tirsdag den 19. november 2019

Boganmeldelse: Bæst af Ane Riel


Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.
Titel: Bæst
Forfatter: Ane Riel
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 384
Forlag: Lindhardt og Ringhof

Bæst er et stort episk drama om menneskers vilkår og tilfældighedernes spil, som indkapsles i et miljø og en tid, det er op til læseren at fortolke.

I et nedlagt mejeri går Mirko i skole med resten af oplandets unger. Han står tidligt op om morgenen og hjælper sin far med malke køerne, inden han tager i skole. I skolen siger han ikke så meget, men når han gør, er det altid velovervejet og fornuftigt. Det er egentlig ikke fordi, han er specielt glad for at gå i skole, men det er hans mulighed for at lære om mere og andet end det liv, der udfolder sig hjemme på gården. Han kommer fra en kristen familie, som fører en renfærdig tilværelse og lever efter de ti bud.
Da Mirko bliver stor nok til at hjælpe med det hårde arbejde på nabogården, udvikler han stærke følelser for Danica, som er en del ældre end ham. Danica er kendt som en løssluppen kvinde, men da hun en nat ender sammen med Karl, bliver han hængende, og de to får et barn. Barnet kalder de Leon, og Leon er langt fra som alle andre børn. Han besidder en enorm styrke, som allerede viser sig, da han er spæd, og selvom hans hjerte er rent, så er de mange kræfter svære for ham og hans forældre at tøjle. Karl er ikke specielt interesseret i sin unormale søn, og da Danica ikke rigtig ved, hvad hun skal stille op med ham, bliver det i høj grad Mirko, der påtager sig ansvaret for det unaturligt stærke barn, som har mentale udfordringer. De to udvikler et dybt venskab og efter en dramatisk nat, bliver de forbundet for livet.
Bæst er et stort episk drama om menneskers vilkår og tilfældighedernes spil, som indkapsles i et miljø og en tid, det er op til læseren at fortolke. Mirko og Leons venskab er smukt og skrøbeligt, men fortællingen om den kloge, splejsede dreng og den bomstærke, uintelligente dreng føles – for denne læser – desværre gennemtærsket og ikke som en ny læseoplevelse. Det er særligt Leons karakter, der allerede inden den får lov at udfolde sig, føles så velkendt og åbenlys. Tænk bare på Freak the Mighty, Mus og mænd og Den grønne mil. Bogen ér god, og det ér en stærk fortælling, men jeg blev desværre ikke blæst bagover af begejstring.
Med Bæst har Ane Riel bevæget sig langt væk fra sine tidligere romaner, Slagteren i Liseleje og Harpiks, som jeg uddelte min begejstring for her og her. Og det skal der selvfølgelig være plads til, men trods genreskiftet, havde jeg håbet at genfinde den forfattestemme, jeg var blevet så forelsket i.
Bogen er god til dig, der elsker store episke, eventyragtige fortællinger.


søndag den 17. november 2019

Scottys julekalender 2019: Opvarmningsøvelse 2

Ho, ho, hoooooo!

Vi fortsætter lige med opvarmningen lidt endnu, for det er vigtigt, I er helt klar til december. Denne gang er det søde julemus fra Politikens Forlag, der har sørget for, at du kan vinde en af årets tv-julekalendere i bogform. Du kan nemlig vinde Tinkas juleeventyr af Flemming Klem.

Det eneste du skal gøre er at …

 følge bloggen via email eller bloglovin' (det kan du gøre ved tilmelding i højre side)
 fortælle hvilken julekalendernisse, du bedst kan identificere dig med

Held og lykke!

Du kan både deltage her og på Instagram. Vinderen trækkes torsdag d. 21. november 2019 og offentliggøres på Instagram.

onsdag den 13. november 2019

Boganmeldelse: Jeg løb mod Nilen af Alaa a-Aswany


Reklamelink: Bogen kan købes hos Bog & Idé her.

Titel: Jeg løb mod Nilen
Forfatter: Alaa a-Aswany
Oversætter: Victoria Westzynthius
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 508
Forlag: Hr. Ferdinand

I Jeg løb mod Nilen beskriver Alaa al-Aswany begær, undertrykkelse, hykleri og magtmisbrug på fuldstændig opslugende vis. Med denne velskrevne og modige roman demonstrerer han sit imponerende talent for at skabe nuancerede og intense menneskelige portrætter.

2011 er et voldsomt år i Egypten. Cairos gader er fyldt med aktivister, som kræver præsident Mubaraks afgang, og selvom de er indstillet på fredelige protester, bliver de mødt af alt andet end fred og viljen til at gå i dialog.
Vi hører om den egyptiske revolution gennem et mangfoldigt persongalleri, skolelæren Asma og aktivisten Mazen sender hinanden mails med kærlighedserklæringer, frustrationer og vidnesbyrd fra demonstrationerne. Sideløbende følger vi Khalid og Danias umulige kærlighed – han er søn af en fattig vognmand og hun er datter af en magtfuld general.
Ashraf er en skuespiller – og nu også aktivist – som aldrig nåede til tops, fordi han ikke ville bukke under for korruption. Hans hustru forstår ham ikke, men det gør hans tjenestepige Ikram, som han indleder et forhold med, da hustruen flygter fra urolighederne i Cairo ved at flytte hjem til sin familie.
Issam er tidligere kommunist, og han er klar til at ofre hvad som helst, for at få en bedre udsigt fra den sociale rangstige.
Den gudfrygtige Nurhan har banet sig vej til toppen hos landets største tv-selskab, og herfra rapporterer hun om aktivisternes løgne og idioti – også når han selv må være lidt kreativ for at (op)finde disse løgne.
Det rige, mangfoldige persongalleri kan måske synes vanskeligt at få greb om, men hver karakter er lige så levende som de mennesker, du møder i hverdagen, og de indtager lynhurtigt deres pladser i læserens indre.
Jeg løb mod Nilen er en roman fyldt med nuancer. Samtidig med vi får serveret den ene brutalitet efter den anden – dele er så brutale og visuelle, at jeg måtte læse dem, som var de en gyserfilm; med hånden for øjnene og små sprækker jeg kunne se igennem – viser Alaa al-Aswany også, at han har en formidabel humoristisk sans:


"Det er vigtigt at slå fast, at general Alwani aldrig har udnyttet sin stilling til at opnå et eneste privilegie til sig selv eller sin familie … Hvis hajja Tahani eksempelvis informerer ham om, at hendes virksomhed forsøger at erhverve sig en grund i et bestemt guvernement, skynder general Alwani sig at ringe til den pågældende guvernør:
“Hr. guvernør, jeg vil gerne bede Dem om en tjeneste.”
Guvernøren svarer straks:
“Javel, hr.” 
Så meddeler generalen med beslutsom stemme:
“Zamzam-selskabet har udvist interesse for en grund i Deres guvernement. Dette selskab tilhører min svoger , hajj Nasir Talima. Den tjeneste, jeg gerne vil bede Dem om, hr. guvernør, er, at De behandler hajj Nasir som alle andre entreprenører. Min bøn til Dem er, at De holder Dem til loven og ikke gør forskel.”
Efter en kort tavshed svarer guvernøren så:
“Deres Excellence lærer os om upartiskhed og uegennytte.”
Hvorefter generalen afbryder ham og siger:
“Gud forbyde korruption. Jeg er egypter, og jeg elsker mit land. Jeg er muslim, og jeg accepterer intet, der går imod religionen.”
Når Zamzam-selskabet bagefter får tildelt grunden, føler general Alwani ingen skam. Han henvendte sig til den ansvarlige og bad ham om ikke at give ham om ikke at give ham særbehandling. Hvad mere kunne han have gjort?"


Disse tragikomiske passager der afslører, hvordan korruption kan affejes som retskaffenhed, er nødvendige afbræk fra læsningen om den massakre og de lemlæstelser, der foregår overalt i Cairo. Alle ønsker friheden til at leve det liv, de drømmer om, men de rige og magtfulde har ikke brug for en revolution. De kan købe sig til livets gaver, hvad end det drejer sig om social status, rangtitel eller sågar mellemmenneskelige relationer såsom begær. Den rige får, hvad den rige ønsker, og frihed er elitens privilegie.
Ved at inddrage ægte vidneudsagn fra de aktivister, der deltog i den egyptiske revolution, får Alaa al-Aswany skabt en knusende sorgfuld stemning og vist, at det til stadighed er nødvendigt at kæmpe for menneskerettigheder.
Bogen er forbudt i Egypten. Selvfølgelig er den det – den er gennemsyret af kritik og foragt over for det militære styre og eliten, med andre ord over for alle dem, der har en stemme i landet.
Det er en modig og vanvittigt velskrevet roman, og Alaa al-Aswany beskriver begær, undertrykkelse, hykleri og magtmisbrug på fuldstændig opslugende vis.
Alle bør læse Jeg løb mod Nilen.