Boganmeldelse: Til ungdommen af Linn Skåber

Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Til ungdommen

Forfatter: Linn Skåber

Illustrator: Lisa Aisato

Oversætter: Pelle Koppel

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 322

Forlag: Koppelwrite

 

I Til ungdommen fortæller unge mennesker om at være teenagere med alt hvad det indebærer af ukontrollerbare kroppe og følelsesliv. Linn Skåber formidler deres udsagn i et flydende, letlæseligt sprog, som akkompagneres smukt af Lisa Aisatos rammende kunst.

Teenagetiden og ungdommen; en brydningstid, forandring, ommøblering. Så præcis er beskrivelsen af de turbulente år, når Linn Skåber tager hul på forordet i Til ungdommen. Bogen er et ærligt og meget genkendeligt billede af en kaotisk periode i livet. Den er skrevet til teenageren og til ungdommen, som titlen præciserer, men man skal ikke være mange dage (læs: år) over 18 for at kunne relatere til de velkendte følelser og den forvirring, de bringer med. For den voksne læser er det én lang vækkelse af minder om en tid, hvor usikkerhed, akavethed og behovet for at passe ind er altoverskyggende, og der kan ikke være tvivl om, at det for den unge læser, er en nødvendig, kærkommen påmindelse om, at de ikke er alene med deres tanker og følelser.

Bogen er blevet til i samspil mellem forfatteren og norske unge. Linn Skåber har interviewet de unge om deres tanker om livet, følelserne, fysiske forandringer og alt derimellem. Det er blevet til 31 tekster, som fortæller unges historie af unge. Teksterne er skrevet med stor sans for det humoristiske, men de forlader aldrig til at blive komedie. I hver tekst lurer alvoren og det bliver både sjovt, hårdt, trist og underholdende at læse om ungdommens prøvelser. Det er en kunst at skabe smil på læserens læser samtidig med en klump i halsen, men Linn Skåber lykkes til fulde.

Forfatteren viser med al tydelighed, at hun har forståelse for den tid, hun skriver ind i, når hun sørger for at skabe inkluderende miljøer med diversitet i seksualitet, race og familieformer. Denne form for diskrete ændringer i vores opfattelse af det normale og naturlige er netop det, den gode litteratur skal bidrage til – og det gør den heldigvis også her. Bogen skaber åbenhed og naturlighed overfor det ukonventionelle og giver plads, rum og taletid til den brune karakter, den homoseksuelle og den utraditionelle familie, så kommende generationer kan blive inkluderende og inkluderet uanset leveform, farve og kønsidentitet.

Forlaget kalder det den perfekte gave til en, der står dig nær. Og jeg kan ikke sige det bedre selv. Den bør ligge under træet til alle landets teenagere til jul. Den er letlæst og fyldt med Lisa Aisatos smukke illustrationer, så selv de mest læsetrætte teenagere vil med garanti komme igennem det sprudlende og bevægende værk.

Hvis du mangler en teenager i huset, så giv dig selv den gave at læse den alligevel, for du vil blive overrasket over så præcist, de unge mennesker og Linn Skåber rammer plet, når de beskriver dit eget følelsesliv fra den turbulente teenagetid, som pludselig ikke er så langt væk.

Højtlæsning til efterårsferien 2020

De fleste af bøger er anmeldereksemplarer, hvorfor indlægget må markeres som reklame.

Ordene efterår og efterårsferie har en hyggelig, putteagtig klang i varme brændte nuancer. Sådan lyder det i al fald for mig. Der er ingen ferie her hos os, men hvis der var, ville den helt sikkert byde på en masse læsning, både hver for sig og som højtlæsning. Intet spreder hygge, som højtlæsning.

Derfor anbefaler jeg ni velegnede højtlæsningsbøger til de kolde eftermiddage i ferien. Som jeg altid understreger, er højtlæsning ikke nødvendigvis en børneaktivitet. Man kan sagtens tage en højtlæsningskultur til sig, selvom man blot er to voksne. At lade sig omslutte af den stemme, der tilhører en nær ven, kæreste eller familiemedlem giver en ro og tryghed, som altså ikke kun behøver være børns privilegie. Vi anerkender alle, at der er sundt for børn og for relationen til barnet, alligevel er det et fåtal af voksne, der har taget det til sig i samværet med hinanden. Undersøgelser peger ellers på, at det kan være med til at reducere stress og danne oxytocin (antistresshormon), så vi er rolige og afslappede. Jeg ser kun fordele.

Hvis jeg havde været rigtig god, havde listen selvfølgelig også budt på voksenlitteratur for at ramme bredt, men personligt foretrækker jeg, at højtlæsningen foregår med børnelitteratur. Der findes uendeligt mange gode børnebøger, som formår at male indre billeder med et beskrivende sprog, som giver aha-oplevelser, som tvinger læseren til at overveje egne handlemønstre og forestillede sandheder, og som er fyldte med lærdom for både store og små.

Så her kommer ni bud på bøger, I kan nyde sammen som familie, venner, elskende eller hvordan I nu ønsker at definere jer selv.

Til et eftertænksomt efterår:

Den lille prins af Antoine de Saint-Exupéry

 

En pilot nødlander i Saharaørkenen. Her møder han den lille prins, der kommer fra en fremmed planet. Prinsen har hjertesorg fortæller om sin rejse rundt og om, hvordan han har forladt noget, som han elskede.

Når børn læser Den lille prins, får de ondt af prinsen. Når voksne læser den, får de ondt af hele den vestlige verden. Den lille prins er en af de bøger, der aldrig mister sin aktualitet. Mellem linjerne kredser den om temaer som stress, travlhed og børn, der bare gerne vil ses af de voksne mennesker, som aldrig har tid.

At kalde Den lille prins for en børnebog er som med mange andre børnebøger en snæver kategorisering. Den kan sagtens læses og nydes på overfladen, men mellem linjerne er den enormt kompleks og derfor er den også oplagt til dialogisk højtlæsning med god tid til samtale.

Til sjov ferietid:

Minimund af Frida Brygmann & Thomas Korsgaard

Sylvester Torkildsen har en meget lille mund med en meget lille stemme, og det er ikke særlig sjovt, når man går i 2.b. Hver gang han siger noget, begynder de andre at grine. Selv pigerne fniser, og Mike og Daniel H. og Steffen. Og endda læreren kan ikke undertrykke sit grin. De andre børn kalder ham Minimund, og det er ret svært at tale med mor og far om, at man bliver mobbet.

En dag skriver Sylvester et brev, hvor han spørger, om ikke der er nogen, som kan hjælpe. Og på magisk vis dukker Nogen Kristiansen op på hans værelse og går straks i gang med at hjælpe. Nogen har medbragt sit stemmekatalog, så nu skal de bare lige finde den helt rigtige stemme.

Minimund er sådan en bog, der får de små til at grine og de voksne til at mindes. Den dufter af Ole Lund Kirkegaards klassikere med sin engagerende fortælling, som er fyldt med sproglige perler og implicitte kommentarer til finurlighederne i det danske sprog. 

Til melankolske stunder:

Stien på bjerget af Marianna Dubuc

Fru Grævling starter altid søndagen med en vandretur op ad det store bjerg. Det er en lang tur, men den er også meget smuk, og hun møder mange venner på sin vej. Alle kender fru Grævling og fru Grævling kender alle. Hun er en ældre dame, men hun er altid klar til at give en hånd med, når hun møder sine dyrevenner midt i deres gøremål. En dag får hun selskab af katten Felix, som vandrer med hende op til bjergtoppen. Han begynder at følge hende hver søndag, og han nyder at fru Grævling lærer ham om skovens dyr, om hjælpsomhed og om at følge sit hjerte.

Stien på bjerget er en smuk fortælling om livets cyklus. Den handler om at miste, men også om de spor et nært venskab efterlader. Den er en indsigt i livets gang og i, hvordan livet fortsætter og nye relationer opstår, selv når de tætteste forsvinder.

Historien bæres frem ved hjælp af smukke penselstrøg og god fantasi. På tekstsiden er der ikke mere end ca. en sætning pr. dobbeltside, men den knappe tekstmængde inviterer barnet til at bidrage med sine egne fortællinger og gå på opdagelse i illustrationerne.

Til dyreelskeren og skovtrolden:

Bambi –Walt Disney Klassiker

Det er ikke mange år siden, Carlsen præsenterede deres dengang spritnye Disney-serie. Og uden at have videnskabeligt belæg for min påstand, føler jeg mig alligevel fuldstændig overbevist om, at den vandt hjerterne hos mange voksne, som er vokset op i 80’erne og 90’erne.

Jeg kunne have valgt en hvilken som helst bog fra serien – hvis jeg ikke tager helt fejl er der over 10 nu. Men af dem jeg selv har, synes jeg Bambi egner sig virkelig fint til højtlæsning i efterårsferien. Den foregår i en skov med dyr, som det jo faktisk er muligt at gå på udkig efter i skovene herhjemme.

Der lurer mange farer i skoven for et ungt rådyr, og Bambi er helt afhængig af skovens dyr til at lære verden at kende og forstå skovens signaler. Vennerne Stampe, onkel Ugle, og Blomst hjælper Bambi med at finde sin vej i livet, så han en dag kan blive Skovens konge ligesom sin far.

Til filosofiske efterårsdage og hyggestunder:

Vejen til Mumidalen og andre fortællinger af Tove Jansson

Vejen til Mumidalen består af tre historier: Vejen til Mumidalen, Mumitrolden og den magiske hat og Mumitrolden på Hatifnatternes ø. I Vejen til Mumidalen har regnen gjort Mumimor og Mumitrolden hjemløse, så der søger ind i Storskovens mørke for at bygge en hytte. Mumifar er blevet væk, og det gør selvfølgelig Mumimor både ked af det og bekymret. Men midt i mørket og kulden, møder de Snif, som også har mistet sit hjem, og de tre slutter sig sammen på deres videre færd. De oplever både spændende og uhyggelige ting på turen, men som det er Tove Janssons store styrke, emmer fortællingen alligevel af ro og tryghed.

Janssons mumitrolde er oplagte til højtlæsning, fordi hun forstår at tale til børn i et voksent sprog og stille krav deres refleksionsevne. Bøgerne kan selvfølgelig læses og nydes overfladisk med de mindste, men der altid store og dybe temaer til behandling i mumi-fortællingerne, så de kan også bruges til at igangsætte vigtige samtaler mellem børn og deres voksne og voksne imellem. Jeg tør godt garantere, at Mumi er en evig klassiker.

Til fantasien, kreativiteten og klimatossen:

Peter Plys - historier fra Hundredemeterskoven

I fire historier bliver læseren inviteret med rundt i Hundredemeterskoven, hvor vi møder alle skovens dyr. I første historie, En eller andens skat, starter vi hjemme hos Plys, som er ved at sortere i sine gamle honningkrukker. Mange har fået slået dele af bunden af, så han kan jo ikke længere bruge dem til at opbevare sin honning. Pudsigt nok står Grislingen og mangler potter med hul i bunden til sine planter, og så går der ellers ren dominoeffekt i Hundredemeterskoven, hvor man hurtigt lærer, at den enes affald er den andens guld.

For voksne læsere er det hyggeligt og dejligt at se, hvordan genanvendelse kan fungere som en god fortælling for de yngste. Og de yngste får sikkert travlt med at lede efter ødelagte ting, som kan bruges på ny.  Historierne er rigt illustrerede med flotte farvelagte tegninger, præcis som vi kender dem.

Til at igangsætte fantasi, empati og vigtige samtaler:

Claras bog af Inge Duelund, illustreret af Gitte Gade

Clara er et af de børn, som de andre ikke ser. Uanset hvad hun gør, er det som om, hun er fuldstændig usynlig. Den eneste, der ser Clara, er buschaufføren, men når hun forsøger at hjælpe, bliver alting værre. Det er ironisk nok først da Clara ikke dukker op i skolen, at hun bliver ”set” af de andre børn. 

Claras bog er meget smuk, både på indholdssiden og i sit kunstneriske udtryk. At kalde bogen kunst er ikke en overdrivelse. Den er ganske særlig, og trods det afdæmpede rolige ydre, er der en eksplosion af smukke illustrationer, når bogen åbnes. Faktisk var det illustratorens ønske, at bogen netop på denne måde skulle pege på vores tendens til at dømme bøger (og hinanden) på det ydre.  

Den er perfekt til rolige eftermiddage, hvor der er ro og tid til eftertænksomhed, fantasi og samtale. Clara er overset, og det er oplagt at tale om, hvordan det føles at være mere synlig i sit fravær end i sin tilstedeværelse.

Til at skabe ro før sengetid (virker også på 39-årige mænd):

Stjerner før sengetid af Claire Grace og Dr. Jessamy Hibberd

Stjerner før sengetid er en ret unik børnebog, som altså også kan anvendes til højtlæsning for voksne, der nyder at falde til ro til hinandens stemmer.

Det er en mindfull sovebog, som ved hjælp af afslappende øvelser og rolige fortællinger hjælper med at finde ro før sengetid. Der er blandt andet afspændingsøvelser og sengevenlige yogaøvelser.

Sengetiderne har det med at blive rykket lidt rundt i ferierne, og derfor kan det være en stor hjælp med en bog, der bidrager til ro og afslapning ved sengetid, når man måske har sovet lidt længere end sædvanligt.

Den kan bruges fra omkring 4 år, måske endda 3, og så har jeg videnskabeligt bevis for, at den som minimum virker frem til 39-årsalderen. ;-)

Til mørke stunder, der skal piftes op med magi og guldstøv:

Frøken Fnug og Frøken Fjer af Maria Frantzen Sanko, illustreret af Karla Holmbäck

Hvem elsker ikke en bog fyldte med gamle, glemte ord og med to søstre, som elsker bøger og bor i en boghandel? Frøken Fnug og Frøken Fjer er to ganske specielle søstre, som har påtaget sig vigtige opgaver. Frøken Fnug flyver rundt fra efterår til vinter med sin kost, som hun bruger til at feje grimme og sårende ord op og erstatte med skønne ord, som vi alle har glemt. 

Frøken Fjer kan trylle og til midnat forvandler hun sig til en svale, og flyver ud til triste mennesker, som har brug for en smule guldstøv og magi i hverdagen. Ved forårets komme går de to søstre i hi og sover helt ind til den mørke, kolde tid igen vender tilbage og der på ny er brug for deres magiske strejf af skønne ord og hverdagsguld.

Frøken Fnug og Frøken Fjer emmer af efterår og magi. Det er en poetisk billedbog, som er skrevet på vers og illustrationerne er med til at løfte bogen til dens magiske niveau. De rolige farver skaber en afslappende stemning, og den egner sig perfekt til en kold og mørk eftermiddag.

Boganmeldelse: Børn i andre lande af Sofie Maria Brand og Rasmus Juul

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget.
Hvis der skulle herske tvivl, så er jeg en lille pige fra Frankrig og Møffe er en lille pige fra Afghanistan.

Titel: Børn i andre lande

Forfatter: Sofie Maria Brand

Illustrator: Rasmus Juul

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 64

Forlag: Gyldendal

Sofie Maria Brand og Rasmus Juul er et særdeles harmonisk makkerpar. Med hendes ord og hans billeder får de skabt en bog, som vækker begejstring, underholder og underviser på samme tid.

Som barn var jeg medlem af en bogklub, hvor jeg fik Lademanns børneleksikon med posten. Og jeg husker tydeligt mit favoritbind, Verden omkring os. Det var favoritten fordi, den viste mig, hvordan livet så ud i andre lande, og jeg var især optaget af, hvordan andre børn gik i skole. Jeg har stadig nogle af de bøger, og de er selvfølgelig forældet nu. Men noget, der aldrig forældes, er børns nysgerrighed og begejstring ved at opdage, at der findes børn, der lever helt andre liv end dem selv. Det er en nysgerrighed, vi som voksne bør blive ved med at anspore til og opretholde. En måde at dyrke nysgerrigheden og bevare den er selvfølgelig at udfolde verden, og gøre den lettilgængelig. Her gør Sofie Maria Brand og Rasmus Juul med Børn i andre lande et fantastisk stykke arbejde.

Vi besøger 13 børn i 13 forskellige lande: Brasilien, Kina, USA, Tanzania, Tyskland, Afghanistan, Litauen, Cuba, Storbritannien, Grønland, Rusland, Nepal, Frankrig. Opbygningen minder om makkerparrets tidligere udgivelse Jul i andre lande, som jeg med stor begejstring hiver frem hver jul. I hvert land møder vi to børn, som geografisk eller sociokulturelt er placeret langt fra hinanden. De fortæller om deres hjem, deres skolegang, om vejret i deres område og om de måltider, de spiser. De fortæller også, hvad deres lande er særligt kendt for, så det bliver muligt for læseren at sætte børnefortællingerne ind i den typiske referenceramme for det enkelte land.

Jeg har nævnt det før, men jeg er nødt til at nævne det igen, for det skinner klart igennem, at Sofie Maria Brand har en fortid som skolelærer. Hun viser både didaktisk og pædagogisk indsigt i sine valg og formidler hvert land og hvert liv med en naturlighed, der nærmest kommer læserens undren i forkøbet. I de små faktabokse kan der læses om indbyggertal, religion, levealder, mad, skolegang og meget mere. Og man kan også lære at tælle til ti på hvert sprog.

Bagest i bogen er en ordforklaring, som beskriver folkefærd, krige, styreformer, titler og meget mere (så er den voksne også godt klædt på, når de yngste læsere spørger, hvad det var for noget med Den kolde krig).

Rasmus Juul sørger for en appetitlig og indbydende billedside, spækket med flotte farver og små detaljer fra hvert land. Illustrationerne giver lyst til at læse teksten, og sammen får de skabt en bog, som vækker begejstring, underholder og underviser på samme tid.

