Boganmeldelse: Hvis vi ikke taler om det af Leonora Christina Skov

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt af forlaget.

Titel: Hvis vi ikke taler om det

Forfatter: Leonora Christina Skov

Udgivelsesår: 2021

Sideantal: 363

Forlag: Politikens Forlag

Leonora Christina Skov har sans for detaljen på den misundelsesværdige måde, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Det ses tydeligt, når man sidder med hendes bøger i hænderne, og ’Hvis vi ikke taler om det’ er ingen undtagelse. Det kraftige smudsomslag, der illustrerer en kvinde med en lup, vækker læserens forventning til, at flere sandheder skal på bordet. Den smukke forsidesats med et akvarellignende kunstnerisk udtryk, det guldfarvede læsebånd og ikke mindst stofindbindingen, tvinger bogen til at rumme en læseoplevelse i høj kvalitet, for med sådan et kunstværk er forventningerne høje. Man skal ikke dømme en bog på dens forside, men i dette tilfælde, er der ingen skade sket. Romanen skuffer ikke.

’Hvis vi ikke taler om det’ er efterfølgeren til Leonora Christina Skovs medrivende erindringsroman ’Den, der lever stille’. I første roman lærte vi, at hos familien Skov er tavshed en dyd, og at den der lever stille, lever godt. I anden roman fortsætter tavshedstemaet, for “hvis vi ikke taler om det, er det næsten ikke her”. Men det er det. Både hos familien Skov og ude i samfundet.

Nutidige Leonora ser tilbage på tiden, før hun slog igennem som succesfuld forfatter, og præsenterer fortællingen om, hvordan hun sprang ud som homoseksuel og fik etableret sig en tilværelse i København, som er tro mod hendes sande jeg. Hun springer frem og tilbage mellem fortidens krænkende oplevelser og en tryg nutidig tilværelse i lejligheden på Frederiksberg med Anette ved sin side. Den lidt rodede komposition er slet ikke så rodet endda, men virker snarere som et gennemtænkt fortællegreb, der bidrager til læserens forståelse af indre kaos. Når karrieremål går i hånd med overgreb, og når ens sande identitet tilsyneladende strider imod familiens kerneværdier, må der unægtelig være behov for at vandre frem og tilbage fra gamle samtaler, stridigheder og skelsættende oplevelser.

Det er ikke kun familien Skov, der får luftet det beskidte vasketøj. Faktisk får hele forlagsbranchen også en tur på tørresnoren, og for en inkarneret bognørd er der indledningsvis tale om et stykke popkornskrævende realityshow, hvor deltagerne ikke er helt ukendte. Popkornsspisningen bliver dog hurtigt en kvalm oplevelse, da læseren chokeres med fortællingen om, hvad man som spirende forfatter kan blive presset til med truslen om at få ødelagt sine drømme om at blive udgivet. Denne afsløring taler direkte ind i tidens fokus på #metoo og hele debatten om frivillighed i ulige magtforhold, og Leonora Christina Skov nuancerer på elegant vis tesen om, at man jo bare kan sige nej. Hun efterlader også håb, når hun beskriver de hjertevarme mennesker, bogbranchen heldigvis også byder på.

Forfatterens pen er som altid i flow, og det er vaskeligt at læse hendes ord uden hendes karakteristiske bløde stemme i sit indre. Hvis du var begejstret for ’Den, der lever stille’, er fortsættelsen et must. Hvis du er interesseret i forlagsbranchen, er den et must. Hvis du er interesseret i de følelser, der kan følge med, når man skal springe ud som homoseksuel, er den et must. Måske skulle du bare læse den for en sikkerheds skyld.

Boganmeldelse: En moderne familie af Helga Flatland

Titel: En moderne familie

Forfatter: Helga Flatland

Oversætter: Karen Fastrup

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 261

Forlag: Turbine

 

I ’En moderne familie’ bliver familiebegrebet med ét meningsløst, og i denne meningsløshed må tre søskende forsøge at finde sig selv og hinanden. Romanen er elegant komponeret, og de skiftende fortællestemmer giver historien filmisk karakter og dybde.

Udgangspunktet for fortællingen er Torill og Sverres umiddelbart uproblematiske skilsmisse efter 40 års ægteskab. Parret vælger at præsentere nyheden til deres tre voksne børn på en familietur til Italien, hvor de skal fejre Sverres 70-års fødselsdag. For børnene er skilsmissen dog alt andet end uproblematisk. Nok er de voksne, men de er stadig børn af de forældre, der nu vil skilles. De er en tætknyttet familie, som rejser sammen og værner om de fælles værdier, der udgør grundlaget for deres familie, og de voksne børn finder det bekymrende og misforstået, at deres forældre nu vil leve nye liv og dermed også ødelægge den nostalgi, der følger med, når man besøger mor og far i sit barndomshjem.

Historien fortælles af de tre søskende, som skiftevis er jegfortællere i hver deres kapitler. Liv er den ældste datter. Hun er gift med Olaf, som hun har to børn med. Liv er en typisk storesøster med hang til planlægning, lister og kontrol. 

“Men livet kan ikke planlægges i detaljer, sagde far, du er nødt til at acceptere, at du ikke kan have kontrol over alt hele tiden.”

Ellen er midterbarnet. Hun er kæreste med Simen, som hun forsøger at få et barn med. Men deres drøm om et barn er ikke længere fyldt med håb og glæde. For efter at have prøvet i et år, er det nu angst og usikkerhed, der præger drømmen om et lille liv.

“Der er ikke længere noget håb, vores barn skal undfanges i et plasticbøger i et laboratorium. Jeg har googlet, fundet billeder, den skarpe modsætning til en varm seng med varme kroppe og varmt håb: mundbind, plastichandsker og sprøjter.”

Håkon er familiens yngste. Han er en efternøler, og lever et utraditionelt og frisindet liv. Han tror på uafgrænset kærlighed og åbne forhold.

“Jeg har sagt det her hundrede gange, jeg tror sikkert mere på det, du kalder kærlighed, end både du, Ellen, mor og far og alle andre tilsammen, men jeg tror ikke på at regulere den, jeg tror på, at den skal eksistere uden regler, og uden at den skal presses ind i former, andre har bestemt for os.”

Vi følger de tre søskendes meget forskellige reaktioner på deres forældres nyhed, og vi er med i de tanker, der ligger til grund for deres håndtering af den nye situation. Selvom de reagerer vidt forskelligt, bliver de alligevel alle tvunget til at tage stilling til de samme spørgsmål om, hvad der egentlig skaber en familie, og hvornår man ikke er en familie længere. Disse tanker sætter gang i tre vidt forskellige livskriser, og selvom de er en tætknyttet familie, er der alligevel så meget, som de slet ikke forstår eller ved om hinanden.

“Jeg kan ikke huske, at jeg dengang oplevede os så fremmede overfor hinanden, som jeg gør nu. (...) Nu er der ingen, der ved, hvordan de skal opføre sig, indrette sig, hvilken rolle de skal indtage.”

Helga Flatland skriver som en ægte fortæller. Romanen er elegant komponeret, og de skiftende fortællestemmer giver den filmisk karakter og dybde. Karaktererne er troværdige, og deres konflikter og følelser er genkendelige og lette at spejle sig i. Livs frustration over ikke at kunne fikse sine forældre eller sætte sin bror i en kasse, er både levende fortalt og genkendeligt, når vi prøver at inddele verden i kategorier, vi kan forstå. Ellens drøm om at blive mor er knusende hård at følge, og Helga Flatland rammer intensiteten i et fertilitetsforløb, når Ellens tanker får frit løb.

“(..) det er mig, der er problemet – du har desværre en krop, som ikke er forenelig med at skabe nyt liv, og er dermed overflødig her på jorden, en fejlleverance.”

                                                                        (...) 

“I morgen er der en uge til, der er gået år, siden vi begyndte at prøve, og jeg husker aftenen i den gamle lejlighed, den gamle seng, den voldsomme lyst og glæde, der blev udløst af det samme ønske, som nu dræber den.”

