fredag den 22. februar 2019

Boganmeldelse: Voldsomme bånd af Vivian Gornick

Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.
Titel: Voldsomme bånd
Forfatter: Vivian Gornick
Oversætter: Niels Lyngsø
Forord af Leonora Christina Skov
Udgivelsesår: 2018 (oprindeligt fra 1987)
Sideantal: 240
Forlag: Den Franske Bogcafés Forlag

Voldsomme bånd er Vivian Gornicks beskrivelse af det relationelle (voldsomme) bånd mellem hende og hendes mor. Et bånd, som på én gang er skrøbeligt og altid på grænsen til at blive slidt op, men samtidig helt og aldeles ubrydeligt.

Der er mange forventninger forbundet med mor som begreb – en mor forventes for eksempel at være selvopofrende, opmuntrende og kærlig, men Gornicks mor er langt fra den gængse opfattelse af, hvordan en mor bør agere og sende sine unger ud i verden. Vi møder første gang de to kvinder, når jeget afslører en række barndomserindringer fra det jødiske boligkompleks i Bronx fyldt med karakteristiske kvinder. Erindringerne suppleres med de mange samtaler mellem mor og datter som finder sted, når de vader gaderne tynde i New York på deres daglige gåture i en periode på tre år.
Efter at have mistet sin mand for omtrent tredive år siden, har moren påtaget sig en offerrolle, som hun synes at finde en vis tilfredsstillelse ved at befinde sig i. I stedet for at leve længes hun, og selv siger hun “Her er hvad du skal skrive på min gravsten: Lige fra begyndelse var det alt sammen fortid.”. Denne længsel efter fortiden og manglende evne til at leve i nutiden er med til at definere de to kvinders forhold. Deres relation kompliceres yderligere med tiden og udfordres særligt af jegets intellekt. Ligesom med alt andet længes moren efter dengang hendes datter ikke stillede så mange kritiske spørgsmål til samfundet og kvinders rolle, og efterhånden som datterens viden og sproglige kundskaber overgår morens bliver det vanskeligt at opretholde deres roller som mor og datter.

“Nej, dét der drev hende, og som skilte os ad, var dét at jeg tænkte. Hun havde ikke forstået at dét, at tage en uddannelse betød at jeg ville begynde at tænke: tænke sammenhængende og tænke højt. Hun blev voldsomt overrasket over det. Mine sætninger blev længere allerede efter en måneds undervisning. Længere, mere indviklede og med ord hvis betydning hun ikke altid kendte. Jeg havde aldrig før sagt ord, hun ikke kendte. Eller frembragt en sætning hvis logik hun ikke kunne følge. Eller forsøgt at fremsætte et synspunkt, der var resultatet af en abstraktion. Det gjorde hende vanvittig. Hendes ansigt fik et udtryk af dyrisk snedighed når jeg påbegyndte en sætningskonstruktion som umuligt kunne afsluttes før der var blevet fyret tre bisætninger af. Snedigheden førte til vrede, vreden flammede op og blev til raseri. “Hvad er det du snakker om”? Råbte hun ad mig. “Hvad er det du snakker om? Tal engelsk, tak! Vi forstår alle sammen engelsk her. Så tal engelsk!”

Bogen bærer præg af en tung melankoli, og morens grundlæggende holdning til livet synes at være, var det her virkelig alt, hvad jeg kunne få?Der gøres ingen indsats for at komme videre, tværtimod bliver sorgen en del af hendes identitet. Og spændingen mellem de to kvinder er så intens, at det nærmest slår gnister og starter brand.

“Min mors sorg var primitiv og altomfattende: Den sugede ilten ud af luften. En tung, bedøvet fornemmelse fyldte mit hoved og min krop hver gang jeg kom hjem. Ingen af os – hverken min bror eller jeg selv, og da slet ikke min mor – fandt trøst i hinandens selskab. Vi var bare i eksil sammen, fanget i en fælles lidelse. For første gang var jeg bevidst om, at jeg blev grebet af åndelig ensomhed, og jeg kiggede ud på gaden, vendte mig mod de drømmende og melankolske indre anelser, der var blevet den eneste lindring fra det jeg hurtigt opfattede som en tilstand af tab og nederlag.”

Der er en særlig stemning i erindringsværket og troværdigheden er åbenbar, når læseren mærker den genkendelige ambivalens – som for de fleste er et grundvilkår i livet – når jeget ikke er helt klart defineret. Netop fordi jeget er ægte, kan det ikke afrundes eller få slebet kanter. Det betyder også, at forfatteren hverken skåner sin mor eller sig selv i sit memoir, som serveres ærligt og bevæger sig ind i alle de kroge og snørklede gange, det menneskelige sind består af. De er kun to, men alligevel er der en form for treenighed, når relationen består af vihun og jeg. Viet er altid dem i deres symbiotiske og komplekse forhold.
Det er ikke uden grund, bogen har fået kultstatus i USA, og den kan anbefales til enhver som ønsker indsigt i relationer mellem mennesker – særligt mellem mor og datter. Samtidig er den oplagt til den New York-begejstrede læser, fordi forfatterens beskrivelse af de mange slentreture indrammer New Yorker-stemningen til perfektion.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar