tirsdag den 31. maj 2016

Boganmeldelse: Uvidenheden af Milan Kundera

Bogen kan købes på Saxo til DKK 99,- (dog med andet layout end mit). Klik her.
Originaltitel L'ignorance
Titel: Uvidenheden
Forfatter: Milan Kundera
Udgivelsesår: 2002
Sideantal: 132
Forlag: Gyldendal

Forlagets beskrivelse
Historien om to tjekkiske emigranter, Irena og Josef, der tilfældigt mødes i lufthavnen i Paris på vej hjem til Prag. Irena genkender i Josef øjeblikkelig sit livs tabte kærlighed; han ser derimod blot en sympatisk og tiltrækkende kvinde. Fælles for dem er dog følelsen af at være fremmed, uanset hvor man befinder sig. 

Anmeldelse
Uden nogen form for præsentation møder vi de to tjekkiske emigranter, Irena og Josef, som fysisk møder hinanden tilfældigt i lufthavnen og åndeligt genlever hver deres liv. I tyve år har de to levet emigranttilværelsen i henholdsvis Danmark og Frankrig, hvor de begge blev gift og fik indfødte venner. Ingen af dem har følt særligt savn til hjemlandet, selvom de begge i deres omgangskredse forventes at se frem til hjemkomsten. Men hvad er hjemme og findes det egentlig som fysisk sted? I den essayistiske roman, Uvidenheden behandler Kundera temaer som tilhørsforhold, identitet og vigtigst af alt; nostalgi. Han indleder med en indføring i ordets opbygning og ophav, hvor læseren erfarer, at nostalgi er en sammensætning af nostos (hjemrejse) og algos (lidelse). Alt sammen med utallige referencer til Odysséen – særligt Odysseus hjemrejse.
Jeg fik hurtigt en følelse af, at Irena og Josefs liv og historier blot var en form for ligegyldigt ”dække” over en langt vigtigere agenda, som nødvendigvis måtte indpakkes i fiktive karakterer for ikke at ende på hylden med faglitteratur. Jeg fandt ikke rigtig sympati for romanens hovedpersoner, og jeg synes heller ikke deres historier var specielt spændende. Derfor blev Uvidenheden en bog, som jeg skyndte mig at færdiggøre på trods af, at jeg ellers nød Kunderas beskæftigelse med ord og hans filosofiske tanker. Jeg nød hans dvælen ved ords oprindelse og betydning, og der var passager med filosofiske tanker, som jeg fandt smukke og dybe, som for eksempel på s. 11-12, hvor han skriver:

”Alle forudsigelser fejler, det er en af de sjældne visheder som er givet mennesket. Men hvis forudsigelserne fejler med hensyn til fremtiden, så siger de til gengæld noget sandt om de mennesker der udsiger dem: de er den bedste nøgle til at forstå hvordan de oplever deres nutid.”
                                 Uvidenheden s. 11-12


Jeg havde intet behov for Irena og Josef, men ville hellere bare læse Kunderas tanker som i ovenstående passage, og derfor bliver det nok heller ikke en bog, jeg kommer til at læse igen. Men nu har jeg lært Kundera at kende, og jeg vil gerne inddrages yderligere i hans tanker, så Tilværelsens ulidelige lethed er stadig på min læseliste.

torsdag den 26. maj 2016

Boganmeldelse: Liberty af Jakob Ejersbo

Liberty kan købes hos Saxo for 129,- (dog i en anden version end den, som jeg har). Klik her.
Titel: Liberty
Forfatter: Jakob Ejersbo
Udgivelsesår: 2009
Sideantal: 711
Forlag: Gyldendal

Forlagets beskrivelse:
Christian er søn af et dansk ægtepar, der bor og arbejder i Tanzania. Han føler sig meget overladt til sig selv, men bliver ven med Marcus, en sort dreng med en miserabel familiebaggrund, som arbejder for en svensk familie.
Vi følger skiftevis de to drenge gennem de ofte meget intense og voldsomme oplevelser, den afrikanske virkelighed udsætter dem for, en verden fyldt med modsætninger og konflikter i alle generationer og alle miljøer, hvor enhver er sin egen lykkes smed, og hvor sex og sygdom, død og alkohol er allestedsnærværende og spiller de dominerende roller.
De to drenges venskab vokser sig varmt og stærkt, men det går bedst, mens de er børn, og helt lykkeligt bliver det aldrig: Den hvide vil være sort, den sorte hvid -. Og efterhånden som de bliver ældre, vokser modsætningsforholdet mellem dem: ikke engang musikken kan mere holde dem sammen. De gensidige forventninger viser sig ikke at kunne honoreres.
Christian bliver sendt til Danmark, hvor han skal bo hos slægtninge i Aalborg, men han kan ikke finde sig til rette og ender med at rejse tilbage til Afrika. Men heller ikke her føler han sig hjemme mere - han hverken kan eller vil leve op til den rolle, han som hvid skal påtage sig.

Anmeldelse:
Jeg ved nærmest ikke, hvordan jeg skal tage hul på den her anmeldelse. Når den er postet, er jeg for alvor færdig med Ejersbos Afrika-trilogi, og medmindre jeg vælger at genlæse den, så vil jeg ikke høre mere til Samantha, Sofie, Christian og Marcus. Jeg kender dem, og jeg mærker en betydelig trang til at læse om deres videre færd i livet. Jeg kan næsten ikke holde tanken ud. Derfor bliver anmeldelsen formentlig også alt for lang. Til de, der ikke orker at læse den færdig, er her en kort opsummering:

LÆS DEN!

Den sorte og den hvide
I Liberty følger vi skiftevis Christian og Marcus. Christians far er udstationeret i Moshi, Tanzania, og da Christian er 13 år, flytter han selv og resten af familien (lillesøster og mor) fra Danmark til Tanzania. Marcus er en tanzanier, som er opvokset under trange kår med en far, der slår og drikker, en masse søskende og en mor, som forsøger at skrabe penge sammen til dagen og vejen. De to drenge får et tæt venskab, hvis udvikling vi følger fra at være et ligeværdigt forhold med troen på lige muligheder for social mobilitet til en langsom krakelering af barndommens naivitet og erkendelsen eller opfattelsen af, at de i kraft af hudfarve har forskellige muligheder i livet.
De to drenge møder hinanden som teenagere, fordi Marcus fungerer som en form for ”husdreng” for en tysk (senere for en svensk) familie, som Christians far jævnligt besøger. Marcus oplever, hvordan de europæiske teenagere taler til og opfører sig overfor deres forældre, og han beslutter, at hans forældre heller ikke skal bestemme over ham. Forskellen er, at Marcus forældre ikke tænker på det som typisk oprørsk teenageradfærd, men som hvid mentalitet og manglende respekt.

”Nu begynder jeg totalt at ignorere mine forældre, fordi jeg synes de gør forkerte ting (…)”
    Liberty s. 29

Og da hans opførsel bliver straffet med det, som han kalder at ”snakke med kæppen” (tæsk), fortæller den tyske familie ham, at det er forkert. Her indvier Ejersbo for alvor læseren i de kulturelle sammenstød mellem Europa og Afrika.
Langsomt begynder de to venner at vurdere og tolke på hinandens handlinger ud fra antagelser om, hvordan henholdsvis den sorte og den hvide mand tænker og opfører sig, og glemmer alt om de hele mennesker, de hver især er.
Det er lykkedes Ejersbo at skabe to vidt forskellige sprog til Christian og Marcus. Christian taler i et helt almindeligt dansk teenagersprog, som vi kender det både fra litteraturens og virkelighedens verden. Mens Marcus bliver troværdig som afrikaner, fordi sproget (fra pæredansk synsvinkel) lyder afrikansk. Samtidig indvier Marcus læseren i den afrikanske tankegang, hvor den hvide mand kan blive en redning fra fattigdom, for eksempel, når han siger:

”Jeg har set den skønhed – hun hænger i baren på Moshi Hotel, sælger papajaen for penge. Men den hvide mand må pumpe gratis, for allerede når den sorte pige snakker med ham, så ved hun at regnen vil falde ned på hende – få marken til at blomstre.”
         Liberty s. 98

Lighed og frihed
Lighed og frihed er to centrale temaer i Liberty, og kommer blandt andet til udtryk, når Marcus (og alle andre afrikanere) omtaler de hvide mænd som bwana som er swahili for herre. Da den svenske familie kommer til, retter konen ham i starten og fortæller ham, at han ikke behøver sige bwana, for ”Vi er alle sammen ligeværdige mennesker.” hertil svarer og tænker Marcus:

”Javel,” sagde jeg, for jeg syntes kvinden var god, men samtidig gal. Skulle jeg sige til bwana Jonas, at han skal pudse mine sko, så vi kan se ligheden blomstre?”
    Liberty s. 68

Her fastslår Ejersbo for alvor utopien i lighedsprincippet mellem sorte og hvide i Afrika. Og det nævnes utallige gange, hvordan de fleste hvide kvinder rejser til Afrika med tanken om at ”redde den stakkels neger” og her sættes gang i læserens tanker om den hvide frelser.

Overlevelse vs. kærlighed
Et gennemgående tema for hele Afrika-trilogien er også den konstante tvivl om, hvorvidt den sorte kvindes hengivenhed overfor den hvide mand skyldes kærlighed eller om den nærmere er et forsøg på overlevelse i en barsk verden.

”Men er de … ludere?”
”Nej, de er piger, som håber at mzunguen vil tage dem med til Europa. En slags handel – de giver skønheden for at få billetten.”
”Jeg forstår bare ikke, hvordan de kan tro det,” siger Tita. ”Pigerne.”
”Hovedårsagen er deres fattigdom. Og deres uvidenhed. Dårlig blanding. Når de ser den farvede mand – den hvide mand – så er den første konklusion, at nu bliver de rige, nu vil de få et godt hus. Nu vil de rejse til Europa. Nu vil de leve meget godt som i himlen. Nu vil hele familien blive rig. Sådan er det. Hun vil komme til Europa, og hun kan hjælpe familien i Tanzania.”
”Det er jo totalt naivt,” siger Tita.
”Hun er yngre, og hun kan tilfredsstille ham, og hun ved, at han vil droppe sin kone som en sten. I sex vil den sorte pige være mirakler. Hun vil udføre en masse mirakler for den hvide mand, så han fuldstændig forlader sin kone; tænker, at konen er uduelig. Når de gør det som fattige for at opnår noget, vil de udføre en seksuel hypnose hele tiden. Og den hvide man vil være totalt forhekset. Han vil glemme sit hjem.”
         Liberty s. 188

Min personlige favorit: Marcus
Der var virkelig mange passager, jeg hæftede mig ved i Liberty og fælles for dem alle er, at det var tanker og udtalelser, der tilhørte Marcus.

“Sæt jer ned,” siger Alwyn – han vil gerne have gæster, for hvordan kan materialismen give stor selvtilfredshed, hvis ingen fattige kigger på den med misundelsen i blikket?”
                                                                 Liberty s. 210

”Men metoden er korruption, også af personen som benytter den – forstår Jonas ikke konsekvensen? Hvis du selv bliver neger, så kan du ikke lære negeren at blive hvid.”
  Liberty s. 119


”Der er ingen etik, når der er sult.”
                 Liberty s. 286

Ved at anvende Marcus’ uformelle og lidt kluntede tanke og tale, er det efter min mening lykkedes Ejersbo at belyse dybe, seriøse temaer og filosofiske tanker, som ikke pakkes ind i intellektuelle vendinger og højt abstraktionsniveau. Det er rå socialrealisme, og det virker.

Frihed?
Bogens titel, Liberty (frihed) fik mig til at tænke på, om Ejersbo mener at frihed er en utopi i Afrika. Udover at Liberty er titlen på bogen, så er det også navnet på et af Moshis diskoteker, som brænder ned i slutningen. Jeg plejer at være påpasselig med at søge efter symbolik i litteraturen, men her var den altså nærliggende at nævne.

Et sidste farvel
Man ved, det har været en god bog, når en mindre depression kommer snigende efter endt læsning. Sådan har jeg haft det med samtlige af Ejersbos Afrika-bøger. Og denne gang er det næsten ikke til at bære. Det skyldes selvfølgelig bevidstheden om, at der ikke vil komme flere, og at den videre færd for Samantha, Sofie, Marcus og Christian vil være mig ukendt. En fantastisk forfatter døde for ung, men sikke en litterær arv at efterlade sig.

Opsummering
Læs den, læs den, læs den!

onsdag den 18. maj 2016

Boganmeldelse: Lugten af sne af Pia Tafdrup

Digtsamlingen kan købes hos Gyldendal for DKK 199,-.

Titel: Lugten af sne
Forfatter: Pia Tafdrup
Udgivelsesår: 2016
Sideantal: 152
Forlag: Gyldendal

Forlagets beskrivelse:
Pia Tafdrup har skrevet en ny digtsamling, "Lugten af sne". Denne digtsamling er den anden i en suite, der kommer til at bestå af fem værker, og den hører sammen med udgivelsen fra 2014, som hedder "Smagen af stål". Pia Tafdrup modtog Nordisk Råds Litteraturpris i 1999 og Svenska Akademiens nordiska pris i 2006. Temaer som tab, erkendelse, individ og omgivende verden står stærkt i Pia Tafdrups forfatterskab.

Anmeldelse:
Som det fremgår af forlagets beskrivelse, så er Lugten af sne nummer to i en samlet serie af i alt fem bøger. Forud for Lugten af sne, er Smagen af stål, som jeg læste lige inden (jeg regner med en anmeldelse af den snarest, men fandt det nærliggende at starte med en anmeldelse af den aktuelle bog). De fem værker vil hver især tage udgangspunkt i en af de menneskelige sanser, hvor det i denne sammenhæng er lugtesansen, der danner grundlag for lyrikken. Digtsamlingen består af 55 digte under ni forskellige overskrifter. Vi kommer omkring digte som beskriver alle årstider og alle former for lugte og dufte. Fælles for dem alle er, at de under overfladen synes at behandle mere eksistentielle emner med kroppen og dens sanser (her: lugtesansen) som afsæt. For eksempel digtet, Stank hvor forskellige former for menneskestank beskrives, men som i virkeligheden synes at udspringe af en generel afsky over sig selv og sin egen krop:
Der findes mennesker, der ikke kan udholde deres egen lugt,
dén, der er deres, men som de umuligt kan sætte ord på.

Mennesker, der bader og skrubber sig,
men ikke desto mindre føler afsky ved dig selv.

Mennesker, der prøver at skjule deres egen lugt
under dække af creme og parfumer.

Mennesker, der til stadighed ændrer kost
i et forsøg på at skifte kropslugt.

Dropper kaffe, smøger, hvidløg, skærer ned
på proteiner, der danner lugte af svovl.

Mennesker, der indtager magnesium, zink
eller andre kosttilskud i håbet om at skifte lugt.

Mennesker, der spiser piller, fordi de frygter,
deres indre er gået i forrådnelse.

Mennesker, der tester deres hormonbalance
i håb om at kunne regulere sig ud af problemet.

Mennesker, der opsøger den ene læge efter den anden
for at blive fri for deres egen lugt.

Mennesker, der tester deres bolig, lugter den fugtigt,
lugter den af mug og skimmel, er det dér, lugten stammer fra.

Mennesker, der overvejer, om deres krop er hærget af stress
eller miljøgifte, om problemet kommer indefra eller udefra .

Der findes mennesker, der vender andre ryggen,
for at de ikke skal udsættes for ubehagelige lugte.

Mennesker, der synes, de lugter modbydeligt,
selv når omgivelserne ikke føler det mindste ubehag.

Mennesker, der fornemmer deres egen lugt,
som reagerede de på et giftigt dyr.

Mennesker, der befinder sig i helvede i egen krop,
natten falder ned, lukker alle ude.
                                                                               
”Stank” i Lugten af sne s. 122-123

Jeg er begejstret for Stank (hihi – sjov sætning!), fordi digtet tager aktuelle temaer op og kan læses som en samfundskritik.
Faktisk kan mange af digtene læses som samfundskritiske tekster, hvor der både lægges op til refleksion (og måske også debat?) over krops- og sundhedskultur, krig, global opvarmning og andre meget aktuelle emner.
Tafdrup får allerede i første digt Indånding, udånding forbundet lugtesansen med åndedrættet og da åndedræt = liv, beskrives livet i alle dets afskygninger af besværligheder og bekymringer – både for individet, men også for fællesskabet.
Jeg værdsatte bogens belysning af vigtige temaer og vigtigst af alt satte den uendelige tankestrømme i gang, hvilket er litteraturens væsentligste funktion i min verden.
Jeg må dog erkende, at der var nogle digte, som jeg simpelthen bare ikke forstod. Måske skyldes det, at de ikke krævede tolkning, men bare skulle læses som de ord, der fremgik sort på hvidt (jeg søger altid efter mere mellem linjerne). Men selv de digte jeg (muligvis) ikke forstod var værdsat, fordi sproget ganske enkelt er smukt. Den perfekte gave til æstetikeren.

torsdag den 12. maj 2016

Boganmeldelse: Når isen brister af Camilla Grebe

Bogen er netop udkommet i dag og kan købes på plusbog.dk til DKK 99,-.


Dansk titel: Når isen brister
Original titel: Älskaren från huvudkontoret
Forfatter: Camilla Grebe
Udgivelsesår: 2016
Sideantal: 492
Forlag: Lindhardt og Ringhof

Forlagets beskrivelse:
Når isen brister er en psykologisk spændingsroman, der er både spændende, skræmmende og overraskende. Forfatteren leger med perspektivet og læserens forventninger, og intet står klart før til allersidst. 
Emma har en elsker; en elsker, som er alt det, hun har drømt om … og lidt til. Der er bare det lille problem, at han er direktør i den tøjkæde, hvor hun arbejder, og dermed hendes øverste chef. En smule upraktisk, men samtidig også lidt spændende og hemmeligt. Efter deres forlovelse forsvinder han dog sporløst, og kort tid efter findes en ung kvinde bestialsk myrdet og lemlæstet i hans mondæne villa i en forstad til Stockholm.  
Peter Lindgren, rutineret efterforsker hos kriminalpolitiet, får hjælp af adfærdspsykologen Hanne Lagerlind til at opklare mordet, som har tydelige ligheder med en ti år gammel uopklaret sag. Sammen søger de to efter svar i fortiden, hvilket også får dem til at mindes det forhold, de en gang havde. Hvem er den myrdede kvinde? Har forbrydelsen forbindelse til den ti år gamle mordsag? Hvorfor forsvandt elskeren fra hovedkontoret, og hvorfor er kærligheden ofte så uforudsigelig?


Anmeldelse:
Da Martine fra Plusbog.dk spurgte, om jeg var interesseret i at anmelde Elskeren fra hovedkontoret (som efterfølgende er blevet omdøbt til Når isen brister), var jeg faktisk meget i tvivl. Det var ikke fordi bogen på nogen måde lød uinteressant, men jeg følte mig bare virkelig mættet i krimi. Faktisk var det min kæreste, som overbeviste mig om, at jeg altid lige kan klemme endnu en krimi ned.
”Og når de er rigtig gode, så bliver du altså så glad.” –sagde han. Og det er jo sandt.

Når isen brister er kapitelinddelt efter hvilken karakter, det givne kapitel følger. Man følger således tre liv sideløbende; Emma – hvis kapitler var mine favoritter – er en ung pige, som arbejder i en tøjbutik og har haft en lidt hård barndom, som har givet hende nogle ar på sjælen. Hun er en forsigtig pige, som ikke har særligt høje tanker om sig selv.
Peter er efterforsker hos Kriminalpolitiet, og i vaskeægte Carl Mørck stil, er han en knalddygtig efterforsker, men alting halter lidt på privaten, hvor han hverken formår at handle frugtbart på intuition eller fornuft.
Sidste karakter, der præsenteres er Hanne. Hanne er en midaldrende adfærdspsykolog, som for nylig har fået konstateret begyndende demens. Hun er gift med Owe, som hun aldrig rigtig har elsket, og deres forhold minder mest af alt om forholdet mellem barn og forælder, hvor Owe agerer den irettesættende, fornuftsdrevne far, som opdrager på sin (til tider oprørske) teenagedatter.
De tre karakterers historier smelter selvfølgelig sammen efterhånden som bogens handling udspilles. Strukturen er set før, men jeg tror aldrig før, at jeg har gættet forkert i så høj grad, som jeg gjorde det i Når isen brister. Den er simpelthen så svær at regne ud, og af samme grund blev den også en af de der krimier, som holdte mig vågen om natten, fordi jeg godt lige kunne klemme et ekstra kapitel ned i håbet om en afklaring på, hvad i alverden der foregik.
Den er helt sikkert en anbefaling værd, og de fleste vil nok opleve, at den er færdiglæst nærmest før læsningen er igangsat.

Bonusinfo:
Forfatteren, Camilla Grebe er en aktiv Instagram-bruger, som ofte kommenterer på sine læseres billeder og opdateringer om læsningen af hendes bøger. Hun hedder @camillagrebe.


tirsdag den 10. maj 2016

Konkurrencetid



Deltag i konkurrencen om at vinde Pia Tafdrups nye digtsamling; Lugten af sne. Den foregår på min instagramprofil @bookmeupscotty. Held og lykke! :)

mandag den 9. maj 2016

Boganmeldelse: Nathaniel P’s affærer af Adelle Waldman

Bogen kan købes på iMusic til 208,- inkl. fragt lige her.