                                                                        (...)  

“Simen kommer op, registrerer ikke, at jeg græder – eller måske gør han, men er holdt op med at reagere eftersom det er lige så lidt sensationelt, som hvis jeg havde hostet (…).”

Romanen efterlader læseren med tanker om, hvad der udgør en familie, og hvornår – hvis nogensinde – man stopper med at være et barn, når man for evigt vil være barn af sine forældre. Med referencer til ’Et Dukkehjem’, rejses også spørgsmålet om, hvor godt man egentlig kan kende hinanden. Både dem man lever sammen med, og også dem, man er vokset op med. Familiebegrebet bliver med ét meningsløst, og i denne meningsløshed må de tre søskende forsøge at finde sig selv og hinanden. Helga Flatland leverer et fremragende bud på en moderne familie.

Boganmeldelse: Pigen fra det store hvide skib af Jesper Bugge Kold og Mich Vraa

Reklamelink: Bogen kan købes hos Bog & Idé lige her.

Titel: Pigen fra det store hvide skib

Forfattere: Jesper Bugge Kold og Mich Vraa

Udgivelsesår: 2021

Sideantal: 400

Forlag: Lindhardt og Ringhof

 

I dag er det præcis 70 år siden, hospitalsskibet Jutlandia lagde fra kaj i København. Og denne ofte oversete del af dansk historie er udgangspunktet for Jesper Bugge Kold og Mich Vraas fortælling om den unge Molly, som er sygeplejerske på det store hvide skib.

27-årige Molly er blandt de få udvalgte, der skal gøre tjeneste på hospitalsskibet Jutlandia. Hun er blevet antaget på trods af sin unge alder, fordi hun har flotte anbefalinger med fra sit arbejde på operationsgangen på Odense Sygehus. Molly blev færdig som sygeplejerske i 1943, så hun har behandlet mange patienter i forbindelse med befrielsen og føler sig klar til at sejle ind i krigszonen i Korea. Molly har stor faglig stolthed og drager afsted for at yde sit ypperste som sygeplejerske, men hun længes også efter forandring efter en hård tid under besættelsen både privat og i arbejdssammenhæng.

“Jeg arbejder så meget som muligt. Når jeg er på arbejde, giver alting mening, og mine tanker ophører med at kredse om fortiden.”

I Korea bliver 11-årige Yuns tilværelse ændret på et splitsekund. Napalmbomber udvisker hendes landsby mod nord og med det forsvinder også de mennesker, der bor i den. Nu vandrer hun sulten og fortabt fra den ene ende til den anden for at finde et sted at være.

Både Molly og Yun har kurs mod Sydkorea, den ene til fods og den anden til havs, i håbet om nye bedre tider. Rejsen byder for begges vedkommende på uforudsigelige møder og oplevelser, som tvinger dem til at se deres fortid – og fremtidige skæbne – i øjnene.

Pigen fra det store hvide skib er en fantastisk historisk beretning. Der er skruet op for de filmiske kvaliteter og både historien og dens karakterer fremstår levende og nuancerede. Mollys tankevirksomhed afslører en strukturel og kulturel ulighed blandt køn, politiske paradokser og absurditeten i et ubrugt hospitalsskib midt i fattigdom, sult og død:

“I netop disse dage er der så lidt at lave på Jutlandia at det virker nærmest grotesk. Langt de fleste senge står tomme, operationsstuer og andre faciliteter er lukket ned. Vi har et af verdens mest moderne hospitaler liggende ved en by der er fuld af syge og underernærede børn.”

Det nære drama er baseret på et vigtigt stykke danmarkshistorie og de historiske fakta afslører en grundig research og interesse for Danmarks rolle i verdenshistorien. Detaljerigdommen og de historiske fakta står ikke i vejen for den medrivende historie, og særligt de brutale scener beskrives med så stor sans for den levende fortælling, at læseren må besinde sig for at undgå et knust hjerte.

