mandag den 22. april 2019

Boganmeldelse: Pnin af Vladimir Nabokov


Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Pnin
Forfatter: Vladimir Nabokov
Oversætter: Niels Lyngsø
Udgivelsesår: 2019 (det oprindelige værk er fra 1957)
Sideantal: 237
Forlag: Turbine

Turbine står bag en nyoversat klassikerserie, hvor værkerne består af underrepræsenterede forfatterskaber på dansk, som er nøje udvalgt på baggrund af deres høje kvalitet. Pnin er tredje bog i serien og Niels Lyngsø gør et formidabelt stykke arbejde med at bringe klassikeren ind i nutiden uden at miste den 50’er-fornemmelse, som er så essentiel for Timofey Pnin.

Den 55-årige russiske emigrant, Timofey Pnin, lever et roligt liv i en amerikansk provinsby i 1950’erne. Her passer han sit arbejde som løstansat underviser i russisk sprog og litteratur på Waindell College. Han bor til leje hos et amerikansk ægtepar, som ofte taler om deres logerendes pudsige natur og sære påfald. De er ikke de eneste, der har fået øjnene op for Pnins særprægethed, også hans kolleger og studerende hvisker ofte om den russiske skikkelse, som var han klovnen i en tragikomedie.
Udadtil trives Pnin med sit stille liv, men langsomt forstår læseren, at der bag Pnins stille ydre raser en lind strøm af tanker og traumefyldte erindringer. I tredive år er det lykkedes ham at undertrykke fortidens oplevelser fra krig og flugt til sygdom og død, men facaden begynder at krakelere og det fredelige liv afbrydes af indre uvejr.
Den distræte underviser kæmper for at opretholde sin værdighed, og hans historie berettes af en illoyal fortæller, som formår at påpege enhver fejl ved den komiske figur. Han har ”gummiagtige ansigtstræk” med en “(…) skaldet, solbrændt og glatraget stor brun kuppel af et hoved, briller med et skildpaddestel (som skjulte det barnlige fravær af øjenbryn), abeagtig overlæbe, tyk nakke (…)”. Fortællerens hårdhed overfor Pnin gør vanskeligt ikke at føle med den ufrivilligt sjove russer. Romanen hedder Pnin og Pnin er netop grunden til, den skal læses. Han er en karakter, som vi på en måde allerede kender og ikke kan undgå at nære stor sympati for. Protagonisten, Pnin, og Nabokovs skrivestil udgør i højere grad læseoplevelsen end selve handlingen, og Nabokov får vist hvilken ordsmed og begavet lingvist, han er. Den er en sand fornøjelse for en sprognørd, og lige der, mellem linjerne, finder vi et indre psykologisk drama, med en dybde der ikke er sammenlignelig og både karakteriserer og retfærdiggør Nabokov som klassisk forfatter. Velvalgt, Turbine!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar