søndag den 24. marts 2019

Boganmeldelse: Syv nætter af Simon Strauss


Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.
Titel: Syv nætter
Forfatter: Simon Strauss
Oversætter: Maj Westerfeld
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 160
Forlag: Turbine

Med Syv nætter efterlader Simon Strauss sin læser forpustet og eftertænksom, når han i sit tempofyldte værk kalder på milepæle, ritualer og fællesskaber i verdenshistoriens mest individualistiske tid.

S er gået ind i livets måske mest skelsættende fase – trediverne. Han har hidtil kunne svæve gennem tilværelsen som den klogeste i sin klasse fra folkeskolen til universitetet, som den bedste til sit arbejde og som den ambitiøse og fornuftige unge mand. Men nu melder forventningspresset sin ankomst.

”Jeg skriver dette i angst. I angst for den flydende overgang. For ikke at have mærket, at jeg er blevet voksen. Uden overgangsritualer eller manddomsprøver er jeg bare gledet gennem livet, til jeg var tredive. Har bestået alle eksaminer, overholdt alle aftaler, smilet meget, grædt lidt, kun lidt, men frem for alt smilet.”

Med trediverne følger nemlig også samfundsbestemte forventninger, og kompromis er ikke et ord, der klinger vel for vores hovedperson. Han frygter konformitet, at skulle binde sig og tage ansvar for andre end sig selv.

“Jeg er bange for ægteskabskontrakter og indelukket mødelokaleluft. Bange for flekstid og det første påtagede smil. Bange for, at det frie liv er slut, for fastansættelse, pensionsordning, spa-weekender i maj. Bange for livets gang, måske.”

Det er denne frygt, der får ham til at indgå en pagt; syv gange klokken syv, skal han begå en af de syv dødssynder. Vi følger ham derfor ind i hovmod, fråseri, dovenskab, griskhed, misundelse, begær og vrede. Jeg-fortælleren er hele tiden bevidst om sin egen væren i verden, som ligger under for analyse og selvkritik. Det er denne bevidsthed og den generelle komposition, der giver værket sit essayistiske udtryk, og man skal gå til bogen på samme måde, som man ville gå til et Camus-værk eller et andet filosofisk essay. Læseren der forventer en klassisk roman vil blive skuffet, men enhver der formår at læse bogen på dens egne præmisser, og som optages af eksistentialisme og samfundsforventninger vil nyde hver eneste side. – Lige fra hovmodet der sætter vores hovedperson i stand til at give verden alt det, den mangler til den dovnes iagttagelse af et hastigt accelererende samfund og den misundeliges blik på de ældre generationer, der havde langt flere fast holdepunkter og ritualer at gribe fast i. Simon Strauss skaber en flydende overgang mellem handlingsforløb og indre tanker, og det er er fart på fortællingen, hvis tempo følger den bankende puls hos et menneske, der må haste gennem livet.
Bogen kan læses som et råb på meningsfulde fællesskaber og ritualer eller overgange, og det gør den til en stor stemme i disse individualistiske, traditionsforkastende tider. Det er en fremragende debut!



torsdag den 21. marts 2019

Boganmeldelse: Hvad ingen ved af Anne Cathrine Bomann


Jeg fik bogen tilsendt som en gave fra forfatteren.

Titel: Hvad ingen ved
Forfatter: Anne Cathrine Bomann
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 258
Forlag: Gyldendal

Der er ikke noget nyt i forvirrede teenagere, som overvældes af et hormonfyldt følelsesliv, men hvordan navigerer man i det følelsesliv, der ikke kan accepteres af omverdenen? Selv den mest populære og udadvendte kan opleve isolation og ensomhed, når han afviger fra normen.
Der er ikke noget nyt i forvirrede teenagere, som overvældes af et hormonfyldt følelsesliv, men hvordan navigerer man i det følelsesliv, der ikke kan accepteres af omverdenen? Selv den mest populære og udadvendte kan opleve isolation og ensomhed, når han afviger fra normen.
Det var ikke planen, at jeg skulle anmelde Hvad ingen ved. Forfatteren, Anne Cathrine Bomann, overraskede mig ved at sende den sammen med en sød hilsen, og da jeg på enhver tænkelig måde nød hendes debutroman, ville jeg læse hendes “svære toer” uden henblik på en anmeldelse. Men nu er den læst, og den er så særlig og vigtig, at jeg sidder tilbage med en følelse af, at jeg har et ansvar for at videreformidle min oplevelse. Det er ikke en følelse, jeg mindes at have haft før, men jeg ved, at jeg har en relativt stor følgerskare bestående af lærere og skolebibliotekarer, og så forpligter det på en eller anden måde – det føler jeg i al fald – når jeg støder på ungdomslitteratur der er så speciel, at der slet ikke eksisterer tilsvarende.
Imse (Immanuel) og Jonas er brødre med hver sin far. De to brødre er hinandens modsætninger. 14-årige Imse er kreativ, intelligent, videbegærlig og klassens mobbeoffer. Han foretrækker at være usynlig og har ikke rigtig nogle venner. 19-årige Jonas er udadvendt og populær, han er droppet ud af Teknisk Skole og arbejder som bordtennistræner i den lokale hal. Deres mor vil dem det bedste, men hun har lidt vanskeligt ved at tackle drengenes overgang fra børn til unge mennesker og voksne med egne interesser og individuelle personligheder. Da Imse indvilliger i at hjælpe en af klassens piger med matematik, får han pludselig den ven, han har manglet. Men han ved ikke helt, hvordan man egentlig er venner, og de mange år som mobbeoffer har medført, at han altid forventer det værste af andre mennesker. Kan det virkelig passe, at nogen bare vil ham det godt, eller er det i virkeligheden en ondskabsfuld fælde, han er ved at træde ned i?
Jonas drømmer om at føre en af sine spillere til danmarksmesterskabet i bordtennis. Men efterhånden som han bruger mere og mere tid med den elleveårige spiller, udvikler han følelser og lyster som på den ene side føles så naturlige, rene og rigtige, men som alligevel får alle fornuftens advarselslamper til at lyse højrødt.
Hvad ingen ved er meget grænseoverskridende læsning, men det fungerer på samme måde som en rigtig uhyggelig film, hvor man næsten ikke kan holde ud at se med, men alligevel gribes af trangen til at se videre. Jeg skulle kun lige læse et kapitel eller to, da bogen endte med at holde mig oppe hele natten. Den er fængende på den ambivalente, forbudte måde og både historie og karakterer fremstår troværdige og afrundede. Det er særligt Jonas’ fortælling der fylder, men det er ikke fordi forfatteren har ikke gjort noget for at lade hans fortælling dominere. Begge drenges fortællinger får lige meget plads, men den fylder mest for læseren, fordi den er så sjælden og så grænseoverskridende, at Imses ensomhed får svært ved at konkurrere med den. Jonas’ lyster forarger, men de gør mere end det – de nuancerer et vigtigt emne og Jonas giver den pædofile et menneskeligt ansigt. Han er hverken et monster eller en psykopat. Han er en stakkel, som forsøger at navigere i et følelsesliv, der ikke kan accepteres. Jeg følte så dybt for den fortvivlede, frustrerede sjæl, som kæmper med sine forbudte følelser. Bogen er et oplagt afsæt til at tage hul på det formentlig mest tabubelagte emne der findes, og den gør et formidabelt stykke arbejde med at vise, at pædofili og overgreb ikke er det samme, og at der bag pædofile tanker kan gemme sig et varmt og kærligt menneske med hjertet på rette sted.
Der er også massevis af analysegodter til dansklæreren, når forfatteren leger med Imses optagethed af moral- og etikfilosofi, som var han kommentator på Jonas’ indre slåskamp. Derfor …
Kære lærere og skolebibliotekarer, I kan roligt gå i gang med at bestille klassesæt til udskolingen.


lørdag den 16. marts 2019

Boganmeldelse: Bare en lille gåtur af Sven Nordqvist


Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Bare en lille gåtur
Forfatter: Sven Nordqvist
Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 33
Forlag: Carlsen

Forestil dig alle dine barndomsfantasier og yndlingslege krydret med eventyrlige universer og en magisk nostalgi, så har du Sven Nordqvists seneste billedbog. Den er spækket med en mangfoldighed af dyr, mennesker og fantasivæsner, som ikke kun bidrager til et humoristisk udtryk, men også til en følelse af en rummelighed og tolerance. Det er ren terapi at synke ned i Nordqvists fabelagtige drømmeverden.

Tænk at få lov til at gå en lille tur med Bedstes store hund!
”Bare en lille gåtur. Og ikke for langt væk!” siger Bedste.
Jaja, tænker jeg. Hvor lang er en lille gåtur?
Tag med på opdagelse i Sven Nordqvists eventyrlige verden! Historien er ordløs, men ved hjælp af fantasien og de finurlige og detaljerige illustrationer kan du se, om den lille gåtur bliver længere end ventet, for hvem går egentlig tur med hvem?

Sådan lyder bagsideteksten til Bare en lille gåtur, og som den afslører, så er der ingen tekst at finde i selve bogen. 32 tekstløse sider tager dig med ud på en rejse af snørklede jernbanestrækninger, skøre teselskaber, jernalderlandsbyer og meget, meget mere. Forestil dig alle dine barndomsfantasier og yndlingslege krydret med eventyrlige universer og en fuldstændig magisk nostalgi, så har du Sven Nordqvists seneste billedbog. Det er svært at beskrive hans værk og bedrift som andet end ren genialitet – jeg har nu brugt et par måneder på at orientere mig i den kun 32-siders billedbog, og jeg må konstatere, at jeg endnu ikke er færdig. Hver gang jeg åbner bogen på ny, finder jeg uopdagede detaljer gemt i forfatterens på én gang komplekse og samtidig ganske simple fortælling. På overfladen har vi blot fortællingen om et barn, der går tur med bedstes hund, men Nordqvist tegner kulissen til et utal af fortællinger, som skal komme fra læseren selv. Bogens mangfoldighed af dyr, mennesker og fantasivæsner bidrager ikke kun til det humoristiske udtryk, men også til en følelse af rummelighed og tolerance, som skaber en varm og tryg atmosfære.
Forlaget har markeret bogens målgruppe til at være 4-7 år, men jeg tillader mig hermed at udvide målgruppen til at være 4-100 år. Bogen kan læses på så mange niveauer, og jeg bilder selvfølgelig ikke mig selv ind, at jeg kan overbevise en hvilken som helst teenager eller voksen om at se nærmere på dette pragtværk, men jeg kan altså kun anbefale det. Det er ren terapi at synke ned i Nordqvists eventyrlige universer.


tirsdag den 12. marts 2019

Mio, min Mio på Odense Teater

Læs mere om forestillingen hos Odense Teater her og find bogen hos Bog & Idé her.














Reklame: Jeg modtog pressebilletter fra Odense Teater, og jeg har modtaget bogen gratis fra Bog & Idé som sælger den her.

------
“Var der nogen, der hørte radio den femtende oktober sidste år? Var der nogen, der hørte, at de spurgte efter en forsvundet dreng?”

Sådan indleder Astrid Lindgren fortællingen om Mio, og det samme gør Odense Teater, nærmere bestemt Mathias Sprogøe Fletting, som udfolder sig i rollen som den niårige Mio. Forinden forestillingen genlæste jeg bogen, som jeg ikke mindes at have læst siden folkeskolen. Den stod derfor helt skarp i min erindring, og det var tydeligt, at Odense Teater har valgt at være tro mod Astrid Lindgrens fortælling helt ned til mindste detalje.

Efter at have levet på sidelinjen af livets glæder de første ni år af sit liv, bliver Bo Vilhelm Olsen kastet ud på en sand eventyrrejse, da han skal poste et brev til Landet i det Fjerne. Bo, som i virkeligheden hedder Mio, har hidtil boet med sine adoptivforældre, som hellere ville have haft en stille pige. Men da han kommer til Landet i det Fjerne finder han sin far, Kongen, som skal vise sig at være varm, åben og godhjertet. Men Mio kommer ikke uden grund, han er nemlig skæbnebestemt til at kæmpe mod den onde Ridder Kato, som stjæler børn. Han skal ikke kæmpe alene, med på sin færd har han sin bedste ven, Jum-Jum, og sin trofaste hest, Miramis, og sammen drager de ud for at bekæmpe det onde.



Det er altid interessant at se, hvordan voksne slipper afsted med deres fortolkninger af børneroller, og både Mathias Sprogøe Fletting (Mio) og Jeppe Ellegaard Marling (Jum-Jum) klarer det vanvittigt flot. Begge fremstår livsglade, smånaive, ivrige, bekymringsfrie (pånær når faren er lige foran dem), og både børn og voksne i salen så ud til at sluge deres præstationer råt.


Én af de ting, vi snakkede mest om efter forestillingen var musikken, som på bedste vis komplementerede forestillingen. Det er lykkes Klaus Risager at fange den helt rigtige stemning lige fra lyden af Rosengården, til Den Gamle Melodi og uhyggern på Ridder Katos borg. Den talentfulde musiker stod i hjørnet af scenen i det der mindede om en form for hule, og spillede alskens instrumenter, der lagde lyd til publikums følelser.

Jeg har set mange børneforestillinger på Odense Teater med stor fornøjelse, og selvom denne på enhver tænkelig måde var veludført, så var det første gang, jeg følte, at jeg ikke rigtig var målgruppen. Forestillingen henvender sig til børn i 1. klasse og op, og at dømme ud fra børnenes øjne, var de både underholdt og rystede. Som Astrid Lindgren udtalte i 1959:

“Man skal ikke skræmme børn, så de bliver bange, men ligesom voksne har også børn brug for at blive rystet af kunst.”

Og det så absolut ud til at være lykkedes Odense Teater.

---
Forestillingen kan opleves frem til d. 14. marts 2019, og du kan læse mere om den lige her.

søndag den 10. marts 2019

Boganmeldelse: Havbrevene af Siri Ranva Hjelm Jacobsen


Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Havbrevene
Forfatter: Siri Ranva Hjelm Jacobsen
Illustrator: Dorte Naomi
Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 64
Forlag: Lindhardt og Ringhof

Med et originalt perspektiv og dragende poesi i et tryllebindende sprog får Siri Ranva Hjelm Jacobsen problematiseret tidens mest aktuelle dilemmaer og efterlader sin læser eftertænksom og sørgmodig.
I en brevveksling mellem to tætforbundne søstre lærte jeg, hvor lille jeg og resten af menneskeheden egentlig er. Atlanterhavet er den ene søster og med sine 180 millioner år, er hun storesøsteren, der deler ud af sine bitre erfaringer, som har efterladt hende med en kynisk tilgang til verden. I kontrast til hende står lillesøsteren, Middelhavet, som med sine kun 5 millioner år stadig kan begejstres af verden og har håb og drømme for fremtiden. Det er dog ikke håb og begejstring, der fylder den yngre søster for tiden. Mange kryb dør nemlig i hendes favn – mange flere end før. Krybene er de to søstres betegnelse for mennesker, og derfor fyldet sagnet om Ikaros meget for Middelhavet, som tydeligt husker, den gang hun greb ham.

Når jeg genkalder mig Ikaros, bliver jeg meget sørgmodig og forvirret. Han var branket kobber, et hjerte, jeg bar ham på min læbe. Jeg blev vingerne, eller jeg blev voks, noget af mig smeltede til Ikaros. Nu, når krybenes bælge flækker, tænker jeg på det. Småkrybene dør med forbløffelsens lethed, næsten som om de bøjer sig brat ned efter en sten. Når der er mange kryb på én gang, fokuserer jeg helst på de små: deres bløde maver, kinder, tynde negle. Jeg vugger dem i min mund, til det hele er opløst. Før så jeg på dem som fjerne kusiner, nu tænker jeg på dem som børn.

Du ser, hvor galt det er fat med mig.

M.

Til læseren, som ikke har nydt oldtidskundskab på gymnasiet, kan jeg anbefale lige at læse op på sagnet om Ikaros forinden læsningen af Havbrevene, men her følger også lige en hurtig gennemgang. Ifølge sagnet blev Ikaros og hans far, Daidalos, holdt fanget på Kreta uden mulighed for at flygte med båd. Derfor bandt Daidalos vinger med fjer, tråd og voks til Ikaros. Forinden rejsen advarer han Ikaros mod at flyve for tæt på solen, men Ikaros er overmodig og flyver på trods af sin fars formaninger så tæt på solen, at voksen, der holder vingerne sammen smelter, og den stakkels Ikaros falder i havet og dør. Ikaros er blevet et symbol på overmod (hybris) og sagnets læresætning er, at mennesket ikke må stræbe efter det guddommelige og overtræde naturens orden, og hvis det gør, må det nødvendigvis straffes med nemesis (undergang). Siden er Ikaros blevet brugt i flere litterære sammenhæng. Både af filosoffer og digtere, som ofte forstår ham som en egocentrisk og hovmodig. Jeg elskede old. Men vi skal jo tilbage til anmeldelsen af Havbrevene.
Jeg lagde ud med at skrive, at brevvekslingen lærte mig, hvor lille jeg og resten af menneskeheden er, og det er netop beslutningen om at berette ud fra havenes synsvinkel, der igangsætter de tanker. Vores historier tager oftest udgangspunkt i et menneskeligt perspektiv, men i virkeligheden udgør vi jo kun en ganske lille del af verden. Fortællingen er så original og speciel, og brevene efterlod mig tænksom og sørgmodig – trist over hvordan vi ødelægger jorden, havene og hinanden. Udover at være et poetisk kunststykke er det også en skarp kritik af menneskehedens behandling af planeten og af hinanden. Der skal ikke den store analytiker til at opdage forfatterens problematisering af klimakrise og flygtningestrømme. Den slags problematikker har selvfølgelig været omdrejningspunkt i flere litterære værker, men aldrig har verdens problemer været formidlet så smukt.