“Yun begynder at ryste, hun kan ikke lade være, hun er så bange, men soldaten er ligeglad. Han presser sin krop mod hendes og snuser til hende som om han var et dyr. Hendes gråd er ved at tage magten fra hende. Han lugter ækelt, og nu begraver han næsen i hendes hår mens hans hånd glider ned ad hendes ryg og klemmer sammen om hendes bagdel, holder fast. Hun vil rive sig fri, men tør ikke.”

Fortællingen om Jutlandia er et bemærkelsesværdigt stykke danmarkshistorie, som for manges vedkommende – af uforståelige årsager – starter og ender med en Kim Larsen-sang (en fantastisk sang,  men alligevel). Kold og Vraa tydeliggør, hvilken indflydelse Jutlandia og dets besætning har haft for Danmark i perioden, og man kan undre sig over, at dét der nær blev starten på 3. verdenskrig ikke er en del af historieundervisningen i folkeskolen – og dermed en del af vores kollektive hukommelse. Det bliver det måske nu.

Det er en gedigen og stilsikker historisk roman med historisk refleksion, der ikke benægter den samtid, den er blevet til i:

“ (...) jeg møder to grupper amerikanske soldater som begge bryder ud i de sædvanlige ulvehyl da jeg har passeret dem. I mit stille sind tænker jeg på om der mon kommer en dag hvor kvinder kan gå i fred på gaden. Jeg ved at de fleste mænd vil forsvare deres udbrud med at de jo bare komplimenterer kvinderne, men sådan oplever jeg det ikke (...)”

Det er svært ikke at tænke samtidens #metoo-debat ind i Mollys tanker, og det er en forfriskende lille kommentar, som både fortæller også noget om, hvem Molly er og om, at der har siddet to velreflekterede forfattere og skabt en helstøbt, stærk karakter.

Kold og Vraa har skabt en velskrevet roman om en verden i opbrud, og man kan kun håbe, at det frugtbare forfattersamarbejde gentages.

Boganmeldelse: Til ungdommen af Linn Skåber

Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Til ungdommen

Forfatter: Linn Skåber

Illustrator: Lisa Aisato

Oversætter: Pelle Koppel

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 322

Forlag: Koppelwrite

 

I Til ungdommen fortæller unge mennesker om at være teenagere med alt hvad det indebærer af ukontrollerbare kroppe og følelsesliv. Linn Skåber formidler deres udsagn i et flydende, letlæseligt sprog, som akkompagneres smukt af Lisa Aisatos rammende kunst.

Teenagetiden og ungdommen; en brydningstid, forandring, ommøblering. Så præcis er beskrivelsen af de turbulente år, når Linn Skåber tager hul på forordet i Til ungdommen. Bogen er et ærligt og meget genkendeligt billede af en kaotisk periode i livet. Den er skrevet til teenageren og til ungdommen, som titlen præciserer, men man skal ikke være mange dage (læs: år) over 18 for at kunne relatere til de velkendte følelser og den forvirring, de bringer med. For den voksne læser er det én lang vækkelse af minder om en tid, hvor usikkerhed, akavethed og behovet for at passe ind er altoverskyggende, og der kan ikke være tvivl om, at det for den unge læser, er en nødvendig, kærkommen påmindelse om, at de ikke er alene med deres tanker og følelser.

Bogen er blevet til i samspil mellem forfatteren og norske unge. Linn Skåber har interviewet de unge om deres tanker om livet, følelserne, fysiske forandringer og alt derimellem. Det er blevet til 31 tekster, som fortæller unges historie af unge. Teksterne er skrevet med stor sans for det humoristiske, men de forlader aldrig til at blive komedie. I hver tekst lurer alvoren og det bliver både sjovt, hårdt, trist og underholdende at læse om ungdommens prøvelser. Det er en kunst at skabe smil på læserens læser samtidig med en klump i halsen, men Linn Skåber lykkes til fulde.

Forfatteren viser med al tydelighed, at hun har forståelse for den tid, hun skriver ind i, når hun sørger for at skabe inkluderende miljøer med diversitet i seksualitet, race og familieformer. Denne form for diskrete ændringer i vores opfattelse af det normale og naturlige er netop det, den gode litteratur skal bidrage til – og det gør den heldigvis også her. Bogen skaber åbenhed og naturlighed overfor det ukonventionelle og giver plads, rum og taletid til den brune karakter, den homoseksuelle og den utraditionelle familie, så kommende generationer kan blive inkluderende og inkluderet uanset leveform, farve og kønsidentitet.

Forlaget kalder det den perfekte gave til en, der står dig nær. Og jeg kan ikke sige det bedre selv. Den bør ligge under træet til alle landets teenagere til jul. Den er letlæst og fyldt med Lisa Aisatos smukke illustrationer, så selv de mest læsetrætte teenagere vil med garanti komme igennem det sprudlende og bevægende værk.

Hvis du mangler en teenager i huset, så giv dig selv den gave at læse den alligevel, for du vil blive overrasket over så præcist, de unge mennesker og Linn Skåber rammer plet, når de beskriver dit eget følelsesliv fra den turbulente teenagetid, som pludselig ikke er så langt væk.

Boganmeldelse: Vores døde verden af Liliana Colanzi

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt af forlaget.

Titel: Vores døde verden

Forfatter: Liliana Colanzi

Oversættere: Sabine Dueholm Bech & Marie Groth Bastiansen

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 129

Forlag: Forlaget Silkefyret

 

Liliana Colanzis Vores døde verden beskrives bedst med ordet ’anderledes’. Det er mærkeligt. Det er lidt bizart. Det er perfekt til dig, der gerne vil læse ud af rammerne, bryde ud af konformiteten og lade dig opsluge af et eksotisk, sansende og gådefuldt mørke.

 

Vores døde verden er en meget præcis titel til novellesamlingen bestående af otte noveller, som alle beskæftiger sig med døden, verden og livet. Den bolivianske forfatter, Liliana Colanzi, får skabt en intens ramme af forstyrrede, kreative og vilde parallelverdener beboet af karakterer, der insisterer på læserens udelte opmærksomhed.

Vi møder teenagepigen, som lider under sin dominerende mors hersken. Vi møder barnet, der forsøger at begribe sin klassekammerats død. Vi møder en kannibal i Mickey Mouse-T-shirt på flugt i Paris. Vi møder Collaindianere og Matacoindianere og undervejs bliver vi indirekte introduceret til boliviansk kultur og får tegnet et portræt af Bolivia og landets politiske historie.

Der er sci-fi-elementer i de fleste hstorier, men det ville alligevel være en fejl at kategorisere novellesamlingen som sci-fi. Ligesom det også ville være forkert at kalde dem magiske eller thrillers. Som var det et bevidst valg, nægter Liliana Colanzi at passe ind i kasser, og hun formår at skabe sin helt egen genre på et fundament af dyster magi, kærlighed, surrealisme, uhygge, ritualer, mystik og meget mere.

Forfatteren leger med tanken om menneskets bevidsthed, når hun lader sine figurer balancere på linjen mellem forventelig virkelighedsflugt og drømmesyn i traumatiske øjeblikke og en verden, der rent faktisk ér vendt på hovedet. Hvad er virkeligt og hvad er indbildning? Og hvor mange skal opfatte absurditeten før, den kan genkendes som virkelighed? Det er både komplekst og simpelt. 

Sproget er noget nær guddommeligt. Ja, det mener jeg. Colanzi skriver som en drøm, og oversættelsesarbejdet er så gennemført smukt, at det må være enhver sprognørds våde drøm. Det er anderledes, det er mærkeligt. Det er lidt bizart. Det er perfekt til dig, der gerne vil læse ud af rammerne, bryde ud af konformiteten og lade dig opsluge af et eksotisk, sansende og gådefuldt mørke.

Måske siger hun det i virkeligheden bedst selv i novellen, Chaco, som indledes med:

”Min bedstefar sagde, at hvert ord er sit eget, og at et rigtigt ord kan få jorden til at ryste. Ordet er et lyn, en tiger, en orkan, sagde den gamle og så vredt på mig, imens han tog sig et glas hospitalssprit, men ve den, der sløser med ordet.”

Boganmeldelse: Piecing Me Together af Renée Watson

Titel: Piecing Me Together

Forfatter: Renée Watson

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 320

Forlag: Bloomsbury Publishing

 

Piecing Me Together er en relevant, nutidig og meget nærværende historie. Titlen henviser til Jades kunst, hvor hun med udklip fra blade og magasiner sammensætter nye helheder og forsøger at få greb om de mange dele, der udgør hendes egen identitet.

 

16-årige Jade har netop startet sit junior-year på en helt ny high school. Hun har fået et stipendium til en privatskole, som ellers primært består af hvide elever fra den finere middelklasse. Jade er ikke hvid, og hun er ikke fra middelklassen. Hun er enebarn og bor sammen med sin mor, som via sit husholderskearbejdet, både forsørger Jade og sin egen bror, som bor hos dem. Jade drømmer om et liv væk fra det fattige kvarter, hun er opvokset i, og om at tage en uddannelse på et fint universitet, så hun engang kan købe sin mor et lille hus. Hun er klar over, at hendes drømme kun kan realiseres ved hjælp af hårdt arbejde og stålfast vilje – særligt når man er en fattig afroamerikaner. Det var hendes mors ide at få hende ind på den anerkendte privatskole, St. Francis. Jade frygtede at forlade sine venner på nordsiden, men

hver morgen tager hun bussen væk fra det fattige kvarter i Portland, hun så brændende ønsker at undslippe, til et pænt, hvidt område, hvor hun føler sig malplaceret og udenfor.

 

“At school I turn on a switch, make sure nothing about me is too black. All day I am on.”

 

På skolen får hun sin første hvide veninde, men selvom den nye veninde kommer fra et hjem med samme trange kår, er de to teenageres udgangspunkt vidt forskelligt. Og det skal vise sig at være en udfordring at se verden med hinandens briller på.

 

I don't know what's worse. Being mistreated because of the color of your skin, your size, or having to prove that it really happened.”

 

Jade bliver konstant mindet om, hvor hun kommer fra, når hun ikke forstår de sociale koder eller må takke nej til frokost på den lokale café, fordi det koster det samme, som hendes mor bruger på at brødføde tre mennesker dagligt.

 

“Why do people who can afford anything they want get stuff for free all the time?”

 

Da hendes lærer tilbyder en plads i et mentorprogram, bliver hun for alvor opmærksom på den position, der er til rådighed for hende i verden. Jade klarer sig godt i skolen, så hvorfor får hun tilbudt en plads i et program, hun ikke har brug for?

Hun føler, at hun har så meget at give til verden, men hun bliver mødt af en verden, der tilsyneladende ikke er interesseret i hendes gaver.

Jade er lige så farverig og sammensat som sine collager. Hun bruger meget tid på at tænke over sin egen plads i verden og på de samfundsstrukturer, der gør det svært for hende og andre unge afroamerikanere at rykke sig.

 

“I am like those girls. I am the Kool-Aid–drinking, fast food–eating unhealthy girl she wants to give nutrition classes to. I know all about food stamps and dollar menus and layaway. Know how to hold my purse tight at night when walking down dark streets, know how to duck at the sound of a shooting gun. I do. I am the girl who walks down the hallway, hoping for at least one boy to notice me. But the boys at school don’t like me because I look nothing like their mothers, look nothing like the Dream. The boys over here, well, to them I am good for tutoring and friendshipping and advice giving. I am.”

 

Læseren falder for Jade og hendes tørre humor ved første møde. Man accepterer hende straks som den gode veninde, man kan betro sig til, og læser intensivt med, når hun åbner sit sind og tanker.

Piecing Me Together er en relevant, nutidig og meget nærværende historie. Titlen henviser til Jades kunst, hvor hun med udklip fra blade og magasiner sammensætter nye helheder og forsøger at få greb om de mange dele, der udgør hendes egen identitet. Vi lærer Jade at kende som en reflekteret ung kvinde, der forstår – men stiller spørgsmålstegn ved – samfundets magtstrukturer, og hvordan disse kan udfordres via tankevækkende og bevægende kunst.

Renée Watson har skabt en nuanceret og moderne fortælling om race, identitet, privilegier og selvforståelse. Den er kategoriseret som ungdomsbog men ikke oversat til dansk. Jeg anbefaler den til alle unge, som har de sproglige kompetencer til at læse den. Den er særligt velegnet til engelskundervisningen i 9. klasse, hvor den med fordel kan kombineres med samfundsfag eller historie. Selvom man finder bogen på hylden med ungdomslitteratur, taler den lige så meget til den voksne læser, og Jades tankevirksomhed bliver aldrig ensidet eller naiv.

 

“When I watch the news and see unarmed black men and women shot dead over and over, it’s kind of hard to believe this world is mine.”

 

Det er et friskt pust med en ungdomsroman, hvor romantisk kærlighed og forelskelse er udeladet. I stedet spiller venskab og fællesskaber en stor rolle i Jades liv, og hun lærer os en masse om, hvordan det er at være en udsat minoritet.

 

“I tell him sad because I think white people can handle black sadness better than black anger. I feel both. But sadness gets sympathy, so I stick with that.”

 

Boganmeldelse: Bogen om magt af Saunders, Songhurst, Amson-Bradshaw, Salami & Scarlet

Jeg modtog bogen som et anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Bogen om magt: Hvad er magt, hvem har den – og hvorfor?

Forfattere: Saunders, Songhurst, Amson-Bradshaw, Salami & Scarlet

Forord: Roxane Gay

Illustrationer: Joelle Avelino & David Broadbent

Oversætter: Eva Mosegaard Amdisen

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 64

Forlag: Forlaget Albert

Bogen om magt svarer på det, dens titel spørger til. Den dykker ned i, hvad magt er, hvem der har den, hvordan den opstår og hvorfor. Den kortlægger magtbegrebet for et yngre publikum og tilbyder konkrete forklaringer på det abstrakte begreb.

Magt er et abstrakt og vanskeligt fænomen at få greb om, men i Bogen om magt gøres begrebet tilgængeligt på en måde, som appellerer til enhver, der gerne vil have en pædagogisk introduktion. Bogen egner sig særligt til børn fra ca. 9-årsalderen, som vil få mest ud af at læse den med en voksen. Men den er også oplagt til et ældre publikum, som søger en grundlæggende forståelse.

Ved at give læseren en forståelse af sin egen position i familien, blandt venner, i skolen, i samfundet og i verden, formidler bogen det vanskelige begreb og formår at gøre det konkret og livsnært. Den forklarer, at magten er neutral, og at dens udfald afhænger af, hvordan den bruges og af hvem. Den beskriver magt som en kraft, der både kan skabe positive forandringer i et samfund, men også kan misbruges og gøre skade på befolkningsgrupper eller enkeltpersoner. Herved understreger den også, at alle – inklusive børn – kan bruge magt til at skabe positiv forandring i verden. Der er gjort meget ud af at placere magten i en historisk kontekst, hvor kendte historiske figurer inddrages (som fx Nelson Mandela, Mahatma Gandhi, Rosa Parks, Malala Yousafzai mm.) som eksempler på positiv magtanvendelse. Deres indsats for at skabe positive forandringer i verden, fremkalder eftertænksomhed og selvrefleksion. 

Hvert kapitel er opdelt i korte, overskuelige bidder, som er suppleret med tegninger, der understøtter teksten. Temaer såsom køn, seksualitet, race, borgerrettigheder og mobning inddrages, og alle afsluttes med en tænkeboks, der opfodrer læseren til at overveje sin egen position i verden og mulighed for at bidrage til positive forandringer. Bagest i bogen finder læseren både en ordliste og en inspirationsliste med forslag til yderligere læsning i bogens ånd. Herunder der også er et telefonnummer til børnetelefonen, som læseren opfordres til at bruge, hvis hun føler sig utryg hjemme eller i skolen. Bogen er oplagt til skolebrug og til samlæsning med en voksen.