Titel: The Love Affairs of Nathaniel P

Dansk titel: Nathaniel P’s affærer
Forfatter: Adelle Waldman
Udgivelsesår: 2016
Sideantal: 270
Forlag: C&K Forlag

Forlagets beskrivelse:
Den amerikanske forfatter Adelle Waldman, hvis debutroman nu udkommer på dansk, spidder den moderne (forfatter)mand i Nathaniel P’s affærer.Nate er en ’rising star’ på New Yorks litterære himmel. Efter som ganske ung at have været lidt af en nørd har han nu kontrakt på en bog, litteraturtidsskrifterne står i kø for at trykke hans artikler, og kvinderne begærer ham. Romanen følger hans fem måneder lange forhold til forfatterspiren Hannah. Men Nate er en upålidelig fortæller, der ikke selv forstår hvad han fortæller. En vittig og klarsynet skildring af dating, parforhold og storbyliv.

Anmeldelse:
Det var med store forventninger, jeg påbegyndte læsningen af Nathainel P’s affærer – en bog, som har fået overordentligt meget ros med på vejen fra New Yorks litterære elite. Det er jo ofte forventningens glæde, som er den største af alle glæder, og langt hen ad vejen troede jeg faktisk også, at det var tilfældet med indblikket i Nathaniels (Nate) kaotiske ”kærligheds”liv.
Nate er en 30-årig spirende forfatter, som netop har landet sin første store kontrakt med et forlag. Han tilhører New Yorks intellektuelle elite, hvor refleksive tanker, litteratur og eksistentialisme er vigtigere end fede bankbøger og prangende boliger. Han er søn af østeuropæiske immigranter, som har taget hans uddannelse meget alvorligt, og han er uddannet ved Harvard – en kendsgerning hans mor gerne minder ham om jævnligt.
Nate er flyvsk, når det kommer til kvinder. Han finder hurtigt fejl ved dem, han ses med, og resultatet bliver en lige så hurtig udskiftning. Han har mange etiske overvejelser omkring hans egen behandling af kvinder, og han ser sig selv som et produkt af postfeminismen, som forstår feminismens kampe og samfundets mandlige privilegier.
De første ca. 100 sider af bogen gjorde ikke noget særlig for mig, og jeg tænkte, at det var en bog, som bare skulle færdiglæses i en fart. Men så skete der noget omkring side 100, som endelig gjorde, at jeg kunne lade mig totaltopsluge af historien. Indtil da har læseren været i overfladisk berøring med Nates mange kvindelige erobringer, men nu indleder han et længerevarende forhold, som betyder, at læseren endelig får lov at komme tæt ind på livet af en af Nates kvinder. På denne måde er læseren en del af Nates tanker og liv, fordi vi - lige så lidt som han selv – får lært pigerne rigtigt at kende, da han hurtigt mister interessen og finder fejl ved dem.
På trods af, at Nate er politisk korrekt i alle sine udtalelser og holdninger, så er han det stik modsatte hans gøren og laden. Læseren forlades til at tro, at Nate ikke orker det ansvar, det medfører at kende et menneske rigtig godt. Så snart en (kærligheds)relation kræver noget af Nate, bakker han langsomt ud og begrunder sin tilbagetrækning med utallige fejl ved hans kvindelige ”offer”.
Hans røvhulsagtige opførsel bliver i den grad sat på spidsen, da han i slutningen af bogen ender med at afslutte forholdet til en intellektuel kvinde, som giver ham modspil og får ham til at grine, for i stedet at ende op med et smukt trofæ, som ikke forstår hans fulde person og ikke giver plads til den slags samtaler, han lever for.

Jeg følte mig lidt forladt, da jeg nåede bogens slutning. Jeg følte ikke helt, at bogen var færdig, hvilket jeg nok må erkende mest af alt skyldes min egen store utilfreds med Nates valg. Siden endt læsning, har det været en historie, som lever videre i mit hoved, og jeg skal helt sikkert læse mere om Nate, hvis forfatteren beslutter sig for at fortælle videre.