Boganmeldelse: Børn i andre lande af Sofie Maria Brand og Rasmus Juul

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget.
Hvis der skulle herske tvivl, så er jeg en lille pige fra Frankrig og Møffe er en lille pige fra Afghanistan.

Titel: Børn i andre lande

Forfatter: Sofie Maria Brand

Illustrator: Rasmus Juul

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 64

Forlag: Gyldendal

Sofie Maria Brand og Rasmus Juul er et særdeles harmonisk makkerpar. Med hendes ord og hans billeder får de skabt en bog, som vækker begejstring, underholder og underviser på samme tid.

Som barn var jeg medlem af en bogklub, hvor jeg fik Lademanns børneleksikon med posten. Og jeg husker tydeligt mit favoritbind, Verden omkring os. Det var favoritten fordi, den viste mig, hvordan livet så ud i andre lande, og jeg var især optaget af, hvordan andre børn gik i skole. Jeg har stadig nogle af de bøger, og de er selvfølgelig forældet nu. Men noget, der aldrig forældes, er børns nysgerrighed og begejstring ved at opdage, at der findes børn, der lever helt andre liv end dem selv. Det er en nysgerrighed, vi som voksne bør blive ved med at anspore til og opretholde. En måde at dyrke nysgerrigheden og bevare den er selvfølgelig at udfolde verden, og gøre den lettilgængelig. Her gør Sofie Maria Brand og Rasmus Juul med Børn i andre lande et fantastisk stykke arbejde.

Vi besøger 13 børn i 13 forskellige lande: Brasilien, Kina, USA, Tanzania, Tyskland, Afghanistan, Litauen, Cuba, Storbritannien, Grønland, Rusland, Nepal, Frankrig. Opbygningen minder om makkerparrets tidligere udgivelse Jul i andre lande, som jeg med stor begejstring hiver frem hver jul. I hvert land møder vi to børn, som geografisk eller sociokulturelt er placeret langt fra hinanden. De fortæller om deres hjem, deres skolegang, om vejret i deres område og om de måltider, de spiser. De fortæller også, hvad deres lande er særligt kendt for, så det bliver muligt for læseren at sætte børnefortællingerne ind i den typiske referenceramme for det enkelte land.

Jeg har nævnt det før, men jeg er nødt til at nævne det igen, for det skinner klart igennem, at Sofie Maria Brand har en fortid som skolelærer. Hun viser både didaktisk og pædagogisk indsigt i sine valg og formidler hvert land og hvert liv med en naturlighed, der nærmest kommer læserens undren i forkøbet. I de små faktabokse kan der læses om indbyggertal, religion, levealder, mad, skolegang og meget mere. Og man kan også lære at tælle til ti på hvert sprog.

Bagest i bogen er en ordforklaring, som beskriver folkefærd, krige, styreformer, titler og meget mere (så er den voksne også godt klædt på, når de yngste læsere spørger, hvad det var for noget med Den kolde krig).

Rasmus Juul sørger for en appetitlig og indbydende billedside, spækket med flotte farver og små detaljer fra hvert land. Illustrationerne giver lyst til at læse teksten, og sammen får de skabt en bog, som vækker begejstring, underholder og underviser på samme tid.

Jeg kunne på den ene side have ønsket mig en bredere repræsentation af verdens kontinenter – vi har vel alle vores yndlingslande, som bare lige præcis er det vigtigste land til så prægtigt et værk – men på den anden side er antallet af lande også helt tilpas. Bogen har en god længde, størrelse og tykkelse, og det har hvert lands afsnit også, så det passer med et land til godnathistorie. Mine egne præferencer vil jeg derfor lade passere, men jeg satser på en spændende opfølger, hvor vi får lov at dykke ned i rismarker, bushen eller cricket efter skole.

Boganmeldelse: 'Stien på bjerget' og 'Løven og fuglen' af Marianna Dubuc

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: ’Stien på bjerget’ & ’Løven og fuglen’

Forfatter: Marianna Dubuc

Oversætter: Lone Svane Jensen

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 80

Forlag: Forlaget Albert

Både historien i Stien på bjerget og Løven og fuglen bæres frem ved hjælp af smukke penselstrøg og god fantasi. På tekstsiden er der ikke mere end ca. en sætning pr. dobbeltside, men den knappe tekstmængde inviterer barnet til at bidrage med sine egne fortællinger og gå på opdagelse i illustrationerne.

Stien på bjerget

Fru Grævling har gjort det til sin faste tradition at starte søndagen med en vandretur op ad det store bjerg. Det er en lang tur, men den er også meget smuk, og hun møder mange venner på sin vej. Alle kender fru Grævling og fru Grævling kender alle. Hun er en ældre dame, men hun er altid klar til at give en hånd med, når hun møder sine dyrevenner midt i deres gøremål. En dag får hun selskab af katten Felix, som vandrer med hende op til bjergtoppen. Han begynder at følge hende hver søndag, og han nyder at fru Grævling lærer ham om skovens dyr, om hjælpsomhed og om at følge sit hjerte.

Hun er hans støtte, når han ikke længere kan gå. Men som tiden går må Felix træde til at være den støttende part. Til sidst kan den gamle fru Grævling ikke længere vandre på bjerget med Felix, men Felix fortsætter søndagsvandringen og møder en dag en ny ven, som han kan give sin store viden videre til.

Stien på bjerget er en smuk fortælling om livets cyklus. Den handler om at miste, men også om de spor et nært venskab efterlader. Bogen er en oplagt støtte, når mindre børn oplever at miste en ældre, som har stået dem nær. Den er en indsigt i livets gang og i, hvordan livet fortsætter og nye relationer opstår, selv når de tætteste forsvinder.

Marianna Dubuc laver også selv illustrationerne til sine bøger, og måske er det derfor, de i så høj grad formår at indkapsle stemningen og understøtte historien.

Hendes penselstrøg er lette og omfavnende, og deres mildhed bidrager til den poetiske fortælling.

Løven og fuglen

Løven og fuglen er lige så fin og har samme poetiske udtryk både på indholds- og billedsiden. Her er Løve er i gang med at arbejde i sin have, da han ser en stakkels skadet fugl, som ikke kan flyve. Han tager den med ind og lader den blive, så de sammen kan komme igennem vinteren. Da vinteren er omme, er den lille fugl igen så god som ny, og den flyver afsted mod fjerne himmelstrøg. Det bliver Løve ked af, men han lader den flyve sin vej, og til hans store begejstring kommer den tilbage til efteråret, så de kan overvintre sammen igen.

Moralen er vist ikke til at tage fejl af: Hvis du elsker nogen, så sæt dem fri.  

Begge historier bæres frem ved hjælp af smukke penselstrøg og god fantasi, for på tekstsiden er der ikke mere end ca. en sætning pr. dobbeltside. Mere er der ikke behov for, og den knappe tekstmængde inviterer barnet til at bidrage med sine egne fortællinger og gå på opdagelse i illustrationerne. De gør det muligt at give vigtige værdier videre til sit barn helt uden løftede pegefingre. De viser hvordan venskaber kan opstå på tværs af generationer og arter – helt uden at nævne, at fru Grævling er meget ældre end Felix eller at Løve er en helt anden art end Fuglen. Jeg tør næsten vædde på, at det kun er voksne, der bider mærke i den slags ligegyldigheder. For børn er det helt naturligt med nære venskaber mellem fugle og løver.

Begge bøger er oplagte i denne tid, hvor naturen er den primære legeplads og legekammerat, og hvor mange har behov for at forholde sig til frygten for at miste en, de elsker.

Man behøver ikke være et barn for at nyde disse fine børnebøger. Deres ro og universelle følelsestema samt kunstneriske og poetiske udtryk taler på tværs af alder, og herhjemme kunne to voksne til fulde nyde skønheden og dybden i begge bøger. Det er gedigne familiebøger, der bør nydes i samværet med andre.

Boganmeldelse: Charles Darwins Arternes oprindelse af Sabina Radeva

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Charles Darwins Arternes oprindelse

Forfatter: Sabina Radeva

Oversættere: Luna Svane Rodriguez & Lone Svane Jensen

Udgivelsesår: 2019

Sideantal: 64

Forlag: Forlaget Albert

Sabina Radevas børnevenlige genfortælling af Charles Darwins Arternes oprindelse er det perfekte eksempel på, hvorfor man aldrig bliver for gammel til børnelitteratur. I bogen dykker hun ned i evolutionsteorien og præsenterer arternes oprindelse ved hjælp af smukke illustrationer og børnevenlige tekstbidder.

I 1859 opstillede Darwin sin evolutionsteori, hvormed han forklarede arters variationer og udvikling, naturlig selektion, instinkter og meget mere. Hans teori blev banebrydende og ændrede verdens forståelse af, hvordan arter bliver til og af livet på jorden.

I Charles Darwins Arternes oprindelse formidler Sabina Radeva Darwins teorier om evolution og naturlig udvælgelse på et lettilgængeligt sprog. Hun tilføjer både undren og spænding til Darwins hårde fakta, når hun supplerer med faktiske citater og uddrag fra naturforskeren selv. Hun kortlægger evolutionsteoriens grundlæggende begreber og sørger for at tage sin læser i hånden med belejlige forklaringer og ordliste bagest i bogen. Undervejs inddrager hun også den nutidige forskning, og hun forklarer knivskarpt uden at tale ned til hverken den lille eller store læser.

Det er en fuldstændig fortryllende bog både i indhold og udseende, og den taler i lige så høj grad til den voksne læser som til barnet. Det er en rigtig familiebog i lækker kvalitet.

