onsdag den 17. oktober 2018

Boganmeldelse: Sund med chokolade af Louise Bruun og Torben Kitaj


Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar fra forlaget.
Titel: Sund med chokolade
Forfatter: Louise Bruun og Torben Kitaj
Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 196

Forlag: FADL’s Forlag


Jeg ved meget lidt om madlavning, og jeg interesserer mig meget lidt for sundhed, men jeg har en stor viden om chokolade – en viden, som jeg baserer på mine egne erfaringer med at spise det i alle farver, former og størrelser
Da FADL’s Forlag henvendte sig med henblik på en anmeldelse af en “kogebog”, var min umiddelbare tanke, at jeg ville takke nej. Men titlen er jo svær ikke at blive draget af, og når man som jeg alligevel spiser lidt mere chokolade, end hvad godt er, ja så kan man vel lige så godt forsøge at tilsætte en knivspids sundhed. Jeg modtog bogen med en god portion skepsis, for jeg kan godt få det sådan lidt “skal du fucke med min chokolade”-agtigt, men nysgerrigheden var alligevel tilpas stor til, at jeg fik takket ja.
Sund med chokolade består af 75 retter, som er inddelt i Morgenmad, Snacks og kugler, Barer, Drikke, Kager, Desserter, Aftenretter og salater og til sidst Tilbehør. Undervejs er der fakta om kakaoens historie, dens kvaliteter og en guide til hvordan man ved, om man vælger en chokolade, der er blevet til under ordentlige forhold for både mennesker og miljø.
Alle opskrifter har samme overskuelige layout. Hele venstre side er forbeholdt et billede og på højre side serveres opskriften med en ganske kort introduktion, en overskuelig ingrediensliste, en sidenote om om mængden og en meget præcis og kort beskrivelse af fremgangsmåden.


For mit eget vedkommende kan mange af opskrifterne laves med ingredienser, jeg allerede har i køkkenet, og det er klart en afgørende faktor, når jeg vurderer om jeg skal give mig i kast med en ny ret eller bagning. Jeg hader simpelthen at brænde inde med diverse korn, frø eller olier, som jeg er nødt til at købe til en opskrift og efterfølgende ikke ved, hvad jeg skal stille op med.
Det er klart, at jeg ikke kan teste alle opskrifter (jeg gør det gerne, men så skal jeg da vist lige skaffe mig en chokoladesponsor!). Så jeg hoppede straks til de søde sager og har testet Chokoladekage med kaffe og chili – jeg er en sucker for kaffe i søde sager (og i koppen), chokoladebrud og flere af deres barer. Jeg har også prøvet deres chili con carne, hvor jeg dog skiftede skært oksekød ud med almindeligt hakket oksekød, og resultatet blev savlende lækkert. Desværre kan jeg godt mærke, at jeg ikke er en madblogger, for jeg har simpelthen ikke husket at tage billeder af noget som helst, og da jeg troede jeg kunne nå at tage af de sidste barer og chokoladebrud, meddelte min søde kæsteste, at de lå trygt og godt i hans mave. Men det er selvfølgelig også et godt tegn. ;-)
Det eneste jeg kunne have ønsket mig yderligere i opskrifterne, er en tidsfaktor ud over den, der omhandler bagetid eller køletid. Der var flere retter og desserter jeg sukkede efter at give mig i kast med, men hvor jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg kunne nå, da der ikke er angivet et overordnet tidsestimat.
Men alt i alt er det en skøn bog, som byder på mange opfindsomme opskrifter og meget appetitvækkende billeder. Den holder hvad den lover, når den i undertitlen siger "75 forførende retter".




tirsdag den 16. oktober 2018

Børn af bøger: Elena Leah, bogblogger og psykolog

Denne måneds Barn af bøger er Elena Leah, som er psykolog og formidler af litteratur på Litteraturhuset og @litteraturhusetdk. Her er der særligt fokus på litteraturens terapeutiske potentiale.


Hvor meget jeg end ville ønske, at mine første erindringer med litteratur var et hjem fyldt med bøger fra gulv til loft, hyggelige aftener i skødet på en højtlæsende voksen og spændende biblioteksture.. så starter min fortælling et andet sted.


Selvom (boglige) uddannelser og det at læse bøger, altid har været forbundet med respekt, klogskab og økonomisk stabilitet i mit barndomshjem, kommer jeg ikke fra et hjem med særlig mange bøger. Udover et indbundet eksemplar af H.C Andersen, nok mest for at vise at mine forældre da havde lidt interesse i dansk kultur, var der ikke meget andet end Lademanns matbrune leksikon og et par anonyme og uinteressante bøger.
Mine første minder med bøger er umiddelbart min mor, som læste højt af Pinocchio på russisk, ved siden af min seng. Jeg mindes også, at hun sang og fortalte digte for at få mig til at sove, hvilket jeg nød meget. Hendes blide stemme lullede mig i søvn, til billeder af funklende stjerner og rolige himmelstrøg. Men Pinocchio står nu alligevel klarest for mig. Det var ikke en letlæst Disney udgave med store og farverige billeder. Det var i stedet en tyk og ældre bog med tætpakket tekst og enkelte detaljerede billeder. De eventyrer og forhindringer Pinnochio skulle igennem, var lige dele spændende og skræmmende, og måske netop derfor gjorde de indtryk på mig. Disse stunder blev dog med tiden erstattet af en anden slags.





Jeg husker, at min mor satte sig for at jeg skulle lære at læse russisk. På trods af, at jeg fra barnsben har været videbegærlig, klaret mig godt i skolen og været et nemt barn, var russisk-”undervisningen” alt andet end sjovt for mig. Min mors utålmodighed og temperament stod i vejen for hendes pædagogiske evner, og jeg husker læsningen som pinefuld. Det endte ofte med, at jeg græd og følte mig som en fiasko. Doven og helt igennem utaknemmelig over at have denne store mulighed for at kunne lære et svært fremmedsprog af en indfødt.
Som det så ofte er med erindringer, har de det med at vokse, forsvinde eller helt ændre karakter. Derfor kan jeg ikke sige med sikkerhed, hvor længe denne pinsel egentligt stod på. Men jeg husker det som, at jeg hurtigt fik en fintfølt fornemmelse for, hvornår seancen skulle begynde. Jeg fornemmede straks, når min mor satte sig i lædersofaen i stuen med en uinteressant børnebog med alt for store bogstaver, langt under mit abstraktionsniveau, og forsøgte at ligge op til en hyggelig stund.
Heldigvis opgav min mor med tiden, og jeg kunne få ro.


Min bror og Harry Potter gjorde mig til barn af bøger
De fleste ville måske have groet en aversion for bøger efter sådan en omgang, men heldigvis blev min bror, i ledtog med selveste Harry Potter, min redningsmand.
Jeg læste med glæde det vi fik for i skolen, men den personlige interesse for bøger, for egen fornøjelses skyld, kom i takt med min storebrors voksende læselyst. Det startede med, at han fik job som bogopsætter på vores lokale bibliotek. Han var en rod i mange af livets aspekter, men dette job værnede han om. Selvom han vidst brugte lidt flere timer på at kigge i bøgerne, end at sætte dem på plads. Han fik stor glæde for fantasy, og selvom skolen ikke sagde ham så meget andet end piger, venskaber og slagsmål, kom der også plads til de selvudvalgte bøger. Min bror stødte en dag på Harry Potter og blev hurtigt begejstret for ham og det dertilhørende fantastiske univers. Han prøvede at overtale mig til også at begynde på serien.





Harry Potter kommer til verden i en alder af 11 år. Jeg begyndte at læse ham da jeg selv var deromkring. Fra start var jeg fuldkommen fortryllet. Det talte direkte ind i mine drømme, længsler, sorger og besvarede flere af mine spørgsmål og matchede mange af mine værdier og livsforståelser. Jeg følte, at jeg var kommet hjem i takt med at magien voksede i mig. Jeg lå ofte over sengetid, gemt under dynen og med en lygte rettet ned på det hvide papir. Om dagen drømte jeg om at få mit Hogwarts brev, fantaserede om en fjern slægtninge der var troldmand/kvinde, og havde snakke med mig selv om, hvilket kæledyr jeg ville have når jeg en dag kom på Hogwarts. Jeg tilskrev mig skiftevis Ravenclaw og Gryffindor og dyrkede universet så meget jeg kunne. På trods af, at jeg som barn trivedes ud ad til, klarede mig godt i skolen og var social vellidt, følte jeg mig ofte ensom og misforstået derhjemme. Set i bakspejlet havde jeg tanker af eksistentiel karakter, som ingen børn bør have, men Harry Potter omfavnede mig og gav mig håb. På den måde har Harry Potter serien betydet meget for mig. Ikke kun for min læselyst.


Magien fortsatte
Efter jeg havde læst de første bøger i Harry Potter serien 4-5 gange, utålmodig efter den næste udgivelse, tog min mor bøgerne fra mig. Jeg måtte til at læse noget andet. Inspireret af min bror tog jeg på biblioteket og spurgte efter bøger med hekse og magi i dem. Retrospektivt havde jeg behov for noget at spejle mig i og blive inspireret af, samtidig med at jeg kunne forblive i et fortryllet univers. Jeg elskede Mary – heksens datter samt Troldkvinden af Cecilia Rees. Dragens Kys af Josefine Ottesen udvidede min forståelse for køn og seksualitet, og Hvid Heks af Lise Blomquist fik mig til at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor man nogensinde skulle ønske IKKE at være en heks. En bibliotekar forsøgte at pege mig i retning af bøger der var beregnet min aldersgruppe, og som drejede sig om (realistiske) pigeliv med fokus på drenge, venskaber og kæledyr. Dem fandt jeg hurtigt kedelige og uinspirerede.
Da jeg i 6.klasse skiftede skole til en mere ambitiøs skole, matchede min dansklærers store engagement min litteraturinteresse. Jeg var én af dem der rent faktisk læste Bjarne Reuter, Klaus Lynggaard og Hans Scherfig med stor glæde, mens jeg fortsatte med at låne bøger ved siden af lektierne. Min dansklærer var samtidig skolens bibliotekar, så der var masser af inspiration at hente. Selvom jeg fandt de fleste fag interessante, fik dansk en særlig plads i mit hjerte. Udover at læse en masse skønlitteratur, fik jeg her mulighed for at få min livlige fantasi og mange tanker ned på papir. Samtidig anerkendte min lærer mine fortællerevner og kreativitet. Det var uden tvivl med til at jeg fik en kærlighed for at udtrykke mig gennem det skrevne og at jeg drømte om at blive forfatter. Tak Lene.


Fortællingerne lever videre - litterære terapisaloner og praktiserende psykolog
Både min læse- og skrivelyst har siden fortsat. Og selvom jeg stadig har til gode at søge ind på forfatterskolen, så har jeg allerede beskæftiget mig med fortællinger i mange år. Jeg valgte at studere psykologi for at blive klogere på mennesker og dermed kunne hjælpe dem. I slutningen af studiet koblede jeg min kærlighed til litteratur med psykologi i min afhandling Jeg føler den forstår mig! - Skønlitteraturens terapeutiske potentiale.
Siden da har jeg anmeldt bøger for de fleste forlag i Danmark via hjemmesiden Litteraturhuset.dk Her skriver jeg også diverse artikler og reportager om samme. Til daglig fører jeg Litterære Terapisaloner og er privat praktiserende psykolog i indre København. Det hele føles enormt meningsfuldt og er koblet på kryds og tværs. Det er lige så fantastisk, som det lyder og jeg er lykkelig over at alt mit arbejde giver pote. Sidst men ikke mindst, er jeg aktivt skrivende igen. Min drøm er stadig at udgive en dag.


Selvom jeg er lykkelig over, hvor jeg er i dag, er jeg nysgerrig på, hvad der kunne være blomstret, havde jeg en litteraturglad voksen ved min side. Jeg fandt meget af mit læsestof på egen hånd, og kan i dag se, at jeg læste forud for min alder. Jeg holdte mig ikke tilbage med hverken at læse eller skrive, men velvidende om hvor mange muligheder der i dag – ville jeg så have været et andet sted? Der findes skrivelinjer på både efterskoler og højskoler, der findes kurser og workshop for skrivende børn. Og der findes rent faktisk en anerkendt uddannelse for forfattere, i kontrast til hvad jeg fik fortalt dengang.
På en eller anden måde virker det alligevel til, at jeg fik samlet puslespilsbrikkerne ret godt, og har fået skabt mig det liv jeg ønsker. Nemlig et liv i fortællingernes univers.

mandag den 15. oktober 2018

Boganmeldelse: Verdens bedste Rasmus Klump af Carla og Vilhelm Hansen

Jeg fik tigget mig til bogen under Lindhardt og Ringhofs efterårsreception.
Titel: Verdens bedste Rasmus Klump
Forfatter: Carla og Vilhelm Hansen
Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 188
Forlag: Carlsen
Fællesskabet er i centrum, når Klump og vennerne drager ud i verden med skib og sind lastet med åbenhed og hjerterum.
Da jeg til efterårsreceptionen ved Lindhardt og Ringhof fik tigget mig adgang til Carlsens lokaler, fik jeg øje på en gammel kending i nye klæder. Rasmus Klump og vennerne stod og vinkede til mig på hylderne, og heldigvis skulle der ikke meget overtalelse til, før et eksemplar havde fundet vej til min taske.
I kender dem allerede; Rasmus, Skæg, Pingo, Pelle, Mille, Gøjen og Pildskadden. I dette fine samlebind genser vi de syv venner i syv historier; Rasmus Klump og den røde bil, Rasmus Klump og pandekageskibet, Rasmus Klump på Kageøen, Rasmus Klump i Tivoli, Rasmus Klump har fødselsdag, Rasmus Klump og Tudeprinsen og Rasmus Klump hos Nisserne.
Historierne er fantasifulde og sjove, men de kan også mere end bare at underholde. Hver historie bygger på et dilemma, der skal løses lige fra købmand Grisso, der er løbet tør for varer til en hidsig lille tudeprins, som skal tilfredsstilles af sine undersåtter. Med sin endeløse optimisme og åbne sind, går Klump altid forrest, når problemerne skal løses, og han lærer børn, at der er forskel på at lede og bestemme. Alle bliver hørt og hver stemme tæller. Klump og vennerne færdes i mange forskellige samfund, og de indordner sig og forsøger at forstå de sociale normer, der hersker hver enkelt sted, præcis som børn skal lære, at der hersker forskellige regelsæt alt efter, om de er derhjemme, i børnehaven eller til gymnastik.
Der er knald på farverne, og sidernes tykkelse er perfekte til fedtede børnefingre, der gerne vil pege og røre. Der er lagt op til højtlæsning og hyggetid under gensynet med gamle venner i en lækker ny forklædning.



Fun fact:
Mumitrolden er meget stor i Japan. Japanerne elsker Mumis univers, fordi det er kawaii (nuttet), så da jeg i 16/17 var på Danmarks ambassade i Japan, arbejdede vi lidt på at give Rasmus Klump samme status. På japansk hedder han ラスムスクルンプ (Rasumusukurunpu, det lyder lidt som Rasmus Klumpu, når de siger det). Hvordan han har klaret sig sidenhen, ved jeg faktisk ikke, men ambassadøren var svært begejstret for den søde Bjørn. I kan i øvrigt også besøge bjørnens japanske butik lige her.


