Boganmeldelse: Hyldest til lediggang af Bertrand Russell

Bogen var en julegave fra min yndlingsbror, så han er den gavmilde sponsor, om man vil.

Titel: Hyldest til lediggang

Forfatter: Bertrand Russell

Oversætter: Line Bahner

Udgivelsesår: 2016 (originalt fra 1932)

Sideantal: 88

Forlag: Atlas

I Hyldest til lediggang rejser Bertrand Russell nogle af de mest fundamentale spørgsmål til den måde, vi driver samfund på. Han minder sin læser om, at alting kunne have været anderledes og om at forholde sig kritisk til forestillede sandheder om, hvordan et samfund skal indrettes.

Bertrand Russells essay Hyldest til lediggang fra 1932 er titlen på den lille lommebog fra Atlas, som udover titelessayet, indeholder essaysne Det gode liv og Frelse. Alle tre essays er en kritik af et fortravlet arbejdersamfund, hvor travlhed, tidsnød og stor arbejdsbyrde er en statusindikator, som udelukkende gavner arbejdsgiveren. I Hyldest til lediggang præsenterer Russell ideen om en bedre fordeling af arbejdsbyrden, så alle kan få en firetimers arbejdsdag. Han kalder det tåbeligt, at man trods moderne produktionsmetoder, ikke har valgt at sænke menneskets arbejdsbyrde. Russell mener, at mindre arbejde ville give overskud til fritidsaktiviteter og skabe gladere mennesker, som dermed også har større overskud til at behandle hinanden godt og ordentligt.

“Da folk ikke vil være trætte i deres fritid, vil de heller ikke kun kræve passiv og tom underholdning. Mindst en procent vil sandsynligvis bruge den tid, hvor de ikke arbejder, på aktiviteter, der bidrager til samfundet, og da de ikke vil være økonomisk afhængige af disse aktiviteter, vil deres kreativitet være uhindret, og der vil ikke være behov for at opfylde krav fremsat af bedagede eksperter. Men det er ikke kun i disse exceptionelle tilfælde, at fordelene ved fritid vil vise sig. Almindelige mænd og kvinder vil få mulighed for at leve et lykkeligt liv og vil derigennem blive mere venlige, mindre plagsomme og mindre tilbøjelige til at se mistænksomt på andre.

[…]

Godhed er den af alle moralske kvaliteter, som verden har mest brug for, og godhed er et resultatet af bekvemmelighed og sikkerhed, ikke af et slidsomt liv. Moderne produktionsmetoder har givet os mulighed for at give alle bekvemmelighed og sikkerhed; men vi har i stedet valgt overanstrengelse for nogle og sultedød for andre. Indtil nu er vi fortsat med at være lige så energiske, som vi var, før der var maskiner. Her har vi været tåbelige, men der er ingen grund til at fortsætte med at være tåbelige for evigt.”

Som nuværende ledig kan jeg se tilbage på en hård tid hos en privatejet virksomhed, hvor det ikke var usædvanligt med 12-timers arbejdsdage, og jeg undrer mig over, at Russells budskab endnu ikke er trængt igennem. – Hvis arbejdet fordeles, så alle bridrager til samfundet, kan vi undgå, at en lille del skal slæbe det store læs og (ofte) ende med stress. Han tegner billedet af et samfund, som til forveksling kunne være det nuværende, hvor hårdt arbejde ses som ethvert menneskes moralske forpligtelse. Den pligtbetingede tilgang til lange arbejdsdage og store arbejdsbyrder har ifølge Russell været et middel,

“(…) som magthaverne har brugt til at få andre til at leve for deres herrers interesser snarere end for deres egne.”

Og han beskriver den som en irrationel ufornuft. Uanset ideologisk overbevisning, er alle tre essays værd at gøre sig bekendt med – Russells grundsyn er selvfølgelig ikke helt uproblematisk, men det sætter væsentlige tanker i gang. Ved at stille spørgsmål til den måde, vi driver samfund på, minder han sin læser om, at alting kunne have set anderledes ud, og at det er vigtigt at forholde sig kritisk til forestillede sandheder om, hvordan et samfund skal indrettes.

Jeg vil varmt anbefale den lille lommebog, og den skal måske særligt gives til unge, ambitiøse mennesker, der står overfor beslutningen om, hvilket liv der skal leves.

Russell definerer selv det gode liv således …

Det gode liv er et liv

inspireret af kærlighed

og styret af viden.

Boganmeldelse: De ansatte af Olga Ravn

Jeg fik tilsendt De ansatte som en overraskelse til anmeldelse fra Gyldendal. Men den kan købes for DKK 161,- hos Bogreolen.dk lige her.

Titel: De ansatte

Forfatter: Olga Ravn

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 134

Forlag: Gyldendal

Olga Ravn peger på farlige tendenser i samfundet, når hun undersøger grænsen mellem menneske og ting og mellem menneske og ansat. På det sekstusinde skib taler magten gennem den normalisering, der har fået enhver ansat til at disciplinere sig selv ind i rollen som lydigt og produktivt besætningsmedlem.

Det er helt ualmindeligt svært at starte en anmeldelse af Olga Ravns De ansatte, og det forklarer måske også, hvorfor jeg har brugt en måned på at læse og fordøje den korte 134-siders roman. Siderne er få, romanen er sådan set lille, men historien er stor, og handlingen sætter sig fast i læseren.

Vi skal 100 år ud i fremtiden, og det sekstusinde skib er ladet med mennesker og menneskelignende ansatte, som udgør dets besætning. Vi rejser i det ydre rum i jagten på planeten, Nyopdagelsen, som minder om jorden, og der rapporteres med jævne mellemrum til Homebase. Homebase er de ansattes arbejdsplads og arbejdsgiver, og forholdet hertil er der såmænd ikke noget sci-fi over – alle er dedikerede til deres arbejde og uendeligt loyale over for arbejdsgiver.

Bogen er inddelt i små vidneudsagn, som hver har fået et nummer. De fylder fra få linjer til et par sider, og de præsenteres ikke i præcis kronologisk rækkefølge. Læseren erfarer hurtigt, at visse vidneudsagn er udeladt, og jeg klør stadig mig selv i nakken over spørgsmålet om, hvorfor vidneudsagn 001 er udeladt. – Er det mon destrueret og hvorfor? Andre vidneudsagn har fået tilføjet [redacted] som tegn på at noget enten er fjernet eller redigeret. De 100-vis af vidnesbyrd er de ansattes forklaringer til ”udvalget”, og

“Disse vidneudsagn blev indsamlet for at få indblik i relationerne mellem de ansatte og objekterne i rummene. I en periode på 18 måneder interviewede udvalget samtlige ansatte ud fra spørgsmål om, hvilke relationer de havde til rummene og dets objekter. Vi ønskede gennem fordomsfrie gengivelser af emnernes udsagn at få indblik i arbejdsgangen på stedet og undersøge, hvilke mulige påvirkninger de ansatte eventuelt måtte være blevet udsat for, og hvorledes sådanne påvirkninger, eller om muligt, relationer, resulterede i permanente forandringer i de ansatte, og hvorvidt dette kunne siges at medføre nedsættelse eller forhøjelse af deres arbejdsindsats, forståelse for arbejdet, tilegnelse af ny viden og egenskaber, samt hvilke konsekvenser det har haft for produktionen.”

Læseren ved aldrig, om hun har at gøre med et udsagn fra et menneske eller en menneskelignende. Men selvom de enkelte stemmer ikke identificeres, får man fornemmelsen af at visse stemmer går igen.

På bogens bagside står der, at det er en arbejdspladsroman fra det 22. århundrede. Alligevel præsenterer den et nutidigt, socialrealistisk billede af den ansatte, som forventes at tilbede sin arbejdsplads som en helligdom og fastholde tempoet i et evigt accelererende hamsterhjul for at “vækste”, effektivisere, udvikle og skabe konkurrencedygtighed.

”Jeg har aldrig ikke været ansat. Jeg er skabt til at arbejde. Jeg har heller aldrig haft en barndom. Men jeg har forsøgt at forestille mig en. Min menneskelige kollega taler nogle gange om ikke at ville arbejde, og så siger han noget meget mærkeligt, noget helt fjollet, hvad er det nu? Han siger, man er mere end sit arbejde, eller er det, man er ikke kun sit arbejde? Men hvad skulle man ellers være?”

De ansatte kan – med skildringen af et meget genkendeligt billede af det moderne arbejdsliv – læses som er en skarp kritik af samfundets evindelige og hovedløse jagt på mere, bedre, større. Der er noget foucauldiansk over Olga Ravns beskrivelse af det produktive, disciplinerede individ, og den ansattes egen tilgang til verden og livet er da også, at enhver tanke og handling skal være produktiv og gavne samfundet. Det skaber stor frustration, når ikke-produktive tanker opstår, for hvad nytte har det at tænke over livet eller verden? Det er ganske enkelt ikke produktivt. De ikke-produktive tanker opstår på baggrund af genstande, som skibet får ombord fra planeten, Nyopdagelsen. Disse genstande fremkalder minder om et liv uden for arbejdspladsen såsom moderskab, familieformer, menneskelige relationer, musik og natur. Men for netop at bevare en vedvarende produktivitet er den ansatte nødt til at opfatte sig selv som en maskine eller et teknisk supplement til det sekstusinde skib. Selvom nogle af de ansatte har lagt krop til en fødsel, er der ikke plads til moderskabet i arbejdslivet og tilbage er kun de flygtige erindringer om en krop, der for en stund var et nærende mælkeproduktionsapparat. Men så småt begynder genstandende at vække både følelser og minder hos de ansatte mødre, og sådan får Olga Ravn også tematiseret den dobbeltbundede rolle som mor, hvor man både er mor og menneske, men også mor og ting (fødemaskine, mælkeapparat).

Der er altså gang i det helt store diskursanalytiske og kønsteoretiske apparat, når forfatteren undersøger, hvad det vil sige at være menneske ud fra en anti-antropocentrisk forståelse af kroppens væren, og den åbenbarende roman taler direkte ind i en højaktuel forskning i ny materialisme. Som man måske kan fornemme, kunne jeg fortsætte i en uendelighed, men for at stoppe min efterhånden lange svada er der kun tilbage at anbefale enhver menneskelig eller menneskelignende ansat i det overordnede produktionsapparat kaldet staten at give sig i kast med Olga Ravns mesterværk af en samfundskritisk arbejdspladsroman.

Boganmeldelse: Voldtægt af Mithu M. Sanyal

Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar fra Tiderne Skifter, men Saxo sælger den til DKK 269,- lige her.

Titel: Voldtægt – Aspekter af en forbrydelse

Forfatter: Mithu M. Sanyal

Udgivelsesår: 2017

Sideantal: 233

Forlag: Tiderne Skifter

        “Voldtægt er den mest kønnede forbrydelse af dem alle.”

Det faktum fastslår Mithu M. Sanyal i bogens indledende forord, og allerede her skabes læserens forventninger om en kulturkritisk undersøgelse og identificeringen af hvilke samfundsmæssige mekanismer, der er med til at opretholde ideen om et kønshierarki eller gøre visse kønnede positioner tilgængelige for henholdsvis udsat og gerningsperson. En lille sidenote: Mine fingre havde skræmmende svært ved at skrive ’p’ efter gernings-. Helt automatisk søgte de mod tastaturets ’m’, selvom min hjerne havde fortalt dem, at jeg havde besluttet at skrive ’gerningsperson’ og ikke ’-mand’. Det er i sig selv skræmmende, synes jeg! Men det er også med til at understrege vigtigheden af et værk som Voldtægt, som netop kan udfordre en diskurs, hvor en gerningsperson altid er en mand og den udsatte altid en kvinde.

Med  sit feministiske afsæt tilbyder Sanyal en blanding af en kulturhistorisk gennemgang af tidslige opfattelser af voldtægt og en kulturanalyse af voldtægt som et begreb, der tilskrives visse meningsbetydninger, som er så indlejrede, at de kan være svære at øjne. Det er netop de forestillinger, der knytter sig til begrebet, der driver forfatteren og hun problematiserer blandt andet konstruktionen af de Andre som voldtægtsforbrydere og de fastlåste subjektspositioner, der stilles til rådighed for både den udsatte og gerningspersonen.

Til at beskrive hvordan de Andre blev symbolet på potentielle voldtægtsforbrydere anvender Sanyal et eksempel fra 80’erne, som ifølge hende, for alvor fastslog ’forskellen’ på dem og os og muliggjorde en skelnen mellem, hvem der er sandsynlige til at begå en seksualforbrydelse (dem), og hvem der ikke er (os). I 1983 blev en kvinde voldtaget på et værtshus af en gruppe mænd, mens resten af stedets gæster så på og heppede. Det varede ikke længe før pressen valgte at identificere gerningsmændene som portugisere og herved grundlages det nutidige syn på voldtægter som noget der ofte begås af De Andre – dem der ikke er som mig, dem der i virkeligheden hører til et andet samfund og en anden kultur. Synet på de Andre præges ofte af antagelsen om, at den fremmede ’kultur’ er laverestående eller mindre civiliseret – et narrativ, som er meget anvendeligt, både i dannelsen af ekskluderende fællesskaber og visse politiske agendaer. Det får blandt andet den betydning, at når en forbrydelse begås af en Anden (en der ikke ligner mig), opfattes den oftest som karakteristisk for en hel gruppe af mennesker – et symbol på deres kultur eller laverestående udvikling – hvorimod samme forbrydelse begået af et menneske fra Vesten opfattes som dennes individuelle handling og ikke et udtryk for en fælles vestlig kultur. Vi kender det herhjemme fra de mange udmeldinger om, at muslimer skal tage afstand fra terror. Hvis en muslim eller mørk mand gør uret, behandles handlingen sædvanligvis som en hel gruppes ansvar, men der var selvfølgelig aldrig nogen der forventede, at hele den vestlige verden (eller alle hvide eller alle kristne) tog aktivt afstand til Breiviks forfærdelige terrorhandling på Utøya. Her var det indforstået, at denne handling var uacceptabel og man holdte ikke andre end Breivik selv ansvarlig. Men når forbrydelsen begås af en Anden, er der en tendens til at forklare handlingen med (den anderledes og fremmed) kultur, gerningsmanden er en del af, og derfor anses handlingen også ofte som udtryk for en større gruppes generelle tilgang til og opfattelse af verden omkring dem. Spoiler alert; der findes naturligvis ikke religioner eller nationalstater, hvor vold er normen. Derfor bør man heller ikke forlange af noget menneske, at det aktivt skal tage afstand fra andres kriminelle handlinger for at ’bevise’ dets ståsted eller rene intentioner. I disse sager spiller medierne selvsagt en stor rolle, og de har da også haft succes med at skabe og opretholde visse narrativer om voldelige kulturer. Som eksempel nævner Sanyal Vestens optagethed af de grusomme medgiftsmord i Indien (som betegnes ’death by culture’), de er naturligvis ganske forfærdelige og man skal sætte alt ind for at stoppe dem, ingen tvivl om det! Men var du klar over, at en lige så stor procentdel af kvinder i USA dør som følge af hustruvold? Den store forskel ligger altså i måden, man slår ihjel på og ikke antallet af mord. Men der er nok næppe nogen, der ville udpege amerikanere som medlemmer af en overordnet kultur, der accepterer (og dyrker) hustruvold og -mord.

Forfatteren efterlyser derfor et nyt sprog og nye narrativer, hvormed der kan skabes forskellige muligheder for fremstillingen af kulturer, men også af selvet. De nuværende narrativer efterlader både kulturer, den udsatte og gerningspersonen i fastlåste positioner. Den udsatte betragtes hovedsageligt som et – som følge af  den traumatiske oplevelse – psykisk sygt menneske, et knækket menneske, som kan diagnosticeres med en eller flere psykiske sygdomme. I mange tilfælde forventes det, at denne nye rolle internaliseres og bliver en del af offerets identitet. Det betyder, at den udsatte tildeles en offerposition, som lades med skam, og faktisk gør det umuligt at komme sig eller ligefrem tilgive gerningspersonen. Hvis den udsatte alligevel kommer sig, kan der pludselig sås tvivl om, hvorvidt voldtægten overhovedet fandt sted. Offentligheden har endog et klart billede af, hvordan en voldtægtsudsat ser ud og optræder – ydmygt, skamfuldt, undskyldende mm. – alle positioner, som fængsler denne til en offerrolle. Samtidig er voldtægt også en af de eneste forbrydelser, hvor gerningspersonen ikke blot begår forbrydelsen, men faktisk bliver den og derved også opfattes som umulig at resocialisere.

Et andet væsentligt behov for nye narrativer er hele vores måde at tilgå køn på. Undersøgelser viser, at de kønnede positioner allerede udstikkes, til den nyfødte baby (Sanyal har endnu ikke hørt, om min specialevejleders forskning, som faktisk viser, at man allerede kønner barnet under forsterscanningen. Til de interesserede er der mere om det efter anmeldelsen). Eksempelvis kunne det påvises, at forsøgspersoner, som uvidende blev præsenteret for samme baby to gange (første gang som babydreng og anden gang som babypige) tillægger den grædende babydreng følelsen vrede, hvorimod den grædende babypige anses som bange. Når man attribuerer barnet med sådanne følelser allerede som spæd, vil der givetvis også være forskel på måden, man møder tilgår det på, og det er formentlig ikke nødvendigt at nævne, at den måde andre møder mig på, præger den jeg bliver (måske en bange kvinde, som frygter den vrede mand en mørk aften?). En sådan opdagelse kan altså få betydning for opfattelser af seksuel eller kønsbestemt vold.

Jeg var fuldstændig opslugt af Sanyals værk, og jeg tror også, jeg fik sat en form for personlig læsehastighedsrekord i faglitteratur. Bogens indhold rammer både mit studiemæssige  og personlige interessefelt, og jeg kan på det varmeste anbefale den til andre med interesse i kulturelle studier. Det bør dog nævnes, at det formentlig er en fordel, hvis læseren forinden har gjort sig bekendt med kulturfaglig tænkning og begreber som for eksempel at kønne, den Anden eller de Andre, diskurs og internalisering. Men hvis disse er på plads eller hvis selve anmeldelsen var forståelig, tør jeg garantere en interessant og tankevækkende læsning!

God fornøjelse!

Tilbage til kønnelse i fosterstadiet. Som jeg kort nævnte i anmeldelsen, har min specialevejleder forsket i kønnelse i ultralydsscanninger. Hendes forskning er kogt ned til en letlæst artikel på Kvinfo, som kan læses lige her. Nedenstående er et uddrag fra Kvinfo-artiklen:

”Køn formidles i skanningerne både legende og stereotypt. Hvor piger er prinsesser, så er drengene langt oftere små banditter. Dertil kommer fortællinger, som legende understøtter gængse forestillinger om køn og seksualitet.

Når pigefostre på skanningen ses med samlede ben, bliver de beskrevet som "naturligt" blufærdige. Drengene derimod er "stædige". Når de sparker med benene, danser pigerne og drengene er fodboldspillere. ”

Boganmeldelse: Moderskab af Suzanne Giese

Som det ser ud lige nu er bogen desværre udgået fra forlaget, men den kan selvfølgelig lånes på landets biblioteker. Jeg kan kun anbefale, at I straks klikker ind og reserverer den! :)

Titel: Moderskab – En rejse i moderskabets kulturhistorie

Forfatter: Suzanne Giese

Udgivelsesår: 2004

Sideantal: 295

Forlag: Tiderne Skifter

Det er forfriskende at blive mindet om, at vores virkelighed aldrig er entydig og at de mange sandheder om verden, ofte er skabt af mennesket selv.

Som nogle af jer måske har fået færten af på Instagram, så skriver jeg speciale om moderrollen, og i den forbindelse har Suzanne Gieses værk Moderskab været trofast ved min side, lige indtil biblioteket pludselig ville have det tilbage. Da det viste sig, at bogen er udgået fra forlaget, blev jeg grebet af en form for panik og i min paniske tilstand, skrev jeg en mail til Tiderne Skifter, hvori jeg efterspurgte et gammelt eksemplar fra deres gemmer. Og forinden denne anmeldelse må jeg altså lige dele den gode historie med jer. Jeg fik fat i Catrine fra Tiderne Skifter, og hun drog straks på lager- og kældersøgning, hvor hun rodede i gamle kasser uden held. Tre dage senere får jeg dog alligevel en mail fra Catrine, som åbenbart nægtede at opgive kampen og I mailen fortæller hun, at det er lykkes hende at finde en kollega, som havde et ekstra eksemplar, jeg måtte få. Summa summarum – nu er jeg den lykkelige ejer af Moderskab og jeg er Catrine, den gavmilde kollega og Tiderne Skifter evigt taknemlig. Mage til søde mennesker skal man lede længe efter. Catrine og tak Tiderne Skifter. Og nu til anmeldelsen.

I Moderskab inviteres vi på en kulturhistorisk rejse, som med afsæt i antikken beskriver hvilke opfattelser, der har været af moderskab gennem tiden. Indledningsvist fortæller Giese, at hendes arbejde med og interesse for moderskabets kulturhistorie er udsprunget af en stigende tendens til at idealisere moderskabet, og hun beskriver det som en decideret moderskabsdyrkelse – et fænomen, hvor man optages af en tilbage-til-naturen-tankegang. Det er i særlig grad denne tanke om det naturlige, der har vakt Gieses interesse for at undersøge, hvad det naturlige så egentlig er, og hvor det kan identificeres. Det er væsentligt for læsningen at forstå, at Giese var feminist og aktiv i kvindebevægelsen – et faktum, som læseren næppe kan overse i hendes (til tider subjektive) fremstilling.

Denne anmeldelse vil blive for lang, hvis jeg skal introducere til hele bogens meget omfattende og interessante gennemgang, så derfor vælges nedslag, som jeg i særlig grad finder interessante. I 1700-tallet havde man problemer med høj børnedødelighed, og mødre havde indtil da ikke vist den store interesse for deres børn. Det var kutyme af aflevere sit barn til en amme (hvis man havde råd), der tog sig af alt fra amning til bleskift og omsorg – hvis altså barnet var heldig og havde fået en kærlig amme, men det var ikke altid tilfældet! Derfor opfandt man et nyt begreb, som i særlig grad skulle tale til mødrene og få dem til at drage omsorg for deres børn. Begrebet var ”moderkærlighed”. Det interessante ved begrebet er, at moderkærlighed i dag bliver omtalt og forstået som det mest naturlige i verden og de, der måske ikke helt formår at finde denne moderkærlighed, bliver ofte objekter for diagnoser eller fordømmelse. Og det på trods af, at man først ”opfandt” det i 1700-tallet.

Denne og utallige andre observationer gør, at Moderskab giver en helt fantastisk indsigt i, hvordan man gennem tid har ”opdraget” kvinden til at dyrke sin moderrolle, så hendes børn kan blive nyttige og produktive samfundsborgere. Undervejs inddrages diverse historiske udsagn både om mødre og kvinder, og de er så entydige og rammesættende, at de tilnærmelsesvis forekommer komiske (men også tragiske!). I nedenstående citat fortæller Rousseau, hvis pædagogiske tanker har været banebrydende for europæisk pædagogik, hvordan en kvinde bør leve:

Jeg ville ikke uden videre dadle det, hvis man indskrænkede en kvindes rolle til udelukkende varetagelse af de arbejder, som passer for hendes køn, og lod hende stå i dyb uvidenhed om alt andet. Men dertil krævedes meget jævne og meget sunde leveregler, eller også at man levede tilbagetrukken fra verden.

Og små 60 år senere, tilføjer den tyske teolog og forfatter, J.L. Ewald, at den kommende mor bør pålægge sig selv:

Øvelse i Sagtmod, Taalmod, Eftergivenhed, Foielighed. Øvelse i at fornægte sig selv, nægte sig noget Behageligt, tit opofre sin Smag, sin Magelighed, finde sin Fornøjelse i Andres, det er den bedste Forberedelse til Deres tilkommende Kald.

et udsagn, som den danske pædagog G.F.F. Rung formentlig var enig i, når han skrev at kvinden er:

mere bestemt til at leve for Mand og Børn end for sig selv, mere for det huuslige end for det offentlige Liv

Datidens lærde mænd var altså meget optaget af at lære kvinden, hvordan hun skulle opføre sig i overensstemmelse med hendes køn og ”kommende kald”. Nu er det jo lidt bisset at anmelde en bog, som ikke længere kan købes, men jeg vil faktisk anbefale alle, at låne den på biblioteket, og give sig selv den gave det er, at læse den. Man behøver absolut ikke, at være mor for at nyde Gieses (til tider vrede) gennemgang af kvindens moderskab. Det er forfriskende at blive mindet om, at vores virkelighed aldrig er entydig og at de mange sandheder om verden, ofte er skabt af mennesket selv. Og har du nydt Chimamanda Ngozi Adichies små feministiske manifester, så vil du absolut også nyde rejsen med Suzanne Giese!