Boganmeldelse: Barnet af Kjersti Annesdatter Skomsvold

Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Barnet

Forfatter: Kjersti Annesdatter Skomsvold

Oversætter: Karen Fastrup

Udgivelsesår: 2019

Sideantal: 112

Forlag: Grif

Som i én lang tankestrøm tager Kjersti Annesdatter Skomsvold sin læser med ind i de inderste kroge af sit sind, og hun blotter sin egen skrøbelighed både som mor, menneske og forfatter.

Barnet er en mors fortælling til sin nyfødte. Hun fortæller om vejen frem til sit nuværende liv med barn nummer to i en bæresele og fingrene på tastaturet. Hun taler ind i sin diktafon, mens de to går lange ture i Botanisk Have, og væsentligt for historien er, at moren er forfatteren selv. Hun har haft vanskeligt ved at skrive efter, hun blev mor til sin førstefødte, for hvordan forener man det frie spontane kunstnerliv med moderskab og familie? Der fandtes et liv før moderrollen blev den dominerende rolle for vores fortæller, og i beretningen til sit barn åbner hun op for det faktum, at hun også levede og elskede før hun mødte far, Bo.

Som i én lang tankestrøm tager Kjersti Annesdatter Skomsvold sin læser med ind i de inderste kroge af sit sind, og hun blotter sin egen skrøbelighed både som mor, menneske og forfatter. Hendes ufiltrerede selvransagelse står skarpt og ærligt, og hun viser sprogligt overskud, når hun formår at skildre livets tilfældigheder i enkel og nærværende prosa.

“Da jeg kom hjem, lå jeg vågen og græd over det traume jeg havde været igennem, må man kalde noget man selv har valgt, et traume?”

Det er ikke bare ærligt at kalde en fødsel for et traume, det er også modigt, og det må være en befrielse for de mange mødre med samme oplevelse af, at deres krop blev revet midt over, at læse forfatterens skildring.

Det er overraskende, at romanen er så nem at relatere til for én, der ikke har oplevet moderskabets kraft af følelser og tanker, men Barnet er lige så meget en fortælling om at være menneske i verden med alle de prøvelser og velsignelser der hører med til at leve. Og for en der altid har lidt af søvnløshed, er det en gave at spejle sig i forfatterens beskrivelser af søvnløse nætter.

“At falde i søvn, det sker ikke for mig. Men jeg må jo sove, og derfor er jeg nødt til at lede efter søvnen, selvom jeg ved at jo mere jeg leder, desto bedre gemmer den sig.”

Den vågne nat er ikke den søvnløses værste fjende, men derimod dagen derpå, hvor alle andre er i stand til at fortsætte livet, og Kjersti Annesdatter Skomsvold beskriver det klart og præcist, når hun skriver “Den søvnløse sætter ikke pris på fuglesang.”.

“Jeg er bange for ikke at kunne tage del i næste dag, for jeg vil løbe og bade i havet og skrive, og tænk hvis nogen forventer at jeg tager med til et eller andet, og så kan jeg ikke fordi jeg ikke har sovet? Desuden bliver mine tanker så mørke når jeg ligger vågen om natten, og jeg frygter disse tanker, for jeg ved ikke om det er tankerjeg virkelig tænker, eller om det er natten der spiller mig et pus.”

(…)

“Jeg synes det vanskeligste er at forholde sig til alle menneskene, alle dem der sover om nætterne. De har lys foran ansigterne, de kan se ind i den nye dag, glæde sig over dagen, mens jeg går med den mørke søvnløse nat bag mig som en skygge, er allerede igen begyndt at grue for natten. Jeg tænker at vores verdener ikke har noget til fælles. ”

Barnet er en ny og forfriskende fortælling om at tage hul på moderskabet og være i moderrollen. Den beskriver den splittelse, der kan medfølge, når livet ændres på et splitsekund og man må se i øjnene, at nu er man først og fremmest mor for et andet menneske.

En smuk og tankevækkende roman, som får alle mine varmeste anbefalinger.

Boganmeldelse: Byen vinder altid af Omar Robert Hamilton

Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget. 

Titel: Byen vinder altid

Forfatter: Omar Robert Hamilton

Oversætter: Iben H. Philipsen

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 328

Forlag: Rebel With a Cause

Omar Robert Hamilton fortæller den vigtige historie om Det Arabiske Forår fra Egyptens perspektiv, og han bruger sin journalistiske værktøjskasse, når han mikser dokumentarisme og reportagegenren med punktromanen og den traditionelle roman i sin skønlitterære debut, Byen vinder altid.

Mariam kæmper for at opretholde overblik og sindsro midt i Egyptens kaos. Hun er i hospitalets lighus, hvor gangene er overfyldt med døde kroppe, hvor  lydene består af jamren, gråd og skrig og luften af død er tung og lægger sig som en tyk og kvalmende sky over gangene.

Hun ved at denne nat og al dens kaos vil sidde i hende for evigt. Men den er kun begyndelsen. Det Arabiske Forår er kun lige begyndt, og hun tager vagter på hospitalet, kæmper om aftenen og organiserer om natten.

Landet er i kaos, og kaos er ikke kun ordet for landets tilstand, det er også navnet på den oprørsgruppe Mariam, Khalil og en gruppe unge har skabt i protest mod Mubaraks regime. De bruger moderne teknologi og sociale medier til at samle folk og til at opfordre til handling, for ord og oplysning må være stærkere end vold og magt. Måske.

Khalil, som er søn af en egyptisk far og palæstinensisk mor, har mod sine forældres ønske forladt USA, hvor han selv er født og opvokset, for at tilslutte sig revolutionen i Egypten. Både Mariam og Khalil kæmper små kampe indimellem det store fælles mål; Mariam kæmper mod en kvindefornedrende mandschauvinisme og Khalil imod fordomme, fordi han ikke anses for at være ægte egypter.

Byen vinder altid er en tung og tragisk fortælling om, hvordan selv det stærkeste håb og drømme om en lys fremtid kan knuses af brutalitet og inhuman magtanvendelse. Flere og flere dør, andre fængsles og tortureres, og de bristede drømme begynder at æde vores hovedpersoner op indefra. Efterhånden som håbet opløses, mister de også føling med hinanden, og alle lever oppe i deres egne hoveder, hvor revolutionen er et sultent og søvnigt sinds eneste fokus. Alle lever på kanten af total nedsmeltning – både samfundets og sindets.

Omar Robert Hamilton fortæller den vigtige historie om Det Arabiske Forår fra Egyptens perspektiv, og han bruger sin journalistiske værktøjskasse, når han mikser dokumentarisme og reportagegenren med punktromanen og den traditionelle roman. Han skifter mellem fortællevinkel og fortælletyper, og selvom han til fulde mestrer alle fortælleteknikkens former, så forvirrer det, at fortælleren ikke er bundet op på en bestemt person eller form. Hamilton kræver meget af sin læser, som konstant må orientere sig på ny og være på vagt overfor forfatterens pludselige skift. Samtidig bidrager læserens forvirring til den forvirring, der beskrives blandt oprørene og til det generelle stemningsbillede af Kairos gader. Læseoplevelsen kan måske bedst sammenlignes med et hastigt skiftende diasshow af kraftfulde billeder – billeder med en sådan intensitet og grusomhed, at beskueren må tvinge sig selv til at holde øjnene åbne. Og måske er det netop derfor, bogen er så vigtig – det er så nemt at vende det blinde øje til, særligt når grusomhederne er langt væk fra de trygge rammer i Danmark.

De stærke øjebliksbilleder er medrivende, men den sammenhængende historie skal ikke findes i romanen, og derfor må læseren også enten læse op på Det Arabiske Forår undervejs eller have en imponerende baggrundsviden. Byen vinder altid er bestemt en anbefaling værd, men hvis den skal give sin læser mere og andet end total forvirring, så kræver den altså et indledende ministudie. Der er ingen lykkelig slutning, og vi ved godt hvorfor. Af samme årsag er det en bog, der sidder længe i læseren, og den er barsk at komme igennem. Et vigtigt stykke litteratur.

5000 følgere på Instagram – skal I fejres?

Kære læsere

Det er selvfølgelig ikke alle, der er på Instagram, men til de der er, vil jer opfordre jer til at klikke ind og give jeres besyv med i planlægningen af en kommende fejring. Jeg blev for nylig gjort opmærksom på, at jeg er meget tæt på at nærme mig 5000 følgere, og da litteraturformidlingen for alvor bliver sjov, når I blander jer og bidrager med jeres synspunkter og tanker, så er det jo nærliggende at belønne og sige tak for jer!

Så hop ind og smid en kommentar lige her med din gode ide

(eller følg med i de andres gode ideer og stem på din favorit).

Tak for jer og rigtig god aften. ❤

Boganmeldelse: Hasulle Banulle og gummistøvlen af Chr. Winther

Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Hasulle Banulle og gummistøvlen

Forfatter: Chr. Winther

Udgivelsesår: 2019

Sideantal: 28

Forlag: Forlaget SMSpress

Sgulla Banulla! Sørme om ikke Hasulle Banulle har været på spil og hapset et par gummistøvler, som vist ikke helt er hans. Eller er de? Han synes jo selv, han er støvlernes ejer, nu da han har taget dem, men hvornår ejer man egentlig noget og er det der stadig, hvis man slet ikke kigger på det?

Hasulle Banulle er en ny børnebogsserie, som i skrivende stund består af Hasulle Banulle og gummistøvlen, Hasulle Banulle bygger hule og Hasulle Banulle kan ikke sove. Jeg har læst Hasulle Banulle og gummistøvlen. Her har den lille hidsigprop, Hasulle Banulle, mistet sin ene gummistøvle, men det er der selvfølgelig råd for. Børnehaven bugner nemlig med gummistøvler i alle farver og størrelser, og mens børnene leger er det faktisk ingen sag at finde den rigtige størrelse i en flot farve. Hasulle Banulle finder en lyserød støvle i str. 24, som passer perfekt på hans fod og på sin vej hjem, tramper han både i hundehømhøm og vandpytter. Han viser ingen anger, men efter  historiens slutning opstår der alligevel en række spørgsmål i hans indre. Han undrer sig over, hvem der ejer gummistøvlen, når ejeren ikke er der og om hvorvidt gummistøvlen overhovedet er der, hvis man ikke kigger på den. 
Bogen lægger op til at børn kan anskue verden som sofisterne i oldtidens Grækenland, og jeg tør godt hævde, at de fleste børn vil være naturtalenter. Børn er i langt højere grad end voksne filosofiske væsner, for de har endnu ikke mistet evnen til at stille spørgsmål ved alt det selvfølgelige. Den form for tankevirksomhed bør man som voksen sørge for at opmuntre til, fordi den bidrager til en sund kognitiv udvikling og til at skabe handlekompetente individer som evner kritisk stillingtagen. Og hvor vil jeg så hen med det? Jeg vil jo selvfølgelig argumentere for, at bøger er en oplagt vej derhen og at Hasulle Banulle og gummistøvlen er et godt sted at starte. Den er nem at gå til for både børn og deres voksne, og den hjælper de voksne med at stille de spørgsmål der åbner for samtaler om ejerskab og tilblivelse. Jeg ville dog ønske, at der også var lidt spørgsmål undervejs, men det må være op til den voksne at sørge for en dialogisk læseoplevelse.

Boganmeldelse: Hvis vi var en almindelig familie af Trine Bundsgaard

Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Hvis vi var en almindelig familie

Forfatter: Trine Bundsgaard

Udgivelsesår: 2019

Sideantal: 120

Forlag: Gyldendal

Hvis vi var en almindelig familie er både en varm og frygteligt historie om en dysfunktionel familie. På den ene side er den hjerteskærende fortælling om en mor og far, som ikke evner at tilsidesætte egne behov eller lyster. Og på den anden side finder vi en smuk fortælling om betingelsesløs og uspoleret søskendekærlighed.

Hvor gammel er man, når man er 13 år? Man har selvfølgelig levet i 13 år, men hvad er alder egentlig for en størrelse? I Hvis vi var en almindelig familie er en unavngiven 13-årig den eneste voksne i familien. Far er alkoholiker og efter forældrenes skilsmisse bor han mere eller mindre på den lokale bodega. Mor er claudiant, og det betyder, at hun er god til at opfange alt det, andre ikke kan se, for eksempel ånder. Det kræver at der er god energi, og at hun er i balance med sig selv – den slags kan være svært at forene med andre ting såsom job, madlavning og rengøring. Lillesøster Ingeborg har snart fødselsdag, hun fylder otte år og ønsker sig brændende en skattejagt, som far plejede at lave dem. Det burde jo være ligetil at få far til at stable den på benene, men de to børn har ikke set deres far længe, og det kan være svært at vide med sikkerhed, om han overhovedet husker fødselsdagen.

Hvis vi var en almindelig familie er både en varm og frygteligt historie om en dysfunktionel familie. På den ene side er den hjerteskærende fortælling om en mor og far, som ikke evner at tilsidesætte egne behov eller lyster. Og på den anden side finder vi en smuk fortælling om betingelsesløs og uspoleret søskendekærlighed.

Vores fortæller vil gøre alt for sin søster, og det smerter, når de voksnes barnligheder står i vejen for hans planer. De to søskendes bånd er stærkt, og bitter erfaring har lært dem, at de eneste de kan have total tillid til er hinanden.

Hvis man ikke har oplevet, hvordan det er, når voksne er fulde – sådan for alvor – kan det måske virke meget sjovt og fjollet. Men når der ikke er andre voksne end en fuld og vred far, er der ikke noget at grine af.

De tvinges begge til at agere og reagere som små fornuftige voksne, når mælken må drikkes, selvom den er blevet sur, når måltiderne gentagelsesvis består af risengrød (på sur mælk), og når en festguirlande må skabes ud af tilbudsaviser. De har lært ikke at kræve, de har lært at nøjes, og der er aldring brok eller ynk fra deres side. Ingeborg på syv kan sagtens nøjes med de hvide servietter til sin fødselsdag – hun kan jo bare tegne på dem, og hun kan sagtens selv lave sine invitationer. Selv hendes fødselsdagsønsker er beskedne, og hun jubler over en pakke hårelastikker.

Der er mange ting, som gør mig glad. Altså det behøver ikke at være en cykel eller en fladskærm eller en kat.

Jeg har så mange flere ord til den her nuancerede fortælling om at være stærk og skrøbelig på samme tid, men I skal selv opleve den, og I skal sørge for at jeres børn læser den, taler om den og forstår, at der findes mange forskellige familier.

Den er et vigtigt stykke litteratur til mellemtrinnet, og jeg håber der bliver bestilt klassesæt til mange af landets skoler, for den er oplagt i undervisningssammenhæng.