onsdag den 8. april 2020

Boganmeldelse: Fruen - en datters historie om kærlighed og frihed af Malene Lei Raben

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget.
Titel: Fruen - en datters historie om kærlighed og frihed
Forfatter: Malene Lei Raben
Udgivelsesår: 2020
Sideantal: 285
Forlag: Gyldendal

Med Fruen beskriver Malene Lei Raben et kompliceret, inficeret og letantændeligt mordatterforhold. Spændingen er så intens, at man nærmest lister sig ind i næste kapitel – velvidende, at eksplosionen venter lige om hjørnet.

I 2014 læste jeg første gang, Søren Ulrik Thomsens digtsamling Rystet spejl. Det hører til sjældenheder, at jeg husker årstal for mine læseoplevelser. Men lige netop denne rumsterede i mig året ud – måske endda længere. Og Malene Lei Raben har muligvis haft samme oplevelse, for hun indleder sin bog med:

Den gådefulde tid
jeg lige netop ikke har kendt
som andet end dufte og svimmelhed
i klædeskabe og dansemusik
men hvis lys som gennem en tonet rude
faldt på mig fra dit blik
og nu for anden gang er forsvundet
så jeg resten af livet
aldrig mere skal være et barn.

Med disse ord er stemningen sat, og jeg forbereder mig på, at vi nu skal derind, hvor det gør allermest ondt.
Vi lander midt i betændt relation mellem mor og datter, som bygger på et fundament af bebrejdelse, skyld og dårlig samvittighed. Malene og hendes storesøster vokser op i en tid, hvor man gør et ihærdigt forsøg på at udviske konventionelle familieformer og nedbryde de indbyggede hierarkier, forældretitlerne skaber. Mor hedder derfor Birgit, men i samtaler søstrene imellem, hedder hun Fruen. Fruen er en stærk og intelligent kvinde. Hun bruger kløgt og styrke til at nå til tops i livet, men det er også disse egenskaber der sikrer, at hun har overhånden i enhver relation. Særligt den til sin datter.
Søstrene vokser op i 70’erne, hvor fri leg synes at kendetegne hverdagen. Fruen bestiger hastigt karrierestigen, og det ene prestigefyldte job erstatter det næste. Hun er alenemor og har været det, siden den yngste datter blev født. Forældrenes skilsmisse har været fjendtlig og hadsk, og de to søstre lærer at hade deres far og have ondt af den stakkels mor, han svigtede. Selvom der er en far i billedet, tager han ikke over, når fruen skal på en af sine utallige forretningsrejser.
Fra pigerne er helt små lærer de at være alene hjemme og passe sig selv. Store dele af hverdagen og det liv, de fleste kender, er så omvendt, at det minder læseren om en tragisk Pippi Langstrømpe-fortælling. Malene opdager sin anderledes hverdag, når hun leger med jævnaldrene, der skal sidde pænt ved bordet, har faste sengetider og får børstet tænder af en voksen.

For mig var det som at være på besøg i et fremmed land beboet af mystiske mennesker, af forældre i par, dyr smag og gode manerer.

Med undren og foragt betragter hun alt det, hun har lært at forkaste som småborgerlighed og kvælende lænker.
Friheden er stor, men det er utrygheden også. Børnene ses som voksne, selvstændige individer, og derfor svigtes de ofte, for deres behov for en voksen anerkendes ikke.
Da Malene bliver teenager, ændres deres relation. Det er svært for Fruen, som altid har været i stand til at sejre, at hendes datter er nået en alder, hvor hun ikke lader sig kontrollere. Malene bliver lige så stærk, intelligent, viljefast og selvstændig som sin mor, men trods deres ligheder møder hun ikke accept og anerkendelse. Det bliver begyndelsen på en livslang kamp og uendelige regnskaber over, hvem der har flest point på hengivenheds og opofrelses-kontoen. Følelser er ikke gratis i deres betændte relation, og hvis du skal elskes, så koster det.
Da Malene er voksen, bliver Fruen syg med kræft, og sygdommen bliver hendes endelige trumfkort. Med den vinder hun magten tilbage, for når man er døende, er man i en særlig position, hvorfra det er tilladt at herske, kræve og være en hjælpeløs stakkel på samme tid. Manipulationen og den følelsesmæssige afpresning fortsætter, men relationen bevares til det sidste.
Fruen skriver sig ind i en lang tradition af mordatter-skildringer, og Malene Lei Raben tilfører en historisk ramme, som forklarer – men aldrig undskylder – svigtet af en forsømt børnegeneration.
Det er en barsk fortælling, og hverken Malene eller hendes mor skånes i fremstillingen af deres relation. Den brutale ærlighed fører os dybt ind i de mørkeste kroge af menneskets sind. Imens forsøger læseren at skabe en form for logik i de absurde og destruktive handlinger, der bliver ved med at sabotere deres forhold og også relationen til andre familiemedlemmer. Men til trods for deres usunde relation elsker de hinanden og de er forbundet, som mødre og døtre måske altid er det.
Man behøver ikke en betændt relation til sin mor for at finde genkendelse i Fruen – de mønstre deres konflikter følger er almenmenneskelige: Vi angriber, når vi føler, vi er udsat eller i fare. Og faren kan være mange ting.
Både opbygning og indhold trækker stærke tråde til klassikeren Voldsomme bånd, og jeg tør garantere, at hvis man elsker den ene, vil man også elske den anden. Jeg selv elsker dem begge, og jeg kan kun anbefale at man læser dem og bliver klogere på sig selv og dem, man elsker.



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar