Børn af bøger: Mich Vraa, forfatter og oversætter

Denne måneds Barn af bøger er forfatter, Mich Vraa, som ud over at stå bag den anmelderroste trilogi om Dansk-Vestindien også har oversat over tusinde engelske bøger til dansk.

Okay, jeg er måske mere en far til bøger end et barn af dem. Men når man så tænker tilbage, er der alligevel nogle klokker der bimler ...

                      Jeg husker en sommer på Thurø da jeg var seks, den anden af to som min lille familie tilbragte i røgeriet ved Mårodde, en uendelig række af vidunderlige dage (sikkert nok hele syv), i vidunderligt vejr (småregn og overskyet, men ganske lunt de fleste dage). Med lyden af småbådes dieselmaskiners tøftøf i ørerne og udsigt til det blikstille sund mellem Troense og Blåby lyttede jeg og min søster til min mors stemme der læste Hector Malots Frændeløs. Jeg husker de utroligste detaljer fra den sommer, men så godt som intet fra bogen. Men jeg tror den var den første rigtige bog jeg fik læst højt.

Mit navn er Remi, og jeg er et hittebarn ...

                      I det statelige, palælignende hus bag røgeriet boede en gammel skibskaptajn, komplet med hvidt fuldskæg, træben, søkikkert i vindueskarmen, udstoppede kolibrier, koraller og sømandsskrøner. Jeg lyttede med tilbageholdt åndedræt til skrønerne, og dem husker jeg langt bedre end Frændeløs. Historier om hvordan hans skib ”Karise” frøs inde i Beringstrædets ismasser, og koldbranden tog hans ene ben. Han viste mig et album med fotografier af motorskonnerten, fanget i skrueisen. Mændene sprængte dynamit under isen for at lette trykket på skibsskroget. Da de slap fri, gik de i havn i Sibirien og lastede i tusindvis af huder og pelse. I sin ungdom havde han sejlet på Sydamerika; han havde set vulkaner og isbjerge, palmestrande og kæmpehvaler; ja, han havde rejst overalt, men han var altid vendt hjem. Nu fandt han et taknemmeligt publikum i en dreng på seks, og drengen fandt - ja, hvem ved? - begyndelsen på sit livs historie.

Kaptajnen i hans velmagtsdage

                      For næsten tres år senere var det ham jeg tænkte jeg på da jeg skrev Haabet om Marias far, den hårdhudede skibskaptajn der var vendt hjem til Thurø efter et liv som sømand på de syv have. Og som slavekaptajn.

Thurø 1959, kaptajnens hus på bakken bag bræddehytten hvor vi boede det første år de var der. Jeg sidder sammen med min mor som nu er 94.

                      Da jeg blev en smule ældre, læste jeg romaner om dyr. Grum af Svend Fleuron lærte mig alt hvad der er værd at vide om de ferskvandsfisk som jeg brugte al min fritid på at fange da jeg var syv, otte … ti år. Og Kong Gråbjørn hvis hovedperson er en vældig grizzly i Rocky Mountains.

                      Det var bøger som jeg fandt i min bedstemors og mine forældres bogreoler. Glemte, støvede værker som en overgang forekom langt mere spændende end nutidens forudsigelige fortællinger om drengedetektiverne Kim og Jan, dydsmønsteret Flemming eller spasmageren Tykke-Niels.

Thurø 1960, jeg sidder ved siden af min far, bankmand og gammel kaproer, på badebroen ved røgeriet.

                      Jeg husker hvordan jeg engang da sommervarmen blev for trykkende, søgte ned i kælderen under mine forældres hus i Fruens Bøge og finkæmmede en gammel reol. Jeg læste de første linjer i en falmet bog med titlen Den graa klippes hemmelighed. Forfatteren hed Jan Peiter. I dag ved jeg at det var et af den mageløst produktive Ellen Duurloos pseudonymer.

                      Den bog, denne eventyrligt forvrøvlede fortælling om unge Jackie fra New York hvis familie emigrerer til Brasilien i søgen efter lykken, åd jeg på et par hurtige timer i den kølige kælder.

Jackie maatte bide sig i Læberne for ikke at komme til at tude som en anden Tøs …

                      Bagefter ledte jeg videre i reolen. Og ved et sært tilfælde var den næste bog som jeg tilfældigt valgte, nummer to i denne serie om Jackie. Mandedræberen. Om Jackies oplevelser med indianeren Chakito og det lidet imødekommende Grå Folk der har levet i en skjult dal i århundreder.

                      Hans oplevelser nærede min tørst efter selv at opleve eksotiske eventyr, og de åbnede mine øjne for bøgernes verden, men nogen glubsk læser var jeg ellers ikke, i hvert fald ikke i forhold til hvor stor en rolle bøgerne senere kom til at spille i mit liv. Jeg har oversat og skrevet flere titler end jeg har læst for sjov. Noget over et tusind.

                      En sikker klassiker var Anders And som blev leveret i abonnement i postkassen hver tirsdag og indtaget sammen med fire halve pålægsmadder. Jeg tør knap tænke på hvor mange penge sådan et mint eksemplar af Walt Disneys Anders And & Co. Nr. 6. 11. februar 1964 16. årgangmåske kunne indbringe på en samlerauktion i dag. Det var det år Walt Disney døde, og vi gyste ved rygterne om at hans lig ikke var blevet begravet, men i stedet frosset ned et sted i Californien, så tegneserie- og filmmagnaten en dag ville kunne genopstå og fortsætte sit værk.

Oh, skænk mig en grav ved det isgrønne hav / hvor kun bølgerne hører min gråd …

                      I et af sine overmodige overdrivelse-fremmer-forståelsen-moments sagde Dan Turell engang at alt hvad han vidste, havde han lært af Anders And.

                      Da jeg var ti, var jeg tilbøjelig til at mene noget lignende. Hvad er grå ambra? Wienerschnitzel? Kan man hæve et skibsvrag ved at pumpe det fuldt af bordtennisbolde? Hvordan reagerer kvinder når man glemmer deres fødselsdag?

                      Der var en længere periode hvor Anders And vistnok var det eneste jeg læste ud over tegneserien Carlt og Blondie på bagsiden af Fyns Tidende (den avis hvor jeg senere fik mit første journalistjob). Men så lærte jeg ad andre kanaler. Jeg kunne skille en knallertmotor ad og sætte den sammen (det første er, som alle ved, betydeligt nemmere end det sidste); jeg kunne brygge en anstændig ballon risvin til de evindelige weekendfester; jeg kunne blande oliefarver til en ønsket nuance. Jeg begyndte at male på lærreder. Og så fandt jeg igen nogle bøger i forældrenes bogklubforsynede reol.

                      Jeg læste Renoir, min far af kunstner-ikonets søn, filminstruktøren Jean Renoir. En bedre indføring i impressionisternes storhedstid i Paris findes næppe: maleriets filosofi, solspættede eftermiddage og lune sommeraftener på Moulin de la Galette på Montmartre, forhånelsen af de første udstillinger, gennembrud og storhed. Det er en historie der rummer det hele.

                      Jeg var teenager, og sideløbende med maleriet (som jeg ved gud aldrig udviklede noget stort talent for) opdagede jeg en bogserie der var så fjern fra Renoirs verden som tænkes kan: Ian Flemings romaner om Agent 007, James Bond. Jeg har læst dem alle sammen adskillige gange. Bortset fra at de på alle planer er mere interessanteend filmene, lærte de mig også – jamen det passer! – en hel del om fortælleteknik. Ian Fleming var ingen Hemingway, men min fascination af Caribien begyndte dér. I et solbagt horehus på Love Lane nummer 3½ i fiskerflækken Savanna la Mar på Jamaica.

”Mister, the undertaker is right here. You care to feel his wind?”

Ian Fleming og Sean Connery

Senere igen havde jeg en veninde som læste murstensromaner, og en tid lang fulgte jeg hende ind i Verden ifølge Garp,En mand, Savannah, Sophie’s Choice, Øst for Paradis … Men da var jeg i hvert fald ikke længere et barn; jeg var begyndt at skrive selv, for alvor, og havde faktisk allerede fået udgivet min første roman, i en alder af 27.

                      Således bugter der sig en rød tråd fra Frændeløs på Thurø til Claude Monet der i kunstens tjeneste sætter trafikken i stå på Gare St.-Lazare i Paris, over koldkrigstidens spionromaner og 80’ernes mest læste litterære bestsellere til Faith, det sidste bind i min vestindiske trilogi som udkommer 16. august.

                      Så litteraturen former os, både vi børn af bøger som skriver, og I børn af bøger som læser ...

Mich Vraa