søndag den 9. september 2018

Boganmeldelse: Faith af Mich Vraa

Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar af forlaget, som sælger bogen til 299,- lige her.
Titel: Faith
Forfatter: Mich Vraa
Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 472
Forlag: Lindhardt og Ringhof

Med Faith sætter Mich Vraa det sidste punktum i sin Dansk Vestindien-trilogi, men jeg taler med sikkerhed for mange af forfatterens læsere, når jeg siger, at selv efter sidste vendte blad lever trilogien og historien om dansk kolonitid videre.
I april 1893 kommer en særlig pige til verden, helt præcist til Charlotte Amalie i Dansk Vestindien. Faith er datter af den mørklødede Carl Netlock med de havblå øjne og Amelia Ellis – “et eksotisk væsen af blandet herkomst”. Faith er født med den smukkeste lysebrune hud og øjne i varme brune farver med en troldsplint af blåt, et minde om hendes far. Selvom hendes mor for længst havde affundet sig med at skulle gå gennem livet uden børn, mistede hendes far aldrig troen, håbet eller kærligheden, og derfor hedder hun Faith. Som den opmærksomme læser nok allerede har luret, bliver Faith på den måde det liv, der binder de tre bøger sammen – treenigheden, om man vil; Haabet, Peters kærlighed og Faith.
24 år senere, den 1. april 1917, overdrages De Vestindiske Øer til USA. Faith, som nu er en selvstændig ung kvinde og en talentfuld fotograf, bliver vores kernevidne til overdragelsen og ankomsten af de første grådige amerikanere.


Jeg går ikke rundt til daglig og føler bitterhed over at det forholder sig sådan. Men i dag, mens jeg ser den forlorne ceremoni og mærker lugten af krudtrøg fra kanonerne, er det som om noget gærer i mig. En vrede som jeg ikke kan rette mod noget bestemt, kun mod en fortid som var uretfærdig, og en fremtid der virker usikker. Vores skæbne som magtfulde mænds omsættelige valuta.

Som med en ægte fotografs evne til at indprente sig billeder, beskriver hun sine omgivelser med en sansemættet og detaljefyldt fordybelse, som vækker Dansk Vestindien til live og placerer læseren midt på øen med de frodige bjergsider, havets brusen, den klare himmel og friske havluft. Hendes beskrivelse af Solitude-plantagen er så levende, at jeg fik associationer til dengang, jeg var barn og altid gerne ville "lege" den historie, jeg netop var blevet fortalt, altså hvis den var rigtig god. På samme måde blev jeg så opslugt af Faiths' historie, at jeg for en stund befandt mig oppe på bjerget midt i ensomheden på den misligholdte plantage.


Solitude. Ensomhed. Hvorfor hed det sådan? Da jeg så huset igen, tænkte jeg at forklaringen måske er ganske enkel. Solitude ligger ensomt på en bjergtop næsten så højt man kan komme, og har udsigt over havet til tre sider. Der er ingen naboer, kun skov, og skoven trænger sig på; træerne er begyndt at brede sig ind på den store gårdsplads mellem hovedbygningen, et smukt hus i to stokværk, og et fundament til en anden bygning, som ikke findes længere. Den er rimeligvis blæst bort i en orkan. En anden bygning tæt på selve huset er mere solid og rummer pulte som en skolestue, ja, det er en skolestue eller har været det engang. Døren mangler, og gulvet er dækket afløv og efterladenskaber fra dyr der har søgt ly derinde. Selve huset virker misligholdt, men ikke forfaldent.

Faith er, som sine to forgængere, en sand gave med æstetiske sproglige oplevelser og sansninger – så fintfølende, at det næsten bliver poetisk. Og ... endelig fandt jeg den tankeflugt, jeg sådan havde længtes efter (det fortæller jeg om her).
Historien om Faith og Dansk Vestindien udfoldes – i tråd med de to forrige bind – ved hjælp af sporadiske tekstbidder såsom brevudvekslinger, dagbogsoptegnelser og notater. Derfor er Mich Vraas bøger også iblandt de sværeste, jeg nogensinde har skulle genfortælle, for de mange fortællespor gør det muligt at skabe flere store fortællinger i én enkelt bog. Persongalleriet er rigt og nuanceret, og som i de forrige bøger udfordres læserens umiddelbare behov for at identificere gode og onde. 


For jeg tror ikke at noget menneske er enkelt; vi er ikke gode eller onde, vi er gode og onde. I det ene eller andet. I det ene eller andet blandingsforhold.

Jeg savnede lidt af hverdagslivet og den bløde historie i Peters kærlighed, men jeg skal love for, at jeg fik mit ønske om netop det opfyldt med Faith. Den tog mig med på en rejse, som jeg sent vil glemme, og den er uden tvivl min favorit i seriens tre bind. Hun er så elskelig og virkelig, at jeg ikke kan tro, hun er opdigtet. Dét er en god romankarakter.
Den her anmeldelse må selvfølgelig have sin ende, men jeg er nødt til at nævne hvor fint de tre bøger bindes sammen af tanker og overvejelser om menneskets skæbne. I Haabet skriver professor Mikkel Eide i et brev:

Alle disse skæbner! Alle disse mennesker! Al den død og ulykke! Og det hele begyndte med fromme mænds tro, med kristentro og gudsfrygt. Intet kunne være mere forlorent end det. Frygt for Gud?

Tanken om menneskets skæbne var således allerede vakt i trilogiens første bind, og den fortsatte i Peters Kærlighed, hvor Mikkel Eide igen gjorde sig overvejelser om skæbnen:

Menneskers idealer og skæbner ændres på øerne; det ved jeg bedre end nogen!

I Faith er det Maria Eide, den nu ældre skrøbelige kvinde, der i et dagbogsnotat gør sig tanker om det liv, der er gået og de liv, der gik tabt:

Alle disse skæbner. Vi er så forgængelige, vi mennesker. Når vi er børn, skuer vi ind i evigheden; når vi ældes, ser vi tilbage og ved at det kun var et fingerknips, et glimt i tiden, at vore dage var som regndråber der falder i havet.

I dette sidste bind bærer Faith sin skæbne som sit navn og brune krop og trækker således tråde til de første brune og sorte kroppe, der blev fragtet på det skib, der var lastet med alt andet end det navnet lød; Haabet. Med bogen sætter Mich Vraa det sidste punktum i sin Dansk Vestindien-trilogi, men bøgerne og historien om dansk kolonitid lever videre, og jeg er ikke det mindste i tvivl om, at de vil blive læst af generation efter generation. Faith får mine varmeste anbefalinger og kan ikke tildeles mindre end fuldt hus med seks store kopper kaffe.


Læs også min anmeldelse af Haabet og Peters kærlighed.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar