Boganmeldelse: Transfervindue af Maria Gerhardt

Jeg fik tilsendt Transfervindue af Politiken, men den kan købes på Saxo til DKK 180,-. 

Titel: Transfervindue

Forfatter: Maria Gerhardt

Udgivelsesår: 2017

Sideantal: 90

Forlag: Politikens Forlag

Når transfervinduet åbnes, ved ingen, om de er købt eller solgt

Med våde øjne, tungt åndedrag og et virvar af tankermylder vender jeg sidste side i bogen og håber på det mirakel, min nye helt fortjener. Jeg er handlingslammet. Stirrer ind i den hvide væg og alle mine tanker kredser om fortælleren i Transfervindue, som er umulig at skelne fra forfatteren selv.

I Transfervindue skriver Maria Gerhardt i nærmest dagbogsagtig form om at være uhelbredeligt syg, om (ikke) at blive gammel og om at planlægge sin egen død.

Fortællerjeget bor på et luksuriøst hospice i Hellerup, hvor dagene går med kortspil, samtaler med vennen, Mikkel og en sjælden gang imellem et besøg i virtuel reality-butikken – stedet, hvor man kan få lov at genleve et gammelt minde. På fortællerens soveværelsesvæg ses trehundredefirs afridsede streger – en for hver dag, hun har været på stedet. Det fornemmes, at hun er flyttet dertil, fordi hun ikke kunne bære tanken om at være en belastning derhjemme eller være nogens mor med ”verdens farligste sygdom”. Hendes tanker kredser om alt det, der følger med at være syg og indimellem afbrydes de af flygtige minder om en tid, der var en gang med rødvinsaftener, fællesbade og morgenmad på sengen.

Transfervindue er en ærlig fortælling om, hvordan en uhelbredelig sygdom ikke blot overtager og nedbryder kroppens fysik, men også går i sindet og påvirker den syges syn på livet og på andre mennesker. Vi indvies i, hvordan fortællerens forhold til familie og venner langsomt ændres, reduceres og i nogle tilfælde forsvinder som sand mellem hænderne:

”Jeg husker listen, som jeg ugentligt redigerede, over, hvilke af mine venner der ikke kunne overskue mig.”

De sytten ord er alt, hvad der står på side 26, og alligevel lykkedes det mig at bruge mere end ti minutter på dem, hvilket netop er sådan, jeg bedst kan karakterisere Transfervindue. Et værk af få ord, men med sådan en kraft, at jeg ikke ved, hvordan jeg skulle være i stand til at rumme mere.

Jeg føler med min hovedperson, og jeg forstår, når bitterheden langsomt overtager og de halvhjertede ønsker om at ødelægge sygepersonalets unge, raske kroppe opstår, eller den vrede hun føler, når hun oplever de ældre, kræftramte patienters sorg:

”Jeg husker at sidde i venteværelser og lytte til de andres CPR-numre, rasende på alle de efterkrigsbørn, der sad rundt om mig, nervøse og med paryk. Hvad tuder I over? I har oplevet 50’erne, 60’erne, 70’erne, 80’erne, 90’erne, 00’erne and counting. Jeg foragter jer og jeres sorg (…)”

Det er en bitterhed der er til at føle på, og den må – ikke overraskende – være et resultat af konstant at befinde sig på balancen mellem liv og død. Måske er det netop sådan titlen skal forstås; vores fortæller ved endnu ikke, om hun skal skifte hold, men Transfervinduet er åbent, så muligheden foreligger. Derfor er det også fortællingen om den dobbelttydige frygt, der opstår, når man på én gang er bange for at blive erstattet og samtidig frygter, at man ikke bliver det.

I sit essay At skrive, skrev den franske forfatter, Marguerite Duras engang:

”Man kan ikke skrive uden kroppens styrke. Man må overvinde sig selv for at gå i gang med at skrive, man må være stærkere end det, man skriver.”

(2004: 23)

og jeg kan ikke komme i tanke om en bedre beskrivelse af det, Maria Gerhardt har gjort i Transfervindue – større kropslig styrke skal man lede længe efter, og styrken udtrykkes på hver eneste side, i hver eneste sætning og i hvert eneste lille ord. Og jeg hepper på hende, når hun håber på at blive det enkeltstående tilfælde, der på mirakuløs vis kommer ud på den anden side.

Boganmeldelse: Kønsballade af Judith Butler

Jeg fik efter forespørgsel tilsendt Kønsballade af Forlaget THP, men fortalte samtidig også, at jeg skulle bruge bogen uanset. Havde jeg endt med at betale de DKK 234,-for den, som den er sat ned til her, så havde de penge været godt givet ud!

Dansk titel: Kønsballade

Originaltitel: Gender Trouble

Forfatter: Judith Butler

Udgivelsesår: 1990 (på dansk; 2010)

Sideantal: 280

Forlag: Forlaget THP

Forlagets beskrivelse

Værket er en moderne klassiker, som er uomgængelig for alle, der interesserer sig for køn, seksualitet og identitet. Bogen er yderst populær med en meget bred læserskare. Køn er ikke noget man er, men noget man gør – ikke en biologisk skæbne, men en foranderlig mangfoldighed. Gennem kritiske analyser af blandt andet Foucault, Lacan og Freud, Kristeva og Wittig søger Judith Butler at omforme de måder, hvorpå vi erfarer og udtrykker køn og identitet.

Kønsballade er en moderne klassiker, som blandt andet har banet vejen for queer-teorien. Værket er blevet uomgængeligt for alle, der interesserer sig for køn, seksualitet og identitet

Anmeldelse

Jeg stødte på Judith Butler for første gang for halvandet år siden, da vi læste et uddrag af Gender Trouble på mit studie. Jeg følte mig draget af hendes tanker om køn som sociale konstruktioner, og var ikke i tvivl om, at jeg gerne ville læse mere af hende. Derfor blev jeg også svært begejstret, da jeg erfarede, at Forlaget THP har oversat og udgivet Gender Trouble, som på dansk er blevet til Kønsballade. Jeg tror, de fleste vil være enige med mig i, at trods forståelsen af engelsk, bliver kompleks teori lettere at begribe, når den læses på ens eget modersmål. Det gør sig i al fald gældende for mig med Kønsballade.

Den amerikanske professor, Judith Butler beskæftiger sig med feministisk kønsteori, og hun anses som en af de ledende kønsteoretikere. Hun er i særlig grad inspireret af Foucault (som jeg skrev om her), og hun forstår køn og seksualitet som sociale konstruktioner. Det betyder, at Butler ikke mener, at vi fødes som dreng/pige, men at vi lærer at opføre os (performe) som det køn, vi forventes at være. For at følge Butlers tankegang er det er væsentligt at vide, at hun opdeler i biologisk køn (sex) og socialt køn (gender). Det biologiske køn skal forstås som den legemsdel, man er født med og det sociale køn, er det køn, som man identificerer sig med. Sidstnævnte er i Butlers optik præget af kultur, normer og forventninger. Det sker blandt andet gennem det legetøj, tøj og de følelser, der stilles til rådighed for os gennem opvæksten og i samfundet generelt. Et eksempel kan være, at Carl opfordres til at klatre i træer i sin seje superhelt-bluse med skriften Hero!, og det forventes, at han bliver beskidt og er modig nok til at klatre helt op i toppen. Carla forventes derimod at give dukke-Anna mad og tør ble på, hvilket hun gør i sin blonde-bluse, hvor der står Pretty. Det er selvfølgelig meget forenklet sat op, men ikke desto mindre kan eksemplet give en forståelse for, hvordan vi skaber sandheder om vilde drenge og stille piger.

I Kønsballade forsøger Butler at afdække de måder, hvorpå det bestemmes, hvad der er ”normalt” og forventeligt af kønnet, og hun stiller skarpt på den vold, der udøves mod minoriteter, når man forsøger at få dem til at passe ind i de herskende sandhedsdiskurser. Denne vold skal forstås som en sjælelig eller symbolsk vold, som netop er symbolsk, fordi den ikke anerkendes som vold. Den bruges til at opretholde dominerende diskurser såsom ”sandheden” om, hvilken opførsel der er naturlig for en pige, og hvilken der er naturlig for en dreng. Dermed undertrykker den dem, der ikke kan tilslutte sig disse sandheder. Det lyder måske meget komplekst (og Butler gør bestemt heller ikke meget ud af at simplificere det), men i virkeligheden er det ret simpelt og det vil være min påstand, at vi alle sammen engang i mellem falder i den fælde, hvor vi tillægger hinanden kønnede egenskaber. Det sker hver gang vi kalder den lille pige for prinsesse og drengen for supermand. Og for hver gang opfattelsen af køn citeres, determineres subjektet. Butler forstår altså gentagelsesprocessen som voldelig og på én gang diskursskabende og –opretholdende.

Egentlig er det ikke fordi, Butlers teorier er usædvanligt svære at begribe, men hun gør ikke meget ud af at gøre formidlingen lettilgængelig, hvilket hun ofte bliver kritiseret for. Denne kritik imødekommer hun med en kommentar i sit nye forord fra 1999, hvor hun fortæller, at hun er nødt til at skrive i det sprog og den grammatik der er til rådighed for hende, hvis hendes tekster skal kunne have et jeg. Og måske er denne erklæring netop god til at beskrive Butlers forståelse af verden, samfundet, normer og performativitet fordi den er et billede på, hvordan hun skaber modmagt ved ikke at ændre sit sprog eller skrivestil.

Bogen er ikke uden grund blevet en kønsteoretisk klassiker, som på trods af, at den kræver meget af sin læser er hele læsetiden og frustrationen værd. Og det glæder mig, at det nu er muligt kunne læse hendes (stadig) komplekse ord på et sprog, der trods alt er lettere tilgængeligt.

Bonusinfo

De smukke billeddekorationer fulgte med 2 x Happy Meal fra McDonald's, efter den unge medarbejder havde spurgt, om menuerne var til drenge eller piger. Skulle vi have fulgt Butlers eksempel, var der kommet en længere diskussion ud af, hvordan vi ikke vil lade os definere af køn – den var vi dog for sultne til i den givne situation. Og i stedet valgte vi at sige ”én af hver”. Jeg fik en fin, blond, kjoleklædt dukke med meget make-up og perfekt-sat hår. Min kæreste fik en sej, blå bil, som kan køre rigtig stærkt! Og sådan vil læsningen af Butler bidrage til en øget opmærksomhed på de utallige måder og steder, hvor diskurser om køn bliver etableret og opretholdt.

Boganmeldelse: Nye rejsende af Tine Høeg

Jeg fik tilsendt denne som anmeldereksemplar af Rosinante, men den kan købes på Saxo til DKK 165,-

Titel: Nye rejsende

Forfatter: Tine Høeg

Udgivelsesår: 2017

Sideantal: 217

Forlag: Rosinante

Forlagets beskrivelse

En ung kvinde får job som gymnasielærer. Første arbejdsdag møder hun en mand i toget. Han er gift og har et barn.

Nye rejsende er en fortælling om at kaste sig hårdt ind mod den anden. Om at stå ved katederet og ikke kunne kende sin egen stemme. Om at føle sig forkert og akavet og fandenivoldsk. Om nervøsitet og længsel. Sex og vodka og cigaretter. Om at køre i tog. Om ikke at passe ind og at gå derhen, hvor alting kan gå galt.

Nye rejsende befinder sig et sted mellem poesi og prosa. Et enkelt og præcist sprog giver fortællingen stor gennemslagskraft og en sitrende intensitet, der rummer sorgfuldhed, desperation og humor.

Anmeldelse

Første gang jeg stiftede bekendtskab med Tine Høeg, var i digtsamlingen; Jeg vælger uden filter, hvor hun bidrog med Jeg vælger Valencia. Af alle de mange gode digte og korttekster samlingen bestod af, er hendes tekst den, der står stærkest i min erindring. Det var der flere grunde til, men den væsentligste var, at hun fik mig til at grine. Og selvom det er ved at være halvandet år siden, jeg læste den, finder jeg det stadig svært ikke at begynde at smile ved tanken om hende og venindernes fortolkning af Ginger Spice fra Spice Girls (det er især sjovt fordi mine veninder og jeg drog samme konklusion).

Rosinante spurgte, om jeg havde lyst til at læse Nye rejsende, og da jeg takkede ja, troede jeg egentlig, at jeg ville møde Tine på en ny måde – i en klassisk-struktureret roman. Det skulle jeg heldigvis ikke. I Nye rejsende holder hun fast i sin lyriske kortprosaagtige skrivestil, og det virker! Det er en sjældenhed at læse bøger uden at opdage, at man læser, men sådan opleves læsningen af Nye rejsende. Den er så levende, at det snarere føles som om, man er kravlet ind i fortællerens indre, fremfor at læse hendes ord.

Bogen er inddelt i måneder og indledes med august, hvor hovedpersonen netop er startet på sit nye job som gymnasielærer, og har mødt en gift mand i toget. De to historier; togaffæren og gymnasiejobbet løber parallelt med hinanden og krydres med familiebesøg og dagligdagens gøremål. Den tunge og hjerteskærende historie om affæren med en gift mand, som er far til en lille pige, løftes af den hylende sjove fortælling om en ung gymnasielærer, som prøver at finde sig selv i sin nye rolle. Læseren kan levende forestille sig den usikre gymnasielærer, som vakler imellem at være ung med de unge og trække klare grænser, hvorfor der afprøves forskellige taktikker og hun kommer til at gøre og sige ting, som kommer bag på hende selv, såsom ”Hej guys”, ”Hej cuties” eller når hun pludselig kalder Christina for Chris.

Tine Høeg formår at sætte ord på mange af de flygtige tanker, der blot strejfer os i et splitsekund og forlader os før, vi egentlig når at registrere, at de var der. Det ses i hendes minimalistiske beskrivelser af, hvordan noget føles eller af de konkrete ting, hun gør som ”jeg slynger salat”.

Nye rejsende er uden tvivl noget af det mest ærlige, man kan læse, og det er netop derfor, den er så sjov. Det er svært at sige, om gymnasielærerens hverdag er sjovere at læse, fordi de for en tidligere (folkeskole)lærer er genkendelige, men uanset årsag tog jeg mig selv i at grine højlydt, når Christina erklærer, at scenen i Nattevagten er kontrapunktisk og vores hovedperson går på toilettet for at google ordet eller da Kvium får lov at tage æren for Kluges kunst, da klassen kigger på kunst.

Historien ender på Vestre Kirkegård, hvor vores hovedperson mødes med sin elsker i slutningen af december. Læseren efterlades med fornemmelsen af, at det forgangne år begraves i vinterens kulde, og at det nye – for alvor – voksne liv banker på døren til januar.

Jeg læste bogen i to (alt for hurtige bidder), og nu ville jeg egentlig bare ønske, at der kom en ny udgivelse fra Tine Høeg i morgen. Med andre ord; Nye rejsende er helt fantastisk læsning!

Boganmeldelse: Glasklokken af Sylvia Plath

Jeg læste Gyldendals Paperbacks-udgaven fra 1995, men deres nye (og ret lækre) udgave kan fås hos Bogreolen.dk til DKK 175,-.

Titel: Glasklokken

Forfatter: Sylvia Plath

Udgivelsesår: 1963

Sideantal: 237

Forlag: Gyldendal

Forlaget om bogen

I 1953 vinder den 19-årige Esther Greenwood en måneds praktikophold i New York på et modemagasin. Som del af en gruppe talentfulde unge kvinder bliver hun indlogeret på hotel og inviteret ind i New Yorks fashionable verden med modeshows og fester. Esther vil gerne være digter og er en klartskuende og ret så nådesløs iagttager af det liv, der omgiver hende, men selv er hun mere og mere apatisk. Hjemkomsten til Boston, hvor Esther bor med sin mor, bliver et chok. Hun får afslag på det skrivekursus, hun har ansøgt om, og sommeren ligger skræmmende tom foran hende. Efter et mislykket selvmordsforsøg bliver hun indlagt på psykiatrisk hospital.

Glasklokken er en kunstnerroman om den unge forfatters dannelse. Et blændende kritisk portræt af 1950'ernes USA, hvor man forventede af kvinder, at de blev enten sekretærer eller gift. Skridt for skridt trækker Sylvia Plath læseren med ind under Esthers glasklokke med en intensitet og styrke, der har gjort romanen til en klassiker i dag.

