onsdag den 19. september 2018

10 gode børnebøger om sorg


Da jeg i sin tid bad om hjælp fra mine følgere til at genfinde koncentrationen og læselysten efter tabet af min farmor, kom der mange gode råd, som alle kan læses her. Et af rådene var at begive sig i kast med bøger, der ikke er teksttunge eller ikke kræver så meget af sin læser. Her kom børnebøgerne på banen og samtidig foreslog mange mig at læse bøger, der kunne sætte mig i kontakt med mine følelser og skabe mening. Det fik mig til at gå på jagt i børnebøger om sorg, og derfor har jeg lavet denne liste med 10 gode børnebøger om sorg, som kan bruges i forbindelse med tab, savn og sygdom, men også til at komme alle disse livets uundgåeligheder i forkøbet. Jeg tror bestemt, at ethvert barn vil have godt af at have mødt sorgen i litteraturen, før det møder den i livet. God fornøjelse.


Pigen på tårehavet af Pernille Brun Andersen
Når der foregår alt for meget inde i os, er det ikke altid, vi har ord, der kan rumme det hele. Pigen på tårehavet handler om en lille vred pige, som ikke vil med på stranden, som ikke vil spise eller lege, for hun vil bare have sin far. Mor skal holde op med at stille alle de spørgsmål, og i sin vrede forlader pigen spisebordet og går i gang med at bygge det skib, der skal sejle hende rundt på tårehavet i sin søgen efter sin far. Bogen er ikke kun til børn i sorg, den er også en miniguide til de voksne, som må huske at have tålmodighed med det barn, der arbejder bedst med stilheden.



Hjertet og flasken af Oliver Jeffers
I Hjertet og flasken rejser en lille pige rejser land og rige rundt, når bedstefar sidder i sin stol og fortæller gode historier. En dag er stolen tom og væk er de mange historier og landskaber, de sammen har skabt i fantasien. Tabet gør ondt og for at sikre sig selv mod lignende smerte i fremtiden, tager hun sit hjerte og lægger det i en flaske, som hun bærer i en snor om halsen. Den lille pige bliver ikke længere ramt af smerte, men efterhånden som hun bliver ældre, går det op for hende, at hun ej heller rammes af glæde og begejstring. Hendes sikring mod verdens uretfærdigheder har været afhængig af følelsesmæssig isolation, men da et lille barn minder hende om den nysgerrighed og begejstring for livet, hun engang selv besad, kan hun pludselig ikke få hjertet ud af flasken. I Hjertet og flasken leverer Oliver Jeffers eksistentielle temaer med et poetisk og kunstnerisk udtryk, som taler til både børn og voksne. Bogen er en smuk genvej til refleksion og til den dialog, som kan være svær at få hul på.



Hils far af Hanne Dagmar Raaberg
Mor og Anna er i Tivoli, og der er mange ting i Tivoli. Der er duer, ligesom fars duer. Der er forlystelser, som kan få én til at flyve højt – næsten helt op til far. Der er balloner, som kan sende en besked op til far om, at Anna og mor savner ham og hans røde pandekager. Men der er ingen far. Anna har nemlig mistet sin far, og mor gør hvad hun kan for at sørge for, at livet fortsætter med sjove stunder. Anna oplever, at alting i det ene øjeblik kilder i maven og suser sjovt i ørene, men det næste øjeblik kommer sorgen svævende som de duer, der flyver rundt ved fars grav. Hils far er historien om et lille barn, der mister sin far og prøver at tackle den sorg, der hele tiden dukker op midt i alle de gode stunder.



Så blev farfar et spøgelse af Kim Fupz Aakeson og Eva Eriksson
Esbens farfar hedder farfar, og han er blevet til et spøgelse. Egentlig havde Esbens mor sagt, at farfar blev en engel og far havde sagt, at han blev til jord, men som det jo ofte er med voksne, så tog de begge fejl, for farfar er blevet til et spøgelse. Det ved Esben, fordi han vågner hver nat, når farfar dukker op på hans værelse. Farfar og Esben har læst, at man bliver til et spøgelse, hvis der er noget man mangler at ordne. Så sammen forsøger de to at komme i tanke om, hvad det er, farfar har glemt, for han er faktisk lidt ked af at være et spøgelse. Så blev farfar et spøgelse er en typisk Fupz-historie, så selvom emnet er tungt, så er der alligevel gjort plads til den humor, vi elsker forfatteren for. Der er en fin balance mellem rørende minder, familiens  sørgmodige tilstand og farfars morsomme forsøg på at efterligne de spøgelser, vi ser på film. Derfor er bogen særdeles velegnet som højtlæsning både for børn i sorg, men også for at imødekomme den sorg, som endnu ikke er oplevet, men som naturligvis venter derude i livet.



Glemmer du af Mette Vedsø og Kamila Slocinska
Cement, præsident, talent og dement. Susi er god til at rime, og hun leger løs med ordene, da hun besøger farmor på plejehjemmet. Indtil for nylig var farmor ellers aktiv med at grave kartofler op, bage muffins og dyrke fitness, men nu er farmor flyttet på plejehjem, og det synes far vist er lidt svært. Farmor kan ikke længere svare på alle Susis spørgsmål, og hun har heller ikke altid styr på, hvem far og Susi er. Heldigvis behøver man ikke huske noget som helst, når man rejser med præsident Susi til Kina, Amerika og Grønland. I modsætning til de voksne, forsøger Susi ikke at vække farmors erindringer eller gårsdagens hændelser, for sammen kan de to rejse lige hvorhen de vil, og i fantasien er der ikke brug for en god hukommelse.
Det kan være skræmmende for et barn at opleve, når en voksen bliver dement. Den ellers så skarpe rollefordeling mellem den alvidende voksne og det nysgerrige barn forskydes, og oplevelsen af at en en tryghedsskabende voksen er forvirret og desorienteret kan påvirke både store og små. Derfor kan det være en god ide at forberede barnet forinden et besøg hos en nær, der er blevet dement, og jeg vil uden forbehold anbefale alle at læse denne fine billedbog forinden.


Drømmehulen af Jacob Riewe og Otto Dickmeiss
På sygehuset får mor, far og lillebror at vide, at storebror ikke kan komme med hjem. Det er ret svært at forstå, og mor græder så meget, at far ikke kan trøste hende. Det hele er så hvidt, maskinerne puster og alt er faktisk ret uhyggeligt. Ikke engang kufferten med sjove legesager er noget værd lige nu. Det føles som om, der er en stor sten inde i maven, som gør ondt på en helt anden måde end hvis man har slået sig, og alligevel giver den lyst til at græde.
Drømmehulen er smuk og hjerteskærende fortælling om en lille drengs forsøg på at tackle nyheden om sin storebrors død. Han opfinder drømmehulen, som bliver det rum, hvor han og storebror kan være sammen på tværs af tid og sted. Her kan de lege både i haven og i køkkenet, og selvom det er hårdt at se storebror ligge livløs under de hvide lagener, så kan han glæde sig til at lukke øjnene og drømme om ham hver nat. Drømmehulen er ikke kun til børn, den er også velegnet til enhver voksen, som trænger til at mindes om det sted, vi alle har adgang til, når livet er allersværest. Det er en af de smukkeste og mest velbeskrevne fortællinger om sorg, jeg har læst.



Himmelby af Lene Østergaard
Himmelby er lidt i en kategori for sig. Det er nemlig ikke en højtlæsningsbog men en mindebog, som er oplagt at tage i brug, når sorgen rammer de mindste. Opbygningen kan bedst sammenlignes med de velkendte barnets bog, hvor der er gjort plads til noter, fortællinger, billeder og farvelægning. I bogen er der grundige beskrivelser af, hvordan den kan bruges, og hvert kapitel indledes med en lille introduktion til den voksne, som hjælper barnet med at udfylde. Indledningsvis udfyldes barnets informationer og relationen til den afdøde, som suppleres med et lille stamtræ, og dernæst er der gjort plads til at skrive lidt om begravelsen og gravstedet. Undervejs er der tegninger, som barnet kan farvelægge imens der tales om den afdøde eller om barnets oplevelse af begravelsen, og der er løbende hjælp til den voksne så der opnås en god og åben dialog. Under afsnittene Savnet og Oplevelserne kan man mindes de gode oplevelser og de egenskaber der savnes hos den afdøde, de er et godt afsæt for samtale om barnets minder og tanker.
Mindebogen er lavet til børn, men jeg kan kun anbefale, at den også bruges af de voksne, der føler et behov for at mindes. Det kan være så befriende at skrive ned, men ofte kan det være svært at finde et sted at starte, og her hjælper bogen godt på vej.



Vulkanknæ forbudt siger Krudt af Lene Larn
Smerte er et grimt ord, synes Anton. For det er nemlig det ord, der ofte er med til at bestemme, om Anton kan deltage i alle de spændende ting, der sker, som for eksempel Emmas fødselsdag. Anton har nemlig en sygdom i sine knæ, som Doktor Juhl har fortalt ham er næsten lige som små vulkaner, og det gør altså rigtig ondt, når der sådan går udbrud i ens vulkanknæ. Mor siger, at det er djævelens værk og far siger, at det er livet, og at livet er uretfærdigt. En dag kommer Krudt på besøg. Krudt er en skytsengel, og sådan en har man brug for, når man har syge knæ. Med Krudt kan man nemlig lege alle de lege man vil, og hvor man vil. Vulkanknæ forbudt siger Krudt er en finurlig og humoristisk fortælling om at have kroniske smerter, som står i vejen for alt det sjove. Den handler om at finde et sted, hvor man kan få et øjebliks pause fra sin sygdom, og den er også oplagt at læse med de børn, som kender en, der lider af kroniske smerter.



Pigen med den sorte kuffert af Christine Lund Jakobsen
Pigen med den sorte kuffert har mistet sine forældre. Sammen med bedemanden skal hun finde et nyt sted at være, men det er lidt svært, for de tre tanter, tante Lunia, tante Marvilla og tante Wilda kan ikke rigtig opfylde det tomrum der er inde i pigen. Først kommer hun hjem til tante Lunia. hun bor i et højt stentårn med tomme vægge, få møbler og med tomme glas, der er parate til at blive fyldt op med noget stort. Det går ikke Hos tante Lunia, så bedemanden kører pigen hjem til tante Marvilla. Hos tante Marvilla er der fyldt med ting. Der er springvand, swimmingpool, overflod af mad og der er firkantede glas, som er fyldt op med pengesedler. Men det går ikke Hos tante Marvilla, så bedemanden kører pigen hjem til tante Wilda. Hos tante Wilda er møblerne slidte og væggene er fyldt med gamle fotografier. Tante Wilda har også glas stående, og hendes er fyldt med fjer, grankogler og glasskår, som er minder fra hendes liv. Tante Wilda giver pigen tre tomme glas, som hun selv kan fylde. Pigen med den sorte kuffert er en borg om sorg og savn, men det er også en bog, som viser, hvordan man kan skabe nye minder – også midt i sorgen. Den er oplagt til dialogisk læsning, hvor den voksne går i dialog med barnet om, hvorfor tanternes glas har forskelligt indhold, og hvordan vi selv er med til at vælge, hvad vi fylder i livets glas.



Døden i æbletræet af Kathrin Schärer
Ingen af de andre dyr er længere bange for den gamle ræv, så de spiser hans æbler. Det vil den gamle ræv ikke finde sig i, så han sætter en fælde op, der fanger en pjusket men måske magisk væsel. Væselen påstår, at den kan trylle og tilbyder den gamle ræv et ønske, hvis han lader ham leve. Den gamle ræv ønsker, at alle de dumme dyr, der stjæler æbler, vil sidde fast i æbletræet for evig tid, når de kravler der op. Som det jo er, når man er en gammel ræv, kommer døden en dag forbi. Den gamle ræv har ikke mistet sin snedighed og får døden lokket op i æbletræet, hvor den sidder fast. Ræven er stolt over sin egen bedrift, men som årene går, mister den gamle ræv sine nære, sit gode helbred og lysten til at leve. Nu må døden gerne komme.
Døden i æbletræet er en smukt illustreret fortælling om alderdom og døden. Den indledes med en humoristisk fortælling om den frustrerede gamle ræv og tager nænsomt hul på det svære emne døden er. Den lægger op til samtale om det evige liv og om hvorfor, der er tilfælde hvor døden faktisk er ønskværdig for et menneske. Den er oplagt at læse højt med de børn, der har mistet en nær på grund af alderdom, og inddragelsen af dyrenes verden skaber en afstand, som kan gøre det svære emne lettere at få hul på.



søndag den 16. september 2018

REPOST af boganmeldelse: Agathe af Anne Cathrine Bomann



Godmorgen
Jeg har tilbragt en stille morgen i selskab med Anne Cathrine Bomann, som er i denne uges bogtillæg i Politiken, hvor hun fortæller om Agathes vej til udlandet. Jeg spoler lige tiden en anelse tilbage. For den 5. maj 2017 modtog jeg en mail fra Anne Cathrine, hvori hun beskrev sin bog som: "en lille, eksistentiel roman om nogle af tilværelsens helt store temaer: ensomheden, meningsløsheden – og kærligheden" og spurgte, om jeg var interesseret i at anmelde den. Jeg takkede ja, og man kan roligt sige, at de store temaer bliver behandlet på fineste vis i Agathe, og af samme årsag kaldte jeg den "en af mine bedste læseoplevelser i 2017". Samtidig skrev jeg, at "jeg skal gerne være den første til at spå den som en fremtidig klassiker, hvis den evner at få nok omtale af dem, der sædvanligvis sætter den litterære dagsorden".
Sidstnævnte gav anledning til en række spørgsmål fra forfatteren om, hvordan hun kunne nå bredere ud, og nu har jeg simpelthen ikke ord for, hvor meget det varmer mit hjerte at se, at hun husker mig – en lillebitte bogblogger – når hun skal fortælle om Agathes rejse til udlandet.
I anledning af artiklen, har jeg genpostet min anmeldelse herunder, hvis I skulle få lyst til at læse med på ordene fra en forårsdag i 2017. I kan i øvrigt læse artiklen online her.

Tak til dig Anne Cathrine – for at huske mig mens du stiger til tops!😎

Og rigtig glædelig søndag til jer alle.

________________


Jeg fik tilsendt Agathe som anmeldereksemplar, men den lille fine bog kan erhverves til DKK 165,- lige her.
Titel: Agathe
Forfatter: Anne Cathrine Bomann
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 112
Forlag: Forlaget Brændpunkt

“Jamen Doktor, hvordan kan de bruge Deres tilværelse på at lindre andres lidelse uden at have blik for Deres egen?”

----------------------------------------
Jeg er nødt til at starte denne anmeldelse med en form for litterær bekendelse af noget, jeg skammer mig over at have opdaget ved mig selv. Jeg håber, at italesættelsen af min ucharmerende fordom kan være med til at bevidstgøre andre (nu antager jeg lige, at jeg ikke er det eneste fordomsfulde menneske ;) ) om deres litterære fordomme.
Da forfatteren til Agathe skrev og spurgte, om jeg havde lyst til at læse og anmelde hendes nye bog, læste jeg selvfølgelig den vedhæftede information og så, at romanen behandler temaer, som sædvanligvis optager mig både i bøger og i livet. Men jeg så også, at bogen var af en (for mig) ukendt forfatter og udgivet af et lille forlag, som jeg aldrig havde hørt om. På den baggrund konkluderede jeg i mit indre, at selvom Agathe måske skulle vise sig at være udmærket læsning, så ville den formentlig ikke kunne spille i ligaen med de store drenge. Mine fordomme skabte tanker såsom ”der er sikkert ikke læst ordentligt korrektur”, ”gad vide om de store forlag afviste den”, ”hvorfor har jeg aldrig hørt om forfatteren eller forlaget før?” og så videre og så videre. Og jeg skammer mig! Heldigvis kunne jeg ikke retfærdiggøre at afvise en roman med et tilsyneladende interessant indhold på baggrund af mine fordømmende tanker om små forlag og ukendte forfattere. For havde mine fordomme fået lov at vinde, var jeg gået glip af en af de bedste læseoplevelser 2017 indtil nu har budt på. 
Anne Cathrine Bomann og Agathe har på alle måder gjort mine fordomme til skamme, og jeg håber at bogen vil få uendelig meget omtale, for jeg er slet ikke i tvivl om, at havde den været udgivet på et af de store forlag, ville der ikke gå mange år, før den ville opnå klassikerstatus på baggrund af dens gennemført sparsomme og præcise sprogbrug, dens eviggyldige relevans og behandlingen af filosofiens og eksistentialismens største tanker. 
Og nu kan anmeldelsen begynde!
----------------------------------------
Agathe befinder vi os i 1940’ernes Frankrig, hvor vi følger en aldrene psykiater, som er begyndt at nedtælle dagene eller nærmere konsultationssamtalerne til sin snarlige pension og allerede på første side, erklærer doktoren, at han har 800 samtaler tilbage. Han lever et isoleret liv, hvor de eneste kilder til sociale forbindelser og indblik i andre menneskers liv er de samtaler, der finder sted i konsultationsrummet og de lyde og rutiner, han kan identificere hos sin nabo. Doktorens isolerede tilværelse understreges på bogens første sider, hvor han fra sit stuevindue observerer, at en lille pige kommer til skade, men beslutter ikke at gå ud til hende, da han ikke har talt med et barn siden, han selv var et. Det rutineprægede liv forstyrres imidlertid, da en tysk kvinde en dag henvender sig i konsultationen og insisterer på at få en tid. Selvom han indledningsvis modsætter sig hendes ønske, ender kvinden alligevel med at få sin vilje, og som om denne uventede drejning ikke er nok til at forstyrre doktorens vaneprægede liv, finder han kort tid efter et brev fra sin trofaste sekretær, hvori hun skriver, at hun på baggrund af personlige årsager ikke kan møde på arbejde i nogle uger. Det skal vise sig at sekretærens mand er alvorligt syg, og derfor beder hun indtrængende sin chef – den menneskesky psykoterapeut – om samtalehjælp til sin syge mand.
Agathe er på overfladen lige til at gå til. Den er fortalt i en dagbogsagtig form, den er letforståeligt, handlingen synes simpel og sproget bærer præg af en glidende og elegant rytme. MEN når der læses mellem linjerne, udspilles en handling, som trækker på en af filosofiens helt store tænkere; Jean-Paul Sartre. Da vi indledningsvist hører om pigen, der kommer til skade ude på vejen, får vores fortæller, som var det en ganske ligegyldig sidebemærkning, nævnt, at La nausée (Sartres debutroman, som på dansk er oversat til Kvalme) ligger ved hans side, men at han aldrig har fået den læst. Der kan næppe være tvivl om, at det er meningen læseren skal fange denne henslængte bemærkning, og vores fortæller i Agathe har slående mange ligheder med hovedpersonen i Kvalme. De lever begge en ensom og meningsløs tilværelse, hvorfra de både længes efter, men også frygter friheden og dens opløsning af det velkendte. Jo tættere de kommer friheden, des mere kvalme overmandes de begge af, for med friheden i sigte rejses også spørgsmålene om, hvad det hele skal gøre godt for og bevidstheden om egen eksistens betyder også bevidstheden om livets eneste absolutte sandhed, døden. Selvom tilværelsen har skuffet, er døden alligevel angstfremkaldende, og efterhånden som tiden går, synes vores hovedperson at blive bevidst om, at nedtællingen af arbejdsdage og konsultationstimer også er nedtællingen af livet. Alligevel kan han ikke identificere sin egen ubevidste stræben efter ’den gode’ tilværelse og ’meningen’ med livet netop fordi, Kvalme og filosofien bag er tanker, han “havde forsøgt at komme i gang med i årevis.” Bogen ligger og skriger på at fortælle doktoren, at hans jagt på frihed også er det, der fremprovokerer hans angst og den Sartre-interesserede læser kan nærmest ikke lade være at råbe: ’Jamen doktor, kan du ikke se det? Din angst kan overvindes, hvis du engagerer dig i dit liv og i samværet med andre mennesker!’ og ’Kan du da slet ikke se det paradoksale i, at du lever af at samtale og være tæt på andre mennesker, men evner det ikke, når du har fri?!’. De gentagne intertekstuelle referencer til Sartres tanker om eksistens er simpelthen en fryd for læseren, som langsomt tilfredsstilles af at erfare, hvordan de to romaner; Kvalme og Agathe danner en form for skjult historie mellem linjerne. Og mon ikke også Anne Cathrine Bomanns beslutning om at skrive i dagbogsagtig form ligeledes er inspireret af formen i Kvalme.
Indledningsvis fortalte jeg om mine fordomme i forhold til korrektur, men som det jo oftest er med fordomme, kunne denne heldigvis heller ikke bekræftes. Der er ikke en finger at sætte på hverken indhold eller korrektur, og faktisk står Agathe som en af mine bedste læseoplevelser i 2017, og jeg skal gerne være den første til at spå den som en fremtidig klassiker, hvis den evner at få nok omtale af dem, der sædvanligvis sætter den litterære dagsorden.
Jeg kan ikke anbefale den nok, og hvis du er bare den mindste smule interesseret i Sartre, filosofi og eksistentialisme, så er du selvskrevet til at læse den!

Bonusinfo:
Siden jeg skrev anmeldelsen har jeg læst den igen. Og det bliver ikke sidste gang! Jeg elsker, når jeg opdager nye ’skjulte’ referencer, og dem er der altså mange af. 

I kan i øvrigt besøge forfatterens hjemmeside her.

torsdag den 13. september 2018

Børn af bøger: Per Jean Johansen, Scottys far og dedikeret læser


Mit navn er Per Jean Johansen, jeg er født i de tidlige 60’ere og opvokset i Hvalsø, nærmere bestemt Hvalsø Bio og Cafetten. 
Min første erindring om bøgernes verden ligger mange år tilbage – det er vel også en naturlig følge af, at min barndom blev udspillet for, nå ja … mange år siden.


Det er en mørk aften, fire af os fem unger ligger i køjesenge på vores fælles soveværelse, vi venter – venter på vores mor får tid til at komme, og endelig kommer hun. Hun har pommes frites med og den tunge lugt af fritureolie breder sig i soveværelset, nu er det tid til eventyr og pommes.
Nogle vil måske undres over natlæsning og pommes, men det gik vi ikke så meget op i, vi havde heller ikke fine ting som tandbørster og varmt vand.



Det var min mor, som bragte historier ind i mit liv eller i hvert fald læste historier, og med dem blev min fantasi og evne til, at forestille mig sluppet løs.

Det lå ikke i kortene, at jeg skulle komme til at bruge en hel del af min tid på bøger og læsning, alene af den årsag, at jeg ikke havde lyst til at lære bogstaver – det var for kedeligt.
Mine forældre delte ikke min ubekymrethed. I tredje klasse ansatte de en lærerstuderende til at komme hver eftermiddag, og så faldt bogstaverne på plads.

Jeg holder meget, af gode bøger – Jeg kan også holde, af mindre gode bøger – nogle gange kan jeg gribe mig selv i at holde af en halvdårlig bog.

------- 
Af Richard Adams ”Kaninbjerget” lærte jeg om, at være nødt til at skifte omgivelser og forsøge at tilpasse sig på trods af modgang. 

Richard Wrights ”Søn af de sorte” lærte mig om overgreb og uretfærdighed mod mennesker der har en anden hudfarve end den herskende klasse.

Af Sjöwall og Wahlöös ”Politimorderen” lærte jeg at forholde mig kritisk til pressen.

Af Aldous Huxleys ”Fagre nye verden” lærte jeg om masse påvirkningens rædsler eller velsignelser alt efter hvilke øjne der læser.

George Orwells ”1984” lærte mig om masseovervågning, tankekontrol og det menneskelige behov for frirum.

George Orwells ”Kammerat Napoleon” lærte mig, at magt og indflydelse meget let kan føre til tyranni og ikke mindst: ¨Alle dyr er lige, men nogle dyr er mere lige end andre¨.
------- 



Et ¨Barn af bøger ¨ er jeg – at være det har givet mig et intellektuelt rum til eftertænksomhed og åbnet mine øjne, ører og mund og jeg kan se, at det er givet videre til næste generation og det kan du, som følger af denne blog også (Book me up, Scotty! – alias min datter, Maria).

mandag den 10. september 2018

Anna Sophie Hedvig på Odense Teater

Reklame – billetterne var sponsoreret af Odense Teater.

Jeg elsker store fortællinger i alle formater, og i fredags var jeg i Odense Teater for at se Kjeld Abells samfundssatiriske klassiker, Anna Sophie Hedvig. Den har været udgivet som bog, men jeg tror desværre, at den er udgået. Det er en skam, for jeg ville enormt gerne læse skuespillet også. Anna Sophie Hedvig blev skrevet i 1939 og Kulturministeriets kulturkanon beskriver stykket som dansk teaters væsentligste modstandsdrama. Det blev til som en reaktion på Danmarks passivitet overfor nazismens fremmarch, og det vækker spørgsmål om, hvornår vi skal gribe til handling og hvad kan vi tillade os at lukke øjnene for. Selvom stykket har en del år på bagen, så er aktualiteten rammende, og den moderne opsætning og de genkendelige “typer” gjorde det umuligt ikke at drage paralleller til nutidens store spørgsmål om stiltiende accept og farlig passivitet. Både min kæreste og jeg var underholdt fra start til slut, og da klokken lød til pause kiggede vi forundret på hinanden, for der kunne umuligt være gået en time allerede – men det var der, tiden går hurtigt, når man er godt underholdt.
---
Forestillingen kan opleves frem til d. 27. september 2018.

Læs mere om forestillingen her.

søndag den 9. september 2018

Boganmeldelse: Faith af Mich Vraa

Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar af forlaget, som sælger bogen til 299,- lige her.
Titel: Faith
Forfatter: Mich Vraa
Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 472
Forlag: Lindhardt og Ringhof

Med Faith sætter Mich Vraa det sidste punktum i sin Dansk Vestindien-trilogi, men jeg taler med sikkerhed for mange af forfatterens læsere, når jeg siger, at selv efter sidste vendte blad lever trilogien og historien om dansk kolonitid videre.
I april 1893 kommer en særlig pige til verden, helt præcist til Charlotte Amalie i Dansk Vestindien. Faith er datter af den mørklødede Carl Netlock med de havblå øjne og Amelia Ellis – “et eksotisk væsen af blandet herkomst”. Faith er født med den smukkeste lysebrune hud og øjne i varme brune farver med en troldsplint af blåt, et minde om hendes far. Selvom hendes mor for længst havde affundet sig med at skulle gå gennem livet uden børn, mistede hendes far aldrig troen, håbet eller kærligheden, og derfor hedder hun Faith. Som den opmærksomme læser nok allerede har luret, bliver Faith på den måde det liv, der binder de tre bøger sammen – treenigheden, om man vil; Haabet, Peters kærlighed og Faith.
24 år senere, den 1. april 1917, overdrages De Vestindiske Øer til USA. Faith, som nu er en selvstændig ung kvinde og en talentfuld fotograf, bliver vores kernevidne til overdragelsen og ankomsten af de første grådige amerikanere.


Jeg går ikke rundt til daglig og føler bitterhed over at det forholder sig sådan. Men i dag, mens jeg ser den forlorne ceremoni og mærker lugten af krudtrøg fra kanonerne, er det som om noget gærer i mig. En vrede som jeg ikke kan rette mod noget bestemt, kun mod en fortid som var uretfærdig, og en fremtid der virker usikker. Vores skæbne som magtfulde mænds omsættelige valuta.

Som med en ægte fotografs evne til at indprente sig billeder, beskriver hun sine omgivelser med en sansemættet og detaljefyldt fordybelse, som vækker Dansk Vestindien til live og placerer læseren midt på øen med de frodige bjergsider, havets brusen, den klare himmel og friske havluft. Hendes beskrivelse af Solitude-plantagen er så levende, at jeg fik associationer til dengang, jeg var barn og altid gerne ville "lege" den historie, jeg netop var blevet fortalt, altså hvis den var rigtig god. På samme måde blev jeg så opslugt af Faiths' historie, at jeg for en stund befandt mig oppe på bjerget midt i ensomheden på den misligholdte plantage.


Solitude. Ensomhed. Hvorfor hed det sådan? Da jeg så huset igen, tænkte jeg at forklaringen måske er ganske enkel. Solitude ligger ensomt på en bjergtop næsten så højt man kan komme, og har udsigt over havet til tre sider. Der er ingen naboer, kun skov, og skoven trænger sig på; træerne er begyndt at brede sig ind på den store gårdsplads mellem hovedbygningen, et smukt hus i to stokværk, og et fundament til en anden bygning, som ikke findes længere. Den er rimeligvis blæst bort i en orkan. En anden bygning tæt på selve huset er mere solid og rummer pulte som en skolestue, ja, det er en skolestue eller har været det engang. Døren mangler, og gulvet er dækket afløv og efterladenskaber fra dyr der har søgt ly derinde. Selve huset virker misligholdt, men ikke forfaldent.

Faith er, som sine to forgængere, en sand gave med æstetiske sproglige oplevelser og sansninger – så fintfølende, at det næsten bliver poetisk. Og ... endelig fandt jeg den tankeflugt, jeg sådan havde længtes efter (det fortæller jeg om her).
Historien om Faith og Dansk Vestindien udfoldes – i tråd med de to forrige bind – ved hjælp af sporadiske tekstbidder såsom brevudvekslinger, dagbogsoptegnelser og notater. Derfor er Mich Vraas bøger også iblandt de sværeste, jeg nogensinde har skulle genfortælle, for de mange fortællespor gør det muligt at skabe flere store fortællinger i én enkelt bog. Persongalleriet er rigt og nuanceret, og som i de forrige bøger udfordres læserens umiddelbare behov for at identificere gode og onde. 


For jeg tror ikke at noget menneske er enkelt; vi er ikke gode eller onde, vi er gode og onde. I det ene eller andet. I det ene eller andet blandingsforhold.

Jeg savnede lidt af hverdagslivet og den bløde historie i Peters kærlighed, men jeg skal love for, at jeg fik mit ønske om netop det opfyldt med Faith. Den tog mig med på en rejse, som jeg sent vil glemme, og den er uden tvivl min favorit i seriens tre bind. Hun er så elskelig og virkelig, at jeg ikke kan tro, hun er opdigtet. Dét er en god romankarakter.
Den her anmeldelse må selvfølgelig have sin ende, men jeg er nødt til at nævne hvor fint de tre bøger bindes sammen af tanker og overvejelser om menneskets skæbne. I Haabet skriver professor Mikkel Eide i et brev:

Alle disse skæbner! Alle disse mennesker! Al den død og ulykke! Og det hele begyndte med fromme mænds tro, med kristentro og gudsfrygt. Intet kunne være mere forlorent end det. Frygt for Gud?

Tanken om menneskets skæbne var således allerede vakt i trilogiens første bind, og den fortsatte i Peters Kærlighed, hvor Mikkel Eide igen gjorde sig overvejelser om skæbnen:

Menneskers idealer og skæbner ændres på øerne; det ved jeg bedre end nogen!

I Faith er det Maria Eide, den nu ældre skrøbelige kvinde, der i et dagbogsnotat gør sig tanker om det liv, der er gået og de liv, der gik tabt:

Alle disse skæbner. Vi er så forgængelige, vi mennesker. Når vi er børn, skuer vi ind i evigheden; når vi ældes, ser vi tilbage og ved at det kun var et fingerknips, et glimt i tiden, at vore dage var som regndråber der falder i havet.

I dette sidste bind bærer Faith sin skæbne som sit navn og brune krop og trækker således tråde til de første brune og sorte kroppe, der blev fragtet på det skib, der var lastet med alt andet end det navnet lød; Haabet. Med bogen sætter Mich Vraa det sidste punktum i sin Dansk Vestindien-trilogi, men bøgerne og historien om dansk kolonitid lever videre, og jeg er ikke det mindste i tvivl om, at de vil blive læst af generation efter generation. Faith får mine varmeste anbefalinger og kan ikke tildeles mindre end fuldt hus med seks store kopper kaffe.


Læs også min anmeldelse af Haabet og Peters kærlighed.

fredag den 7. september 2018

Book me up, Scotty! er nomineret til Danish Book Blog Award 2018


Jeg er trukket i læseuniformen for at meddele, at Book me up, Scotty! er nomineret til Danish Book Blog Award 2018, og dét er jeg så sandelig hamrende taknemlig for! I bedste læserstil må det fejres med en weekend i joggingtøj (er jeg egentlig det eneste menneske tilbage, der stadig kalder det det?) og sutsko på langs i sofaen med en bog i hånden. 

Der er udvalgt 16 hamrende dygtige bogbloggere, og I kan stemme på jeres favorit lige her.

-------
Af hjertet tak til den eller de, der har indstillet 
mig og mit lille univers til prisen.
-------

I får sgu 6 kaffekopper! ;-)




fredag den 24. august 2018

Ella Fitzgerald (Små mennesker, store drømme) af Isabel Sanchez Vegara

Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar af Forlaget Albert, men bogen kan købes til 115,- hos Bogreolen.dk lige her.
Titel: Små mennesker, store drømme – Ella Fitzgerald
Forfatter: Isabel Sanchez Vegara
Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 32
Forlag: Forlaget Albert

Bogen om Ella Fitzgerald er en skøn fortælling om en stærk og forbilledlig kvinde, der trodsede tidens undertrykkelse og trange kår og fløj til tops som den stjerne, hun var og er.
Som 17-årig deltager Ella Fitzgerald i en amatørkonkurrence på Apollo Theatre og vinder med sin sang. Det bliver starten på drømmen om at synge på store scener, og det giver hende også troen på, at hendes drøm måske kan blive til virkelighed. Vi skal dog spole tiden noget tilbage i fortællingen om Ella i Små mennesker, store drømme. Vi møder hende nemlig allerede som lille pige, der lytter til jazz i stuen, mens mor sidder og læser. Da Ella er teenager dør hendes mor, og Ella havner først hos nogle slægtninge, dernæst på børnehjem og til sidst på et gadehjørne i Harlem, hvor hun overlever ved at tjene en skilling på sin sang og dans. Det er på gaderne i Harlem, den unge pige beslutter sig for at deltage i amatørkonkurrencen på Apollo Theatre, som hun selvfølgelig vinder. Herefter går der ikke længe før, hendes talent bliver opdaget. Med et bigband rejser hun land og rige rundt, og bogen forklarer både i tekst og illustrationer, hvordan Ella brugte musikken til at udtrykke sine følelser og hvordan lytterne oplevede hendes varme toner. Da Ella beslutter sig for at blive solist, bliver hun kimet ned af folk, som alle vil have fornøjelsen af at optræde med hende.
Bogen slutter med oversættelsen af Ella Fitzgeralds berømte ord: “It isn't where you came from, it's where you're going that counts.”, som er fint oversat til “Det er ikke vigtigt, hvor du kommer fra, men hvor du er på vej hen.” og efterlader læseren eftertænksom og med mod på alle de drømme, som synes så svære at opnå. Det er Små mennesker, store drømme-seriens store styrke, at de viser børn, at det er muligt at opnå sine største drømme, uanset hvem man er eller hvor man kommer fra.
Bogen er fyldt med visuelle detaljer til den opmærksomme læser, og der kan blive en hel skattejagt ud af at lede efter de små bemærkninger, som for eksempel afslører hvilken bog Ellas mor læser, hvilken musik Ella lyttede til som barn eller hvilken tid, hun lever i med skiltet “White only” i baggrunden. 
Endnu en skøn fortælling om en stærk og forbilledlig kvinde, der trodsede tidens undertrykkelse og trange kår og fløj til tops som den stjerne, hun var og er.