Anna Sophie Hedvig på Odense Teater

Reklame – billetterne var sponsoreret af Odense Teater.

Jeg elsker store fortællinger i alle formater, og i fredags var jeg i Odense Teater for at se Kjeld Abells samfundssatiriske klassiker, Anna Sophie Hedvig. Den har været udgivet som bog, men jeg tror desværre, at den er udgået. Det er en skam, for jeg ville enormt gerne læse skuespillet også. Anna Sophie Hedvig blev skrevet i 1939 og Kulturministeriets kulturkanon beskriver stykket som dansk teaters væsentligste modstandsdrama. Det blev til som en reaktion på Danmarks passivitet overfor nazismens fremmarch, og det vækker spørgsmål om, hvornår vi skal gribe til handling og hvad kan vi tillade os at lukke øjnene for. Selvom stykket har en del år på bagen, så er aktualiteten rammende, og den moderne opsætning og de genkendelige “typer” gjorde det umuligt ikke at drage paralleller til nutidens store spørgsmål om stiltiende accept og farlig passivitet. Både min kæreste og jeg var underholdt fra start til slut, og da klokken lød til pause kiggede vi forundret på hinanden, for der kunne umuligt være gået en time allerede – men det var der, tiden går hurtigt, når man er godt underholdt.

---

Forestillingen kan opleves frem til d. 27. september 2018.

Læs mere om forestillingen her.

Boganmeldelse: Faith af Mich Vraa

Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar af forlaget, som sælger bogen til 299,- lige her.

Titel: Faith

Forfatter: Mich Vraa

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 472

Forlag: Lindhardt og Ringhof

Med Faith sætter Mich Vraa det sidste punktum i sin Dansk Vestindien-trilogi, men jeg taler med sikkerhed for mange af forfatterens læsere, når jeg siger, at selv efter sidste vendte blad lever trilogien og historien om dansk kolonitid videre.

I april 1893 kommer en særlig pige til verden, helt præcist til Charlotte Amalie i Dansk Vestindien. Faith er datter af den mørklødede Carl Netlock med de havblå øjne og Amelia Ellis – “et eksotisk væsen af blandet herkomst”. Faith er født med den smukkeste lysebrune hud og øjne i varme brune farver med en troldsplint af blåt, et minde om hendes far. Selvom hendes mor for længst havde affundet sig med at skulle gå gennem livet uden børn, mistede hendes far aldrig troen, håbet eller kærligheden, og derfor hedder hun Faith. Som den opmærksomme læser nok allerede har luret, bliver Faith på den måde det liv, der binder de tre bøger sammen – treenigheden, om man vil; Haabet, Peters kærlighed og Faith.
24 år senere, den 1. april 1917, overdrages De Vestindiske Øer til USA. Faith, som nu er en selvstændig ung kvinde og en talentfuld fotograf, bliver vores kernevidne til overdragelsen og ankomsten af de første grådige amerikanere.

“Jeg går ikke rundt til daglig og føler bitterhed over at det forholder sig sådan. Men i dag, mens jeg ser den forlorne ceremoni og mærker lugten af krudtrøg fra kanonerne, er det som om noget gærer i mig. En vrede som jeg ikke kan rette mod noget bestemt, kun mod en fortid som var uretfærdig, og en fremtid der virker usikker. Vores skæbne som magtfulde mænds omsættelige valuta.”

Som med en ægte fotografs evne til at indprente sig billeder, beskriver hun sine omgivelser med en sansemættet og detaljefyldt fordybelse, som vækker Dansk Vestindien til live og placerer læseren midt på øen med de frodige bjergsider, havets brusen, den klare himmel og friske havluft. Hendes beskrivelse af Solitude-plantagen er så levende, at jeg fik associationer til dengang, jeg var barn og altid gerne ville "lege" den historie, jeg netop var blevet fortalt, altså hvis den var rigtig god. På samme måde blev jeg så opslugt af Faiths' historie, at jeg for en stund befandt mig oppe på bjerget midt i ensomheden på den misligholdte plantage.

“Solitude. Ensomhed. Hvorfor hed det sådan? Da jeg så huset igen, tænkte jeg at forklaringen måske er ganske enkel. Solitude ligger ensomt på en bjergtop næsten så højt man kan komme, og har udsigt over havet til tre sider. Der er ingen naboer, kun skov, og skoven trænger sig på; træerne er begyndt at brede sig ind på den store gårdsplads mellem hovedbygningen, et smukt hus i to stokværk, og et fundament til en anden bygning, som ikke findes længere. Den er rimeligvis blæst bort i en orkan. En anden bygning tæt på selve huset er mere solid og rummer pulte som en skolestue, ja, det er en skolestue eller har været det engang. Døren mangler, og gulvet er dækket afløv og efterladenskaber fra dyr der har søgt ly derinde. Selve huset virker misligholdt, men ikke forfaldent.”

Faith er, som sine to forgængere, en sand gave med æstetiske sproglige oplevelser og sansninger – så fintfølende, at det næsten bliver poetisk. Og ... endelig fandt jeg den tankeflugt, jeg sådan havde længtes efter (det fortæller jeg om her).
Historien om Faith og Dansk Vestindien udfoldes – i tråd med de to forrige bind – ved hjælp af sporadiske tekstbidder såsom brevudvekslinger, dagbogsoptegnelser og notater. Derfor er Mich Vraas bøger også iblandt de sværeste, jeg nogensinde har skulle genfortælle, for de mange fortællespor gør det muligt at skabe flere store fortællinger i én enkelt bog. Persongalleriet er rigt og nuanceret, og som i de forrige bøger udfordres læserens umiddelbare behov for at identificere gode og onde. 

“For jeg tror ikke at noget menneske er enkelt; vi er ikke gode eller onde, vi er gode og onde. I det ene eller andet. I det ene eller andet blandingsforhold.”

Jeg savnede lidt af hverdagslivet og den bløde historie i Peters kærlighed, men jeg skal love for, at jeg fik mit ønske om netop det opfyldt med Faith. Den tog mig med på en rejse, som jeg sent vil glemme, og den er uden tvivl min favorit i seriens tre bind. Hun er så elskelig og virkelig, at jeg ikke kan tro, hun er opdigtet. Dét er en god romankarakter.
Den her anmeldelse må selvfølgelig have sin ende, men jeg er nødt til at nævne hvor fint de tre bøger bindes sammen af tanker og overvejelser om menneskets skæbne. I Haabet skriver professor Mikkel Eide i et brev:

“Alle disse skæbner! Alle disse mennesker! Al den død og ulykke! Og det hele begyndte med fromme mænds tro, med kristentro og gudsfrygt. Intet kunne være mere forlorent end det. Frygt for Gud?”

Tanken om menneskets skæbne var således allerede vakt i trilogiens første bind, og den fortsatte i Peters Kærlighed, hvor Mikkel Eide igen gjorde sig overvejelser om skæbnen:

“Menneskers idealer og skæbner ændres på øerne; det ved jeg bedre end nogen!”

I Faith er det Maria Eide, den nu ældre skrøbelige kvinde, der i et dagbogsnotat gør sig tanker om det liv, der er gået og de liv, der gik tabt:

“Alle disse skæbner. Vi er så forgængelige, vi mennesker. Når vi er børn, skuer vi ind i evigheden; når vi ældes, ser vi tilbage og ved at det kun var et fingerknips, et glimt i tiden, at vore dage var som regndråber der falder i havet.”

I dette sidste bind bærer Faith sin skæbne som sit navn og brune krop og trækker således tråde til de første brune og sorte kroppe, der blev fragtet på det skib, der var lastet med alt andet end det navnet lød; Haabet. Med bogen sætter Mich Vraa det sidste punktum i sin Dansk Vestindien-trilogi, men bøgerne og historien om dansk kolonitid lever videre, og jeg er ikke det mindste i tvivl om, at de vil blive læst af generation efter generation. Faith får mine varmeste anbefalinger og kan ikke tildeles mindre end fuldt hus med seks store kopper kaffe.

Læs også min anmeldelse af Haabet og Peters kærlighed.

Book me up, Scotty! er nomineret til Danish Book Blog Award 2018

Jeg er trukket i læseuniformen for at meddele, at Book me up, Scotty! er nomineret til Danish Book Blog Award 2018, og dét er jeg så sandelig hamrende taknemlig for! I bedste læserstil må det fejres med en weekend i joggingtøj (er jeg egentlig det eneste menneske tilbage, der stadig kalder det det?) og sutsko på langs i sofaen med en bog i hånden. 

Der er udvalgt 16 hamrende dygtige bogbloggere, og I kan stemme på jeres favorit lige her.

-------

Af hjertet tak til den eller de, der har indstillet 

mig og mit lille univers til prisen.

-------

I får sgu 6 kaffekopper! ;-)

Ella Fitzgerald (Små mennesker, store drømme) af Isabel Sanchez Vegara

Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar af Forlaget Albert, men bogen kan købes til 115,- hos Bogreolen.dk lige her.

Titel: Små mennesker, store drømme – Ella Fitzgerald

Forfatter: Isabel Sanchez Vegara

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 32

Forlag: Forlaget Albert

Bogen om Ella Fitzgerald er en skøn fortælling om en stærk og forbilledlig kvinde, der trodsede tidens undertrykkelse og trange kår og fløj til tops som den stjerne, hun var og er.

Som 17-årig deltager Ella Fitzgerald i en amatørkonkurrence på Apollo Theatre og vinder med sin sang. Det bliver starten på drømmen om at synge på store scener, og det giver hende også troen på, at hendes drøm måske kan blive til virkelighed. Vi skal dog spole tiden noget tilbage i fortællingen om Ella i Små mennesker, store drømme. Vi møder hende nemlig allerede som lille pige, der lytter til jazz i stuen, mens mor sidder og læser. Da Ella er teenager dør hendes mor, og Ella havner først hos nogle slægtninge, dernæst på børnehjem og til sidst på et gadehjørne i Harlem, hvor hun overlever ved at tjene en skilling på sin sang og dans. Det er på gaderne i Harlem, den unge pige beslutter sig for at deltage i amatørkonkurrencen på Apollo Theatre, som hun selvfølgelig vinder. Herefter går der ikke længe før, hendes talent bliver opdaget. Med et bigband rejser hun land og rige rundt, og bogen forklarer både i tekst og illustrationer, hvordan Ella brugte musikken til at udtrykke sine følelser og hvordan lytterne oplevede hendes varme toner. Da Ella beslutter sig for at blive solist, bliver hun kimet ned af folk, som alle vil have fornøjelsen af at optræde med hende.

Bogen slutter med oversættelsen af Ella Fitzgeralds berømte ord: “It isn't where you came from, it's where you're going that counts.”, som er fint oversat til “Det er ikke vigtigt, hvor du kommer fra, men hvor du er på vej hen.” og efterlader læseren eftertænksom og med mod på alle de drømme, som synes så svære at opnå. Det er Små mennesker, store drømme-seriens store styrke, at de viser børn, at det er muligt at opnå sine største drømme, uanset hvem man er eller hvor man kommer fra.

Bogen er fyldt med visuelle detaljer til den opmærksomme læser, og der kan blive en hel skattejagt ud af at lede efter de små bemærkninger, som for eksempel afslører hvilken bog Ellas mor læser, hvilken musik Ella lyttede til som barn eller hvilken tid, hun lever i med skiltet “White only” i baggrunden. 

Endnu en skøn fortælling om en stærk og forbilledlig kvinde, der trodsede tidens undertrykkelse og trange kår og fløj til tops som den stjerne, hun var og er. 

  

Læs dig gennem sorgen

For ikke længe siden lagde jeg et billede op på Instagram, hvor jeg efterspurgte hjælp fra mine søde og omsorgsfulde følgere. Jeg mistede desværre min farmor sidst i juli, og siden har sorgen fyldt så meget, at jeg har haft svært ved at læse. Jeg savner at læse og jeg kan mærke, at jeg har brug for at genfinde læselysten, da bøger altid har været min form for virkelighedsflugt i en travl – og nu også sorgbetynget – hverdag. Jeg bad derfor om gode råd til, hvordan jeg kunne genfinde læselysten og vende tilbage til bøgernes verden. Jeg har nu fået samlet alle de gode råd, både dem jeg har gjort brug af, men også dem, der ikke passede til mig, da jeg er sikker på, at andre kan få gavn af dem.

Tak for hjælpen og rigtig god læselyst.

Giv det tid og vær tålmodig

Det mest hyppige råd fra jer var, at det er vigtigt, man giver sig selv tid og accepterer, at man måske ikke kan læse for en stund. Mange af jer mener ikke, at læsningen må eller kan forceres, og derfor anbefaler I tålmodighed og ro. 

Det er altid et godt råd at acceptere tingenes tilstand, men for mig er det vigtigt at kunne læse, fordi det er i bøgernes verden jeg finder ro og kan flygte fra hverdagens tankemylder. Men jeg måtte alligevel tage rådet til mig, for det var simpelthen helt umuligt at fastholde fokus.

Få læst højt 

En følger foreslog, at man fik en nær til at læse højt. Hun skrev, at højtlæsningen kan virke trøstende og i bedste tilfælde også vække nysgerrigheden og appetitten på mere.Jeg forstår faktisk slet ikke, hvorfor jeg ikke selv har tænkt tanken, da jeg jo ellers er kæmpe fortaler for de mange fordele ved højtlæsningen. Det blev testet herhjemme, og jeg oplevede da også den trøstende effekt og glæden ved at lukke øjnene og lytte til en stemme, som jeg forbinder med kærlighed.

 Læs din yndlingsbog

Mange foreslog, at man genlæser en kær favorit både fordi den kan give tryghed, men også fordi en genlæsning ikke kræver samme indsats fra en hjerne, som har svært ved at bevare fokus under sorgen. Jeg selv kombinerede forslaget med højtlæsning og fandt det befriende at lade mig lulle hen af min kærestes beroligende stemme, når han genfortalte mine yndlings barndomsbøger.

Se filmen først og læs derefter bogen

Jeg blev anbefalet at vælge en filmatiseret bog, så jeg kunne lægge ud med filmen og dernæst påbegynde min læsning. Herved vil bogen kræve mindre af mig, da jeg jo allerede i grove træk kender historiens gang, og så vil der være plads til en ellers ubelejlig tankemylder undervejs.

Brug lydbøger

Mange foreslog også, at man for en stund kan erstatte den fysiske bog med lydbøger. Personligt kan jeg slet ikke koncentrere mig om lydbøger, det har jeg blandt andet skrevet om her, men det er et fantastisk råd til alle dem, der kan. Så kan man blot lukke øjnene mens man flygter ind i en anden verden.

Læs let

Næstefter rådet om at være tålmodig kom rådet om at læse noget let som jeres mest hyppige forslag. I foreslog, at man vælger bøger, der ikke kræver så meget af sin læser og bøger, som ikke tvinger læseren til at tage stilling. En enkelt følger beretter om, hvordan hun i sin egen sorgproces indledningsvis nøjedes med at læse børnebøger med sparsom tekst og fyldte på tekstmæssigt, efterhånden som hun oplevede bedring. Der var også helt konkrete forslag såsom genlæsning af en kær favorit, ungdomsromaner, tegneserier og humoristiske bøger.

Bevar minderne med litteraturen

Det her forslag er simpelthen så smukt og lige i min ånd. Et par skønne følgere foreslog, at man læser bøger, man forbinder med den mistede. Det kan være bøger personen holdt af eller bøger om emner, der faldt indenfor den mistedes interesseområde. Her vil jeg også tilføje bøger, hvor tid, miljø eller geografi kan vække minderne om den, man har mistet. En følger fortæller endda, at hun ved tabet af sin moster genlæste en af hendes yndlingsbøger og oplevede, at “det var en rar måde at bruge litteraturen til at mindes”.

Læs bøger der sætter dig i kontakt med dine følelser og skaber mening

Et andet meget hyppigt forslag var at man i sørgeperioden læser bøger der kan sætter den sørgende i kontakt med sine følelser og skabe mening i tilværelsen. For mange har det gjort godt at få vækket tanker om tab og eksistens, og for nogle har det også være en hjælp at læse noget, der fik tårerne til at løbe i stride strømme. De læsere der brugte bøgerne på denne måde kunne fortælle, hvordan spejlingen kunne være en trøst og bekræfte dem i, at andre har gennemgået det samme og er kommet fint ud på den anden side på trods af et stort tab. Der var også andre, som beskrev hvordan de har fundet trøst i at læse store livsbekræftende fortællinger. Flere bød ind med helt konkrete titler som er listet sidst i indlægget.

Læs bøger som slet ikke minder om din egen situation

Rådet om at læse bøger, som slet ikke minder om den sørgendes egen situation stod i stærk kontrast til de mange råd om bøger, der tilbyder spejling. En følger fortæller, hvordan hun havde brug for et pusterum fra sine tanker og følte et behov for at læse uden at drage paralleller til sin egen virkelighed. På den måde fik hun læst og kunne fortsat bruge litteraturen til at skabe den pause, hun havde brug for. En anden følger valgte at læse en dystopi, som kunne transportere hende til et helt andet univers og samme følger har også haft stor glæde af at læse en simpel røverhistorie med skøre karakterer, som kunne aflede for en stund (sidstnævnte tip kom fra den dygtige bogblogger og psykolog Elena fra Litteraturhuset.dk).

Læs salmer og digte

En enkelt følger foreslog noget, som jeg aldrig havde tænkt over, men som på alle måder giver mening for mig. Hun foreslog, at man læser salmer. Hendes oplevelse var, at salmerne kan noget helt særligt og for hende har de været en trøst, når livet var svært. Hun måtte ind imellem nøjes med få linjer, og kunne bygge på efterhånden, som sindet tillod det. Salmer og digte er jo i virkeligheden lidt det samme, og en anden følger brugte digte til at få sat ord på dybe ting.

Liste over de bøger, I foreslog

Bøger til den lette læsning eller tankeflugten

• Alle tegneserier (har vil jeg også lige selv tilføje graphic novels)
• “Djævelens lærling” af Kenneth Bøgh Andersen (serien beskrives som en let serie på 6 bøger, som alle handler om efterlivet. Følgeren skriver dertil, at “selvom de handler om hårde emner er det med humor og hygge”)
• DIn yndlingsbog
• “Alt om at være pige” af Camilla Wandahl
• “Prins Faisals” Ring af
• Harry Potter

 Bøger der sætter dig i kontakt med dine følelser og skaber mening (+ livsbekræftende fortællinger)

• “Den der lever stille” af Leonora Christina Skov
• "Ved floden Piedra satte jeg mig og græd" af Paulo Coelho
• “Brødrene Løvehjerte” af Astrid Lindgren
• “Min ‘Usynlige Søn” af Esben Kjær
• “The sky is everywhere” af Jandy Nelsons
• "Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage" af Naja Marie Aidt
• “The Long Goodbye” af Meghan O’Rourke
• “Mio, min Mio” af Astrid Lindgren
• “Den røde adressebog” af Sofia Lundberg
• “Nede i jorden - oppe i himlen” af Stine Melgaard Lassen
• “Hvis du møder en ensomhed” af Lone Munksgaard Nielsen
• “Lovely Dark and Deep” af Amy McNamara 
• “The Tiger Rising” af Kate DiCamillo 
• “The Walk” af Richard Paul Evans 
• “Livet efter livet” af Raymond A. Moody
• “Skæld ud på Gud” af Preben Kok

Børn af bøger: Mich Vraa, forfatter og oversætter

Denne måneds Barn af bøger er forfatter, Mich Vraa, som ud over at stå bag den anmelderroste trilogi om Dansk-Vestindien også har oversat over tusinde engelske bøger til dansk.

Okay, jeg er måske mere en far til bøger end et barn af dem. Men når man så tænker tilbage, er der alligevel nogle klokker der bimler ...

                      Jeg husker en sommer på Thurø da jeg var seks, den anden af to som min lille familie tilbragte i røgeriet ved Mårodde, en uendelig række af vidunderlige dage (sikkert nok hele syv), i vidunderligt vejr (småregn og overskyet, men ganske lunt de fleste dage). Med lyden af småbådes dieselmaskiners tøftøf i ørerne og udsigt til det blikstille sund mellem Troense og Blåby lyttede jeg og min søster til min mors stemme der læste Hector Malots Frændeløs. Jeg husker de utroligste detaljer fra den sommer, men så godt som intet fra bogen. Men jeg tror den var den første rigtige bog jeg fik læst højt.

Mit navn er Remi, og jeg er et hittebarn ...

                      I det statelige, palælignende hus bag røgeriet boede en gammel skibskaptajn, komplet med hvidt fuldskæg, træben, søkikkert i vindueskarmen, udstoppede kolibrier, koraller og sømandsskrøner. Jeg lyttede med tilbageholdt åndedræt til skrønerne, og dem husker jeg langt bedre end Frændeløs. Historier om hvordan hans skib ”Karise” frøs inde i Beringstrædets ismasser, og koldbranden tog hans ene ben. Han viste mig et album med fotografier af motorskonnerten, fanget i skrueisen. Mændene sprængte dynamit under isen for at lette trykket på skibsskroget. Da de slap fri, gik de i havn i Sibirien og lastede i tusindvis af huder og pelse. I sin ungdom havde han sejlet på Sydamerika; han havde set vulkaner og isbjerge, palmestrande og kæmpehvaler; ja, han havde rejst overalt, men han var altid vendt hjem. Nu fandt han et taknemmeligt publikum i en dreng på seks, og drengen fandt - ja, hvem ved? - begyndelsen på sit livs historie.

Kaptajnen i hans velmagtsdage

                      For næsten tres år senere var det ham jeg tænkte jeg på da jeg skrev Haabet om Marias far, den hårdhudede skibskaptajn der var vendt hjem til Thurø efter et liv som sømand på de syv have. Og som slavekaptajn.

