lørdag den 18. juli 2020

Boganmeldelse: Børn i andre lande af Sofie Maria Brand og Rasmus Juul

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget.
Hvis der skulle herske tvivl, så er jeg en lille pige fra Frankrig og Møffe er en lille pige fra Afghanistan.

Titel: Børn i andre lande
Forfatter: Sofie Maria Brand
Illustrator: Rasmus Juul
Udgivelsesår: 2020
Sideantal: 64
Forlag: Gyldendal

Sofie Maria Brand og Rasmus Juul er et særdeles harmonisk makkerpar. Med hendes ord og hans billeder får de skabt en bog, som vækker begejstring, underholder og underviser på samme tid.

Som barn var jeg medlem af en bogklub, hvor jeg fik Lademanns børneleksikon med posten. Og jeg husker tydeligt mit favoritbind, Verden omkring os. Det var favoritten fordi, den viste mig, hvordan livet så ud i andre lande, og jeg var især optaget af, hvordan andre børn gik i skole. Jeg har stadig nogle af de bøger, og de er selvfølgelig forældet nu. Men noget, der aldrig forældes, er børns nysgerrighed og begejstring ved at opdage, at der findes børn, der lever helt andre liv end dem selv. Det er en nysgerrighed, vi som voksne bør blive ved med at anspore til og opretholde. En måde at dyrke nysgerrigheden og bevare den er selvfølgelig at udfolde verden, og gøre den lettilgængelig. Her gør Sofie Maria Brand og Rasmus Juul med Børn i andre lande et fantastisk stykke arbejde.
Vi besøger 13 børn i 13 forskellige lande: Brasilien, Kina, USA, Tanzania, Tyskland, Afghanistan, Litauen, Cuba, Storbritannien, Grønland, Rusland, Nepal, Frankrig. Opbygningen minder om makkerparrets tidligere udgivelse Jul i andre lande, som jeg med stor begejstring hiver frem hver jul. I hvert land møder vi to børn, som geografisk eller sociokulturelt er placeret langt fra hinanden. De fortæller om deres hjem, deres skolegang, om vejret i deres område og om de måltider, de spiser. De fortæller også, hvad deres lande er særligt kendt for, så det bliver muligt for læseren at sætte børnefortællingerne ind i den typiske referenceramme for det enkelte land.
Jeg har nævnt det før, men jeg er nødt til at nævne det igen, for det skinner klart igennem, at Sofie Maria Brand har en fortid som skolelærer. Hun viser både didaktisk og pædagogisk indsigt i sine valg og formidler hvert land og hvert liv med en naturlighed, der nærmest kommer læserens undren i forkøbet. I de små faktabokse kan der læses om indbyggertal, religion, levealder, mad, skolegang og meget mere. Og man kan også lære at tælle til ti på hvert sprog.
Bagest i bogen er en ordforklaring, som beskriver folkefærd, krige, styreformer, titler og meget mere (så er den voksne også godt klædt på, når de yngste læsere spørger, hvad det var for noget med Den kolde krig).
Rasmus Juul sørger for en appetitlig og indbydende billedside, spækket med flotte farver og små detaljer fra hvert land. Illustrationerne giver lyst til at læse teksten, og sammen får de skabt en bog, som vækker begejstring, underholder og underviser på samme tid.
Jeg kunne på den ene side have ønsket mig en bredere repræsentation af verdens kontinenter – vi har vel alle vores yndlingslande, som bare lige præcis er det vigtigste land til så prægtigt et værk – men på den anden side er antallet af lande også helt tilpas. Bogen har en god længde, størrelse og tykkelse, og det har hvert lands afsnit også, så det passer med et land til godnathistorie. Mine egne præferencer vil jeg derfor lade passere, men jeg satser på en spændende opfølger, hvor vi får lov at dykke ned i rismarker, bushen eller cricket efter skole.




torsdag den 16. juli 2020

Boganmeldelse: Piecing Me Together af Renée Watson


Titel: Piecing Me Together

Forfatter: Renée Watson

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 320

Forlag: Bloomsbury Publishing

 

Piecing Me Together er en relevant, nutidig og meget nærværende historie. Titlen henviser til Jades kunst, hvor hun med udklip fra blade og magasiner sammensætter nye helheder og forsøger at få greb om de mange dele, der udgør hendes egen identitet.

 

16-årige Jade har netop startet sit junior-year på en helt ny high school. Hun har fået et stipendium til en privatskole, som ellers primært består af hvide elever fra den finere middelklasse. Jade er ikke hvid, og hun er ikke fra middelklassen. Hun er enebarn og bor sammen med sin mor, som via sit husholderskearbejdet, både forsørger Jade og sin egen bror, som bor hos dem. Jade drømmer om et liv væk fra det fattige kvarter, hun er opvokset i, og om at tage en uddannelse på et fint universitet, så hun engang kan købe sin mor et lille hus. Hun er klar over, at hendes drømme kun kan realiseres ved hjælp af hårdt arbejde og stålfast vilje – særligt når man er en fattig afroamerikaner. Det var hendes mors ide at få hende ind på den anerkendte privatskole, St. Francis. Jade frygtede at forlade sine venner på nordsiden, men

hver morgen tager hun bussen væk fra det fattige kvarter i Portland, hun så brændende ønsker at undslippe, til et pænt, hvidt område, hvor hun føler sig malplaceret og udenfor.

 

“At school I turn on a switch, make sure nothing about me is too black. All day I am on.”

 

På skolen får hun sin første hvide veninde, men selvom den nye veninde kommer fra et hjem med samme trange kår, er de to teenageres udgangspunkt vidt forskelligt. Og det skal vise sig at være en udfordring at se verden med hinandens briller på.

 

I don't know what's worse. Being mistreated because of the color of your skin, your size, or having to prove that it really happened.”

 

Jade bliver konstant mindet om, hvor hun kommer fra, når hun ikke forstår de sociale koder eller må takke nej til frokost på den lokale café, fordi det koster det samme, som hendes mor bruger på at brødføde tre mennesker dagligt.

 

“Why do people who can afford anything they want get stuff for free all the time?”

 

Da hendes lærer tilbyder en plads i et mentorprogram, bliver hun for alvor opmærksom på den position, der er til rådighed for hende i verden. Jade klarer sig godt i skolen, så hvorfor får hun tilbudt en plads i et program, hun ikke har brug for?

Hun føler, at hun har så meget at give til verden, men hun bliver mødt af en verden, der tilsyneladende ikke er interesseret i hendes gaver.

Jade er lige så farverig og sammensat som sine collager. Hun bruger meget tid på at tænke over sin egen plads i verden og på de samfundsstrukturer, der gør det svært for hende og andre unge afroamerikanere at rykke sig.

 

I am like those girls. I am the Kool-Aid–drinking, fast food–eating unhealthy girl she wants to give nutrition classes to. I know all about food stamps and dollar menus and layaway. Know how to hold my purse tight at night when walking down dark streets, know how to duck at the sound of a shooting gun. I do. I am the girl who walks down the hallway, hoping for at least one boy to notice me. But the boys at school don’t like me because I look nothing like their mothers, look nothing like the Dream. The boys over here, well, to them I am good for tutoring and friendshipping and advice giving. I am.

 

Læseren falder for Jade og hendes tørre humor ved første møde. Man accepterer hende straks som den gode veninde, man kan betro sig til, og læser intensivt med, når hun åbner sit sind og tanker.

Piecing Me Together er en relevant, nutidig og meget nærværende historie. Titlen henviser til Jades kunst, hvor hun med udklip fra blade og magasiner sammensætter nye helheder og forsøger at få greb om de mange dele, der udgør hendes egen identitet. Vi lærer Jade at kende som en reflekteret ung kvinde, der forstår – men stiller spørgsmålstegn ved – samfundets magtstrukturer, og hvordan disse kan udfordres via tankevækkende og bevægende kunst.

Renée Watson har skabt en nuanceret og moderne fortælling om race, identitet, privilegier og selvforståelse. Den er kategoriseret som ungdomsbog men ikke oversat til dansk. Jeg anbefaler den til alle unge, som har de sproglige kompetencer til at læse den. Den er særligt velegnet til engelskundervisningen i 9. klasse, hvor den med fordel kan kombineres med samfundsfag eller historie. Selvom man finder bogen på hylden med ungdomslitteratur, taler den lige så meget til den voksne læser, og Jades tankevirksomhed bliver aldrig ensidet eller naiv.

 

“When I watch the news and see unarmed black men and women shot dead over and over, it’s kind of hard to believe this world is mine.”

 

Det er et friskt pust med en ungdomsroman, hvor romantisk kærlighed og forelskelse er udeladet. I stedet spiller venskab og fællesskaber en stor rolle i Jades liv, og hun lærer os en masse om, hvordan det er at være en udsat minoritet.

 

“I tell him sad because I think white people can handle black sadness better than black anger. I feel both. But sadness gets sympathy, so I stick with that.”

 




fredag den 3. juli 2020

Boganmeldelse: Minimund af Frida Brygmann & Thomas Korsgaard

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar


Titel: Minimund
Forfattere: Frida Brygmann & Thomas Korsgaard

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 96

Forlag: Carlsen

 

Minimund får de små til at grine og de voksne til at mindes. Det er en engagerende fortælling med sproglige perler og de implicitte kommentarer til finurlighederne i det danske sprog, gør den oplagt til fælleslæsning i 4.-5. klasse.

 

Sylvester Torkildsen har en meget lille mund med en meget lille stemme, og det er ikke særlig sjovt, når man går i 2.b. Hver gang han siger noget, begynder de andre at grine. Selv pigerne fniser, og Mike og Daniel H. og Steffen. Og endda læreren kan ikke undertrykke sit grin. De andre børn kalder ham Minimund, og det er ret svært at tale med mor og far om, at man bliver mobbet.

En dag skriver Sylvester et brev, hvor han spørger, om ikke der er nogen, som kan hjælpe. Og det er der sørme, for på magisk vis dukker Nogen Kristiansen op på hans værelse og går straks i gang med at hjælpe. Nogen har medbragt sit stemmekatalog, så nu skal de bare lige finde den helt rigtige stemme. Det bliver måske lidt svært, for med hver stemme, følger også en personlighed. Og selvom Sylvester så ofte har drømt om at være en anden, er det alligevel bedre at være sig selv. Det er en stor opgave at finde sin egen stemme, men da Cindy en dag tager ham i forsvar, bliver det nemmere at være sig selv, og måske er ens egen stemme i virkeligheden den bedste, man kan bruge.

Der er noget skønt, genkendeligt over Minimund. Den synes at være brygget på inspiration fra de allerstørste børnefigurer og -universer. Forfatterne bruger samme finte som Benny Andersen i Snøvsen til at skabe deres plot. I Snøvsen bliver Eigil ked af, at alle går fra snøvsen, så han beslutter sig for at finde den og aldrig gå fra den. I Minimund bruges samme personificering af et ord. Ordet bliver personen, den magiske figur, når Nogen optræder som karakter. Og det virker!

Hvis Sylvester er en elskelig blanding af Buster, Krumme, Hodder, Gummi Tarzan og alligevel helt sin egen. Så er Nogen i sit lilla velourjakkesæt en vellykket blanding af Filurkatten og Den Gale Hattemager fra Alice i Eventyrland. Forfatterne har ramt en stemning af glæde og genkendelighed, hvor der er plads til læserens associationer til andre figurer i børnelitteraturen, men alligevel formår de at skabe deres helt egen skøre fortælling i et genkendeligt børneunivers.

Det er en engagerende fortælling med sproglige perler og implicitte kommentarer til finurlighederne i det danske sprog. Den er sjov og oplagt til højtlæsning i de mindste klasser eller med indskolingsbarnet hjemme. Med et lixtal på omkring 25-26 er den også perfekt til fælleslæsning i 4.-5. klasse, hvor den er et åbenlyst springbræt til samtaler om, hvad det vil sige at være sig selv og have sin egen stemme.

Jeg føler mig ret sikker på, vi kan regne med, at Minimund er starten på en længere serie om Sylvester Torkildsen – det håber jeg i al fald.




mandag den 22. juni 2020

Boganmeldelse: Vaniljehuset af Mich Vraa

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget.
Titel: Vaniljehuset
Forfatter: Mich Vraa
Udgivelsesår: 2020
Sideantal: 446
Forlag: Lindhardt og Ringhof

Mich Vraa bruger ord med samme naturlighed, som man trækker vejret. Hans sans for sprog og billeder vækker Odense til live i en gedigen slægtshistorie om store ambitioner, stålfast vilje og afgørende relationer.

Markus Dusinius Dick har fået sit særegne navn, fordi han er 12. barn i en stor søskendeflok. Han er nu en velhavende fabrikant, som fortæller sin historie fra Hareskov Kuranstalt, hvor han opholder sig efter et hjertetilfælde. Han er vokset op på Vesterbro i Odense som søn af en hårdtarbejdende skomager i en stor familie, hvor pengene altid var små.
Dusinius er ikke ret gammel, da han bliver opmærksom på livets realiteter: At det ikke nødvendigvis – måske endda sjældent – er den der arbejder hårdest, der tjener mest. Allerede som 8-årig begynder den lille dreng at handle. Han sælger sprællemænd på torvet, og lærer om grundlæggende købmandsskab; at købe billigt og sælge dyrt, men hans far, den hårdtarbejdende skomager, har kun foragt overfor denne form for uærlige og dovne levevej. Købmandsskab er ikke hæderligt arbejde.

Erkendelsen rammer ham med en kraft som havde malermester Jakobsen kastet den tunge malerkost i hovedet på ham: De arbejder for borgerskabet, disse mænd, både Jakobsen og hans sjak af øldrikkende, muligvis åndssvage malere. Uden den velstand som borgerskabet akkumulerer og bruger til blandt andet malere, ville alle være fattige. Dusinius ved at det er en vigtig indsigt, selv om han ikke kan forklare hvorfor.


Farens holdning ændrer ikke på Dusinius’ ambitioner om at blive en anseelig og velhavende handelsmand, og allerede som 8-årig lægger han grundstenene til sit store handelseventyr.
Tilbage i Odense sidder Jonna. Hun er Dusinius’ hustru og fortæller gennem sine dagbøger om parrets forhold, deres familierelationer og sin egen barndom. Hun reflekterer over tiden, der er gået og de mange valg, der har ført til, at hun blev hjemmegående, selvom hun havde forstand til – og håbet på – mere.
Ægteparrets minder suppleres med nedslag i fra en alvidende fortæller, som dykker ned i slægtsforhold, opvækst og tidligere romancer. Fortællestemmen er overbevisende og hvirvler læseren rundt i byen og ind og ud af barndommens drømme og ungdommens virkelighed. Byen er romanens ramme, men den er ikke alene baggrundstæppet, den er levende og spiller en afgørende rolle for historien og forståelsen af menneskers status.

I alle de år Dusinius har boet i villaen i Læssøegade, er han altid, når han har haft tid til det, spadseret gennem parken fra sit hjem til Vaniljehusets domicil på Albani Torv. Det er ikke nogen lang tur, ikke engang halvanden kilometer, men alligevel er det som at gå fra én verden til en anden. Syd for åen skærer vejene hinanden i rette vinkler med rektangulære felter imellem, bebygget med borgerskabets bedre villaer i røde mursten eller med pudsede, hvide mure og sorte, glaserede teglsten. Bag hver facade udfolder sig pæne, diskrete liv, man nikker til hinanden og letter på hatten når man mødes, men ingen blander sig mere end højst nødvendigt.

Det er tydeligt, der er gravet dybt under arbejdet med romanen. Det dybdegående researcharbejde bærer frugt og giver læseren et detaljerigt og vægtigt tidsbillede af Odense anno 1878-1930.

Karen går ad byens stræder og over dens pladser, Gråbrødre og Flakhaven ved rådhuset, og kommer til domkirken. Tårnet virker unaturligt højt og stort i sommermørket. En fakkel brænder i et fyrfad foran den store egetræsdør; det ligner ikke Guds hus, men snarere indgangen til et hedensk tempel. Hun går ned langs kirkeskibet; også det virker alt for stort til byen; det er som om en kirke af denne størrelse burde ligge i en langt mægtigere by end Odense, måske i hovedstaden.

Mich Vraa skriver i et sprog så let og elegant som var hvert ord et åndedrag eller et pulsslag og de færdige sætninger livets naturlige gang. Han trækker vejret langsomt, indsnuser, indprenter, mærker efter og ånder så ud med den ene poetiske perle efter den anden. Sproget er overbevisende og tager læseren med tilbage i tid, og det er vanskeligt at begribe, at bogen er blevet til i 2020 (/19).
Vaniljehuset er en slægtsroman på niveau med de store klassikere, og ligesom Lykke-Per er blevet symbol på eventyr i 1800-tallets København, har Dusinius potentiale til at blive tilsvarende i Odense. Og der er da heller ikke lang vej mellem navnene, Sidenius og Dusinius.
Det er folkesjæl, åndsliv og danmarkshistorie. Det er ganske enkelt eminent litteratur.



fredag den 12. juni 2020

Læseliste: Black Lives Matter (bøger om race, kultur, historie og ligestilling)


 Det er ved at være længe siden (i al fald i et SoMe-tidsperspektiv), at jeg postede et opslag på Instagram, hvori jeg bad om jeres hjælp til at udvide min horisont og læsekatalog med flere sorte forfattere og flere sorte fortællinger.

Jeg kunne, som jeg altid kan, regne med jer. Hold nu op, hvor sætter jeg stort pris på at have sådan et vidende, kompetent og hjælpsomt netværk, der altid stiller op. Tak.


Jeg har brugt meget tid på at dykke ned i jeres anbefalinger og på selv at lede videre.

I den forbindelse har jeg oprettet en læseliste, som jeg vender tilbage til om et øjeblik.

For allerførst vil jeg fortælle om noget, der slog mig undervejs. Mange af jeres anbefalinger og ca. 90 % af de bøger, jeg selv fandt frem til, er aldrig oversat til dansk. Mange er ikke at finde på landets biblioteker og de der er, har ventetider på flere måneder. Jeg hader at læse på engelsk, så jeg ville se, om ikke jeg kunne lytte til dem i stedet. Også her bliver det en vanskelig opgave at få adgang. Bibliotekerne tilbyder dem ikke, det gør boghandlerne heller ikke, og min egen bog-streamingtjeneste har dem heller ikke. Hvis det ikke er en øjenåbner, så ved jeg ikke, hvad er. Manglende adgang til litteratur er i allerhøjeste grad en del af et strukturelt problem. Vi forstår verden gennem bøger, og derfor skal vi have alle perspektiver til rådighed. I mange år har jeg kæmpet for at skabe en form for ligevægt i min bogsamling og i min horisont ved at sikre mig, at kvindelige forfattere er velrepræsenteret. Imens har jeg lukket mine øjne for det faktum, at perspektivet er så hvidt, at det blænder mit syn. Jeg vidste ikke, at adgangen til bøger om race var begrænset. Jeg vidste ikke, at adgangen til bøger af sorte forfattere var begrænset. Jeg vidste ikke, at jeg igen og igen og igen tillader, at 80 % af mine fortællinger skabes af hvide, privilegerede mennesker. Jeg kommer måske altid til at læse flest bøger af hvide forfattere, fordi jeg læser mange danske forfattere, og blandt dem er der en overvægt af hvide. Men det faktum, at jeg nu er langt mere bevidst om mine læsemønstre muliggør forandring og forbedring. Og det er der brug for. For Black Lives Matter og Black Authors Matter og Black Stories Matter.

 

Hvis du er nået hertil i mit “lille” skriv, så tillykke. Du har vundet en chokoladekiks, som kan afhentes I Odense. Og nu må jeg hellere vende tilbage til læselisten, som måske er den eneste grund til, du har læst hele den lange smøre. Jeg har oprettet en liste på Goodreads med titlen: Black Lives Matter: Educating Myself. Den vil jeg løbende opdatere, og du kan du bruge den, som du ønsker. Der er direkte link til den, du skal blot klikke her.

 

Hvad læser du lige nu? 
Og er jeg alene med min blindhed over for alle de hvide historier, jeg har fyldt reolen og sindet med?

fredag den 5. juni 2020

Boganmeldelse: Kan jeg stole på dig af Mette Egelund Olsen & Margrethe Schmidt

Jeg modtog bogen son anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Kan jeg stole på dig
Forfattere: Mette Egelund Olsen & Margrethe Schmidt

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 130

Forlag: Vild Maskine

 

De voksne sætter grænser for børn og unge. Men hvem skal sætte grænser for de voksne? Kan jeg stole på dig er en bog om følelser, grænser, teenageliv, forvirring, svigt, tillidsbrud og kynisk udnyttelse af autoritet og voksenrolle.

 

Jeg skal for god ordens skyld starte med at nævne, at den ene forfatter er min kollega, men det har selvfølgelig ingen indflydelse på anmeldelsen.

 

Sofie skal starte i 7. klasse på en helt ny skole. Hun og hendes familie er flyttet fra Glostrup til en lille ø, hvor de vil forsøge at starte forfra, efter fars sygemelding med stress. Mor skal starte i sit nye job som ledende sygeplejerske og Sofie og hendes storebror starter i den lokale folkeskole, selvom ingen af dem rigtig havde lyst til at flytte. Pengene er små efter fars langvarige sygdomsforløb, så det er meget heldigt, at Sofie ikke vil konfirmeres. Den slags er jo dyrt.

Det varer dog ikke længe, før Sofie opdager, at hendes klasse går til konfirmationsforberedelse ved den unge og spændende præst Andreas, som hele byen synes at være betaget af – særligt byens kvinder. Da Andreas spørger Sofie, om hun vil passe hans børn, bliver hun beæret over tilliden og ser frem til opgaven. Der er noget sært ved relationen mellem hende og Andreas. Han er voksen, men han er også ung og tiltrækkende, og en gang imellem er det svært at vurdere, om han ser på hende med samme øjne. Andreas skal jo vise interesse for alle sine konfirmander, og han gør meget ud af, at de får et tillidsfuldt og tæt forhold. Men hvor går grænsen? Da han lægger sig helt tæt op ad hende, føles det både rart og forkert på samme tid. Men det kan man vel ikke fortælle helt nye veninder om. Eller en mor, som er mindst lige så betaget af den flotte, unge præst.

De mange modstridende følelser er svære at navigere i for en ung pige, og den voksne præst udnytter Sofies forvirring og misbruger hendes tillid.

Kan jeg stole på dig er en bog om følelser, grænser, teenageliv, forvirring, svigt, tillidsbrud og kynisk udnyttelse af autoritet og voksenrolle.

