Boganmeldelse: Hvis vi ikke taler om det af Leonora Christina Skov

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt af forlaget.

Titel: Hvis vi ikke taler om det

Forfatter: Leonora Christina Skov

Udgivelsesår: 2021

Sideantal: 363

Forlag: Politikens Forlag

Leonora Christina Skov har sans for detaljen på den misundelsesværdige måde, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Det ses tydeligt, når man sidder med hendes bøger i hænderne, og ’Hvis vi ikke taler om det’ er ingen undtagelse. Det kraftige smudsomslag, der illustrerer en kvinde med en lup, vækker læserens forventning til, at flere sandheder skal på bordet. Den smukke forsidesats med et akvarellignende kunstnerisk udtryk, det guldfarvede læsebånd og ikke mindst stofindbindingen, tvinger bogen til at rumme en læseoplevelse i høj kvalitet, for med sådan et kunstværk er forventningerne høje. Man skal ikke dømme en bog på dens forside, men i dette tilfælde, er der ingen skade sket. Romanen skuffer ikke.

’Hvis vi ikke taler om det’ er efterfølgeren til Leonora Christina Skovs medrivende erindringsroman ’Den, der lever stille’. I første roman lærte vi, at hos familien Skov er tavshed en dyd, og at den der lever stille, lever godt. I anden roman fortsætter tavshedstemaet, for “hvis vi ikke taler om det, er det næsten ikke her”. Men det er det. Både hos familien Skov og ude i samfundet.

Nutidige Leonora ser tilbage på tiden, før hun slog igennem som succesfuld forfatter, og præsenterer fortællingen om, hvordan hun sprang ud som homoseksuel og fik etableret sig en tilværelse i København, som er tro mod hendes sande jeg. Hun springer frem og tilbage mellem fortidens krænkende oplevelser og en tryg nutidig tilværelse i lejligheden på Frederiksberg med Anette ved sin side. Den lidt rodede komposition er slet ikke så rodet endda, men virker snarere som et gennemtænkt fortællegreb, der bidrager til læserens forståelse af indre kaos. Når karrieremål går i hånd med overgreb, og når ens sande identitet tilsyneladende strider imod familiens kerneværdier, må der unægtelig være behov for at vandre frem og tilbage fra gamle samtaler, stridigheder og skelsættende oplevelser.

Det er ikke kun familien Skov, der får luftet det beskidte vasketøj. Faktisk får hele forlagsbranchen også en tur på tørresnoren, og for en inkarneret bognørd er der indledningsvis tale om et stykke popkornskrævende realityshow, hvor deltagerne ikke er helt ukendte. Popkornsspisningen bliver dog hurtigt en kvalm oplevelse, da læseren chokeres med fortællingen om, hvad man som spirende forfatter kan blive presset til med truslen om at få ødelagt sine drømme om at blive udgivet. Denne afsløring taler direkte ind i tidens fokus på #metoo og hele debatten om frivillighed i ulige magtforhold, og Leonora Christina Skov nuancerer på elegant vis tesen om, at man jo bare kan sige nej. Hun efterlader også håb, når hun beskriver de hjertevarme mennesker, bogbranchen heldigvis også byder på.

Forfatterens pen er som altid i flow, og det er vaskeligt at læse hendes ord uden hendes karakteristiske bløde stemme i sit indre. Hvis du var begejstret for ’Den, der lever stille’, er fortsættelsen et must. Hvis du er interesseret i forlagsbranchen, er den et must. Hvis du er interesseret i de følelser, der kan følge med, når man skal springe ud som homoseksuel, er den et must. Måske skulle du bare læse den for en sikkerheds skyld.

Boganmeldelse: Noget du ikke ved om længsel af Karen Strandbygaard

Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Noget du ikke ved om længsel

Forfatter: Karen Strandbygaard

Udgivelsesår: 2021

Sideantal: 300

Forlag: People’s Press

’Noget du ikke ved om længsel’ undersøger og kortlægger en kvindes længsel efter at få børn. Den beskriver, hvor galt det kan gå, når forventningen til livet ikke stemmer overens med virkeligheden, og når kroppen pludselig bliver en kampdygtig modstander for den drøm, der gemmer på livets mening.

Udadtil kører livet på skinner for 32-årige Maria. Hun er en dygtig forsker og har gang i en lovende karriere i en privat virksomhed, hvor hun arbejder som kemiker. Hun bor sammen med sin kæreste David i indre København, og de to ønsker at blive forældre. Men her falmer glansbilledet, for Maria bliver ikke gravid. Parret starter på fertilitetsbehandling, men de gentagne mislykkede forsøg begynder at tære på forholdet. Maria konfronteres med følelser og sider af sig selv, som føles fremmede både for hende og for David. Hun går fra at være en ambitiøs kemiker til kun at kunne tænke på at få et barn. Langsomt ser hun alting smuldre, parforhold, karriere og venskaber glider ud som sand mellem hendes hænder.

’Noget du ikke ved om længsel’ undersøger og kortlægger en kvindes længsel efter at få børn. Den beskriver, hvor galt det kan gå, når forventningen til livet ikke stemmer overens med virkeligheden, og når kroppen pludselig bliver en kampdygtig modstander for den drøm, der gemmer på livets mening. Det psykologiske drama udspiller sig særligt i Marias indre, mens intetanende kolleger ser måbende til på hendes deroute og David forvirres over forandringen. Jeg vil så gerne elske den, og jeg prøvede virkelig også. Den er velskrevet, dialogerne er skarpe og troværdige, men følelseslivet vækkede intet i mig. Der mangler bøger om fertilitetsbehandling, så mine forventninger var tårnhøje, og måske er problemet netop, at jeg ved alt for meget om Marias længsel. Jeg var Maria på 32, som hellere ville forlade verden end at leve i den barnløs. Men jeg kunne ikke spejle mig i denne Maria, og det ødelagde desværre læseoplevelsen. Det er en umådeligt vanskelig disciplin at slette sig selv og egne erfaringer, når man læser om det, der på bagsiden lyder som ens liv.

Jeg håber sådan, du vil dele din egen erfaring med bogen her i kommentarfeltet – særligt hvis du også har erfaring med fertilitetsbehandling.

Boganmeldelse: Pigen fra det store hvide skib af Jesper Bugge Kold og Mich Vraa

Reklamelink: Bogen kan købes hos Bog & Idé lige her.

Titel: Pigen fra det store hvide skib

Forfattere: Jesper Bugge Kold og Mich Vraa

Udgivelsesår: 2021

Sideantal: 400

Forlag: Lindhardt og Ringhof

 

I dag er det præcis 70 år siden, hospitalsskibet Jutlandia lagde fra kaj i København. Og denne ofte oversete del af dansk historie er udgangspunktet for Jesper Bugge Kold og Mich Vraas fortælling om den unge Molly, som er sygeplejerske på det store hvide skib.

27-årige Molly er blandt de få udvalgte, der skal gøre tjeneste på hospitalsskibet Jutlandia. Hun er blevet antaget på trods af sin unge alder, fordi hun har flotte anbefalinger med fra sit arbejde på operationsgangen på Odense Sygehus. Molly blev færdig som sygeplejerske i 1943, så hun har behandlet mange patienter i forbindelse med befrielsen og føler sig klar til at sejle ind i krigszonen i Korea. Molly har stor faglig stolthed og drager afsted for at yde sit ypperste som sygeplejerske, men hun længes også efter forandring efter en hård tid under besættelsen både privat og i arbejdssammenhæng.

“Jeg arbejder så meget som muligt. Når jeg er på arbejde, giver alting mening, og mine tanker ophører med at kredse om fortiden.”

I Korea bliver 11-årige Yuns tilværelse ændret på et splitsekund. Napalmbomber udvisker hendes landsby mod nord og med det forsvinder også de mennesker, der bor i den. Nu vandrer hun sulten og fortabt fra den ene ende til den anden for at finde et sted at være.

Både Molly og Yun har kurs mod Sydkorea, den ene til fods og den anden til havs, i håbet om nye bedre tider. Rejsen byder for begges vedkommende på uforudsigelige møder og oplevelser, som tvinger dem til at se deres fortid – og fremtidige skæbne – i øjnene.

Pigen fra det store hvide skib er en fantastisk historisk beretning. Der er skruet op for de filmiske kvaliteter og både historien og dens karakterer fremstår levende og nuancerede. Mollys tankevirksomhed afslører en strukturel og kulturel ulighed blandt køn, politiske paradokser og absurditeten i et ubrugt hospitalsskib midt i fattigdom, sult og død:

“I netop disse dage er der så lidt at lave på Jutlandia at det virker nærmest grotesk. Langt de fleste senge står tomme, operationsstuer og andre faciliteter er lukket ned. Vi har et af verdens mest moderne hospitaler liggende ved en by der er fuld af syge og underernærede børn.”

Det nære drama er baseret på et vigtigt stykke danmarkshistorie og de historiske fakta afslører en grundig research og interesse for Danmarks rolle i verdenshistorien. Detaljerigdommen og de historiske fakta står ikke i vejen for den medrivende historie, og særligt de brutale scener beskrives med så stor sans for den levende fortælling, at læseren må besinde sig for at undgå et knust hjerte.

“Yun begynder at ryste, hun kan ikke lade være, hun er så bange, men soldaten er ligeglad. Han presser sin krop mod hendes og snuser til hende som om han var et dyr. Hendes gråd er ved at tage magten fra hende. Han lugter ækelt, og nu begraver han næsen i hendes hår mens hans hånd glider ned ad hendes ryg og klemmer sammen om hendes bagdel, holder fast. Hun vil rive sig fri, men tør ikke.”

Fortællingen om Jutlandia er et bemærkelsesværdigt stykke danmarkshistorie, som for manges vedkommende – af uforståelige årsager – starter og ender med en Kim Larsen-sang (en fantastisk sang,  men alligevel). Kold og Vraa tydeliggør, hvilken indflydelse Jutlandia og dets besætning har haft for Danmark i perioden, og man kan undre sig over, at dét der nær blev starten på 3. verdenskrig ikke er en del af historieundervisningen i folkeskolen – og dermed en del af vores kollektive hukommelse. Det bliver det måske nu.

Det er en gedigen og stilsikker historisk roman med historisk refleksion, der ikke benægter den samtid, den er blevet til i:

“ (...) jeg møder to grupper amerikanske soldater som begge bryder ud i de sædvanlige ulvehyl da jeg har passeret dem. I mit stille sind tænker jeg på om der mon kommer en dag hvor kvinder kan gå i fred på gaden. Jeg ved at de fleste mænd vil forsvare deres udbrud med at de jo bare komplimenterer kvinderne, men sådan oplever jeg det ikke (...)”

Det er svært ikke at tænke samtidens #metoo-debat ind i Mollys tanker, og det er en forfriskende lille kommentar, som både fortæller også noget om, hvem Molly er og om, at der har siddet to velreflekterede forfattere og skabt en helstøbt, stærk karakter.

Kold og Vraa har skabt en velskrevet roman om en verden i opbrud, og man kan kun håbe, at det frugtbare forfattersamarbejde gentages.

Boganmeldelse: Bob af Helle Helle

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Bob

Forfatter: Helle Helle

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 156

Forlag: Gutkind

 

Helle Helle fastholder den stramme nøgterne stil, som karakteriserer hendes værker, og allerede i første sætning står det klart for læseren, at man nu er trådt ind i Helle Helles banale hverdagsunivers.

I ’Bob’ følger vi Bob, hvis historie fortælles af en jeg-fortæller, som vi kender fra ’de’. Hende fra ’de’ er nemlig flyttet sammen med Bob, og hun fortæller om hans liv – det nuværende, og det der var før hende.

Bob ved ikke helt, hvad han skal i livet. Han vil gerne have et studierelevant studiejob, men det er lidt svært, når han endnu ikke ved, hvad han skal studere. Der er jo mange muligheder. I stedet finder han arbejde på Sømandshotellet, hvor han hilser gæster velkommen i receptionen. Her får han mange timer til at gå, både når han er på arbejde, men også når han bare ikke lige ved, hvad der skal ske. Hans kæreste, som fortæller historien, hat travlt med sit studie. De er netop flyttet sammen, og mens han drømmer om deres fælles fremtid, indretter han den lille lejlighed og fikser stort og småt.

Bob er meget optaget af ord og sætninger, og han kan bruge timer på at overveje, om han skal sige hej eller velkommen, når nogen træder ind i lobbyen. Han kan falde i staver over gadenavne og stednavne, og hans interesse for sproglige konstruktioner afspejler forfatterens talent for samme. Helle Helle fastholder den stramme nøgterne stil, som karakteriserer hendes værker, og allerede i første sætning står det klart for læseren, at man nu er trådt ind i Helle Helles banale hverdagsunivers:

Flytter Bob og jeg så til Vanløse, vores hjem var der oven på tanken, og vi fik stavparket. Op og ned ad trappen gik det, Bob bar næsten alt.

Det lyder måske kedeligt, men det er det aldrig. Tempoet snegler sig afsted, men under overfladen lurer dramaet. Det uforløste, usagte indre drama er forfatterens helt store talent. Hun har gjort det til sit varemærke at fortælle store historier med et minimum af ord. Det skrevne drama er måske en løs skrue, en vissen plante eller et forkalket badeværelse. Men i små samtaler åbenbares universelle, eksistentielle temaer såsom rådvildhed og ensomhed:

– Det må være svært at flytte til storbyen helt alene, sagde Kola.

– Nåh, sagde Bob. – Jeg er jo ikke alene.

– Er du ikke?

– På en måde er jeg måske, sagde Bob.

Selvom jeg brugte lang tid på bogen – sideantallet taget i betragtning – sidder jeg alligevel tilbage med følelsen af, at der er mere at komme efter. Og er det i virkeligheden ikke også bare det bedste? At der er god grund til at tage den ned fra reolen igen snarest for lige at få de sidste brikker på plads. Jeg glæder mig i al fald allerede til gensynet med denne pragtfulde sproglige og stilsikre perle. 

’Bob’ er i øvrigt en uafhængig fortsættelse af ’de’ og kan læses udenom sin forgænger, men man snyder sig selv for en masse referencer, hvis man springer ’de’ over. Så hermed en anbefaling om at læse begge.

Det føles passende at slutte anmeldelsen af med dette pragtfulde citat:

Programmet sluttede. Vi havde valgt tres grader kulørt til det hele.

Boganmeldelse: Den, der lever stille af Leonora Christina Skov

Titel: Den, der lever stille

Forfatter: Leonora Christina Skov

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 374

Forlag: Politikens Forlag

 

Leonora Christina Skov holdt mig i en trancelignende tilstand med sin milde stemme, der steg og faldt i intonation som scenerne skiftede. Jeg var fikseret af dybden af følelser og lamslået af intensiteten, når ondskaben mest af alt mindede om plottet fra en gruopvækkende thriller. Den, der lever stille sætter markante spor og efterlader læseren brugt og skrøbelig.

 

Leonora Christina Skovs selvbiografiske fortælling tager afsæt i hendes mors død. Den nu voksne Leonora er ved sin mors side og ser til, mens kræften langsomt suger livet ud af hende. Leonora har til det sidste stået på pinde for sin mor. Hun har efter morens ønske undersøgt alle muligheder for at forlænge den sidste tid og gjort sig selv til ekspert i forskellige former for kræftbehandling. Det ville de fleste døtre måske have gjort for deres mødre, men Leonora har ikke haft rollen som den typiske datter, og hendes mor har aldrig været som mødre er flest.

Leonora – som hedder Christina indtil sit voksne liv – vokser op som som enebarn i et parcelhuskvarter i Helsinge. Udadtil syner de af at være en lille kernefamilie. Begge forældre arbejder. Huset er rent. Haven er velholdt. Alle er velsoignerede og iført rent tøj. Og Christina klarer sig godt i skolen. Punkterne på en socialrådgivers tjekliste ville uden yderligere undersøgelse kunne krydses af hos familien Skov. Der er ingen tegn på vold eller misrøgt, men inden for hjemmets fire vægge hersker en bizar familiedynamik, som er så svær at begribe, at jeg knap nok kan gengive den. Fra Christina bliver født, sørger hendes forældre for, at hun ved, hvilket vanskeligt barn hun er.

 

“Jeg var seks år, da min mor fortalte mig, hvor forfærdeligt det havde været at føde mig. Vi sad og spiste aftensmad ved det kvadratiske køkkenbord i Helsinge med udsigt til Bjørn Wiinblads månedsplatter arrangeret i et symmetrisk mønster omkring køkkenuret (…)”

 

[…]

 

“I sagde, at jeg skreg så meget, at mors liv blev et mareridt derhjemme, og at jeg ikke fik nogen søskende, fordi jeg havde været sådan et frygteligt spædbarn.”

 

Det var en forfærdelig fødsel, og det blev ikke bedre, da den lille familie skulle bygge rede. Moren udvikler tilsyneladende ikke varme følelser for sin datter, og det lugter af ubehandlet fødselsdepression og svigt overfor det lille barn.

Forfatteren beskriver en symmetri og orden i det lille hjem, som står i skærende kontrast til det mareridt der udspiller sig hver gang, hr. og fru Skov (det kalder de hinanden) henvender sig til datteren (det kalder de hende). Deres henvendelser er sjældent direkte. Oftest taler de om hende i 3. person, selvom hun står lige foran dem.

 

“Har du hørt, hvad datteren siger? sagde hun, henvendt til min far, og til mig: – Dig! Det kan due da ikke finde ud af. Du aner jo ikke engang, hvad en liter mælk koster.”

 

Det er et forældreskab, der er svært at forestille sig, og den psykiske terror, undertrykkelsen og nedgørelsen fortsætter helt indtil morens død.

 

–Ja, det tror jeg også, hr. Skov, sagde hun. – Jeg tror, at datteren er helt gennemsnitligt begavet.

Jo højere karakterer jeg fik i alle fag, jo mere jævnt begavet var jeg derhjemme.

– Men så er det godt, at du er flittig, for flid kan man komme langt med, sagd min far. – Ikke noget med at springe over, hvor gærdet er lavest, eller går den, så går den. Slendrian, sløseri og sjuskedorte bruger vi ikke her hos os, og så længe du bor her hos os, er det vores regler, der gælder.

 

Da Christina bliver gammel nok, rejser hun til København, hvor hun bliver til Leonora som en del af frigørelsen fra sine forældres stramme lænker. Det forhindrer dog ikke forældrene i at fortsætte den systematiske mobning af deres datter, og de bruger flittigt kneb som ydmygelse og manipulation til at fastholde kontrol og begrænse hendes livsudfoldelse og positive udvikling. Hun er ved at finde sig selv og klarer sig godt, men moren lever efter deviser såsom man skal ikke udstille sit beskidte vasketøj, man skal ikke gøre stads af sig og den, der lever stille, lever godt. Og det går ikke godt i spænd med en homoseksuel datter i 90’erne, som endda figurerer i de danske medier fra tid til anden. Men det var ikke Leonoras homoseksualitet, der antændte morens had, selvom den måske nok bragte brænde til bålet. Hadet eller aversionen opstod ved første øjekast og man fristes til at tro, at moren har været jaloux over at måtte dele sin mand med sin datter, som havde brug for en far. Men hr. Skov står på pinde for at neddæmpe jalousien, og han gør sit bedste for at hele husholdningen forstår, at han til enhver tid vil vælge sin hustru, fremfor datteren. Og han står ikke i vejen for at tage del i nedgørelsen af hende, så fru Skov kan mærke, at der kun er én kvinde i hans liv. Det er en hakkeorden, der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved, og hensynet til den skrøbelige mor lever videre, selv efter hendes død.

 

– Hun var det bedste, jeg havde, sagde han, og jeg så en bunke sorte brikker for mig. Han havde satset dem alle sammen på hende og ingen af dem på mig. Jeg havde ingen anelse om, hvordan han ville reagere nu, hvor døden havde ryddet brættet.

 

Den, der lever stille er en opslugende og intens skildring af en traumatisk barndom. Der veksles elegant mellem tilbageblik og nutid. Og forfatteren drysser om sig med små detaljer fra hjemmet i Helsinge, hvor alt det som intet betyder er placeret i perfekt symmetrisk orden og udstråler en balance, som kun eksisterer på overfladen.

 

Den var min første positive oplevelse med en dansk lydbog, og Leonora Christina Skov holdt mig i en trancelignende tilstand med sin milde stemme, der steg og faldt i intonation som scenerne skiftede. Jeg var fikseret af dybden af følelser og lamslået af intensiteten, når ondskaben mest af alt mindede om plottet fra en gruopvækkende thriller. Den, der lever stille sætter markante spor og efterlader læseren brugt og skrøbelig.

Den anbefales til alle med forældre (læs: alle), men vil særligt krybe ind under huden hos dem, der lader sig fascinere og forundre af det komplekse bånd mellem mor og datter. Læsere af Voldsomme Bånd af Vivian Gornick og Fruen af Malene Lei Raben, vil helt sikkert også betages af denne.

Boganmeldelse: Børn i andre lande af Sofie Maria Brand og Rasmus Juul

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget.
Hvis der skulle herske tvivl, så er jeg en lille pige fra Frankrig og Møffe er en lille pige fra Afghanistan.

Titel: Børn i andre lande

Forfatter: Sofie Maria Brand

Illustrator: Rasmus Juul

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 64

Forlag: Gyldendal

Sofie Maria Brand og Rasmus Juul er et særdeles harmonisk makkerpar. Med hendes ord og hans billeder får de skabt en bog, som vækker begejstring, underholder og underviser på samme tid.

Som barn var jeg medlem af en bogklub, hvor jeg fik Lademanns børneleksikon med posten. Og jeg husker tydeligt mit favoritbind, Verden omkring os. Det var favoritten fordi, den viste mig, hvordan livet så ud i andre lande, og jeg var især optaget af, hvordan andre børn gik i skole. Jeg har stadig nogle af de bøger, og de er selvfølgelig forældet nu. Men noget, der aldrig forældes, er børns nysgerrighed og begejstring ved at opdage, at der findes børn, der lever helt andre liv end dem selv. Det er en nysgerrighed, vi som voksne bør blive ved med at anspore til og opretholde. En måde at dyrke nysgerrigheden og bevare den er selvfølgelig at udfolde verden, og gøre den lettilgængelig. Her gør Sofie Maria Brand og Rasmus Juul med Børn i andre lande et fantastisk stykke arbejde.

Vi besøger 13 børn i 13 forskellige lande: Brasilien, Kina, USA, Tanzania, Tyskland, Afghanistan, Litauen, Cuba, Storbritannien, Grønland, Rusland, Nepal, Frankrig. Opbygningen minder om makkerparrets tidligere udgivelse Jul i andre lande, som jeg med stor begejstring hiver frem hver jul. I hvert land møder vi to børn, som geografisk eller sociokulturelt er placeret langt fra hinanden. De fortæller om deres hjem, deres skolegang, om vejret i deres område og om de måltider, de spiser. De fortæller også, hvad deres lande er særligt kendt for, så det bliver muligt for læseren at sætte børnefortællingerne ind i den typiske referenceramme for det enkelte land.

Jeg har nævnt det før, men jeg er nødt til at nævne det igen, for det skinner klart igennem, at Sofie Maria Brand har en fortid som skolelærer. Hun viser både didaktisk og pædagogisk indsigt i sine valg og formidler hvert land og hvert liv med en naturlighed, der nærmest kommer læserens undren i forkøbet. I de små faktabokse kan der læses om indbyggertal, religion, levealder, mad, skolegang og meget mere. Og man kan også lære at tælle til ti på hvert sprog.

Bagest i bogen er en ordforklaring, som beskriver folkefærd, krige, styreformer, titler og meget mere (så er den voksne også godt klædt på, når de yngste læsere spørger, hvad det var for noget med Den kolde krig).

Rasmus Juul sørger for en appetitlig og indbydende billedside, spækket med flotte farver og små detaljer fra hvert land. Illustrationerne giver lyst til at læse teksten, og sammen får de skabt en bog, som vækker begejstring, underholder og underviser på samme tid.

Jeg kunne på den ene side have ønsket mig en bredere repræsentation af verdens kontinenter – vi har vel alle vores yndlingslande, som bare lige præcis er det vigtigste land til så prægtigt et værk – men på den anden side er antallet af lande også helt tilpas. Bogen har en god længde, størrelse og tykkelse, og det har hvert lands afsnit også, så det passer med et land til godnathistorie. Mine egne præferencer vil jeg derfor lade passere, men jeg satser på en spændende opfølger, hvor vi får lov at dykke ned i rismarker, bushen eller cricket efter skole.

Boganmeldelse: Vaniljehuset af Mich Vraa

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Vaniljehuset

Forfatter: Mich Vraa

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 446

Forlag: Lindhardt og Ringhof

Mich Vraa bruger ord med samme naturlighed, som man trækker vejret. Hans sans for sprog og billeder vækker Odense til live i en gedigen slægtshistorie om store ambitioner, stålfast vilje og afgørende relationer.

Markus Dusinius Dick har fået sit særegne navn, fordi han er 12. barn i en stor søskendeflok. Han er nu en velhavende fabrikant, som fortæller sin historie fra Hareskov Kuranstalt, hvor han opholder sig efter et hjertetilfælde. Han er vokset op på Vesterbro i Odense som søn af en hårdtarbejdende skomager i en stor familie, hvor pengene altid var små.

Dusinius er ikke ret gammel, da han bliver opmærksom på livets realiteter: At det ikke nødvendigvis – måske endda sjældent – er den der arbejder hårdest, der tjener mest. Allerede som 8-årig begynder den lille dreng at handle. Han sælger sprællemænd på torvet, og lærer om grundlæggende købmandsskab; at købe billigt og sælge dyrt, men hans far, den hårdtarbejdende skomager, har kun foragt overfor denne form for uærlige og dovne levevej. Købmandsskab er ikke hæderligt arbejde.

