Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget. |
Forfatter: Kate Pankhurst
Oversætter: Eva Mosegaard Amdisen
Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 32
Forlag: Forlaget
Albert
Fantastisk seje kvinder der forandrede verden er et farverigt og legende pragteksemplar af en
historiebog. Bogen skal vendes og drejes, når læseren vandrer ad snørklede stier
eller læser skæve avisudklip. Den er et oplagt afsæt til børns egne fortællinger
om, hvordan deres historie skal se ud, og hvordan de vil forandre verden.
Tretten forbilledlige kvinder er hovedpersonerne i
denne kompakte fortælling om nogle af de personligheder, der har været med til
at forme den verden, vi kender i dag. Bogen bliver udgivet hos Forlaget Albert,
som efterhånden må siges at være børnelitteraturens kvindesagsforkæmpere, da de
også står bag serien Små mennesker, store
drømme, som i skrivende stund består af seks bøger om seks stærke
kvindeskikkelser.
Fantastisk seje kvinder der
forandrede verden tager os på en vandring gennem tid og sted, og vi starter ved
skrivebordet i 1800-tallets England, hvor Jane Austen er i færd med at udtænke
karaktererne til sine romaner. Allerede her bliver det tydeligt hvilket flerartet
mesterværk Kate Pankhurst
har kreeret med sin brug af forskellig font, farvestrålende billeder og
talebobler. Al tekst præsenteres i bittesmå bidder, så den synes overskuelig,
men lixtallet sørger alligevel for, at bogen bliver en fælles læseoplevelse
mellem barn og voksen, da den kræver en ret stærk læser. Men det er også en
bog, der bør tales om, så den er selvfølgelig oplagt til højtlæsningen.
Jane Austen bliver blandt andet efterfulgt af Gertrude
Ederle (svømmeren), Marie Curie (fysikeren), Amelia Earhart (piloten) og Rosa
Parks (borgerettighedsaktivisten). Der er derfor en forbilledlig kvinde for ethvert
barn, og det må siges at være bogens allerstørste styrke – at børn med alle
interesser kan finde en kvinde at spejle sig i. De i alt tretten kvinder
præsenteres ikke kronologisk, og opsætningen tydeliggør, at de udvalgte
kvinders historie ikke er afhængige af hinanden. Illustrationerne er farverige
og legende, og bogen skal vendes og drejes, når vi skal vandre ad stier og læse
avisudklip. Her på falderebet er jeg næsten nødt til at nævne, hvor oplagt den
er som undervisningsmateriale. Den kan blandt andet bruges som afsæt til
elevernes egne historier om, hvordan deres fortælling skal se ud – hvordan de
vil forandre verden. Den er vigtig, vedkommende og øjenåbnende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar