fredag den 22. juni 2018

Boganmeldelse: Små mennesker, store drømme – Coco Chanel af Isabel Sanchez Vegara


Jeg fik tilsendt et eksemplar fra forlaget til boganmeldelse, men Bogreolen.dk sælger den til DKK 113,- lige her.
Titel: Små mennesker, store drømme – Coco Chanel
Forfatter: Isabel Sanchez Vegara
Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 32
Forlag: Forlaget Albert

Coco Chanel-bogen er selvfølgelig velegnet til hyggestunder, men den er også et oplagt sted at starte, når de mindste elever i folkeskolen skal begive sig i kast med deres allerførste projektarbejde.
Coco Chanel er andet bind i serien Små mennesker, store drømme. Den første bog i serien er Frida Kahlo, som jeg skrev om lige her.
Små mennesker, store drømme er en portrætserie med nogle af historiens sejeste kvinder i hovedrollerne. Den henvender sig til børn fra 5-årsalderen, og fælles for alle seriens bøger er budskabet om, at en stålsat vilje kan bane vej for ethvert lille menneskes største drømme.
I Coco Chanel lærer vi en 12-årig pige at kende, da hun og hendes lillesøster bliver taget i mod med åbne arme af en nonne foran et børnehjem. Ordene er få, og på siden står blot: “Dette er historien om pigen Gabrielle, der voksede op og blev Coco Chanel”. Som det også var tilfældet med Kahlo-bogen, er der givet plads til barnets egne tanker og bogen lægger op til dialogisk læsning, hvor børn og voksne samtaler om billeder, som kun ledsages af den allermest nødvendige tekst. Vi lærer, at Chanel foretrak nål og tråd fremfor dukker, og at de andre piger fandt hende mærkelig. I hendes ungdom begynder hun at synge, og det er her hun får kunstnernavnet, Coco.  Hendes tilgang til tøj og mode er, at det – i modsætning til datidens brug af stramme korsetter ­– skal være både flot og behageligt. Det er ikke let for Chanel at overbevise datidens kvinder om, at en kvinde ikke behøver korset og pailletter for at se smart ud, men med hårdt arbejde lykkes det alligevel den stålsatte kvinde at bryde igennem som Coco Chanel.
Farvevalget er dæmpet, og selvom det formentlig er for at fange Chanels modeunivers – og giver god mening for den voksne – så tror jeg personligt, at de spraglede farver har større effekt på de mindste læsere. Bagest i bogen er der indsat en lille overskuelig tidslinje, som en hjælp til den voksne, når der skal tales om alt det, der ikke er sat ord på. Bogen (inklusiv tidslinje) er også et oplagt sted at starte, når de mindste elever i folkeskolen skal begive sig i kast med deres allerførste projektarbejde.
Som det også var tilfældet med bogen om Frida Kahlo, er der lagt op til højtlæsning og samtaler om illustrationerne. Små mennesker, store drømme er en serie, hvor der er gjort noget særligt ud af kvaliteten, og de er ikke blot interessant læsning, de er også en fantastisk flot serie til bogreolen.



søndag den 17. juni 2018

Boganmeldelse: De ansatte af Olga Ravn

Jeg fik tilsendt De ansatte som en overraskelse til anmeldelse fra Gyldendal. Men den kan købes for DKK 161,- hos Bogreolen.dk lige her.


Titel: De ansatte
Forfatter: Olga Ravn
Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 134
Forlag: Gyldendal

Olga Ravn peger på farlige tendenser i samfundet, når hun undersøger grænsen mellem menneske og ting og mellem menneske og ansat. På det sekstusinde skib taler magten gennem den normalisering, der har fået enhver ansat til at disciplinere sig selv ind i rollen som lydigt og produktivt besætningsmedlem.
Det er helt ualmindeligt svært at starte en anmeldelse af Olga Ravns De ansatte, og det forklarer måske også, hvorfor jeg har brugt en måned på at læse og fordøje den korte 134-siders roman. Siderne er få, romanen er sådan set lille, men historien er stor, og handlingen sætter sig fast i læseren.
Vi skal 100 år ud i fremtiden, og det sekstusinde skib er ladet med mennesker og menneskelignende ansatte, som udgør dets besætning. Vi rejser i det ydre rum i jagten på planeten, Nyopdagelsen, som minder om jorden, og der rapporteres med jævne mellemrum til Homebase. Homebase er de ansattes arbejdsplads og arbejdsgiver, og forholdet hertil er der såmænd ikke noget sci-fi over – alle er dedikerede til deres arbejde og uendeligt loyale over for arbejdsgiver.
Bogen er inddelt i små vidneudsagn, som hver har fået et nummer. De fylder fra få linjer til et par sider, og de præsenteres ikke i præcis kronologisk rækkefølge. Læseren erfarer hurtigt, at visse vidneudsagn er udeladt, og jeg klør stadig mig selv i nakken over spørgsmålet om, hvorfor vidneudsagn 001 er udeladt. – Er det mon destrueret og hvorfor? Andre vidneudsagn har fået tilføjet [redacted] som tegn på at noget enten er fjernet eller redigeret. De 100-vis af vidnesbyrd er de ansattes forklaringer til ”udvalget”, og

