviser såsom man skal ikke udstille sit beskidte vasketøj, man skal ikke gøre stads af sig og den, der lever stille, lever godt. Og det går ikke godt i spænd med en homoseksuel datter i 90’erne, som endda figurerer i de danske medier fra tid til anden. Men det var ikke Leonoras homoseksualitet, der antændte morens had, selvom den måske nok bragte brænde til bålet. Hadet eller aversionen opstod ved første øjekast og man fristes til at tro, at moren har været jaloux over at måtte dele sin mand med sin datter, som havde brug for en far. Men hr. Skov står på pinde for at neddæmpe jalousien, og han gør sit bedste for at hele husholdningen forstår, at han til enhver tid vil vælge sin hustru, fremfor datteren. Og han står ikke i vejen for at tage del i nedgørelsen af hende, så fru Skov kan mærke, at der kun er én kvinde i hans liv. Det er en hakkeorden, der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved, og hensynet til den skrøbelige mor lever videre, selv efter hendes død.

 

– Hun var det bedste, jeg havde, sagde han, og jeg så en bunke sorte brikker for mig. Han havde satset dem alle sammen på hende og ingen af dem på mig. Jeg havde ingen anelse om, hvordan han ville reagere nu, hvor døden havde ryddet brættet.

 

Den, der lever stille er en opslugende og intens skildring af en traumatisk barndom. Der veksles elegant mellem tilbageblik og nutid. Og forfatteren drysser om sig med små detaljer fra hjemmet i Helsinge, hvor alt det som intet betyder er placeret i perfekt symmetrisk orden og udstråler en balance, som kun eksisterer på overfladen.

 

Den var min første positive oplevelse med en dansk lydbog, og Leonora Christina Skov holdt mig i en trancelignende tilstand med sin milde stemme, der steg og faldt i intonation som scenerne skiftede. Jeg var fikseret af dybden af følelser og lamslået af intensiteten, når ondskaben mest af alt mindede om plottet fra en gruopvækkende thriller. Den, der lever stille sætter markante spor og efterlader læseren brugt og skrøbelig.

Den anbefales til alle med forældre (læs: alle), men vil særligt krybe ind under huden hos dem, der lader sig fascinere og forundre af det komplekse bånd mellem mor og datter. Læsere af Voldsomme Bånd af Vivian Gornick og Fruen af Malene Lei Raben, vil helt sikkert også betages af denne.

Boganmeldelse: Fruen - en datters historie om kærlighed og frihed af Malene Lei Raben

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Fruen - en datters historie om kærlighed og frihed

Forfatter: Malene Lei Raben

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 285

Forlag: Gyldendal

Med Fruen beskriver Malene Lei Raben et kompliceret, inficeret og letantændeligt mordatterforhold. Spændingen er så intens, at man nærmest lister sig ind i næste kapitel – velvidende, at eksplosionen venter lige om hjørnet.

I 2014 læste jeg første gang, Søren Ulrik Thomsens digtsamling Rystet spejl. Det hører til sjældenheder, at jeg husker årstal for mine læseoplevelser. Men lige netop denne rumsterede i mig året ud – måske endda længere. Og Malene Lei Raben har muligvis haft samme oplevelse, for hun indleder sin bog med:

Den gådefulde tid

jeg lige netop ikke har kendt

som andet end dufte og svimmelhed

i klædeskabe og dansemusik

men hvis lys som gennem en tonet rude

faldt på mig fra dit blik

og nu for anden gang er forsvundet

så jeg resten af livet

aldrig mere skal være et barn.

Med disse ord er stemningen sat, og jeg forbereder mig på, at vi nu skal derind, hvor det gør allermest ondt.

Vi lander midt i betændt relation mellem mor og datter, som bygger på et fundament af bebrejdelse, skyld og dårlig samvittighed. Malene og hendes storesøster vokser op i en tid, hvor man gør et ihærdigt forsøg på at udviske konventionelle familieformer og nedbryde de indbyggede hierarkier, forældretitlerne skaber. Mor hedder derfor Birgit, men i samtaler søstrene imellem, hedder hun Fruen. Fruen er en stærk og intelligent kvinde. Hun bruger kløgt og styrke til at nå til tops i livet, men det er også disse egenskaber der sikrer, at hun har overhånden i enhver relation. Særligt den til sin datter.

