torsdag den 23. september 2021

Boganmeldelse: En moderne familie af Helga Flatland


Titel: En moderne familie

Forfatter: Helga Flatland

Oversætter: Karen Fastrup

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 261

Forlag: Turbine

 

I ’En moderne familie’ bliver familiebegrebet med ét meningsløst, og i denne meningsløshed må tre søskende forsøge at finde sig selv og hinanden. Romanen er elegant komponeret, og de skiftende fortællestemmer giver historien filmisk karakter og dybde.


Udgangspunktet for fortællingen er Torill og Sverres umiddelbart uproblematiske skilsmisse efter 40 års ægteskab. Parret vælger at præsentere nyheden til deres tre voksne børn på en familietur til Italien, hvor de skal fejre Sverres 70-års fødselsdag. For børnene er skilsmissen dog alt andet end uproblematisk. Nok er de voksne, men de er stadig børn af de forældre, der nu vil skilles. De er en tætknyttet familie, som rejser sammen og værner om de fælles værdier, der udgør grundlaget for deres familie, og de voksne børn finder det bekymrende og misforstået, at deres forældre nu vil leve nye liv og dermed også ødelægge den nostalgi, der følger med, når man besøger mor og far i sit barndomshjem.

Historien fortælles af de tre søskende, som skiftevis er jegfortællere i hver deres kapitler. Liv er den ældste datter. Hun er gift med Olaf, som hun har to børn med. Liv er en typisk storesøster med hang til planlægning, lister og kontrol. 


“Men livet kan ikke planlægges i detaljer, sagde far, du er nødt til at acceptere, at du ikke kan have kontrol over alt hele tiden.”


Ellen er midterbarnet. Hun er kæreste med Simen, som hun forsøger at få et barn med. Men deres drøm om et barn er ikke længere fyldt med håb og glæde. For efter at have prøvet i et år, er det nu angst og usikkerhed, der præger drømmen om et lille liv.


“Der er ikke længere noget håb, vores barn skal undfanges i et plasticbøger i et laboratorium. Jeg har googlet, fundet billeder, den skarpe modsætning til en varm seng med varme kroppe og varmt håb: mundbind, plastichandsker og sprøjter.”


Håkon er familiens yngste. Han er en efternøler, og lever et utraditionelt og frisindet liv. Han tror på uafgrænset kærlighed og åbne forhold.


“Jeg har sagt det her hundrede gange, jeg tror sikkert mere på det, du kalder kærlighed, end både du, Ellen, mor og far og alle andre tilsammen, men jeg tror ikke på at regulere den, jeg tror på, at den skal eksistere uden regler, og uden at den skal presses ind i former, andre har bestemt for os.”


Vi følger de tre søskendes meget forskellige reaktioner på deres forældres nyhed, og vi er med i de tanker, der ligger til grund for deres håndtering af den nye situation. Selvom de reagerer vidt forskelligt, bliver de alligevel alle tvunget til at tage stilling til de samme spørgsmål om, hvad der egentlig skaber en familie, og hvornår man ikke er en familie længere. Disse tanker sætter gang i tre vidt forskellige livskriser, og selvom de er en tætknyttet familie, er der alligevel så meget, som de slet ikke forstår eller ved om hinanden.


“Jeg kan ikke huske, at jeg dengang oplevede os så fremmede overfor hinanden, som jeg gør nu. (...) Nu er der ingen, der ved, hvordan de skal opføre sig, indrette sig, hvilken rolle de skal indtage.”


Helga Flatland skriver som en ægte fortæller. Romanen er elegant komponeret, og de skiftende fortællestemmer giver den filmisk karakter og dybde. Karaktererne er troværdige, og deres konflikter og følelser er genkendelige og lette at spejle sig i. Livs frustration over ikke at kunne fikse sine forældre eller sætte sin bror i en kasse, er både levende fortalt og genkendeligt, når vi prøver at inddele verden i kategorier, vi kan forstå. Ellens drøm om at blive mor er knusende hård at følge, og Helga Flatland rammer intensiteten i et fertilitetsforløb, når Ellens tanker får frit løb.


“(..) det er mig, der er problemet – du har desværre en krop, som ikke er forenelig med at skabe nyt liv, og er dermed overflødig her på jorden, en fejlleverance.”

                                                                        (...) 

“I morgen er der en uge til, der er gået år, siden vi begyndte at prøve, og jeg husker aftenen i den gamle lejlighed, den gamle seng, den voldsomme lyst og glæde, der blev udløst af det samme ønske, som nu dræber den.”

                                                                        (...)  

“Simen kommer op, registrerer ikke, at jeg græder – eller måske gør han, men er holdt op med at reagere eftersom det er lige så lidt sensationelt, som hvis jeg havde hostet (…).”


Romanen efterlader læseren med tanker om, hvad der udgør en familie, og hvornår – hvis nogensinde – man stopper med at være et barn, når man for evigt vil være barn af sine forældre. Med referencer til ’Et Dukkehjem’, rejses også spørgsmålet om, hvor godt man egentlig kan kende hinanden. Både dem man lever sammen med, og også dem, man er vokset op med. Familiebegrebet bliver med ét meningsløst, og i denne meningsløshed må de tre søskende forsøge at finde sig selv og hinanden. Helga Flatland leverer et fremragende bud på en moderne familie.






onsdag den 1. september 2021

Boganmeldelse: Et barn at føde af Kristina Sandberg


Titel: Et barn at føde

Forfatter: Kristina Sandberg

Oversætter: Anne Marie Bjerg

Udgivelsesår: 2017

Sideantal: 478

Forlag: Modtryk

 

Et barn at føde skildrer livsvilkårene for en ung kvinde i 1930’erne, og fortællingen indkapsler fint 30’ernes markante klasseskel. Men man skal være en særligt pertentlig læser for at fastholde fornemmelsen af, hvad der er tanke, hvad der er dialog, og hvem der egentlig taler.


20-årige Maj har netop taget hul på et nyt kapitel i livet. Da hun en våd aften i byen bliver forført af den ældre Thomas vil skæbnen, at hun bliver gravid, og så er der ikke andet for end at blive gift og starte en ny tilværelse sammen. Som ung og gift kvinde i 1930’erne er det nu ganske naturligt, at hun skal indtage sin plads som husmoderen, der varetager hus og hjem med godt humør og oprejst pande.

Maj kommer fra fattige kår, men Thomas’ familie er velhavende, og deres anseelige sociale status betyder også, at de begår sig vel i sociale sammenhæng, som er ukendte for den unge usikre Maj. Maj kæmper for at slå til, hue og behage i alle de huslige gøremål såsom bagning, rengøring, madlavning og barnepasning. Men er det virkelig det, livet går ud på? Hun forsøger at være en god hustru, mor, svigerdatter og svigerinde, men selvom besøgene fra Thomas’ familie er mange, oplever hun en overvældende ensomhed, som ikke mindskes af Thomas’ tiltagende drikkeri. Det bliver Majs mål i livet at slå til på alle parametre, men hun længes efter mere og hendes usikkerhed sørger altid for at holde hende i skak.

Et barn at føde skildrer livsvilkårene for en ung kvinde i 1930’erne, og fortællingen indkapsler fint 30’ernes markante klasseskel.

På overfladen er det en bog, der taler til mig; indblikket i dansk historie, endda dansk kvindehistorie og en hovedperson, der netop er blevet mor. Desværre må mine roser stoppe her, for jeg kan simpelthen ikke med sproget og kompositionen. Nutid og datid blandes mere end hvad godt er, og ofte opstår der tvivl om, hvem der taler. De indre monologer er fremhævet med kursiv, men de er så mange og så indskudt, at man virkelig skal have den skarpe læsebrille på for at fange dem alle, og under dialogerne bliver det ofte rent gætværk. Det irriterede mig og trak læsningen i langdrag, og jeg måtte tvinge mig selv til at færdiggøre romanen. Det er netop disse sproglige og kompositionelle virkemidler, Kristina Sandberg har modtaget stor ros for, så måske er jeg bare en enlig svale, men jeg kommer ikke til at læse videre i trilogien.