Thurø 1959, kaptajnens hus på bakken bag bræddehytten hvor vi boede det første år de var der. Jeg sidder sammen med min mor som nu er 94.

                      Da jeg blev en smule ældre, læste jeg romaner om dyr. Grum af Svend Fleuron lærte mig alt hvad der er værd at vide om de ferskvandsfisk som jeg brugte al min fritid på at fange da jeg var syv, otte … ti år. Og Kong Gråbjørn hvis hovedperson er en vældig grizzly i Rocky Mountains.

                      Det var bøger som jeg fandt i min bedstemors og mine forældres bogreoler. Glemte, støvede værker som en overgang forekom langt mere spændende end nutidens forudsigelige fortællinger om drengedetektiverne Kim og Jan, dydsmønsteret Flemming eller spasmageren Tykke-Niels.

Thurø 1960, jeg sidder ved siden af min far, bankmand og gammel kaproer, på badebroen ved røgeriet.

                      Jeg husker hvordan jeg engang da sommervarmen blev for trykkende, søgte ned i kælderen under mine forældres hus i Fruens Bøge og finkæmmede en gammel reol. Jeg læste de første linjer i en falmet bog med titlen Den graa klippes hemmelighed. Forfatteren hed Jan Peiter. I dag ved jeg at det var et af den mageløst produktive Ellen Duurloos pseudonymer.

                      Den bog, denne eventyrligt forvrøvlede fortælling om unge Jackie fra New York hvis familie emigrerer til Brasilien i søgen efter lykken, åd jeg på et par hurtige timer i den kølige kælder.

Jackie maatte bide sig i Læberne for ikke at komme til at tude som en anden Tøs …

                      Bagefter ledte jeg videre i reolen. Og ved et sært tilfælde var den næste bog som jeg tilfældigt valgte, nummer to i denne serie om Jackie. Mandedræberen. Om Jackies oplevelser med indianeren Chakito og det lidet imødekommende Grå Folk der har levet i en skjult dal i århundreder.

                      Hans oplevelser nærede min tørst efter selv at opleve eksotiske eventyr, og de åbnede mine øjne for bøgernes verden, men nogen glubsk læser var jeg ellers ikke, i hvert fald ikke i forhold til hvor stor en rolle bøgerne senere kom til at spille i mit liv. Jeg har oversat og skrevet flere titler end jeg har læst for sjov. Noget over et tusind.

                      En sikker klassiker var Anders And som blev leveret i abonnement i postkassen hver tirsdag og indtaget sammen med fire halve pålægsmadder. Jeg tør knap tænke på hvor mange penge sådan et mint eksemplar af Walt Disneys Anders And & Co. Nr. 6. 11. februar 1964 16. årgangmåske kunne indbringe på en samlerauktion i dag. Det var det år Walt Disney døde, og vi gyste ved rygterne om at hans lig ikke var blevet begravet, men i stedet frosset ned et sted i Californien, så tegneserie- og filmmagnaten en dag ville kunne genopstå og fortsætte sit værk.

Oh, skænk mig en grav ved det isgrønne hav / hvor kun bølgerne hører min gråd …

                      I et af sine overmodige overdrivelse-fremmer-forståelsen-moments sagde Dan Turell engang at alt hvad han vidste, havde han lært af Anders And.

                      Da jeg var ti, var jeg tilbøjelig til at mene noget lignende. Hvad er grå ambra? Wienerschnitzel? Kan man hæve et skibsvrag ved at pumpe det fuldt af bordtennisbolde? Hvordan reagerer kvinder når man glemmer deres fødselsdag?

                      Der var en længere periode hvor Anders And vistnok var det eneste jeg læste ud over tegneserien Carlt og Blondie på bagsiden af Fyns Tidende (den avis hvor jeg senere fik mit første journalistjob). Men så lærte jeg ad andre kanaler. Jeg kunne skille en knallertmotor ad og sætte den sammen (det første er, som alle ved, betydeligt nemmere end det sidste); jeg kunne brygge en anstændig ballon risvin til de evindelige weekendfester; jeg kunne blande oliefarver til en ønsket nuance. Jeg begyndte at male på lærreder. Og så fandt jeg igen nogle bøger i forældrenes bogklubforsynede reol.

                      Jeg læste Renoir, min far af kunstner-ikonets søn, filminstruktøren Jean Renoir. En bedre indføring i impressionisternes storhedstid i Paris findes næppe: maleriets filosofi, solspættede eftermiddage og lune sommeraftener på Moulin de la Galette på Montmartre, forhånelsen af de første udstillinger, gennembrud og storhed. Det er en historie der rummer det hele.

                      Jeg var teenager, og sideløbende med maleriet (som jeg ved gud aldrig udviklede noget stort talent for) opdagede jeg en bogserie der var så fjern fra Renoirs verden som tænkes kan: Ian Flemings romaner om Agent 007, James Bond. Jeg har læst dem alle sammen adskillige gange. Bortset fra at de på alle planer er mere interessanteend filmene, lærte de mig også – jamen det passer! – en hel del om fortælleteknik. Ian Fleming var ingen Hemingway, men min fascination af Caribien begyndte dér. I et solbagt horehus på Love Lane nummer 3½ i fiskerflækken Savanna la Mar på Jamaica.

”Mister, the undertaker is right here. You care to feel his wind?”

Ian Fleming og Sean Connery

Senere igen havde jeg en veninde som læste murstensromaner, og en tid lang fulgte jeg hende ind i Verden ifølge Garp,En mand, Savannah, Sophie’s Choice, Øst for Paradis … Men da var jeg i hvert fald ikke længere et barn; jeg var begyndt at skrive selv, for alvor, og havde faktisk allerede fået udgivet min første roman, i en alder af 27.

                      Således bugter der sig en rød tråd fra Frændeløs på Thurø til Claude Monet der i kunstens tjeneste sætter trafikken i stå på Gare St.-Lazare i Paris, over koldkrigstidens spionromaner og 80’ernes mest læste litterære bestsellere til Faith, det sidste bind i min vestindiske trilogi som udkommer 16. august.

                      Så litteraturen former os, både vi børn af bøger som skriver, og I børn af bøger som læser ...

Mich Vraa

Seks bud på YA-genrens popularitet

Denne artikel blev trykt i Bookeaters Magazine, som er et magasin, der særligt henvender sig til unge læsere eller læsere af ungdomslitteratur. Det er et gratis magasin, som bliver til på baggrund af arbejdet fra bibliotekarer og frivillige ildsjæle. Her er denne frivillige ildsjæls bidrag. ;-)

_____

YA står for Young Adult, og genren beskæftiger sig med forskellige former for eksistentielle temaer såsom seksualitet, race, diagnoser og det eviggyldige spørgsmål ”hvem er jeg?”. Identitet er kendetegnende for genren, som karakteriseres ved at henvende sig til unge mennesker og som regel følger læseren unge hovedpersoner i deres udvikling til at blive ”rigtige” voksne eller at finde sig selv og en plads i samfundet. Undersøgelser har vist, at genren ikke blot er populær blandt dens primære målgruppe (12-18-årige), men at voksne i både 20’erne, 30’erne og 40’erne i stigende grad har taget genren til sig i en sådan grad, at forlagene oplever en stigning i salget af YA og et lille fald i salget af traditionel voksenlitteratur. Så hvad er det helt præcist, genren kan, og hvorfor boomer den lige nu?

Hvem er jeg?

I de gode gamle dage var det kun de unge, der måtte slås med identitetsspørgsmålet, og man vidste, at det ville give sig selv, så snart en levevej var valgt. Skolelæreren var skolelærer hele livet, frisøren var frisør hele livet, ægteskabet varede hele livet, og man blev så vidt muligt også boende samme sted hele livet – sådan er det ikke længere. Vi lever i et postmoderne samfund, hvor identitet er flygtig og tilværelsen omskiftelig. Det betyder, at det kan det være vanskeligt at definere sig selv, fordi man ikke har noget fastforankret at gribe fat i. Derfor har YA-genrens kredsen om identitet og livsvilkår ikke blot relevans for ungdommen, som skal forsøge at skabe sig en identitet, men også for den voksne læser, som oplever brud i tilværelsen, der kræver en ny definition af, hvem hun eller han er, eller hvad hun eller han ønsker i livet. På den måde kan man sige, at det vi forbinder med ungdom er blevet en varig tilstand, fremfor en fase, man vokser fra.

8-, 9-, 10-årige teenagere

Det er ikke kun de voksne, der befinder sig i det, man kan betegne som en ungdomstilstand i længere tid. Børn definerer også sig selv som unge mennesker langt tidligere end før. Mange 10-årige føler selv, at de har forladt barndommen og identificerer sig i langt højere grad med teenageren og ungdommen. Derfor er der også en stigende tendens til, at børnelitteraturen fravælges tidligere, fordi interessen for børneuniverset og identifikationen med den barnlige hovedrolle mangler. Det betyder både, at børnelitteraturen får kortere levetid, men også at YA-genren – trods dens navn –   rammer en bredere læserskare end de 12-18-årige, som normalvis betegnes som dens målgruppe.

Følelser er universelle

Utæmmede følelser og oprør får næsten altid plads i YA-litteraturen. Vigtige livsvalg er ofte sat helt på spidsen, og tydeliggøres ved hjælp af store begivenheder såsom skæbnebestemmende valg af fraktion eller når forkastelse af egen moral er eneste overlevelsesmulighed. YA-litteraturens kredsen om liv og død, seksuel usikkerhed og følelser i opbrud er relevante temaer for alle aldre, og trods hovedpersonernes unge alder, oplever de fleste læsere at kunne spejle sig i de følelser, karaktererne gennemgår, når livsændrende valg skal træffes. Det er altså følelserne, der gør spejlingen mulig, fordi følelser er universelle og taler på tværs af alder, kultur og køn.

Diversitet

Diversitet og mangfoldighed præger i stigende grad den politiske debat, og det er næsten altid temaer i YA-litteraturen. Det er en almen antagelse, at vi læser for at forstå os selv og verden, og derfor er YA-litteraturen et oplagt sted at søge hen. Mange læsere efterlyser følelsesmæssige tilstande eller karakterer, de kan spejle sig i – det gælder selvfølgelig også dem, der ikke nødvendigvis følger konventionelle leveformer eller seksuelle normer. Når YA-litteraturen sætter fokus på identitetsforvirring, homoseksualitet, racespørgsmål eller andre eksistentielle grundvilkår, tillader den at bøgerne bliver spejle, hvori vi kan se, hvem vi er eller måske, hvem vi gerne vil være. Og med en stigning i antallet af mennesker, der ikke føler, de ikke passer ind i traditionelle forståelser af køn, forhold og seksualitet, fungerer YA-litteraturen som bekræftelsen af, at de – eller vi – ikke er alene.

vi kan spejle os i gennem indlevelse og identifikation.

Mindre litterær udskam

Det er ikke længere pinligt at vise sig selv som læser af en ungdomsbog eller en bog med temaer som homoseksualitet, selvskadende adfærd eller misbrug – i hvert fald ikke i samme grad som det har været. Granvoksne mennesker står gerne frem og fortæller, at de læser YA-litteratur, og genren har endda vundet indpas hos de store mediehuse. Her anmeldes bøger som for eksempel Valgetaf Sarah Engell, The Hate U Giveaf Angie Thomas eller Siri Pettersens Ravneringene-saga af velansete boganmeldere på lige fod med den finkulturelle skønlitteratur. Det får naturligvis indflydelse på genrens status, når bøger under den kategori tildeles flotte anmeldelser af litterære eksperter og autoriteter. Selvom en bogbloggers mening kan veje tungt for den unge YA-læser, vil det ofte være avisens eller dagbladets såkaldte godendelsesstempel, der overbeviser den voksne YA-læser og præger – måske ligefrem skaber –  den offentlige holdning til genren som anerkendt, respektabel litteratur.

YA er muligheden for online fællesskaber

YA-læserne har som ingen andre læsere formået at skabe et online fællesskab, hvor de diskuterer deres yndlingsforfattere, tager smukke billeder af deres yndlingsbøger og kommunikerer vidt og bredt om de bøger, de læser. Det er især tydeligt, at det er YA-læsere, der præger sociale medier såsom Instagram, hvor de har deres bookstagram-profiler, youtube, hvor de har booktubes og blogmediet, hvor de har bogblogs. Igennem bøgernes karakterer og handling udtrykker læserne deres egne følelser eller sindstilstande på sociale medier, og ofte er de gode til at sende søde kommentarer til hinanden. Søg for eksempel på hashtags såsom #youngadult eller #yareader for at tage del i det online læsefællesskab.

Artiklen blev indledt med beskrivelsen af, at YA står for young adult, og man kan sige, at den dermed er en målgruppebaseret genre. Men som artiklen peger på, kan man stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt det er en kategorisering, der er helt holdbar. Der er i hvert fald mange gode grunde til, at genren er populær på tværs af alder, køn og etnisk og seksuel identitet. Så det store spørgsmål er vel bare: Hvilken YA-roman skal du i gang med?