tirsdag den 21. maj 2019

Boganmeldelse: Byen vinder altid af Omar Robert Hamilton


Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget. 

Titel: Byen vinder altid
Forfatter: Omar Robert Hamilton
Oversætter: Iben H. Philipsen
Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 328
Forlag: Rebel With a Cause

Omar Robert Hamilton fortæller den vigtige historie om Det Arabiske Forår fra Egyptens perspektiv, og han bruger sin journalistiske værktøjskasse, når han mikser dokumentarisme og reportagegenren med punktromanen og den traditionelle roman i sin skønlitterære debut, Byen vinder altid.

Mariam kæmper for at opretholde overblik og sindsro midt i Egyptens kaos. Hun er i hospitalets lighus, hvor gangene er overfyldt med døde kroppe, hvor  lydene består af jamren, gråd og skrig og luften af død er tung og lægger sig som en tyk og kvalmende sky over gangene.
Hun ved at denne nat og al dens kaos vil sidde i hende for evigt. Men den er kun begyndelsen. Det Arabiske Forår er kun lige begyndt, og hun tager vagter på hospitalet, kæmper om aftenen og organiserer om natten.
Landet er i kaos, og kaos er ikke kun ordet for landets tilstand, det er også navnet på den oprørsgruppe Mariam, Khalil og en gruppe unge har skabt i protest mod Mubaraks regime. De bruger moderne teknologi og sociale medier til at samle folk og til at opfordre til handling, for ord og oplysning må være stærkere end vold og magt. Måske.
Khalil, som er søn af en egyptisk far og palæstinensisk mor, har mod sine forældres ønske forladt USA, hvor han selv er født og opvokset, for at tilslutte sig revolutionen i Egypten. Både Mariam og Khalil kæmper små kampe indimellem det store fælles mål; Mariam kæmper mod en kvindefornedrende mandschauvinisme og Khalil imod fordomme, fordi han ikke anses for at være ægte egypter.
Byen vinder altid er en tung og tragisk fortælling om, hvordan selv det stærkeste håb og drømme om en lys fremtid kan knuses af brutalitet og inhuman magtanvendelse. Flere og flere dør, andre fængsles og tortureres, og de bristede drømme begynder at æde vores hovedpersoner op indefra. Efterhånden som håbet opløses, mister de også føling med hinanden, og alle lever oppe i deres egne hoveder, hvor revolutionen er et sultent og søvnigt sinds eneste fokus. Alle lever på kanten af total nedsmeltning – både samfundets og sindets.
Omar Robert Hamilton fortæller den vigtige historie om Det Arabiske Forår fra Egyptens perspektiv, og han bruger sin journalistiske værktøjskasse, når han mikser dokumentarisme og reportagegenren med punktromanen og den traditionelle roman. Han skifter mellem fortællevinkel og fortælletyper, og selvom han til fulde mestrer alle fortælleteknikkens former, så forvirrer det, at fortælleren ikke er bundet op på en bestemt person eller form. Hamilton kræver meget af sin læser, som konstant må orientere sig på ny og være på vagt overfor forfatterens pludselige skift. Samtidig bidrager læserens forvirring til den forvirring, der beskrives blandt oprørene og til det generelle stemningsbillede af Kairos gader. Læseoplevelsen kan måske bedst sammenlignes med et hastigt skiftende diasshow af kraftfulde billeder – billeder med en sådan intensitet og grusomhed, at beskueren må tvinge sig selv til at holde øjnene åbne. Og måske er det netop derfor, bogen er så vigtig – det er så nemt at vende det blinde øje til, særligt når grusomhederne er langt væk fra de trygge rammer i Danmark.
De stærke øjebliksbilleder er medrivende, men den sammenhængende historie skal ikke findes i romanen, og derfor må læseren også enten læse op på Det Arabiske Forår undervejs eller have en imponerende baggrundsviden. Byen vinder altid er bestemt en anbefaling værd, men hvis den skal give sin læser mere og andet end total forvirring, så kræver den altså et indledende ministudie. Der er ingen lykkelig slutning, og vi ved godt hvorfor. Af samme årsag er det en bog, der sidder længe i læseren, og den er barsk at komme igennem. Et vigtigt stykke litteratur.



5000 følgere på Instagram – skal I fejres?



