Denne anmeldelse er af ældre dato, men postes i anledning af anmeldelsen af de sidste to romaner i Patrick Melrose-kvintteten.
Fra selvmordstruet junkie til storslået forfatter
Fra selvmordstruet junkie til storslået forfatter
Hvordan
kan man nogensinde komme sig over en fortid med incestuøse overgreb fra sin
egen far, en fraværende, apatisk mor og livet på gaden som stiknarkoman? Man
kan vælge at gøre som Edward St Aubyn; skrive.
Den
har været længe undervejs, men nu er Edward St Aubyns trilogi endelig udkommet
på dansk. De selvbiografiske romaner med Patrick Melrose som St Aubyns
alterego, er resultatet af en årelang healingsproces med tunge terapeutiske
forløb, som ifølge forfatteren selv var den eneste måde, hvorpå han kunne
sættes fri.
Den
55-årige St Aubyn er søn af den engelske lavadel og er vokset op i
ekstravagante omgivelser, hvor raffinement og dannelse er væsentlige kriterier
for vurdering af andre menneskers værdi. Selvom hans opvækst kan synes
privilegeret udadtil, har den været alt andet end barndommens idyl. St Aubyn
gør meget ud af at hans litteratur ikke skal indskrænkes til et terapeutisk
projekt, men indrømmer samtidig at skrivningen har reddet hans liv.
Det
var med galoperende hjerte, svedige håndflader og skiftevis latter og tårer, at
jeg læste de tre romaner. Adrenalinsuset ville ingen ende tage og i løbet af
fire dage, havde jeg læst den 450 siders lange trilogi, som havde taget mig med
på en rejse til det engelske borgerskabs mest afstumpede, selvhøjtidelige
mennesker, som ikke synes at eje skyggen af moral.
Da
jeg var færdig med at læse bogen, havde jeg kun lyst til én ting, og det var at
læse den igen.
Ord
kan næppe beskrive min fulde begejstring for denne brutale skildring af Patrick
Melroses liv. Den er ganske enkelt god!
Rædselsvækkende
ondskab
Trilogien skildrer
forfatterens tragiske barndom, hans ungdomsliv og starten på hans voksenliv.
Den første roman finder sted på familiens landsted i Provence, hvor femårige
Patrick bor med sin dominerende far og fraværende mor. Farens stræben efter
ubetinget magt får sadistiske træk meget tidligt i fortællingen, og allerede på
s. 17 får læseren indblik i hans sygelige trang til kontrol, da han får sin
kone til at spise middag, som en hund med hænderne på ryggen. Hans trang til at
ydmyge andre og ophøje sig selv er karakteristisk gennem alle tre romaner, og
den indgroede ondskab når sit klimaks, da han som en del af en disciplinær
opdragelsesstrategi tæsker og voldtager sin egen søn. Denne passage står
knivskarpt i min erindring, som det mest rædselsvækkende jeg nogensinde er
blevet præsenteret for på skrift. Her er vi kun 75 sider inde i romanen, men
der er ingen tvivl om, at scenen er sat.
I
anden roman er Patrick blevet en 22-årig junkie, som lever fra dag til dag. Han
færdes i en verden med hurtige fix, tilfældig sex og overfladiske relationer.
Som resultat af en grusom barndom, er Patrick svært deprimeret og hver dag er
en ny overvejelse over, hvordan han kan tage sit eget liv. Selvom
junkiekarakteren ikke umiddelbart lyder som nogen litterær nyskabelse, er
Patrick alt andet end den traditionelle junkie, vi kender. Omend hans verden
kredser om, hvordan han får sit næste fix, så behøver Patrick i kraft af sin
massive arv, aldrig at bekymre sig om at skaffe pengene hertil. Arven øges
yderligere, da Patricks far dør og vi følger Patrick på turen til New York,
hvor han skal hente sin fars aske. Den fysiske rejser kommer til at stå, som en
stærk metafor for Patricks sjælelige rejse mod en begyndende forsoning med sin
fortid.
I
den sidste roman er der, som titlen indikerer, En smule håb for
Patrick. Han er blevet clean, men fortiden hjemsøger ham og han befinder sig
stadig i en depressiv tilstand, som han forsøger at udholde ved hjælp af verbal
prygl til overklassen, gemt i en kynisk og sarkastisk humor. Selvom om Patrick
nu er voksen, sidder man som læser med en følelse af, at han stadig er et
stakkels uforrettet barn, som slikker sine sår.
Det
er i særdeleshed i denne roman, at læseren bliver inviteret til at opleve
komikken i overklassens insisteren på at opretholde en hierarkisk orden, som
mest af alt minder om det forældede kastesystem.
En
overklasse uden klasse
De
tre romaner er ikke blot beretningen om Melrose-familien, de er en autentisk
indsigt i det britiske aristokrati og en latterliggørelse af dets ofte
tilfældige snobberi, skrevet af en af deres ”egne”. Som søn af den engelske
lavadel, har St Aubyn en indsigt i den britiske overklasseetikette, som
muliggør en fremstilling af aristokratiet ud over det sædvanlige. Han tager
læseren bag om kulisserne til en overfladisk verden, hvor intet er
vigtigere end synet udadtil, og det enkelte menneske ikke er mere værd end dets
slægtshistorie og økonomiske kapital.
Med
beskrivelserne af et aristokrati af snobber, fedterøve og værst af alt
pæderaster, som intet har tilovers for middelklassen, skinner St Aubyns egen
foragt for overklassens overfladiskhed tydeligt igennem.
Bøgerne
er velskrevet prosa i et skarpt og konsekvent sprog, hvori St Aubyn bruger
sarkasme til at distancere sig fra den dybe tragedie fortællingen i
virkeligheden behandler.
Til
sidst
Seriens
to sidste bind; Moders mælk og Til sidst udkommer
på dansk d. 6. nov. 2015. Disse er ifølge St Aubyn en form for endegyldig
forsoning med hans egen fortid.
De
årelange terapeutiske forløb muligjorde skabelsen af en fiktiv verden, som St
Aubyn havde kontrol over, i modsætning til hans egen fortid og nuværende
virkelighed. Det var i følge forfatteren selv, det der udskød den latente
trussel om selvmord.
Og
dette til glæde for alle, som sætter pris på enestående litteratur.