Romanen er trykt i stor skrift, så de 130 sider forsvinder hurtigt – måske også for hurtigt. Den kunne sagens tåle flere detaljer og længere dialoger uden at miste sin læsers interesse, og det ville jeg personligt have foretrukket. Men det er en snedig beslutning at gøre den tempofyldt, skabe et ultimativt point-of-no-return-plot, korte den ned og anvende større skrift, når den skal ud og arbejde hos de unge mennesker, der er dens målgruppe. Den lander dog i en kløft, hvor indholdet kalder på udskolingen, men formen taler mere til mellemtrinnet. Derfor er det svært at give et klokkeklart bud på brugen af den: Jeg har haft en 6. klasse (jeg er tidl. skolelærer), som den ville være grænseoverskridende for, men jeg har også haft en 6. klasse, som ville elske en debat om grænser og teenageliv. Samtidig har jeg haft en 7. klasse, hvor det sproglige niveau ville ramme helt perfekt, men jeg har også oplevet 7. klasseelever, som sluger Twilight og Hunger Games på engelsk. Jeg vil helt bestemt anbefale, at man arbejder med den i folkeskolen som afsæt til en vigtig snak om grænser og tilladt voksenadfærd. Men man er nødt til – som man selvfølgelig gør med alle sine materialevalg – at overveje den specifikke klasses danskfaglige og mentale niveau. Jeg vil også anbefale, at man får den hjem til sit eget unge menneske, så den også derhjemme kan være afsættet til samtaler om grænser. Det er en ekstremt vigtig snak, og bøger er ofte et nemmere afsæt for samtaler end virkeligheden er det.

En god og tankevækkende teenageroman, som jeg håber bliver indkøbt til landets skoler og biblioteker.

onsdag den 27. maj 2020

Boganmeldelse: Frankenstine af Lars Kramhøft og Jam Aden

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget. Pssst. Hvis du tænker: "Er det virkelig en nugget, hun tygger på?" - Så er svaret ja. Men hvis du vil vide hvorfor, så må du læse bogen. GO!





































Titel: Frankenstine
Forfattere: Lars Kramhøft og Jam Aden
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 85
Forlag: Cobolt

Hvordan skabes et menneske? Hvordan skabes identitet? Og hvordan skabes køn? I Frankenstine får vi næsten svar på alle disse spørgsmål, når vi møder Stine, som blev skabt af en gal videnskabsmand.

Stine slipper fri af sine lænker, da hen er i teenagealderen og havner på en skole, hvor hen bliver veninder med outsideren. En gruppe piger hersker over skolen, og de sørger for at alle elever placeres i kasser med klare definitioner for, hvem de er og hvilke privilegier de har. Stine og den nye veninde passer ikke ind: De går i det forkerte tøj, har det forkerte hår (ååååh, hvor har jeg lyst til at skrive ”og så er hun genert”, men det er de ikke!), den forkerte make-up osv. osv. De bliver kaldt freaks og lebber af de piger, der har gjort det til deres opgave at skabe et minidiktatur på folkeskolen. Men Stine er ligeglad.
Stine er ikke-binær (betegnelsen når man ikke identificerer sig som mand eller kvinde, kaldes også ofte flydende identitet), og hen iklæder sig det tøj, der føles godt og lader sig ikke kue af sociale konventioner.
Hun er en menneskeskabt konstruktion, og måske er det netop årsagen til, at hun kan se lige igennem alle de illusioner og sandheder der hersker om kønnenes ”natur”.
Jeg anbefaler den til den refleksive 12-årige og til udskolingselever (13-16). Den er desuden oplagt til et undervisningsforløb i udskolingen, hvor man med fordel kan inddrage den klassiske Frankenstein under emnerne konstruktion, køn, genre (gysergenre, graphic novel) og meget, meget mere. Bagest i bogen findes en fin introduktion til køn og kønsneutrale pronominer.