fredag den 24. august 2018

Ella Fitzgerald (Små mennesker, store drømme) af Isabel Sanchez Vegara

Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar af Forlaget Albert, men bogen kan købes til 115,- hos Bogreolen.dk lige her.
Titel: Små mennesker, store drømme – Ella Fitzgerald
Forfatter: Isabel Sanchez Vegara
Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 32
Forlag: Forlaget Albert

Bogen om Ella Fitzgerald er en skøn fortælling om en stærk og forbilledlig kvinde, der trodsede tidens undertrykkelse og trange kår og fløj til tops som den stjerne, hun var og er.
Som 17-årig deltager Ella Fitzgerald i en amatørkonkurrence på Apollo Theatre og vinder med sin sang. Det bliver starten på drømmen om at synge på store scener, og det giver hende også troen på, at hendes drøm måske kan blive til virkelighed. Vi skal dog spole tiden noget tilbage i fortællingen om Ella i Små mennesker, store drømme. Vi møder hende nemlig allerede som lille pige, der lytter til jazz i stuen, mens mor sidder og læser. Da Ella er teenager dør hendes mor, og Ella havner først hos nogle slægtninge, dernæst på børnehjem og til sidst på et gadehjørne i Harlem, hvor hun overlever ved at tjene en skilling på sin sang og dans. Det er på gaderne i Harlem, den unge pige beslutter sig for at deltage i amatørkonkurrencen på Apollo Theatre, som hun selvfølgelig vinder. Herefter går der ikke længe før, hendes talent bliver opdaget. Med et bigband rejser hun land og rige rundt, og bogen forklarer både i tekst og illustrationer, hvordan Ella brugte musikken til at udtrykke sine følelser og hvordan lytterne oplevede hendes varme toner. Da Ella beslutter sig for at blive solist, bliver hun kimet ned af folk, som alle vil have fornøjelsen af at optræde med hende.
Bogen slutter med oversættelsen af Ella Fitzgeralds berømte ord: “It isn't where you came from, it's where you're going that counts.”, som er fint oversat til “Det er ikke vigtigt, hvor du kommer fra, men hvor du er på vej hen.” og efterlader læseren eftertænksom og med mod på alle de drømme, som synes så svære at opnå. Det er Små mennesker, store drømme-seriens store styrke, at de viser børn, at det er muligt at opnå sine største drømme, uanset hvem man er eller hvor man kommer fra.
Bogen er fyldt med visuelle detaljer til den opmærksomme læser, og der kan blive en hel skattejagt ud af at lede efter de små bemærkninger, som for eksempel afslører hvilken bog Ellas mor læser, hvilken musik Ella lyttede til som barn eller hvilken tid, hun lever i med skiltet “White only” i baggrunden. 
Endnu en skøn fortælling om en stærk og forbilledlig kvinde, der trodsede tidens undertrykkelse og trange kår og fløj til tops som den stjerne, hun var og er. 
  

søndag den 19. august 2018

Læs dig gennem sorgen


For ikke længe siden lagde jeg et billede op på Instagram, hvor jeg efterspurgte hjælp fra mine søde og omsorgsfulde følgere. Jeg mistede desværre min farmor sidst i juli, og siden har sorgen fyldt så meget, at jeg har haft svært ved at læse. Jeg savner at læse og jeg kan mærke, at jeg har brug for at genfinde læselysten, da bøger altid har været min form for virkelighedsflugt i en travl – og nu også sorgbetynget – hverdag. Jeg bad derfor om gode råd til, hvordan jeg kunne genfinde læselysten og vende tilbage til bøgernes verden. Jeg har nu fået samlet alle de gode råd, både dem jeg har gjort brug af, men også dem, der ikke passede til mig, da jeg er sikker på, at andre kan få gavn af dem.

Tak for hjælpen og rigtig god læselyst.

Giv det tid og vær tålmodig
Det mest hyppige råd fra jer var, at det er vigtigt, man giver sig selv tid og accepterer, at man måske ikke kan læse for en stund. Mange af jer mener ikke, at læsningen må eller kan forceres, og derfor anbefaler I tålmodighed og ro. 
Det er altid et godt råd at acceptere tingenes tilstand, men for mig er det vigtigt at kunne læse, fordi det er i bøgernes verden jeg finder ro og kan flygte fra hverdagens tankemylder. Men jeg måtte alligevel tage rådet til mig, for det var simpelthen helt umuligt at fastholde fokus.

Få læst højt 
En følger foreslog, at man fik en nær til at læse højt. Hun skrev, at højtlæsningen kan virke trøstende og i bedste tilfælde også vække nysgerrigheden og appetitten på mere.Jeg forstår faktisk slet ikke, hvorfor jeg ikke selv har tænkt tanken, da jeg jo ellers er kæmpe fortaler for de mange fordele ved højtlæsningen. Det blev testet herhjemme, og jeg oplevede da også den trøstende effekt og glæden ved at lukke øjnene og lytte til en stemme, som jeg forbinder med kærlighed.

 Læs din yndlingsbog
Mange foreslog, at man genlæser en kær favorit både fordi den kan give tryghed, men også fordi en genlæsning ikke kræver samme indsats fra en hjerne, som har svært ved at bevare fokus under sorgen. Jeg selv kombinerede forslaget med højtlæsning og fandt det befriende at lade mig lulle hen af min kærestes beroligende stemme, når han genfortalte mine yndlings barndomsbøger.

Se filmen først og læs derefter bogen
Jeg blev anbefalet at vælge en filmatiseret bog, så jeg kunne lægge ud med filmen og dernæst påbegynde min læsning. Herved vil bogen kræve mindre af mig, da jeg jo allerede i grove træk kender historiens gang, og så vil der være plads til en ellers ubelejlig tankemylder undervejs.

Brug lydbøger
Mange foreslog også, at man for en stund kan erstatte den fysiske bog med lydbøger. Personligt kan jeg slet ikke koncentrere mig om lydbøger, det har jeg blandt andet skrevet om her, men det er et fantastisk råd til alle dem, der kan. Så kan man blot lukke øjnene mens man flygter ind i en anden verden.

Læs let
Næstefter rådet om at være tålmodig kom rådet om at læse noget let som jeres mest hyppige forslag. I foreslog, at man vælger bøger, der ikke kræver så meget af sin læser og bøger, som ikke tvinger læseren til at tage stilling. En enkelt følger beretter om, hvordan hun i sin egen sorgproces indledningsvis nøjedes med at læse børnebøger med sparsom tekst og fyldte på tekstmæssigt, efterhånden som hun oplevede bedring. Der var også helt konkrete forslag såsom genlæsning af en kær favorit, ungdomsromaner, tegneserier og humoristiske bøger.

Bevar minderne med litteraturen
Det her forslag er simpelthen så smukt og lige i min ånd. Et par skønne følgere foreslog, at man læser bøger, man forbinder med den mistede. Det kan være bøger personen holdt af eller bøger om emner, der faldt indenfor den mistedes interesseområde. Her vil jeg også tilføje bøger, hvor tid, miljø eller geografi kan vække minderne om den, man har mistet. En følger fortæller endda, at hun ved tabet af sin moster genlæste en af hendes yndlingsbøger og oplevede, at “det var en rar måde at bruge litteraturen til at mindes”.

Læs bøger der sætter dig i kontakt med dine følelser og skaber mening
Et andet meget hyppigt forslag var at man i sørgeperioden læser bøger der kan sætter den sørgende i kontakt med sine følelser og skabe mening i tilværelsen. For mange har det gjort godt at få vækket tanker om tab og eksistens, og for nogle har det også være en hjælp at læse noget, der fik tårerne til at løbe i stride strømme. De læsere der brugte bøgerne på denne måde kunne fortælle, hvordan spejlingen kunne være en trøst og bekræfte dem i, at andre har gennemgået det samme og er kommet fint ud på den anden side på trods af et stort tab. Der var også andre, som beskrev hvordan de har fundet trøst i at læse store livsbekræftende fortællinger. Flere bød ind med helt konkrete titler som er listet sidst i indlægget.

Læs bøger som slet ikke minder om din egen situation
Rådet om at læse bøger, som slet ikke minder om den sørgendes egen situation stod i stærk kontrast til de mange råd om bøger, der tilbyder spejling. En følger fortæller, hvordan hun havde brug for et pusterum fra sine tanker og følte et behov for at læse uden at drage paralleller til sin egen virkelighed. På den måde fik hun læst og kunne fortsat bruge litteraturen til at skabe den pause, hun havde brug for. En anden følger valgte at læse en dystopi, som kunne transportere hende til et helt andet univers og samme følger har også haft stor glæde af at læse en simpel røverhistorie med skøre karakterer, som kunne aflede for en stund (sidstnævnte tip kom fra den dygtige bogblogger og psykolog Elena fra Litteraturhuset.dk).

Læs salmer og digte
En enkelt følger foreslog noget, som jeg aldrig havde tænkt over, men som på alle måder giver mening for mig. Hun foreslog, at man læser salmer. Hendes oplevelse var, at salmerne kan noget helt særligt og for hende har de været en trøst, når livet var svært. Hun måtte ind imellem nøjes med få linjer, og kunne bygge på efterhånden, som sindet tillod det. Salmer og digte er jo i virkeligheden lidt det samme, og en anden følger brugte digte til at få sat ord på dybe ting.

Liste over de bøger, I foreslog
Bøger til den lette læsning eller tankeflugten
  • Alle tegneserier (har vil jeg også lige selv tilføje graphic novels)
  • “Djævelens lærling” af Kenneth Bøgh Andersen (serien beskrives som en let serie på 6 bøger, som alle handler om efterlivet. Følgeren skriver dertil, at “selvom de handler om hårde emner er det med humor og hygge”)
  • DIn yndlingsbog
  • “Alt om at være pige” af Camilla Wandahl
  • “Prins Faisals” Ring af
  • Harry Potter


 Bøger der sætter dig i kontakt med dine følelser og skaber mening (+ livsbekræftende fortællinger)
  • “Den der lever stille” af Leonora Christina Skov
  • "Ved floden Piedra satte jeg mig og græd" af Paulo Coelho
  • “Brødrene Løvehjerte” af Astrid Lindgren
  • “Min ‘Usynlige Søn” af Esben Kjær
  • “The sky is everywhere” af Jandy Nelsons
  • "Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage" af Naja Marie Aidt
  • “The Long Goodbye” af Meghan O’Rourke
  • “Mio, min Mio” af Astrid Lindgren
  • “Den røde adressebog” af Sofia Lundberg
  • “Nede i jorden - oppe i himlen” af Stine Melgaard Lassen
  • “Hvis du møder en ensomhed” af Lone Munksgaard Nielsen
  • “Lovely Dark and Deep” af Amy McNamara 
  • “The Tiger Rising” af Kate DiCamillo 
  • “The Walk” af Richard Paul Evans 
  • “Livet efter livet” af Raymond A. Moody
  • “Skæld ud på Gud” af Preben Kok

tirsdag den 7. august 2018

Børn af bøger: Mich Vraa, forfatter og oversætter


Denne måneds Barn af bøger er forfatter, Mich Vraa, som ud over at stå bag den anmelderroste trilogi om Dansk-Vestindien også har oversat over tusinde engelske bøger til dansk.


Okay, jeg er måske mere en far til bøger end et barn af dem. Men når man så tænker tilbage, er der alligevel nogle klokker der bimler ...
                      Jeg husker en sommer på Thurø da jeg var seks, den anden af to som min lille familie tilbragte i røgeriet ved Mårodde, en uendelig række af vidunderlige dage (sikkert nok hele syv), i vidunderligt vejr (småregn og overskyet, men ganske lunt de fleste dage). Med lyden af småbådes dieselmaskiners tøftøf i ørerne og udsigt til det blikstille sund mellem Troense og Blåby lyttede jeg og min søster til min mors stemme der læste Hector Malots Frændeløs. Jeg husker de utroligste detaljer fra den sommer, men så godt som intet fra bogen. Men jeg tror den var den første rigtige bog jeg fik læst højt.
Mit navn er Remi, og jeg er et hittebarn ...


                      I det statelige, palælignende hus bag røgeriet boede en gammel skibskaptajn, komplet med hvidt fuldskæg, træben, søkikkert i vindueskarmen, udstoppede kolibrier, koraller og sømandsskrøner. Jeg lyttede med tilbageholdt åndedræt til skrønerne, og dem husker jeg langt bedre end Frændeløs. Historier om hvordan hans skib ”Karise” frøs inde i Beringstrædets ismasser, og koldbranden tog hans ene ben. Han viste mig et album med fotografier af motorskonnerten, fanget i skrueisen. Mændene sprængte dynamit under isen for at lette trykket på skibsskroget. Da de slap fri, gik de i havn i Sibirien og lastede i tusindvis af huder og pelse. I sin ungdom havde han sejlet på Sydamerika; han havde set vulkaner og isbjerge, palmestrande og kæmpehvaler; ja, han havde rejst overalt, men han var altid vendt hjem. Nu fandt han et taknemmeligt publikum i en dreng på seks, og drengen fandt - ja, hvem ved? - begyndelsen på sit livs historie.

Kaptajnen i hans velmagtsdage
                      For næsten tres år senere var det ham jeg tænkte jeg på da jeg skrev Haabet om Marias far, den hårdhudede skibskaptajn der var vendt hjem til Thurø efter et liv som sømand på de syv have. Og som slavekaptajn.

Thurø 1959, kaptajnens hus på bakken bag bræddehytten hvor vi boede det første år de var der. Jeg sidder sammen med min mor som nu er 94.


                      Da jeg blev en smule ældre, læste jeg romaner om dyr. Grum af Svend Fleuron lærte mig alt hvad der er værd at vide om de ferskvandsfisk som jeg brugte al min fritid på at fange da jeg var syv, otte … ti år. Og Kong Gråbjørn hvis hovedperson er en vældig grizzly i Rocky Mountains.
                      Det var bøger som jeg fandt i min bedstemors og mine forældres bogreoler. Glemte, støvede værker som en overgang forekom langt mere spændende end nutidens forudsigelige fortællinger om drengedetektiverne Kim og Jan, dydsmønsteret Flemming eller spasmageren Tykke-Niels.

Thurø 1960, jeg sidder ved siden af min far, bankmand og gammel kaproer, på badebroen ved røgeriet.
                      Jeg husker hvordan jeg engang da sommervarmen blev for trykkende, søgte ned i kælderen under mine forældres hus i Fruens Bøge og finkæmmede en gammel reol. Jeg læste de første linjer i en falmet bog med titlen Den graa klippes hemmelighed. Forfatteren hed Jan Peiter. I dag ved jeg at det var et af den mageløst produktive Ellen Duurloos pseudonymer.
                      Den bog, denne eventyrligt forvrøvlede fortælling om unge Jackie fra New York hvis familie emigrerer til Brasilien i søgen efter lykken, åd jeg på et par hurtige timer i den kølige kælder.

Jackie maatte bide sig i Læberne for ikke at komme til at tude som en anden Tøs 

                      Bagefter ledte jeg videre i reolen. Og ved et sært tilfælde var den næste bog som jeg tilfældigt valgte, nummer to i denne serie om Jackie. Mandedræberen. Om Jackies oplevelser med indianeren Chakito og det lidet imødekommende Grå Folk der har levet i en skjult dal i århundreder.
                      Hans oplevelser nærede min tørst efter selv at opleve eksotiske eventyr, og de åbnede mine øjne for bøgernes verden, men nogen glubsk læser var jeg ellers ikke, i hvert fald ikke i forhold til hvor stor en rolle bøgerne senere kom til at spille i mit liv. Jeg har oversat og skrevet flere titler end jeg har læst for sjov. Noget over et tusind.
                      En sikker klassiker var Anders And som blev leveret i abonnement i postkassen hver tirsdag og indtaget sammen med fire halve pålægsmadder. Jeg tør knap tænke på hvor mange penge sådan et mint eksemplar af Walt Disneys Anders And & Co. Nr. 6. 11. februar 1964 16. årgangmåske kunne indbringe på en samlerauktion i dag. Det var det år Walt Disney døde, og vi gyste ved rygterne om at hans lig ikke var blevet begravet, men i stedet frosset ned et sted i Californien, så tegneserie- og filmmagnaten en dag ville kunne genopstå og fortsætte sit værk.

Oh, skænk mig en grav ved det isgrønne hav / hvor kun bølgerne hører min gråd 


                      I et af sine overmodige overdrivelse-fremmer-forståelsen-moments sagde Dan Turell engang at alt hvad han vidste, havde han lært af Anders And.
                      Da jeg var ti, var jeg tilbøjelig til at mene noget lignende. Hvad er grå ambra? Wienerschnitzel? Kan man hæve et skibsvrag ved at pumpe det fuldt af bordtennisbolde? Hvordan reagerer kvinder når man glemmer deres fødselsdag?
                      Der var en længere periode hvor Anders And vistnok var det eneste jeg læste ud over tegneserien Carlt og Blondie på bagsiden af Fyns Tidende (den avis hvor jeg senere fik mit første journalistjob). Men så lærte jeg ad andre kanaler. Jeg kunne skille en knallertmotor ad og sætte den sammen (det første er, som alle ved, betydeligt nemmere end det sidste); jeg kunne brygge en anstændig ballon risvin til de evindelige weekendfester; jeg kunne blande oliefarver til en ønsket nuance. Jeg begyndte at male på lærreder. Og så fandt jeg igen nogle bøger i forældrenes bogklubforsynede reol.
                      Jeg læste Renoir, min far af kunstner-ikonets søn, filminstruktøren Jean Renoir. En bedre indføring i impressionisternes storhedstid i Paris findes næppe: maleriets filosofi, solspættede eftermiddage og lune sommeraftener på Moulin de la Galette på Montmartre, forhånelsen af de første udstillinger, gennembrud og storhed. Det er en historie der rummer det hele.
                      Jeg var teenager, og sideløbende med maleriet (som jeg ved gud aldrig udviklede noget stort talent for) opdagede jeg en bogserie der var så fjern fra Renoirs verden som tænkes kan: Ian Flemings romaner om Agent 007, James Bond. Jeg har læst dem alle sammen adskillige gange. Bortset fra at de på alle planer er mere interessanteend filmene, lærte de mig også – jamen det passer! – en hel del om fortælleteknik. Ian Fleming var ingen Hemingway, men min fascination af Caribien begyndte dér. I et solbagt horehus på Love Lane nummer 3½ i fiskerflækken Savanna la Mar på Jamaica.

”Mister, the undertaker is right here. You care to feel his wind?”

Ian Fleming og Sean Connery
Senere igen havde jeg en veninde som læste murstensromaner, og en tid lang fulgte jeg hende ind i Verden ifølge Garp,En mand, Savannah, Sophie’s Choice, Øst for Paradis … Men da var jeg i hvert fald ikke længere et barn; jeg var begyndt at skrive selv, for alvor, og havde faktisk allerede fået udgivet min første roman, i en alder af 27.


                      Således bugter der sig en rød tråd fra Frændeløs på Thurø til Claude Monet der i kunstens tjeneste sætter trafikken i stå på Gare St.-Lazare i Paris, over koldkrigstidens spionromaner og 80’ernes mest læste litterære bestsellere til Faith, det sidste bind i min vestindiske trilogi som udkommer 16. august.
                      Så litteraturen former os, både vi børn af bøger som skriver, og I børn af bøger som læser ...

Mich Vraa