Søstrene vokser op i 70’erne, hvor fri leg synes at kendetegne hverdagen. Fruen bestiger hastigt karrierestigen, og det ene prestigefyldte job erstatter det næste. Hun er alenemor og har været det, siden den yngste datter blev født. Forældrenes skilsmisse har været fjendtlig og hadsk, og de to søstre lærer at hade deres far og have ondt af den stakkels mor, han svigtede. Selvom der er en far i billedet, tager han ikke over, når fruen skal på en af sine utallige forretningsrejser.

Fra pigerne er helt små lærer de at være alene hjemme og passe sig selv. Store dele af hverdagen og det liv, de fleste kender, er så omvendt, at det minder læseren om en tragisk Pippi Langstrømpe-fortælling. Malene opdager sin anderledes hverdag, når hun leger med jævnaldrene, der skal sidde pænt ved bordet, har faste sengetider og får børstet tænder af en voksen.

“For mig var det som at være på besøg i et fremmed land beboet af mystiske mennesker, af forældre i par, dyr smag og gode manerer.”

Med undren og foragt betragter hun alt det, hun har lært at forkaste som småborgerlighed og kvælende lænker.

Friheden er stor, men det er utrygheden også. Børnene ses som voksne, selvstændige individer, og derfor svigtes de ofte, for deres behov for en voksen anerkendes ikke.

Da Malene bliver teenager, ændres deres relation. Det er svært for Fruen, som altid har været i stand til at sejre, at hendes datter er nået en alder, hvor hun ikke lader sig kontrollere. Malene bliver lige så stærk, intelligent, viljefast og selvstændig som sin mor, men trods deres ligheder møder hun ikke accept og anerkendelse. Det bliver begyndelsen på en livslang kamp og uendelige regnskaber over, hvem der har flest point på hengivenheds og opofrelses-kontoen. Følelser er ikke gratis i deres betændte relation, og hvis du skal elskes, så koster det.

Da Malene er voksen, bliver Fruen syg med kræft, og sygdommen bliver hendes endelige trumfkort. Med den vinder hun magten tilbage, for når man er døende, er man i en særlig position, hvorfra det er tilladt at herske, kræve og være en hjælpeløs stakkel på samme tid. Manipulationen og den følelsesmæssige afpresning fortsætter, men relationen bevares til det sidste.

Fruen skriver sig ind i en lang tradition af mordatter-skildringer, og Malene Lei Raben tilfører en historisk ramme, som forklarer – men aldrig undskylder – svigtet af en forsømt børnegeneration.

Det er en barsk fortælling, og hverken Malene eller hendes mor skånes i fremstillingen af deres relation. Den brutale ærlighed fører os dybt ind i de mørkeste kroge af menneskets sind. Imens forsøger læseren at skabe en form for logik i de absurde og destruktive handlinger, der bliver ved med at sabotere deres forhold og også relationen til andre familiemedlemmer. Men til trods for deres usunde relation elsker de hinanden og de er forbundet, som mødre og døtre måske altid er det.

Man behøver ikke en betændt relation til sin mor for at finde genkendelse i Fruen – de mønstre deres konflikter følger er almenmenneskelige: Vi angriber, når vi føler, vi er udsat eller i fare. Og faren kan være mange ting.

Både opbygning og indhold trækker stærke tråde til klassikeren Voldsomme bånd, og jeg tør garantere, at hvis man elsker den ene, vil man også elske den anden. Jeg selv elsker dem begge, og jeg kan kun anbefale at man læser dem og bliver klogere på sig selv og dem, man elsker.

Boganmeldelse: Abens år af Patti Smith

Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Abens år

Forfatter: Patti Smith
Oversætter: Charlotte Kornerup

Udgivelsesår: 2019

Sideantal: 183

Forlag: Klim

Som i én lang tankestrøm inviterer Patti Smith endnu en gang sin læser med ind i de inderste kroge af sit sind. Hun beskriver det hun ser, og alt det hun ikke ser i en nærmest spirituel beruselse, som blotter både hendes og livets skrøbelighed.

Abens år er en svær bog at gengive. Patti Smith opererer ikke med kronologi eller fastholdende handlingsforløb. I stedet præsenterer hun livet med alt det, det indebærer i et sammensurium af ydre og indre virkeligheder, drømmesyn og tankespin. Denne fortælleteknik gør både læseoplevelsen forvirrende, intens og meget ærlig.

Hun starter sin fortælling nytårsmorgen 2016 i Santa Cruz, hvor hun vågner efter at have givet en række koncerter i San Fransisco. Året starter helt skævt, for hendes ene gode ven er indlagt på hospitalet, hvor han er bevidstløs og døende. Og hendes anden ven er også syg, og da de to arbejder på manuskripter sammen, følger hun hans stigende henfald. Mens hun observerer sine gode venners gradvise afsked med det gode helbred og livet, bliver hun smerteligt bevidst om sin egen forgængelighed.

