Boganmeldelse: Harpiks af Ane Riel

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar fra forlaget, men den kan købes hos Bog & Idé lige her (sponsoreret linksamarbejde).

Titel: Harpiks

Forfatter: Ane Riel

Udgivelsesår: 2015

Sideantal: 236

Forlag: Lindhardt og Ringhof

I en tidlig alder har Jens Haarder lært at miste. Men Jens kan holde fast i genstande, og han kan måske også tage kontrol over døden. Hans afvigende opførsel eskalerer, og læseren forundres og fastholdes i en opslugende fortælling om en isoleret familie. I Harpiks  byder Ane Riel på en varm, tung og mørk gryderet kogt på alverdens genrer.

Jens Haarder er vokset op på Hovedet med sin far, mor og storebror. Hovedet er en isoleret del af en lille ø, som kun kædes sammen via en lang, smal grussti. På Hovedet ligger kun familien Haarders gård, og familien har altid sat en ære i at klare sig selv uden hjælp eller indblanding fra folkene på øen eller fastlandet. Jens’ far er kendt som den dygtigste snedker i mands minde, og da han dør før tid, træder Jens i hans fodspor. Da Jens bliver voksen rejser hans bror væk, og Jens bliver på familiegården med sin mor. Han gifter sig med den smukke Maria, som kommer til gården for at hjælpe Jens’ mor med at holde hjemmet, mens Jens fortsætter snedkerarbejdet. Da parret bliver forældre, rejser moren til fastlandet, hvor hun flytter ind hos sin kusine. Som årene går bliver kontakten til andre mennesker begrænset til det årlige salg af juletræer, og Jens mener ikke, at det er nødvendigt at sende sin datter i skole. Livet har læst Jens at miste, og som et forsøg på at holde fast i noget, holder han fast i genstande. Ting skal gemmes, intet må gå tabt. Familien Haarder bliver gradvist genstand for byens sladder; hvad foregår der egentlig derude på Hovedet? Hvorfor forsvinder ting og sager i nattens mulm og mørke? Og hvordan kan familien leve uden nogen form for kontakt til omverdenen?

Historien fortælles fra mange perspektiver; af en alvidende fortællerstemme, af breve fra Livs mor og af 7-årige Liv. Liv beretter om sin verden ud fra det, hun ved, og hendes virkelighed er begrænset til skovens liv og til det, hendes far fortæller hende. Liv ved noget om træer, om dyr og naturen. Hun forstår livets cyklus, hvordan noget må dø, så andet kan leve. Hun er et elsket barn og kærligheden er gensidig. I kærlighedens navn udsættes Liv for utilsigtet vanrøgt, og den lille pige kæmper med at navigere i en verden, der mister mere og mere mening.

Harpiks er en helt unik læseoplevelse. Det er socialrealisme med et højt spændingsniveau. Det er gys med tungsindig intensitet. Det er en stor fortælling om en familie og en makaber fortælling om liv og død.

Romanen bevæger sig hele tiden på grænsen mellem modsætninger – både i sin genre og i tematikkerne. Normalitetsbegrebet udfordres og der balanceres mellem sunde og usunde afvigelser. Hvornår er den usynlige ven for eksempel et tegn på sund fantasi, og hvornår er han et udtryk for virkelighedsflugt? Hvornår er genbrug og konservering et miljøbevidst valg med omtanke for naturen, og hvornår er det en manisk tvangshandling? Hvornår er frygten rationel, og hvornår er den et udtryk for paranoia?

Den afvigende opførsel eskalerer, og læseren forundres og fastholdes i en opslugende fortælling om en isoleret familie.

Kom til Den Røde Sofa: Litteratursalon på Københavns Hovedbibliotek

Klik her for at læse mere.

Jeg glæder mig som en sindssyg afviger til litteratursalon d. 26. september på Københavns Hovedbibliotek. 

Den Røde Sofa har i denne sæson fokus på litterære afvigelser, og i den forbindelse får jeg æren af at interviewe en vaskeægte ekspert på området, nemlig forfatter og psykolog, Anne Cathrine Bomann.

Her vil vi diskutere og forsøge at afgrænse begrebet "afviger", og vi vil tale om, hvordan man skriver om dem, der afviger fra normen? Og hvorfor man overhovedet vælger afvigeren som romankarakter.

Det bliver jo simpelthen årets begivenhed, så jeg håber vi ses!

  

Torsdag d. 26. september

Kl. 17.00-18.00

Københavs Hovedbibliotek

Krystalgade 15

1172 København K

Klik her for at læse mere.

Boganmeldelse: Slagteren i Liseleje af Ane Riel

Sponsoreret linksamarbejde med Bog & Idé: Bogen kan købes lige her. 

Titel: Slagteren i Liseleje

Forfatter: Ane Riel

Udgivelsesår: 2013

Sideantal: 283

Forlag: Lindhardt og Ringhof

Man kan ikke andet end imponeres over sådan en begavet komposition, som Ane Riel byder på i Slagteren i Liseleje. Fortællingens mysterium forløses gradvist og læseren mindes om, at der altid er noget, der lurer under idyllens overflade.

Judith Abild Behring vimser rundt i sommerhuskvarteret i Liseleje. Her passer hun sin have og hunden Hannibal, mens hun holder sig beskæftiget med hjemmebag og sylte. Hun er den rare ældre dame, som altid emmer af overskud og omsorg for kvarterets beboere, og man ved hun står klar med kringle og kaffe, hvis man kigger forbi. Selv kvarterets tre drukkenbolte, som holder til i læskuret, er velkomne hos Judith, som rummer alle Guds børn.

Men vi skal lige en tur tilbage i tiden. Vi skal til Frederiksberg i 1948, hvor lille Jørgen kommer til verden. Jørgen bliver født ind i en vældig fin familie og bliver søn af en mor for hvem, status betyder alt. Mor Edith har høje ambitioner på sin søns vegne, og det er afgørende for hende, at han klarer sig godt i livet, så hun selv kan stige på livets sociale rangstige. Der er ikke nogen i verden, Jørgen hellere vil roses af end sin mor, så han går gerne den ekstra mil for at opnå hendes beundring og anerkendelse. Hans fars kærlighed er derimod ikke så væsentlig, og Jørgen regner ham ikke for at være meget værd.

Som fortællingen skrider frem, sammenvæves Judiths liv i Liseleje med Jørgens på Frederiksberg, og historien tager en ganske uventet drejning. Læseren holdes hen i det uvisse, og sammenhængen åbenbares ikke før de allersidste sider, hvor idyl og hjemmebag efterhånden er forvandlet til en gysende fornemmelse. De to fortællinger sammenflettes på enestående vis, og forfatterens evne til at skabe troværdige dialoger og runde, levende (og døde!) karakterer er uovertruffen. Man kan ikke andet end imponeres over sådan en begavet komposition, og det er med humor og gru, at Ane Riel minder os om, at der under idyllens overflade kan ligge ondskab og perversitet på lur. En sådan evne til at udtænke plots er intet mindre end misundelsesværdigt!

Læs den, hvis du tør.