“Disse vidneudsagn blev indsamlet for at få indblik i relationerne mellem de ansatte og objekterne i rummene. I en periode på 18 måneder interviewede udvalget samtlige ansatte ud fra spørgsmål om, hvilke relationer de havde til rummene og dets objekter. Vi ønskede gennem fordomsfrie gengivelser af emnernes udsagn at få indblik i arbejdsgangen på stedet og undersøge, hvilke mulige påvirkninger de ansatte eventuelt måtte være blevet udsat for, og hvorledes sådanne påvirkninger, eller om muligt, relationer, resulterede i permanente forandringer i de ansatte, og hvorvidt dette kunne siges at medføre nedsættelse eller forhøjelse af deres arbejdsindsats, forståelse for arbejdet, tilegnelse af ny viden og egenskaber, samt hvilke konsekvenser det har haft for produktionen.”


Læseren ved aldrig, om hun har at gøre med et udsagn fra et menneske eller en menneskelignende. Men selvom de enkelte stemmer ikke identificeres, får man fornemmelsen af at visse stemmer går igen.
På bogens bagside står der, at det er en arbejdspladsroman fra det 22. århundrede. Alligevel præsenterer den et nutidigt, socialrealistisk billede af den ansatte, som forventes at tilbede sin arbejdsplads som en helligdom og fastholde tempoet i et evigt accelererende hamsterhjul for at “vækste”, effektivisere, udvikle og skabe konkurrencedygtighed.

”Jeg har aldrig ikke været ansat. Jeg er skabt til at arbejde. Jeg har heller aldrig haft en barndom. Men jeg har forsøgt at forestille mig en. Min menneskelige kollega taler nogle gange om ikke at ville arbejde, og så siger han noget meget mærkeligt, noget helt fjollet, hvad er det nu? Han siger, man er mere end sit arbejde, eller er det, man er ikke kun sit arbejde? Men hvad skulle man ellers være?”

De ansatte kan – med skildringen af et meget genkendeligt billede af det moderne arbejdsliv – læses som er en skarp kritik af samfundets evindelige og hovedløse jagt på mere, bedre, større. Der er noget foucauldiansk over Olga Ravns beskrivelse af det produktive, disciplinerede individ, og den ansattes egen tilgang til verden og livet er da også, at enhver tanke og handling skal være produktiv og gavne samfundet. Det skaber stor frustration, når ikke-produktive tanker opstår, for hvad nytte har det at tænke over livet eller verden? Det er ganske enkelt ikke produktivt. De ikke-produktive tanker opstår på baggrund af genstande, som skibet får ombord fra planeten, Nyopdagelsen. Disse genstande fremkalder minder om et liv uden for arbejdspladsen såsom moderskab, familieformer, menneskelige relationer, musik og natur. Men for netop at bevare en vedvarende produktivitet er den ansatte nødt til at opfatte sig selv som en maskine eller et teknisk supplement til det sekstusinde skib. Selvom nogle af de ansatte har lagt krop til en fødsel, er der ikke plads til moderskabet i arbejdslivet og tilbage er kun de flygtige erindringer om en krop, der for en stund var et nærende mælkeproduktionsapparat. Men så småt begynder genstandende at vække både følelser og minder hos de ansatte mødre, og sådan får Olga Ravn også tematiseret den dobbeltbundede rolle som mor, hvor man både er mor og menneske, men også mor og ting (fødemaskine, mælkeapparat).
Der er altså gang i det helt store diskursanalytiske og kønsteoretiske apparat, når forfatteren undersøger, hvad det vil sige at være menneske ud fra en anti-antropocentrisk forståelse af kroppens væren, og den åbenbarende roman taler direkte ind i en højaktuel forskning i ny materialisme. Som man måske kan fornemme, kunne jeg fortsætte i en uendelighed, men for at stoppe min efterhånden lange svada er der kun tilbage at anbefale enhver menneskelig eller menneskelignende ansat i det overordnede produktionsapparat kaldet staten at give sig i kast med Olga Ravns mesterværk af en samfundskritisk arbejdspladsroman.


torsdag den 14. juni 2018

Boganmeldelse: Halfdans ABC af Halfdan Rasmussen


Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar fra forlaget, men den skønne ABC kan også købes på Bogreolen.dk til 118,- lige her.

Titel: Halfdans ABC
Forfatter: Halfdan Rasmussen
Udgivelsesår: 2016 (oprindeligt 1967)
Sideantal: 60
Forlag: Carlsen

Bennys bukser brændte.
Børge råbte, åh!
Børge havde nemlig
Bennys bukser på.

ABC’er har en lang historie bag sig. Siden 1500-tallet har de være brugt i skolen til at lære børn om bogstaver, men da Halfdans ABC udkom i 1967, blev ABC’en for alvor optaget i de danske hjem. Forfatterens legende og humoristiske tilgang til sproget, bragte glæde hos både børn og voksne, og pludselig blev ABC’en opfattet som langt mere end blot kedelig og træls pligtlæsning. Det er formentlig også grunden til, at bogen fortsat genoptrykkes og er at finde på alle landets biblioteker og skoler, for slet ikke at tale om de mange børnefamilier, der stadig ser den som en central del af børnebogsamlingen. En børnebogsklassiker, kan man nok roligt kalde den.




Bogen er bygget op som en klassisk ABC, hvor hvert bogstav har sin egen side, og bogstavet danner grundlag for sidens rim – det man kalder for bogstavhistorier og bogstavrim. Det ovenstående rim er altså til bogstavet B, og Ib Spang Olsens tegninger bidrager til de sjove historier, som i ovenstående er fortællingen om Bennys brændende bukser, som Børge har på. Rim er en oplagt måde at opnå bogstav- og sprogforståelse på, og mange af de sjove rim bliver hurtigt lært udenad, mens andre forbliver sjove tungevridere som for eksempel:

Else elsker pelse.
Else elsker pølse.
Pølse åd hun dagen lang.
Elses pels blev alt for trang.
Pelsen holdt, men elske sprak.
Else pelse pølsesnak.

Den legende og sjove tilgang afslører forfatterens glæde ved sproget, og man skulle næsten tro, at rimene var lavet af børn selv. Måske er det  netop derfor, den bliver velmodtaget hver eneste gang, den præsenteres for en ny generation. Det er det rene nonsens og ingen forstår nonsens som børn – ja altså, måske lige med undtagelse af Haldfan Rasmussen, som giver liv til vrøvl og pølsesnak i børnehøjde.
Det er en musthave til børnereolen, og man behøver ikke vente til skolestart, før man begiver sig ud i Halfdans livlige og legende ABC.



søndag den 10. juni 2018

Boganmeldelse: Lige nu er jeg her af Isabelle Ståhl



Jeg fik tilsendt denne til boganmeldelse fra forlaget. Bogreolen.dk sælger den for 194,- lige her.
Titel: Lige nu er jeg her
Forfatter: Isabelle Ståhl
Oversætter: Lotte Kirkeby Hansen
Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 228
Forlag: C&K

Kan han ikke se, hvor midlertidigt alting er? Jeget, livet, tilværelsen, vi har sammen.
28-årige Elise læser på universitetet, arbejder på sin roman, dater mænd på Tinder og havner ofte i tilfældig sex med dem. Hendes forhold er flygtige, hendes venskaber synes overfladiske og det eneste hun rigtig drømmer om, er en tilværelse med arkitekten, Victor, som har styr på sit liv. Victors forældre er henholdsvis læge og bibliotekar. Familien tilhører den dannede overklasse, og da Elise indleder et forhold til Victor, og efterfølgende flytter ind, lærer hun efterhånden, hvad det indebærer at være en del af et glansbillede. Man spiser ikke foran fjernsynet på hverdage, man tager det rigtige tøj på, når man skal ud, og man holder altid lejligheden pæn og præsentabel.

Jeg træner og arbejder og snakker om, hvor stresset jeg er, alt sammen for at være en del af de andre verden, hvor man bevæger sig målbevidst fremad gennem tiden, som om den var en vej man gik på.”

 Der er langt fra Elises kaotiske indre til lejlighedens stilrene ydre, og inden længe begynder den rastløse sjæl at føle en ensomhed og tomhed, som forvrænger billedet af Victor og polerer billedet af andre.
Isabelle Ståhl formår at beskrive Elises sind og person med stor overbevisning – desværre er Elise ikke nem at holde af, så som læser oplevede jeg en vedvarende irritation over hendes ubeslutsomhed og til tider hjerteløse behandling af andre mennesker. Der er ingen tvivl om, at forfatteren er et sandt talent til at skabe en stemning – hun lykkes med sin skildring af et moderne og overfladisk samfund, og Elise står tilbage som et produkt af sin tid. Alt ved Elise synes ensomt og tomt, og hun bruger meget tid på at reflektere over sin egen tilværelse.

Jeg siger mit navn højt for at føle, at jeg er et menneske, der findes.”

Det er ikke svært at se, at forfatteren har ladet sig inspirere af filosoffen, Heidegger, og i forlængelse af hans Væren og tid, prøver Elise at finde mening med sin egen eksistens og forståelse for, hvem eller hvad hun egentlig er.
Selvom samtidsskildringen er rammende, fangede bogen mig aldrig rigtig, og det var svært at finde karakterer, som jeg kunne føle ægte sympati for.
Det her er en bog til alle dem, som har lyst til at forstå Tinder og en flygtig nutid ud fra en ung og ensom kvindes tanker. Og hvis man har beskæftiget sig med Heidegger eller eksistensfilosofi, kan man med fordel inddrage sin viden under læsningen. Men en medrivende læseoplevelse blev det altså ikke for mig i denne omgang.