fredag den 22. juni 2018

Boganmeldelse: Små mennesker, store drømme – Coco Chanel af Isabel Sanchez Vegara


Jeg fik tilsendt et eksemplar fra forlaget til boganmeldelse, men Bogreolen.dk sælger den til DKK 113,- lige her.
Titel: Små mennesker, store drømme – Coco Chanel
Forfatter: Isabel Sanchez Vegara
Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 32
Forlag: Forlaget Albert

Coco Chanel-bogen er selvfølgelig velegnet til hyggestunder, men den er også et oplagt sted at starte, når de mindste elever i folkeskolen skal begive sig i kast med deres allerførste projektarbejde.
Coco Chanel er andet bind i serien Små mennesker, store drømme. Den første bog i serien er Frida Kahlo, som jeg skrev om lige her.
Små mennesker, store drømme er en portrætserie med nogle af historiens sejeste kvinder i hovedrollerne. Den henvender sig til børn fra 5-årsalderen, og fælles for alle seriens bøger er budskabet om, at en stålsat vilje kan bane vej for ethvert lille menneskes største drømme.
I Coco Chanel lærer vi en 12-årig pige at kende, da hun og hendes lillesøster bliver taget i mod med åbne arme af en nonne foran et børnehjem. Ordene er få, og på siden står blot: “Dette er historien om pigen Gabrielle, der voksede op og blev Coco Chanel”. Som det også var tilfældet med Kahlo-bogen, er der givet plads til barnets egne tanker og bogen lægger op til dialogisk læsning, hvor børn og voksne samtaler om billeder, som kun ledsages af den allermest nødvendige tekst. Vi lærer, at Chanel foretrak nål og tråd fremfor dukker, og at de andre piger fandt hende mærkelig. I hendes ungdom begynder hun at synge, og det er her hun får kunstnernavnet, Coco.  Hendes tilgang til tøj og mode er, at det – i modsætning til datidens brug af stramme korsetter ­– skal være både flot og behageligt. Det er ikke let for Chanel at overbevise datidens kvinder om, at en kvinde ikke behøver korset og pailletter for at se smart ud, men med hårdt arbejde lykkes det alligevel den stålsatte kvinde at bryde igennem som Coco Chanel.
Farvevalget er dæmpet, og selvom det formentlig er for at fange Chanels modeunivers – og giver god mening for den voksne – så tror jeg personligt, at de spraglede farver har større effekt på de mindste læsere. Bagest i bogen er der indsat en lille overskuelig tidslinje, som en hjælp til den voksne, når der skal tales om alt det, der ikke er sat ord på. Bogen (inklusiv tidslinje) er også et oplagt sted at starte, når de mindste elever i folkeskolen skal begive sig i kast med deres allerførste projektarbejde.
Som det også var tilfældet med bogen om Frida Kahlo, er der lagt op til højtlæsning og samtaler om illustrationerne. Små mennesker, store drømme er en serie, hvor der er gjort noget særligt ud af kvaliteten, og de er ikke blot interessant læsning, de er også en fantastisk flot serie til bogreolen.



2 kommentarer:

  1. Den lyder så spændende, og jeg glæder mig meget til at læse den selv :)

    SvarSlet
    Svar
    1. De er så fine og smukke (og fyldt med seje kvinder)! :-D

      Slet