onsdag den 1. april 2020

Boganmeldelse: 'Stien på bjerget' og 'Løven og fuglen' af Marianna Dubuc

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget.
Titel: ’Stien på bjerget’ & ’Løven og fuglen’
Forfatter: Marianna Dubuc
Oversætter: Lone Svane Jensen
Udgivelsesår: 2020
Sideantal: 80
Forlag: Forlaget Albert

Både historien i Stien på bjerget og Løven og fuglen bæres frem ved hjælp af smukke penselstrøg og god fantasi. På tekstsiden er der ikke mere end ca. en sætning pr. dobbeltside, men den knappe tekstmængde inviterer barnet til at bidrage med sine egne fortællinger og gå på opdagelse i illustrationerne.

Stien på bjerget
Fru Grævling har gjort det til sin faste tradition at starte søndagen med en vandretur op ad det store bjerg. Det er en lang tur, men den er også meget smuk, og hun møder mange venner på sin vej. Alle kender fru Grævling og fru Grævling kender alle. Hun er en ældre dame, men hun er altid klar til at give en hånd med, når hun møder sine dyrevenner midt i deres gøremål. En dag får hun selskab af katten Felix, som vandrer med hende op til bjergtoppen. Han begynder at følge hende hver søndag, og han nyder at fru Grævling lærer ham om skovens dyr, om hjælpsomhed og om at følge sit hjerte.
Hun er hans støtte, når han ikke længere kan gå. Men som tiden går må Felix træde til at være den støttende part. Til sidst kan den gamle fru Grævling ikke længere vandre på bjerget med Felix, men Felix fortsætter søndagsvandringen og møder en dag en ny ven, som han kan give sin store viden videre til.
Stien på bjerget er en smuk fortælling om livets cyklus. Den handler om at miste, men også om de spor et nært venskab efterlader. Bogen er en oplagt støtte, når mindre børn oplever at miste en ældre, som har stået dem nær. Den er en indsigt i livets gang og i, hvordan livet fortsætter og nye relationer opstår, selv når de tætteste forsvinder.
Marianna Dubuc laver også selv illustrationerne til sine bøger, og måske er det derfor, de i så høj grad formår at indkapsle stemningen og understøtte historien.
Hendes penselstrøg er lette og omfavnende, og deres mildhed bidrager til den poetiske fortælling.

Løven og fuglen
Løven og fuglen er lige så fin og har samme poetiske udtryk både på indholds- og billedsiden. Her er Løve er i gang med at arbejde i sin have, da han ser en stakkels skadet fugl, som ikke kan flyve. Han tager den med ind og lader den blive, så de sammen kan komme igennem vinteren. Da vinteren er omme, er den lille fugl igen så god som ny, og den flyver afsted mod fjerne himmelstrøg. Det bliver Løve ked af, men han lader den flyve sin vej, og til hans store begejstring kommer den tilbage til efteråret, så de kan overvintre sammen igen.
Moralen er vist ikke til at tage fejl af: Hvis du elsker nogen, så sæt dem fri.  

Begge historier bæres frem ved hjælp af smukke penselstrøg og god fantasi, for på tekstsiden er der ikke mere end ca. en sætning pr. dobbeltside. Mere er der ikke behov for, og den knappe tekstmængde inviterer barnet til at bidrage med sine egne fortællinger og gå på opdagelse i illustrationerne. De gør det muligt at give vigtige værdier videre til sit barn helt uden løftede pegefingre. De viser hvordan venskaber kan opstå på tværs af generationer og arter – helt uden at nævne, at fru Grævling er meget ældre end Felix eller at Løve er en helt anden art end Fuglen. Jeg tør næsten vædde på, at det kun er voksne, der bider mærke i den slags ligegyldigheder. For børn er det helt naturligt med nære venskaber mellem fugle og løver.
Begge bøger er oplagte i denne tid, hvor naturen er den primære legeplads og legekammerat, og hvor mange har behov for at forholde sig til frygten for at miste en, de elsker.
Man behøver ikke være et barn for at nyde disse fine børnebøger. Deres ro og universelle følelsestema samt kunstneriske og poetiske udtryk taler på tværs af alder, og herhjemme kunne to voksne til fulde nyde skønheden og dybden i begge bøger. Det er gedigne familiebøger, der bør nydes i samværet med andre.



lørdag den 7. marts 2020

Boganmeldelse: Voksne mennesker af Marie Aubert


Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget.
Titel: Voksne mennesker
Forfatter: Marie Aubert
Oversætter: Thomas Korsgaard
Udgivelsesår: 2020
Sideantal: 168
Forlag: Lindhardt og Ringhof

“Andres børn, altid, overalt. Det er værst i bussen, når jeg ikke kan slippe væk.” Sådan lyder de indledende sætninger til Voksne mennesker, og med imponerende præcision indkapsler de 40-årige Idas tilstand som barnløs, enlig og ensom.

I Voksne mennesker følger vi med Ida op til familiens hytte, som de har haft, siden Ida og hendes søster Marthe var helt små. Her skal familien fejre, at mor fylder 65. Hytten er overdraget til Marthe og Ida, men det er mest Marthe der bruger den sammen med hendes egen lille familie, som nu består af Kristoffer og hans datter fra et tidligere forhold.
Ida er arkitekt og har skabt en sig selv en flot karriere, men hun er begyndt at registrere, at hendes biologiske ur tikker højere og højere. Det har fået hende til at opsøge en fertilitetsklinik med henblik på nedfrysning af æg, så hun har muligheden for at blive mor, hvis behovet skulle opstå eller den rette mand dukke op.
I hytten venter Ida på svar fra den gynækolog, der foretog forundersøgelsen, men før hun når at få indblik i sine ægs tilstand, afslører lillesøster Marthe, at hun er gravid. Denne lykkelige nyhed bliver enden på den hyggelige familieferie i hytten.
Voksne mennesker er en hverdagslig og meget intens beskrivelse af relationer og familiedynamik – særligt af søskendeforholdet. For Ida er livet blevet et kapløb, hvor hendes lillesøster har overhalet hende indenom, og Idas følelse af nederlag vækker en overskyggende og destruktiv jalousi i hende.

“Jeg holder om mig selv, huden er ligesom vissen og tør, kroppen er ingenting, og ingen vil have noget at gøre med mig længere, som om jeg ikke eksisterer mere. Jeg har aldrig haft nogen med her op til hytten, det har aldrig varet længe nok til det. Marthe har siddet her med kærester, siden hun var femten, og altid fået det største soveværelse, altid langsomme, hjælpeløse fyre, som mor og jeg har himlet med øjnene af, før hun endelig fandt sammen med Kristoffer og fik Olea med i købet. Og jeg, hvad har jeg?”

Det drama, der udspilles i Idas indre, er romanens største styrke og hendes overskyggende behov for selvhævdelse femhæver bogens ironiske titel. Jo ældre Ida bliver, des større bliver hendes retfærdighedssans. Følelsen af at hun er blevet snydt, og der ikke har været ligelig fordeling mellem de to søstre, skærper vores forståelse af, at voksne mennesker også kan være små børn, særligt når voksenlivet bliver en konkurrence. Idas sorg bæres af fortvivlelse og afmagt, og den står i stærk kontrast til de forskønnede barndomsminder hun har fra ferierne i hytten.

“Jeg skal ikke være nogens mor, der kommer ikke til at være nogle voksne børn, som synger fødselsdagssang for mig, når jeg bliver femogtres, jeg kommer ikke til at være nogens bedstemor og have børnebørn, som fejrer jul med mig. Det åbner sig i mig som et dybt hul, jeg stirrer ind i noget tomt og sort og stort, og jeg synger, happy birthday, kære mor, happy birthday to you, det her kommer aldrig til at ske for mig, det er for sent.”

Marie Aubert er et sandt talent til at skildre den banale hverdag og beskrivelser af det menneskelige sind. Hun byder på et solidt nordisk drama med realistiske og nærværende dialoger, som demonstrerer hendes sproglige overskud og indsigt i psykologiske mekanismer. Voksenlivet præsenteres som et paradoks, og overgangen mellem (eller overvejelserne om) at være nogens barn og nogens mor vækker genkendelighed hos læsere, der har passeret tyverne.
Det er en meget aktuel roman, som tegner et tidstypisk billede af nutidens store spørgsmål om infertilitet, biologi og nye forståelser af familieformer og voksenhed. Den får belyst spændet mellem forventninger og reel virkelighed. Der er langt mellem de familie- og voksenlivsforestillinger og -forventninger Ida har, og den virkelighed hun oplever.

“Jeg sover alene, og jeg vågner alene, og jeg er alene, når jeg tager på arbejde, og alene, når jeg kommer hjem igen, jeg skal ikke klage over det, man skal ikke blive sådan en, der klager. Men ensomheden er en cirkel, som bliver større og
større, og hvis der ikke kommer nogen kæreste, hvis der ikke kommer nogen, jeg kan bruge æggene i banken sammen med, så kan det fortsætte præcis sådan i yderligere fem år og ti år og tyve og tredive år og hele resten af livet.”

Tilstedeværet er stort og bidende intenst, og jeg skal helt sikkert læse med på alt, hvad vi får lov at få oversat fra Marie Auberts hånd.


onsdag den 26. februar 2020

Boganmeldelse: Hvem sagde hvad? – Kvinder, mænd og sprog af Helene Uri


Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget.
Titel: Hvem sagde hvad? – Kvinder, mænd og sprog
Forfatter: Helene Uri
Oversætter: Anette Dina Sørensen
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 352
Forlag: Klim

Hvem sagde hvad? er en kortlægning af, hvordan sproget kan skabe ulighed kønnene imellem. Helene Uri, som er tidligere sprogforsker og har en doktorgrad i lingvistik, har brugt ti år på at undersøge, hvordan vi taler og hvordan vi tilpasser sproget til modtagerens køn.

I to dele – hver bestående af 12 kapitler – fremhæver Uri sproglige forskelle med afsæt i virkelige kommunikationssituationer såsom artikler, nyhedsmedier, tv-udsendelser, private og overhørte samtaler, men også fra forskningens verden, hvor hun inddrager forsøg, der har påvist, hvordan vi kønner børn i sproget (at kønne nogen betyder, at vi tillægger dem særlige egenskaber eller værdier udelukkende på baggrund af deres køn, eller at vi forklarer deres adfærd med køn).
I første del, dykker forfatteren ned i spørgsmålet om, hvorvidt mænd og kvinder taler forskelligt, og i anden del er det overordnede spørgsmål, om de omtales forskelligt. Hun anvender egen og andres forskning til at påvise, at sprog aldrig er neutralt, og fremhæver især tendensen med at skrive ”kvindelig” foran et velanset hverv (kvindelig læge, kvindelig forsker etc.). Det ville være en fordel med overskrifter, som i højere grad fortæller, hvad der kan forventes af kapitlet, men indholdet er der ikke en finger at sætte på.
For at invitere sin læser ind i ulighedens univers lægger hun ud med at redegøre for de – efterhånden velkendte – forsøg, der går under navnene Howard & Heidi/ Hans og Hanna. Forsøgene findes i utallige varianter, men med samme udfald. Når vi skal vurdere to ens historier, CV’er eller kompetencer, finder vi oftest manden mest kompetent, mest sympatisk og den bedste kandidat til at være leder.
Helene Uri har gjort sit researcharbejde grundigt, og det bærer frugt, for som læser bliver man mindet om alle de gange, hvor ens køn har spillet ind på udfaldet af en given situation. Det er forfatterens talrige eksempler, der gør bogen levende og nærværende, og den er alt andet end en tung og kedelig fagbog. Den er et festfyrværkeri af genkendelse og aha-oplevelser. Alle sprogets områder og ’regler’ belyses, og Uri dykker sågar ned i det sære faktum, at drengebørn ofte taler dybere end pigebørn (og vice versa) på trods af, at der endnu ikke findes en fysiologisk forskel – der er altså tale om et tillært toneleje, og vores stemmer er i lige så høj grad præget af kultur som af fysiologi.
Det er morsom lænsning, fordi det er så genkendeligt. Samtidig vækker de nye indsigter en vrede og fortørnelse, som er effektivt brændstof til forandring.
Jeg kunne skrive og fortælle i evigheder om denne gennemførte grundbog i køn og sprog, som burde indgå i pensum på ethvert humanistisk studie.