lørdag den 13. maj 2017

Sådan læser jeg

Fremover vil nedenstående forsøg på at definere mig selv som læser være en fast del af Book me up, Scotty!, og de mange punkter vil være at finde i højre side under de viste instagrambilleder. Jeg håber, I vil tage godt imod dem. J

---------------



Jeg oplever ofte, at mine anmeldelser kræver, eller i hvert fald giver bedre mening, hvis læseren har en form for indsigt i, hvad og hvordan jeg læser. Derfor kan følgende skriverier ses som nyttig information og baggrundsviden til at forstå, hvilken virkelighed mine anmeldelser bliver til i eller også bare som fun facts til den nysgerrige.

God fornøjelse! J




1. Jeg læser altid en bog færdig
Jeg tror aldrig nogensinde, jeg er påbegyndt en bog, som jeg ikke læste færdig. Det betyder absolut ikke, at alle bøger falder i god jord, men jeg føler ikke, at jeg kan tillade mig at have en mening om en bog, hvis ikke jeg har givet mig tid til at færdiggøre læsningen. Og ofte oplever jeg faktisk, at en bog først er rigtig god, når læsningen er overstået og egne refleksioner sættes igang.

2. Jeg læser de fleste genrer
Jeg kan ikke komme i tanke om mange genrer, jeg decideret undgår. Engang holdte jeg mig langt væk fra biografier, men Klim fik overbevist mig om, at det var en fejl. Og sidenhen har jeg haft så svært ved at begrænse mine boglige præferencer, for jeg elsker altså bare det skrevne ord (på tryk) i alle dets former og afskygninger.

3. Jeg læser ikke e-bøger
Det er der overodnet to grunde til. Den væsentligste er, at jeg slet ikke kan koncentrere mig om skærmlæsning, hvis teksten bliver meget længere end en artikel eller et blogindlæg. Den anden grund er, at selve læseoplevelsen går tabt for mig, hvis ikke jeg har bogen i hånden og får lov at mærke siderne og dens struktur. Jeg føler ikke, at jeg er helt tæt på historien, hvis jeg læser e-bøger. Og den distance, jeg oplever, ødelægger simpelthen bare min læseoplevelse.

4. Jeg hører ikke lydbøger
Jeg har forsøgt mig med lydbøger SÅ mange gange, fordi der er uendeligt mange situationer, hvor det er smart at kunne lytte til sin ”læsning”. Men hver gang jeg hører lydbøger, går det pludselig op for mig, at jeg har glemt at lytte og derfor ikke aner, hvad der er foregået de sidste fem minutter. Min hjerne er simpelthen nødt til at blive aktiveret af bogstaver og sætninger, hvis ikke tankerne skal gå deres egne veje.

5. Jeg læser primært på dansk
Jeg har aldrig kunne sætte ord på, hvorfor jeg foretrækker danske oversættelser fremfor originalsproget, men under en telefonsamtale med min bror forleden, satte han rent faktisk ord på, hvad det er, der gør forskellen. Min bror, som primært læser på engelsk, havde forsøgt sig med en dansk oversættelse og beskrev, hvordan han følte sig langt tættere på historien, end når han sædvanligvis læser på engelsk. Det førte til en lang snak om, hvordan vi lettere kunne identificere os med en karakter, der talte vores ”rigtige” sprog, og jeg er blevet enig med mig selv om, at det at læse på et andet sprog end det mine tanker foregår i, skaber en form for distance. (PS det betyder imidlertid ikke, at jeg slet ikke læser engelske udgaver, jeg foretrækker bare danske).

6. Jeg læser ofte flere bøger ad gangen
Det gjorde jeg faktisk aldrig før, jeg begyndte at anmelde bøger. Men fordi man jo aldrig helt kan vide, hvornår en bog kommer fra et forlag eller andre samarbejdspartnere, kan det være ganske svært ikke at have gang i flere bøger ad gangen, hvis man – som jeg – ikke kan udholde tanken om at gå i seng uden læsestof. Så ofte har jeg gang i et anmeldereksemplar, et studierelevant værk og en bog fra egen bogreol.

7. Sprog og refleksion
Jeg nævner ofte i mine anmeldelser, at en bog ikke helt fangede mig, og alligevel kan den få uendeligt mange roser med på vejen. Det skyldes primært to årsager: Den ene er, at jeg vægter et smukt eller originalt sprog langt højere end en medrivende handling. Det har før givet anledning til gode diskussioner, som for eksempel, hvordan jeg så nogensinde kan nyde en krimi, men der står jeg altså fast på, at der findes uendeligt mange krimier med et lækkert og gennemført sprog. Den anden er, at hvis en bog er lykkes med at få mig til at overveje forskellige kulturelt betingede selvfølgeligheder ved egen måde at leve på, eller med at få mig til at anskue min verden på anden vis, så har den, for mig, været god.

8. Læs her og der og allevegne
Jeg kan som udgangspunkt læse overalt, og jeg kan som regel også godt undgå at blive distraheret af snak og støj, der er bare lige to undtagelser: Jeg kan absolut ikke læse til sange og TV. For begge gælder det, at hvis der er en form for sang eller tale, vil jeg enten komme til at synge med indvendigt, lytte til indholdet eller begynde at fortolke og analysere i mit indre.

9. Den evige dansklærer
Forinden jeg påbegyndte min kandidatuddannelse var jeg dansklærer i folkeskolen, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det er en praksis, som vil følge min læsning til mine dages ende. For mig har det betydet, at jeg kun sjældent kan læse en bog uden at analysere på den, og også at jeg ofte gør mig tanker om hvordan bogen, eller dele af den, kan anvendes i undervisningen.

 10. Udvælgelse af læsning
Jeg har absolut intet system eller rutiner til udvælgelse af læsestof. Det er lidt som med kaffe. Jeg læser/drikker det, der er. 😜


11. Helhedsoplevelse
Jeg læser lidt med alle sanser, føler jeg. Og derfor elsker jeg, hvis min læsning ledsages af eksempelvis kaffe og en lækker snack, og jeg foretrækker at putte mig med tæpper og puder imens. Jeg er for det meste også iført joggingtøj, når jeg læser. Kaffe, joggingtøj, tæpper og en god bog er nok min definition af Paradis.

6 kommentarer:

  1. Sikke et fint indlæg. Jeg har det på samme måde som dig, i mange af punkterne. Dog er jeg blevet enormt glad for lydbøger, efter jeg er begyndt at bruge en del tid på transport til arbejde :) Det giver mig en fantastisk følelse af, at udnytte spildtiden fornuftigt :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, Sidsel. Det er jeg glad for, du synes! :) Jeg ville også ønske, at jeg kunne finde ud af det med lydbøger (og jeg har givet det mange chancer!), det ville være så praktisk, at kunne læse under cykelturen for eksempel - ja, spildtid, som du siger. Min hjerne er nok bare for distræt. ;)

      Slet
  2. Sikke en fin beskrivelse af dig som læser :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, Rikke. Det er jeg glad for, du synes! Ses vi i morgen? :)

      Slet
  3. Fedt indlæg! Det stopper jo aldrig med at være sjovt at spejle sig i andres læsemåder.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak!

      Nej, det er faktisk ret fedt, når man får den der: "det gør jeg også!". Vi elsker at vide, at vi ikke er alene. :D

      Slet