Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar fra Tiderne Skifter, men Saxo sælger den til DKK 269,- lige her. |
Titel:
Voldtægt – Aspekter af en forbrydelse
Forfatter:
Mithu M. Sanyal
Udgivelsesår:
2017
Sideantal:
233
Forlag:
Tiderne Skifter
“Voldtægt er den mest kønnede forbrydelse af dem alle.”
Det
faktum fastslår Mithu M. Sanyal i bogens indledende forord, og allerede her
skabes læserens forventninger om en kulturkritisk undersøgelse og
identificeringen af hvilke samfundsmæssige mekanismer, der er med til at opretholde
ideen om et kønshierarki eller gøre visse kønnede positioner tilgængelige for
henholdsvis udsat og gerningsperson. En lille sidenote: Mine fingre havde
skræmmende svært ved at skrive ’p’ efter gernings-. Helt automatisk søgte de
mod tastaturets ’m’, selvom min hjerne havde fortalt dem, at jeg havde
besluttet at skrive ’gerningsperson’ og ikke ’-mand’. Det er i sig selv
skræmmende, synes jeg! Men det er også med til at understrege vigtigheden af et
værk som Voldtægt, som netop kan
udfordre en diskurs, hvor en gerningsperson altid er en mand og den udsatte
altid en kvinde.
Med sit feministiske afsæt tilbyder Sanyal en
blanding af en kulturhistorisk gennemgang af tidslige opfattelser af voldtægt
og en kulturanalyse af voldtægt som et begreb, der tilskrives visse
meningsbetydninger, som er så indlejrede, at de kan være svære at øjne. Det er
netop de forestillinger, der knytter sig til begrebet, der driver forfatteren
og hun problematiserer blandt andet konstruktionen af de Andre som
voldtægtsforbrydere og de fastlåste subjektspositioner, der stilles til rådighed
for både den udsatte og gerningspersonen.
Til
at beskrive hvordan de Andre blev symbolet på potentielle voldtægtsforbrydere
anvender Sanyal et eksempel fra 80’erne, som ifølge hende, for alvor fastslog
’forskellen’ på dem og os og muliggjorde en skelnen mellem, hvem der er
sandsynlige til at begå en seksualforbrydelse (dem), og hvem der ikke er (os).
I 1983 blev en kvinde voldtaget på et værtshus af en gruppe mænd, mens resten
af stedets gæster så på og heppede. Det varede ikke længe før pressen valgte at
identificere gerningsmændene som portugisere og herved grundlages det nutidige
syn på voldtægter som noget der ofte begås af De Andre – dem der ikke er som
mig, dem der i virkeligheden hører til et andet samfund og en anden kultur. Synet
på de Andre præges ofte af antagelsen om, at den fremmede ’kultur’ er
laverestående eller mindre civiliseret – et narrativ, som er meget anvendeligt,
både i dannelsen af ekskluderende fællesskaber og visse politiske agendaer. Det
får blandt andet den betydning, at når en forbrydelse begås af en Anden (en der
ikke ligner mig), opfattes den oftest som karakteristisk for en hel gruppe af
mennesker – et symbol på deres kultur eller laverestående udvikling – hvorimod
samme forbrydelse begået af et menneske fra Vesten opfattes som dennes
individuelle handling og ikke et udtryk for en fælles vestlig kultur. Vi kender
det herhjemme fra de mange udmeldinger om, at muslimer skal tage afstand fra
terror. Hvis en muslim eller mørk mand gør uret, behandles handlingen sædvanligvis
som en hel gruppes ansvar, men der var selvfølgelig aldrig nogen der
forventede, at hele den vestlige verden (eller alle hvide eller alle kristne)
tog aktivt afstand til Breiviks forfærdelige terrorhandling på Utøya. Her var det indforstået, at denne handling
var uacceptabel og man
holdte ikke andre end Breivik selv ansvarlig. Men når forbrydelsen begås af en
Anden, er der en tendens til at forklare handlingen med (den anderledes og
fremmed) kultur, gerningsmanden er en del af, og derfor anses handlingen også
ofte som udtryk for en større gruppes generelle tilgang til og opfattelse af
verden omkring dem. Spoiler alert; der findes naturligvis ikke religioner eller
nationalstater, hvor vold er normen. Derfor bør man heller ikke forlange af
noget menneske, at det aktivt skal tage afstand fra andres kriminelle
handlinger for at ’bevise’ dets ståsted eller rene intentioner. I disse sager
spiller medierne selvsagt en stor rolle, og de har da også haft succes med at
skabe og opretholde visse narrativer om voldelige kulturer. Som eksempel nævner
Sanyal Vestens optagethed af de grusomme medgiftsmord i Indien (som betegnes
’death by culture’), de er naturligvis ganske forfærdelige og man skal sætte
alt ind for at stoppe dem, ingen tvivl om det! Men var du klar over, at en lige
så stor procentdel af kvinder i USA dør som følge af hustruvold? Den store
forskel ligger altså i måden, man slår ihjel på og ikke antallet af mord. Men der er nok næppe nogen, der ville udpege
amerikanere som medlemmer af en overordnet kultur, der accepterer (og dyrker)
hustruvold og -mord.
Forfatteren
efterlyser derfor et nyt sprog og nye narrativer, hvormed der kan skabes
forskellige muligheder for fremstillingen af kulturer, men også af selvet. De
nuværende narrativer efterlader både kulturer, den udsatte og gerningspersonen
i fastlåste positioner. Den udsatte betragtes hovedsageligt som et – som følge
af den traumatiske oplevelse – psykisk
sygt menneske, et knækket menneske, som kan diagnosticeres med en eller flere
psykiske sygdomme. I mange tilfælde forventes det, at denne nye rolle
internaliseres og bliver en del af offerets identitet. Det betyder, at den
udsatte tildeles en offerposition, som lades med skam, og faktisk gør det
umuligt at komme sig eller ligefrem tilgive gerningspersonen. Hvis den udsatte
alligevel kommer sig, kan der pludselig sås tvivl om, hvorvidt voldtægten
overhovedet fandt sted. Offentligheden har endog et klart billede af, hvordan
en voldtægtsudsat ser ud og optræder – ydmygt, skamfuldt, undskyldende mm. –
alle positioner, som fængsler denne til en offerrolle. Samtidig er voldtægt
også en af de eneste forbrydelser, hvor gerningspersonen ikke blot begår forbrydelsen, men faktisk bliver den og derved også opfattes som
umulig at resocialisere.
Et
andet væsentligt behov for nye narrativer er hele vores måde at tilgå køn på. Undersøgelser
viser, at de kønnede positioner allerede udstikkes, til den nyfødte baby
(Sanyal har endnu ikke hørt, om min specialevejleders forskning, som faktisk
viser, at man allerede kønner barnet under forsterscanningen. Til de
interesserede er der mere om det efter anmeldelsen). Eksempelvis kunne det
påvises, at forsøgspersoner, som uvidende blev præsenteret for samme baby to
gange (første gang som babydreng og anden gang som babypige) tillægger den
grædende babydreng følelsen vrede,
hvorimod den grædende babypige anses som bange.
Når man attribuerer barnet med sådanne følelser allerede som spæd, vil der
givetvis også være forskel på måden, man møder tilgår det på, og det er
formentlig ikke nødvendigt at nævne, at den måde andre møder mig på, præger den
jeg bliver (måske en bange kvinde, som frygter den vrede mand en mørk aften?).
En sådan opdagelse kan altså få betydning for opfattelser af seksuel eller
kønsbestemt vold.
Jeg
var fuldstændig opslugt af Sanyals værk, og jeg tror også, jeg fik sat en form
for personlig læsehastighedsrekord i faglitteratur. Bogens indhold rammer både mit
studiemæssige og personlige interessefelt,
og jeg kan på det varmeste anbefale den til andre med interesse i kulturelle
studier. Det bør dog nævnes, at det formentlig er en fordel, hvis læseren
forinden har gjort sig bekendt med kulturfaglig tænkning og begreber som for
eksempel at kønne, den Anden eller de Andre, diskurs og internalisering. Men
hvis disse er på plads eller hvis selve anmeldelsen var forståelig, tør jeg
garantere en interessant og tankevækkende læsning!
God
fornøjelse!
Tilbage
til kønnelse i fosterstadiet. Som jeg kort nævnte i anmeldelsen, har min
specialevejleder forsket i kønnelse i ultralydsscanninger. Hendes forskning er
kogt ned til en letlæst artikel på Kvinfo, som kan læses lige her. Nedenstående
er et uddrag fra Kvinfo-artiklen:
”Køn formidles i skanningerne både
legende og stereotypt. Hvor piger er prinsesser, så er drengene langt oftere små
banditter. Dertil kommer fortællinger, som legende understøtter gængse
forestillinger om køn og seksualitet.
Når pigefostre på skanningen ses med
samlede ben, bliver de beskrevet som "naturligt" blufærdige. Drengene
derimod er "stædige". Når de sparker med benene, danser pigerne og
drengene er fodboldspillere. ”