Jeg kunne på den ene side have ønsket mig en bredere repræsentation af verdens kontinenter – vi har vel alle vores yndlingslande, som bare lige præcis er det vigtigste land til så prægtigt et værk – men på den anden side er antallet af lande også helt tilpas. Bogen har en god længde, størrelse og tykkelse, og det har hvert lands afsnit også, så det passer med et land til godnathistorie. Mine egne præferencer vil jeg derfor lade passere, men jeg satser på en spændende opfølger, hvor vi får lov at dykke ned i rismarker, bushen eller cricket efter skole.

Boganmeldelse: Piecing Me Together af Renée Watson

Titel: Piecing Me Together

Forfatter: Renée Watson

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 320

Forlag: Bloomsbury Publishing

 

Piecing Me Together er en relevant, nutidig og meget nærværende historie. Titlen henviser til Jades kunst, hvor hun med udklip fra blade og magasiner sammensætter nye helheder og forsøger at få greb om de mange dele, der udgør hendes egen identitet.

 

16-årige Jade har netop startet sit junior-year på en helt ny high school. Hun har fået et stipendium til en privatskole, som ellers primært består af hvide elever fra den finere middelklasse. Jade er ikke hvid, og hun er ikke fra middelklassen. Hun er enebarn og bor sammen med sin mor, som via sit husholderskearbejdet, både forsørger Jade og sin egen bror, som bor hos dem. Jade drømmer om et liv væk fra det fattige kvarter, hun er opvokset i, og om at tage en uddannelse på et fint universitet, så hun engang kan købe sin mor et lille hus. Hun er klar over, at hendes drømme kun kan realiseres ved hjælp af hårdt arbejde og stålfast vilje – særligt når man er en fattig afroamerikaner. Det var hendes mors ide at få hende ind på den anerkendte privatskole, St. Francis. Jade frygtede at forlade sine venner på nordsiden, men

hver morgen tager hun bussen væk fra det fattige kvarter i Portland, hun så brændende ønsker at undslippe, til et pænt, hvidt område, hvor hun føler sig malplaceret og udenfor.

 

“At school I turn on a switch, make sure nothing about me is too black. All day I am on.”

 

På skolen får hun sin første hvide veninde, men selvom den nye veninde kommer fra et hjem med samme trange kår, er de to teenageres udgangspunkt vidt forskelligt. Og det skal vise sig at være en udfordring at se verden med hinandens briller på.

 

I don't know what's worse. Being mistreated because of the color of your skin, your size, or having to prove that it really happened.”

 

Jade bliver konstant mindet om, hvor hun kommer fra, når hun ikke forstår de sociale koder eller må takke nej til frokost på den lokale café, fordi det koster det samme, som hendes mor bruger på at brødføde tre mennesker dagligt.

 

“Why do people who can afford anything they want get stuff for free all the time?”

 

Da hendes lærer tilbyder en plads i et mentorprogram, bliver hun for alvor opmærksom på den position, der er til rådighed for hende i verden. Jade klarer sig godt i skolen, så hvorfor får hun tilbudt en plads i et program, hun ikke har brug for?

Hun føler, at hun har så meget at give til verden, men hun bliver mødt af en verden, der tilsyneladende ikke er interesseret i hendes gaver.

Jade er lige så farverig og sammensat som sine collager. Hun bruger meget tid på at tænke over sin egen plads i verden og på de samfundsstrukturer, der gør det svært for hende og andre unge afroamerikanere at rykke sig.

 

“I am like those girls. I am the Kool-Aid–drinking, fast food–eating unhealthy girl she wants to give nutrition classes to. I know all about food stamps and dollar menus and layaway. Know how to hold my purse tight at night when walking down dark streets, know how to duck at the sound of a shooting gun. I do. I am the girl who walks down the hallway, hoping for at least one boy to notice me. But the boys at school don’t like me because I look nothing like their mothers, look nothing like the Dream. The boys over here, well, to them I am good for tutoring and friendshipping and advice giving. I am.”

 

Læseren falder for Jade og hendes tørre humor ved første møde. Man accepterer hende straks som den gode veninde, man kan betro sig til, og læser intensivt med, når hun åbner sit sind og tanker.

Piecing Me Together er en relevant, nutidig og meget nærværende historie. Titlen henviser til Jades kunst, hvor hun med udklip fra blade og magasiner sammensætter nye helheder og forsøger at få greb om de mange dele, der udgør hendes egen identitet. Vi lærer Jade at kende som en reflekteret ung kvinde, der forstår – men stiller spørgsmålstegn ved – samfundets magtstrukturer, og hvordan disse kan udfordres via tankevækkende og bevægende kunst.

Renée Watson har skabt en nuanceret og moderne fortælling om race, identitet, privilegier og selvforståelse. Den er kategoriseret som ungdomsbog men ikke oversat til dansk. Jeg anbefaler den til alle unge, som har de sproglige kompetencer til at læse den. Den er særligt velegnet til engelskundervisningen i 9. klasse, hvor den med fordel kan kombineres med samfundsfag eller historie. Selvom man finder bogen på hylden med ungdomslitteratur, taler den lige så meget til den voksne læser, og Jades tankevirksomhed bliver aldrig ensidet eller naiv.

 

“When I watch the news and see unarmed black men and women shot dead over and over, it’s kind of hard to believe this world is mine.”

 

Det er et friskt pust med en ungdomsroman, hvor romantisk kærlighed og forelskelse er udeladet. I stedet spiller venskab og fællesskaber en stor rolle i Jades liv, og hun lærer os en masse om, hvordan det er at være en udsat minoritet.

 

“I tell him sad because I think white people can handle black sadness better than black anger. I feel both. But sadness gets sympathy, so I stick with that.”

 

Boganmeldelse: Minimund af Frida Brygmann & Thomas Korsgaard

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar

Titel: Minimund

Forfattere: Frida Brygmann & Thomas Korsgaard

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 96

Forlag: Carlsen

 

Minimund får de små til at grine og de voksne til at mindes. Det er en engagerende fortælling med sproglige perler og de implicitte kommentarer til finurlighederne i det danske sprog, gør den oplagt til fælleslæsning i 4.-5. klasse.

 

Sylvester Torkildsen har en meget lille mund med en meget lille stemme, og det er ikke særlig sjovt, når man går i 2.b. Hver gang han siger noget, begynder de andre at grine. Selv pigerne fniser, og Mike og Daniel H. og Steffen. Og endda læreren kan ikke undertrykke sit grin. De andre børn kalder ham Minimund, og det er ret svært at tale med mor og far om, at man bliver mobbet.

En dag skriver Sylvester et brev, hvor han spørger, om ikke der er nogen, som kan hjælpe. Og det er der sørme, for på magisk vis dukker Nogen Kristiansen op på hans værelse og går straks i gang med at hjælpe. Nogen har medbragt sit stemmekatalog, så nu skal de bare lige finde den helt rigtige stemme. Det bliver måske lidt svært, for med hver stemme, følger også en personlighed. Og selvom Sylvester så ofte har drømt om at være en anden, er det alligevel bedre at være sig selv. Det er en stor opgave at finde sin egen stemme, men da Cindy en dag tager ham i forsvar, bliver det nemmere at være sig selv, og måske er ens egen stemme i virkeligheden den bedste, man kan bruge.

Der er noget skønt, genkendeligt over Minimund. Den synes at være brygget på inspiration fra de allerstørste børnefigurer og -universer. Forfatterne bruger samme finte som Benny Andersen i Snøvsen til at skabe deres plot. I Snøvsen bliver Eigil ked af, at alle går fra snøvsen, så han beslutter sig for at finde den og aldrig gå fra den. I Minimund bruges samme personificering af et ord. Ordet bliver personen, den magiske figur, når Nogen optræder som karakter. Og det virker!

Hvis Sylvester er en elskelig blanding af Buster, Krumme, Hodder, Gummi Tarzan og alligevel helt sin egen. Så er Nogen i sit lilla velourjakkesæt en vellykket blanding af Filurkatten og Den Gale Hattemager fra Alice i Eventyrland. Forfatterne har ramt en stemning af glæde og genkendelighed, hvor der er plads til læserens associationer til andre figurer i børnelitteraturen, men alligevel formår de at skabe deres helt egen skøre fortælling i et genkendeligt børneunivers.

Det er en engagerende fortælling med sproglige perler og implicitte kommentarer til finurlighederne i det danske sprog. Den er sjov og oplagt til højtlæsning i de mindste klasser eller med indskolingsbarnet hjemme. Med et lixtal på omkring 25-26 er den også perfekt til fælleslæsning i 4.-5. klasse, hvor den er et åbenlyst springbræt til samtaler om, hvad det vil sige at være sig selv og have sin egen stemme.

Jeg føler mig ret sikker på, vi kan regne med, at Minimund er starten på en længere serie om Sylvester Torkildsen – det håber jeg i al fald.

Boganmeldelse: Kan jeg stole på dig af Mette Egelund Olsen & Margrethe Schmidt

Jeg modtog bogen son anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Kan jeg stole på dig

Forfattere: Mette Egelund Olsen & Margrethe Schmidt

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 130

Forlag: Vild Maskine

 

De voksne sætter grænser for børn og unge. Men hvem skal sætte grænser for de voksne? Kan jeg stole på dig er en bog om følelser, grænser, teenageliv, forvirring, svigt, tillidsbrud og kynisk udnyttelse af autoritet og voksenrolle.

 

Jeg skal for god ordens skyld starte med at nævne, at den ene forfatter er min kollega, men det har selvfølgelig ingen indflydelse på anmeldelsen.

 

Sofie skal starte i 7. klasse på en helt ny skole. Hun og hendes familie er flyttet fra Glostrup til en lille ø, hvor de vil forsøge at starte forfra, efter fars sygemelding med stress. Mor skal starte i sit nye job som ledende sygeplejerske og Sofie og hendes storebror starter i den lokale folkeskole, selvom ingen af dem rigtig havde lyst til at flytte. Pengene er små efter fars langvarige sygdomsforløb, så det er meget heldigt, at Sofie ikke vil konfirmeres. Den slags er jo dyrt.

Det varer dog ikke længe, før Sofie opdager, at hendes klasse går til konfirmationsforberedelse ved den unge og spændende præst Andreas, som hele byen synes at være betaget af – særligt byens kvinder. Da Andreas spørger Sofie, om hun vil passe hans børn, bliver hun beæret over tilliden og ser frem til opgaven. Der er noget sært ved relationen mellem hende og Andreas. Han er voksen, men han er også ung og tiltrækkende, og en gang imellem er det svært at vurdere, om han ser på hende med samme øjne. Andreas skal jo vise interesse for alle sine konfirmander, og han gør meget ud af, at de får et tillidsfuldt og tæt forhold. Men hvor går grænsen? Da han lægger sig helt tæt op ad hende, føles det både rart og forkert på samme tid. Men det kan man vel ikke fortælle helt nye veninder om. Eller en mor, som er mindst lige så betaget af den flotte, unge præst.

De mange modstridende følelser er svære at navigere i for en ung pige, og den voksne præst udnytter Sofies forvirring og misbruger hendes tillid.

Kan jeg stole på dig er en bog om følelser, grænser, teenageliv, forvirring, svigt, tillidsbrud og kynisk udnyttelse af autoritet og voksenrolle.

Romanen er trykt i stor skrift, så de 130 sider forsvinder hurtigt – måske også for hurtigt. Den kunne sagens tåle flere detaljer og længere dialoger uden at miste sin læsers interesse, og det ville jeg personligt have foretrukket. Men det er en snedig beslutning at gøre den tempofyldt, skabe et ultimativt point-of-no-return-plot, korte den ned og anvende større skrift, når den skal ud og arbejde hos de unge mennesker, der er dens målgruppe. Den lander dog i en kløft, hvor indholdet kalder på udskolingen, men formen taler mere til mellemtrinnet. Derfor er det svært at give et klokkeklart bud på brugen af den: Jeg har haft en 6. klasse (jeg er tidl. skolelærer), som den ville være grænseoverskridende for, men jeg har også haft en 6. klasse, som ville elske en debat om grænser og teenageliv. Samtidig har jeg haft en 7. klasse, hvor det sproglige niveau ville ramme helt perfekt, men jeg har også oplevet 7. klasseelever, som sluger Twilight og Hunger Games på engelsk. Jeg vil helt bestemt anbefale, at man arbejder med den i folkeskolen som afsæt til en vigtig snak om grænser og tilladt voksenadfærd. Men man er nødt til – som man selvfølgelig gør med alle sine materialevalg – at overveje den specifikke klasses danskfaglige og mentale niveau. Jeg vil også anbefale, at man får den hjem til sit eget unge menneske, så den også derhjemme kan være afsættet til samtaler om grænser. Det er en ekstremt vigtig snak, og bøger er ofte et nemmere afsæt for samtaler end virkeligheden er det.

En god og tankevækkende teenageroman, som jeg håber bliver indkøbt til landets skoler og biblioteker.

Boganmeldelse: Frankenstine af Lars Kramhøft og Jam Aden

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget. Pssst. Hvis du tænker: "Er det virkelig en nugget, hun tygger på?" - Så er svaret ja. Men hvis du vil vide hvorfor, så må du læse bogen. GO!

Titel: Frankenstine

Forfattere: Lars Kramhøft og Jam Aden

Udgivelsesår: 2019

Sideantal: 85

Forlag: Cobolt

Hvordan skabes et menneske? Hvordan skabes identitet? Og hvordan skabes køn? I Frankenstine får vi næsten svar på alle disse spørgsmål, når vi møder Stine, som blev skabt af en gal videnskabsmand.

Stine slipper fri af sine lænker, da hen er i teenagealderen og havner på en skole, hvor hen bliver veninder med outsideren. En gruppe piger hersker over skolen, og de sørger for at alle elever placeres i kasser med klare definitioner for, hvem de er og hvilke privilegier de har. Stine og den nye veninde passer ikke ind: De går i det forkerte tøj, har det forkerte hår (ååååh, hvor har jeg lyst til at skrive ”og så er hun genert”, men det er de ikke!), den forkerte make-up osv. osv. De bliver kaldt freaks og lebber af de piger, der har gjort det til deres opgave at skabe et minidiktatur på folkeskolen. Men Stine er ligeglad.

Stine er ikke-binær (betegnelsen når man ikke identificerer sig som mand eller kvinde, kaldes også ofte flydende identitet), og hen iklæder sig det tøj, der føles godt og lader sig ikke kue af sociale konventioner.

Hun er en menneskeskabt konstruktion, og måske er det netop årsagen til, at hun kan se lige igennem alle de illusioner og sandheder der hersker om kønnenes ”natur”.

Jeg anbefaler den til den refleksive 12-årige og til udskolingselever (13-16). Den er desuden oplagt til et undervisningsforløb i udskolingen, hvor man med fordel kan inddrage den klassiske Frankenstein under emnerne konstruktion, køn, genre (gysergenre, graphic novel) og meget, meget mere. Bagest i bogen findes en fin introduktion til køn og kønsneutrale pronominer.

Boganmeldelse: Bogen om magt af Saunders, Songhurst, Amson-Bradshaw, Salami & Scarlet

Jeg modtog bogen som et anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Bogen om magt: Hvad er magt, hvem har den – og hvorfor?

Forfattere: Saunders, Songhurst, Amson-Bradshaw, Salami & Scarlet

Forord: Roxane Gay

Illustrationer: Joelle Avelino & David Broadbent

Oversætter: Eva Mosegaard Amdisen

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 64

Forlag: Forlaget Albert

Bogen om magt svarer på det, dens titel spørger til. Den dykker ned i, hvad magt er, hvem der har den, hvordan den opstår og hvorfor. Den kortlægger magtbegrebet for et yngre publikum og tilbyder konkrete forklaringer på det abstrakte begreb.

Magt er et abstrakt og vanskeligt fænomen at få greb om, men i Bogen om magt gøres begrebet tilgængeligt på en måde, som appellerer til enhver, der gerne vil have en pædagogisk introduktion. Bogen egner sig særligt til børn fra ca. 9-årsalderen, som vil få mest ud af at læse den med en voksen. Men den er også oplagt til et ældre publikum, som søger en grundlæggende forståelse.

Ved at give læseren en forståelse af sin egen position i familien, blandt venner, i skolen, i samfundet og i verden, formidler bogen det vanskelige begreb og formår at gøre det konkret og livsnært. Den forklarer, at magten er neutral, og at dens udfald afhænger af, hvordan den bruges og af hvem. Den beskriver magt som en kraft, der både kan skabe positive forandringer i et samfund, men også kan misbruges og gøre skade på befolkningsgrupper eller enkeltpersoner. Herved understreger den også, at alle – inklusive børn – kan bruge magt til at skabe positiv forandring i verden. Der er gjort meget ud af at placere magten i en historisk kontekst, hvor kendte historiske figurer inddrages (som fx Nelson Mandela, Mahatma Gandhi, Rosa Parks, Malala Yousafzai mm.) som eksempler på positiv magtanvendelse. Deres indsats for at skabe positive forandringer i verden, fremkalder eftertænksomhed og selvrefleksion. 

Hvert kapitel er opdelt i korte, overskuelige bidder, som er suppleret med tegninger, der understøtter teksten. Temaer såsom køn, seksualitet, race, borgerrettigheder og mobning inddrages, og alle afsluttes med en tænkeboks, der opfodrer læseren til at overveje sin egen position i verden og mulighed for at bidrage til positive forandringer. Bagest i bogen finder læseren både en ordliste og en inspirationsliste med forslag til yderligere læsning i bogens ånd. Herunder der også er et telefonnummer til børnetelefonen, som læseren opfordres til at bruge, hvis hun føler sig utryg hjemme eller i skolen. Bogen er oplagt til skolebrug og til samlæsning med en voksen.