Sygdom og sorg sender hende ud på vilkårlig strejfen omkring, søgende efter alt det der ligger gemt mellem liv og død. Hun er åben og modtagelig, og hun indleder samtaler med skilte, gør sig tanker om de mange stumper af slikpapir langs kysten og bryder med det traditionelle hierarki, der hersker mellem drømme og virkelighed. Det er Abens år, så alt er muligt. Og med referencer til både Alice i Eventyrland og Kejserens nye klæder forstår læseren, at fantasien bliver Smiths trygge tilflugtssted, når dyb sorg og uventede forandringer – politisk og socialt – skaber rod i alt det velkendte.

Der er ingen god historie at komme efter, og det er ikke underholdende læsning. Men det er sansende, det er langsomt, det er nærværende, det er æstetisk, det er tankevækkende og til tider er det både hjerteskærende og opløftende på samme tid:

“Sam er død. Min bror er død. Min mor er død. Min far er død. Min mand er død. Min kat er død. Og min hund, der døde i 1957, er stadig død. Alligevel bliver jeg ved med at tro, at der snart vil ske noget vidunderligt. Måske i morgen.”

Tag med Patti Smith på sansende rejse, hvis du trænger til ro, fordybelse og fornægtelse af al logik og konsensusbestemt tidslighed. Men du skal være lige så åben og modtagelig som forfatteren selv, ellers bliver bogen intet mere end fragmenterede brudstykker af en kreativ sjæls tanker. Formår du at åbne dig, kan du se frem til en spirituel og nærværende læseoplevelse.

Boganmeldelse: Små mennesker, store drømme – Stephen Hawking og Muhammad Ali af Ma Isabel Sanchez Vegara

Jeg fik bøgerne tilsendt som anmeldereksemplarer fra forlaget.

Titel: Små mennesker, store drømme – Stephen Hawking og Muhammad Ali

Forfatter: M^a Isabel Sanchez Vegara

Oversætter: Luna Svane Rodríguez

Udgivelsesår: 2019

Sideantal: 36

Forlag: Forlaget Albert

Der er tilføjet nye hovedpersoner i serien Små mennesker, store drømme, som nu består af ti bøger, og for første gang skal vi møde to mænd, som har haft stor indflydelse på vores verden og samfund.

Jeg har efterhånden skrevet en masse om Små mennesker, store drømme-serien, og min begejstring vil ingen ende tage. Oprindeligt var det ideen om biografier om stærke kvinder formidlet for de mindste, der udgjorde min begejstring, men nu er der kommet to mænd med i serien, og jeg er vild med det. Du ved det sikkert allerede, serien består af en række biografier, og bøgerne kan karakteriseres ved deres simple sprog og enkle fortællinger, som billedsiden udgør en væsentlig del af. Bagest i bøgerne er der altid en udvidet forklaring til den voksne, så hun/han kan besvare sin lille lytters spørgsmål.

I denne omgang er det fysiker, Stephen Hawking, og bokser, Muhammad Ali, der er hovedpersonerne.

Stephen Hawking var allerede som helt lille optaget af at udtænke, bygge og finde på. I bogen lærer vi, hvordan hans nysgerrighed driver ham til storslåede resultater, selvom han faktisk ikke var en særlig flittig skoleelev. Det var først, da Hawking fik lov at forfølge sin interesse inden for kosmologi, at han nød skolearbejde. Historien fortæller, hvordan han trodsede lægernes prognoser efter at have fået konstateret ALS, og hans evne til at kæmpe bragte ham til store videnskabelige opdagelser i det 20. århundrede.

Historien om Muhammad Ali starter i Kentucky, da Ali endnu var Cassius Clay. Den fortæller, hvordan han hadede at træne, men trænede hårdt alligevel, fordi han drømte om at blive den bedste bokser i verden. Den fortæller også om hans behov for at konvertere, og om den ro, der fulgte med hans konvertering til islam. Muhammad Ali var krigsnægter, velgørenhedsarbejder og –fordi han var viljefast – verdens bedste bokser.

Bøgerne er illustreret af dygtige kunstnere, og deres tegninger er helt uundværlige for historien. Stephen Hawking fortælling bærer præg af dæmpede jordfarver og kantede tegninger, hvor Muhammad Alis historie ledsages af en farvelade af runde, sjove tegninger.

Begge bøger er oplysende og samtaleindbydende, og jeg må endnu en gang give mine varmeste anbefalinger til serien.