søndag den 29. december 2019

Årets opture for Book me up, Scotty!

Ja, ja, ja, højt at flyve ... jeg kan heldigvis ikke huske resten. ;-)


Jeg har ikke tidligere lavet sådan en liste med opture ved årets udgang, men det skal da ikke forhindre mig i at gøre det i år. Det er faktisk ret sjovt og opløftende at se, hvor mange gode ting der er sket, så det kan bestemt anbefales at gøre. Listen er lavet til og for bloggen, men man kunne selvfølgelig også lave en personlig udgave for sig selv.

Lad mig præsentere et udvalg af årets opture 2019 for Book me up, Scotty! 🎉


Den Røde Sofa: Litteratursalon på Københavns Hovedbibliotek


Den 26. september var en dejlig dag. Jeg havde nemlig fornøjelsen af at interviewe en alsidig og meget dygtig forfatter (og psykolog), Anne Cathrine Bomann.
Sæsonens fokus var på litterære afvigelser, og Anne Cathrine Bomann kan i allerhøjeste grad betegnes som ekspert på området.
Vi talte ud fra hendes bøger – særligt Agathe og Hvad ingen ved – og hun fortalte om, hvorfor hun ofte bruger afvigeren som romankarakter.
Vi diskuterede også begrebet "afviger", som vi forsøgte at afgrænse, for hvornår er man egentlig en afviger, er det når man har afvigende tanker, eller er det først i den afvigende handling?
Det var en fornøjelse at interviewe Anne Cathrine. Hun er et meget jordnært og varmt menneske, så jeg krydser fingre for lignende oplevelser i fremtiden.🍀
Interviewet er efterfølgende lagt op som podcast, og den finder du ved at klikke her.


Vinder af Danish Book Blog Award


Efter at have været fast bestanddel af finalepladserne til Danish Book Blog Award, siden prisens oprettelse, kunne jeg omsider kalde mig årets bogblogger. Jeg var efterhånden mere end klar til at modtage den pris, fordi den var gået min næse forbi så mange gange, men på den anden side har jeg hvert år delt finalepladserne med en flok mennesker, som fortjener den mindst lige så meget (og nogle endda mere) end mig. Så trods umiddelbare ærgrelser, har jeg altid kunne ønske vinderen et stort og dybfølt tillykke. Et enkelt år heppede jeg endda slet ikke på mig selv, fordi vinderen havde taget initiativ til et så stort og vigtigt projekt, at jeg ønskede hun vandt, så projektet kunne nyde godt af den opmærksomhed, der måske kunne følge med en sådan pris. Det er selvfølgelig #1000bøger, jeg taler om.
Men nu skulle det være, og jeg blev mildt sagt meget overrasket.
Tak til alle I skønne menneske, der troligt her stemt mig i finalen hvert år!
Plusbog interviewede mig efterfølgende, og du kan læse interviewet og se verdens mest uflatterende billede af en nyudklækket award-vinder ved at klikke her.


Anbefalinger af klimabøger til Klimatosset på Radio4


Kort efter Bogforum blev jeg kontaktet af Nina Bendixen fra Klimatosset på Radio4, som havde været på Bogforum og spurgt besøgende, om de ville læse bøger om klima. Det var der delte meninger om, men mange mente slet ikke, at der eksisterer skønlitterære klimabøger. Hun spurgte om det nu kunne passe (det kunne det selvfølgelig ikke), og om jeg havde lyst til at anbefale lidt skønlitteratur med fokus på klima. Selvfølgelig ville jeg det. Jeg nåede ikke at forberede mig, og det bærer indslaget præg af. Samtidig kunne jeg ikke nå til deres studie i København, så vi kører på med et telefoninterview. Men trods alle mine øh’er, manglende overblik og skrattende lyd er der serveret skønklima (selvopfundet ord, er det ikke meget godt?) til folket, og det er jo det vigtigste!📚
Indslaget findes som podcast, og det kan du lytte til ved at klikke her (indslaget er først i programmet, så det starter allerede efter 2 minutter og varer ca. 10 minutter).

Panelist ved HK’s Bibliotek-, kultur- og eventkonference 2019


Den 28. november afholdt HK deres årlige konference for biblioteksmedarbejdere og kulturformidlere, som i år havde undertitlen Formidling, oplevelser & inspiration.
I den forbindelse var jeg sammen med tre andre bogbloggere og litteraturformidlere inviteret til at sidde i panel under skarp styring af Adam Holm. Her diskuterede vi SoMe og bogblogs ud fra spørgsmål såsom Hvad skal vi egentlig med bogblogs og anden digital litteraturformidling? Er de en trussel mod den traditionelle litteraturkritik og -formidler? og hvilken målgruppe tales der til?
Det var simpelthen noget af det mest inspirerende, jeg længe har været med til, og jeg havde slet ikke lyst til at stoppe diskussionen, selvom vi havde talt i en times tid og den stakkels HK-mand forsøgte at få os ned fra scenen igen, så de kunne holde programmet.😁
Jeg håber sådan at 2020 vil byde på lignende oplevelser.


Interview og læseanbefalinger til juleferien i Ugeavisen Odense


Den 17. december fik jeg mig en lille overraskelse. I slutningen af november blev jeg nemlig interviewet af Klaus Knakkergaard fra Ugeavisen Odense om mit lille eventyr som prisvindende bogblogge, men jeg vidste ikke, hvornår det ville blive bragt, og jeg plejer også at forsøge at fortrænge den slags, da medier jo ofte må udsætte eller slette stof, hvis andre og større ting opstår inden. Så undgår jeg skuffelse, hvis jeg bliver slettet.😅
Det var simpelthen en fornøjelse at tale med Klaus, og jeg blev henrykt, da han spurgte, om ikke jeg også havde lyst til lige at anbefale lidt bøger til juleferien, og den slags skal man altså ikke bede mig om to gange. Så jeg sendte min lange liste og pludselig var der stof nok til en stor og flot midterside.
Hele artiklen inklusiv boganbefalinger kan ses og downloades som PDF her, og selve interviewet kan læses online her.


Sikke et begivenhedsrigt år – tak for det! 
Jeg håber på endnu flere sjove opgaver og tiltag i 2020.
Husk at du altid kan kontakte mig med henblik på
samarbejde på bookmeupscotty@gmail.com.

Godt nytår! 🎉
- 2020, hvad kan du?