Erkendelsen rammer ham med en kraft som havde malermester Jakobsen kastet den tunge malerkost i hovedet på ham: De arbejder for borgerskabet, disse mænd, både Jakobsen og hans sjak af øldrikkende, muligvis åndssvage malere. Uden den velstand som borgerskabet akkumulerer og bruger til blandt andet malere, ville alle være fattige. Dusinius ved at det er en vigtig indsigt, selv om han ikke kan forklare hvorfor.

Farens holdning ændrer ikke på Dusinius’ ambitioner om at blive en anseelig og velhavende handelsmand, og allerede som 8-årig lægger han grundstenene til sit store handelseventyr.

Tilbage i Odense sidder Jonna. Hun er Dusinius’ hustru og fortæller gennem sine dagbøger om parrets forhold, deres familierelationer og sin egen barndom. Hun reflekterer over tiden, der er gået og de mange valg, der har ført til, at hun blev hjemmegående, selvom hun havde forstand til – og håbet på – mere.

Ægteparrets minder suppleres med nedslag i fra en alvidende fortæller, som dykker ned i slægtsforhold, opvækst og tidligere romancer. Fortællestemmen er overbevisende og hvirvler læseren rundt i byen og ind og ud af barndommens drømme og ungdommens virkelighed. Byen er romanens ramme, men den er ikke alene baggrundstæppet, den er levende og spiller en afgørende rolle for historien og forståelsen af menneskers status.

I alle de år Dusinius har boet i villaen i Læssøegade, er han altid, når han har haft tid til det, spadseret gennem parken fra sit hjem til Vaniljehusets domicil på Albani Torv. Det er ikke nogen lang tur, ikke engang halvanden kilometer, men alligevel er det som at gå fra én verden til en anden. Syd for åen skærer vejene hinanden i rette vinkler med rektangulære felter imellem, bebygget med borgerskabets bedre villaer i røde mursten eller med pudsede, hvide mure og sorte, glaserede teglsten. Bag hver facade udfolder sig pæne, diskrete liv, man nikker til hinanden og letter på hatten når man mødes, men ingen blander sig mere end højst nødvendigt.

Det er tydeligt, der er gravet dybt under arbejdet med romanen. Det dybdegående researcharbejde bærer frugt og giver læseren et detaljerigt og vægtigt tidsbillede af Odense anno 1878-1930.

Karen går ad byens stræder og over dens pladser, Gråbrødre og Flakhaven ved rådhuset, og kommer til domkirken. Tårnet virker unaturligt højt og stort i sommermørket. En fakkel brænder i et fyrfad foran den store egetræsdør; det ligner ikke Guds hus, men snarere indgangen til et hedensk tempel. Hun går ned langs kirkeskibet; også det virker alt for stort til byen; det er som om en kirke af denne størrelse burde ligge i en langt mægtigere by end Odense, måske i hovedstaden.

Mich Vraa skriver i et sprog så let og elegant som var hvert ord et åndedrag eller et pulsslag og de færdige sætninger livets naturlige gang. Han trækker vejret langsomt, indsnuser, indprenter, mærker efter og ånder så ud med den ene poetiske perle efter den anden. Sproget er overbevisende og tager læseren med tilbage i tid, og det er vanskeligt at begribe, at bogen er blevet til i 2020 (/19).

Vaniljehuset er en slægtsroman på niveau med de store klassikere, og ligesom Lykke-Per er blevet symbol på eventyr i 1800-tallets København, har Dusinius potentiale til at blive tilsvarende i Odense. Og der er da heller ikke lang vej mellem navnene, Sidenius og Dusinius.

Det er folkesjæl, åndsliv og danmarkshistorie. Det er ganske enkelt eminent litteratur.

Boganmeldelse: Kan jeg stole på dig af Mette Egelund Olsen & Margrethe Schmidt

Jeg modtog bogen son anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Kan jeg stole på dig

Forfattere: Mette Egelund Olsen & Margrethe Schmidt

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 130

Forlag: Vild Maskine

 

De voksne sætter grænser for børn og unge. Men hvem skal sætte grænser for de voksne? Kan jeg stole på dig er en bog om følelser, grænser, teenageliv, forvirring, svigt, tillidsbrud og kynisk udnyttelse af autoritet og voksenrolle.

 

Jeg skal for god ordens skyld starte med at nævne, at den ene forfatter er min kollega, men det har selvfølgelig ingen indflydelse på anmeldelsen.

 

Sofie skal starte i 7. klasse på en helt ny skole. Hun og hendes familie er flyttet fra Glostrup til en lille ø, hvor de vil forsøge at starte forfra, efter fars sygemelding med stress. Mor skal starte i sit nye job som ledende sygeplejerske og Sofie og hendes storebror starter i den lokale folkeskole, selvom ingen af dem rigtig havde lyst til at flytte. Pengene er små efter fars langvarige sygdomsforløb, så det er meget heldigt, at Sofie ikke vil konfirmeres. Den slags er jo dyrt.