Samtidig er Majs usikkerhed så overskyggende, at jeg endte med at foragte hende og blive irriteret på hende. Det siger sikkert mere om mig end om Maj/romanen, men hun udvikler sig aldrig fra sin offerrolle som andres dørmåtte, og jeg havde en bydende trang til, at hun skulle vise mig et minimum af styrke eller vilje – altså udover den, hun mønstrer, når hun sætter sig for at blive den bedste til at bage, så hun kan behage.

En fin skildring af kvindeliv i 30’erne, men man skal edderbukkeme arbejde hårdt for den.



onsdag den 25. august 2021

Boganmeldelse: Min mørke Vanessa af Kate Elizabeth Russel

Anmeldereksemplar tilsendt af forlaget.
 
Titel: Min mørke Vanessa

Forfatter: Kate Elizabeth Russel

Oversætter: Karsten Nielsen

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 390

Forlag: Lindhardt og Ringhof

 

Min mørke Vanessa er en intens, bitter, fascinerende og væmmelig roman. Den er på én gang en dybt ubehagelig læseoplevelse og samtidig en bog, der skriger på at blive læst færdig. Den tager dig med steder hen, hvor du ikke har lyst til at være, og den får dig til at væmmes ved din egen fascination og gejst over at blive lukket ind alligevel.


I år 2000 tager 15-årige Vanessa Wye hul på sit andet år som high school-studerende på en kostskole. Kort efter semesterstart indleder hun et romantisk forhold til sin 42-årige engelsklærer Jacob Strane, som hun beundrer for sit intellekt, og som hun får en ubændig trang til at behage. 17 år senere anklages Strane for at have begået seksuelt overgreb på en tidligere studerende, og Vanessa spoler tiden tilbage, mens hun forsøger at sammenstykke sin historie om den mand, hun har været hengiven overfor i 17 år. Vanessa er ikke længere en ung high school-pige, men fascinationen af Strane har aldrig sluppet sit tag, og hun er villig til at gøre hvad som helst for den nu 59-årige engelsklærer. Han er hendes livs kærlighed og kan umuligt have forbrudt sig mod en ung uskyldig pige. Som sagen skrider frem, tvinges Vanessa til at genoverveje deres forhold og pludselig står hun med spørgsmålet om, hvorvidt hun selv var udsat for et overgreb? Hun ville jo gerne. Hun tiggede og bad endda til tider. Men hvor går grænsen? Hvem har ansvaret? Og hvordan kommer man videre?

Min mørke Vanessa er en intens, bitter, fascinerende og væmmelig roman. Den er på én gang en dybt ubehagelig læseoplevelse og samtidig en bog, der skriger på at blive læst færdig. Den tager dig med steder hen, hvor du ikke har lyst til at være, og den får dig til at væmmes ved din egen fascination og gejst over at blive lukket ind alligevel. Du vil have mere, men du vil også virkelig gerne væk derfra.

Kate Elizabeth Russell excellerer i sine skift mellem 15-årige Vanessas nutidsfortælling og 32-årige Vanessas tilbageblik og refleksioner. Konstruktionen er knivskarp, og det samme er dialogerne, som understreger den ulige magtbalance mellem lærer og studerende, der gør det umuligt at tale om frivillighed og selvvalg. Den spiller bold med Nabokovs Lolita, og tilbyder helt ny læsning af den gamle klassiker.

Forfatteren drysser nuancer og kompleksitet ned over en vægtskål, som på den ene arm bærer forelskelse og hengivehed og på den anden bærer på udnyttelse og overgreb. Hvad der vejer tungest, er op til læseren.

Det var den første bog jeg læste efter at have født min datter, og det vil jeg nok ikke lige anbefale andre nybagte mødre til små piger at gøre, men derudover er det bare at komme i gang med at væmmes, forfærdes og fascineres. God fornøjelse.



mandag den 23. august 2021

Boganmeldelse: Måske skulle du snakke med nogen af Lori Gottlieb

Anmeldereksemplar tilsendt af forlaget

Titel: Måske skulle du snakke med nogen

Forfatter: Lori Gottlieb

Oversætter: Ingeborg Christensen

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 447

Forlag: Svane & Bilgrav

 

Terapi og psykologhjælp er stadig et stort tabu, men Lori Gottlieb afmystificerer terapirummet og viser os, at alle kan have godt af at snakke med nogen.


Hvis du nogensinde har været klienten i et terapilokale, så har du sikkert;


  1. Spekuleret over, hvad terapeuten egentlig synes om dig
  2. Googlet din terapeut i håbet om at finde tegn på, at vedkommende også er et menneske med et liv og en familie
  3. Ubevidst forsøgt at fremstille dig selv som lidt bedre, end du egentlig er


Og under læsningen af Måske skulle du snakke med nogen finder du ud af, at du langt fra er den eneste. Lori Gottlieb er ikke kun forfatteren bag bogen; hun er også psykolog med praksis i Los Angeles, og så er hun klient hos Wendell, en anden psykolog i byen. Hun havner i Wendells praksis efter et pludseligt brud med den mand, hun så sin fremtid sammen med. Lori beskriver sit forløb hos Wendell med en klients ofte usikre og behagesyge perspektiv. Sideløbende beskriver hun sine egne klienters forløb med en psykologs professionelle faglighed og indblik i menneskets kompleksfyldte natur.

Historierne bæres frem af samtaler fra terapirummet, som læseren lander midt i, og hver klient fremstilles med dyb respekt og omsorg, men samtidig med afsløringer af klienternes inderste, afsløres også jegets fejl. Det afsløres, hvordan hendes klienter kan vække hendes sympati og medfølelse, men også afsky og vrede, når de udbasunerer deres følelsesliv i hendes praksis.

Dialogerne er sjove og velkonstruerede, og hvis man nogensinde har sat sine ben i et terapilokale, får man vækket minder om gamle samtaler og spekulationer over, hvordan den professionelle modpart mon analyserede dig og dine handlinger. Terapi og psykologhjælp er stadig et stort tabu, men Lori Gottlieb afmystificerer terapirummet og viser os, at alle kan have godt af at snakke med nogen.

God fornøjelse!







lørdag den 23. januar 2021

Boganmeldelse: Pigen fra det store hvide skib af Jesper Bugge Kold og Mich Vraa

Reklamelink: Bogen kan købes hos Bog & Idé lige her.

Titel: Pigen fra det store hvide skib

Forfattere: Jesper Bugge Kold og Mich Vraa

Udgivelsesår: 2021

Sideantal: 400

Forlag: Lindhardt og Ringhof

 

I dag er det præcis 70 år siden, hospitalsskibet Jutlandia lagde fra kaj i København. Og denne ofte oversete del af dansk historie er udgangspunktet for Jesper Bugge Kold og Mich Vraas fortælling om den unge Molly, som er sygeplejerske på det store hvide skib.


27-årige Molly er blandt de få udvalgte, der skal gøre tjeneste på hospitalsskibet Jutlandia. Hun er blevet antaget på trods af sin unge alder, fordi hun har flotte anbefalinger med fra sit arbejde på operationsgangen på Odense Sygehus. Molly blev færdig som sygeplejerske i 1943, så hun har behandlet mange patienter i forbindelse med befrielsen og føler sig klar til at sejle ind i krigszonen i Korea. Molly har stor faglig stolthed og drager afsted for at yde sit ypperste som sygeplejerske, men hun længes også efter forandring efter en hård tid under besættelsen både privat og i arbejdssammenhæng.


“Jeg arbejder så meget som muligt. Når jeg er på arbejde, giver alting mening, og mine tanker ophører med at kredse om fortiden.”


I Korea bliver 11-årige Yuns tilværelse ændret på et splitsekund. Napalmbomber udvisker hendes landsby mod nord og med det forsvinder også de mennesker, der bor i den. Nu vandrer hun sulten og fortabt fra den ene ende til den anden for at finde et sted at være.

Både Molly og Yun har kurs mod Sydkorea, den ene til fods og den anden til havs, i håbet om nye bedre tider. Rejsen byder for begges vedkommende på uforudsigelige møder og oplevelser, som tvinger dem til at se deres fortid – og fremtidige skæbne – i øjnene.

Pigen fra det store hvide skib er en fantastisk historisk beretning. Der er skruet op for de filmiske kvaliteter og både historien og dens karakterer fremstår levende og nuancerede. Mollys tankevirksomhed afslører en strukturel og kulturel ulighed blandt køn, politiske paradokser og absurditeten i et ubrugt hospitalsskib midt i fattigdom, sult og død:


“I netop disse dage er der så lidt at lave på Jutlandia at det virker nærmest grotesk. Langt de fleste senge står tomme, operationsstuer og andre faciliteter er lukket ned. Vi har et af verdens mest moderne hospitaler liggende ved en by der er fuld af syge og underernærede børn.

Det nære drama er baseret på et vigtigt stykke danmarkshistorie og de historiske fakta afslører en grundig research og interesse for Danmarks rolle i verdenshistorien. Detaljerigdommen og de historiske fakta står ikke i vejen for den medrivende historie, og særligt de brutale scener beskrives med så stor sans for den levende fortælling, at læseren må besinde sig for at undgå et knust hjerte.


“Yun begynder at ryste, hun kan ikke lade være, hun er så bange, men soldaten er ligeglad. Han presser sin krop mod hendes og snuser til hende som om han var et dyr. Hendes gråd er ved at tage magten fra hende. Han lugter ækelt, og nu begraver han næsen i hendes hår mens hans hånd glider ned ad hendes ryg og klemmer sammen om hendes bagdel, holder fast. Hun vil rive sig fri, men tør ikke.


Fortællingen om Jutlandia er et bemærkelsesværdigt stykke danmarkshistorie, som for manges vedkommende – af uforståelige årsager – starter og ender med en Kim Larsen-sang (en fantastisk sang,  men alligevel). Kold og Vraa tydeliggør, hvilken indflydelse Jutlandia og dets besætning har haft for Danmark i perioden, og man kan undre sig over, at dét der nær blev starten på 3. verdenskrig ikke er en del af historieundervisningen i folkeskolen – og dermed en del af vores kollektive hukommelse. Det bliver det måske nu.

Det er en gedigen og stilsikker historisk roman med historisk refleksion, der ikke benægter den samtid, den er blevet til i:


“ (...) jeg møder to grupper amerikanske soldater som begge bryder ud i de sædvanlige ulvehyl da jeg har passeret dem. I mit stille sind tænker jeg på om der mon kommer en dag hvor kvinder kan gå i fred på gaden. Jeg ved at de fleste mænd vil forsvare deres udbrud med at de jo bare komplimenterer kvinderne, men sådan oplever jeg det ikke (...)”


Det er svært ikke at tænke samtidens #metoo-debat ind i Mollys tanker, og det er en forfriskende lille kommentar, som både fortæller også noget om, hvem Molly er og om, at der har siddet to velreflekterede forfattere og skabt en helstøbt, stærk karakter.

Kold og Vraa har skabt en velskrevet roman om en verden i opbrud, og man kan kun håbe, at det frugtbare forfattersamarbejde gentages.





tirsdag den 19. januar 2021

5 gode grunde til at læse George Orwells 1984

Jeg modtog bogen som gave fra forlaget.

