Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget. |
Titel: Mine tre år med Kurt Cobain
Forfatter: Danny Goldberg
Oversætter: Michael Jepsen
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 336
Forlag: Memoris
Med Mine tre år med Kurt Cobain leverer
musikmanageren, Danny Goldberg, en opslugende fortælling om Nirvana og Cobains
udvikling fra at være antikapitalistiske rebeller til at blive et af de største
rocknavne i verden.
I
Mine tre år med Kurt Cobain fortæller musikmanageren, Danny Goldberg, om
sine tre år som Nirvanas manager. Han blev bandets manager kort før udgivelsen af
’Nevermind’ og var det i tre år frem til Kurt Cobains selvmord. Det var en
skeptisk Goldberg, der i 1991 blev præsenteret for ideen om at blive Nirvanas
manager. Hidtil havde punkrockbands ikke tjent penge på deres musik, – genren
opstod som del af en antikapitalistisk ideologi, så et kommercielt gennembrud stod
på mange måder i kontrast til musikkens udgangspunkt – så at Nirvana skulle skabe
det album, der kom til at erstatte Michael Jacksons førsteplads på Billboards
top 200 var umuligt at forudse. Ikke desto mindre tog Danny Goldberg opgaven på
sig, og i tre år fulgte han bandet tæt, særligt tæt kom han på Kurt Cobian og
senere Courtney Love, som hans hustru, Rosemary Carroll, var
advokat for.
I
bogen fortæller han Nirvanas historie ud fra en stram kronologisk komposition,
og selvom mange af hans beretninger er fortalt før, så tilfører han nye indblik
og forsøger at skabe et helstøbt billede af Kurt Cobain. Der er oftest en
tendens til helgendyrkelse, når der tegnes billeder af afdøde idoler, og selvom
Danny Goldberg gør sit bedste for at beskrive Cobains mange nuancer, så skinner
hans kærlighed til kunstneren alligevel igennem. Forfatteren er dog bevidst om
egne tendenser og gentager, at han ikke er helt objektiv, hvilket er med til at
skabe en transparent og forholdsvis saglig beretning. Det er en opslugende og
levende fortælling om bandets og Cobains udvikling fra at være
antikapitalistiske rebeller til at blive et af de største rocknavne i verden.