|
Jeg fik tilsendt De ansatte som en overraskelse til anmeldelse fra Gyldendal. Men den kan købes for DKK 161,- hos Bogreolen.dk lige her. |
Titel: De ansatte
Forfatter: Olga Ravn
Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 134
Forlag: Gyldendal
Olga Ravn peger på farlige tendenser i samfundet, når hun
undersøger grænsen mellem menneske og ting og mellem menneske og ansat. På det
sekstusinde skib taler magten gennem den normalisering, der har fået enhver
ansat til at disciplinere sig selv ind i rollen som lydigt og produktivt
besætningsmedlem.
Det er helt
ualmindeligt svært at starte en anmeldelse af Olga Ravns De ansatte, og det forklarer måske også, hvorfor jeg har brugt en
måned på at læse og fordøje den korte 134-siders roman. Siderne er få, romanen
er sådan set lille, men historien er stor, og handlingen sætter sig fast i
læseren.
Vi skal 100 år ud i
fremtiden, og det sekstusinde skib er ladet med mennesker og menneskelignende
ansatte, som udgør dets besætning. Vi rejser i det ydre rum i jagten på
planeten, Nyopdagelsen, som minder om jorden, og der rapporteres med jævne
mellemrum til Homebase. Homebase er de ansattes arbejdsplads og arbejdsgiver,
og forholdet hertil er der såmænd ikke noget sci-fi over – alle er dedikerede til
deres arbejde og uendeligt loyale over for arbejdsgiver.
Bogen er inddelt i
små vidneudsagn, som hver har fået et nummer. De fylder fra få linjer til et
par sider, og de præsenteres ikke i præcis kronologisk rækkefølge. Læseren
erfarer hurtigt, at visse vidneudsagn er udeladt, og jeg klør stadig mig selv i
nakken over spørgsmålet om, hvorfor vidneudsagn 001 er udeladt. – Er det mon
destrueret og hvorfor? Andre vidneudsagn har fået tilføjet [redacted] som tegn
på at noget enten er fjernet eller redigeret. De 100-vis af vidnesbyrd er de
ansattes forklaringer til ”udvalget”, og
“Disse vidneudsagn blev indsamlet for
at få indblik i relationerne mellem de ansatte og objekterne i rummene. I
en periode på 18 måneder interviewede udvalget samtlige ansatte ud fra
spørgsmål om, hvilke relationer de havde til rummene og dets objekter. Vi
ønskede gennem fordomsfrie gengivelser af emnernes udsagn at få indblik i
arbejdsgangen på stedet og undersøge, hvilke mulige påvirkninger de ansatte
eventuelt måtte være blevet udsat for, og hvorledes sådanne påvirkninger,
eller om muligt, relationer, resulterede i permanente forandringer i de
ansatte, og hvorvidt dette kunne siges at medføre nedsættelse eller forhøjelse
af deres arbejdsindsats, forståelse for arbejdet, tilegnelse af ny viden
og egenskaber, samt hvilke konsekvenser det har haft for produktionen.”
Læseren ved aldrig,
om hun har at gøre med et udsagn fra et menneske eller en menneskelignende. Men
selvom de enkelte stemmer ikke identificeres, får man fornemmelsen af at visse stemmer
går igen.
På bogens bagside står
der, at det er en arbejdspladsroman fra det 22. århundrede. Alligevel
præsenterer den et nutidigt, socialrealistisk billede af den ansatte, som
forventes at tilbede sin arbejdsplads som en helligdom og fastholde tempoet i
et evigt accelererende hamsterhjul for at “vækste”, effektivisere, udvikle og
skabe konkurrencedygtighed.
”Jeg har aldrig ikke været ansat. Jeg
er skabt til at arbejde. Jeg har heller aldrig haft en barndom. Men jeg har
forsøgt at forestille mig en. Min menneskelige kollega taler nogle gange om
ikke at ville arbejde, og så siger han noget meget mærkeligt, noget helt
fjollet, hvad er det nu? Han siger, man er mere end sit arbejde, eller er det,
man er ikke kun sit arbejde? Men hvad skulle man ellers være?”
De ansatte kan – med skildringen af et meget
genkendeligt billede af det moderne arbejdsliv – læses som er en skarp kritik
af samfundets evindelige og hovedløse jagt på mere, bedre, større. Der er noget
foucauldiansk over Olga Ravns beskrivelse af det produktive, disciplinerede individ,
og den ansattes egen tilgang til verden og livet er da også, at enhver tanke og
handling skal være produktiv og gavne samfundet. Det skaber stor frustration,
når ikke-produktive tanker opstår, for hvad nytte har det at tænke over livet
eller verden? Det er ganske enkelt ikke produktivt. De ikke-produktive tanker
opstår på baggrund af genstande, som skibet får ombord fra planeten, Nyopdagelsen.
Disse genstande fremkalder minder om et liv uden for arbejdspladsen såsom
moderskab, familieformer, menneskelige relationer, musik og natur. Men for
netop at bevare en vedvarende produktivitet er den ansatte nødt til at opfatte
sig selv som en maskine eller et teknisk supplement til det sekstusinde skib. Selvom
nogle af de ansatte har lagt krop til en fødsel, er der ikke plads til
moderskabet i arbejdslivet og tilbage er kun de flygtige erindringer om en
krop, der for en stund var et nærende mælkeproduktionsapparat. Men så småt
begynder genstandende at vække både følelser og minder hos de ansatte mødre, og
sådan får Olga Ravn også tematiseret den dobbeltbundede rolle som mor, hvor man
både er mor og menneske, men også mor og ting (fødemaskine, mælkeapparat).
Der er altså gang i
det helt store diskursanalytiske og kønsteoretiske apparat, når forfatteren
undersøger, hvad det vil sige at være menneske ud fra en anti-antropocentrisk forståelse
af kroppens væren, og den åbenbarende roman taler direkte ind i en højaktuel
forskning i ny materialisme. Som man måske kan fornemme, kunne jeg fortsætte i
en uendelighed, men for at stoppe min efterhånden lange svada er der kun
tilbage at anbefale enhver menneskelig eller menneskelignende ansat i det
overordnede produktionsapparat kaldet staten at give sig i kast med Olga Ravns
mesterværk af en samfundskritisk arbejdspladsroman.