1984 er netop blevet genudgivet i en nyoversættelse af Rasmus Hastrup hos Lindhardt og Ringhof. Romanen blev skrevet i 1948, men trods dens mange år i verden, er den stadig lige så relevant – måske endda mere – som da den oprindeligt udkom. I en verden, hvor det er muligt at blive en del af den mest magtfulde elite ved at fordreje sandheden, forkaste fakta, lyve sig igennem enhver debat og afvise enhver kritik med nye løgne, bliver 1984 mere aktuel og end nogensinde. Det er naturligvis Donald Trump, jeg har i tankerne, hvis succes med at indtage præsidentembedet kom som et chok for de fleste. Så i anledning af romanens nyoversættelse og vedvarende aktualitet har jeg samlet 5 gode grunde til at begive sig i kast med denne dystopiske og alligevel skræmmende forudseende bog.


1. Forståelse for Big Brother-begrebet

Alle ved, hvad vi taler om, når vi nævner Big Brother. Men de færreste ved, at begrebet blev opfundet af George Orwell, da han skrev 1984. Det berømte citat 

”Big Brother holder øje med dig” sprænger allerede i øjnene på s. 1, hvor det er skrevet med versaler. Det er teksten på en af de mange plakater, der hænger i Oceania og minder borgerne om, at de aldrig er alene.


2. Fortiden sættes i perspektiv

Et andet kendt citat fra 1984 lyder:

“Den, der kontrollerer fortiden, kontrollerer fremtiden; den, der kontrollerer nutiden, kontrollerer fortiden.” (s. 35).

Citatet beskriver, hvordan fortidens levn og dokumenter redigeres, så de passer til den politik Partiet fører.

Fortiden er aldrig objektiv. Den er farvet af politiske og kulturelle strømninger i nutiden, som er i konstant udvikling. Men i 1984 er vores hovedpersonen ansat i Ministeriet for Sandhed, hvor han hver dag redigerer fortiden, så den er i overensstemmelse med det samfund, magthaverne ønsker.

Det er sætter selvfølgelig egen fortid i perspektiv og i særdeleshed dén, der er en del af en kollektiv hukommelse.


3. 1984 advarer om faren ved totalitærstater

Oceania er en rendyrket totalitærstat. Det betyder, at der kun er ét parti (Partiet) og at alle andre politiske holdninger er ulovlige og betragtes som forræderi. I en sådan stat kan der naturligvis ikke være plads til ytringsfrihed eller drømme om et bedre/alternativt samfund. Da Orwell skrev romanen, var det med Stalins Sovjetunion i tankerne: Mange af de skræmmende, fiktive elementer fra 1984 er slet ikke så fiktive igen. For eksempel er de To Minutters Had (som består af 2 min. dagligt, som afsættes til at udtrykke had for Partiets modstandere) en fuldstændig beskrivelse af det fjendebillede, man dyrkede og brugte aktivt under Stalins regime.

Romanen minder os om, at man altid skal reagere, når man ser samfundet tage en undertrykkende, ensporet og unuanceret retning. Og den er da også rasende realistisk med et land som Kina i tankerne.


4. 1984 er en påmindelse om, at overvågning og censur er farligt

Når man først har læst 1984, vil den for evigt sidde som en påmindelse, der popper op i erindringen hver eneste gang ord som overvågning og censur er i spil. I Oceania bliver enhver handling og ytring overvåget, 

Den peger på, hvor afgørende det er at insistere på et samfund og en verden, hvor debatter og diskussioner er en selvfølge og grundlaget for alle beslutninger. Samtidig belyser den vigtigheden af at være i stand til at stille kritiske spørgsmål og udfordre magthaveres holdninger og endegyldige sandheder.


5. Teknologiens muligheder sættes i relief

I 1984 bruges teknologi overalt til at overvåge og dokumentere borgeres aktiviteter og ytringer. Man straffes for ulydenhed, når man modsætter sig Partiets vilje, men man straffes også kontinuerligt ved aldrig at være fri for andres øjne. Romanen trækker derved skarpe linjer til i dag, hvor vi ved – og i overraskende høj grad – accepterer, at vi overvåges i vores online handlemønstre, SoMe-aktiviteter, på gaden (i visse byer) og nogle endda i telefonsamtaler. Den danner grundlag for vigtige diskussioner om teknologiens mange muligheder for at følge med i vores færden.


Rigtig god læselyst!


fredag den 8. januar 2021

Boganmeldelse: Bob af Helle Helle

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget.


Titel: Bob

Forfatter: Helle Helle

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 156

Forlag: Gutkind

 

Helle Helle fastholder den stramme nøgterne stil, som karakteriserer hendes værker, og allerede i første sætning står det klart for læseren, at man nu er trådt ind i Helle Helles banale hverdagsunivers.


I ’Bob’ følger vi Bob, hvis historie fortælles af en jeg-fortæller, som vi kender fra ’de’. Hende fra ’de’ er nemlig flyttet sammen med Bob, og hun fortæller om hans liv – det nuværende, og det der var før hende.

Bob ved ikke helt, hvad han skal i livet. Han vil gerne have et studierelevant studiejob, men det er lidt svært, når han endnu ikke ved, hvad han skal studere. Der er jo mange muligheder. I stedet finder han arbejde på Sømandshotellet, hvor han hilser gæster velkommen i receptionen. Her får han mange timer til at gå, både når han er på arbejde, men også når han bare ikke lige ved, hvad der skal ske. Hans kæreste, som fortæller historien, hat travlt med sit studie. De er netop flyttet sammen, og mens han drømmer om deres fælles fremtid, indretter han den lille lejlighed og fikser stort og småt.

Bob er meget optaget af ord og sætninger, og han kan bruge timer på at overveje, om han skal sige hej eller velkommen, når nogen træder ind i lobbyen. Han kan falde i staver over gadenavne og stednavne, og hans interesse for sproglige konstruktioner afspejler forfatterens talent for samme. Helle Helle fastholder den stramme nøgterne stil, som karakteriserer hendes værker, og allerede i første sætning står det klart for læseren, at man nu er trådt ind i Helle Helles banale hverdagsunivers:

Flytter Bob og jeg så til Vanløse, vores hjem var der oven på tanken, og vi fik stavparket. Op og ned ad trappen gik det, Bob bar næsten alt.


Det lyder måske kedeligt, men det er det aldrig. Tempoet snegler sig afsted, men under overfladen lurer dramaet. Det uforløste, usagte indre drama er forfatterens helt store talent. Hun har gjort det til sit varemærke at fortælle store historier med et minimum af ord. Det skrevne drama er måske en løs skrue, en vissen plante eller et forkalket badeværelse. Men i små samtaler åbenbares universelle, eksistentielle temaer såsom rådvildhed og ensomhed:


Det må være svært at flytte til storbyen helt alene, sagde Kola.

Nåh, sagde Bob. – Jeg er jo ikke alene.

Er du ikke?

På en måde er jeg måske, sagde Bob.


Selvom jeg brugte lang tid på bogen – sideantallet taget i betragtning – sidder jeg alligevel tilbage med følelsen af, at der er mere at komme efter. Og er det i virkeligheden ikke også bare det bedste? At der er god grund til at tage den ned fra reolen igen snarest for lige at få de sidste brikker på plads. Jeg glæder mig i al fald allerede til gensynet med denne pragtfulde sproglige og stilsikre perle. 

’Bob’ er i øvrigt en uafhængig fortsættelse af ’de’ og kan læses udenom sin forgænger, men man snyder sig selv for en masse referencer, hvis man springer ’de’ over. Så hermed en anbefaling om at læse begge.

Det føles passende at slutte anmeldelsen af med dette pragtfulde citat:

Programmet sluttede. Vi havde valgt tres grader kulørt til det hele.