Forlaget anbefaler den til 9-årige og opefter, men jeg vil faktisk mene, at mange yngre læsere også vil elske den. Den er selvfølgelig kompleks, så selve indholdssiden vil nok fare hen over hovedet på de yngre, men der er så meget at få øje på i de fortryllende illustrationer, at den med garanti vil blive et hit som pegebog for de mindste også.

Som jeg indledte med anmeldelsen med, så er bogen det perfekte eksempel på, hvorfor man aldrig bliver for gammel til børnelitteratur. Der er masser af læring for den voksne læser også, og den er oplagt til dialogisk læsning med god tid til at nyde de mange små detaljer på hver side.

Boganmeldelse: Pas på min jord til jeg bliver stor: Flaskens rejse – Hvor har flasken været i dag? af Camilla Dovbenko

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forfatteren.

Titel: Pas på min jord til jeg bliver stor: Flaskens rejse – Hvor har flasken været i dag?

Forfatter: Camilla Dovbenko

Udgivelsesår: 2019

Sideantal: 12

Forlag: Selvudgiver

Plastik hører ikke til i naturen. Men kan man lære de 0-3-årige det? – Man kan i al fald gøre et forsøg, og Camilla Dovbenkos bog er et oplagt redskab dertil.

Pas på min jord til jeg bliver stor er navnet på det, som vil blive Camilla Dovbenkos nye klima-bogserie til småbørn. Første bog i serien er Flaskens rejse – Hvor har flasken været i dag?

 I flaskens rejse er en tom vandflaske kommet på afveje. Den ligger på gaden, samles op af en måge, tabes i havet og havner i hvalens mave. Heldigvis ender fortællingen med at flasken finder sin plads i en skraldespand, da en lille dreng samler den op på stranden.

Den 12-siders papbog er målrettet 0-3-årige, og den består på sprogsiden af sparsomme 14 ord. De 14 ord er velvalgte og mange af dem hører til det nysgerrige barns første gloser; gaden, flyve, havet. Den bindes sammen af billedsiden, og illustrationerne er i tråd med sproget holdt helt simple, men med et væld af farver til at aktivere den spirende hjerne.

Om du definerer dig selv som klimatosse eller ej, så vil du formentlig kunne erklære dig enig med forfatteren i, at plastik ikke hører til i naturen. Det er en lektie, som ikke kan læres for tidligt, men det kan være svært at vide, hvordan man griber den slags an. Derfor har forfatteren, i samarbejde med en række pædagoger og lærere, oprettet en læseguide til bogen, som hjælper den voksne i gang med læsningen. Læseguiden er inddelt med tips til at styrke samlæsningen efter alderstrin og med tilknyttet information om, hvilket udviklingsstadiestadie barnet og hjernen sædvanligvis befinder sig på.

Det er tydeligt, at der er lagt mange kræfter i arbejdet med Flaskens rejse og den dertilhørende hjemmeside, Paspaaminjord.dk.

Jeg vil varmt anbefale den til forældre, daginstitutioner, dagplejere og alle andre omsorgspersoner.

Barndomsbøgernes oversætter, Mich Vraa

Nu skal I høre en lille sjov fortælling ...

Første gang, jeg mødte Mich Vraa (forfatteren til Vestindien-trilogien, Haabet, Peters kærlighed og Faith), havde jeg en af de der oplevelser, man ikke har så tit, men som altid er interessante, når de opstår.

Jeg mødte ham i februar 2018, og jeg fik med det samme følelsen af, at han bare var gode, gamle Mich, som jeg havde kendt hele mit liv. Som regel er de oplevelser jo bare helt tilfældige og uforklarlige, men da jeg skulle tømme et gammelt kælderrum for nylig, gjorde jeg en sjov opdagelse, som måske/måske ikke kan være med til at forklare det uforklarlige.

Kælderrummet var fyldt med min brors og mine gamle bøger, og da jeg fandt min favorit, som faktisk er en helt perfekt julehistorie om, hvordan julemanden mister den bamse, Maria skulle have i julegave (jeg havde og har stadig meget dybe følelser for mine bamser – ja, jeg har gemt dem ALLE, og ja, Danni synes, det er SUPER FEDT!), så jeg med det samme, at den er oversat af det menneske, jeg følte mig sært forbundet til, Mich Vraa.

Det vækkede jo en nysgerrighed, og jeg kunne hurtigt se et mønster – han har simpelthen oversat så mange af mine og min brors favoritter og på den måde lagt sprog til vores barndom og til godnathistorierne.

Måske er det med følelsen af, at jeg allerede kendte ham helt tilfældig, men det er da i al fald lidt sjovere, hvis man vælger at tro på, at sproget har sat sig og skabt en relation.

Hvad tror I?

PS: Hvis du vil læse, hvordan Mich Vraa selv blev et Barn af bøger, så har han fortalt om det lige her.