torsdag den 18. januar 2018

Boganmeldelse: Sample af Camilla Hjørnholm Olsen

Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar af forlaget, men Saxo sælger bogen til DKK 199,- lige her.
Titel: Sample
Forfatter: Camilla Hjørnholm Olsen
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 80
Forlag: Turbine

Camilla Hjørnholm Olsen mestrer sproget og intense stemningsbeskrivelser, men taber sin læser når hun vælger at forklare, hvad en hest eller et fotoalbum er.
I Sample følger vi et kvindeligt jeg gennem fem afsnit, som hver er kendetegnende for en fase i livet eller en type menneske, man kan møde, og handlingerne baseres på relationer til mænd, som jeg’et fortæller om. I hvert afsnit er manden et du, som jeg’et undres over og længes efter og undres over at længes efter. Bogen er en punktroman, så afsnittene er korte intense brudstykker af liv og situationer, men til de fleste afsnit følger fodnoter, som er så mange, at det formentlig udgør halvdelen af bogens tekst. Hvert afsnit afsluttes i en nutid, hvor jeg’et fortæller, hvad du’et laver nu, og hvor det er i livet. Læseren får en fornemmelse af, at jeg’et selv er gået i stå, når det gennemgår de tidligere forhold og fortæller om mændenes aktuelle situation uden at afsløre noget om egen status. Mændene er blevet voksne, nogen har fået børn andre er blevet professorer og jeg’et glemmer sig selv eller fremgår i hvert fald ikke, når vi skal høre, hvad mændene har opnået.
På sidste side går det op for læseren, hvorfor det pludselige behov for at gennemgå tidligere relationer er opstået, og ’Sample’ får pludselig mere end én betydning.  
Camilla Hjørnholm Olsen kan helt sikkert noget med sproget, hun forstår at skabe en stemning og et øjebliksbillede, som er let for læseren at genkende, og som levendegøres og nærmest udspiller sig filmisk . Men selvom der utvivlsomt står et sprogtalent bag punktromanen, oplevede jeg ikke som sådan at føle mig medrevet af historien, og de mange fodnoter forekom mig ligegyldige og unødvendige.
Jeg er sikker på, at fodnoterne er et gennemtænkt stilistisk virkemiddel (det er formentlig samples?), men jeg oplevede en decideret irritation over at blive revet ud af teksten på næsten hver side for at læse en fodnote, hvor ord som ”hest”, ”kondom”, ”rose” eller ”stedmor” forklares. Ikke blot blev jeg revet ud af teksten, jeg følte mig også talt ned til som læser. Irritationen steg i takt med fodnotemængden, og til sidst var den egentlig bare så dominerende, at jeg fik svært ved at lade mig tryllebinde af ellers dybe stemningsbeskrivelser og nøgternt sprog. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg havde haft en ganske anden læseoplevelse, hvis fodnoterne havde været undladt eller i hvert fald havde nøjedes med at figurere under ord, som læseren rent faktisk kunne være i tvivl om.
De tre kopper gives for den ene halvdel af bogen, som består af stemningsfyldte afsnit i et præcist og lækkert sprog.



tirsdag den 16. januar 2018

Bloggermøde med Jeffrey Archer

Som jeg skrev i går, slog det mig pludselig, at jeg aldrig fik postet indlæggene fra de to events, jeg deltog i til Bogforum YA-eventet (som blev postet i går) og mødet med Jeffrey Archer som følger herunder.
Archers tre oversatte romaner

Hvordan forbereder man en gruppe engagerede og ivrige bogbloggere på, at de nu skal møde en stor og særlig forfatter, som måske også selv synes, han er lidt stor og særlig vigtig? Det er svært at svare på, men jeg skal love for, at de søde forlagsfolk fra Lindhardt og Ringhof gjorde deres allerbedste, da vi skulle drikke eftermiddagste med Lord Jeffrey Archer søndag eftermiddag på Bogforum. Det var sætninger som; “han er lidt øhm … brysk”, “han kan godt virke lidt sur …” eller “I må ikke blive bange for ham”, som gjorde mig særligt spændt på at møde forfatteren, baronen, den tidligere eliteløber, politiker og – for en stund – fængselsindsatte, Jeffrey Archer. Og jeg blev ikke skuffet!

Jeg sad i modsat ende af Mr. Archer og jeg havde tidligt under mødet et spørgsmål, som jeg gerne ville have besvaret. Jeg var den første ikke-forlagsansatte til at stille et spørgsmål, og jeg blev mødt med et rungende, lettere vredt “SPEAK UP!”, som hang i luften til gru og advarsel for næste villige spørger. Jeg lader mig sjældent holde tilbage, så hans udbrud kom enormt bagpå mig, fordi jeg netop ikke er en fåmælt og mumlende type – men en oplevelse, det var det! Det forhindrede mig da heller ikke i at stille flere spørgsmål, og det var lige før, jeg tog mig selv i at finde hans reaktioner lige så interessante som hans svar på spørgsmålene.

Archer fortalte at han er “a very driven person”, og det var tydeligt for enhver, at han er tilhænger af streng disciplin og stram struktur. Den tidligere eliteløber står op 5.30 hver morgen og sætter sig og skriver i et par timer i sin badekåbe før han går i bad og spiser morgenmad. For ham handler det om at ”get up and beat those others”. Men han er også bevidst om sine privilegier i form af personalet i huset på Mallorca, hvor han arbejder på sine skriverier. Personalestaben består både af privatkokke, stuepiger og personlige assistenter, og huset er blot ét af Archers mange overdådige ejendomme. Huset på Mallorca hedder ironisk nok “Writer’s Block” – en tilstand forfatteren ikke selv kender til, hvilket han selv tilskriver sin arbejdstilgang. Han har kun tre-fire håndskrevne siders historie oppe i hovedet, når han sætter sig og arbejder, resten udfolder sig under skrivninger og derfor er hans arbejdsredskab også altid pen og papir;

I handwrite every word. I like to see the pen move across the paper”.

Han fortalte også, at han ved at skrive i hånden, har tid til at tænke over sætningen og sin histories udvikling undervejs, fordi det tager længere tid at skrive i hånden end på computer. Selve skrivningen og opbygningen af sætninger er så betydningsfuld for ham, at et enkelt ord eller kan holde ham oppe om natten, fordi han finder det altafgørende, at hver eneste sætning i hans bøger er af enestående kvalitet. Han kan pludselig vågne om natten og være kommet i tanke om netop det ord, der kan gøre sætningen stærkere, og når det sker, står han op og arbejder, for som han selv siger;

I’m never satisfied!”

Mr. Archer er i allerhøjeste grad en interessant karakter. Hans forfatterskab er imponerende – det ved han godt! Og hans adfærd er på sin vis også imponerende – eller måske snarere interessant. Han holder ikke igen med at sige sin mening, og han gør absolut intet for at præsentere den på høflig vis. Den succesfulde forfatter er decideret uforskammet, når han henvender sig til andre mennesker og de forlagsfolk, der havde været så ’heldige’ at få ansvaret for Archer, blev da også nærmest revset af forfatteren, som vekslede mellem at vække fascination, afsky og nysgerrighed i mig. Den eneste, der undslap sig Archers bryske irettesættelser var smukke Rikke fra Paperback Castles, og man kan jo kun gisne om hvorfor. 😉

Ser han ikke bare rar ud? 😜

Archer slutter af med at se sig om i lokalet og fastslå;

There are no men in this room, cause men are pathetic. Women are going to rule the world.”


You said it, Archer. Tak for en fantastisk eftermiddag til Lindhardt og Ringhof og selvfølgelig til the man himself, Lord Jeffrey Archer.

mandag den 15. januar 2018

YA-event til Bogforum 2017

Jeg er i gang med at læse Sarah Engells Valget og pludselig slog det mig, at jeg aldrig fik postet indlæggene fra de to events, jeg deltog i til Bogforum YA-eventet og mødet med Jeffrey Archer. Herunder kan du læse om YA-eventet og Sir Archer følger i morgen. Bedre sent end aldrig! 😉

------------

Som jeg skrev i det samlede Bogforum-indlæg, havde Gyldendal Ung, Høst & Søn og CarlsenPuls inviteret til et event, som den flotte invitation i sig selv gjorde det svært at sige nej til. Jeg er ikke selv den store YA-læser (endnu – der er faktisk mange YA-bøger, jeg gerne vil i gang med), og derfor synes jeg også det kan være svært at sige ja til arrangementer, velvidende at andre bogbloggere måske ville give deres højre arm for at være med. Men jeg er gentagne gange blevet forsikret om, at jeg ikke ”stjæler” pladsen fra en anden, når jeg takker ja, fordi et nej blot betyder en blogger mindre. Derfor deltager jeg næsten i alt, hvad jeg har mulighed for.

Nå, men det var jo ikke det, indlægget skulle handle om. Bloggere og et sendebud mødtes i forhallen og gik sammen op i et lille lokale, hvor Adam Silvera, Sarah Engell, Siri Pettersen og de resterende forlagsfolk stod klar til at hilse på. Enorme goodiebags optog stolene, og jeg var begejstret over at se stakkevis af Sarah Engells Valget, som jeg længe har haft lyst til at læse.

Indholdet af de flotte goodiebags.

Som jeg allerede har skrevet i det samlede Bogforum-indlæg (her), bar arrangementet præg af forfatternes stjernestatus i form af star strucked fans, men forfatterne selv var nogle af de mest jordnære, sympatiske mennesker og de sad klar til at besvare både sjove og seriøse spørgsmål. Det var bloggeren, Malene Hulgaard fra Wondrous Bibliophile, der stod for at interviewe de tre forfattere, og jeg må ærligt indrømme, at jeg blev fuldstændig målløs over hvor talentfuld en interviewer, hun er. Mange tror, at det at interviewe blot er at have en række spørgsmål klar og liste dem ét efter ét til interviewpersonen, men et levende interview – det interview, der fanger alt det, der ligger imellem svarene – kræver noget særligt af intervieweren. Og Malene gjorde det fantastisk! Vi der deltog i arrangementet, havde haft mulighed for at indsende spørgsmål på forhånd, så det blev en blanding af indsendte spørgsmål og af Malenes egne. Indledningsvis bad Malene de tre forfattere præsentere sig selv, og allerede her måtte jeg skynde mig at gribe min kuglepen.



Frygten for balloner
Siri Pettersen var den første til at sige lidt om sig selv, og hun valgte at supplere de stringente fakta med informationen om, at hun er bange for balloner. Det skabte selvagt høje grin, og den letelskelige forfatter måtte grine med, men i ramme alvor forsøge at begrunde sin irrationelle frygt. Jeg tror, jeg fik ”analyseret” mig frem til, at det i virkeligheden er angsten for, de springer og forskrækkelsen fra den høje lyd, der skræmmer, men det gør det nu ikke mindre sjovt!

Farlige hvaler med farlige øjne
Så blev det Sarahs tur til at præsentere sig selv. Inspireret af Siri supplerede Sarah også de bibliografiske fakta med en – ikke helt lige så – irrationel frygt. Sarah har åbenbart en frygt for hvaler – især blåhvaler (og vidst nok særligt deres øjne). Det skabte også latter i lokalet, men Siri var hurtig til at forsvare Sarahs fobi med, at en blåhval da så absolut kan være farlig. Det kan de to forfattere jo have helt ret i (men det er måske bare ikke så tit, vi støder på dem 😉).

Pinlige præsidenter
Da Adam skal præsentere sig selv går det op for ham, at han ikke rigtig har en irrationel frygt at byde ind med. I stedet fortalte han, at han er fra “the country with the really embarrassing president”, og at hans værste mareridt derfor allerede er i gang med at udspille sig i hjemlandet. Der bredte sig en blanding af suk og latter over den tragikomiske kendsgerning, at en kvindehadende homofob er verdens mest magtfulde mand.

Jeg skriver YA, fordi …
Efter introduktionen spurgte Malene forfatterne, hvorfor de skriver YA, og Siri lagde ud med at fortælle, at hun skriver YA, fordi det er der, vi beslutter hvem vi er, eller hvem vi gerne vil være:

I write YA because that’s when we decide who we are

Sarah var meget enig og fortalte at YA rent aldersmæssigt (unge voksne) er der, hvor de største valg træffes, og ofte har de indflydelse på resten af vores liv. Adam tilsluttede sig sine kollegers holdning og tilføjede, at perioden for de fleste også er “first time taking charge”.

Skabes en YA-forfatter i barndommen?
Da forfatterne kom ind på, hvordan eller hvornår interessen for YA-litteraturen opstod, var der tydelig lighed. Selvom de tre har haft vidt forskellig opvækst, synes de alle at kunne spore behovet for at skrive tilbage til barndommen. For Adam handlede det i første omgang om at tilbyde unge den litteratur og de karakterer, han selv manglede som barn. Han voksede op under meget trænge kår – og delte faktisk seng med sine forældre og sin bror, til han flyttede hjemmefra – så han fandt det vanskeligt at relatere til bøger, hvor hovedpersonens kvaler eksempelvis er, at finde penge til en ny bil. For ham var der mere på spil i livet, såsom kan vi få mad på bordet i morgen, og det ønskede han at afspejle i sine bøger. Sarah manglede bøger, der afspejlede de dybe og mørke følelser, der gemte sig i hende som ung. Og fordi hun ikke kunne tale med sine forældre om alt det, der gjorde ondt, beskriver hun det som, at bøgerne blev hendes forældre.

Kan bøger gøre verden bedre?
Forfatterne kom også hurtigt ind på vigtigheden af diversitet og mangfoldighed i litteraturen. De er alle meget bevidste om, at deres bøger kan bidrage til kampen mod diskrimination og stereotypisering. Adam, som selv er homoseksuel, bruger homoseksualiteten i sine bøger, og ville sådan ønske, at ”the gay person” var afspejlet i den litteratur, der var tilgængelig, da han selv var barn. Ved at skabe ukonventionelle karakterer, forsøger de alle at skrive bøger, som tillader læserspejling på tværs af køn, alder, etnicitet og social status, og som Sarah så fint beskrev, er følelser universelle og min egen kommentar til det må være, at YA derfor kan læses af enhver.



En afsluttende tak
Tak til Gyldendal Ung, Høst & Søn og CarlsenPuls for invitationen til det fantastiske event. Tak til Malene Hulgaard for at have planlagt et spændende interview. Og sidst, men ikke mindst, tak til de tre forfattere for et interessant indblik i deres bøger og tanker.

fredag den 12. januar 2018

Boganmeldelse: Manhattan Beach af Jennifer Egan

Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar af forlaget, men bogen kan købes lige her til DKK 159,-
Titel: Manhattan Beach
Forfatter: Jennifer Egan
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 392
Forlag: Klim

Det er svært, for ikke at sige umuligt, at påpege den ene ting, Jennifer Egan mestrer i Manhattan Beach. Beskrivelserne af havet er dragende, karaktererne er troværdige og empativækkende, tidsbilledet er levende og gennemarbejdet og så er sproget så elegant, at det næsten bliver magisk.
Vi møder 11-årige Anna Kerrigan, der er med sin far til en form for afslappet forretningsmøde nær vandet. Faren forsøger at få en hemmelighedsfuld aftale i hus med Dexter Styles, og selvom hverken Anna eller læseren ved, hvilken aftale mødet handler om, forstår vi alligevel, at der er meget på spil den eftermiddag ved stranden. Anna ved godt, hvad hendes far forventer af hende, men hun kan ikke lade være med at sende misundende blikke efter Styles-døtrenes fine dukker, og hun kan slet ikke lade være med at tage skoene af og mærke lidt på det kolde hav. Det er tydeligt, at Anna og hendes far har et helt særligt og ubrydeligt bånd, som hverken hendes mor eller handikappede søster kan hamle op med. Alligevel virker familien Kerrigan som en harmonisk og kærlig familie, hvor alle forstår deres roller.
I bogens næste del er Anna blevet en ung kvinde på 19 år, og faren er pist forsvundet. Anna bidrager til husholdningen ved at arbejde på orlogsværftet, hvor hun samler reservedele til krigsskibe. Hun drages stadig af havet og drømmer om at dykke, men som ung kvinde i 40’erne er hendes drøm mest af alt en dårlig joke eller tegn på sindssyge. Anna bryder med tidstypiske konventioner, og hun brager igennem som en stærk kvinde i jagten på dykkerdrømmen og på at løse mysteriet om sin forsvundne far.

Tidsbilledet er så fyldigt beskrevet, at mennesker og samfund levendegøres til lyden af swing og jazz, men trods de fyldige beskrivelser overlades arbejdet med at kæde historien sammen til et hele alligevel til læseren. På den måde bliver læseren selv en del af historien, og hvilken historie! – Det er lykkedes Jennifer Egan at skrive om depressionen, anden verdenskrig og kvinders rolle med en historisk indsigt, som er så elegant indvævet, at bogen alligevel ikke helt fremstår som en decideret historisk roman, fordi tiden ”blot” en del af karakterernes vilkår. Det er svært at læse Manhattan Beach uden at dagdrømme om gåture langs gaderne i krigstidens New York, om havet ved Coney Island og om natklubber med swingrytmer og gangstertyper.

Jeg brugte overraskende nok en hel måned på at læse Manhattan Beach, ikke fordi den kedede mig – det gjorde den absolut ikke! Men fordi den fortjener tid. Der er så meget at spekulere over, så mange smukke sætninger at dvæle ved og det betød både, at jeg kunne gå dage uden at læse og faktisk tro, at jeg havde læst, fordi den fyldte i tankerne, men også at mange sætninger blev læst igen og igen, fordi jeg blev bjertaget over Egans evne til at skabe et rum og en tid, som jeg selv for en stund troede, jeg levede i. Selv når alt er grimt og ondt, er beskrivelsen af det, noget af det smukkeste en læser kan møde. Både oversættelse og korrekturarbejde virker fuldstændig gennemarbejdet og den smukke bog emmer bare af kvalitet. Den skal selvfølgelig belønnes med seks kaffekopper, og jeg anbefaler den særligt til læseren, som trænger til fordybelse og som har god tid til læsningen. 


Rigtig god fornøjelse. J