Billede 1 viser en begejstret Scotty, der har fundet reklamen for den kommende pop up store, hvor der kan købes pandekager med is. Billede 2 viser selve butikken før åbningstid (der var vanvittigt lang kø hver eneste dag, da de først åbnede, så jeg nåede aldrig at smage). Billede 3 er et billede der stod på ambassadørens kontor, som han havde "fået af Rasmus Klump" i anledning af 150-års jubilæet for dansk-japanske diplomstiske forbindelser.


søndag den 14. oktober 2018

Program til Bogforum – et lille smugkig

Jeg kan bestemt ikke siges at være i nærheden af at have et klarlagt program til Bogforum, men jeg tænker, at jeg hellere må dukke op til de tre, jeg har tilføjet til mit program. Kan I spotte hvorfor? ;-)



Jonas Kleinschmidt
Jonas Kleinschmidt er forfatteren bag ungdomsromanen Dig og mig og Zlatan, som jeg anmeldte her, og han er klar med sin anden roman lige op til Bogforum, som vores samtale vil tage afsæt i. Romanen hedder Drengene, og vi skal tale om den, om unge drenges liv anno 2018 og om ungdomskultur.
Om bogen skriver forlaget:

Det var os, der var drengene. Det var det eneste, de kaldte os …
I ungdomsromanen Drengene følger vi seks venner fra 0. klasse til deres skæbnesvangre sidste skoledag. Vi er i den øvre middelklasse i en forstad til København. Drengene mangler ikke noget, de er på toppen, de skal nok klare det – det er den indstilling, de har. Så de spiller fodbold, laver lidt ballade, hører hiphop, skater, begynder at drikke, opdager hash, kommer op at slås, snakker om damer, gør deres første spæde seksuelle erfaringer – og hele tiden lurer katastrofen i baggrunden.
Hvem er de drenge? Hvorfor bliver de sådan, især når de er i grupper? Hvor meget porno ser de? Hvor meget presser de hinanden? Hvor meget drikker de? Og er de egentlig så slemme, når det kommer til stykket?
Drengene er en intens, ærlig og aktuel roman om de unge drenge.

Det er fredag kl. 12:00 ved Turbine Forlaget (Stand C3-006).

Henriette Rostrup
Henriette Rostrups litterære CV fylder en del. Hun har arbejdet som litterær agent i forlagsbranchen i New York, hvor hun blandt andre spottede den verdenskendte forfatter Jonathan Safran Foer. Selv er hun blandt andet forfatter til romanerne Skygger og Det år vi gik til begravelser, og så står hun bag ungdomsbogen Problemet med Kevin, som flittigt bruges af landets dansklærere. Hendes seneste udgivelse er den dystopiske børneroman Drengen fra Krematorium D, som udkom i september, og den er første bind i ungdomstrilogien Den Døde By.
Om bogen skriver forlaget:

Drengen fra Krematorium D er første bind i Henriette Rostrups nye trilogi Den Døde By. En dystopisk spændingsroman til børn og unge.
Hovedpersonen Alif bor sammen med en flok andre børn i et krematorium i udkanten af Den Døde By. Her overlever børnene ved at jage og samle – men hele tiden jagtes de selv af de store, blodtørstige ulve, der hærger i udkanten af byen. Alle de voksne er blevet ramt af sovesygen – og når børnene vokser op, falder de selv i søvn – for aldrig at vågne igen. Men måske er der håb for børnene i Den Døde By. Legenderne taler om en pige med et mærke på sin højre hånd, som måske kan bryde ulvenes magt …

Det er fredag kl. 13:00 ved Turbine Forlaget (Stand C3-006).

Tobias Stenbæk Bro
Tobias Stenbæk Bro debuterede med første bind, Væddermændenes nat, i fantasyserien Et varsel om Storm i starten af oktober. Tobias og jeg får på den måde delt en debut, for lige med undtagelse af Murakamis fantastiske univers, bliver Væddermændenes nat, som vi skal tale om, min debut med fantasygenren. Vi skal som allerede nævnt tale om forfatterens debutroman, men vi skal også tale om at turde tage springet og jagte drømmen om at fortælle.
Om bogen skriver forlaget:

3 brødre
2 hemmeligheder
1 sejrherre
Væddermændenes nat er første bind i den dystre fantasyserie Et varsel om Storm; en fortælling om blodige magtkampe, skjult forræderi og fortiede hemmeligheder. Et varsel om Storm er historien om tre riddersønner, hvis drømme brister og ambitioner iturives, da de må forlade deres faders gård og flygte ud i natten. Foran dem venter en farefuld færd gennem det gamle kongerige Agamore, den sidste civiliserede skanse i De Brudte Riger. En rejse, der kan koste dem alt, men også besvare de gåder, der bliver ved at kravle frem fra mulden.
For hvad er det for diabolske symboler, der er skåret ind i panden på de to lig, der findes nær gården? Og hvem er den ukendte ridder, der holder øje med faderens landsby? Og hvorfor plages unge Stormfrik af drømme om et spædbarn og en lyshåret kvinde i et stentårn langt, langt væk?
Kun ved at finde svaret på disse spørgsmål, kan de tre brødre få indsigt i deres egen fortid og få magten til at gribe ud efter den skæbne, de er født til.Væddermændenes nat er første bind i serien Et varsel om Storm. Andet bind, Ulvevinter, forventes udgivet foråret 2019.

Det er fredag kl. 14:00 ved Turbine Forlaget (Stand C3-006).

Ses vi?

Gavetip til bogelskere: Mine venner – En personlig vennebog

Lørdag den 6. oktober blev min barndomsveninde gift med sin drømmemand. De havde selvfølgelig en lang ønskeseddel, og vi var også en masse venner, der gik sammen om en stor gave. Men jeg ville så gerne give hende noget særligt, som hun kunne have med sig hele livet, og derfor blev jeg også meget begejstret, da jeg opdagede Forlaget Fortæl.


Jeg var meget sent ude, så billederne blev taget i sidste øjeblik. Jeg nåede kun lige præcis at modtage bogen inden brylluppet, så jeg vil foreslå, at man er i rigtig god tid, hvis man skal bestille så vigtig en bog, for det tager lang tid at få alle sine venner til at udfylde og selve trykke- og indbindingsproces sluger naturligvis også en del dage fra bestillingen er lagt. De to seje kvinder bag bogen, Maria Leerbeck og Mette Høyer Eriksen, oplyser på hjemmesiden, at der er en leveringstid på max 30 dage, men at man er velkommen til at kontakte dem, hvis man vil være sikker på at have sin bog til en bestemt dato. Min oplevelse overgik faktisk alle forventninger. Jeg fik den sidste ven til at skrive færdig d. 25. september, hvor jeg lagde ordren (nu lyder jeg som om, jeg har totalt is i maven, men jeg havde altså skrevet med Maria inden, for at sikre mig, det overhovedet var muligt at modtage den til tiden), og allerede onsdag d. 3. oktober lå bogen klar i pakkeshoppen.


Sådan foregår det:
Man kan invitere op til 16 venner til at skrive i bogen, og de kan både inviteres på mail eller ved at sende dem et link. Den der opretter bogen kan se, hvad alle skriver, men de enkelte inviterede venner kan kun se deres egne svar. Der kan gemmes undervejs, så man behøver ikke skrive færdig på én gang – personligt hoppede jeg til og fra og summede længe over mange af spørgsmålene. Spørgsmålene er allerede i bogen, og enkelte minder om dem, vi kender fra barndommens vennebøger. Jeg har ikke taget billeder af spørgsmålsiderne, fordi jeg synes, at svarene skal være forbeholdt gavemodtageren og ikke flyve rundt i cyberspace. Blandt spørgsmålene var for eksempel:


Sidst jeg grinede så jeg (næsten) tissede i bukserne, var da
Sidst jeg græd, var da
Jeg tror ikke, du ved om mig, at jeg
Mit første indtryk af dig var
Jeg vidste, at vi var venner da
Jeg lyver nogle gange om


Og mange, mange flere. Helt præcist er der 44 spørgsmål, men man kan sagtens afslutte sit bidrag uden at besvare dem alle. Enkelte steder er der også tilføjet muligheden for et alternativt spørgsmål.
Der er indsat små citater om venskab i bogen, her er det et citat fra Peter Plys.


Når alle har indsendt deres besvarelser er det blot at afgive den endelige bestilling og vente.


Bogen
Bogens omfang er 112 sider, og hvis ikke man fik 16 venner til at udfylde, efterlades de resterende sider blanke (men med spørgsmål naturligvis), så der kan skrives i den manuelt efterfølgende. Der er desværre ikke mulighed for at tilføje billeder, men det er formentlig for at overholde det meget æstetiske udtryk. Den håndindbindes, og for en bogelsker som jeg selv, var det en fryd at modtage en bog, der i så høj grad oser af kvalitet. Dertil skal det også nævnes, at den simpelthen var så fint indpakket!

Sådan blev bogen leveret. Simpelt og fint.

Alt i alt var det bare en virkelig skøn gave at kunne give bruden.

PS: Jeg holdt også tale med afsæt i sproglige perler fra Emma Gads Takt og tone (som alle ægtefolk naturligvis bør stifte bekendtskab med), så brudeparret fik selvfølgelig også den smukke jubilæumsudgave, og de to bøger klæder altså hinanden ret godt, hvis jeg selv skal sige det.



torsdag den 11. oktober 2018

Bogforums blogger-event

Reklame for Bogforum
Mandag d. 8. oktober bød selveste Bogforum på solid opvarmning, før det hele går løs i Bella Centeret d. 26. til 28. oktober. De inviterede til et bogblogger-event i intet mindre end the Library Bar (i øvrigt den eneste form for bar, der lyder lokkende på mig) på AC Hotel Bella Sky Copenhagen.

Library Bar på AC Hotel Bella Sky Copenhagen
Til arrangementet fik vi lov at lytte til tre aktuelle forfattere, Merete Pryds Helle, Anne-Cathrine Riebnitzsky og Sara Blædel, som blandt andet fortalte om deres seneste udgivelser og besvarede vores mange nysgerrige spørgsmål.


Lette snacks og "mini"-sandwiches
Forinden havde vi fået at vide, at vi gjorde klogt i at spise hjemmefra, da traktementet ville bestå af lette snacks i form af mini-kager og mini-sandwiches, og jeg er simpelthen så glad for, at jeg har lært at ignorere den slags, for der er sædvanligvis mad nok til at mætte en fuldvoksen mand og så sandelig også en halvanden meter høj bognørd (haha, der troede I nok lige, at jeg kun er halvanden meter høj. Det er jeg naturligvis ikke. Jeg er 156).

















Merete Pryds Helle


Merete Pryds Helle var første kvinde i fokus, fordi hun måtte haste videre til et andet arrangement. Hun fortalte selvfølgelig om sin seneste roman, men på Martins (fra Litteraturlinjer) opfordring fortalte hun også en masse om sin skriveproces og om at kæmpe for at få stilhed oppe i hovedet. Hun kan ikke arbejde med musik eller snak i baggrunden, og behovet for total ro betyder også, at hendes mand forlader deres hjem kl. 7 og kommer hjem igen kl. 19. Om at skrive sagde hun:


At skrive er som at kravle helt ind i en konkylie


En anden måde Merete Pryds Helle sikrer, at hovedet kan følge med er, at skrive i hånden, og først når hun har fyldt to notesbøger, påbegynder hun renskrivningen på computer. Alligevel ender hun som oftest med at omskrive 4-5 gange, hvor hendes udkast sendes frem og tilbage mellem hende og hendes redaktør (som faktisk var med i Børn af bøger her), og omtrent 150 sider frasorteres. Hun fortalte også, at når hun har brug for en pause, så spiller hun ofte Wood Puzzle på sin telefon (en slags Tetris med træbjælker).
Merete Pryds Helle talte også om, hvordan hun ser en tendens til, at forfattere kan sige meget mere i dag og ikke er nær så bange ved at stå ved deres virkelighed. Personligt bruger hun selv autofiktion, så hun kan komme helt tæt på det svære, men hver eneste karakter er en del af hende, for som hun sagde:
De er alle sammen mig


Hun sluttede af med at fortælle, at hun lige nu arbejder på at skrive Henrik Ibsens “Et dukkehjem” om til en roman som en del af det nordiske litterære samarbejde NOR. Den kan vi se frem til i marts 2019.



Anne-Cathrine Riebnitzsky
Da Merete Pryds Helle var hastet afsted, fik vi alle lidt mad på tallerkenerne, og Anne-Cathrine Riebnitzsky underholdt gladeligt imens, vi spiste. Hun fortalte blandt andet, at hun har vidst, hun ville skrive, siden hun var 15 år og havde en helt fantastisk litteraturlærer, som præsenterede hende for en lang række forfattere og deres univers. Hun fortalte også, at hun i snit bruger 2 - 2,5 år på en bog, som hun i den tid skriver på 2 timer dagligt, og at skriveprocessen for hende er som et puslespil, der langsomt samles, fordi der ingen kronologi er i hendes tanker.
Den 10. okt. udkommer hendes seneste roman, “Smaragdsliberen”, som faktisk er den første bog, hun nogensinde selv har læst forinden udgivelsen. Bogen handler om en jødisk smaragdsliber, Pierre Levy, som dør af et hjertestop, men på mirakuløs vis vender tilbage til livet. Ved sin tilbagevenden påbegynder han sit livs mesterværk, nemlig slibningen af en stor og smuk smaragd.
Efter at have præsenteret sin bog fortalte hun også, at hun faktisk har været fascineret af smaragder lige siden hun som lille pige så dronningen på tv, og at hun i forbindelse med sin research til bogen prøvede at slibe en sten (dog ikke en smaragd, de er vist lige en anelse værdifulde til at lade en amatør prøve kræfter).


Sara Blædel
Sara Blædel blev aftenens sidste fortæller, og desværre måtte jeg haste afsted for at nå mit tog, før hun blev færdig med at fortælle. Hun fortalte om sin serie om Ilka og selvfølgelig om tredje og sidste bind, “Den tredje søster”, som udkommer d. 6. november. Hun beskrev hvor forløsende det er at færdiggøre en trilogi, og sammenlignede det med løse ender, der omsider kan samles i en ring. Ideen til trilogien opstod, da Sara Blædel mistede sine forældre med kun tre dages mellemrum, og i al sorg og kaos blev hun heldigvis mødt af en forstående og empatisk bedemand (som trods hvervets navnet var en kvinde). Mødet med denne kvinde blev inspirationen til fortællingen om Bedemandens datter. I seriens sidste bind får afsløringer Ilka til at lukke bedemandsforretningen og køre sydpå i sin søgen efter svar. Hun leder efter sandheden om sin far – den mand, der forlod hende, da hun var syv år.



Mere nåede jeg ikke, men de tre forfattere kan jo heldigvis opleves igen til Bogforum, som I selvfølgelig allerede ved finder sted d. 26.-28. okt. i Bella Center Copenhagen.


Vi ses til Bogforum!