Anmeldelse

Midt i specialelæsningen om feministisk affektteori, kønsnormativer og forestillede sandheder ser jeg ved et tilfælde Glasklokken ligge på bogreolen, hvor jeg lagde den for et års tid siden, da jeg kom hjem fra den lokale genbrug. Uden at vide meget andet end at bogen er beretningen om en ung kvindes psykiske tilstand, påbegynder jeg læsningen og før jeg ved af det, befinder jeg mig midt i New Yorks glamourøse cocktail parties i selskab  med den ene intetsigende societypige efter den anden. Heldigvis er Esther Greenwood der også, og hun er langt fra som alle de andre pyntedukker. Hun er skarp og opmærksom. Hun forstår, hvad der foregår, hvilket spil, der spilles og sætter scenen for mig med hendes kyniske og spidsfindige sarkasme.

Esther er i New York fordi hun sammen med 11 andre kvinder har vundet en konkurrence ved at skrive essays og noveller til et ugeblad. Som gevinst har de fået en måneds betalt arbejdsophold med adgang til modeopvisninger, eksklusive fester og mulighed for at møde alle ”de rigtige mennesker”. Det er et sandt eventyr. Bare ikke for Esther. Den ambitiøse forfatter er ligeglad med fine kjoler, rød læbestift og dyre gaver. Faktisk ser hun frem til opholdets ende, så hun kan komme i gang med det skrivekursus, hun har søgt ind på. Da den i forvejen tungsindige Esther finder ud af, at hun ikke er blevet optaget, får hun for alvor ondt i livet og flytter hjem til sin mor i Boston. Mor er en typisk 50’er kvinde, som forstår sin egen og andre kvinders rolle i samfundet. En rolle, som hun hellere end gerne hjælper sin datter med at rette ind i, og selvom mor måske nok vil sin datter det bedste, så bliver hun billedet på ordsproget; kvinde er kvinde værst. Mor forsøger at opretholde den orden, hun kender, hvor kvindens plads er der, hvor manden har brug for hende. Der er ikke noget ondt i mor, og hendes forsøg på at presse Esther ind i den kasse, der er til rådighed for en kvinde i 50’erne, er blot udtryk for det samfund, hun lever i og den rolle hun, i kraft af sit køn, har fået tildelt og forstår sig selv i. Hun overvejer ikke, at sandheden om kvinden som samfundets produktionsapparat eller børnemaskine og mandens opvarter er en menneskeskabt sandhed – en norm – som privilegerer visse individer fremfor andre og skaber fortvivlelse og forvirring hos dem, som ikke umiddelbart kan tilslutte sig disse sociale konventioner.

Gennem hele historien problematiserer Esther kvindens forventede rolle, og læseren er ikke i tvivl om Plaths holdning til disse forventninger, som blandt andet ses udtrykt, når Esther tænker:

”Og jeg vidste, at på trods af alle de roser og kys og restaurantmiddage en mand ødslede på en kvinde, før han giftede sig med hende, ønskede ham hemmeligt, når bryllupsceremonien var forbi, at hun skulle strække sig ud under hans fødder ligesom Mrs. Willards køkkentæppe.”

          eller

”Jeg huskede også, at Buddy Willard på en ildevarslende måde havde sagt, at efter jeg havde fået børn, ville jeg føle anderledes, jeg ville ikke have lyst til at skrive digte mere. Så begyndte jeg at tænke, at det måske var sandt.”

Efter flere selvmordsforsøg bliver Esther indlagt på et psykiatrisk hospital, hvor hun udsættes for mareridtsagtige chokbehandlinger og en egentlig ”bedring” er svær at få øje på. Bogen rejser mange spørgsmål om forventninger og sociale konventioner, som ikke kun handler om køn, men også om de forventninger der er i andre henseender som Esther udtrykker:

”Jeg hader også folk, der muntert spørger, hvordan man har det, når de ved, at man har det ad helvede til og venter, at man skal sige ”Fint”.”

Samtidig er det interessant at de samfundsborgere, som træder uden for forventningen om at performe, for eksempel ved at sige, at det går fint, når det ikke gør pludselig bliver set som syge, fordi de ”gør det forkert”. Jeg kunne blive ved sådan her i en evighed, men jeg må hellere stoppe, så det ikke ender med at blive en eller anden lang kulturanalytisk tekst (det er det måske nok lidt blevet – beklager!). Afslutningsvis vil jeg bare opfordre alle til at læse Glasklokken. Romanen har indskrevet sig på de fleste lister over litterære klassikere og det er ikke uden grund. Sylvia Plath er lykkedes med at skabe et værk, som er så banebrydende for dets tid, at den stadig er højaktuel i dag.