torsdag den 12. september 2019

Boganmeldelse: Slagteren i Liseleje af Ane Riel


Sponsoreret linksamarbejde med Bog & Idé: Bogen kan købes lige her

Titel: Slagteren i Liseleje
Forfatter: Ane Riel
Udgivelsesår: 2013
Sideantal: 283
Forlag: Lindhardt og Ringhof

Man kan ikke andet end imponeres over sådan en begavet komposition, som Ane Riel byder på i Slagteren i Liseleje. Fortællingens mysterium forløses gradvist og læseren mindes om, at der altid er noget, der lurer under idyllens overflade.

Judith Abild Behring vimser rundt i sommerhuskvarteret i Liseleje. Her passer hun sin have og hunden Hannibal, mens hun holder sig beskæftiget med hjemmebag og sylte. Hun er den rare ældre dame, som altid emmer af overskud og omsorg for kvarterets beboere, og man ved hun står klar med kringle og kaffe, hvis man kigger forbi. Selv kvarterets tre drukkenbolte, som holder til i læskuret, er velkomne hos Judith, som rummer alle Guds børn.
Men vi skal lige en tur tilbage i tiden. Vi skal til Frederiksberg i 1948, hvor lille Jørgen kommer til verden. Jørgen bliver født ind i en vældig fin familie og bliver søn af en mor for hvem, status betyder alt. Mor Edith har høje ambitioner på sin søns vegne, og det er afgørende for hende, at han klarer sig godt i livet, så hun selv kan stige på livets sociale rangstige. Der er ikke nogen i verden, Jørgen hellere vil roses af end sin mor, så han går gerne den ekstra mil for at opnå hendes beundring og anerkendelse. Hans fars kærlighed er derimod ikke så væsentlig, og Jørgen regner ham ikke for at være meget værd.
Som fortællingen skrider frem, sammenvæves Judiths liv i Liseleje med Jørgens på Frederiksberg, og historien tager en ganske uventet drejning. Læseren holdes hen i det uvisse, og sammenhængen åbenbares ikke før de allersidste sider, hvor idyl og hjemmebag efterhånden er forvandlet til en gysende fornemmelse. De to fortællinger sammenflettes på enestående vis, og forfatterens evne til at skabe troværdige dialoger og runde, levende (og døde!) karakterer er uovertruffen. Man kan ikke andet end imponeres over sådan en begavet komposition, og det er med humor og gru, at Ane Riel minder os om, at der under idyllens overflade kan ligge ondskab og perversitet på lur. En sådan evne til at udtænke plots er intet mindre end misundelsesværdigt!
Læs den, hvis du tør.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar