|
Find bogen på Plusbog.dk til DKK 60,- uden medlemskab. Den fås også i en flot hardback-udgave, men så er den selvfølgelig væsentligt dyrere.
|
Originaltitel:
Le Petit Prince
Titel:
Den lille prins
Forfatter:
Antoine de
Saint-Exupéry
Udgivelsesår:
1943
Sideantal:
93
Forlag:
Lindhardt & Ringhof
Om
bogen (fra Plusbog)
Den lille prins
er historien om piloten, alias forfatteren selv, der nødlander i
Saharaørkenen.Her møder han den lille prins, der kommer fra rummet og fortæller
piloten om sin egen hjemmeplanet, asteroide B612. Han er kommet til jorden på
sin rundtur til alverdens planeter for at finde hjælp til at redde det
dyrebareste, han kender.
Den lille prins er kendt og elsket af både
børn og voksne som det forunderlige eventyr om den lille prins, der på sin
dannelsesrejse rundt i universet lærer kærligheden, livet og døden at kende.
Men som først og fremmest handler om omsorg for de nære ting.
Anmeldelse
Jeg
stiftede første gang bekendtskab med Den
lille prins, da jeg som barn fik den læst højt. Jeg husker ikke, hvor
gammel jeg var, men jeg husker, at jeg havde ondt af den lille prins, som hele
tiden bliver mødt af mennesker, der er så optagede af deres arbejde, at de ikke
ænser den lille prins (eller verden omkring dem).
Nu
har jeg netop genlæst historien, og jeg har stadig ondt af den lille prins – men
denne gang har jeg faktisk også ondt af hele den vestlige verden. Mens jeg
læste, oplevede jeg et tiltagende tankemylder, der kredsede om stress, travlhed og manglende tid. Problemstillinger,
som for manges vedkommende er lidt for velkendte. Tankerne fortsatte i forestillinger om, hvordan den lille prins symboliserer børn generelt og at alle de travltoptagede
mennesker i historien var de voksne i de fleste børns hverdage, hvis fulde opmærksomhed børnene bare så gerne vil have (uden forstyrrelser fra arbejdsgiveren, Facebook, e-mails, mm.). Samtidig blev tankerne ledt hen på en anden stor børne/voksenbog; Alice i Eventyrland, fordi jeg kom til
at tænke på kaninen, som altid er ved at komme for sent. Den løber og løber, men kommer ingen vegne, hvilket jeg tror er karakteristisk for rigtig mange af os. Vi skynder os og løber hurtigere og hurtigere blot for at kunne tage flere opgaver på os og til sidst er der så meget fart på, at man har glemt, hvor man er på vej hen og hvorfor. Det eneste man ved er, at man er bagud og kommer for sent, for sent, for sent.
At kalde Den lille prins for en børnebog er af samme årsag en ærgerlig fejl. Med denne kategorisering risikerer man, at budskabets vigtigste modtagere aldrig får øjnene op for dem. Det er en fantastisk historie med langt flere temaer end jeg kan
opremse her, og den får sat gang i uendelige tankestrømme om barndom og barnlig
naivitet vs. voksen ”fornuft” og overfladiskhed.
Jeg er desuden begejstret for,
hvor godt det lykkes forfatteren at ramme det barnlige sind og den store undren og nysgerrighed, som forbindes med opvækst og læren om sig selv og verden. Jeg læste bogen på dansk, og fandt det imponerende, hvordan sproget i allerhøjeste grad er troværdigt som værende et barns. Den uspolerede barnlige naivitet, det rene hjerte og den evige tro på det gode i alt og alle gør Den lille prins en sød og tankevækkende historie, som både børn og voksne kan få meget ud af at læse, og det er, i mine øjne, med god grund at bogen er en af de helt store dåbs-, konfirmations-, translokations- og studentergaver.
Hvad er jeres forhold til Den lille prins?
En sidebemærkning
Det
eneste ved historien, som jeg måske nok studsede lidt over, og som jeg aldrig har
bemærket før er at alle de vigtige mennesker, den
lille prins møder, er mænd. Jeg er helt sikkert blevet påvirket af mit studie,
hvor kønsteori har fyldt meget, og jeg mærkede en lille uro
over det, men trøstede mig så med, at de jo alle er røvhuller ;). For god ordens skyld skal det måske lige nævnes, at jeg altså bestemt ikke er mandehader – Haha! :D
Bonusinfo
Det
er ikke tilfældigt, at Antoine de Saint-Exupérys har ladet fortælleren drage afsted i et fly. Forfatteren
var nemlig selv pilot, og faktisk forsvandt han i 1944, da han var på en mission over Middelhavet for modstandsbevægelsen. Man fandt aldrig liget, men man fandt vragrester fra flyet og Saint-Exupérys armbånd, hvilket i
dag er udstillet på Musée de l’Air et de l’Espace.