torsdag den 22. marts 2018

Boganmeldelse: Frida Kahlo af Isabel Sánchez Vegara


Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar fra forlaget. Bogen sælges hos Williamdam.dk til DKK 115,- lige her

Titel: Frida Kahlo (Små mennesker, store drømme)
Forfatter: Isabel Sanchez Vegara
Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 32
Forlag: Forlaget Albert

Det er en sand glæde at opleve, at en markant og stærk kvinde som Frida Kahlo får en platform, hvorfra hun kan være et forbillede for børn i hele verden. Selvom bogen byder på indsigt og lærdom, syner den ikke af lærebog, men mest af alt af lækker kvalitets coffee table book i børneformat.
Jeg husker tydeligt, da @barneboksamleren postede et billede af bogserien Little People, Big Dreams i sommers, hvor hun skrev, at hun så frem til den norske oversættelse. Jeg husker også, hvor meget jeg håbede, at de danske forlag også havde fået øjnene op for denne fremragende portrætserie, som henvender sig til børn fra 5-årsalderen og skildrer livet af nogle af historiens stærke kvinder. Alle seriens kvinder startede som små med en stor drøm, og de danske oversættelser udgives af Forlaget Albert under den samlede titel Små mennesker, store drømme. Den første bog i rækken er om maleren Frida Kahlo.
I bogen lærer vi, at Frida blev født i Mexico. Hun havde en sygdom som gjorde at hendes ene ben ikke udviklede sig normalt, men hun nægtede at lade sig stoppe eller begrænse af sin egen anderledeshed. Hun var en modig pige, som ikke spildte tiden med at beklage sig, men en dag bliver hun ramt af en bus på vej hjem fra skole. Ulykken efterlader hende sengeliggende, så for at få tiden til at gå, begynder hun at male. Da hun får det bedre, opsøger hun en berømt maler for at vise sine værker frem, og den berømte maler bliver både begejstret for Frida og hendes kunst, og de to kunstnere bliver gift. Frida bruger sin kunst til at udtrykke følelser og inden længe er hun blevet så populær, at hun udstiller i New York og får stor opmærksomhed. Da hun senere skal udstille i Mexico er hun blevet så syg, at hun ligger i sengen til åbningsfesten, som foregår rundt om hende. Hun lader sig ikke stoppe af noget, for hun vil inspirere folk verden over til at leve livet.
Sådan er fortællingen om Frida Kahlo i børnebogsportrættet, som de fleste spæde læsere vil kunne læse med på med hjælp fra mor og far. Siderne er prydet med flotte, farvestrålende illustrationer, og hver dobbeltside består af ca. 3-linjers tekst à 2 sætninger. Illustrationerne er med til at bære historien frem, og kigges der godt efter, byder de på detaljer, som læseren ikke får foræret i teksten. Detaljerne viser blandt andet, at Fridas far var fotograf, at hun var 18 år, da hun blev ramt af bussen og hvilket årstal hun døde. Bagest i bogen findes også en lille overskuelig tidslinje over Frida Kahlos liv, der kan bistå den voksne, som garanteret vil blive stillet uddybende spørgsmål om den beundringsværdige kunstner.



Huffington Post kaldte bogserien for enestående begynder-biografier til børn, og jeg kan kun erklære mig enig. Jeg glædes over muligheden for at lære vores børn om de mange handlekraftige og viljestærke kvinder, der findes og har været. Indtil for nylig har tendensen jo været at den historie, vi oftest fortæller, tager udgangspunkt i stærke mænd, og jeg fyldes med glæde over, at en markant og stærk kvinde som Frida Kahlo får en platform, hvorfra hun kan være et forbillede for børn i hele verden.
Bogen er oplagt til højtlæsning og til snak om illustrationerne, og de tykke sider og den gennemgående kvalitetsindbinding sikrer en bog, der både overlever undersøgende fedtede fingre og voldsom bladren.


Det eneste jeg kunne savne lidt, var en side dedikeret til Frida Kahlos politiske engagement – hendes arbejde med at bekæmpe undertrykkelse og hendes brud med sociale konventioner. Men den opmærksomme voksne kan måske selv snige en kommentar eller to ind undervejs (PS! Måske er sociale konventioner ikke lige det rette begreb til den 5-årige😉).
Men alt i alt, et helt fantastisk børneportræt, som jeg håber, man vil kunne finde på landets skolebiblioteker, og personlig glæder jeg mig enormt til de kommende udgivelser. Jeg spår, at denne serie også vil få mange voksne samlere.



PS: Før jeg modtog min egen bog, læste jeg en amerikansk anmeldelse, hvori der stod at bogen præsenterede for voldsomme billeder for børn. Her hentydede anmelderen til det billede, hvor Frida ligger i en blodpøl efter busulykken med ambulancen i baggrunden. Jeg nævner det, fordi jeg gerne vil imødekomme de bekymringer, der eventuelt kunne være hertil. Jeg opfatter anmeldelsen som et udtryk for en amerikansk pædagogisk kultur, hvor man forsøger at skærme børn fra ’det farlige’ i stedet for en mere dansk tilgang, hvor vi som oftest samtaler om og anerkender, at livet også byder på triste skæbner og hårde vilkår. Jeg tvivler i øvrigt også på, at danske børn (eller amerikanske, for den sags skyld) vil finde billedet skræmmende. 




2 kommentarer:

  1. Virkelig god anmeldelse - og hvor er det altså også bare en fin bog! <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Hov, jeg havde slet ikke set din kommentar, søde Rikke. Men tusind, tusind tak. Og ja, den er simpelthen noget af det fineste – jeg elsker tanken om at den og resten af serien, havner på en masse danske børneværelser. :D

      Slet