Kære læsere

Det er selvfølgelig ikke alle, der er på Instagram, men til de der er, vil jer opfordre jer til at klikke ind og give jeres besyv med i planlægningen af en kommende fejring. Jeg blev for nylig gjort opmærksom på, at jeg er meget tæt på at nærme mig 5000 følgere, og da litteraturformidlingen for alvor bliver sjov, når I blander jer og bidrager med jeres synspunkter og tanker, så er det jo nærliggende at belønne og sige tak for jer!

Så hop ind og smid en kommentar lige her med din gode ide
(eller følg med i de andres gode ideer og stem på din favorit).

Tak for jer og rigtig god aften. ❤

lørdag den 18. maj 2019

Boganmeldelse: Hasulle Banulle og gummistøvlen af Chr. Winther


Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.
Titel: Hasulle Banulle og gummistøvlen
Forfatter: Chr. Winther
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 28
Forlag: Forlaget SMSpress

Sgulla Banulla! Sørme om ikke Hasulle Banulle har været på spil og hapset et par gummistøvler, som vist ikke helt er hans. Eller er de? Han synes jo selv, han er støvlernes ejer, nu da han har taget dem, men hvornår ejer man egentlig noget og er det der stadig, hvis man slet ikke kigger på det?

Hasulle Banulle er en ny børnebogsserie, som i skrivende stund består af Hasulle Banulle og gummistøvlen, Hasulle Banulle bygger hule og Hasulle Banulle kan ikke sove. Jeg har læst Hasulle Banulle og gummistøvlen. Her har den lille hidsigprop, Hasulle Banulle, mistet sin ene gummistøvle, men det er der selvfølgelig råd for. Børnehaven bugner nemlig med gummistøvler i alle farver og størrelser, og mens børnene leger er det faktisk ingen sag at finde den rigtige størrelse i en flot farve. Hasulle Banulle finder en lyserød støvle i str. 24, som passer perfekt på hans fod og på sin vej hjem, tramper han både i hundehømhøm og vandpytter. Han viser ingen anger, men efter  historiens slutning opstår der alligevel en række spørgsmål i hans indre. Han undrer sig over, hvem der ejer gummistøvlen, når ejeren ikke er der og om hvorvidt gummistøvlen overhovedet er der, hvis man ikke kigger på den. 
Bogen lægger op til at børn kan anskue verden som sofisterne i oldtidens Grækenland, og jeg tør godt hævde, at de fleste børn vil være naturtalenter. Børn er i langt højere grad end voksne filosofiske væsner, for de har endnu ikke mistet evnen til at stille spørgsmål ved alt det selvfølgelige. Den form for tankevirksomhed bør man som voksen sørge for at opmuntre til, fordi den bidrager til en sund kognitiv udvikling og til at skabe handlekompetente individer som evner kritisk stillingtagen. Og hvor vil jeg så hen med det? Jeg vil jo selvfølgelig argumentere for, at bøger er en oplagt vej derhen og at Hasulle Banulle og gummistøvlen er et godt sted at starte. Den er nem at gå til for både børn og deres voksne, og den hjælper de voksne med at stille de spørgsmål der åbner for samtaler om ejerskab og tilblivelse. Jeg ville dog ønske, at der også var lidt spørgsmål undervejs, men det må være op til den voksne at sørge for en dialogisk læseoplevelse.


tirsdag den 14. maj 2019

Boganmeldelse: Hvis vi var en almindelig familie af Trine Bundsgaard


Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.
Titel: Hvis vi var en almindelig familie
Forfatter: Trine Bundsgaard
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 120
Forlag: Gyldendal

Hvis vi var en almindelig familie er både en varm og frygteligt historie om en dysfunktionel familie. På den ene side er den hjerteskærende fortælling om en mor og far, som ikke evner at tilsidesætte egne behov eller lyster. Og på den anden side finder vi en smuk fortælling om betingelsesløs og uspoleret søskendekærlighed.

Hvor gammel er man, når man er 13 år? Man har selvfølgelig levet i 13 år, men hvad er alder egentlig for en størrelse? I Hvis vi var en almindelig familie er en unavngiven 13-årig den eneste voksne i familien. Far er alkoholiker og efter forældrenes skilsmisse bor han mere eller mindre på den lokale bodega. Mor er claudiant, og det betyder, at hun er god til at opfange alt det, andre ikke kan se, for eksempel ånder. Det kræver at der er god energi, og at hun er i balance med sig selv – den slags kan være svært at forene med andre ting såsom job, madlavning og rengøring. Lillesøster Ingeborg har snart fødselsdag, hun fylder otte år og ønsker sig brændende en skattejagt, som far plejede at lave dem. Det burde jo være ligetil at få far til at stable den på benene, men de to børn har ikke set deres far længe, og det kan være svært at vide med sikkerhed, om han overhovedet husker fødselsdagen.
Hvis vi var en almindelig familie er både en varm og frygteligt historie om en dysfunktionel familie. På den ene side er den hjerteskærende fortælling om en mor og far, som ikke evner at tilsidesætte egne behov eller lyster. Og på den anden side finder vi en smuk fortælling om betingelsesløs og uspoleret søskendekærlighed.
Vores fortæller vil gøre alt for sin søster, og det smerter, når de voksnes barnligheder står i vejen for hans planer. De to søskendes bånd er stærkt, og bitter erfaring har lært dem, at de eneste de kan have total tillid til er hinanden.

Hvis man ikke har oplevet, hvordan det er, når voksne er fulde – sådan for alvor – kan det måske virke meget sjovt og fjollet. Men når der ikke er andre voksne end en fuld og vred far, er der ikke noget at grine af.

De tvinges begge til at agere og reagere som små fornuftige voksne, når mælken må drikkes, selvom den er blevet sur, når måltiderne gentagelsesvis består af risengrød (på sur mælk), og når en festguirlande må skabes ud af tilbudsaviser. De har lært ikke at kræve, de har lært at nøjes, og der er aldring brok eller ynk fra deres side. Ingeborg på syv kan sagtens nøjes med de hvide servietter til sin fødselsdag – hun kan jo bare tegne på dem, og hun kan sagtens selv lave sine invitationer. Selv hendes fødselsdagsønsker er beskedne, og hun jubler over en pakke hårelastikker.

Der er mange ting, som gør mig glad. Altså det behøver ikke at være en cykel eller en fladskærm eller en kat.

Jeg har så mange flere ord til den her nuancerede fortælling om at være stærk og skrøbelig på samme tid, men I skal selv opleve den, og I skal sørge for at jeres børn læser den, taler om den og forstår, at der findes mange forskellige familier.
Den er et vigtigt stykke litteratur til mellemtrinnet, og jeg håber der bliver bestilt klassesæt til mange af landets skoler, for den er oplagt i undervisningssammenhæng.




torsdag den 9. maj 2019

Boganmeldelse: Pigerne fra Riyadh af Rajaa Alsanea


Jeg lånte bogen på biblioteket (hvilket forklarer de løse sider). Den er udsolgt fra forlaget, så den kan kun købes antikvarisk.
Titel: Pigerne fra Riyadh
Forfatter: Rajaa Alsanea
Oversætter: Annelise Schønnemann
Udgivelsesår: 2009 (på dansk)
Sideantal: 308
Forlag: Borgen

Pigerne fra Riyadh er fængslende og indsigtsfuld læsning om fire veninder fra Saudi-Arabiens overklasse, men de litterære og kunstneriske kvaliteter er mangelfulde.

De fire veninder, Gamrah, Michelle, Sadeem og Lamees er alle i starten af tyverne og en del af Saudi-Arabiens jetset. De lever trygge overklasse tilværelser med dyre rejser, luksusvarer og utallige cafebesøg. Faktisk har de alt, hvad hjertet begærer – og dog. For selvom deres respektive fædre sørger for, at døtrene ikke mangler noget, så kan al verdens rigdom ikke købe dem den frihed, de alle fire hungrer efter. De dyre designervarer skal selvfølgelig være i overensstemmelse med koranens ord, cafebesøgene skal ledsages af mænd og drømmen om den eneste ene, forelskelse og ægte kærlighed er ikke andet end plottet i en amerikansk film.

Traditionelle Gamrah
Gamrah er den første kvinde, vi lærer at kende. Hun er årsag til stor misundelse hos veninderne, fordi hun er den første, der bliver gift. Hun er selv droppet ud af sin collegeuddannelse for at ledsage sin mand, Rashid,  på hans akademiske rejse til New York, hvor han skal skrive sin Ph.d. Men ligesom Gamrah og hendes veninder, er også Rashid underlagt social kontrol og kravet om at tilgodese og opretholde familiens ære. Det nygifte pars nye liv som ægtefolk i USA skal vise sig at blive vanskeligt, når en mand (lettere forsinket) er i stand til at vælge sine egne veje og en kvinde altid må underkaste sig familiens vilje.

Amerikanske Michelle
Michelles mor er amerikaner, og hendes familie har i en årrække boet i USA. Hun er den af veninderne, der kæmper mest med de forældede forestillinger om køn og hun og hendes familie befinder sig lavt i hierarkiet, fordi faren giftede sig med en amerikaner. Hun anses som en kontroversiel og uægte saudiaraber, og derfor står hun sjældent øverst på mødrenes lister over potentielle hustruer til deres sønner. Mange mænd må derfor trække sig fra Michelle, fordi hun ikke er giftemateriale.

Romantikeren, Sadeem
Sadeem er umiddelbart heldig – hun forelsker sig hovedkulds i sin drømmefyr Waleed, som endda kan godkendes som ægtemand af hendes familie og hvis familie, siger god for Sadeem. Alt tegner derfor godt for den forelskede Sadeem, hun skal bare lige igennem milkah-perioden (tiden mellem underskrivelsen af ægteskabskontrakten og selve brylluppet. I denne periode må parret gerne mødes og gå ud – i modsætning til forlovelsesperioden, hvor der endnu ikke er underskrevet ægteskabskontrakt). Men det skal vise sig at være en udfordring at vente med ægteskabets privilegier, og balancen mellem at give og tilbageholde er et endeløst spil, som synes umuligt at regne ud og vinde.

Modige Lamees
Lamees er frisindet og hun bruger internettet til at udleve alt det, hun ikke kan i det fysiske rum. På nettet chatter hun med fyre og udfordrer de regler for køn (og særligt kvinderollen), som hun ellers har lært af det omgivne samfund. Hun roses for sin humor, som får hendes chat-bekendtskaber til at tvivle på, at hun virkelig er en kvinde (kvinder er jo ikke sjove, de er stille).

E-mail-roman
Pigerne fra Riyadh kan bedst beskrives som Gossip Girl på saudiarabisk. Det er en e-mail-roman, hvor vores fortæller hver fredag udsender afslørende e-mails til abonnenter. Hendes fortælling indledes med første mail med emnefeltet: ”Jeg vil skrive om mine venner” og introduceres således:

"Mine damer og herrer: De indbydes til sammen med mig at deltage i de heftigste skandaler og de mest larmende, vildeste nattelange fester. Deres personlige turguide – og det er moi – vil afsløre en ny verden for Dem, en verden der er nærmere ved Dem end De kan forestille Dem. Vi lever alle i denne verden, men oplever den ikke rigtig, for vi ser kun det vi kan tolerere, og ignorerer resten."

Hver mail starter med en kort kommentar fra vores fortæller, kvinden bag de mange mails, hvorefter fortællingen om de fire kvinder fortsættes. Og det er ikke helt tilfældigt, at bogen har fået sin mail-komposition. Det hele startede nemlig som en række mails, hvor mængden af abonnenter tiltog, indtil forfatteren til sidst blev tilbudt en bogkontrakt (i Libanon). Ikke overraskende blev hendes bog forbudt i Saudi-Arabien, hvor modige mennesker smuglede den ind i landet.

Dragende fortælling, dræbende sprog
Pigerne fra Riyadh er en særdeles ambivalent læseoplevelse. Fortællingen er vanvittigt spændende, og jeg nød at følge historien om de fire kvinders skæbne. Men udførelsen er mangelfuld – ligeså er korrekturarbejdet – og rent sprogligt minder den mest af alt om en skoleopgave. Dens teenageragtige udtryk er i fin overensstemmelse med fortællingen om de fire veninder, og replikkerne er troværdige, men selve fortællerstemmen trænger til at få slebet kanterne. Det er selvfølgelig svært at udtale sig om oversættelsesarbejdet, når man ikke har evnerne til at læse originalen, men jeg forestiller mig, at noget er gået tabt. Alligevel er bogen en sand pageturner, og det er tilfredsstillende at læse om pigernes trang til at bryde med gamle undertrykkende traditioner.
Den skal bestemt ikke læses for sine litterære kvaliteter – jeg er ærlig talt i tvivl, om der er nogen – men den skal så absolut læses, fordi den tilbyder et kig ind i en verden, som ellers altid udspilles bag låste døre.
Tak til Kathrine Tschemerinsky, som star bag Turen går til bøgernes verden, hvori jeg fandt Pigerne fra Riyadh under afsnittet “Arabiske Halvø” og også til alle de venlige mennesker i Litteraturklubben på Facebook, der sendte mig i bogens retning i forbindelse med en rejse til De Forenede Arabiske Emirater. Trods den lidt lunkne læseoplevelse, ville jeg ikke have været den foruden.