onsdag den 31. januar 2018

Boganmeldelse: Haabet af Mich Vraa

Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar fra Bog & Idé, som faktisk kører tilbud på bogen lige nu, så den kan købes for DKK 119,- lige her.
Titel: Haabet
Forfatter: Mich Vraa
Udgivelsesår: 2016
Sideantal: 416
Forlag: Lindhart og Ringhof

”En fornem dame i Bredgade rører sukker i sin te. Hun smager ikke negerblodet. Hun smiler og læser en artikel i ”Dagen” om de rige Vestindiske Øer der skaber Danmarks velstand.”
I Haabet præsenteres læseren for romanens karakterer via brevudvekslinger, dagbogsoptegnelser og notater. Fælles for de mange tekstbidder er, at de skrives af mennesker med en eller anden tilknytning til Dansk Vestindien, hvor velstanden er på sit højeste og slavehandlen på sit grusomste.
Vi møder indledningsvis kaptajn Frederiksen, som er ejer af fregatten, Haabet, der er lastet med slaver. Dernæst springer vi godt 14 år frem, hvor en ung pige skriver i et brev til sin mor, at hun endelig skal til søs med Haabet – en drøm hun har ventet længe på at få opfyldt. Vi lærer hurtigt, at hun er datter af kaptajn Frederiksen og at hendes mor bestemt ikke bryder sig om tanken om, at hendes datter rejser med til Dansk Vestindien. Moren har haft nogle traumatiske oplevelser, som enten knytter sig til Haabet eller De Dansk Vestindiske Øer og stadig sidder dybt i hende. Hele tiden springes der frem og tilbage i tid og fortæller, og læseren må selv samle de mange fragmenter af breve og notater og skabe et samlet billede af historien. I blandt bogens ’fortællerdokumenter’ er også den kyniske dr. Marcussens dagbogsnotater og den idealistiske professor Eides manuskriptudkast og breve til sin redaktør.

Haabet er selvfølgelig fortællingen om et stykke dansk historie, som vi ikke så ofte vedkender os og som oftest udelades i den store fortælling om fædrelandets historie. Men endnu mere og vigtigere er det fortællingen om, at mennesker ikke bare er entydigt onde – eller entydigt gode, for den sags skyld: Alle kan drives til ondskab, især hvis onde handlinger pludselig normaliseres i en sådan grad, at alternativet (det gode) slet ikke er muligt at forestille sig. Som mennesker har vi det med at glemme, at alting altid kunne have været anderledes, og når vi først får ’besluttet’ os for en række konventioner, er det svært ikke at forstå netop den levevis, der passer heri, som den sande og rigtige.

Jeg har hørt hjemvendte plantere sige at negre nok har menneskeskikkelse, men ikke nogen sjæl eller intelligens, ingen følelser ud over hvad man kan finde i ethvert andet kreatur, en ged eller en høne.

Mich Vraa tilbyder en nuanceret udlægning af hvad ondskab er, og hvordan den kan tage bo i ethvert menneske. Han lykkes især med at få frembragt de mange perspektiver på ondskab, fordi læseren, som helt naturligt søger de gode i historien, som hun kan holde med og de onde, som hun kan hade, ikke længere kan definere, hvem der er hvad, så snart de første hundrede sider er læst.

mennesker er vel ikke onde for ondskabens skyld alene.”

Eller er de?, tænker læseren. Ved at reducere slaverne til kreaturer, behøver slaveejerne slet ikke tage stilling til egne værdier eller etiske principper, og læseren fastholdes i spændet mellem det gode og det onde. Det udvalgte citat, der indleder selve anmeldelsen (den fornemme dame i Bredgade), blev noteret, fordi det vækkede mine tanker om kontrasten mellem nutidige forhold i Vesten og slavelignende forhold visse steder i u-landende. Jeg tror bestemt ikke, at Mich Vraa har haft en bagvedliggende politisk agenda, men jeg selv kunne ikke stoppe tankerne om, at det samme sker hver gang, vi iklæder os tøj, som er syet af sultne børn under kummerlige forhold. Det kan vel næppe betegnes som andet end moderne slaveri? Det betyder også, at det er en bog med evig aktualitet og med tidløse temaer; håb og ondskab.
Jeg fik troede, at jeg ville få travlt med at få læst Haabet, fordi Mich Vraa gæster Odense d. 6. februar, men det viste sig, at den tunge bog nærmest læser sig selv. Det var intet mindre end en fornøjelse, at sidde med en så velformuleret og letlæselig roman, og det skinner igennem, at forfatteren har arbejdet med sprog hele livet. Selv midt i grusomheden dukker sætninger og passager op, som indeholder så fintfølende og nærværende sprog, at det næsten bliver poetisk.

Det var som om hvert spørgsmål han besvarede med sine ord, og med pauserne imellem dem, med sit blik, bare skabte flere spørgsmål. Som om vi åbnede en æske der skulle rumme svaret på en gåde, og når den så var åbnet, var der intet svar, bare ti nye æsker med nye gåder der myldrede frem som utøj.”

Indimellem bliver læseren også mindet om forfatteren bag, og jeg selv måtte trække på smilebåndet, da jeg læste denne passage, som mindede mig om den lettere rebelske forfatter og den humor, han sædvanligvis medbringer til enhver litterær samtale.

Somme tider tænker jeg på at hvis en læge smiler på den rigtige måde og foreslår at klippe en patients øre af med en fåresaks, vil hun nikke på samme måde: i blind tillid til manden med den lille sorte taske.

Det er egentlig ikke en passage, der har betydning for historien, men det er både en påmindelse om, at der sidder et rigtigt menneske bag ordene og fortællingen, og samtidig er det netop sådan en umiddelbar ligegyldighed, der tilføjer karaktererne dybde og troværdighed.
Min bog er blevet ét stort post-it mareridt, for der var simpelthen så uendeligt mange smukke, grusomme og velskrevne passager, jeg måtte notere mig, men da denne anmeldelse allerede er ved at være for lang, vil jeg blot indsætte dem herunder, så I kan nyde dem uden mine kommentarer. Jeg fandt indimellem de mange tidsspring forvirrende, men det var ikke nok til at stå i vejen for den gode læseoplevelse, og jeg glæder mig som et lille barn til at komme i gang med Peters kærlighed
Jeg håber, Mich Vraa en dag har lyst til at drikke de seks store kopper kaffe med mig.




Flere yndlingspassager:

For tænk engang: Man behandler mennesker som dyr. Og når de så ikke makker ret, når de er ulydige, når de formaster sig til at kæmpe for den frihed der er ethvert menneskes naturlige ret, så brænder man dem levende, lader dem dø af tørst i solen, hænger dem, knuser alt håb …

Er de da ikke mennesker? Hvis man pisker dem, bløder de da ikke? Hvis man skyder dem, dør de da ikke?

Børn tror at de voksne selv er en slags guder som magter alting; da jeg var en lille pige, kunne jeg ikke forestille mig at min far nogensinde kunne fejle. Eller at han handlede forkert. Jeg ville have fulgt ham overalt med bind for øjnene, så meget stolede jeg på ham.

Man kan tage meget fra mennesker, men ikke alt, end ikke fra negre. Der må altid være et lille håb, uanset hvor beskedent, om at livet kan blive bedre. Så det giver jeg dem. Jeg giver dem håbet.


En hveps stikker én, og så hader man alle hvepse? Nej. Man hader det onde, der skete én, den smerte man følte.”

8 kommentarer:

  1. Sikke en grundig og lækker anmeldelse! Jeg har stadig ikke fået læst bogen, men ovenpå denne vurdering, kan jeg jo ikke vente et sekund længere.

    litcomprime.com

    SvarSlet
    Svar
    1. Well Julie, my work here is done! :D Og tusind tak for rosen. Jeg har selv været ret bagud med de her bøger, som alle ellers har læst. Men i morgen skal jeg høre Mich Vraa fortælle om dem, så er det altså lige lidt federe at have læst dem. ;) Jeg glæder mig til at læse, hvad du synes om Haabet! :)

      Slet
  2. Haha, der er intet så motiverende som en urokkelig deadline! ;)

    Jeg har stadig ikke fået læst bøgerne her knap to måneder senere. Nu må jeg altså i omdrejninger. Jeg er jo håbløst bagud :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha, nej præcis!

      Nå men øhh, nu er der jo gået yderligere en måned, så kan den krydses af listen? ;) :D

      Slet
    2. Ej, men altså, you know how it is. Nye to-reads dukker op, og nogle titler bliver bare skubbet længere og længere ned i bunken. Det er noget værre noget! Og nu kommer den tredje endda snart.

      Slet
    3. Åh ja, det kender jeg alt, alt, alt for godt!

      Slet
  3. hvilken side der det fra bogen ?”Man kan tage meget fra mennesker, men ikke alt, end ikke fra negre. Der må altid være et lille håb, uanset hvor beskedent, om at livet kan blive bedre. Så det giver jeg dem. Jeg giver dem håbet.”

    SvarSlet