Det varer dog ikke længe, før Sofie opdager, at hendes klasse går til konfirmationsforberedelse ved den unge og spændende præst Andreas, som hele byen synes at være betaget af – særligt byens kvinder. Da Andreas spørger Sofie, om hun vil passe hans børn, bliver hun beæret over tilliden og ser frem til opgaven. Der er noget sært ved relationen mellem hende og Andreas. Han er voksen, men han er også ung og tiltrækkende, og en gang imellem er det svært at vurdere, om han ser på hende med samme øjne. Andreas skal jo vise interesse for alle sine konfirmander, og han gør meget ud af, at de får et tillidsfuldt og tæt forhold. Men hvor går grænsen? Da han lægger sig helt tæt op ad hende, føles det både rart og forkert på samme tid. Men det kan man vel ikke fortælle helt nye veninder om. Eller en mor, som er mindst lige så betaget af den flotte, unge præst.

De mange modstridende følelser er svære at navigere i for en ung pige, og den voksne præst udnytter Sofies forvirring og misbruger hendes tillid.

Kan jeg stole på dig er en bog om følelser, grænser, teenageliv, forvirring, svigt, tillidsbrud og kynisk udnyttelse af autoritet og voksenrolle.

Romanen er trykt i stor skrift, så de 130 sider forsvinder hurtigt – måske også for hurtigt. Den kunne sagens tåle flere detaljer og længere dialoger uden at miste sin læsers interesse, og det ville jeg personligt have foretrukket. Men det er en snedig beslutning at gøre den tempofyldt, skabe et ultimativt point-of-no-return-plot, korte den ned og anvende større skrift, når den skal ud og arbejde hos de unge mennesker, der er dens målgruppe. Den lander dog i en kløft, hvor indholdet kalder på udskolingen, men formen taler mere til mellemtrinnet. Derfor er det svært at give et klokkeklart bud på brugen af den: Jeg har haft en 6. klasse (jeg er tidl. skolelærer), som den ville være grænseoverskridende for, men jeg har også haft en 6. klasse, som ville elske en debat om grænser og teenageliv. Samtidig har jeg haft en 7. klasse, hvor det sproglige niveau ville ramme helt perfekt, men jeg har også oplevet 7. klasseelever, som sluger Twilight og Hunger Games på engelsk. Jeg vil helt bestemt anbefale, at man arbejder med den i folkeskolen som afsæt til en vigtig snak om grænser og tilladt voksenadfærd. Men man er nødt til – som man selvfølgelig gør med alle sine materialevalg – at overveje den specifikke klasses danskfaglige og mentale niveau. Jeg vil også anbefale, at man får den hjem til sit eget unge menneske, så den også derhjemme kan være afsættet til samtaler om grænser. Det er en ekstremt vigtig snak, og bøger er ofte et nemmere afsæt for samtaler end virkeligheden er det.

En god og tankevækkende teenageroman, som jeg håber bliver indkøbt til landets skoler og biblioteker.

Boganmeldelse: Der går min klasselærer af Jacob Skyggebjerg

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Der går min klasselærer

Forfatter: Jacob Skyggebjerg

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 265

Forlag: Gladiator

Jacob Skyggebjerg er en eminent prosaist, og han tvinger læseren til at tage alle sanser i brug, når der dufter af skolepigeparfume og brændt motor, når det smager af doven øl og kebab og - mest af alt – når bassen pumper derudaf med 666, DJ Alligator, Barcode Brothers og Gigi D'Agostino.

Mellem Vejle og Horsens ligger den lille by Løsning. Markerne er mange, det samme er traktorerne. Grusgraven og Daka-fabrikken er byens kerne. De gamle går i træsko og lytter til Creedence Clearwater Revival, mens de unge ifører sig buffalo-sko og skruer op for technomusik og eurodance. Generationerne mødes på byens skole, når den ene generation forbereder den anden til livet og til afgangseksaminerne. Og hvert år til byfesten forenes de i ølteltet, når det fyldes med god stemning, øl og musik. Vi befinder os i år 2000.

Skolelæreren Erling er midt i en krise. Han har fået øjnene op for niendeklasseseleven Mira, som får hans tanker til at vandre og hjerte (og lem) til at banke. Til sammenligning vækker hans egen hustru, Irma, mest af alt afsky i ham, og når hans puls stiger med hende i rummet, skyldes det vrede og irritation. Deres forhold blev tilfældigt indledt på lærerseminariet med hendes interesse og hans accept eller overgivelse. Og siden har hun sørget for, at han ser præsentabel ud og får varme måltider, og sammen har de opbygget et langt forhold på disrespekt, foragt og afsky.

Irma er også lærer i niendeklasse. Skolen har selvfølgelig en antimobbestrategi, som hun forsøger at håndhæve. Det kræver lidt, for i klassen går Stig, som er hele skolens mobbeoffer. Og skolens populære bad boy, Kasper Nielsen, går altid forrest, når hierarkiet endnu engang skal fæstnes. Det ville være så nemt at positionere sig selv som den friske lærer, der er med på lidt sjov, hvis man ikke altid skulle forsvare det skvat, som ikke er er i stand til at forsvare sig selv.

Der går min klasselærer er et portræt af to generationer og en komplet skildring af en genkendelig tid for ethvert 80’er-barn. Alle skoler havde en Kasper Nielsen, og desværre havde de fleste nok også en Stig, som måtte lade sig underkaste for fællesskabet og de stærkestes vilje. Jacob Skyggebjerg er en eminent prosaist, og han tvinger læseren til at tage alle sanser i brug, når der dufter af skolepigeparfume og brændt motor, når det smager af doven øl og kebab og - mest af alt – når bassen pumper derudaf med 666, DJ Alligator, Barcode Brothers og Gigi D'Agostino. Musikken, beklædningen og transportmidlerne er redskaber, der sikrer læserens forståelse af stemningen i rummet og tempoet på begivenheden. Den unge generations fart står i stærk kontrast til den søvnige by, som Erling og Irma synes at være indbegrebet af.

Pssst … gad vide om forfatteren har lagt tanker i de kvindelige hovedrollers navne, Mira og Irma. De to fungerer som et anagram af hinanden, og måske er det ikke helt tilfældigt? Måske vil Mira opdage, når hun når sine 50’ere, at hun er blevet en Irma, og måske var Irma en Mira, da hun selv gik i niendeklasse. Eller måske forsøger Jacob Skyggebjerg blot at drille en gammel dansklærer, som så frygteligt genre vil finde skjulte skatte og symboler i alle tekster. Læs den og bedøm selv. 😅

Boganmeldelse: Skyggedanseren af Sara Omar

Reklamelink: Bogen kan købes hos Bog & Idé lige her.

Titel: Skyggedanseren

Forfatter: Sara Omar

Udgivelsesår: 2019

Sideantal: 416

Forlag: Politikens Forlag

“I min indre Koran er der respekt for kvinden. Hun er ikke en skabning, der skal lænkes, stenes og piskes. Hun er ikke en skabning, der skal gemmes væk i skam bag lange, sorte klæder. Hun er ikke en skabning, man ustraffet kan tvangsgifte væk, tæve eller dræbe.”

Da nyheden forældreparret, der tog livet af deres datter, fordi hun var født med det forkerte køn, så dagens lys, blev læsningen af Skyggedanseren for alvor levendegjort og dens afgørende vigtighed cementeret. Jeg kan lige så godt indlede denne anmeldelse med essensen: Der findes ikke vigtigere litteratur. Det er barskt, det er brutalt, det er umenneskeligt, og alligevel er det nogens virkelighed og menneskers grusomme gerninger.

Vi vender tilbage til Frmesk, Gawhar og Darwesh i 90’ernes Kurdistan i byen Zamwa. Frmesk har i mange år været en glad pige i trivsel, men hun er ud af det blå holdt op med at spise og tale, og så tegner hun uhyggelige tegninger og lemlæster sine dukker. Hun er for nylig startet til koranundervisning i den moske, hvor hendes onkel er imam, og Gawhar håber sådan, at troen vil blive det lys, Frmesk tilsyneladende mangler i livet.

I et andet spor er vi med Frmesk i Danmark i 2007 og frem. Her er hun flyttet til med sin biologiske mor og far, Rubar og Anwar, som også har to yngre børn. De to små er lyset i hendes liv, og hver dag synes at handle om, hvordan hun bedst muligt kan beskytte dem fra en voldelig far og en bitter og fraværende mor. Frmesk er startet på universitetet, men det er svært at fastholde studierne med en kontrollerende far, som ikke tillader hende at gå på biblioteket eller tale med mandlige medstuderende. Som vi lærte det i Dødevaskeren, er skyld og skam fortsat et våben til at opretholde kontrol over kvinder, og Frmesk må dagligt finde sig i lussinger, tilsvining og udskam. Hendes eneste skjold og våben er ordet, og hun bruger sine ord til at skabe smuk poesi, som hun i al hemmelighed deler til poesiaftener. Hver dag er en ny prøvelse, en kamp for livet, og truslen om skam, krænkelse og død er bestandig, for

“I deres familie var monstrene over sengen og ikke under.”

De tragiske skæbner griber fat i sin læser med et jerngreb, som døde sjæle der nægter at forlade den jordiske verden. De indprenter sig i krop og sjæl, og det er en ganske umulig opgave at læse Skyggedanseren uden salte tårer, der skriger på retfærdighed for Frmesk.

Romanen er både medrivende og letlæst i sproglig forstand, men den er alligevel alt andet end ’let’ at læse. Den er barsk. Den er brutal. Og de seksuelle overgreb er så makabre og brutale at selv læseren føler sig traumatiseret efter.

Omars stemme skinner igennem, og hendes holdninger til en patriarkalsk insisteren på at definere islam som kvindeundertrykkende er klar. Islam er ikke ond og Allah er ikke en hævngerrig Gud. Frmesk bærer fortsat sin religion og sin Gud i sit hjerte, men hun kæmper med eftervirkningerne fra et langt liv, hvor skyld og skam er blevet hendes køns markører.

 

“Religion er opium for folket, sagde Marx. Den radikale islamisme var ikke alene opium, men en gift; en epidemi, der nu lagde land for land øde for frie tanker og frie mennesker. Et fængsel af tro. Et tempel bygget på had og frygt. Ikke skabt at det usynlige fænomen, kaldet Allah, men skabt af magtliderlige mænd, der ønskede lænker frem for frihed, frisind og ligestilling for deres medmennesker.”

Sara Omar har overgået sig selv, og jeg håber, vi får lov at følge Frmesks videre rejse i livet.